Love Note

 

Jeg bilder mig ind, at jeg ikke strikker den samme model flere gange. Alligevel er jeg vendt tilbage til Love Note mere end en gang. Jeg tror det er fjerde gang nu. 

En gang sidste sommer var Bettina og jeg i Birkerød, hvor Garnblomsten havde ombygningsudsalg. Jeg havde egentlig ikke nogen planer om at købe noget, men så lå det her sjove garn og kaldte på mig. 

Jeg var omkring det flere gange, konstaterede at der ikke var nok af nogen farver til et helt projekt, men også at jeg kunne sætte to forskellige, lidt ens, farver sammen til et hele. Jeg endte med at gå derfra med to gange fire nøgler og en plan om en Love Note. 

Senere fandt jeg en silkemohair i en farve, der passede begge farver og i januar blev det årets 8. projekt i de 12 opslag.

Den tog ikke ret lang tid at lave. Den har været færdig længe. Den er er blevet brugt en del. Til trods for at jeg gjorde helt som jeg plejer, er den blevet lidt stor, hænger lidt mere og har siden billederne fået en række fastmasker i halskanten. 

Alligevel er jeg ret glad for den. Endda til trods for at den er lidt uden for mine normale farvereferencer og komfortzone. Jo jo, den er grøn. Men meget lys grøn. Næsten uden farve :)

Design: Love Note af TinCanKnits

Garn: Lana Grossa Torto i farverne 2 og 9. En hel del bomuld og en smule polyamid (10%). Sat sammen med en tråd Lang Yarns Mohair Superkid Silk i farven 91 - Pale Green.

Den færdige trøje vejer 318 gram, 262 gram Torto og 55 gram silkemohair.

 

Pinde: Som vanlig er den strikket på en pind 5 og 6 mm.

Størrelse:  Jeg er ikke helt sikker på størrelsen. Jeg har efterhånden nedfældet så mange modificeringer i opskriften, at jeg bare følger mine egne anvisninger. Hvilket betyder at tanken om at strikke den samme model igen og igen rent faktisk giver mening...

Bemærkninger: Jeg strikkede hele trøjen med helixmetoden - en omgang af hver farve, så de to farver blev så blandet som muligt. 

Jeg forestiller mig at bomulden i garnet, frem for de tre andre modeller i uld, betyder at den har trukket noget i faconen derfor blev lidt større og lidt mere flyvsk end de tre andre modeller. 

Til gengæld betyder bomulden at den har været fantastisk hen over sommeren, hvor en lidt køligere varm trøje er god at have med på dage uden alt for meget sol. Jeg tænker også den vil være god inden døre hen over vinteren. 

De brede ærmer betyder dog, at den kun dur når jeg ikke har værkstedsarbejde.

Vil du se flere billeder af trøjen, kan den ses på Ravelry.

Faded Morning Shawl

 

For et par år siden var Emilie og bedsteveninden i London op mod jul. Planen var at opleve engelske julemarkeder. Inden de tog af sted spurgte hun om der var garnbutikker, hun eventuelt skulle besøge, kunne jeg kun komme i tanke om Loops of London. Jeg troede naivt at hun ville se på garn til sig selv. 

Min naivitet holdt lige til juleaften, da jeg pakkede to lækre fed merino fra Life in the Long Grass i to forskellige lilla nuancer op. Hun havde ganske simpelt købt garn til mig, og taget det med hjem fra London. 

Hun havde tænkt over det. Forestillede sig at jag skulle strikket et sjal. Hun havde bevidst valgt lilla, i stedet for grøn, som jeg ellers altid rækker ud mod først. Jeg kan godt lide lilla, og at hun havde tænkt over hvorfor jeg fik lige præcis de farver, var ret vildt.

Derfor blev det også vigtigt at finde det helt rigtige at strikke af garnet. Jeg ledte, man fandt ikke det rigtige. Til sidst blev jeg enig  med mig selv om, at det skulle være et af årets tolv projekter. jeg fik hængt mig selv op på, at jeg skulle finde en opskrift. Jeg ledte videre, kunne ikke rigtigt finde noget, var ikke tilfreds med det ene eller det andet, og var lidt ved at opgive. 

Løsningen kom ind fra højre, da Christina Birk lancerede et afsnit i sin podcast, hvor hun ledte efter sjaler med to farver på Ravelry. Da hun nåede til Faded Morning Shawl, kunne jeg mærke, at her var noget, jeg havde lyst til at strikke. 

I opskriften skal bruges to fed af 400 meter. De to fed Emilie havde købt var hver på 300 meter. Altså havde jeg ikke helt garn nok, og undervejs i strikningen lavede jeg derfor lidt om i mønstret. Mest noget med at droppe nogle pinde, og alligevel få det til at hænge sammen. 

Jeg er rigtig glad for resultatet, som jeg har brugt rigtig meget, når det har været koldt nok til det. Jeg glæder mig til at bruge det igen, når kulden efterhånden kommer snigende, og det igen vil være rart med varme om halsen. 

Det er ikke længe væk. Det er ved at være tid til varme om halsen, når jeg kører til arbejde om morgenen. 

Design: Faded Morning Shawl af Lindsey Faciane.

Garn: Life in the Long Grass, Sport, 100 % merino. De to lilla hedder henholdsvis Dusky og Soulskin. Jeg brugte rub og stub, og måtte lukke af af to gange, for at ramme de allersidste centimeter.

Altså brugte jeg 200 gram til det færdige sjal.

Pinde: Jeg har strikket på pind 4,5. Origalopskriften er til en pind 4, men mit garn er tykkere end opskriftens, så jeg tænker det var en god ide med et lidt tykkere garn.

Størrelse: Opskriften er onesize. Mit sjal er endt med at have et vingefang på 208 cm og en højde på 80 centimeter.

Bemærkninger: Jeg har ikke noteret mine ændringer. Jeg strikkede mest efter forgodtbefindende. Huggede en hæl og klippede en tå. Sprang lidt over, ændrede en ganske lille smule i farvefordelingen og overvejede for og imod undervejs.

I sidste ende var det mængden af garn, der besluttede hvor meget af hver del af mønstret jeg strikkede. 

Fordi jeg vidste at jeg aldrig kommer til at strikke sjalet igen i lige præcis den her form. Fordi odds for jeg nogensinde kommer til at strikke sjalet igen er ret små. Og fordi jeg havde en vis mængde garn og det skulle passe til mønstret, lavede jeg ikke noter undervejs. 

Jeg trevlede en lille smule op under vejs. Vistnok en gang, hvor jeg synes jeg havde strikket for meget inden en mønsterændring. Men mest af alt strikkede jeg, besluttede undervejs og lod det blive som det blev, selvom jeg ind imellem overvejede at lave noget om, fordi det måske kunne have været lidt mere symmetrisk eller have set lidt bedre ud i mine øjne. 

Vil du se flere billeder af sjalet, kan de ses på Ravelry.

 

Pulsvarme til Anders

 

Det første færdige projekt af årets tolv projekter, var varme til Anders' hænder. Sidste år var det Daniels hænder, der blev varme, og Anders der savnede. Nu har de begge. 

Jeg fandt en bunke uldne rester, satsede på garn, en eller flere tråde, der fungerede med en 3 og 4 mm, og fik ryddet godt ude i resterne. 

Det er sådan et projekt, jeg rigtig godt kan lide. Netop fordi der bliver ryddet så dejligt ud i resterne. Også selvom det er begrænset hvor mange rester der går til et par halve vanter.

Jeg har gennem årene strikket en del pulsvarme til Anders, og jeg bruger mere eller mindre altid den samme opskrift. Jeg synes der skulle nyt til, og ledte på Ravelry efter noget, der kunne passe til restebunken.

Jeg faldt over Smith's Gloves. De er oprindeligt strikket på en pind 2,5 og 3 mm. Noget mindre end mine rester fungerede med. Med udgangspunkt i opskriften lykkedes det mig at strikke pulsvarme, som blev rigtig godt.

Jeg satsede på fire par. Efter fire par havde jeg fået nok af de små vanter. Anders synes fire par var ret godt, og var meget glad for varmen. Måske specielt fordi jeg blev færdig lige der, hvor det for alvor var koldt. 

I sidste ende viste det sig at det med flere tråde ikke nødvendigvis var det, der skete. Jeg fandt nemlig rester af en tykkelse, der betød at en enkelt tråd var nok til god varme.

Design: En modificeret udgave af Smith's Gloves af Sanne Kalmbacher.

Garn: Alskens godt fra restekassen. Jeg ledte efter ren uld, med kradsfaktor. Det duer fint til Anders, og giver god varme på kolde dage. 

De fire par vejede tilsammen 258 gram og bestod af alt fra Lett Lopi, over Knudegarn til Supersoft, Finull og Kauni.

Pinde: Jeg brugte strømpepinde i størrelse 3 og 4 mm. Den første til ribberne, den anden til selve vanten. 

Størrelse: Fordi jeg modificerede, er jeg ikke helt sikker på størrelsen. Jeg slog 40 masker op. De færdige halve vanter passer Anders og er alt for store til mig. Sådan set temmelig godt.

Bemærkninger: Originalmønstret går over 6 masker, og består mest af alt af en 3-3 rib. Jeg strikkede 2-2 rib, droppede hver tredje maske og noget i retning af 5. og 6. pind gennem hele opskriften. 

I forhold til tommelfingeren passede den måde at aflæse opskriften perfekt. Jeg er ret sikker på at jeg derefter strikkede, til jeg mente vanten var lang nok og afsluttede med en rib i toppen. 

Det er svært at se forskel på rib og vante, når det hele er rib, men jeg valgte alligevel af skifte mellem pindestørrelserne undervejs, fordi jeg synes det giver et pænere resultat.

De faldt som sagt i rigtig god jord.

Vil du se flere billeder af pulsvarmernerne, kan de ses på Ravelry

12 cast Ons 2026 - 12. projekt

 

Det sidste projekt jeg startede i årets udfordring med mange opslag, har været en af den slags drømme, som hele tiden bliver skudt til hjørne. Sådan et projekt, som jeg gerne har ville lave, men aldrig rigtig er kommet i gang med.

Hønsestrik!

Nu skulle det være. Og det er netop det projektet kan - At få slået op til noget af alt det, vi har drømt om længe. At bruge alt det garn, der blev købt for længe siden - måske endda med spicifikke formål. At tage fat i de gamle drømme - hvis de stadig er drømme, og realisere dem.

 Jeg har to bøger af Anna Bauer. Jeg ved ikke om hun har lavet flere end de to, men hun har taget udgangspunkt i Kirsten Hofstätters gode gamle hønsestrikhæfter fra 70'erne. Den første bog - Hønsestrik til alle tider, indeholder nogle skønne billeder af Kirsten og gode historier fra dengang hønsestrik blev en realitet.

Med udgangspunkt i de to bøger, der står på min hylde, vejledningen til en nederdel, og restegarn af to forskellige kategorier, lagde jeg ud til en lang, tyk og varm nederdel. 

Bundfarven er to tråde Plötulopi, mens mønsterfarverne er alskens rester af den lidt mere luksuriøse afdeling. Der er blandt andet cashmere, mohair og alpaca, mellem hinanden. 

Jeg valgte mønstrene efter de mange diagrammer i bøgerne, små og store mellem hinanden. Mens bundfarven i de originale hønsestrikmodeller som oftest skiftede fra mønster til mønster, har jeg holdt den samme bundfarve næsten hele projektet ud. 

Jeg troede at bundfarven skulle skifte et par gange ned over nederdelen, men jeg havde mere af den lyse grå, end først antaget. Og det rolige i at have den samme farve i bunden passede mig fint mens jeg strikkede. 

I lang tid var det et projekt, der blev strikket på en gang imellem. Det voksede stille og roligt. Jeg havde ikke travlt, vidste godt at det næppe nåede at blive færdigt, inden kulden forsvandt.

Lige indtil det blev det eneste jeg arbejde på. I løbet af ingen tid, var jeg færdig. Cirka samtidig med at kulden forsvandt. 

Den er blevet præcis som jeg håbede på. Den bliver som at gå rundt med et varmt tæppe, og jeg glæder mig til de kolde dage næste år, hvor jeg ikke har timer i værkstedet, og derfor kan være lidt pænere klædt på. 

Igen skal det endelige resultat have sit eget indlæg - igen er jeg håbløst bagud. Jeg tænker det kommer en dag.

12 Cast Ons 2026 - 11. projekt

 

Jeg har tidligere strikket strømper til Amalie, men ikke noget større. Dengang forholdet var nyt, og senere da Oscar kom til, blev der tydeliggjort fra den mødrende side, at strik var noget de selv kunne. Altså holdt jeg mig tilbage. 

Min oplevelse er bare at strik endte med at begrænse sig til huer. Og et babytæppe. 

Altså endte jeg med at spørge Amalie om hun ville være interesseret i en sweater, for så ville jeg gerne strikke den. Jeg ville give hende garnet i julegave, slå op i løbet af januar (planlægning af 12 projekter), og forhåbentlig strikke den i løbet af 2026.

Det ville hun rigtig gerne. Hun havde en ide om hvad hun ville have og jagten gik ind på en lang cardigan med lommer. Hun endte med at sætte kryds ved Luminen, efter at have været omkring en hel del forskellige opskrifter, og vi fandt en garnkombination, der ikke kradser.

Jeg var fuld af gå-på-mod da jeg tilbage i januar startede projektet. Siden blev jeg uvenner med lommerne og den har ligget stille ret længe. 

Heldigvis viste det sig, at jeg har strikket ærmerne. Det havde jeg glemt, og lommerne fik Bettina en ide til at blive lidt bedre venner med. Jeg er bare ikke kommet i gang igen.

Altså ligger den stadig stille. 

På den anden side har meget ligget stille, mens det brækkede håndled tog over. 

Jeg strikker i en kombination af Drops Nord (alpakka, polyamid og uld) og Drops Alpaca (alpaca). det bliver blødt og lækkert, to tråde betyder en fornuftig pind, der giver fremgang og den eneste grund til at jeg ikke har fundet det frem igen, er nok de der lommer, som jeg stadig - trods gode ideer, har en følelse af at være uvenner med.

Og så måske at det er sommer, og garnet er varmt at strikke med. 

Måske er det sidste bare en dårlig undskyldning.

Jeg tror den bliver fin, når den bliver færdig. Og jeg gad godt være der, hvor jeg kan vise den frem og vi kan prøve.

Den kommer altså ikke med på ferie, så det med at finde den frem igen, har stadig lidt lange udsigter...

12 Cast Ons 2026 - 10. Projekt

 

Ligesom jeg synes der skal være et væve-projekt, skal der også være et spindeprojekt mellem de tolv årlige projekter. To år, så er det en tradition. Er det ikke sådan? Jeg tager i hvert fald mig selv i at tænke, at næste år....

Måske også fordi jeg ikke kan strikke lige nu, dermed kommer ting der dukker op, automatisk til at stå i kø. Og nej, jeg ved ikke om jeg kan strikke. Det føles bare ikke som om, jeg skal prøve.

Det viser sig, jeg kan spinde på håndten. Altså har jeg startet et spindeprojekt. Jeg er ikke sikker på rokken, men det kommer. Er jeg sikker på. Jeg kan også brodere - med en hånd- for jeg har investeret i en holder, der viser sig at være langt bedre end forventet.

Lyset yder ikke farverne særlig meget. Den øverste kombination virkede ikke, den nederste fungerer. Det er svært at se, hvor meget lyserød, der er i farven i midten. Længere nede bliver det mere tydelig. Måske ikke nok. Nogen gange skal farver ses i dagslys - ikke på billeder.

Men tilbage til årets tolv projekter. Jeg ville spinde. Da jeg var i Barcelona, forrige år, ledte jeg efter fibre til noget, der kunne blive til mønsterfarven i en version af Pressed Flowers. Jeg ville have tre forskellige farver, der tilsammen kan give et tretrådet garn. Jeg fandt to. 

Siden er jeg blevet i tvivl om de der pressede blomster. Jeg kan rigtig godt lide blomsterne, men modellerne synes jeg er lidt for bombastiske, lidt for firkantede og lidt for lidt fashionerede. Måske kan jeg ændre på det. Tanker dukker ind imellem op, og skal det ikke ende der, vil jeg stadig gerne have en mønsterfarve til noget.

Jeg havde de to farver i baghovedet, da jeg i sommers var til Fiberfolk i Roskilde, og kom hjem med tohundrede gram uld fra By Kiilerich, som jeg tænkte kunne være den tredje. Jeg havde overset at der var blå i, og ikke kun den lilla, som jeg havde fokuseret på. Det var ikke rigtig, rigtigt. Det spillede ikke. 

To hundrede gram kan snildt blive til en hel sweater til mig, så det ligger til en anden gang. Men så manglede jeg jo stadig. Som tiden gik, faldt projektet længere og længere tilbage, og der var først da det gik op for mig at der var garnnøglefestival i Brande og Birthe P ville komme, at jeg kom i tanke om det igen. 

Arrangementet i Brande var først d. 1. februar. Projektet skulle startes inden 31. januar. Jeg besluttede at jeg godt kunne starte med to farver, jeg ville alligevel næppe nå gennem den ene, og så lægge lidt til senere. Det sker jo også nogen gange, når man strikker - at man får brug for mere materiale...

I Brande fandt jeg det helt perfekte - pink og lilla i samme fletning. Fibrene er en god blanding af spændende ting - uld, mynte og alpaca mellem hinanden.

Jeg er nået længere end jeg troede. Jeg har spundet de to første tråde og startet på den tredje. (Jeg troede jeg var i gang med nummer to...).  Jeg er ikke hurtig til at spinde, men jeg er ret sikker på at det her godt kan blive færdigt i år. Måske kan det færdige garn blive en del af næste års tolv projekter.

Lige nu står det dog stille. Jeg har ikke prøvet. Men som med strik, føles det ikke som om jeg skal spinde på en rok lige nu. Det kommer. Der er kun lidt over to uger, til gipsen skal af...

12 Cast Ons 2026 - 9. projekt

 

Sidste år vævede jeg vaskeklude. Det tog lang tid, før jeg blev færdig. Det tager åbenbart lang tid, når jeg væver.

Jeg tænkte at også i år (og måske næste år, hvis jeg fortsætter) ville jeg væve. Denne gang ville jeg væve viskestykker. 

Sidste gang jeg var i Ebeltoft og besøge Lotte, sammen med Bettina, kom jeg hjem med bomuld på cones. Lotte foreslog at jeg kunne væve af det. Jeg tænkte viskestykker, og satte væven op som det niende projekt. 

Jeg vævede lidt, forsøgte med lidt mønster i enderne. Jeg er i tvivl, og måske er det derfor, jeg ikke er nået længere. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg skulle have lagt tråden dobbelt. Der er masser af garn, og næste forsøg kan snildt blive med dobbelt tråd. Men skulle jeg så have brugt en tættere kam til den tynde tråd, kommer det færdige stof til at svinde i bredden?

Der er mange spørgsmål. I virkeligheden bør jeg se det som et eksperiment. Væve derudaf, og se hvad det ender med. 

Alligevel hænger væven stadig på væggen. 

Også selvom jeg tror, at jeg godt kan væve med en brækket arm.