Fodbold

 

Jeg har på ingen måde forstand på fodbold. Jeg kan ikke reglerne, jeg ser sjældent hvad der sker og min interesse kan ligge på et ret lille sted. 

Jeg kan godt se når nogen er supergode til at spille, kan tæmme bolden og har styr på det. Jeg kan også godt se det modsatte, men alle dem midt imellem, som måske er på vej mod gode eller ikke, dem har jeg svært ved at se forskel på. 

Alligevel har jeg stået på sidelinjen af en fodboldbane de sidste to dage og heppet løs, mens børnene i Klubben har spillet fodbold mod børnene i kommunens andre klubber og byggelegepladser.

 

Det har været så skønt. Alt for længe har vi ikke kunne mødes på tværs, og netop fodboldturneringen har altid været et fantastisk mødested, med god stemning og mulighed for at se hinanden. 

Rødovre er så tilpas lille en kommune at mange af børnene kender hinanden på kryds og tværs af fritidsaktiviteter, familie og alt mulig andet. I år var stemningen fantastisk, børnene heppede løs på hinanden, på med- og modspillere, og og forældre mødte op, bakkede op og var skønne at have med. 

 

 

En kollega fangede Louise og jeg mens vi kiggede på drengene der spillede sig gennem en flok puljekampe og måtte se sig slåede. Vi var mest med pigerne, Louise som cheftræner, jeg som den praktiske, der havde styr på tid, på program og havde håndtenen med, når der var pause mellem kampene.

Det har været skønne, skønne dage med godt vejr, godt humør og kampgejst. De af vores hold der røg tidligt ud af turneringen, fandt hurtigt det gode humør og heppede i stedet på de, der gik helt til finalen. Af fire hold gik de to hele vejen. 

De store drenge inklusive en af de store piger vandt guld, mens pigeholdet der dækker alle klassetrin løb med sølvet. Vi er så stolte af børnene, af resultaterne og bare i al almindelighed - for hvor var de gode at have med.