Et lille hønseæg

Ude foran Herlev Hospital ligger en kæmpe gulerod, af beton, delt i tre. Jeg ved det, fordi jeg fredag eftermiddag gik rundt uden for hovedindgangen. 

På det tidspunkt havde jeg drukket alt det saftevand en hospitalsmedarbejder havde fundet til mig, og vidste jeg ikke måtte drikke mere de næste timer, men vidste stadig ikke om jeg stod på listen til operation eller ej.

I virkeligheden starter historien længe før, måske i lørdags, da smerter i maven satte ind. Længe tænkte jeg at Rose nok havde smittet med et eller andet, og det viste sig anderledes på mig, end på hende. Senere blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok havde spist for lidt og simpelthen var oversulten. Da var tiden nået til søndag morgen. Jeg var så desperat at jeg kogte havregrød, spiste en stor portion, men ikke kom af med smerterne. 

Kender du følelsen af at være oversulten, at der nærmest stråler smerter ud fra midt i maven? Det var sådan jeg havde det. Men uanset hvad jeg gjorde, gik det ikke væk.

Mandag gik jeg på arbejde, tænkte det skulle bevæges væk. Jeg vadede rundt ude i skolegården på min gårdvagt og havde det egentlig lidt bedre, fortrængte smerterne og underviste i 3. klasse, endte i Klubben, hvor jeg havde mulighed for stort set at sidde ned resten af dagen. Da klokken nærmede sig halv fire, kiggede vores medhjælper på mig, og synes jeg skulle gå hjem.

Jeg synes måske han havde ret, var begyndt at tænke læge og havde sat mig fast i tanken om, at lægebesøg kun kan forekomme med en negativ test. Jeg skrev hjem, sagde jeg var på vej, fik tanker om læge fra den anden ende og tjekkede op på de der tests. 

Der er åbnet et lille lokalt testcenter lige ovre på den anden side af Roskildevej, det tager under fem minutter at køre dertil, de havde tid, jeg bookede og mødte op. 

Hjemme ventede en voldsom hovedpine. Jeg er temmelig overbevist om at det handlede om en dag ude i solen uden nok at drikke. Jeg fandt det hjemlige arsenal af smertestillende, besluttede at var der noget med maven, måtte jeg hellere passe lidt på, slugte et par Pinex og sov tre en halv time. 

Det havde jeg ikke set komme. 

Da jeg vågnede var hovedpinen væk og smerterne i maven flyttet til øverste højre del, lige under ribbenene. Et opslag på lægehusets hjemmeside viste at der igen er lukket op for at komme uden forudgående tid, klokken meget tidligt hver morgen, og uden virussymptomer er alle velkomne. 

Jeg sad der inden de åbnede tirsdag morgen.

Lægen var grundig, trykkede og konstaterede at smerterne samlede sig omkring galdeblæren. Det kunne være en sten. Jeg fik taget blodtryk og en samling blodprøver. Jeg havde ikke feber og blodprocenten var fin, jeg blev sendt videre med en tid til opsamling på prøverne torsdag.

Derfra tog jeg på arbejde. Det mente hun godt jeg kunne, hvis blot jeg mærkede efter. 

Tirsdag er en kort dag, i tirsdags lidt længere fordi vi startede med et TRIOmøde. det gav anledning til at tale med min leder, der var helt med, da jeg sagde at blev smerterne ved, ville jeg havde svært ved at overskue onsdag, der strakte sig fra 10 til 17. 

Så længe kan du slet ikke være på arbejde, når du har ondt!, sagde hun og vi blev enige om at jeg kom og var med til onsdagens to møder, og derefter gik hjem. Torsdag var igen en kort dag, så aftalen blev at se tiden an. 

Torsdag sad jeg igen hos lægen. Alle tal var fine, både lever og galdetal. Mit infektionstal var forhøjet og lægen kløede sig i nakken, mens hun overvejede næste skridt. Hun endte med at sende mig til akutmodtagelsen på Herlev, for som hun sagde, kunne hun sagtens bestille flere prøver og ultralydsscanning, men de har det hele derude.

Jeg fik Emilie til at hente min cykel ved lægen, ringede til familie og arbejde og fandt en bus mod Herlev.

Jeg er ikke helt sikker på hvad klokken var da jeg nåede derud, men klokken var tæt ved tre, da jeg tog hjem igen. I den mellemliggende tid havde jeg nået at strikke det meste af fem centimeter på en strømpe til Anders, ventet og alt det andet der hører med.

Igen en masse prøver, urinprøve, blodprøver, blodtryk, puls og en coronatest. En læge, der helt sikkert vidste hvad han lavede, en masse tryk på maven og en vistnok heldig mulighed for en scanning, der viste en stor sten i galdeblæren og måske betændelse. Men det skulle verificeres med en rigtig scanning, og jeg skulle nok forvente at blive tilbudt en operation, med fjernelse af både sten og galdeblære.

Hit me, tænkte jeg og googlede først derefter at man sagtens kan leve uden galdeblæren. Sjældent har jeg følt mig så klar til noget, jeg ikke umiddelbart havde set komme. 

Jeg blev sendt hjem med anvisninger om faste og tilbagevenden til den rigtige afdeling fredag morgen klokken 7.30.

Berit var sød at køre, gode venner og kolleger er guld værd, og fredag morgen klokken 7.15 var jeg installeret på den sofa i venteområdet på mave-tarm-lever-afdelingen jeg mere eller mindre kom til at betragte som min frem til ved to-tiden. Der var bestilt ultralydssacnning, og jeg vidste at ventetiden kunne blive lang.

Undervejs mødte jeg en hel masse søde, opmærksomme, og imødekommende mennesker, der alle præsenterede sig og vidste hvem jeg var. Det betyder altså noget, også selvom jeg i samme øjeblik de har sagt deres navn, har glemt det igen.

Igen ventede blodprøver, blodtryks- og pulsmålinger. Venteområdet viste sig også at være lidt af en sovesal, da først den ene ældre mand, siden en anden satte sig og faldt i søvn. Den ene højlydt snorkende.

På et tidspunkt dukkede en mand op, kiggede på mig, spurgte om jeg ventede på scanning, og inviterede mig ind. Jeg pakkede mine ting, tog dem med ind i rummet med scanneren, blev scannet, fik konstateret en sten på størrelse med en velvoksen oliven - han sagde tre centimeter - uden manden på noget tidspunkt præsenterede sig, eller spurgte hvem jeg var. Det var mærkeligt. 

Først da jeg igen var ved at installere mig på min sofa, stak han hovedet ud af døren og skulle lige sikre sig at jeg var mig. Jeg tillod mig at skrive mærkeligheden på det spørgeskema en meget sød og velvillig medarbejder spurgte om ikke godt jeg ville udfylde, så de kunne blive endnu bedre til at modtage patienter udefra.

Selvfølgelig ville jeg det.

Klokken var vist ikke helt tolv endnu da lægen dukkede op. Han tilbød operation, jeg var klar, han skulle lige sikre sig at jeg var helt med på at der kan opstå komplikationer - det kan der altid ved operationer, og han skal selvfølgelig sige det, også selvom sandsynligheden er lille - jeg var stadig klar. Desværre kunne han ikke love at det kunne blive fredag, og med en weekend var udsigterne endnu mindre, dukkede der mere akutte patienter op - for eksempel blindtarmsbetændelse - ville de komme før mig, men han ville se på det, lod mig faste videre, og mente bestemt jeg skulle drikke noget saftevand, for der ville gå mindst to timer. I øvrigt var det tydeligt at han havde det dårligt med at sende patienter hjem, for at kalde dem ind igen.

Inden jeg nåede meget længere end at spørge hvor jeg fandt det der saftevand, materialiserede det sig nærmest af sig selv. En hel kande med is og et glas at drikke af.

Jeg var usikker på hvor meget jeg måtte drikke og holdt lidt igen, mens jeg ventede videre. Pludselig dukkede en af sygeplejerskerne op, spurgte om jeg vidste at der kørt en seng frem til mig, og at jeg måtte drikke frem til klokken to, for derefter at være klar til operation fra klokken fire, skulle der være plads på skemaet.

Det vidste jeg ikke, men det gav lidt ro, jeg havde et tidsperspektiv, selvom jeg stadig ikke vidste om det ville blive i dag eller en anden dag. Jeg besluttede at blive siddende og drikke mig gennem hele kanden med saft inden klokken blev to, finde noget frisk luft og den der seng, der blev mere og mere tillokkende. 

Og dermed endte jeg nede foran hovedindgangen til Herlev Hospital sammen med den store gulerod.

Det ser ud som om, der bliver rigtig pænt, når de bliver færdige med at bygge.

Oppe igen lød meldingen at jeg var listen og skulle opereres klokken fire. Jeg pakkede strikketøjet sammen og valgte i stedet den medbragte bog. At ligge ned og læse var faktisk helt rart.

Omkring klokken tre skiftede jeg til det superlækre antræk hospitalet kunne frembringe og var klar til afhentning fra kvart i fire. Det trak ud, det gør det vist tit, og klokken var omkring tyve minutter over fire, da meldingen, om at nu var det ved at være nu, kom. Jeg skrev en hurtig besked til Anders, vidste det ville tage tid inden jeg igen kunne melde tilbage, fik anbragt mobilen et sted i det aflåste skab, hvor en anden hurtigt ville kunne finde den igen, fik støttestrømper og et stik med blodfortyndende medicin inden jeg igen kunne vente. Denne gang på en portør.

Da han kom, havde han sådan en smart lille motoriseret vogn med, som kunne hæftes fast på sengen og skubbe den for ham, mens han sad på den. Han fortalte at efter mange år i branchen er han slidt og motoren er en god hjælp. 

På operationsstuen blev jeg igen præsenteret for en masse nye mennesker, linserne pillet ud og en ret fantastisk anæstesisygeplejeske formåede at sætte venflon til drop i en blodåre uden en masse bøvl - det er mine blodårer ellers kendt for. 

Der gik ikke lang tid før jeg vågnede op igen, de talte om en temmelig stor sten, fortalte jeg havde fået en blanding af paracetamol og ibuprofin - jeg havde selv fortalt at morfin ikke hjælper - og sagde pænt farvel inden jeg blev kørt videre til opvågningen. Her blev jeg mødt af en meget omsorgsfuld dame, der vidste hvad hun lavede, jeg fik kvalmestillende og hun puslede om mig, indtil en mand med osteoporose, der var faldet ned ad en trappe og havde brækket adskillige ribben og håndled i den ene side optog mere tid. 

Det var der omkring det for alvor begyndte at gøre ondt. Meget ondt. Og jeg ved jeg har en høj smertetærskel. Jeg synes der gik oceaner af tid inden damen kom tilbage, det gjorde der sikkert ikke, men hun hørte hvad jeg sagde og fandt omgående noget smertestillende. 

Hun kom tilbage med morfin. Det virker ikke sagde jeg, hvorpå damen fortalte at sammen med den cocktail jeg i forvejen havde fået kan morfin ofte alligevel hjælpe, Og jeg er ikke nærig, fortsatte hun. Jamen prøv det, sagde jeg, hun hældte indenbords og nærmest med det samme begyndte det at at snurre alle steder i kroppen, smerterne blev mindre, forsvandt nærmest og jeg følte mig en smule rundtosset.

Der gik ikke mange øjeblikke før hun var tilbage, sagde Du får lige lidt ekstra ilt, for du bliver lidt splattet. Jeg kunne kun give hende ret i og brugte en del tid på at falde hen, opdage min vejrtrækning var temmelig overfladisk, forsøge at trække vejret dybere, for blot at falde hen igen.

Endelig kunne hun meddele at det var tid til at komme tilbage til afdelingen, på mit spørgsmål om tid, kunne jeg regne ud at Anders måtte sidde på nåle derhjemme og derfor fik jeg som det første sygeplejersken til at hente min mobiltelefon, da jeg nåede tilbage på stuen. 

Jeg havde ret. Der ventede noget i omegnen af syv mere og mere urolige beskeder, jeg ikke havde haft mulighed for at svare på. Et hurtig skriv skabte lidt ro i den anden ende, men det viste sig alligevel at Anders havde sovet ualmindelig dårligt samme nat, af bekymring over mig.

Jeg fik noget at spise, havde længe en følelse af at skulle kaste det hele op og endte med at sove måske i virkeligheden flere timer end jeg havde forventet. Jeg vågnede tidligt og synes jeg ventede længe inden kirurgen dukkede op og fortalte lidt mere om operationen end jeg nåede at opfatte i min desorienterede tilstand lige efter operationen. 

Jeg havde alligevel fået fat i det meste. Det var en stor sten. På størrelse med et lille hønseæg. De tre centimeter scannemanden scannede sig til må være på den korte led af et æg. Den havde været så stor at de måtte udvide hullet ved navlen en smule, for at få plads nok til at få den ud. 

Galdeblæren havde ikke været betændt, men pænt irriteret. Det tror da pokker. Det tager tid at opbygge så stor en sten, den dannes ligesom en perle i en østers. Hvor mange år ved jeg ikke, men da vi snakkede om en størrelse oliven mente lægen at fem år nok ikke var helt forkert. 

Jeg kunne i princippet sagtens have levet med den længe endnu, var den blevet midt i galdeblæren, men når først den har sat sig fast i udgangen er der ikke rigtig noget at gøre. Og selvom jeg aldrig har oplevet smerter, har jeg måske alligevel oplevet at den var i vejen. Tilbagevendende murren i området, tanker om for meget fedt - der nok ikke er helt forkert - og en følelse af at noget var i vejen. Jeg tænker det er godt at slippe af med den.

Nå men lægen udskrev mig. Spis lige noget morgenmad inden du tager hjem, sagde han, så det gjorde jeg. Jeg fik et par smertestillende piller, spurgte om de havde travlt med at få mig ud, og fik at vide at jeg havde alt den tid jeg havde brug for.

Det tog mig det meste af tre kvarter at læse kapitlet, jeg var i gang med, færdigt, og tænkte at nu var det tid, nu måtte det smertestillende virker og jeg havde spist. Så jeg pakkede sammen, tog mit eget tøj på, fandt nye linser frem og følte mig lidt mere mig selv. Sagde pænt farvel i receptionen og stod nede foran hovedindgangen da jeg kunne konstatere at det med taxier i lange rækker vist ikke gælder klokken lidt i ni lørdag morgen.

Inden jeg fik ringet efter en taxa, ringede sygeplejersken fra afdelingen og var lidt ked af at jeg var nået at gå uden ekstra smertestillende og hjemsendelsespapirer. Jeg gik op igen, sagde endnu en gang pænt farvel, nu udstyret med piller til weekenden og et telefonnummer, skulle det blive nødvendigt, og inden jeg nåede helt ud til hovedindgangen igen havde jeg ringet efter en taxa, der nærmest dukkede op i det øjeblik jeg trådte ud fra hospitalet.

Hvis du har læst hertil er jeg imponeret, men jeg havde brug for at skrive det igennem - også selvom det blev langt. Det er rart at være hjemme, alt er godt, det gør ondt, men det er vist at forvente. Jeg passer på mig selv, er sygemeldt og tænker jeg skal ud og gå en tur senere i dag. Den behøver ikke være en lang tur, men jeg ved jeg har godt af det.

Helst hver dag.

Besøgsdag

Jeg valgte at tage bussen til arbejde. Tog af sted i god tid og stod af ved Centret, inden jeg fandt en ny bus til den videre færd. det duer jo ikke at komme tilbage på arbejde, efter næsten en måned, uden kage.

Jeg lavede ikke noget, men det at gå lidt rundt, forsøge at fange chefen – som altså ikke lige sad på sit kontor, eller var til møde når jeg kom forbi, betød alligevel at de smerter, jeg ikke har mærket noget til de sidste dage, vendte tilbage for fuld tryk.

Jeg blev enig med chefen om en raskmelding. Jeg gider ikke være hjemme længere, og jeg har brug for reelt at prøve af hvad jeg kan. Fint nok sagde han, men husk at mærke efter, og så vær ligeglad med arbejdet, hvis det er det der skal til. Det lovede jeg, og så lovede han til gengæld et lift hjem, for han synes det var synd jeg skulle ud og finde en bus i regnvejret.

Det var skønt at se mine kolleger igen. Det var skønt at knuse og snakke og vende en lille smule af den verdenssituation, der har udviklet sig i mit fravær. Det var skønt at blive budt velkommen af glade børn, der havde savnet, og det var skønt at se hvad de har lavet i mit fravær.

For eksempel har de lavet de fedeste billeder af sæbeboblevand med maling og poscatusser til at tegne omrids af de sjove figurer, malingsboblerne gengav, op.

Jeg starter blidt op. De næste to dage er der seminar. Jeg blev for længe siden inviteret med til at være medbestemmende om kommunens kommende læringsportal. Alle skoler sender ledelse og lærere, men kun sender også en pædagog. Oplægget lyder rigtig spændende, men jeg skal ærligt indrømme at det at være kun en af to pædagoger, gør det også vigtigt at komme af sted.

Det er to dage, som nok er lange, men som formentlig kan klares på en stol. Skulle nogen undervejs mene at vi skal op og stå, eller hoppe og danse, springer jeg over.

Torsdag møder jeg igen sent. Springer undervisningern over, er kun i Klubben og går til læge i stedet. Det var den eneste tid jeg kunne få dengang i sidste uge, da jeg hellere så tiden noget tættere på. Nu tænker jeg at tre dages tilbagevending til arbejdsmarkedet i ro og mag, som med erfaring fra i dag nok skal skabe smerter, slet ikke er en dårlig viden at have inden et lægebesøg. For hvor længe skal det egentlig gøre ondt? Og hvor ondt må det gøre?

Aftenen er tilbragt i sofaen, det hjælper og heldigvis har jeg de skønneste omkring mig, der gerne laver the, anretter mad og bagefter henter den tomme tallerken.

Og trods smerter og alting, har dagen givet en hel anden energi end jeg længe har følt. Jeg trængte til at komme ud, og jeg glæder mig til igen at skulle være en del af hverdagen – omend måske i et noget begrænset omfang.

Weekendlykke

Weekenden har bragt bedring i en grad så jeg slet ikke føler mig syg længere. Sådan nærmest fra den ene dag til den anden.

Lørdag var første gang jeg vågnede uden nogen form for smerter. Søndag fulgte trop. Bevares, jeg kan godt mærke at jeg har bevæget mig i løbet af dagen, men slet ikke noget der er værd at nævne.

Jeg er ikke raskmeldt, og jeg er glad for at arbejdsdagen i morgen hedder “at være på besøg” og stort set kun dækker en halv arbejdsdag. Men derefter tror jeg faktisk jeg er klar.

Jeg glæder mig vildt.

Glæder mig til at komme ud blandt andre, komme hjemmefra og ud af døren med et reelt mål.

Min plads i sofaen

På den anden side står min thekop.

Sygdomskuller

Jeg tror jeg er ved at få kuller af at være herhjemme. Jeg savner hverdagen. Jeg savner mine kolleger. Jeg savner at komme hjemmefra.

De sidste dage har jeg kunne mærke en anden træthed end tornerosesøvnen, dengang jeg var nyopereret. I dag har jeg slet ikke kunne samle mig til noget som helst. Jeg har intet lavet. Intet!

Eller. Jeg har vasket mit hår – det var rart. Og jeg tømte opvaskemaskinen og fyldte den igen. Men kun fordi jeg virkelig ikke kunne tage mig sammen til at lave noget som helst – og den stod der. Jeg startede nyt strik, fordi jeg ikke kunne overskue det igangværende og jeg satte vand over til the, men glemte at lave theen.

Jeg har ikke været ude i dag. Jeg har boet i sofaen, kigget formålsløst på fjernsynet og halvsovet ind imellem. Til gengæld har jeg stort set ikke ondt i maven. Den smerte der kommer af at gå en tur, er jeg forskånet for, og det er som nok også meget godt. I morgen skal jeg ud. Jeg tror nok, jeg kom til at love at stå for aftensmaden i morgen.

Jeg tænker at med cyklen som trækdyr skulle det nok kunne lade sig gøre at købe ind. Bare lidt men godt. Og kommer der til at mangle noget, eller skal jeg have noget tungt, kan jeg få Anders til at hente når han vender hjemad. Tanken om en gryde, der småbobler på komfuret dagen lang er svært tiltalende.

Da Anders kom hjem viste det sig, at jeg kun havde tænkt at sætte vand over til the. Det var der heldigvis råd for, og bare for at svinge mig selv lidt op har jeg spillet backgammon med Emilie.

Om lidt sidder jeg i sofaen igen.

Hvor er jeg glad for aftalen om at komme på besøg et par timer i Klubben på mandag.

Jeg glæder mig.

Og savner det.

Øen i søen

Jeg gik ned til branddammen igen i dag. Og over på “øen” i midten.

Det gør stadig ondt – indeni – fra jeg vågner, til jeg går i seng. I løbet af dagen tiltager smerterne. Ikke så jeg ligger og bider i gulvbrædderne, men de er der. Efter sådan en tur udenfor er smerterne også steget, men de falder heldigvis igen, når jeg kommer hjem og sidder stille. Det giver fin mening at en indvendig massakre skal gøre ondt.

Med fare for at mine skriv i øjeblikket bliver til een lang sygehistorie, gør jeg det alligevel. Det er ikke sikkert, jeg nogensinde kommer til at kigge tilbage, men får jeg brug for det, er det rart at have skrevet ned.

I dag

I søndags

Når jeg er ude at gå, er det med en følelse af at jeg har godt af det. Det er rart at komme ud, og selvom det gør ondt, kan jeg også mærke at det er godt. Måske har jeg vænnet mig til smerterne, måske er det knap så godt. Af samme grund ringede jeg til lægen i formiddags. Jeg har det klart bedre end da jeg var der for en uge siden. Jeg er langt mere mobil, men jeg er ikke sikker på at smerterne er blevet mindre.

Selvfølgelig gør det mindre ondt nu, end det gjorde da jeg blev udskrevet fra hospitalet for to en halv uge siden, men skulle jeg tegne mit smerteniveau ind i et diagram ville det blive temmelig vandret. Jeg havde forventet flere smerter til at starte med, og en hurtigere nedgang end jeg synes at mærke.

Min tidligere læge stoppede for et års tid siden. Det gjorde flere læger i Rødovre vist. I stedet blev et stort nyt fint lægehus fyldt med læger, sygeplejesker og SOSUmedhjælpere, af forskellig art og med forskellige kompetencer, åbnet i den nyeste afdeling af centret. Trods de mange læger er det som regel komplet umuligt at få en tid inden for en overskuelig periode. Sådan var det ikke dengang der kun var en læge.

Klinikassistenten jeg snakkede med mente at jeg skulle se tiden an, og samtidig blev vi enige om at finde en tid til mig. Første mulige tid er på torsdag i næste uge, hos en læge jeg ikke kender. Det er fint med mig. Jeg føler mig ikke syg, det gør bare ondt, og jeg er klart mat og har brug for at sidde ned, når jeg har gået rundt udenfor en halv times tid. Længere er det ikke.

Bliver det værre kan jeg få en akuttid – sagde hun.

Ved Branddammen var det sjovt at se forskellen siden i søndags. Der er stadig is – eller nærmere grød - på overfladen. Ikke helt så markeret som i søndags, hvilket tydeligt ses på det ene billede Anders tog, mens jeg gjorde klar til photoshoot.

Bag “øen” i søen ligger Espevangen. Det er en flot bygning, der har en lang historie bag sig. Den blev bygget i 1907 af Foreningen Fængselshjælpen og var, under navnet Prøven, i mange år ungdomshjem for unge på kant med loven. Bygningerne husede værksteder, hvor de unge blandt andet lavede møbler til kommunens institutioner. Jeg synes at have læst et sted at der kun boede drenge på hjemmet, eller at det også engang har været et drengehjem. Jeg kan ikke finde det igen, men det ville give mening i forhold til tiden og håndværksfagene.

Undervejs blev ungdomshjemmet i højere grad til et hjem for børn fra socialt dårligt stillede kår. Værkstederne blev til muligheder for uddannelse, opholdet var frivilligt og hen ad vejen blev Prøven til et lærlingehjem.

I 1976 skiftede stedet navn til Espelunden og ungdomspension. I dag rummer lokalerne faciliteter for unge og voksne med autisme spektrum forstyrrelser.

“Øen” i søen er i virkeligheden ikke en ø, snarere en halvø omgivet af vand. Biler har vist ingen adgang, hvilket jeg er sikker på den store sten midt i det, der mest af alt ligner en meget kort allé, skal gøre opmærksom på. Der var ingen biler i dag, men vi ser tit biler parkeret ud på “øen” og folk, der sidder og slapper af på bænkene.

Hjulspor tyder også på, at det er nemt at køre uden om stenen.

Frostklar solskin

Jeg havde en plan i dag, og den viste sig heldigvis at kunne udføres. Jeg ville ud i det frostklare solskin meterologerne havde lovet.

Jeg kom ud mens solen skinnede, og det var frostklart. Jeg havde mit kamera i lommen og var fast besluttet på at finde fine motiver i solskinnet. Gerne med frost.

Jeg gik længere end jeg gik i går. Jeg kan mærke at jeg går hurtigere end jeg gjorde for bare et par dage siden. Og selvom der fra jeg står op til jeg går i seng kan mærkes en underliggende smerte, er der ingen tvivl at det går fremad. Langsomt – men sikkert. På den anden side, er det kun lige to uger siden den indvendige masakre. Og sådan noget skal vist tage tid.

Jeg fandt fine motiver, mange flere end der er plads til her. Men så er der er billedeunderlægning til den næste gråvejrsdag…

Det er godt med motiver og lommekamera. Jeg er bedre til at gå, når jeg har et mål, end bare at gå.

De fine røde bær, der på skyggesiden af busken var betrukket af et fint glitrende lag, mens de på solsiden var klart røde, glatte og skinnende, vandt. Motivet fra i går i en anden belysning kunne også have været fint, ligesom de visne rosenknopper, der langt hen i vintren var lyserøde og sprøde, nu brune og krystalbetrukne var også med i opløbet.

Jeg gik rundt mellem boligblokkene. Helt ned til den anden ende og tilbage gennem legepladsen. For at forlænge turen, gik jeg rundt om naboblokken i stedet for vores egen. det passede bedre med turen, og så fik jeg set en anden række buske end den hjemlige.

Hjemme kunne jeg konstatere at turen vist var i det rigtige omfang. Smerterne er stærkere – nok til at det ikke er forfærdeligt, trækket i sårene en smule mere og tyngdefornemmelsen i maven mærkbar. Til gengæld er det dejligt at sidde ned, og det er rart at have været udenfor.

I morgen tager jeg endnu en tur.

Jeg glæder mig allerede til at komme ud.

Et skridt frem og to tilbage

Måske er jeg bare sådan den, der er lidt længere tid om rekreation end normalen.

Lørdag var energifyldt og derfor besluttede jeg at spænde buen, se hvad jeg kunne og gøre op med tanken om at skulle helt op til centret mandag. Jeg havde en aftale hos lægen. Troede jeg. Det viste sig at jeg var visisteret til en sygeplejeske. Hun kunne noget, men ikke alt hvad jeg havde håbet. Til gengæld kunne hun finde en læge, der kunne presse mig ind tirsdag. Men det er en helt anden historie.

Tilbage ved lørdag, tænkte jeg at tiden var moden til at komme lidt længere rundt end jeg ellers har været, og da Sille, som kom forbi og underholdt, skulle hjem, passede det meget godt med den ide. Jeg fik hentet cyklen op fra kælderen. Med Sille ved min side, tænkte jeg at skulle det være for svært kunne hun hjælpe. Det viste sig slet ikke at være noget problem. Vi har en lav kælder, men stadig en noget stejl sliske lige uden for kælderdøren. I stedet trak jeg cyklen gennem hele kælderen til døren i den anden ende af blokken og den lange rampe op.

Det var ikke noget problem at trække cyklen op af rampen. Den rullede nærmest selv. Det var heller ikke noget problem at følge Sille op til bussen og vente til hun havde sat sig, og jeg kunne vinke farvel. Det var ikke noget problem at cykle i lavt gear og meget adstadigt tempo til biblioteket, som lige havde nået at lukke. Og den efterfølgende tur i Føtex efter et par billige bøger (som sammen med visheden for at jeg kunne overkomme turen til lægen – som bor i centret – var formålet med turen) og hjem i samme adstadige tempo på cykel, var heller ikke noget problem.

Det var snarere den samlede effekt. Effekten som betød, at den minimale fremgang jeg synes at have mærket tog et dyk. Det gør også temmelig ondt indeni, når man er blevet opereret. Kan jeg så fortælle.

Jeg synes ikke jeg plejer at pive… men…

Dage senere trykkede lægen mig på maven. Jeg behøvede ikke sige det gjorde ondt. Det konstaterede hun selv. Jeg fik svar på et par spørgsmål, alting ser fint ud, og bortset fra smerterne, som alle kan blive enige om er kedelige, er der ikke brug for bekymring.

Jeg lovede at komme ud hver dag. Bevæge mig og komme lidt længere omkring. Ikke helt så langt som op til centret, men lidt længere hver dag. Lægen udskrev lidt mere hjælp til smertedækning, og er det ikke blevet bedre om en uge har jeg lovet at melde tilbage.

I dag var fyldt med fantastisk solskin. Alligevel kom jeg først ud, da de sidste stråler var ved at forsvinde. Jeg gik lidt frem og lidt tilbage. Nåede vel samlet to gange rundt om blokken. I morgen satser jeg på at komme ud lidt tidligere.

Det er sjovere med billeder i solskin.

Midt i en rekreation

Mit ur ringer lidt i otte, jeg mere eller mindre triller ud af sengen – det kræver lidt omtanke at rejse sig fra liggende stilling, når det efter en otte timers nat på langs gør ondt langt ind i maven. I køleskabet finder jeg skyr og spiser en lille portion med müsli, for at give maven noget at gøre godt med, inden dagens første indtag af smertestillende. Jeg er tildelt almindelig håndkøbsmedicin. En cocktail af Pinex og Ibumetin.

Inden jeg kravler i seng igen, siger jeg godmorgen til Emilie, der skal op og i skole. I sengen arrangerer jeg en pude langs maven, så ligger jeg bedst. Jeg er stadig træt, men kan ikke falde i søvn. Altså finder jeg den igangværende bog frem. Jeg læser meget for tiden, har læst alt det jeg troede var nok at have liggende og har været på nettet og købt e-bøger til den kommende tid.

Emilie er klar til at gå, vinker farvel i døren, springer ned ad trappen og jeg er alene. Anders, der var guld værd i weekenden, og blev hjemme mandag med, er for længst taget på arbejde. Jeg læser, og da det smertestillende når toppen kan jeg pludselig mærke at den underliggende smerte, der ellers har fulgt mig siden masakren i mit indre, er væk.

Jeg ligger helt stille, glæder mig over endelig at opleve bare et kort øjeblik uden smerte. Jeg læser videre, bliver træt og når at falde i søvn.

Da jeg vågner igen er smerten tilbage. Den underliggende og vedblivende smerte, som gør mig så træt. Jeg kan mærke det bliver bedre, og jeg ved det skal have tid.

Det kommer alligevel en smule bag på mig, hvor længe.

Og hvor træt kroppen bliver af at regenerere.

Herlev tur - retur

Det blev en lang dag – i torsdags, da jeg tidligt mødtes med min mor, der havde lovet moralsk opbakning og underholdning til langt ud på eftermiddagen, hvor jeg endelig kunne iføre mig hospitalets fine beklædning, overlade styringen til en portør og begynde turen mod lettelse i maveregionen.

Inden da var der tid til at tale med lægen, som viste sig at være kikkertekspert. Det betød at jeg kunne undgå et meget stort snit, og i stedet få et langt mindre sammen med en temmelig hullet mave.

I praksis betød det at fire huller – det ene i navlen – gav plads til kikkert og værktøjer, hvorigennem hele den indledende og lange del af operationen foregik. Da alt var skåret løs, alt lukket af og den forstørrede livmoder skilt fra livmoderhals og livmodertop og resterne syet sammen, blev den nu aleneliggende livmoderkrop stoppet i en pose. Posen blev hevet ud gennem et forholdsvis kort snit i bikinilinien, hvorefter den blev skåret i mindre stykker og blev hevet ud i – sagde lægen – store klumper, før posen til sidst kunne passere igennem, med sikkerhed for at intet var glemt.

Operationen tog omkring fem timer. En del mere end jeg havde forventet, men kikkertoperationer tager længere tid. Anders tog af sted i noget han troede var god tid, ringede undervejs og fik at vide at operationen var slut. Han nåede at føle en smule utilstrækkelighed, inden det viste sig at der var taget fejl, og han endte to en halv time uden for opvågningen, før operationen var slut, jeg var kørt fra operationsstuen og Anders blev lukket ind til opvågning.

Det vil være synd at sige jeg var særlig klar. Min tidsfornemmelse virkede ikke særlig godt, men jeg var der vist et par timer eller tre. Klokken var vist nok tæt på elleve før den samme portør som tidligere, kørte mig tilbage til afdelingen. Vi blev enige om at Anders skulle hjem og i seng, inden endnu en arbejdsdag, og jeg skulle have noget søvn.

Der er mange lyde på en hospitalsafdeling. Hvile er godt, men søvn som sådan udeblev. Sådan er det nok, og med en smule mad i maven gik natten alligevel forbavsende hurtigt.

Tidligt fredag formiddag kom lægen tilbage, fortalte om operationen og at han havde gjort mig nihundrede gram lettere. Jeg har senere googlet mig til at en normal livmoder vejer et sted mellem halvtreds og hundrede gram, mens den fuldt udspilet ved en graviditet når en vægt omkring et kilo. Det gør unægteligt de nihundrede gram noget lettere at forholde sig til.

Han mente også at jeg hurtigt ville komme på benene, at jeg så ud til at have det fint og at han ville udskrive mig på stedet. Jeg fik lov at blive, og nåede vist også at sove i løbet af dagen, indtil Anders havde fri, og kunne komme forbi og hente mig. Det var rart, for lige i det øjeblik lægen sagde: Nu udskriver jeg dig, blev jeg en smule panisk, og tænkte, Men jeg kan ikke selv tage hjem…

Det er nemmere at sove hjemme.

Det bliver en lang dag

Forberedelsen er slut Formiddagen er brugt på hospitalet.

Jeg er blevet endevendt, har fået taget blodtryk, blodprøver, iltprocenter og mål til støttestrømper. Jeg har gået frem og tilbage på gangene, jeg har talt med sygeplejersker – i flertal, med narkoselæge, laboranter og personalet på afdelingen. Jeg har ventet – mest ventet, for sådan skal det være. Jeg havde hele dagen – hvis der skulle have været brug for det.

Det var der heldigvis ikke. Bare tre timer. Tre timer var nok til at slå mig ud. Jeg var klar til at lægge mig ned og sove, da jeg tog derfra. Hjemme bænkede jeg mig i sofahjørnet, var glad for at dagen ikke også skulle indeholde arbejde og vågnede noget op igen.

Jeg er klar. Helt klar. Også selvom dagen i morgen bliver forfærdelig lang. Og at jeg ikke kan finde mine briller. Det sidste overlever jeg nok. Det er vel begrænset hvor meget jeg skal bevæge mig rundt fra det bliver absolut nødvendigt at tage linserne ud, til nye kan sættes i.

Jeg skal faste fra midnat. Jeg må ikke drikke fra klokken otte. Jeg skal møde på hospitalet klokken elleve, og operaionen er først skemalagt til klokken halv tre. Inden da bliver der tid til en snak med kirurgen.

Min mor tager med og underholder indtil jeg bliver sendt til operation. Så er hun sikkert også grydeklar. Anders har lovet at stå klar når jeg kommer tilbage fra opvågningen. Det er godt at vide.

Det eneste problem jeg lige nu ser, er bestemt til at overskue. Jeg kan nemlig snildt glemme at spise et måltid eller to – til hverdag. Men jeg kan også snildt forestille mig, at det er knap så nemt når det er udelukket og forbudt overhovedet at spise noget.

Hverdagen

Efter en lang juleferie var det dejligt at komme på arbejde igen. Samtidig er det med en mærkelig fornemmelse, for med kun to arbejdsdage, inden en længere sygemelding, er der ting som skal være i orden.

Alle de småting som jeg er kommet i tanke om i løbet af juleferien. Alle de spørgsmål og afklaringer, der skal tales om og gøres klar, skal klares på kun to dage.

Jeg nåede meget i går. Ikke det hele – men meget.

I dag venter resten.

Og efter en lang juleferie var jeg overraskende træt, da jeg nåede hjem i går. Men sådan er det vist altid.