Det sidste par til Henriette

Efter lange strømper og lange sokker og endelig et par korte var der stadig en smule rester tilbage af de oprindelige fire hundredegrams nøgler Bettina havde med fra Henrittes garnreol engang sidste efterår.

Jeg tilsatte lidt af mine egne rester, brugte mine egne optegnelser, og et mønster jeg engang omsatte fra noget til langt tyndere pinde, sammen med de tykke strømpepinde, dobbelt garn og endte med et par gode tykke sokker.

De skal nok varme når det for alvor bliver koldt.

Jeg synes til stadighed det er sjovt at sammensætte resterne til noget nyt. At farvekoordinere og finde sammensætninger der matcher. Nogen gange ender det knap så fint, som først forestillet, og når andre vælger garnet bliver det tit helt anderledes end først antaget. Sådan tænker vi forskelligt, og det den vælgende tænker, er ikke altid det samme som jeg ender med at gøre.

Det sidste par til Henriette blev vellykkede – synes jeg. Der er tydelige overgange mellem de forskellige garner og farvekombinationer, samtidig spiller de fint mod hinanden og giver et samlet og fint udseende.

Sådan kan jeg bedst lide når det ender.

Design: Eget.

Garn: Hot Socks fra Henriettes lager, sammen med diverse rester fra mit lager.

De færdige sokker vejer 98 gram.

Pinde: Strømpepinde 4 mm.

Størrelse: Cirka 39.

Bemærkninger: Sokkerne er strikket med en lille hulmønsterrapport, der fortsætter ned over hælen og under svangen er fodformet og slutter med en helt almindelig og gammeldags tåaflukning. Sådan en aflukning som en hver husmoderbog fra det forrige århundrede, med respekt for sig selv, indeholder.

Som altid lavede jeg den fodformede svang en smule anderledes end sidste gang. Der er mange muligheder for at få sving i svangen, og jeg har endnu ikke fundet den ultimative.

Har du lyst til at se flere billeder af sokkerne, kan de ses lige her på Ravelry.

Over dæmningen

Min mor havde sat mig stævne i formiddags. Vi bor ikke langt fra hinanden, alligvel kræver turen en tur over vandet. Eller i hvert fald over dæmningen.

Damhusdæmningen.

Solen skinnede klart i vandet, mens luften var en skarp og en lille bitte smule kold.

Et par timer senere, kunne jeg mæt af god frokost fra min mors bord, træde i pedalerne og sætte kursen mod skolen, mod arbejde, mod maleglade børn og mod planlægningen af julegavefremstillingen.

Gundel

Da hundrede gram viste sig ikke at være nok til et par lange strømper, besluttede jeg at det sidste nøgle af Henriettes strømpegarn skulle være strømper af mere almindelig længde.

Jeg synes det er for kedeligt at strikke glat, når det gælder strømper. Der skal helst være lidt mønster – som også gør det nemmere at tælle sig frem til at begge strømper ar lige lange – både i foden og i skaftet.

Henriettes strømpegarn var af den spraglede slags, og til sådan noget må der ikke være for meget mønster. Jeg ledte længe inden jeg faldt over Gundel, en opskrift der ligger gratis tilgængelig på en tysk side på nettet. Jeg fandt den via Ravelry.

Det viste sig at opskriften ikke er en reel opskrift, men en mønsterrapport, som med lidt generel kendskab til strømpestrik hurtigt lod sig omsætte til et par strømper.

Design: Gundel af Sprottenpaula.

Garn: Hot Socks fra Henriettes lager. Jeg glemte at notere farvenumret.

De færdige strømper vejer 67 gram.

Pinde: Strømpepinde 2½ mm. Firkantede og af træ, fordi det passer bedst i mine hænder.

Størrelse: Cirka 39.

Bemærkninger: Mønsterrapporten går over 16 masker. Jeg gangede med fire, slog 64 masker op, strikkede rapporten igennem en enkelt gang, inden jeg startede på hælen og forsøgte mig med en lidt anderledes udgave af den svungne fod.

På strømpe nummer to statede jeg midtvejs i mønsterrapporten, for at få symmetriske strømper. Mønstret spejlvendes halvvejs gennem de 36 pinde rapporten går over, og at starte på pind nummer 19 i stedet for 1 giver symmetri i de færdige strømper.

Ellers er der ikke meget at sige om dem.

 

Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.

Sky Captain’s socks of tomorrow

Turen til Maribo startede tidligt fredag morgen. Vi skulle nemlig nå forbi Henriette i Rødby inden check in i Maribo.

Det var skønt at se Henriette igen. Det sker alt for sjældent. Alt for mange andre planer sniger sig ind, og selvom vi med jævne mellemrum snakker om og kigger i kalenderen, er det endnu ikke lykkedes at finde tid. Nu var der tid, og det skulle udnyttes.

I Rødby startede vi med at møde en mand, der kiggede så mærkeligt efter os, at vi begge undrede os en smule. Lige indtil vi kom i tanke om mit blå hår…

Dernæst var det tid til Henriette, tid til snak, grin, the i lange baner, knus og en lille smule nussen med et par kattedyr, der var pænt ligeglade med os. Faktisk sad vi bare i vejen.

Med os havde vi en favnfuld strømper og sokker. Garnet fik Bettina med da hun engang sidste efterår var forbi Henriette med et par aflagte havestole. Henriettes eget overflødige strømpegarn og med frie tøjler kunne vi stort set gøre hvad vi ville med det, når bare det endte som varme om Henriettes kolde fødder.

Den portion jeg fik, fik allerede ben at gå på, dengang sidste efterår. Et enkelt par lange sokker af den tykke type, kunne afleveres da vi besøgte hende sidste år. Det resterende – to hundredegramsnøgler lækkert strømpegarn og resterne fra det første par, blev til tre par temmelig forskellige strømper/sokker.

Det første par blev lange. Helt til knæet. Jeg strikkede på tynde pinde og undrede mig over garnet, der slet ikke opførte sig, som det skulle. Det fine totrådedespundne garn af et farveforløb, der ellers burde ligge temmelig forskudt, var i den inderste trediedel af nøglet langt mindre forskudt end forventet. Sådan nærmest slet ikke forskudt.

Det gav to temmelig forskellige strømper. Henriette synes heldigvis de var fine.

Design: Sky Captain's Socks of Tomorrow.

Garn: Hot Socks fra Henriettes lager, sammen med cirka 24 gram Magic Colors fra Hjertegarn, som jeg havde liggende – ellers blev de ikke lange nok. Jeg glemte at notere farvenumre.

De færdige strømper vejer 124 gram.

Pinde: Strømpepinde 2½ mm. Firkantede og af træ, fordi det passer bedst i mine hænder.

Størrelse: Cirka 39.

Bemærkninger: De sjove hæle var afgjort en del af grunden til at jeg valgte netop disse strømper. Samtidig synes jeg det er vigtigt at finde et ikke alt for rodet mønster til multifarvet strømpegarn. Her virker rib godt, fordi der nok er mønster, men ikke noget der bliver alt for uoverskueligt at kigge på.

Strømperne ser mærkelige ud, når de ligger. Den svunge rib trækker sammen de mærkeligste steder, men når først de kommer på sidder de fint. Jeg fortsatte mønstret med et sving til den anden side, da opskriften endte og forklaringen lød på at fortsætte efter eget ønske.

Jeg tilføjede en kile bagpå efter samme princip som den svungne rib. Desværre blev alle de billeder jeg tog bagfra så slørede at der skal fantasi til at se noget som helst.

Øverst forsatte jeg med garn fra gemmerne, der nogenlunde passede til, indtil en fornuftig højde, inden jeg lukkede af – med den beskrevne elastisk aflukning, der var en smule anderledes end jeg tidligere har oplevet. Men som egentlig også var lettere.

Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.

Detaljer fra en dejlig weekend

Tre og tyve damer i alle aldre med kurvene fyldt med strikkegarn, udstyr og hæklenåle. Et hotel med udsigt til en sø og et konferencerum, der gav plads og uforstyrrethed. Mad, drikke og kage i rigelige mængder. Samt ikke at forglemme, masser af muligheder for frisk luft, lange ture og kig i de lokale garnbutikker…

Whats not to like?

Næsten havudsigt

Der er dejligt i Maribo. Byen er hyggelig og søen er skøn at skue. Og når man vågner op til sådan en udsigt er det ingen sag at synes alting er fantastisk.

Tre dejlige dage i selskab med damer, jeg for størstedelen slet ikke kendte, er slut. Tre dage fyldt med strik, god mad, dejlige ture udenfor og masser af grin og fornuftig snak. Tre dage med for lidt søvn, for jeg kunne slet ikke sove, når jeg trak mig tilbage til eget værelse og eget selskab.

Men det gør ikke noget. Jeg har brug for alenetid, også selvom det nærmest er midt om natten, med en film fra Netflix og lidt mere strik. Eller en god bog, en smule hækling eller et langt bad i karet, der stod til det samme.

Jeg var træt da jeg nåede hjem. Hjem til Andersmad. Jeg er godt vandt, og trods god mad på hotellet, så kan Anders altså noget, der er endnu bedre.

Mandag er i gang, og jeg glæder mig over sene mødetider.

Det er blevet mørkt udenfor

Pludselig er den her – den mørke tid. Jeg får ikke taget billeder, jeg får ikke sat mig ved computeren og jeg mister lysten til at blogge.

Efterhånden ligger en mindre bunke med færdige ting klar til fotografering. Jeg får ikke fotograferet, jeg får ikke præsenteret og om lidt skal det hele afleveres. Jeg tænker at kommer tid, kommer råd, og så fider jeg vel tid og lyst igen.

Lige nu venter en tom kuffert. I morgen tidlig skulle den gerne være pakket til en weekend fyldt med garn. Jeg skal på strikkeweekend. Jeg glæder mig – også selvom det er en smule grænseoverskridende at tage af sted en hel weekend sammen med en flok strikkeglade damer jeg stort set ikke kender.

Det kommer jeg vel til, tænker jeg. Og har hørt noget om at afslappet tøj skulle være at foretrække.

Vi skal til Maribo. Vi skal indlogeres på hotel, og søen der efter sigende er ganske smuk, ligger lige ved siden af. Mon ikke der bliver plads til en langs vandet mellem alle maskerne. Første punkt på pakkelisten kunne passende være mine nye gummistøvler.

God weekend til jer alle – også selvom jeres sikkert starter lidt senere end min.

København i gråvejr

I mandags tog vi ind til byen. Emilie og jeg.

Vi havde planer, der mest af alt handlede om at hive pungen op af lommen.

Da indkøbene var overstået og vi vendte snuderne hjemad gik vi over Rådhuspladsen. Ved springvandet sidder duerne tæt, og Emilie måtte sande at de er for vandt til mennesker. Ikke om de lod sig skræmme til at flyve i samlet flok… Næ de flyttede sig bare lidt, da hun kom stormende. De var også sådan cirka fuldstændig ligeglade med at jeg satte mig midt mellem dem og tog billeder.

Længere henne, langs Vesterbrogade, er byggeriet af Axel Towers godt på vej. Byggeriet er spændende, de fem runde tårne bliver noget helt andet i et bybillede, der domineres af firkanter. Men jeg er ikke så sikker på hvor spændende jeg synes den påklistede gyldne metalfarvede overflade ser ud.

Til gengæld er jeg ret vild med ideen om at lave beplantning, der i hvert fald ovenfra – der er så formentlig ikke særlig mange, der vil se det ovenfra – vil give sig ud som en del af de ravelinere der i sin tid var bygget netop her som en del af det gamle voldanlæg. Det voldanlæg der stadig er rester af som grønne områder langs indre by. Områder som Ørstedparken, Botanisk Have, Østre Anlæg og Tivoli.

Siden gik ugen stærkt, arbejdet kaldte med få børn, og mulighed for noget af alt det vi ellers aldrig når. Nu er det weekend og om lidt venter hverdagen igen.

Midt i hverdagen

Pludselig er ugen væk, og det er fredag med udsigt til efterårsferie.

En uge der ikke ligefrem er løbet som galloperende heste i en efterårsglad fold, nærmere snublende, i flyverdragt og med tid til at nyde kastianernes fald fra himlen. En uge, der både har været højtravende, og helt nede på jorden. En uge med plads til tanker om fremtiden, med tid til konflikter, glæde, trivselshåndtering og tapetklister i Klubben.

Vi har lavet skåle af papirgarn. Rundt og rundt og rundt om en omvendt urtepotte af plast. Der skal mere tapetklister til, end jeg lige havde regnet med, hvis ikke bunden pludselig skal gå ud. Men det er sjovt, ungerne har haft fingrene dybt i den klistrede masse, og jeg havde ikke lige forudset hvor klistrede mine ville blive. Hvor mange gange i løbet af en dag nogen skal have hjælp, eller jeg lige skal holde på en garnende.

I aftes sad jeg med gamle håndarbejdsblade fra halvfjerdserne, pludselig dukkede vatbilleder op. Kan I huske det? Vat dyppet i tapetklister og lagt som fine mønstre, for siden at blive malet og ophøjet til mere end bare vat. Vi kan vist lige nå det, der er masser af tapetklister, jeg havde vat på hylden – nu ligger det i min taske – og jeg tror stadig, jeg har en bunke tændstiksæsker, i et skab, der trænger til lidt udsmykning.

Kan det blive mere retro?

Om lidt ringer klokken ud til ferie. Jeg er klar, både til en hel uge med ferieramte børn, men også til et par dage hjemme. Henrik og jeg delte ugens dage, vi holder et par fridage hver, mens andre holder hele ugen fri eller dukker op hver eneste dag. Sådan kan vi allesammen blive glade. Ferien giver tid til både nydning og rydning, der hvor vi ikke når rundt i hverdagen, vi har lavet en liste. Og de børn der dukker op skal nok få hyggelige dage – det er der nemlig også tid til.

Men først skal de løbe. Skolernes motionsdag er skudt i gang. Jeg løber ingen steder, men jeg cykler til arbejde, og det tæller vel også lidt.

Et umage par

Med færdiggørelsen af de blå sokker blev der hevet lidt i den dårlige samvittighed. Jeg har to store hundredegrams nøgler Hot Socks strømpegarn liggende, som slet ikke er mit, men som er lovet omgjort til strømper. For længe siden. Lange strømper – har jeg en fornemmelse af vil bringe lykke.

I hvert fald varme.

Begge nøgler er af den type garn, der glad skifter farve hele tiden. At tråden er tvundet af to forskellige farver gør dem kun mere festlige og mens det ene nøgle er meget farverigt er det andet noget mere afdæmpet og holdt inden for samme farveskala.

Jeg fandt hurtigt en opskrift på et par strømper med en amderledes hæl og besluttede at ribmønstret der smyger sig om fod og ben sikkert ville gøre sig med det meget farveglade.

Jeg fandt de små firkantede strømpepinde og tråden inderst i nøglet (fik endda fat i tråden uden at hive halvdelen af nøglet ud) – og her er det så, det umage blandede sig.

Tråden inderst i nøglet er nemlig slet ikke så farverig som nøglet unægteligt tyder på, på ydersiden. Hmm? tænkte jeg, klippede det første meget ensfarvede stykke af, slog op og strikkede løs. Kun for at opleve en tråd der bliver ved med at være ensfarvet. Med meget korte overgange af mere farverigt. Bevares, det ensfarvede skifter farve, men ikke tvundet af to farver.

Meget mærkeligt tænkte jeg og strikkede videre. Det kan da ikke vare længe… og nåede hælen, over hælen og forbi anklen.. før jeg opgav og begyndte på strømpe nummer to. Denne gang fra ydersiden af nøglet.

Nu er strømpe nummer to næsten på højde med strømpe nummer et, og det må siges at være et noget umage par. Udefra ser nøglet stadig meget farveglad ud, og jeg har svært ved at forestille mig at indersiden kan blive ved med at være så ensfarvet.

Jeg kunne selvfølgelig gå efter et noget kortere par strømper. Men når jeg nu ved at modtageren har efterlyst de knæhøje, så vil jeg hellere det. Jeg håber så bare at det ensfarvede holder op tidsnok til at farveglæde vil vise sig over toppen af en støvle og ensfarvetheden vil kunne gemmes i samme støvle.

Og at modtageren kan leve med umagethed.

Tone i tone af blåt

Emilie er fuld gang med at opbygge et nyt netværk af venner. Det betyder ikke at sidste års mange gode venskaber er glemt. Eller bedsteveninden fra ordblindeskolen. Med den fagre nye verden, ny teknologi, smartphones og FaceBook inde for rækkevidde, er det noget nemmere at holde kontakten end jeg husker fra min barn- og ungdom.

I går tog hun til Fyn. Sidste års bedsteveninde fylder nemlig atten. Sådan noget skal fejres, og Emilie har længe arbejdet på en gave, der indeholdt både det ene og det andet.

Blandt andet et par sokker. Hun spurgte pænt, hentede selv kassen med strømpegarn og valgte alle de fineste blå nuancer hun kunne finde. Josefine kan nemlig bedst lide blå. Og hun holder også meget af hjemmestrikkede sokker – viste det sig i sommers til Emilies syttenårs.

Dengang valgte Josefine blå nuancer, og efterhånden er det vist lidt småt med blåt i kassen. Dengang fik jeg vist aldrig vist frem, men Josefine fik blå sokker med hjem, da skoleåret var slut, knus blev uddelt og tårer trillede, mens forældrene hentede hjem. Jeg ved fra pålidelig kilde at hun er glad for det første par. Så glad, at selvfølgelig gad jeg strikke endnu et par, når nu Emilie spurgte så pænt.

Jeg går ud fra de blev modtaget med glæde.

I øvrigt har tøsebarnet forlængst lært det moderen længe forsøgte at lære den ældre bror. Hun vinkede glad farvel i går, senere hørte vi ingenting, men i formiddags kunne jeg glæde mig over modtagelsen af en sms med ordene: Hej jeg er i live!

Siden har vi intet hørt, men intet nyt er godt nyt, og hun plejer at skrive, når hun er på vej hjem.

          

Design: Mine egne Breagach tilføjet rundbuet svang – strikket med to tråde.

Garn: Blåt fra strømpegarnskassen. Kassen indeholder stadig meget af alle de lækre rester jeg engang fik fra en gavmild læser.

Der går en del garn til, når der strikkes med dobbelt tråd og tykke pinde. Sokkerne endte med at veje 180 gram.

Pinde: Strømpepinde 4 mm. Helt almindelige og runde.

Størrelse: 39 og med plads til læggen. Eller størrelse M/L med 24 mønstergentagelser ned ad benet og 10 over foden.

Bemærkninger: Jeg har efterhånden strikket mit eget mønster mange gange. Hver gang kan jeg konstatere at det virker, jeg laver ikke noget om, strikker bare som der står. Fra hælen supplerede jeg opskriften med formstrikket svang. Den vejledning er endnu ikke skrevet ned, og bliver stadig ændret for hver gang jeg prøver.

Vil du se flere billeder af sokkerne, kan de ses lige her på Ravelry.