Sting på en mandag - Uge 23

 

Ugen kort:

• Ugen startede med mandag, sommer og Anders' fødselsdag. Mens han tog på arbejde tog jeg på skovtur med en flok 7. klasser, Tine og Helene.
• Det var en smuk og skøn tur, med dejligt vejr og glade børn.
• Jeg brækkede armen. Jeg har aldrig før brækket noget, så nu mener min søster at jeg endelig har fået barndommens ønske opfyldt, og har prøvet det.
• Midt i elendigheden og eksamenslæsning, var det ret godt at have ferie og eksamensfri, være hjemme, kunne tage den tid det tager, og finde ud af at begå sig med en hånd. 
• Jeg fik blomster af Tine og Helene.
• Anne og jeg mødtes forud for den mundtlige eksamen og fik lagt nogle gode planer. 
• Jeg har opgivet at forsøge at strikke. Jeg har ikke forsøgt. Det føles ikke som om jeg skal prøve. Til gengæld kan jeg brodere, og det kan også noget.
• Jeg er indkaldt til kontrol af den brækkede arm. Sekundet senere ankom endnu en indkaldelse. Denne gang til brystkræftscreening - på en lørdag. Måske meget smart - jeg ender alligevel altid med at ringe og lave tiden om. Jeg kan godt den lørdag. 
• Eksamen er overstået for denne gang. To år med matematik, sammen med en flok mennesker, jeg synes jeg kender, er slut. Vi mødtes og sagde farvel i solen på skolen på Nylandsvej. Det var så hyggeligt. 
• Både mundtlig og skriftlig karakterer er i top, og langt højere end forventet. 
• Strik i Nyborgs Hjerte er blevet en tradition i familien. Ikke så meget garnnøglefestivallen, men alt det rundt om. Jeg mødtes med min mor og søster på Hovedbanen, blev samlet op af Emilie i Nyborg og brugte et par timer sammen med vores kusine, fætter og familie, inden vi tog videre ud i byen, besøgte kirkegården, Strik på Bastionen, Slottet, min mors barndomsadresse og fandt mad, før toget igen bragte os hjem. 
• Hjemme ringede jeg endnu engang til 1813, for gipsen sad så stramt at min lillefinger kom i klemme, fingrene sov og nerver kunne blive belastede. Og det selvom fingrene ikke er hævede. Damen i den anden ende tog det temmelig alvorligt og sendte mig, tæt på midnat, til Hvidovre, for at få løsnet forbindingen. Nu kan jeg bevæge fingrene.
• Mens Anders havde fødselsdag tidligt på ugen, fylder jeg år ugen efter, og vi gik ud og spiste, for at fejre os begge. 
• Søndag kunne jeg mærke at trætheden indfandt sig. Jeg brugte det meste af dagen til at lave så lidt som muligt. Og gik tidligt i seng. 

Læse:

Jeg læste fjerde del af Bridgerton færdig. Femte del står og venter. Jeg er underholdt og skal klart læse den, men det er også godt med en pause fra pladderromantikken. 

Altså startede jeg på Blædel og Nordbos Sår. Andel del om vicepolitiinspektør Liam Stark og efterforskeren Dea Torp. En mand er fundet død, med mærkelige sår på kroppen. 

Nogen er forsvundne, alle spor ender blindt og historien bliver mere og mere mærkelig, som siderne læses. Igen er jeg underholdt, og vender side efter side. 

Der er ingen tvivl om, at jeg læser lidt mere, når nu hænderne ikke kan strikke...

Brodere:

Jeg duer ikke rigtigt, hvis jeg ikke kan lave noget. Jeg har ikke forsøgt at strikke. Det føles ikke som om det er umagen værd. Jeg tænker det kommer. Om ikke andet, så når gipsen kommer af.

Hvad kan jeg så? Jeg overvejer om jeg kan væve, og har stadig væven hængende på væggen. For jeg fik fat i den broderede pude fra Baldyre, som består af halve korssting i en størrelse, der betyder at jeg kan have en pude på skødet, holde med hele den indbundne arm og sy med højre hånd, som heldigvis ikke fejler noget. 

Jeg ved ikke hvad jeg gør, når den bliver færdig. 

Den tid, den sorg. Eller noget.

På skovtur

 

I løbet af indeværende skoleår har et nyt fag set dagens lys. Faktisk flere nye fag - lokale valgfag. Helene startede lige efter sommerferien og helt ny stod hun med udfordringen at skabe nogle timer, der kunne være noget for en tredjedel af syvende årgang.

Hun var ret hurtig til at vælge noget med idræt, og gennem året har hun haft mange gode timer sammen med de store elever. For nogle måneder siden, havde hun og Tine, fået den strålende ide at idrætsholdet skulle på vandretur på Midtsjælland, en mandag. Turen betød at andre timer måtte inddrages, og at holdet får fri fra valgfag en anden mandag.

Udgangspunktet var, at både Tine og Helene er vokset op på Midtsjælland, i samme område, i to nabolandsbyer, men med mange af de samme oplevelser. Trods en aldersforskel på omkring tredive år. 

Mens de snakkede, tegnede og fortalte, havde planer om at de store børn skulle se deres hjemmebane, fik jeg vildt lyst til at komme med. Jeg har undervisningsfri mandag, mandagsstudiet er slut og jeg havde tid. Altså lavede vi meget hurtigt en aftale om, at selvfølgelig skulle jeg med. 

Vi mødtes mandag morgen. Jeg nåede at forberede ny undervisning til min vikar, for Kristine synes klassen havde spillet rigelig skak, og jeg havde stadig eksamensfri. 

Vi startede ud med en gå- eller cykeltur til Husum Station, hvorfra vi tog S-toget til Valby, hvor visse af eleverne stiftede bekendtskab med regionaltog - mod Hvalsø. Efter en bustur blev vi sat af ude midt i ingenting, eller ved Skov Hastrup, hvor Helene trådte sine barnesko.

Mens Helene udpegede det hus, hun var vokset op i, eleverne på ingen måde forstod at man rent faktisk kan bo så langt ude på landet - uden en Netto, og i øvrigt ikke mente de kunne gå ret langt, lød spørgsmålet:

Hvad siger man herude? Man kan jo ikke sige: Den må du længere ud på landet med!

Vi gik gennem overdrev og skov mod Avnsø. Undervejs kom vi forbi vævestuen, som så ret spændende ud, men desværre var lukket. Mens vi gik der skete der noget med børnene. De glemte at de ikke gad på skovtur. De glemte at de var langt ude på landet og ikke kunne gå. De store syvende klasses børn begyndte at lege, de lavede kortfilm, havde gang i mange fantastiske fortællinger og både løb og grinede. 

Turen var smuk, landskabet fantastisk og stilheden ude på landet skøn. 

Ved Avnsø - cirka midtvejs på turen, dybt inde i skoven uden mobildækning - gik vi ned af en skrænt af den slags, hvor rødderne fra et træ danner trapper hele vejen ned. Det var nemt at gå ned. Måske for nemt. 

Jeg gled, tog fra med venstre hånd, hørte et lille knæk, men var mest fokuseret på haleben og ankler, der før har gjort ondt. Der skete hverken noget med haleben eller ankler. Til gengæld gjorde det ondt i håndledet. 

De store børn var hurtige til at spørge til mit velbefindende. For sådan er de også - inden de legede videre og knap havde tid til at spise. 

Der var stadig en tre-fire kilometer til Ny Tolstrup, hvor vi så huset Tine var vokset op i, og der var en fin legeplads ungerne kunne benytte, mens vi ventede på bussen. På det tidspunkt var de store børn temmelig ligeglade med, hvor de voksne havde boet. De var trætte, men synes bestemt at legepladsen var en god ide. 

Der var ikke så meget andet at gøre end at gå. Jeg holdt om håndledet hele vejen. Det gjorde ondt, det var til at have med at gøre, men jeg var godt klar over at det ikke bare var et fald. 

Ved bussen forsøgte jeg at ringe til egen læge, via lægens akutnummer. Hun sendte mig videre til 1813, der under ingen omstændigheder ville tale med mig, for jeg befandt mig ikke i Region Hovedstaden. Heller ikke selvom jeg var på vej tilbage. 

Vi snakkede om at  jeg kunne stå af i Roskilde, jeg kunne have ringet til Region Sjælland - hvor jeg var. Men tanken om at skulle finde alene hjem fra Roskilde, var sværere at overskue end at tage fra Herlev. Altså passede jeg så godt jeg kunne på håndledet, og ringede igen til 1813, da vi nåede Valby. 

Denne gang kom jeg igennem, og blev henvist til Glostrup. Min cykel stod på stationen, den blev låst ekstra fast og Tine kørte mig til skadestuen. Da jeg kunne sætte mig i venteområdet og bare være, begyndte det for alvor at gøre ondt. Jeg har forstuvet led før, og det føltes overhovedet ikke som en forstuvning. Spørgsmålet blev i højere og højere grad hvor bruddet var, end om det var et brud. 

Godt to en halv time senere kunne jeg finde en taxa og blive kørt hjem. Der var travlt på akutafdelingen, men da først jeg kom til, mødte jeg to læger der gav sig tid, undersøgte og gav mig en følelse af at blive set og hørt. 

Heldigvis viste det sig, at det ikke var håndledet. Bruddet sidder på den lille underarmsknogle (spolebenet eller radius) lige over håndledet. Det er umiddelbart ukompliceret, og som jeg forstod det, ikke brudt hele vejen gennem knoglen.

I løbet af de sidste dage har jeg lært at det er svært kun at have en hånd, der virker. Gips er ikke fantastisk, og kan ikke anbefales. Jeg må heldigvis gerne bruge venstre hånd, men det er begrænset hvad den kan. Det giver sig selv, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan. Og nej, jeg kan ikke strikke :(

Det vigtigste er, at det var en fantastisk dag, og jeg ville gøre det igen.

Og cyklen??? Den tog Anders med hjem dagen efter, da han alligevel kom forbi på vej hjem fra arbejde. Han kom hjem og fik sagt noget om at den er ret hård at køre på. Og meget lav! Han er næsten 30 centimeter højere end mig. Jeg havde forestillet mig, at han tog den med i bussen. 

Jeg synes det er ret godt gået, at køre den hele vejen hjem :)

Sting på en søndag - Uge 21

 

Ugen kort:

• Jeg har hentet nyt pas. Det var en længere historie. 
• Vi spiller stadig skak i matematiktimerne. Vi er nået til dronningen og børnene er blevet rigtig gode. Næste gang skal kongen i spil, og de får endelig alle brikkerne med. 
• Vi lavede en mundtlig prøveeksamen, inden den skriftlige del går i gang i næste uge. Det var slet ikke farligt og føltes som noget, der bliver rigtig godt. Jeg tror det er en god eksamensform.
• Jeg var kommet hjem, sad helt stille, da jorden pludselig rystede. Første tanke var ikke jordskælv. Faktisk overvejede jeg det ikke før jeg alligevel blev i tvivl, og havde mest lyst til at forkaste ideen - for jordskævl i Danmark!? Jo, jo der var et en gang. Næh første tanke var, om nogen mon havde fået installeret en vaskemaskine, helt uden for vater, som nu satte i gang med centrifuge...
• Vi laver tryllestave i 3. klasse og jeg har lært børnene at drybrushe - male med en tør pensel. Det er nærmest magisk og bliver så flot. 
• Jeg mødtes med kollegatøserne til en aften ude. Vi fik god mad og vendt alt det, der er sket siden sidst. Det er så skønt at se dem. 
• Jeg har forberedt vikarnoter, planlagt,  lagt materiale og overvejet for og imod, når jeg de næste fjorten dage ikke er på skolen. Der står eksamen i kalenderen og sammen med fridage på selve eksamensdagene, studiefrie dage og 6. ferieuge blev det pludselig to uger. Det er lidt vildt, og føles på en eller anden måde helt forkert.
• Emilie kom hjem og hjalp mig med at hente karter jeg har bestilt fra CFU og uld jeg har plantefarvet til fredag, når 3.X skal på hyttetur og Kristine og jeg skal med på første del af dagen. Det bliver så hyggeligt. Ja jeg ved godt jeg lige har sagt fjorten dage, men hytteturen er ikke på skolen. 
• Efter næsten to uger uden et udendørsbad, havde de heldigvis åbent igen i Vestbad. Det var så lækkert og overhovedet ikke koldt. 
• Pinselørdag mødtes familien hos min mor, spiste, hyggede, spillede og brugte hele dagen sammen. 
• Emilie havde taget sin cykel med til Fyn, men når man bor langt ude på landet bliver den ikke brugt. Da min cykel endte hos cykelsmeden og jeg måtte tage bussen, tog hun den med tilbage, så jeg har en ekstra. Derfor kunne vi begge cykle til min mor og cykle hjem igen - nu forbi Ismageriget. Jeg må indrømme, at jeg ikke er rigtig imponeret og måske ikke rigtig forstår hypen. Eller måske er jeg bare ikke så vild med is.
• Jeg glemte at pinsedag betyder at alt er lukket. Jeg endte med at cykle til Glostrup og Bauhaus, bare for at få nogle skridt på kontoen, de havde nemlig åbent. Jeg kom hjem med en tommestok med navn på. Meget fint!

Læse:

Tredje del af Bridgerton-serien af Julia Quinn er askepothistorien om Sophie Beckett. Det er i filmatiseringen fjerde del. Det er til gengæld første del af omsætningen fra bog til film, der er mest tro mod originalen. Filmatiseringen er en smule mere overdrevet, mens der også er dele der er nedtonet en smule - og kunne have været sjove at se.

Jeg er meget underholdt, men kan også godt mærke at der gerne må komme en anden type underholdning, inden jeg hopper på næste del. For nu er jeg startet og så fortsætter jeg selvfølgelig og læser alle syv bøger i serien. 

Det har i øvrigt vist sig at Julia Quinn står bag flere serier af samme kaliber. Så hvis jeg med tiden mangler noget pladderromantik....

Brodere: 

Jeg er ret vild med de lidt naive korsstingsmønstre som Catkin & Lillie står bag. Specielt har jeg set mig varm på bunken af får, der står i en pyramideform. Og jeg kan god lide det bagsting tilfører. Jeg har heller ikke noget mod at lave dem.

Jeg har længe sukket lidt over netop det mønster og pludselig skulle det være. Jeg købte og kiggede i gemmerne efter stof og garn. Jeg har temmelig meget broderigarn liggende. Emilie fik en hel del med hjem for et stykke tid siden, da hun havde store planer om noget med mange farver, derfor havde jeg ikke helt så mange farver som forventet. 

Jeg fandt noget og supplerede resten fra nærmeste garnbutik og gik i gang. 

Det tager ikke lang tid at sy et får. Jeg gør det bare ikke hver dag. Jeg har heller ikke travlt. 

Når det er færdigt, forestiller jeg mig det indsat i en projekttaske i sweaterstørrelse.

Siden sidst - eller strik på en søndag...

 

Jeg tog billederne her for længe siden. Bogen er læst færdig for længst, og det strikkede projekt skyllet op og venter på at Emilie kommer hjem og tager billeder.

Jeg har dem, de er en del af historien og mens tankerne om at skrive, er mange, synes jeg det er svært at starte op igen. Nu bruger jeg billederne, og har flere til andre indlæg liggende klar. Og med en forestilling om at det kan lette en opstart, prøver jeg igen.

Siden sidst - kort:

• De sidste to opgaver inden matematiklærereksamen er afleveret. Den ene til tiden, den anden efter aftale og inden deadline. Begge er godkendt og jeg kan derfor indstilles til eksamen. 
• Den samme eksamen bliver der repeteret til i undervisningen, og jeg har mødtes et par weekender til regning af gamle eksamensopgaver sammen med en udvalgt lille flok medstuderende. 
• Første gang var jeg nær aldrig nået frem, da vi ramte dagen for Copenhagen Marathon og jeg steg op fra Metroen på den forkerte side af Jagtvej. Det lykkedes, der er huller, hvor man kan få lov at skynde sig over. 
• For at blive ved eksamen, har jeg dels fri til selve dagene og dels brugt sjette ferieuge omkring dagene, hvilket betyder at jeg ender med ikke at være på arbejde i fjorten dage. Lidt underligt. 
• Og som det allersidste har vi fået navnet på censor til den mundtlige eksamen. det viser sig at være Daniels gamle matematiklærer - for der kan kun findes en med det navn. Det bliver spændende at møde ham igen, han er supercool og jeg havde engang fornøjelsen af at være på lejrskole sammen med ham. Jeg har spurgt om det er er et problem i forhold til inhabilitet. Det er det ikke.
• På arbejdsfronten er fagfordelingen til næste skoleår i fuld gang. Ingen ting er afgjort før alt er på plads, men lige nu ser det ud til at jeg har sagt ja tak til Tek-vejlederposten. At jeg ud over matematik og håndværk-design også skal undervise en enkelt klasse i historie. At jeg fortsætter det obligatoriske håndværk-design valgfag og får endnu et valgfag, denne gang et lokalt valgfag, som kan være hvad som helst. Jeg har også sat mig på tovholderposten i HDS-lokalet og skal være med til at planlægge featureuge, som vi er nogen, der gerne vil revolutionere. 
• I tredje klasse har eleverne over en lille måned været indskrevet på Hogwarts med kollegier, undervisning med magiske undertoner og professorer som lærere. Jeg valgte at klæde mig ud hele måneden, til stor glæde for eleverne, som i matematik spiller skak og i håndværk-design er i gang med at lave tryllestave. I øvrigt har vi store planer med det der skak, som vi slet ikke er færdige med at spille.
• Ud over skak havde de flyvende koste med en dag, som af hensyn til muglerne omkring os, var transformeret til cykler, og vi brugte en eftermiddag ude, med at tjekke cykler for bremser, lygter, højde og så videre, inden de dels løb, dels cyklede og fandt ud af at på korte distancer er det hurtigst at løbe. Senere lavede vi pindediagrammer over cykeltjekkene og fandt ud af at klassen har mindst en ulovlig cykel. 
• De store elever har skilt paller ad i stor stil. Specielt drengene har haft en fest med det store koben og blev rigtig gode til at sikre hele brædder, i stedet for flækkede. 
• Ondsag inden Kristi himmelfart sagde vi farvel til 9. klasserne med karamelkast, vandkamp i regnvejr og fodbold, de store elever mod de voksne.  De store elever vandt. De blev klappet ud af skolen med flagalle og skolens egen sang. Nu venter læseferie og mundtlige eksamener.
• Nogen tog initiativ og første take på en fredagsbar endte med fire damer, der hyggede til ret sent. Det gør vi gerne igen. Det var hyggeligt at være få, men næste gang må der godt komme nogle flere.
• Oscar og jeg har hygget torsdag aftener inden sengetid, haft et par overnatninger og været i svømmehallen to gange. Det viser sig at rutsjebaner med vand er sjovere end forventet. Jeg indrømmer blankt at jeg ikke er særlig vild med svømmehaller, men hvad gør man ikke for barnet. Til gengæld er jeg stadig vild med at bade, badedamerne mødes stadig med mellemrum og det er blevet varmt nok til at pakke den tykke baderobe væk, mens badesko og handsker stadig er rare at have på. 
• Jeg har været hos min søster de fleste weekender og sidste gang cyklede jeg hele vejen hjem, der er lidt over fjorten kilometer og selvom jeg stoppede mange gange, for at sikre den rigtige vej, tog det kun lidt over en time. Victoria er tit med og maven vokser. Det bliver spændende at møde baby.
• Vi sagde farvel til Nicklas på en fin dag med sol og mange mennesker. Da han godt fjorten dage senere ville være fyldt 26, gik min søster og jeg til kirkegården, medbringende en Booster til fødselaren, og brugte en god del af dagen med bare at være og snakke. Undervejs dukkede en af hans yndlingspersoner op, og vi havde en god snak med mange gode vinkler.  

Læse:

Det er efterhånden et stykke tid siden jeg færdiggjorde anden del af Familien Bridgerton. Det er let læsning, der ind imellem er lidt for pladderromantisk med temmelig sexuelle undertoner. Jeg er underholdt nok til at tredje del ligger, og venter på at jeg henter den på biblioteket. 

Jeg har set serien og er også underholdt af den. Det betyder at jeg ved hvad der venter. Og så alligevel ikke. Der er helt klart taget udgangspunkt i noget, men det er ikke en direkte filmatisering, hvilket egentlig er helt okey. Det betyder at jeg får en ny oplevelse, når jeg læser bøgerne. 

Jeg kunne et eller andet sted godt tænke mig at være forud og have læst femte bog, inden næste del af serien går i luften. På den anden side, ved jeg ikke om jeg kan holde til så meget pladderromantik. Jeg skal helst have det i mindre doser.

Strikke:

Et af de sidste af mine tolv projekter - som af gode grunde ikke er vist frem endnu - er en nederdel med hønsestrikmotiver. Dels har jeg altid synes at de lange nederdele, der findes på forsiderne af de oprindelige hønsestrikhæfter er fantastiske, dels fik jeg for år tilbage de to bøger om hønsestrik Anna Bauer har skrevet.

Jeg ved ikke om hun har skrevet flere, men hun har taget udgangspunkt i de oprindelige hæfter og Kirsten Hofstätters historie. Det var Kirsten der i sin tid stod bag hæfterne og i den første af Anna Bauers bøger er et længere afsnit om baggrunden for hønsestrikken. 

Jeg havde en hel del pladegarn og valgte at strikke med det som bundfarven og alle mine mest luksuriøse restegarner som mønsterfarverne. Nederdelen er færdig, den er tyk og alt for varm. Men den er fantastisk, og jeg glæder mig vildt til at kunne bruge den, når vinteren igen banker på. Den bliver som at have et tæppe på. 

Det har været et fantastisk stykke strik, som både har taget tid, har ligge stille og opslugt mig, da det var det jeg havde mest brug for. En dag viser jeg den frem, men der skal lige tages billeder først.

Midt i sorgen

 

Verden rystede og vi mistede. Alt for tidligt. 

Vi rykkede sammen, som familie. Det var og er nødvendigt. Tiden går, og med tiden kommer også en ny verdensorden, en ny måde at se og føle og tænke. Vi mindes, vi sørger og vi taler om alt det, der fylder. At livet er skrøbeligt og kun til låns, blev skåret i granit.

Samtidig løb hverdagen forud. At være sammen med børn, gode venner og kolleger er helende, og var godt for mig. Mens foråret kommer snigende skar vi kage i mange stykker, for at afslutte forløbet om brøker, ude er grenene fra Volden kommet frem, og bliver omdannet til bøjler, mens Fodboldtrøjefredagen blev tilbragt i en fodboldtrøje, der ikke kun er sorgfuld, men også min tribut til et fantastisk menneske.

På læringssiden har jeg lært om ordblindhed, skrevet en studieopgave, fået eksamensdatoerne og været på kolonilederkursus med overnatning i et skønt værelse. I ugen op til påskeferien stod der featureuge på programmet, og jeg lavede avis sammen med en flok skønne unger.

Midt i sorg og våde øjne har jeg gået en masse. Herhjemme og i Hundige, hvor min søster og jeg gik helt til Arken og fulgte de sjove røde lygtepæle mod stationen i Ishøj. Oscar overnattede et par torsdage, og det viser sig at jeg kan gå temmelig hurtigt hjemmefra og til Oscars skole, da vi stod med en punkteret barnecykel, og egentlig havde lidt travlt. 

Mellem logistik og planlægningen af begravelse og bagning af afsindig mange kanelsnegle, er der et lykkeligt babyboom i familien. Nærmest ventes en lille dreng, mens der er en lille pige på vej i den anden ende af landet. Og nærmest tragi-komisk viste det sig at mine børn mistede deres farfar for et helt år siden. Endnu en gang blev en fars svigt udstillet. De har begge reageret, uden rigtigt at blive hørt.

Mellem valg og et femogtyveårs jubilæum er jeg blevet tilbudt en spændende ny rolle næste skoleår, som jeg stadig overvejer. Og mens Emilie har været frem og tilbage fra Fyn et par gange, er sorgen stadig håndgribelig og lige rundt om hjørnet. 

Krabbefiskeri

 

Jeg synes tiden går stærkt i øjeblikket. Jeg er træt, når jeg kommer hjem og får ikke skrevet, så meget som jeg gerne vil. Jeg tror jeg må se i øjnene at weekenderne måske kan give plads til tre indlæg - et om noget der er sket, et om håndværk (strik) og et om ugen der gik. Får jeg plads til mere, kan det vel kaldes en form for bonus. 

I dag vil jeg starte med at vende tilbage til lejrskolen. 

Vi havde været øen rundt, spist frokost og byttede nu, så krabbefiskerne gik turen rundt og vi andre gik ned til den lille lavvandede vig med rejenet og trækvognen, for at fiske efter krabber og andet småt i vandet.

Der var flere af de store ottendeklasseselever, der synes det var en dårlig ide. Hvorfor skulle de det? og behøvede de gå med? Og mere af samme slags. 

De gik alle med, de fleste endte i vandet og dem der på forhånd havde dømt projektet ude, var dem, der endte med at blive i vandet og næsten ikke var til at få med tilbage. 

Sådan er det nogen gange. 

Vejret var skønt, nogen fik våde bukser, andre tog på forhånd bukserne af og vadede ud i vandet iført en noget kortere beklædning. Nogen ville ikke med ud, og blev på standen, hvor de tog mod det indfangede kryb og passede godt på både krabber og en enkelt reje, i en spand med vand. 

Det kunne være en overvindelse af tage en krabbe op, og risikere at blive klemt. En enkelt blev så god til det, at han blev udnævnt til krabbehåndteringsmandskabet. 

Jeg blev på stranden, og morede mid over flere af de afsindig sjove bemærkninger og samtaler sådan en krabbefangst kan føre til. 

Efterhånden blev nogen trætte og gik tilbage til hytterne. De sidste fem holdt ud, længe. Og jeg tænkte at det skulle de have lov til og blev siddende og snakkede lidt, lyttede lidt, indtil de fik nok, begyndte at fryse og gerne ville tilbage. 

De sidste krabber blev sluppet løs. En reje blev medbragt til drengenes hytte og efter sigende både tilberedt og spist. han spurgte pænt først om han måtte tage den med. Jeg tænkte at havde han virkelig tænkt sig at spise den, skulle han da have lov. 

Da den sidste klasse to dage senere gik samme tur og fangede de samme krabber, fangede de også en bunke rejer, som de tog med hjem, og spiste til frokost. Det havde unægteligt været lidt lækrere end en enkelt. 

Aftensmaden foregik hos drengene, som havde brugt en del timer på at lave lækker mad. Turen hjem gik både forbi en fåreflok og havde udsigt til solnedgangen. Som i øvrigt er supersmuk set fra Thorø.

Thorø

 

Thorø er en lille ø, syd for Assens. Øen er ejet af Københavns Lærerforening, den er ikke særlig stor, men rummer plads til tre feriekolonier.

Øen har en lang historie, der mest af alt handler om en velhavende erhvervsmand fra Assens, der købte øen og ville opføre et sommerhus. Det blev til flere bygninger, planer om et museum og et observatorium. Han endte i en bedragerisag og skød sig selv. 

Købmandens oprindelige sommerhus brændte for mange år siden, og gården er siden genopført i et noget mere nutidigt design. Thorøgård er i dag en velfungerende koloni, og det var her drengene havde deres logi. 

Jeg var ikke med i planen om opdelingen af klasserne i drenge og piger, men jeg tænker det handlede om at der var tre klasser, som skulle dele to kolonier. Om ikke andet betød drenge/pigeopdelingen at jeg fik muligheden for at se en af pigerne uden tørklæde, og fik et blik på en afsindig smuk pige, med det vildeste hår. 

Thorø kan kun besøges til fods - eller på cykel. Der må ikke køre motoriserede køretøjer på øen. Det vil sige de ansvarlige opsynsfolk kører rundt med en lille traktor. De har også en bil, som de brugte til at transportere al vores bagage fra Assens. 

Øen er 65 Ha, turen rundt er på cirka tre kilometer, gennem marsk, skov, forbi strande med både sand og vand og over højdedrag og med adgang til en vild flora og fantastiske udsigter. Der er flere fuglekolonier på øen, og vi mødte både køer, får og geder. På Thorøgård har de kaniner og svalerne fløj ud og ind ad dørene i den store lade. 

Københavns lærerforening købte øen tilbage i 30'erne og havde svagbørnskolonier på mere eller mindre helårlig basis. Svagbørnskolonierne opstod sidst i attenhundredetallet, for fattige børn, der skulle sendes ud af byerne og få sul på kroppen. 

Op gennem nittenhundredetallet ændredes behovet og i dag bliver kolonierne stadig brugt til sommerkolonier og lejrskoler. Tine, som jeg var så heldig at dele den kvindelige lærerrolle med, har haft sin gang på Thorø i mange år, og startede med at være med sin far på sommerkolonier på stedet. 

Dengang Tines far var ung og skolelærer, der hvert år tog på koloni, var Thorø en ø. Man skulle sejle derud, og hun kan berette om ture i byen i Assens i sin ungdom og banken på færgemandens dør sent på natten, for at blive fragtet over. 

I dag er Thorø landfast, sandaflejringer har bygget øen større og turen derud går over en lille bro ved Thorøhuse syd for Assens. Der er cirka tre kilometer langs en nedlagt banestrækning og landevejen dertil. 

Mens drengene boede på øens første koloni, boede pigerne lidt længere - cirka 500 meter - væk, på Vesterborg. Det runde hus, som skulle have været observatorium, var en oplevelse med runde borde og bænke i spisesalen. Bygningen som pigerne i første omgang synes var forfærdeligt, men endte med at elske. 

Vi havde en fest, og mens pigerne sov i det runde hus, havde Tine og jeg hele lærerbygningen for os selv. Det tror jeg pigerne synes var helt fint, og holdt de fest om natten, opdagede vi det ikke. Det har jeg ikke en oplevelse af, at de gjorde. De var trætte, når vi nåede til aften.

Det var en fantastisk oplevelse at være på lejrskole i så smukke omgivelser.