lørdag den 30. juni 2018

Vand


På tærsklen til sommerferien, brugte vi dagen i går på at sige farvel, god ferie og endte med mad på grillen, snak og kollegial hygge i solen.





Nogen tager på ferie nu, nogen skal først af sted senere. Mange af os har planlagt, så vi næste uge er på arbejde, til den fælles uge, vi har planlagt. Jeg tror det bliver sjovt. Koloni hjemme i SFO, var arbejdsoverskriften, og der er planlagt mange forskellige arrangementer.

Dagen i går bød også på endnu et grin over årets bedste practical joke. Vi grinede for et par dage siden, og grinede videre i går. Også selvom Kenneth, som joken var gået ud over, ikke var helt enig i sjovheden.





Samme Kenneth har været lidt for smart, lidt for længe. Har været den der stod med vandslange lidt for mange gange, i løbet af de sidste mange varme uger, når der ud på eftermiddagen har været vandkamp på fodboldbanen for de små børn i SFO I. Har været den, der lidt for mange gange har rettet strålen mod intetanende forbipasserende, eller dem, der på forhånd har frabedt sig vand.

Nu skulle han have. Et par af de stedlige damer havde erobret sig slangen, og var klar. Men. Og der var et men. Rosalia vidste godt at mobiltelefonen lå i hans lomme, og nok skulle han have vand, nok skulle han være våd, men ikke på bekostning af en mobiltelefon.

Nu var gode råd dyre, hvordan fik de den fra ham? Og uden helt at vide hvor det kom fra, hørte Rosalia pludselig sig selv spinde en historie om at hun var nødt til at have hans telefon. De børnebilleder hun skulle sende til ham til videre formidling til forældre, var ved en fejl slet ikke blevet sendt. Hun var kommet til at sende nogle andre billeder - noget meget private billeder, som hun ikke ville have at han skulle se.

Mens hun formåede at gøre sig pinligt berørt over tanken om, at han skulle komme til at se hendes private billeder, hoppede Kenneth på, udleverede mobilen, og var så perpleks over tanken om nøgne damer i hans telefon, at han end ikke magtede at rejse sig, da strålen fra vandslangen sekunder senere ramte ham.

Altså fik han vand. Godt og grundigt. Damerne grinede, Kenneth blev mere og mere våd - så våd at han efter sigende stadig soppede rundt i skoene, da han skulle hjem.





Jeg fik historien dagen efter det var sket. Samme damer havde forskanset sig inden døre, trods masser af varme. De vidste hvad der ventede, skulle de formaste sig ud. Og var sjovt nok også blevet "hentet" af op til flere både børn og voksne. De var derfor også begge noget skeptiske, da jeg kom og spurgte efter stof til de sidste forberedelser inden næste uge.


Selvom vi andre aldrig så Kennet i våd tilstand, eller vandkampen eller forfjamsketheden i ansigtet, kan vi sagtens forestille os - og jeg tænker ikke vi er færdige med at grine...





onsdag den 27. juni 2018

Onsdagsmasker


Dagen har været lang. Natten ligeså. Jeg var så bange for ikke at vågne, at jeg ikke sov særlig meget - sådan kan det gå, når vækkeuret er sat til timer før normalt.

Dagen er brugt på Lolland. Det er vigtigt for min far at vi henter de ting vi gerne vil have. Vi gennemgik huset i lørdags sammen med ham, dag havde min søster sørget for at leje en bil og turen gik til Nakskov.

Selvom vi ikke tog meget mere med, end det vi havde snakket med min far om, fyldte det meget mere end vi havde regnet med - vi havde nær aldrig fået fyldt det hele i bilen. Men det lykkedes. Ting fylder. Undervejs kom min fars lillebror forbi, han var på vej hjem, observerede en fremmed bil i indkørslen, og stoppede op. Han blev glad, da han opdagede det var os.

Min far sidder i uskiftet bo, og dermed fik vi også et gensyn med Lises søn, som vi ikke har set i umindelige tider. Han fik de af sin mors ting med, han kunne forestille sig han og hans søster ville få glæde af. Selvom omstændighederne er lidt kedelige, var det superhyggeligt at se ham igen, og vi havde et par hyggelige timer i min fars hus.

Vi mindes, huskede og genopfriskede historier undervejs. Vi pakkede, tog ned fra hylder og ud af skabe - og var enige om at det føltes mærkeligt. Men også i orden, fordi det er sådan min far gerne vil have det.

Nu står det hele hos min søster. En dag kommer min del herind. Gerne snart, for det fyldet godt i min søsters gangareal. Claus har lovet at køre, vi troede hun kunne have det med på lørdag, når Emilie holder fødselsdag, men skal der også være plads til børn, bliver det svært i den lille bil, vi troede var stor nok.


Vi kørte omkring hospice på vej hjem. Min far nævnte jordbær og fløde forrige gang vi var dernede. Ann-Dorthe fortalte videre, og derfor havde vi både jordbær og fløde med i rigelige mængder. Claus lader ikke sådan noget usagt, så han kørte forbi min søster tidligt i morges på vej hjem fra grønttorvet, hvor han arbejder, med begge dele.

Der blev glæde, og det var godt der kom andre gæster end os, for min far vil da aldrig komme gennem alle de jordbær vi havde med.
















Læse:

Sidste uge læste jeg Blodrus af Thomas Enger. Den var hurtigt læst. Det er historier, der fanger, lægger op til næste side og med kun to bøger tilbage i serien, kan jeg næsten ikke vente med også at få dem med.

Jeg var egentlig startet på en helt anden bog. Sådan en der vejer et ondt år, men med timer i toget foran mig og en i forvejen stoppet taske, lod jeg mursten være mursten, standsede ved biblioteket i går på vej hjem og hentede de sidste to i serien om Henning Juul.

Altså var det Våbenskjold, der holdt mig med selskab både på turen ud og turen hjem. Når ikke jeg lige havde brug for at lukke øjnene og hvile lidt. Det sidste mere på vej hjem end på vej ud.

Jeg synes bare de bliver bedre og bedre. Thomas Enger forstår at bygge spændingen op og de mange tråde, der ender i et samlet hele kan tider være svære at holde styr på. Bare lige svære nok til ikke at kunne gennemskue plottet.



Strikke:

Projekt-strik-en-masse-strømper skrider meget hurtigere frem end jeg forventet. Faktisk er jeg halvvejs gennem par nummer fem.

Jeg strikker Rumpelstiltskin. Et navn, der ligger lige på tungen. Jeg strikker i Glitter med glimmer fra The Danish Dyelot i den fabelagtige farve Fairy Underworld.

Hvis du nu sidder og tænker at det ikke passer med antallet af færdige strømper du har set, så har du helt ret. Jeg har haft to færdige par liggende og ventet på fototagning i noget der føles som uger.

Det lykkedes i dag, så mon ikke de kommende dage kan give tid til præsentation at et par strømper til Anders og et par til mig.

Min lige nu er jeg altså halvvejs gennem par nummer fem. Så halvvejs, at den første strømpe er færdig, og jeg endnu ikke har slået op til den anden.

Af en eller anden grund trækker opslagningen lidt ud.


Det kunne godt handle om overskud.

Og en bog, der lige nu trækker mere end strikkepindene...




mandag den 25. juni 2018

Hæklet silkekjole


For længe siden sad jeg hos Sille og snakkede blandt meget andet om kjoler og materialer til Rose.





Hun er et varmt barn, og selvom uld er godt, er det måske alligevel ikke det bedste til lige hende. Inden jeg så mig om fandt Sille kasserne med garn frem, mente måske hun havde noget liggede, der kunne bruges, og som jeg kunne forvandle til babyoutfits.

Jeg fik to forskellige kvaliteter med hjem. Begge fra cones købt af en medstuderende, der havde butik i hjemmet, dengang vi begge gik på håndarbejdsseminariet. Der var tvivl om sammensætningen på den ene, mens den anden var klar og tydelig.

Hjemme viste en brandprøve at den første muligvis var en blanding af bomuld, men bestemt også en blanding af noget syntetisk. Det gider jeg ikke arbejde med, så Sille fik det tilbage ved førstkommende lejlighed.

Det andet derimod - råsilken - mente jeg nok at kunne forvandle til noget brugbart. Jeg havde bare glemt hvor hårdt og usamarbejdsdygtigt råsilke er at arbejde med. At jeg så samtidig nåede halvvejs gennem første version af kjolen, inden jeg kunne konstatere at den kom barnet aldrig i, gjorde ikke sagen bedre.

Det endte alligevel med en kjole. En kjole jeg har hæklet på med mellemrum - mest når jeg fra tid til anden glemte hvor ubehageligt den tynde silke var at arbejde med. Og senere med noget mere optimisme, da den nederste bort, som var lettere at have med at gøre, blev nået.








I søndags brugte jeg et par timer i selskab med Sille og Rose. Kjolen var med, og blev endda prøvet.. Halsen kunne have været tættere, men Sille er godt tilfreds, Rose kunne kravle i den og jeg forsøgte at skyde et par billeder i dårlig belysning og endnu dårligere sidestilling.

Der er ingen tvivl om at hun kan vokse i den. Den kan ende som en tunika med gamacher under. Sådan brugte jeg ærmeløse kjoler til Emilie. Og at hun bare fik den på over den dragt hun tilfældigvis havde på, synes jeg egenlig ikke gjorde kjolen ringere.

At billederne, ikke er blandt de bedste jeg nogensinde har taget, går nok. De giver et indtryk af det færdige resultat...











Design: Pima Cotton Dress af Mon Petit Violon.


Garn: Råsilke fra Silles lager. Købt engang i 90'erne, hvor jeg også købte og strikkede en skøn T-shirt-agtig bluse med hæklet forstykke. (Jeg husker det ikke som så usamarbejdsdygtigt dengang, men jeg er også siden blevet noget mere kræsen i forhold til garn)

Den færdige kjole vejer 66 gram.


Hæklenål: 4 mm.


Størrelse: Jeg brugte en mindre nål end opskriften lyder på, og hæklede efter anvisningerne til størrelse 3-4 år.







Bemærkninger: Jeg hæklede stort set efter opskriften, som er meget udførlig med fine billedeforklaringer.

Jeg tilføjede et par omgange af både det ene og det andet mønster ned over kroppen. Jeg kan ikke huske hvor mange. Jeg undlod kant på ærmet og lavede tre knaphuller i stedet for to.

Jeg har lært der skal være et ulige antal knapper. Jeg har vist sagt det før, men det ser simpelthen forkert ud i min optik, med kun to knapper.


Har du lyst til at se flere kjolen af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.





søndag den 24. juni 2018

Svanevig


På det nordlige Lolland ligger Bandholm, en lille havneby omgivet af vand, tæt ved Knuthenborg Safaripark og med veteranjernbane mod Maribo.





Vest for den lille havn og det fashionable Bandholm Hotel, omgivet af roemarker og med udsigt mod vandet, ligger Svanevig Hospice. Det er et forholdsvis nybygget sted, med store værelser, egne terrasser, mad lavet på stedet og kompetent personale.


I onsdags flyttede min far ind.

Hans almene tilstand til trods, fejler den øverste etage ikke noget. Hans til tider tørre humor har fået et noget mere morbidt træk, men ellers er han stadig god for en snak, historier fra gamle dage, og jeg tager mig selv i at spørge ind til de gamle historier, jeg har hørt gennem hele min barndom, men aldrig rigtig husket.





Han er klar til det sidste kapitel af livet. Han føler sig afklaret og tager tingene som de kommer, nyder at blive passet på og vartet op. Har talt lidt med nogle af de andre beboere og er ved at lære hvordan hverdagen på et hospice hænger sammen.

Vi havde egentlig planlagt at blive og spise med i går. At fejre Sankt Hans sammen. Men vi havde misforstået hinanden, nåede ikke at blive meldt til og tog i stedet hjem, tidligere end forventet.

Vi blev enige om at det var en god plan. Den bedste i går, for dagen have været lang. Jeg tog tidligt hjemmefra, mødtes med min søster i toget og sad i min fars hus i Nakskov, sammen med min far inden klokken blev halv elleve.

Hvad skulle med? Hvad er vigtigt for ham, at vi får med og hvad vil vi gerne have. Vi fik styr på det meste, pakkede det han skulle have med og spiste frokost hos Anni, inden turen gik videre mod Bandholm.




Både min far og Anni var trætte, da vi brød op og tog hjem. Det gav dem mulighed for at hvile sig, inden aftensmaden og arrangementet senere på aftenen. Det gav også os mulighed for at lære busrute og togstationer nærmere at kende.

Jeg tænker vi får en et endnu bedre bekendtskab med begge, inden kapitlet er helt forbi.





torsdag den 21. juni 2018

Grøn Happy Hippo


Flodhesten til Josefines lille ny nevø er færdig, og venter sådan set bare på at komme med hende hjem næste weekend.







Jeg kan mærke hæklingen i håndledet, og selvom jeg godt ved, der formentlig ikke går længe, inden jeg har besluttet mig for farverne til det næste dyr, ved jeg også at jeg skal holde lidt igen.

Der er ingen grund til at forcere seneskedebetændelse, der ellers har holdt sig væk i lang tid. Og det skulle det gerne blive ved med.

Det er sådan set ikke noget problem at hækle enkeltdelene. Det er sammenhæklingen der trækker tænder ud. Her skal der holdes mere, strammes mere - ganske simpelt bruges flere kræfter. På en åbenbart ikke særlig hensigtsmæssig måde.

Men sådan er der så meget...










Design: Happypotamus the Happy Hippo af Heidi Bears.


Garn: Oline bomuldsgarn fra Garnudsalg og fyld fra en fiberfyldt IKEA-pude.

Farverne er grønne, har numrene 148, 133, 144 og 157 i lige linie fra inderst til yderst. Til øjnene brugte jeg en rest af det sorte bomuld, som har ligget i kassen i årevis, og aldrig bliver brugt til andet end øjne.

Den færdige flodhest har et garnforbrug på 131 gram, fordelt så ingen farver brugte mere end et nøgle.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: Fyldt vejer dyret 403 gram, den er 39 centimeter lang, 14 centimeter bred og 18 centimeter høj.









Bemærkninger: Øjenblomsterne har sorte midterfelter, og dermed ingen påsatte bamseøjne, med tanke på små børn. Jeg har stadig syet mellem øjnene, for at trække hovedet sammen og give ansigtstræk.


Har du lyst til at se flere billeder af flodhesten, kan den ses lige her på Ravery.





Liebe


Hverken Anders eller jeg kommer fra familier, der smider om sig med gaver på alverdens mærkedage - eller husker dem.





Både fars og mors dag kommer og går herhjemme, uden vi husker der og jeg indrømmer at jeg heller ikke altid husker fødselsdage.

Men jeg huskede det faktisk i går, havde store planer om at sende tillykke'r i løbet af dagen i dag, men så glemte jeg det igen. Lige indtil Emilie og jeg stod oppe i centret på vej hjem, og stoppede foran udsalgsbordet hos Imerco Home.

Kopperne fra Liebe stod på rad, de fleste ens, men pludselig stod Emilie med en ganske særlig en af slagsen.






Pludselig huskede jeg, greb den, sagde tak for fundet - den er helt rigtig og skyndte mig ind og købe.

Emilie lignede mest en, der synes jeg var tosset. Og forventede sådan set samme tossethed fra Anders.

Hjemme blev koppen pakket ud, modtaget ganske anderledes end Emilie forudsagde, fundet rar at have i hånden og takket for med et kys. Eller to.





For hvis man ikke skal huske dagen for femten års kærestehed - hvilken skal man så?





Svækling


Jeg føler mig ærlig talt lidt svæklingeagtig i øjeblikket.





Først var min fod hævet og nærmest umulig at bruge. Jeg ved stadig ikke hvorfor, men jeg gætter på overanstrengelse efter træningerne op til cykelræs-på-tung-damecykel.

Men jeg er alligevel imponeret af, at en fod kan hæve så meget over og under trædepuden lige bag storetåen, at samme storetå ikke kan nå gulvet, når man står på flad fod - og samtidig ignorerer at det gør ondt...

Nå men foden har det fint. Der er stadig lidt efterveer, jeg er blevet gode venner med støttestrømper, og det skal nok blive godt.

I morges dukkede endnu et mysterie op.





Jeg vågnede med en tommelfinger, der var så øm, at jeg næsten ikke har kunne holde om noget i løbet af dagen. Jeg havde nær aldrig fået sat klemmen, der holder bordtennisnettet fast på bordet.

Der var ikke noget galt med samme finger, da jeg lagde mig til at sove i aftes, og jeg kan undre mig over hvad den stakkels finger har været udsat for i løbet af natten.

Tomlen er heldigvis også i bedring.


Og der er grinet en del gennem dagen.

Andet duer simpelthen ikke.





onsdag den 20. juni 2018

Onsdagsmasker


Tiden flyver. Jeg havde fri i mandags, og går stadig rundt med en oplevelse af, at det er tirsdag i dag.

Men jeg huskede onsdagsmaskerne. Pakkede det hele i morges, og fandt plads til billeder på en bænk på vej hjem.

For her skal ikke snydes.

















Læse:

Sidste uges læsning - Tradition og fornyelse af Bodil Steensen-Leth - var ærlig talt noget af en skuffelse. Kedelig læsning, kedelig historie, alt for meget Strueense og alt for lidt af de spændende tanker hovedpersonen - Frederik Dane anno 1770'erne - gjorde sig.

Han havde været på dannelsesrejse, læst jura og gjort sig tanker om hoveri, fæstebønder og måden det hele hang sammen. Nytænkende tanker, som ikke gjorde sig godt blandt hans ligesindede, og som faktisk var det eneste der for alvor gjorde bogen læseværdig.

Han tænkte bare for lidt, og pludselig kunne jeg måske godt huske hvorfor det er så længe siden jeg læste de foregåede fjorten bøger i serien.

Alligevel kunne jeg godt hoppe på den næste. Denne sluttede nemlig med prologen til bind seksten. En bog skrevet af Maria Helleberg. De to en halv sider prolog lovede godt. Og Maria Helleberg har jeg gode erfaringer med.


I stedet skyndte jeg mig at lukke op for Blodrus, der fra første side lover godt. Og makabert. Og med blodige strikkepinde...

Thomas Enger kan så absolut noget med ord. Ham gider jeg godt læse mere af. 

Fra første side bliver historien foldet ud i flere forskellige spor, og i tredie roman om Henning Juul bliver vi endda præsenteret for Henning Juuls søster, som i første roman blev omtalt i ikke særlig skønne toner - set fra Henning Juuls side.

Jeg er spændt på hvad hun er for en.



Strikke:

Ponchoen er fundet frem igen. Masser af retmasker, snoninger på hver tiende pind og løse masker i skøn forening.

Anden del er noget nær halvvejs.

Der er ikke langt igen.