To og tredive

 

Daniel har fødselsdag. Tænk hele to og tredive år. Ganske som vi plejer, laver vi middagen, og får snakket i løbet af aftenen. 

Jeg hentede Oscar allerede da skolen sluttede, for med armen i gips er det begrænset hvor sjovt det er at være i SFO. Den ene af pædagogerne mente godt nok at Oscar hurtigt kan se fordele. Han får nemlig lov at blive inde og lege med MineCraft-klodserne i frikvartererne. Det er jo ikke ringe. 

Han var hurtig i tøjet og vi fandt bussen hjem - han kan jo ikke cykle med en robotarm. Den er dog ikke mere i vejen, end han mente sig fuldt kapabel til at forcere en større bunke sne, der lå ved den hjemlige indkøbsmulighed, hvor vi stoppede og købte is til dessert.

Det er lige præcis derfor moderen helst ser ham inde i pauserne. Og sikkert også derfor skolens personale er enige. Nu kunne jeg række en hjælpende arm ud og sikre han kom godt ned. På den anden side havde han ret. Han kunne godt. 

Helt hjemme var der besøg af en flok måger eg en enkelt gås. Jeg fandt ikke ud af hvad de havde fundet, men de var lige ud for containerne, så jeg tænker nogen har tabt noget mad. Det er lidt voldsomt med så stor en flok store fugle. De synes omvendt vi var farlige og fortrak, da vi nærmede os. 

Senere kom Daniel, han lod Amalie blive hjemme, for en migræne trak op. Det var hyggeligt at se ham. Han endte med at lade barnet blive, så afleverer jeg i morgen, Amalie kan sove længe og Daniel kan tage  tidligt på arbejde. 

Vi er i gang med at læse Den fantastiske bus af Jakob Martin Strid. Oscar har ikke været rigtig vild med den, og jeg har gennemtrumfet at vi læser fem sider, hver gang han sover her. Lige pludselig, mens vi sad og læste til aften, fik han sagt at den faktisk er ret spændende, og han synes vi skal læse ti sider hver gang han er her. Vi læste ti sider og bussen er nu på vej. 

Nu sover barnet de uskyldiges søvn, og jeg nyder at der er ro på. 

7 år

 

Jeg er hjemme igen efter en skøn uge på Fyn sammen med tre ottendeklasser. Jeg er træt, trætheden sidder stadig i kroppen, men jeg er også klar til at tage af sted igen, hvis jeg fik chancen. 

Og jeg har en del at fortælle. 

Men først:

I går fyldte Oscar syv år, og familien var kaldt til samling. Han har tabt en tand og ønskede sig brændende en computer. Så brændende at han gerne ville have det til at stå på kagemanden. Der var desværre ikke plads til hele sætninger, så han måtte nøjes med mindre. 

Jeg var hjemme fra Fyn hen ad fredag eftermiddag, Emilie dukkede op hen under aften, nu med fint nyt kørekort, der passer til bilen. 

Lørdag havde vi god tid, inden vi fandt klapstolene i kælderen og gik mod fødselsdag. Der var fyldt i den lille lejlighed, men alle var glade, og så er det nemt at være mange.

Han havde i forvejen fået et nyt værelse - eller en makeover. Amalie har forvandlet værelset til et Minecraftlandskab med et træ  i hjørnet, skyer i loftet, streger på vinduesglasset og TNT langs sengekanten. Det er blevet ret sejt. Vi var en del, der havde skillinget sammen og jeg vil tro de sidste penge gik til gamerstolen, som passede til den computer morfar havde investeret i. 

Det var et glad barn, som måtte vente på at Minecraftspillet blev downloadet, inden han kunne tage den i brug. Ventetiden brugte han på at sidde i den nye stol ved skrivebordet på hans værelse. 

Det var her omkring jeg tænkte at det var tid til at tage videre. 

Endnu et år

 

11. februar blev ganske som 11. februar skal være.

Med ferie havde jeg ikke travlt. da jeg stod op i morges. Jeg har ryddet op, købt ind og lavet mad. Inden jeg hentede Oscar og vi kørte hjem. Jeg troede han ville hjælpe med at lave chokolademousse, men det gad han ikke. Han havde vigtigere sager for. Så lavede jeg det bare selv. 

Anders nåede hjem inden Oscar forældre ankom, friske fra job.

11. februar er Daniels fødselsdag, og 11. februar laver vi altid middag, hvis vi kan. Faktisk har vi kun udsat det en enkelt gang, for et par år siden, fordi jeg var virkelig syg. 

Med job i Københavns Kommune, falder vinterferien nu på Daniels fødselsdag. Vi har før brugt vinterferien på at rejse. Det kunne vi godt finde på igen. Spørgsmålet er, om det kan passes ind omkring d. 11.?

Maden var vellykket, alle var glade, vi have en hyggelig aften og Oscar var mere end grydeklar, da de pakkede sammen og tog hjem igen. 

I næste uge har både Oscar og far vinterferie. Vi skal lige finde ud af hvordan det passer sammen med onsdag og mine arbejdstimer. 

Tillykke med de 31 år

Vævede vaskeklude til min mor

 

Fødselsdagskludene til min mor, var endnu ikke færdige. Jeg havde vævet, jeg havde vasket og stoffet lå klar til vider forarbejdning. 

Efter end vævning, lå stoffet et par dage, før jeg fik det vasket. Derfra gik jeg lidt rundt om mig selv, arbejde fyldte, og selvom jeg godt vidste at det ville være en rigtig god ide at klippe og sy, inden vi tog mod Tyskland, tog den ene dag den anden, uden jeg nåede videre.

Først da jeg endelig kunne lægge skolen bag mig, dagene med forberedelse, i de første dage af elevernes sommerferie, var slut og pakning mod fjorten dage hjemmefra stod for døren, fik jeg fundet stoffet frem, klippede og syede.

Det var dagen før vi tog af sted. Altså i sidste øjeblik. 

Men jeg nåede det. Billederne tog jeg vel hjemme igen, inden jeg pakkede ind. 

Projekt: Vaskeklude af eget vævet stof.

Materialer: Økotex-certificeret bomuld vævet til stof på rammevæven. 

Jeg endte med et stykke stof på 444 x 25 centimeter vasket og tørretumblet stof. 

Stoffet ændrede karakter gennem vævningen, hvilket betød en flok klude, der alle har samme trend, mens islættet skifter og giver en bunke, der helt sikkert er i familie, men ikke er ens.

Søstre - men ikke tvillinger. 

Størrelse: Jeg endte med 14 klude på cirka 25 x 25 centimeter hver.

Bemærkninger: Jeg målte, regnede, dividerede og kom frem til at klippe stykker på cirka 31,5 centimeter hver. 

Før jeg klippede, målte jeg op og satte nåle i stoffet. Derefter lavede jeg to smalle zigzag ned gennem stoffet, trådret, så jeg så vidt muligt, zigzaggede over en tråd i stoffet. Derefter kunne jeg klippe mellem zigzaggerne, og dermed sikre at stoffet ikke trevlede, inden det videre arbejde. 

I enderne af stoffet zigzaggede jeg også, inden jeg klippede alt det overskydende trendtråd af.

Jeg foldede hver ende om cirka 1+1 centimeter. Det bliver hurtigt lidt mere i det forholdsvis tykke hjemmevævede materiale. Ombukkene syede jeg med lige sting og en grå tråd. Grå forsvinder lettest, når der er mange farver at forholde sig til. 

Endelig gav jeg alle kludene en gang damp med strygejernet. Og så var de klar til brug - eller at give væk.

Vil du se flere billeder af kludene, kan de ses på Ravelry.

Vævet bomuld

 

I juli fyldte min mor firs. Hun ønskede sig mest oplevelser, men jeg havde lyst til noget andet. Allerede en gang sidste år fyldte jeg op på bomuld i farver jeg tænkte min mor ville kunne lide, og i juni satte jeg trend på væven.

Jeg ville væve vaskeklude.

Jeg har gjort det før, og selv er jeg meget glad for resultatet. 

Det var selvfølgelig nødt til at være hemmeligt.

Jeg er helt sikker på at helt almindelig bomuld 8/4 ikke er beregnet til at væve med, men det virker altså ret godt.

Jeg havde en deadline, der hed noget i retning af inden vi tog på ferie, og det nåede jeg. Vi tog på ferie d. 4. juli, vævningen var færdig 19. juni. Derefter manglede jeg vask, klip og at sy klippekanterne op.

Projekt: stof til vaskeklude.

Garn: Økotex-certificeret bomuldsgarn, dels købt til formålet, dels fra kassen med bomuldsgarn.

Jeg købte Bumbo Print Økotex-certificeret bomuld i farverne Grå og Rainbow, og brugte det til trend og den første del af vævningen. Jeg vidste godt det ikke ville være nok, men vidste også at jeg havde mere i farver der virkede til formålet hjemme. Samtidig kan jeg godt lide at hele stykket ikke er helt ens, når det alligevel skal klippes op i mindre stykker - der dermed passer sammen, men har et tvist.

Det er også en god måde at få brugt nogle af resterne på.

Jeg endte med et forbrug på 358 gram. 

Kam: 30/10 - det vil sige 30 tråde pr ti centimeter. Det er den kan jeg bruger til bomuldsgarn. Jeg har ikke prøvet andre, men jeg synes det giver et godt stof.

Da jeg for et par år siden vævede klude første gang, satte jeg streger på kammen, så jeg ved hvor bredt det skal være. Jeg brugte stregerne til at tælle efter hvor mange trendtråde jeg skulle bruge. 

Trend og islæt: Jeg brugte det grå og regnbuefarvede garn til både trend og islæt. Jeg stribede trenden så der er to tråde af hver farve hen over hele det vævede stykke. To ensfarvede og to multifarvede. Det giver et fint farvespil hen over det vævede. Eller det gør det lidt sjovere.

Jeg væver islættet på samme måde. Frem og tilbage med en ensfarvet og frem og tilbage med en multifarvet. Jeg startede med den grå og den regnbuefarvede, til jeg løb tør for de to farver.

Jeg sætter islættet op, så den ene farve starter på den ene side af trenden, den anden starter på den anden side af trenden. Det giver en tunget kant, fordi den nye farve for hver stribe, skal løftes over en stribe af den anden farve, når den starter op. At det sker i begge sider, gør kanterne ens. Det kan jeg godt lide. 

Når en farve slap op, satte jeg en ny farve til fra kassen med bomuldsgarn. En ensfarvet blev skiftet ud med en ensfarvet og en multifarvet blev skiftet ud med en multifarvet. Jeg synes at den ensfarvede er med til at give et roligere resultat, end havde hele væven været fyldt med multifarvet garn. 

Jeg havde to af de multifarvede Bumbogarner liggende, som jeg vidste jeg ville bruge til projektet. Farverne hedder Regnskov og Ocean. Jeg fulgte op med et par grønne og en blå som de ensfarvede. Farverne skiftede ikke samtidig, hvilket giver flere farvesammensætninger hen over det vævede.

Jeg væver helt almindelig lærredsvævning. Jeg har endnu ikke forsøgt mig med andet. På en eller anden måde har jeg heller ikke behov for det - endnu. Jeg har set smukke vævemetoder, der måske, måske ikke, på et tidspunkt skal prøves af.

Størrelse: Frisk fra væven målte det lange vævede stykke stof 460 x 27 centimeter. Efter vask ved 60 grader og tørretumbling, havde det samlet sig og målte nu 444 x 25 centimeter.

Jeg tørretumbler ikke meget af mit vasketøj - som regel kun håndklæder. Er der på ingen måde plads til at hænge sengetøj til tørre, ryger det også i. Det er som regel kun midt om vinteren, det kan være nødvendigt. 

At jeg tørretumbler et vævet stykke som det her, handler om at jeg vil sikre at det trækker sig så meget sammen som muligt. Jeg plejer i øvrigt også at vaske de færdige klude sammen men håndklæderne, og så får de også turen i tumbleren. 

Jeg kan godt lide den blødhed der følger med. 

Bemærkninger: Jeg lavede med vilje en lang trend, der vist var i omegnen af fire en halv meter. Jeg ville have så mange klude som muligt. 

De tungede kanter er jeg stadig vild med. Jeg er ikke overbevist om, at det er den rigtige måde at gøre det på. Men det er jeg ærlig talt temmelig ligeglad med.

Seks år

 

I sidste uge startede Oscar i skole. På fredag fylder han seks år. 

Da jeg hentede ham i onsdags - med nyt skema er Oscardagen dette skoleår onsdag - havde ingen fortalt mig, at barnet fik farvet håret i anledningen af skolestart. Jeg kunne ikke se ham, jeg ledte efter et barn med noget lysere hår...

Han fandt mig. 

I dag blev fødselsdagen fejret. 

Det var hyggeligt. Ønsket var Lego, og mens min søster havde købt en kassefuld, har vi lovet ham en tur til Legobutikken på Strøget, når vi næste måned skal have ham en hel weekend. 

Anders er spændt på hvad han siger til fyld-selv-reolen.

Det var nogle skønne timer, med tid til at få fulgt op på alt muligt. Det er længe siden jeg har set min søster, hun står for en flytning og er ved at rydde ud. Det nød jeg godt af. Min mor og Annelise kunne desværre ikke deltage, til gengæld er jeg sikker på de har en fantastisk tur rundt i en del af Norge sammen med gode venner.

Oscar havde en fest, og nød godt af at onkel Noah aldrig holder op med at synes det er fantastisk at lege.

Klokken blev meget mere, end jeg havde regnet med, inden vi pakkede sammen og gik hjem igen.

Jeg havde klapstolene fra kælderen med under armene på vej ud. De blev siddet på, og jeg kunne tage dem med hjem igen.

Og dermed var en skøn dag godt brugt.

Tillykke med de firs år

 

I fredags fyldte min mor firs år. Egentlig ville hun ikke holde noget, men børnepigerne (Victoria og Emilie) tilbød at hjælpe og hun lod sig overtale. Min søster og jeg blev inddraget og i går kunne vi mødes, familie og venner, for at fejre hende. 

I fredags kørte Emilie og jeg mod Vanløse. Undervejs købte jeg blomster og med havde jeg også en lille engel, Anders og jeg fandt i løbet af ferien. Min mor holder meget af engle, så det var det helt rigtige. 

Vi mødtes med min mor, Annelise og Victoria for at dække bord og gøre klar til festivitasen. Min mor havde lånt cafelokalet i det lokale ældrecenter, der skabte en fin ramme og ligger i kælderniveau, hvilket viste sig at være skønt i forhold til varmen. 

Lige udenfor ligger en legeplads, for ældrecentret deler plads med både børnehave, vuggestue og et kollegie, og kalder sig et centrum i lokalsamfundet. Legepladsen er lige nu beboet af måger med unger. Vi måtte gerne bruge legepladsen og de tre børn, der var med måtte gerne lege, når bare der var voksne til stede og ingen generede mågerne. 

Ingen generede mågerne og min mor havde en skøn dag - efter eget udsagn. Det er jeg glad for. Det var glade mennesker der mødte op, mange kendte jeg, med der var også gæster fra de fællesskaber min mor har, som jeg har hørt om, men aldrig mødt. 

Det er dejligt at kunne sætte ansigt på dem jeg hører om. De havde det vist på samme måde. 

Victoria havde skrevet en sang, Emilie havde lavet fyldt chokolade og en veninde havde kreeret en kage. Sammen med god mad, dejligt selskab og gode snakke, blev det en skøn dag.

Vi ryddede det hele op og fik alt båret hjem til min mor eller Annelise. Cyklerne var god hjælp. Min mor bor nærmest ved siden af, så det var nemt. Aftensmaden i dag er også nem, for vi fik rester med hjem. 

I dag er jeg træt. Det er godt jeg har ferie. 

Tillykke mor, det var dejligt at være med til at fejre dig. 

Helt ude på landet

 

For enden af S-banen, og efter en bustur på omkring ti minutter, står stolen højt over det danske land. Det gjorde den i hvert fald i fredags.

Vi var inviteret til fødselsdag. Ikke en hvilken som helst fødselsdag. Det var en af de store. Hele tres somre kan Bettina nu tælle. 

Jeg mødtes med Anders på Husum Station, da arbejdsdagen var slut. Derfra gik turen med S-toget mod Frederikssund og den der bus. Vi blev sat af ude på hovedvejen og gik forbi heste, harer og masser af grønt. Vi gik gennem landsbyen med kirke og præstegård, inden vi nåede frem til Bettinas hus, have og terasse. 

Det var en hyggelig eftermiddag og aften. Tiden løb, og pludselig var klokken meget mere end forventet. 

Sådan en fødselsdag sætter ansigter på mange af de mennesker, jeg har hørt om gennem de sidste mange år. Det var også et gensyn med Bettinas døtre, som det er længe siden jeg sidst har set. 

Vi fik et lift til stationen og kørte tilbage med S-toget mod Husum. Her var vi mere end almindelige heldige, da bussen kom, netop som vi nåede op til toppen af trappen. Jeg plejer at den køre, når jeg står af toget.

Hjemme gik vi begge i brædderne, efter en skøn dag. 

På tur i Rødovre

 

Min telefon har indbygget skridttæller. Det er længe siden, der gik sport i at nå det daglige antal skridt. Det er temmelig nemt på hverdage, hvor jeg hurtigt når op på dagens antal, men i weekenderne kan det være lidt sværere. 

Jeg har tit fem dage med målet fyldt og to dage uden. Men telefonen er jo ikke dum. Eller rettere appen der huser skridttælleren er ikke dum. Der er en indbygget streek, for den kommer op med hurraråb og finde diplomer, når antallet af dage i træk, målet er nået runder det ene og det andet. 

Siden pinsen, hvor vi var i Sverige og jeg pludselig havde gået hen over en weekend og fået klap på skulderen (det er ikke længe siden jeg nulstillede min telefon, så alting starter jo forfra), er der gået en smule sport i at nå til næste mål.

I går manglede jeg stort set alt. Jeg gik en tur i nærområdet og fik lyst til at vise de fine sider af forstadsidyllen. For selvom vi har masser af beton og jeg skal gennem industrikvarteret, er der også fint. Og meget grønt. 

Jeg tog ingen billeder i går, jeg tænkte det bare, men turen blev gentaget i dag - næsten. Denne gang sammen med Anders, med kameraet fremme og med et pitstop undervejs.

Jeg manglede ikke helt så mange skridt i dag, for i formiddags tog vi hinanden i hånden og gik ned til skolen, hvor vores valglokaler holder til. Her var den valgtilforordnede lige ved at tale over sig, da der åbenbart stod på skærmen, da hun havde scannet mit kort, at vælgeren har fødselsdag i dag. 

Hun blev meget rød i hovedet, jeg synes nu nok hun kunne have ønsket tillykke. Jeg fik lov at stemme og vi gik hjem igen.

Senere gik vi ud igen. Denne vej i modsat retning og i mod ruten, der kan give gode skridt i tælleren, når det er nødvendigt.

Turen starter hjemme foran boligblokkene vi bor i, derfra går vi mod Branddammen. Vejen går gennem industrikvarteret,  der er fyldt med kedelige industribygninger og mere eller mindre spændende erhverv. 

ved branddammen kunne vi have stoppet og kigget ud over vandet, mod fugleliv og åkanderne, der er blomstret siden søen blev renset for et par år siden.

Vi stoppede ikke. I stedet gik vi ad stien mod Irmabyen, forbi Espevangen og det store børnehus, der blev bygget i forbindelse med irmabyens udvidelse. 

Vi drejede hen over den store plæne, der er gennemskåret af stier, mod legepladserne for både børn og voksne, Efter legepladsen går turen videre gennem Espelunden, forbi tennisbanerne, gamle træer og buske af gigantiske dimensioner.

Midt i Espelunden ligger Espehus Kro. Der har været traktørsted de sidste 125 år, inden da var der plantage og bondegård. Stedet har haft varierende udbud, kvalitet og ry gennem de år jeg har boet i Rødovre. Den nuværende forpagter har skabt noget nyt og selvom det stadig er kromad, er det et helt andet niveau. Godt og ikke helt billigt. 

Vi havde bestilt bord til en sen frokost. Traditionen med sushi i det grønne på min fødselsdag blev for en gangs skyld slået på målstregen. Det var der flere grunde til. En af dem at Emilie ikke var hjemme i dag. Hun havde en dobbeltvagt på plejehjemmet, og sushi i det grønne uden Emilie, er ikke helt det samme. Noget andet var at vejret havde lovet byger og selvom solen skinnede, var der med mellemrum vådt, og godt i stedet at sidde inde i varmen.

Jeg har været på Espehus Kro før, med tøserne, og vidste at vi kunne forvente noget rigtig godt. Anders var temmelig meget i tvivl om hvad han kunne forvente, blev mere en almindelig glædeligt overrasket og er klar til en gentagelse en anden gang. 

Mætte og begge klar til en smule finsovning, pakkede vi os sammen og gik videre. Videre mod de store rododendron, der står over hele Espelunden, inden vi igen gik gennem Irmabyen. 

Midt i den nye bebyggelse står det gamle tårn, der vist er bevaringsværdigt og måske fredet. Jeg ved det ikke. Udenom er der bygget i mange niveauer og til mange forskellige mennesker i alle aldre i tankerne. Langs vejene, der hedder ting som Kaffevej, Moccavej, Risterivej, Plantagevej og Irmavej er der en gennemgående hyggelig stemning, med grønne områder og plads til de fleste. 

Vi gik ad en anden sti over broen ved søen og plænen, inden vi igen gik ad stien tilbage mod brandammen, industrikvarteret og helt hjem. 

Inden vi forlod området fløj et fly under skyerne over os. Anders blev nysgerrig, kendte ikke modellen og ville gerne vide mere. Jeg er mindre velbevandret i fly, kunne se vinger og høre flylyd. Det er ikke nok for Anders. 

Der stod et par skridt mere i tælleren end nødvendigt, da vi nåede helt hjem.