tirsdag den 17. maj 2022

Risengrød på en majdag

 

Forrige uge holdt vi fest, der skulle laves milkshakes, og da ingen af os for alvor havde styr på hvor meget der skulle bruges, og der i hvert fald ikke skulle være for lidt, endte vi med ti liter letmælk. 

Det er muligt sødmælk er bedre til milkshakes, men pris og sådan noget. Henrik købte letmælk. 

 

 

Da vi var færdige med at lave milkshakes, var der stadig seks liter tilbage. Mens Henrik blev læsset og fandt et køleskab, var vi andre omkring snakken om risengrød. Men så blev det weekend, festen var slut og vi glemte alt om mælk.

Indtil i torsdags, hvor jeg kom i tanke om den der mælk, hvor Henrik nåede at blive i tvivl om hvor han lagde de mange kartoner og hvor det gik op for os, at holdbarheden udløb i dag. 

Jeg havde tid, jeg var klar til risengrød, og da det viste sig at vi faktisk lå inde med grødris, var der ikke langt fra tanke til handling.

Altså mødte jeg i dag op i god tid inden vi åbnede. De seks liter letmælk blev sammen med tre poser grødris og knap to liter vand til grød. Men inden jeg nåede så langt, var der en smule vrøvl med gryderne.

 

 

Jeg fandt den største gryde, skyllede risene, blandede med vand og satte det hele på komfuret. Det var cirka samtidig med at Louise kom i tanke om at vi måske havde fløde i fryseren. Det viste sig at hun havde ret, en hel liter, som jeg stoppede i en anden gryde, fyldte med vand og også satte på blusset. 

Mens gryden med fløde over vandbad blev varmere og varmere, skete der ikke  meget med vand og ris. Berit dukkede op og mens snakken gik, jeg med mellemrum rørte i risene og undrede mig over hvorfor der ikke rigtig skete noget, kom Berit i tanke om, at den store gryde vist nok ikke virker til induktion...

Men stadig bliver gemt til når vi koger store mængder kartofler...

Jeg fandt den største gryde der virker på induktionskomfuret, vidste godt det hele ikke ville kunne være i den, men det var der ikke lige tid til at finde en løsning på. Først da alt var hældt over, snakkede vi om hvorfor vi stadig har den store gryde og hvor de der kartofler kan koges...

Jeg hældte det hele tilbage igen og satte gryden over på det gamle komfur, der står inde på hobby og bliver brugt til lidt af hvert. Den nåede at blive varm, inden Louise fik løftet blikket og fandt den gamle store gryde (som virker på induktion) fik den hentet ned fra hylden under loftet, jeg hentede den store gryde fra komfuret på Hobby, hældte det hele om igen og endelig kom der gang i der der vand med ris.

Jeg havde stadig god tid, og Louise tid til at hjælpe lidt endnu. 

 

 

Da vandet kogte og risene begyndte at svulme op, blev mælken hældt i lidt efter lidt. Noget blev hældt i direkte fra kartonen, noget kom en tur i microovnen først for ikke at sinke kogeprocessen alt for meget. det tager lang tid at koge knap ni liter væske...

Louise var gået, men havde hentet et tæppe til at pakke ind i, da det hele endelig kogte. Mens jeg rørte vaskede hun alle gryderne af, og sørgede for at den store gryde, der ikke duer til induktion fik plads på hylden under loftet, så den anden store gryde kan komme ind i skabet og ryddede for tomme mælkekartoner, så der ikke var tilbage til mig at ordne, da jeg var færdig. 

Vi havde snakket om klatkager i morgen, var blevet enige om at det kunne blive et pædagogisk projekt, og børnene kunne stege hver deres. Det gad vi faktisk godt. 

Jeg fik pakket grøden ind i et par tæpper, efterlod den midt på køkkenbordet, blandede sukker og kanel og gik videre til et møde, og nåede at bruge tid sammen med maleglade børn på Hobby inden det blev tid til at pakke grøden ud igen. 

 

 

Alt var godt, indtil jeg kom i tanke om at jeg havde glemt salt. Jeg fandt det fine salt, dryssede og forsøgte at røre det ud i grøden, men opgav lidt på forhånd. Jeg vidste jeg ikke kunne røre i bund, for selvom den store gryde, der virker på induktion, er en god gryde (som jeg købte for mange år siden og har lavet ualmindelig meget mad i til mange, mange børn) kan den ikke forhindre ni liter risengrød i at brænde sig fast på bunden. 

Jeg fandt tallerkener og smør og stillede det hele an. Kørte vognen med frugt og grød og hvad vi ellers serverer ud i baren og gik tilbage til Hobby og de maleglade børn.

Mellem maleglade børn og opvaskemaskinen i køkkenet, kunne jeg konstatere at grøden solgte godt. Der var flere børn, der aldrig havde smagt bedre risengrød. Emil hældte grød op det bedste han havde lært og da der ikke var flere børn, var der heller ikke mere grød. Bunden var skrabet så let som muligt, så ingen havde fået det brændte med. 

Succes - selvom vi ikke får klatkager i morgen.

 

Billederne er fra tøseweekenden i Tisvildeleje.







mandag den 16. maj 2022

Masker på en søndag - Uge 19

 

Ugen kort:

  • Jeg fik endelig gjort mine timer op og skrevet ind i det rigtige program. Jeg har skrevet ned og synes selv jeg havde styr på det - jeg havde styr på det, timerne passer. Sådan  nogenlunde. 
  • Skolebestyrelsen mødtes med nye medlemmer og ny skoleleder.
  • Amalie fyldte 30 og vi sørgede helt som vanligt for maden. 
  • Der er snakket skolehaver, håndværk og design og grønt tag på overdækningen uden tag.
  • Al begyndelse er svær - vi har prøvet før, nu prøver vi igen og lavede udeaktiviteter på tværs. 
  • Ugen havde kun fire hverdage.
  • Weekenden er godt brugt, jeg har været på Frederiksberg hos Sille og Rose, med Emilie i Indre by og male musel og tømt vasketøjskurven, så næste uge også kan blive velduftende. 










Læse:

Natriumchlorid - salt - er et gennemgående tema i niende del om Afdeling Q, Carl Mørk, Assad, Rose og resten af holdet. 

Ubehagelige mennesker dør, en udsøgt klub begår selvtægt og hvad er det med det der salt. Salt har haft mange og magtfulde betydninger gennem historien, men er historien betydningsfuld i den her sag og hvor langt tilbage går sagen - er den overhovedet ovre?

Der er mange spørgsmål og mange underliggende historier. Det er længe side jeg læste ottende del af serien og jeg skulle lige holde tungen lige i munden for at huske og blive opdateret på hvor vi er.

Natriumchlorid er en letlæst bog. Det er vist meget godt, for jeg tænker ikke der går læng tid inden Biblioteket vil have den igen.


Strikke:

Med et færdigt par strømper er det tid til det næste par. Denne gang er det Frodo der står for tur. Frodostrømperne er med hulmønster, og jeg overvejede at springe over. 

Men nu har jeg lissom besluttet at han skal have alle ni, og vi ved jo allesammen at strikkeopskrifter er vejledende...

Bare for en sikkerhed skyld har jeg alligevel valgt at strikke i et noget billigere strømpegarn fundet i Rema1000. Garnet er på ingen måde så blødt som jeg er blevet vant til, men farverne spiller og jeg har droppet hullerne. 

På bagsiden af benet er et mønster af den slags der ligner snoninger, men opstår ved sammenstrik og omslag. Jeg strikker omslagene drejede. Det betyder at de fremstår som masker og ikke huller. Jeg tænker at det vil Anders sætte pris på.

Mønstrene på for og bag er hverken ens eller går over samme antal pinde. Jeg måtte gennem halvanden gang af det længste mønster inden det sad fast, så nu gælder det om at køre på, inden jeg glemmer det igen.

 

 

 



søndag den 15. maj 2022

Retrotrøjen

 

Jeg ser en del podcasts om strik.Måske er det mere rigtigt at sige, at jeg hører en del podcasts om strik. Jeg har dem nemlig som regel bare kørende bagved, lytter, kigger op når det er nødvendigt og falder nogen gange i søvn undervejs. 

 

 

Den dag jeg havde sat Karina fra Kabistrik på fik jeg kigget op tit nok til at jeg blev mere end bare almindelig interesseret i den trøje hun havde på. En trøje i ren firserstil. Retro når det er bedst og fra dengang jeg under ingen omstændigheder ville ligne de andre. 

Jeg har et billede fra netop firserne, der tydeligt viser lige præcis det - måske jeg skulle finde det frem, om ikke andet, så for at bevise jeg har ret. 

Men altså. Jeg sad der en hel almindelig søndag eftermiddag (det har sikkert været søndag), og fik pludselig en voldsom trang til at strikke firserstrik, som strik skulle se ud i firserne. Det ramte mig så hårdt at jeg tog mig selv i lynhurtigt at gennemgå lageret frit fra hukommelsen og jeg mente bestemt at ligge inde med noget garn der kunne bruges. 

Karina var så sød at fortælle hvor jeg kunne finde opskriften og med en smule hjælp fra Google, var den hurtig fundet frem. 

 

 

Det viste sig at det garn jeg havde set for mig måske ikke helt kunne dække behovet, men sammen med noget andet, jeg havde glemt jeg havde, lykkes det mig at strikke en hel trøje i lagergarn af den lækre type, som er så ganske ulig det jeg plejer at bruge og som føles så helt rigtig at jeg ved jeg kommer til at at bruge den rigtig meget.

 

Tak for inspirationen.

 

 

 


 

 

Design:  Feminin Retrobluse fra Hendes Verden 39/1986


Garn: En skøn blanding fra lageret:

Mørk Blågrå Cash Cotton fra Garnudsalg - en blanding af bambus, bomuld og cashmere. 

Støvet Isfugl (lys blå) Cashmere hint of Cotton fra Knitting for Olive - Igen bomud og cashmere.

Hvid Alpaca fra Garnudsalg - jeg fik det for mange år siden, men har aldrig fundet det rigtige projekt. Jeg har rigeligt af det, så måske jeg skulle finde på noget mere.

Stone Grey Vip fra Lana Gatto - Uld og cashmere. 

Jeg tænker der er dømt håndvask...

Den færdige trøje vejer 248 gram, og jeg har stort set brugt rub og stub af de to første.




Pinde: Det blev til en del:

Selve trøjen er strikket på en 3,5 mm - jeg brugte vistnok KnitPro Royale.

Halskanten er strikket på en 2,75 - Addi Lace, der er købt til strømpestrik, men er for tyk til strømpestrik, nu blev der brug for den. 

Resten af kanterne er strikket på en 3 mm - igen KnitPro Royale


Størrelse: Jeg strikkede den største størrelse - der er to, og var i tvivl om den ville være stor nok om hofterne. Jeg endte med at lave den lidt større, fordi jeg tilføjede et par pinde hist og her.

Det med størrelsen kom ganske simpelt an på en prøve. Ud over brystvidden er der ingen målangivelser, så jeg endte med at strikke den første trekant og måle ud fra den.



Bemærkninger: Opskiften er fra Hendes Verden nummer 39/1986. Det bærer den præg af. Det er en opskrift fra dengang jeg lærte at strikke, og som sådan har jeg ikke nogen problemer med at læse den. Men den er bestemt fra en tid, hvor det forventedes at strikkeren vidste hvad hun gjorde og ikke havde brug for at blive holdt i hånden. Man skal både tænke og regne selv, så det gjorde jeg og lavede lidt om undervejs - nu jeg  var igang.

Blusen starter med otte trekanter, der hver især er en del af den nederste kant på både krop og ærmer. Fire trekanter til kroppen, to til hvert ærme. Når blusen skal monteres skal trekanterne sys sammen i side- og ærmesøm. Jeg tænke det var bedre (og pænere) at gøre det med det samme, strikkede trekanterne to og to og kunne dermed nøjes med fire dobbelttrekanter, der hver blev strikket som starten på et sjal med udtag i midt og siderne. Det gav også lidt mere plads, når de yderste masker blev en del af omkredsen  i stedet for sømrum. 

Jeg tilføjede og fjernede en flok pinde hist og her, som jeg synes gjorde det færdige arbejde pænere - noget med symmetri, overgange eller noget andet. Jeg lavede også lidt om på nogle af mønstrene. Der skulle have været flere bobler end jeg endte med. De første sprang jeg helt over og tegnede et lille ret/vrang mønster i stedet, de sidste strikkede jeg en hel del mindre end de skulle. Både for at spare på garnet, men også fordi de ikke blev pæne. 

 

 

Da jeg nåede kanterne, havde jeg ikke mere garn. Projektet lå stille i lidt over en uge, inden jeg besluttede at forsøge at farve en matchende blå på noget garn, jeg vidste jeg havde liggende. Da jeg skulle finde garnet, fandt jeg i stedet det grå og besluttede i stedet at det ville fungere fint.

Jeg ville ikke have en kant der strammede ind  forneden. Det kan jeg ikke lide. Altså samlede jeg måske lidt flere masker op end opskriften foregiver og lavede kun en kort kant. Den kunne måske godt have været lidt længere, men jeg tænker ikke jeg laver det om.

Hvad jeg til gengæld nok vil gøre er, at finde hæklenålen frem og give halskanten en omgang fastmasker. Den vokser i brug. I forvejen er halskanten ikke blandt de mindste, så den skal helst ikke blive meget større. 

Ærmekanterne  bliver også løse i brug. Men det kan jeg godt leve med. 


Vil du se flere billede af retrotrøjen kan de ses på Ravelry.

 

Det blæste i øvrigt pænt meget den dag vi tog billeder....






lørdag den 14. maj 2022

På maleskole

 

Det er vildt som tiden går. Siden Emilie og jeg for år tilbage var forbi Maleskolen hos Royal Copenhagen og male muselmalede tallerkener, har vi snakket om, at det skal vi igen.

 

 

At igen først blev otte år senere havde jeg ikke set komme. Hvis jeg ikke netop havde slået det op, ville jeg have insisteret på, at der er gået meget kortere tid. Det er der så ikke. 

Siden vi var derinde første gang er prisen ændret - det blev den vist ret hurtigt, i takt med at det viste sig at være noget af et tilløbsstykke,  der er mange flere kurser at melde sig til og mulighederne er forøgede. 

Første gang vi var derinde kunne vi vælge mellem en magamuseltallerken og en med Elements. Vi valgte de store blomster, dels fordi det var det vi kom for, dels fordi vi mente det ville være godt at prøve med de store inden vi prøvede de mindre.

Anden gang var muligheden for Elements væk. Æv! Det ville vi ellers gerne. 

Nu er de tilbage. Valgmulighederne er enten en tallerken eller en kop med Megamusel, en Elements tallerken eller selv at bestemme hvad man vil - og her vælge mellem en kop og en tallerken.

Det sidste gav anledning til en snak om at male bogstaver på en kop....

Og helst inden der er gået endnu otte år.

 

 

Men altså, for et par måneder siden snakkede vi igen om at nu skulle det altså være, vi kiggede kalendre, samkørte med maleskolen og bestilte tid. I dag gik turen mod København. 

Jeg troede at det ville være sværere at male Elements-elementerne end de større Mega-elementer, men de kortere streger blev på en eller anden måde lettere at sidde med. Der er afsat to timer til projektet og to timer helt sikkert et godt bud. Jeg har svært ved at forestille mig at man ikke får lov at blive siddende, hvis man skulle gå over tid. 

Jeg var færdig efter knap en time. Emilie havde brug for lidt længere tid, så jeg fandt strikketøjet frem, strikkede, mens jeg kiggede kritisk på  mit maleri, stoppede med at strikke, rettede lidt, tilføjede en prik eller hvad jeg nu synes, tog et par billeder af Emilie, strikkede videre og startede forfra. 

 

 

Damen var yderst tilfreds med mit resultat, som på ingen måde er perfekt, men ganske fint. Jeg oplevede at mine streger bliver bedst når jeg bare gør det, ikke tænker alt for meget, ikke gør mig alt for umage med at følge stregen  - alt er tegnet op, hvilket gør det temmelig meget nemmere at vide hvor hvad skal være. 

Forsøger jeg at bruge tid på at følge en streg, eller gør jeg mig umage med at få det hele til at se ens ud, er min oplevelse at hænderne ryster, at stregerne bliver skæve eller ujævne, mens de mere uovervejede streger i højere grad giver en følelse af sving og et mere levende udtryk. 

Det betyder så også at jeg bliver færdig inden der er gået en time. 

 

 

Der går op til fem uger før vi kan hente de færdige tallerkener. Vi er nogen, som har svært ved at vente. 

Nogen gange går tallerkenerne i stykker i brændeprocessen, fortalte damen, så får man selvfølgelig et nyt kursus. Jeg håber på ingen måde min tallerken går i stykker, jeg vil rigtig gerne have den, men skulle det ske, gider jeg rigtig godt male igen.

 

 

Vejret var skønt, det var dejligt at komme ud i bylivet, der emmer af sommer og sol med lydbilledet af glade stemmer og gademusikanter. Vi var sultne, fandt frokost på RizRaz, der stadig laver velsmagende mad. Emilie mente en tur i Normal var meget vigtig inden vi fandt S-toget fra Nørreport.

Hjemme gik vi begge i brædderne. 

Og glæder os stadig til at se resultatet - om mange uger.




 



Når man leger hos en strikker

 

Garn i store mængder kommer ofte viklet op på cones. Cones er i det her tilfælde konisk formede rør, tit af pap, nogen gange plastik. Cone er engelsk for netop den form og kunne derfor også være vaflen i en is. 

 

 

Jeg har gennem årene brugt rørene til alt muligt, og lige nu ligger der tre af papversionen i kassen med legetøj. 

Der er også to af plastik. De er gode i badekarret.

I onsdags fandt Oscar de tre rør, kunne selv bygge de to i højden, men havde lidt svært ved at få det tredje til at balancere øverst.Vil du hjælpe mig? Spurgte han, og det ville jeg. 

 

 

En gammel nøgle ligger også i kassen (faktisk passer nøglen til vores hoveddør, og blev i sin tid lavet som en ekstra, når vi havde gæster der skulle låne. Skulle vi få brug for det igen, ved vi hvor den er). Nøglen kunne lige præcis komme gennem det mindste hul i den øverste cone og falde til den nederste. 

Det var en sjov leg, som både indebar balance, motorik, grin og att vælte det byggede tårn. 

 

 


 

 Det viste sig at være så god en leg, at han blev ved i langt længere tid, end jeg havde forventet. 







fredag den 13. maj 2022

Bededag er en fridag

 

Det er fredag, jeg har haft fri, og allerede siden i mandags har jeg haft svært ved at gennemskue at ugen kun havde fire arbejdsdage. 

Vi er nået forårssæsonen med de mange helligdage, fridage og halve uger. 

Jeg ved at når jeg når søndag, kan jeg stadig ikke finde ud af at der er tre dage i weekenden denne gang. 

 

 

Dagen er brugt sammen med Sille og Rose. Rose synes det var fint jeg kom, men synes nu nok det var underligt at det ikke var Helle, der dukkede op. Når nu det var en Helledag. Jeg må give hende ret.

Hun er en af den type børn, der snakker fra hun står op til hun går i seng. Hun stopper aldrig. Det er ikke helt rigtigt, men det føles sådan og snak mellem voksne er der ikke meget tid til, når hun er i nærheden.

Altså kunne vi lige så godt sætte os på gulvet og lade os guide ud i legen med Barbiedukker. 

Prinsessen havde et stort slot og skulle giftes med prinsen to gange. Det ville han heldigvis godt. Længe inden brylluppet nåede prinsessen at føde det ene barn efter det andet, som kun var hendes og blev overladt i prinsens varetægt, mens prinsessen havde travlt med at lave alt muligt andet. Blandt andet bygge et større slot, som der tydeligvis også var brug for.

Da prinsen meddelte at han ville gå i kloster, fik han at vide at det måtte han ikke, blev hentet hjem og klostret blev jævnet med jorden. 

Nok er vi enige om at ligestilling er vigtig, men når det hele løber over i den anden grøft....

 

 

Da barnefaderen ankom - tids nok til aftensmaden - trængte Sille til et hvil fra al snakken. Far og barn blev efterladt hjemme, jeg pakkede mig sammen og Sille fulgte både mig og min cykel mod Frederiksberg Have, mens vi nåede en del af den snak vi ellers ikke fik mulighed for. 

Fremme ved haven, besluttede regnen at falde tæt, vi ventede under et træ, til opklaringen vi kunne se i det fjerne dukkede op, snakkede videre og blev enige om at det var godt at stå i læ under nyudsprugne grønne træer.  

Da regnen stoppede, vendte Sille om og gik hjemad, jeg fortsatte mod Rødovre og mere hjemlige egne. 






Samwise Socks

 

Det syvende medlem af Fellowship of the Socks er færdige. Anders har lagt fødder til billeder - og har haft strømperne på resten af dagen. Totalt win,win.

 

 

Jeg har sådan en fornemmelse af, at de tog meget lang tid at strikke. Når jeg kigger i mine noter, var det bare en måned. En måned kunne være lang tid, men strømperne til Anders er sådan et projekt, der ligger i min kurv herhjemme, ikke har førsteprioritet og tager den tid det tager. 

Strømper til Anders er blevet sådan en ting jeg nærmest hele tiden har på pindene, som et ekstra strømpeprojekt. Til trods for at jeg virker bedst, når jeg bare har gang i et par strømper ad gangen. I et år med Majas strømpesamstrik, har de månedlige strømper førsteprioritet og så kommer Andersstrømperne frem, når de der samstrikstrømper er færdige og det næste par endnu ikke i gang.

Et tillæg til følelsen af at jeg havde strikket på dem i hundrede år, handler også om at de lå stille. I lang tid. I hvert fald så længe at jeg havde glemt mønstret og måtte have fat i diagrammerne, da jeg samlede dem op igen. Jeg er meget visuel og husker hurtigt mønstre, så at jeg havde glemt mønstret siger noget om hvor langt væk de havde været.

 

 

Nu er de færdige, Anders er glad og jeg har slået op til endnu et medlem i følgeskabet. Det er et mønster over mange pinde, som ikke sidder fast endnu. Jeg har blot strikket en mønsterrapport. Det hjælper selvfølgelig ikke at jeg også lige synes jeg skal lave om i det undervejs. 

Men altså, jeg er temmelig sikker på at Anders ikke bryder sig om huller i sine strømper og i min optik skal udtagninger og indtagninger ikke bare vende den samme vej...

 

 

 

 


 

 

"Beyond a towers strong and high,
beyond all mountains steep,
above all shadows ride the Sun
and stars forever dwell;
I will not say the Day is done,
nor bid the Stars farewell."

- Samwise the Brave, Return of the King

 

 

Design: Samwise Socks af Claire Ellen.

 

Garn: Wooly Sock fra Frydefuld.dk. 

Anders købte selv garnet, der har farve nummer 371. Ud fra billedet på nettet, havde han forventet en noget mørkere farve, og var umiddelbart en smule skuffet. Som garnet har ligget og ventet på at blive til strømper, er farven vokset på ham, og i dag er han glad for den.

Der gik 85 gram til de færdige strømper.

 

Pinde: 2,5 mm Addi Lace, 80 centimeter rundpind og magic loop.

 

Størrelse: Jeg har slået 72 masker op og strikket så benet er langt og foden passer Anders' størrelse 47.

 

 

Bemærkninger:  Jeg gentog mønstret fire gange ned ad benet, strikkede halvanden gang mønster på hælflappen og samlede 14 masker op til svangen. 

Foden er 3,5 mønster lang og jeg valgte en stjernetå med 7 masker mellem indtagningerne ved første indtagning.

Vi havde snakket om at bytte om på mønsteret for og bag, så snoningerne kom på forsiden. Men dett glemte jeg, da jeg slog op og nåede forbi ribben. 


Vil du se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry.






torsdag den 12. maj 2022

Tre årtier

 

Vi flyttede tirsdagsaftalen til onsdag, og har derfor også haft glæde af Amalie i dag. Amalie kan nemlig ikke om tirsdagen, hvor hun har en anden fast aftale. 

 

 

At vi flyttede til onsdag handlede også om at Amalie har fødselsdag lige præcis onsdag, og stadig gerne vil have middag hos os. Så det skal hun selvfølgelig have. Også selvom jeg var i tvivl om hun måske havde andre planer lige præcis i dag. 

I dag fyldte hun nemlig tredive år, og det er alligevel et hjørne som måske skulle fejres i et lidt større selskab end vores. Hun valgte os, havde et ønske om noget med en steg og kanelkage. Det fik hun selvfølgelig, sammen med en gave vi har tænkt rigtig meget over, og som i dag grad faldt i god jord.

Oscar lagde ud med lege-pasta-kaffe. Det er utroligt hvad sådan en pose til under ti kroner kan give af legetid.Og så har han endda kun fået halvdelen. Den anden halvdel gemmes til senere. Der ryger lidt han ad vejen, så der skal nok blive brug for at få fyldt lageret op. 

 

 

Vi havde en skøn aften, både barn og fødselsdagsbarn hyggede sig og de var vist alle tre temmelig trætte, da de pakkede sammen  og cyklede hjemad.

Amalie var i øvrigt vågnet i morges til et ballonpyntet hjem. Hendes mor var dukket op i nattens mulm og mørke og havde med Daniels mellemkomst været både inde og ude. Ikke alene var stuen og altanen fyldt med balloner og flag, også opgangen, buske og omgivelser udenfor og en stor del af Rødovrevej.

Der stod ingen store peberkværne, men det havde været hendes mors intention at skrive tillykke og gode ønsker hele vejen fra hjem til arbejde med store bogstaver på spray, og hun har været et fantastisk syn, da hun i morges kørte lidt, stoppede, hoppede ud af bilen, skrev på vejen, hoppede ind i bilen og startede forfra igen og igen.

Hun stoppede da dagen gryede, forbipasserende begyndte at se skævt til hende og hun følte sig noget overvåget. 

Jeg ser levende billeder for mig, og tænker hun har været en festligt syn.  




Men det virkede, Amalie havde haft en fest hele vejen til arbejde.

Og jeg overvejer at køre en omvej mod skolen i morgen, bare for at få lov at se med. 

 

Tillykke med de tredive år.