fredag den 30. oktober 2009

Kappe og forklæde


servering

Med Matador som forbundsfælle og Agnes som forbillede, har de sidste to formiddage skabt grundlaget for servering med stil til lørdagens gallamiddag på årets hyttetur.

… Jeg må hellere pakke ..

Inden jeg skal videre og med 2 gange tog og 2 gange bus afsted med 27 unger lige midt i myldretiden – Jeg tror vi får en weekend med mange sjove oplevelser :)

torsdag den 29. oktober 2009

Når forbud virker


Sådan en aften om alkohol og fester inkluderer efterhånden også en snak om rusmidler. Her står jeg af. Eller det vil sige, jeg synes det er fint og godt at vende problematikken omkring andre rusmidler end alkohol og snakke lidt om virkninger af både dette og hint.

Man at jeg skal fortælle ungerne (og stå ved det) at forbud virker – Det kan jeg ikke. Og jeg vil ikke! Jeg gør det heller ikke.

For alle ved at forbud virker ikke, og skulle jeg være i tvivl, kan jeg bare spørge ungerne – for de ved det godt!


Mens jeg kører hjemad kommer jeg til at tænke på Pernille – 15 år: Det der hash, som alle sagde var forfærdeligt og farligt og egentlig ikke fortalte voldsomt meget andet om …. det lød egentlig ret spændende, og som noget jeg godt kunne finde på at prøve en dag…

Tankerne går videre til Pernille – 16 år: Vi havde i klassen besøg af en gammel hasher, der fortalte om sine egne oplevelser - på godt og ondt. Han gik klart igennem, da han fortalte om hvordan han ikke kunne huske store perioder af sit liv, og hvordan han ikke kunne udføre de simpleste finmotorisk bevægelser – skrue skruer i eller sådan.

Og ved I hvad? Det der hash mistede øjeblikkeligt tiltrækningen, det behøvede jeg faktisk alligevel ikke prøve.

For forbud virker ikke – det gør til gengæld oplysning!

Sådan en ganske almindelig torsdag


Efterårsløv

Efteråret med alle dens smukke gyldne farver er allesteder. Selv lige uden for min hoveddør her i betonforstaden har træerne skiftet farve og stod i formiddags brændende mod en klar blå himmel.

Dagen i dag har budt på lasagne, der skal være klar til fredag aften, når vi rammer den lejede hytte og kan se frem til en weekend med larm og sjov og arbejde.

27 unger er tilmeldt. Det er efterhånden mange år siden, vi sidst har haft så mange med, og så er det rart at aftensmaden er klar til at sætte i ovnen og varme op efter en rejsetid på to timer med bus og tog.

Dagen bragte også lettelse. I går oplevede jeg en bekymring, omkring et barn. Jeg har nogen fantastiske kolleger, og selvom vi nåede at snakke med chefen, for lige at vende om det var noget vi eller måske hellere skolen skulle følge op på, var ingen i tvivl om at bekymringer skal tages alvorligt.

I går blev det ved snakken og aftaler om handling i dag. Men inden vi nåede så langt, dukkede barnet selv op med lettelse til følge. Det er ikke nu der skal handles. Det betyder ikke, det kan blive aktuelt en anden gang – men lige nu er det ikke nødvendigt.

Uanset bliver bekymringerne mindre, bare det at jeg bliver hørt og taget alvorligt.

Dagen er ikke slut endnu, Lige om lidt går turen til en anden af kommunens skoler og tre 7. klasser, der skal tale okm alkohol. De kan ikke selv stille med pædagoger til at tale med eleverne, så det gør vi. Jeg skal sammen med en fantastisk kompetent og helt unik kollega tale med ungerne om alkohol, påvirkninger, om det at passe på hinanden, udvikling af pandelapperne, fester og hvad der ellers dukker op.

Det bliver spændende, men jeg kan også mærke sommerfuglene, for det plejer at være “mine egne” børn, dem der går på “min” skole, og som jeg kender og har en lettere tilgang til, end sådan en folk helt fremmede teenagere.

Samtidig skulle denne flok efter sigende allerede være godt igang med eksperimenterne, så der er lagt op til en aften fyldt af gode historier.

Oktobersokker


Through the loops lancerede en sokkekalvakade med 5 dele af samme sok i begyndelsen af oktober.

Jeg hoppede på, for det kunne være sjovt at se, hvad det blev til. Jeg er ellers ikke begejstret for pinde str 2½, men når der ikke der skulle skrikkes mere ad gangen, var det alligevel sjovt.

Sidste del kom i morges og nu er de færdige, sidste tråd er hæftet og selvom de måske er lige store nok, ryger de i bunken med sokker til ungernes kalendergaver.

Jeg er stadig ikke begejstret for så små pinde og jeg er egentlig heller ikke særlig vild med hulstrik i sokker. I virkeligheden er det nok fordi jeg vil have sokker – tykke varme sokker og ikke strømper, for helt ærligt, disse er slet ikke sokker, men strømper.

Nu håber jeg bare Emilie vil have strømper :)

Knivskarpt


Anders har altid lavet mad. I en periode har han tilmed arbejdet som kok.
Som alle andre, der arbejder (uanset om det er professionelt eller på et andet plan) med et fag, skal værktøjet være i orden.

Hans egen slibesten har set bedre dage, så i aftes havde han lånt firmaets store slibesten med hjem, og samtlige knive fik en tur.

Det larmer sådan noget, egentlig ikke fordi det er højt, mere fordi lyden af knivsæggen mod slibestenen mider mig om kløer mod en tavle eller gafler på en tallerken.

Hårene rejste sig, mens jeg sad i sofaen og forsøgte at slappe af og være produktiv. Heldigvis er han effektiv, når først han går igang. Så der gik ikke længe, før jeg kunne overlades til mig selv og mine hæklerier.

Her til morgen fik alle træskafterne en tur med bivoks, også den gamle Rådvadkniv, der var en del af et sæt med forskærergaffel til, mine morforældre fik i bryllupsgave.

Gaflen var allerede væk, dengang jeg drog på efterskole med mormors krydderkage i bagagen og fik kniven, der dengang ikke kunne bruges til meget andet end kagekniv, for skarp var den ikke – det var lige indtil Anders for år tilbage fik fingre i den. Det er god kniv, fra dengang der blev lavet kram.

Og  hvis vi ikke kunne det før, kan vi helt sikkert nu skære alle de tomater, det skulle være i meget tynde skiver.

Jeg er muligvis forvent, men hvor er skarpe knive en fryd at arbejde med.

onsdag den 28. oktober 2009

Hæl og tå


Næste torsdag, den 5. november holder vi endnu engang strikkeaften herhjemme. Som et ekstra besluttede vi sidste gang at dedikere denne aften til sokker.

Siden har jeg forsøgt mig med sokker strikket fra tåen, og da Henriette flere gange har ytret ønske om både at lære det ene og det andet, kan jeg mærke håndarbejdslæreinden stikke hovedet frem og begynde at tænke undervisningsmateriale.

I første omgang forestillede jeg mig sokker i forskellige stadier, for bedre at kunne vise. Men som dagene går og de små grå roterer, dukker også tanker om nedskrevne anvisninger frem.

Tankerne, ideerne og viljen er der… men om jeg når det er stadig lidt uvist.

Lige nu handler alt meget mere om hyttetur og lørdagens gallamiddag… jeg tror jeg er nødt til at sy en kappe og et lille forklæde. En sort kjole eller nederdel kan jeg vist godt fremskaffe…

Morgenstemning


morgenhimmel

Den smukkeste morgenhimmel viste sig i morges, efter en tirsdag, der endte helt i sort.

I hjemkundskab har 7. klasserne for noget siden lavet indisk, og en af drengene har længe gerne ville lave det samme en tirsdag aften. Det ene efter det andet kom i vejen, og endelig i går, var det tid.

En tur forbi Centret skaffede os alt det, den lokale Netto ikke kunne klare og efterfølgende stod det på naan-brød, raita og et par retter mere jeg allerede har glemt navnet på.

Uanset navne smagte det fantastisk, og mens vi sad og hyggede over maden nåede vi ud i en intern joke, der helt sikkert kommer til at leve længe og gav grin i en størrelsorden der muligvis skabte overtryk, men i hvert fald en hovedpine jeg aldrig kom af med.

En lang aften, der også inkluderede dessert af revne gulerødder, kogt i mælk, derefter stegt på panden og tilsat sukker og rosiner. En meget mærkelig blanding, der både lød og så spooky ud og smagte i en hel anden bolgade end forventet. Havde jeg lukket øjnene og ikke set det der kom i munden, havde jeg gættet på kage – af den meget søde slags.

Vi var trætte til sidst. Mens den kokkenrede dreng formåede af brænde olien til desserten på, lavede jeg oversvømmelse. Alligevel så køkkenet helt normalt ud inden vi tog hjem og i dag venter ugens produktion af dej sat på køl i aftes, til den ene plade efter den anden fuld af boller – en enkelt endda med mærkeligt fyld, der udløser både sjov og panik og lidt ekstra at købe for i baren… hvis altså indholdet bliver spist. I dag kunne det godt være en skefuld af de sjove gulerødder.

Hjemme gik jeg i brædderne, hovedpinen holdt ved. Jeg vågnede ved siden af en Sovende Emilie, for hun skulle puttes.. og gad vide hvem af os der først faldt i søvn.

Inden jeg gik omkuld endnu engang – denne gang i egen seng – fik jeg overtalt Anders til at slå en dej sammen, så også den hjemlige husholdning kunne få varme boller til morgen.

Jamen, sagde han, jeg kender ikke opskriften!.. Som om han nogensinde bruger en opskrift… men så er det godt at kunne henvise til sin egen blog, hvor opskriften allerede står… Jo, vi fik varme boller i morges.

Skyerne begynder at trække sammen ude, og jeg håber på tørvejret holder, til jeg når frem til ugens formiddagsmøde.

mandag den 26. oktober 2009

Kørselstrængsler


Jeg gad godt være ejer af både kørekort og bil… når det står ned i stænger, som det gør lige nu, og Tøsebarnet ringer og fortæller, at hun har ventet det meste af en halv time på en bus, der efter køreplanen kommer med ti minutters mellemrum.

Bussen er på vej – med et Tøsebarn, der har vabler på fødderne og mener det kommer til at tage timer at gå den ene kilometer, der er fra bussen til hun er hjemme.

Godt vi har tørt tøj og godt jeg kan sætte vand over, og have en kop the færdig til hende, når hun træder ind ad døren.

Små sedler


Det skal ikke være nogen hemmelighed at ud over det hyggelige i at give væk, var jeg også en smule nysgerrig efter at se hvor mange, der ville pippe lidt, som måske normalt ikke gør det.

charms

Lige inden Emilie gik i seng i aftes, fik vi klippet små sedler, skrevet og foldet, før de alle havnede i en dåse og rystet godt. Emilie lukkede øjnene og trak. 1 – 2 – og 3 blev det til, før jeg fik hende stoppet.

Så nu er det afgjort. De sjove charms bliver sendt til Lise, Bettina og Hold Masken, lige så snart jeg har adresser at sende dem til.

Tak fordi I ville være med.

Slow weekend


Ungerne var hjemme i efterårsferien og pludselig var der gået temmelig lang tid uden besøg hos Farmand. De glædede sig og tog afsted i højt humør. Et pludseligt skift i togtrafikken, der satte spørgsmålstegn ved om, de ville nå lyntoget fra Høje Taastrup satte dog gang i en lettere panik med flere telefonopringninger til følge.

De kom godt afsted, nåede toget og blev hentet i den anden ende.

Tilbage sad jeg, for Anders tog på arbejde lørdag for at ende aftenen ved et svendegilde, der trak ud og blev helt så drengerøvsagtigt som det kunne ønskes.

Hjemme trak jeg stikket ud, placerede mig i sofaen med udsigt til 24 afsnit af Matador og hygge med garn.

Jeg har strikket, hæklet og hæftet ender i en uendelighed mens langt størstedelen af den Korsbækske Danmarkshistorie har løbet over skærmen. Kun afbrudt af et par udflugter for provianteringens skyld og en enkelt tur til biblioteket, har jeg siddet inde med tændte stearinlys og totalt afskåret fra den omkringliggenden verden.

Søndag aften holdt jeg en pause og hentede ungerne ved stationen, snakkede, hyggede, spillede og læste højt før de endte i deres senge og jeg igen satte mig med strikketøj og afsnit nummer 20.

Som et af projekterne har jeg strikket sokker og kan nu lægge første afsnit af årets praktiske decembermorgengave væk. Hvor praktisk det i sidste ende bliver, ved jeg endnu ikke, men jeg ved at begge unger gerne vil have sokker – og hvorfor så ikke pakke dem ind.

Et besøg på nettet gav mig adgang til sokker strikket den anden vej og det første par strikket fra tåen og opad er ved at se dagens lys. Det er smart, når et nøgle skal række til en sok. Så længe foden er lang nok, fortsætter benet bare til der ikke er mere garn. Det skal prøves igen og selvom der allerede er regnet lidt på første par, kræver det nok endnu et par beregninger inden opskriften hænger helt fast og synes rigtig for mig.

Nu er det mandag og med sene mødetider kan weekendens slowmotion trækkes et par timer mere, før hverdagen starter med planer om weekendens hyttetur – det bliver så godt og jeg glæder mig.

fredag den 23. oktober 2009

Tøsestøvler


Mens Ungersvenden har haft den samme størrelse (meget store) fødder gennem de sidste år er Tøsebarnet nået den periode, hvor alting vokser i meget store ryk.

At hun derfor pludselig kun havde et par sko, hun kunne være i og de bestemt ikke længere var særlig geniale årstiden taget i betragtning, fik os ud og kigge efter nyt.

De sidste år har det været noget af et mareridt at købe vinterstøvler til hende, således også i år. Mens moderen hiver den ene praktiske, vandfaste og fornuftige støvle frem – som Tøsebarnet synes er grimme og afskyelige, finder samme Tøsebarn støvle efter støvle med små tynde såler – som moderen finder upraktiske (og grimme).

Et kompromis kan synes langt fra, men endelig fande vi noget til en pris, vi begge kunne gå ind for.

Nye snørebånd blev indkøbt, for de var lige kedelige nok, med sorte snørre.

Vinter – kom an!

tøsestøvler

Morgenglade morgenboller


Jeg bager stadig hver morgen, men jeg er begyndt at overveje om det er  det værd. Det virker lidt som om interessen er faldet i takt med at nyhedens værdi er væk. Måske forsvinder det lækre og gode ved friskbagte boller, når det bliver hverdag.

Jeg tænker tanker, og overvejer alternativer.

Ungerne synes ikke jeg skal stoppe bagningen, men når der hver dag er flere og flere til rest, kommer jeg uværgeligt til at tænke om det nu også er den helt rigtige fremgangsmåde.

De er nemme at lave, men måske er de lækrest sådan en søndag morgen og en enkelt gang imellem, og tanken om at kunne  sove en halv time længere lurer også et sted i vintermørket.

Skulle andre end mig have lyst til at forkæle familen med lune boller en kold efterårsmorgen kommer opskriften her:

 

8 boller

Start inden du går i seng aftenen før og find en skål, der er stor nok til at dejen kan hæve og ikke ende ud over hele køleskabet.

hæld 1/4 pakke gær, ½ spiseskefuld salt, 1½ spiseskefuld olie og 1 spiseskefuld honning eller sirup i skålen.

Både honning, sirup og olie findes i flydende versioner, og med lidt øjemål og sådan cirka, kan skeer undværes og opvasken formindskes.

fyld 3½ dl koldt vand på og rør rundt med en grydeske – eller en anden kraftig ske. Dejen ender nemlig med at være temmelig klistert og kan  med fordel røres med samme ske – og dermed undgå klistrede hænder, der behøver vask.

Hæld ca 150 gr havregryn og groft mel i blandingen. Jeg foretrækker ca halvdelen af hver, men der kan godt være lidt mindre havregryn. Grahamsmel og rugmel er som regel det jeg har på lager, og så skifter jeg lidt mellem de to muligheder.

Skal bollerne være lyse og lette og knap så grove, udskiftes det grove mel med durum.

Rør sammen og hæld ca 300 gr hvedemel oveni. Rør godt med grydeskeen, til alt er rørt sammen. Dejen bliver som sagt ret klistret – det er kun godt. Der sker noget i løbet af gæringsprocessen, så når dejen næste morgen tages frem igen, er den knap så klistert.

Det kan godt betale sig at eksperimentere lidt med, hvor klistert dejen kan være, og måske er 300 gr hvedemel for meget – det kommer lidt an på havregryn og det grove mel – men deromkring.

Hæld gavmildt med mel over dejen, dæk skålen til og stil den i køleskabet natten over.

Næsten morgen hældes dejen ud på et meldækket bord, deles i 8 dele, der hver især foldes uden at slå dejen ned, til nogenlunde runde kugler.

Lad bollerne hæve ca 20 minutter, før de bages ca 18 minutter ved 180 grader (i luftovn – er der ikke luft, skal temperaturen nok være 200 grader)

Skal der lidt ekstra sødt til, kan der eventuelt drysses sukker og kanel over bollerne inden bagning. Det plejer jeg at gøre ved omkring halvdelen af bollerne, der så fungerer som morgenmad, mens resten kaldes frokost og omdannes til sandwich.

 

God fornøjelse.

onsdag den 21. oktober 2009

Dagens grin


Med et nyt år og nye unger kommer også ønsket om omrokering. Der blev målt op, planer blev tegnet, møber klippet og alt tilrettelagt.

Jeg blev syg og der var ferie, derfor kom vi først i dag igang med at flytte rundt.

fire computere skulle skilles ad og samles igen. Ungerne hjalp – mægtige computerkompetancer, så jeg drømte ikke om at samlingerne ikke skulle være i orden.

Ikke så snart var netkablerne sat i, før pladserne var indtaget og spillet igang. Men ak, den ene skærm ville ikke. Mindst syv af de mest kompetente unger havde i løbet af de næste timer gang i ledninger, kabler og stik med mange tanker om hvad der kunne være galt.

Jeg lod dem om det – tænkte at jeg ikke kunne gøre det bedre. De ved ofte mere end jeg og den ene skærm har drillet, så måske var den stået af – det kunne godt være.

Computerspil i sådan en fritidsordning er ikke et enmandsspil, derfor var der også beregnet masser af plads til de tre rækker børn (drenge) der skal være plads til bag de spillende. Og derfor havde jeg ikke lyst til at mase mig igennem, for at kigge på en skærm, der på forhånd var dømt ude.

Først lige før lukketid, da ungerne forsvandt fra skærmene, slukkede jeg for begge computere bytte rundt på skærmene – bare for det tilfælde at det skulle være skærmkortet.. hvilket flere havde været inde på. Tændte begge computere…

Ping begge skærme virkede!

Helt ærligt, jeg går stadig rundt og klukker lidt over at ingen af de mindst 7 børn, der gennem dagen har rodet med kablerne, har formået at sætte kablerne rigtigt i… Her går jeg og tror de ved hvad de laver :)

Bogstavsjagt


VLUU L210  / Samsung L210

Jeg faldt over et godt tilbud i går – nye vinterstøvler til Ungersvenden.

Når jeg så står der med en størrelse 44 og kigger opad for at se sønnike i øjnene, må jeg pludselig indse at den lille purk, der raserede bogreolen – hev alle bøgerne ud, for selv at ligge på hylderne – ikke længere er helt så lille.

Men han er heller ikke større, end hjælp til lektier stadig kan bruges. Han skal skrive et essay  - at jeg synes det er en spændende opgave virkede ret underordnet. Vi brainstormede han valgte et emne, skrev lidt og vi brainstormede videre.

Han skal skrive om en passion, og valgte bøger og bogstaver. Midt under snakken om hvorhen han skal vende sit skriv, får han pludselig fremsat et paradoks, vi valgte at finde morsomt og overvejede om han kunne bruge konstruktivt.

For skægt det er det da, at Ungersvenden rent læseligt befinder sig midt i noget, der godt kunne betragtes som to ydergrupper. Hele hans familie kan groft sagt opdeles i to grupper – de intelektuelle læseheste og de ordblinde.
Der er faktisk ingen mellemting :)

tirsdag den 20. oktober 2009

Lyseblå


Annette har udfordret mig til endnu en gang farveleg. Sidste gang var det sjovt, så jeg hoppede på igen og gik på jagt efter lyseblå ting.

Jeg må indrømme at havde nogen bedt mig finde grønne ting, ville det ikke være noget problem, men alle andre farver kan det godt knibe lidt med. Den gule blev reddet af farver, perler og garn. Denne gang besluttede jeg at gå uden om netop de ting, for det skal sandelig ikke være for let.

Derfor her jeg også valgt at gradbøje lyseblå og vælge alt der tilnærmelsesvis kan kaldes blå, samtidig besluttede jeg at finde ting, der har en betydning for mig.

Så derfor:

    • Vasen min mor gav mig en jul for et par år siden. Den er købt på Læsø (så vidt jeg husker). De to fyrfadsstager, der bestemt ikke er blå, holder jeg meget af. Jeg fik dem af Lise, min fars kone, der døde alt for tidligt efter en opslidende kamp mod brystkræft.
    • Uret, der normalt hænger ude i gangen, og som jeg lavede med Anders’ kaffepassion in mente. Anders har senere malet spidserne af viserne flammende, for det var svært at se tiden på afstand.
    • De små øreringe med glashjerter Emilie har købt til mig, og som hun valgte med omhu, da der ikke var nogen grønne.
    • Kopper, kander og skåle med blå. Alt sammen udgået fra BedsteVenindens moders hånd. Hendes keramik holder jeg meget af, og har gennem tiden arvtaget ikke så lidt. Desværre kan hun ikke mere og selvom vi bruger kopperne hver dag, passer jeg også på og håber på en lang holdbarhed.
    • Diddlkort, købt dengang Diddl var hot og vi en sommer i Sverige havde glemt at få kort med. De er herlige og må gå ind under kategorien lyseblå.
    • En lille lerting Daniel engang har lavet. Dengang han gik på fritidshjem havde de både glasur og adgang til en ovn. Den er fin og har sådan et pudsigt udtryk i hovedet.
    • Endelig et billede min mor har lavet. Der er så mange motiver i det og vi bliver ved at finde nyt. Mit yndlingsmotiv er den lille pige med hvid bluse og mørkeblå nederdel, der står cirka midt i billedet.

mandag den 19. oktober 2009

Efterår


giganterne

Ferien er slut, med en første morgen, der gjorde det svært at komme ud af fjerene. Morgerne er kolde, heroppe under taget. Mens vi om sommeren har det alt for varmt er det isnende koldt om vinteren. Specielt om morgenen, når solen ikke har bagt på taget, kan være kolde.

Ungersvenden mente der skulle skrues højere op for varmen, mens jeg stadig er af den overbevisning, at når kun det er om morgenen det er koldt, så venter vi lidt med at åbne op for varmen, og holder mig til varmere tøj og tykke sokker.

Det var svært at komme op, med travlhed til følge og ture ud af døren, lidt senere end normalt. Emilie har stadig ingen cykel og regner bestemt med udsagnet fra den butiksansatte, der sidste lørdag mente at kunne skaffe en cykel hjem i løbet af 2 uger. Jeg venter og ser – og håber, men ved godt, det måske ikke er den cykel vi skal have.

Følger du mig ikke til bussen? Sagde hun og selvfølgelig gjorde jeg det. Godt med tøj på og ud i morgenkulden, der slet ikke var så kold, som jeg frygtede.

Men gråt – det strålende solskin fra i går, er udskiftet af en tung dyne af skyer, der måske varmer, men gør det hele lidt ekstra gråt. Overalt er der tegn på forfald, og de smukke brændte farver, der hører efteråret til, er allevegne.

Sommer med korte skørter, bare ben og lyse nætter er dejligt, men også andre årstider har deres skønhed. Efteråret med tykke sokker og varme drikke er også skønt og kigger man godt efter er der stadig masser af farveklatter overalt.

Giganterne står dyb mørkegrøn med alle bladene i behold – gad vide hvornår de ryger af? Andre træer og buske er nærmest sat i brand, mens de sidste bær og blomster lyser op med de røde kulører i flere farver.

I den gamle  sandkasse står rododrendron og en enkelt med en fin lille blomst, der slet ikke ved, det er den helt forkerte årstid.

Om  lidt venter varm the og kedelige opgaver – sikkert også lidt hygge og strik inden min første arbejdsdag, indkøb og Emilies lasagne i aften.

Hav en dejlig mandag

Flere tåbeligheder


Jeg er blevet rigtig god til at bage boller hver morgen. Dejen blilver blandet om aftenen efter en godt gennemprøvet opskrift, der mere og mere bærer præg af tilfældigheder. Ingen brug for skeer og alt for mange målebægre… det giver bare alt for meget opvask.

Op i skålen med lidt af det og det og hvad der ellers skal i. Blande, blande og skålen op på vægten, for lige at holde en smule hånd i hanke med hvor meget mel, der kommer i.

Ca og deromkring, nogengange lidt mere af det ene end det andet, men slutresultatet passer fint.

Altså indtil jeg den anden dag blandede og blandede og undrede mig såre over at mængden af mel ikke modsvarede mængden af væde. Hmm tænkte jeg og hældte mel i til blandingen føltes i orden. Gennemgik opskriften i hvoedet og mente bestemt jeg havde brugt mængder der svarer til alle andre dage.

I aftes skulle endnu en blanding af gær, mel, vand og hvad der ellers skal til, se dagens lys. Blande, blande og endnu engang alt for lidt mel.


???


…. Indtil det gik op for mig, vægten var indstillet til engelske pund og ikke kilo….

Hmm…!

Tåbeligt


linser

Det er både dumt og uigennemtænkt at tage sine linser af, når man er så nærsynet at alting skal inden for ti centimeter, for at være nogenlunde klart, og man ikke lige har styr på, hvor brillerne ligger….

søndag den 18. oktober 2009

Overflødighed


Giveaways er set flere steder rundt om i Bloglandia. Siden jeg fik de japanske piger fra Hanne, har lysten til også at give væk rumsteret stadig tydeligere. Det er så dejligt at få og glæden ved at give er heller ikke ringe.

Nu skal det være. Efteråret er over os, det grå og triste er ved at finde vej. Men derfor behøver alting ikke at være gråt og trist. Jeg har fundet lidt sjov frem, karabinhager med pynt, sjove ting og perler.

Om de skal hænge i buksestroppen, tasken, i vinduet eller et helt andet sted er der frit slag for. Charms der hygger og klirrer eller bare er sjove.

To stk er der – en grøn og en blå. Hvem der får hvilken trækker jeg lod om på næste søndag – d. 25. oktober - når ungerne er kommet hjem fra farmand, og Emilie kan agere Lykkens Gudinde. Alle der lægger en kommentar eller bare et lille pip er med.

Superhyggeligt


Må være overskriften til dagens brunch og hygge.

Jeg fandt blomster undervejs, i en lille kiosk på hjørnet lige inden BedsteVeninden. Kiosken, der ofte har alt det, man lige står og mangler.

Lige i døren var et udvalg af bundede blomster, der mest af alt lignede noget, der hører hjemme på kirkegårde. Ikke at det er noget problem, jeg mente bare ikke det var det helt rigtige signal at sende. Midt mellem alle begravelsesblomsterne, stod også et bundt chrysantemum, så dem snuppede jeg, og nu håber jeg bare de holder lidt længere end natten over.

BedsteVeninden havde været igang fra tidlig morgen – startende allerede i aftes og havde lavet mad til et mindre kompagni. Da vi alle havde proppet os til vi kunne trille, var der ikke gjort det store indhug.

Det hjalp lidt da Søster, med farmand og yngsteniecen drog hjemad med taskerne fulde af boller og brownies. Da ældsteniecens (måske) kæreste lidt senere kom, efter at have spillet kamp og med sulten i behold, begyndte bordet at være til at overskue.

Niece og (måske – det er ikke altid godt at vide i den alder) kæreste forsvandt, vi ryddede det sidste. Kager, boller, frugt og tilbehør forsvandt i dertil egnede bøtter og skåle, jeg fik kanelsnegle og brownies med i tasken og BedsteVeninden pakkede lidt ned til senere, før vi pakkede os sammen og gik ud i solskinnet.

Vi fulgtes mod Metroen, hvor BedsteVeninden skulle videre mod Amager og en aften og middagsaftale, jeg på cykel hjemad ad den grønne cykelsti.

Ved Diakonissestiftelsen stod en lysregulering, der har været udsat for en omgang tæv, men ikke har givet op. Selvom manden vendte med hovedet nedad, var der stadig lys i både den røde og den grønne model.

Solen skinnede, så jeg næsten blev blændet, selv iført solbriller og de skønneste orange og brændte farver lyste mig imøde fra alle sider.

Ved Damhussøen var der gang i fuglelivet og mange havde sat pladsen på hjørnet stævne med weekendens overskud af brød. Både små og store hyggede sig med poser fulde af brødkrummer, fuglene fløj både højt og lavt, over og under, og var temmelig svære at fange i farten.

Hjemme går dagen på hæld, solskinnet forsvinder i takt med at solnedgangen breder sig i horisonten. Emilie ventede med spil og hygge, inden jeg indtog computeren til en tur rundt og høre hvad andre har brugt dagen til.

Søndag morgen


Søndag er sidste dag i ferien. Hverdagen banker allerede på, for nyhedsbrevet, der skal være klar til i morgen, er jeg endnu ikke begyndt på. Det kommer til at vente lidt, for søndag er også BedsteVenindens fødselsdag.

Jeg har været tidligt oppe – tidligt for en ferie. Her er stille, begge børn har fundet overnatning andetsteds. Jeg har badet og hygget og skal snart afsted.

Endnu engang er vi lige gamle – BedsteVeninden og jeg, og hun har inviteret til brunch. Efter overvejelser ringede hun og spurgte om jeg ville komme, hvis eneste andre gæster er familie. Hun havde besluttet at kun de nærmeste ville der være plads til, men der blev også plads til mig.

Familien er ikke farlig. Jeg kender dem allesammen, med et langt venskab bag os, kender jeg dem, kender deres vaner og uvaner, har set niecer vokse op og forældre blive ældre.

Næste år må det være 30 år siden, hun stod der som ny elev i 3. klasse og som den nye og spændende pige hurtigt blev lagt beslag på af den førende pige i klassen. Men meget ændrede sig, og pludselig var BedsteVeninden den førende og kastede sine øjne på mig.

Gennem årene har vi med mellemrum set eller ikke set hinanden. Dengang jeg tog på efterskole skrev vi fliggigt sammen, dengang jeg startede på HF og fik weekendarbejde og gjorde rent på Hvidovre Hospital overnattede jeg ofte i hendes seng, det var tættest på. Hun var ikke altid hjemme, men jeg kendte stedet, kunne finde tallerkener og mælk til morgenmaden. Jeg følte mig hjemme og behøvede ikke andre end mig selv og en sludder med hendes mor.

Årene sammen med ungernes far fjernede os lidt fra hinanden. Vi havde nok i hver vores, kæmpede begge med forhold, der ikke gjorde os godt, men endte sjovt nok også næsten samtidig med at bryde ud og komme videre.

Jeg endte i et par lejede værelser med det mest nødvendige og ungerne. Hun boede næsten lige rundt om hjørnet og for alvor blev venskabet taget op. Vi snakkede hver dag – flere gange og alle weekender uden børn, var tilegnet hinanden.

Siden er jeg flyttet længere væk igen, har fundet manden i mit liv og opbygget nyt, men venskabet holder. Vi snakker måske ikke helt så tit, men vi ved hvor vi har hianden og intet er for småt til at blive vendt. Vi kender alle hinandens hemmeligheder og behøver ikke altid ord for at forstå.

Om lidt skal jeg afsted, og fejre en helt specielt person, der betyder mere end jeg måske ved.

Gad vide om det er muligt at finde blomster sådan en søndag formiddag på vej fra Rødovre til Frederiksberg…

lørdag den 17. oktober 2009

Gang i pindene


Ud over al hyggen blev der også strikket de sidste dage. Tunikaen til min søster, der ligger lidt hen på hverdage, blev fundet frem igen og nærmer sig nu et punkt, hvor der er ende på galskaben. Skørtet eller underdelen er ved at være færdig, og maskeantallet er halveret i forhold til start.

Dermed bliver det også mere klart at jeg ikke har garn nok. Jeg tror kun det drejer sig om 100, måske 150 gr garn mere, men kan jeg få det i samme indfarvning eller vil der være synlig forskel. Min tanke er at ærmernes nederste dele skal være af nyt garn, når bare der er lige meget på begge ærmer, gør det ikke helt så meget med en farveveksling.

Men så er det måske ikke nødvendigt med selvsamme farve, det kunne også være en anden nuance, og med det i baghovedet sad jeg i aftes og kiggede på Holst garn. Det gjorde det ikke lettere, for der er så mange farver at vælge imellem og hvordan er de i virkeligheden og hvilken skal jeg vælge…???

“Tjo” siger Anders, efter at vi sammen kiggede fire/fem forskellige farver ud. “Det er jo ikke spild af penge at bestille tre forskellige farver hjem – du bruger det jo alligevel på et tidspunkt. Er det ikke nærmere at betragte som en investering?”

Jo tænker jeg, og må hellere kigge lidt mere, inden jeg sender en bestilling afsted. Og så kan jeg få et farvekort med, til senere lejligheder – for mon ikke der kunne være basis for mere en anden gang…

Ud over Holst garn fik jeg også lige introdceret Nina for Cascade 220, og fandt en engelsk side med priser, der fik mundvandet til at løbe. Det kunne være garnet til Lærkes nye sweater, så Nina skulle bestemt hjem og kigge mere.

Undervejs kom der også clues til mulige julegaver og selvom dagen i går nærmede sig tilstande som efter et drukgilde, ser det alligevel ud til at der skete noget. Køkkenet fungerer, den store luftmadras er pakket væk og noget der kunne gå hen og blive de første julegaver er flikket sammen, mens Emilie sad klistret til skærmen og nægtede at skifte fra nattøjet.

Godt det samme, det var sådan en dag, hvor nattøj og morgenhår hænger rigtig godt sammen.

fredag den 16. oktober 2009

Gæstebud


De sidste indkøb blev klaret i løbet af fredag formiddag og jeg slæbte Emilie med forbi branddammen med et par boller til ænderne.

Hun ville ikke, synes det var en dum ide og brokkede sig hele vejen, men da først vi var der, var det sjovt nok og havde vi ikke flere boller?

Der var nu ikke mange ænder. Vi nåede at kaste halvdelen af de medbragte boller i søen, før fire ænder drejede om hjørnet og allernådigst nedværdigede sig i vores retning. Omhyggelige med kun at være i yderkanten af brødkrummerne smagte de sådan lidt sidelæns på udvalget, før de lod al værdighed ryge over bord og grådigt kastede sig over resten.

Senere dukkede to ænder mere op, men da havde vi ikke flere boller og turen gik hjem igen.

Vi snakkede om at ungerne kunne gå forbi i løbet af lørdag, men det blev aldrig til noget. Måske Emilie får lyst senere i dag, hvis regnen stopper og det når at klare lidt op igen.

Vel hjemkomne dukkede første del af selskabet op og ture blev gået, før resten ankom fra Jylland og et hastigt ophold i Nyborg.

Fredag eftermiddag og aften samt hele lørdagen er blevet nydt. Michael fik puden i øjesyn og prøvede virkelig at være diplomatisk, men måtte med hovedrysten alligevel spørge hvad, der dog kunne få mig til at lave sådan en sag..!?

Ungerne har været sendt i svømmehallen og biografen, Lærke har strikket armbånd og vi voksne blev lige enige om at hun vist er klar til at strikke sin første helt egen sweater. Hun vil gerne, nu skal der så bare findes garn og den helt rigtige opskrift. Jeg glæder mig til at se fremskridtet.

Vi andre har snakket og hygget, drukket rødvin, stået på altanen med passende mellemrum og spist mad om et bord, der har været presset til det yderste.

To gange i døgnet har bordet været slået enten ud eller ind, for med liggende gæster, der både har været stoppet ind i børneværelserne men også har fyldt al gulvplads i stuen, har det været lidt af et puslespil. Og når de voksne bliver trætte og den kæmpestore luftmadras, jeg lånte af BedsteVeninden skulle pumpes op, blev det sengetid, hvad enten børnene mente sig trætte eller ej.

Efter endnu en hyggelig morgenstund med bad på skift og friskbagte boller, er de nu taget videre. Den egentlige grund til Københavnerturen står for døren og jeg glæder mig til at høre om kæmpe dinosaurere i Forum, når vi ses næste gang.

Det gør vi heldigvis snart, for min mor holder fødselsdag om bare tre uger, og så kommer de igen og sover her endnu engang. Inden da, kom vi vist til at beslutte, der skal gøres klar til mojitos, for det skal gøre godt til hygge sådan en aften i november efter en fødselsdag, der starter tidligt.

onsdag den 14. oktober 2009

Langt om længe


Det færdige hvidkål har ligge længe og længtes efter en bagside. I aftes fik jeg endelig syet sammen, efter endelig at have husket at købe en passende lynlås.

Den passer fint i den grønne sofa og nu mangler jeg bare engang ved lejlighed endnu et pudebetræk – næste gang gerne strikket med masser af snoninger.

Spørgsmålet er så bare om inspirationen til at få den færdig i højere grad er visheden om at yndlingsonklen, der kommer senere i dag, ikke bryder sig om korssting og derfor kan få et noget anstrengt udtryk i ansigtet, når jeg spørger om ikke han synes den er fin. Eller om jeg bare var nået dertil, hvor den skulle være færdig…

Under alle omstændigheder indrømmer jeg gerne, at første mulighed er lidt sjov :)

tirsdag den 13. oktober 2009

Moderne tilskæring


tilskæring

Sidst jeg ryddede i kælderen faldt jeg over en stak hæfter om tilskæring.

Hæfterne er delt op i lektioner, der gennemgår stort set alt om tilskæring. Med følger også to kasser fyldt med mønstre. Om de to ting fra start af har været et hele, ved jeg faktisk ikke, men umiddelbert er der ikke noget i bunken, jeg ikke allerede ved, eller har i andre sammenhænge.

tilskæring

Der er noget hyggeligt ved hele samlingen og jeg værger mig bestemt mod bare at smide det ud. Men jeg har ikke brug for det.

Jeg har heller ikke plads til det, så hvis nogen er interesseret ligger det hele lige nu her og fylder og den første der har lyst til at overtage – og måske også betale portoen – jeg har ikke vejet det, men jeg vil tro der er et par kilo eller tre – er velkommen til at overtage.

Hvis ingen vil have det, vil jeg se, om ikke jeg kan finde en genbrugsstation af en art, der kan overtage og måske give det videre til en, der kan få brug for det.

tilskæring

Rød – brun – rødbrun..?


Jeg farvede mit hår, tænkte det der vintergrå kedelige trængte til lidt opmuntring. Forestillede mig en varm brun – ganske som jeg plejer.

Men det blev rødt! Ikke rødt som dengang jeg farvede med henna og kaffe eller var det rødvin - men stadig rødt.

Nu er det bare sådan, at Anders ikke bryder sig om rødt hår på sin kæreste…  (helt sikkert en gammel krise fra tidernes morgen..) så jeg holder på det er brunt – okey måske en meget varm brun – men Brunt! 

rødbrun

Mandag


Dagen i går forsvandt, jeg havde så mange planer, men ikke alt blev nået.

Vasketøjet fik en tur og strygejernet spruttede derudad. Hen ad eftermiddagen pakkede Emilie og jeg os sammen og gik mod centret og biografen, for at se Up.

En sød film, der både rummede elementer af skræk og melankoli. Vi gik hjem igen, for Emilie har stadig ingen cykel. Vi kiggede den anden dag, men der var kun lyserøde på lager og Tøsebarnet er ovre den lyserøde fase. Heldigvis mente de at kunne få en hvid hjem indenfor to uger – selvfølgelig til den samme pris, understregede manden.

Så vi venter og går i stedet rundt, når der skal rundt.

Hjemme igen gik vi begge i brædderne og dagen gik på hæld, helt uden vi lagde mærke til det. I dag skal gøres rent, og ryddes op. Der skal handles og planlægges, for i morgen kommer yndlingsfamilien kørende helt fra Århus til et par dage fuld af hygge og snak.

Uhhh vi glæder os :)

mandag den 12. oktober 2009

Min mormor


Susling kom med jordbær, sidste gang vi mødtes til strikkeaften. De skulle bruges og efter at have ledt højt og lavt fandt jeg en opskrift på jordbærgrød.

Det var så simpelt og enkelt at lave, at jeg umiddelbart mente jeg måtte have gjort noget forkert. Dengang jeg nys var flyttet hjemmefra og pludselig stod med madlavningen helt alene, var det altid min mormor jeg ringede til og spurgte om hjælp.

Denne gang måtte jeg klare mig selv og grøden endte med at se rigtig ud, hældt op i arvestykket fra min mormor – skålen jeg aldrig har set indeholde andet end rødgrød eller risalamand. Anders smagte, roste og sagde lyde, der helt sikkert betyder, det var godt.

Altså tør jeg godt lave jordbærgrød en anden gang :)

mormor1Min mormor var en rigtig dame, fra dengang man skiftede tøj inden middag. hun kunne aldrig drømme om at gå udenfor uden noget på hovedet og havde flere hatte at vælge imellem.

Fra min barndoms besøg hos min mormor og morfar husker jeg stilhed, orden og masser af regler. Vi måtte ikke sidde op af gardinerne, vi skulle være stille når morfar sov til middag og vi skulle vaske hænder både før og efter måltiderne.

Vi skulle hjælpe til med at rydde op, rede senge, støvsuge og opvasken, hvor vi ikke måtte dryppe på gulvet. Maden derimod, det var min mormors domaine og ingen skulle blande sig.

Hos min mormor var der altid småkager i kagedåserne med fuglemotiverne. Nu står kagedåserne her, oftere gabende tomme end med indhold.

der var også sjovt hos min mormor. Hun grinede ofte – et smitttende grin, der ofte endte i en karakteristisk astmatisk hosten. Hun holdt af sjov og vi spillede kort og fik hjælp til at løse de lette kryds og tværsopgaver i hendes blade.

Min mormor holdt Hendes Verden og familiejournalen. Hver torsdag, når de udkom, blev vi sendt til Købmanden efter bladene. Vi skulle bare sige de var til hende, så fandt Købmanden dem frem og pakkede dem ned til os.

Når vi var med ude og handle kendte alle de handlende hende og hilste hende ved navn. Fru Rasmussen gik ikke uden det bedste, om det var hos garndamen eller slagteren, hvor hun pegede på det stykke kød, hun ville have, før slagteren gik ud i bagbutikken og hakkede det, var det samme.

Min mormor og morfar boede i en lille lejlighed med køkken, soveværelse, toilet og en stue, der engang havde været to stuer. Vi sov altid inde i soveværelset og det gjaldt altid om at falde i søvn inden mormor og morfar gik i seng, ellers kunne vi ligge vågne den halve nat og lytte til snorken fra både den ene og den anden.

oppe på loftet havde de et loftsværelse, men der måtte piger ikke sove. Da min mor var ung, var det kun hendes storebror, der sov på loftet og senere hendes lillebror, da han kom til.

Min mors lillebror er 16 år yngre end hun, og jeg kan stadig huske han boede hjemme eller senere kom hjem med vasketøjet. Vores Legeonkel blev han kaldt og kørte os rundt i Nyborg på knallert mens vi råbte “Dyt, båt, dynamolygte!”. Det tror jeg ikke min mormor brød sig om.

Senere, da vi blev større og blev sluppet løs på egen hånd og gik længere væk end bare gården og gyngerne, måtte vi ikke gå på volden. Det gjorde vi alligevel og udforskede området bag slottet og ved byporten.

Om vinteren kunne vi skøjte på voldgraven, men så var min mor med – sådan noget måtte vi ikke alene.

Hos min mormor skulle man altid tænke på hvad andre tænkte og opføre sig ordentlig. Der var altid meget rent hos min mormor og jeg husker stadig hvordan min mor løb frustreret rundt og gjorde rent, inden de kom på besøg. Det var alligevel aldrig godt nok, min mormor endte altid med at gøre rent mens hun var hos os. Om det var fordi, der ikke var rent nok eller misforstået hjælpsomhed ved jeg ikke, men jeg kan godt forstå min mor ikke brød sig om det.

Min mormor var fantastisk i et køkken, og derfor var det altid hende jeg ringede til, når jeg blev usikker de første mange år, jeg selv stod med kødgryderne. Hun var ikke altid lige let at forstå, for nogen opskrift kunne hun sjældent komme med, “Du tager bare lidt af det og lidt af det og rører lidt” sagde hun mere end en gang, mens jeg følte brug for lidt fastere rammer.

Men det virkede, jeg lærte og ringede igen og igen.

Noget af det jeg husker bedst om min mormor er hendes smittende latter, der kravlede helt op i øjnene. Den latter, der er så tydelig på billedet fra hendes 75 års fødselsdag af 4 generationer. Babyen er ungersvenden (det første oldebarn), der på det tidspunkt var knap 2 måneder gammel. Kun 3 dage før, var hun også blevet farmor endnu engang :)

Min mormor fik tre børn og 7 børnebørn, da hun døde var der allerede flere  oldebørn, siden er det blevet til 12.

lørdag den 10. oktober 2009

Papirfolderi


papirfoldning

I aftes fik jeg åbnet for min scanner og opdagede pludselig et link til Canons lager af sjove ting, der kan laves af papir.

Inden vi så os om, var der printet både kurve, flip-flops, blomster og fly, der kunne foldes af farvestrålende papir.

Vi klippede og foldede, kæmpede med vejledninge og foldede lidt mere.

Nu ligger der to blomster på mit bord og papir over det hele, mens flyene sikkert er havnet i et hjørne og et par små foldede kurve venter på indhold.

Måske jeg skulle kigge lidt efter flere sjove ting – et par kaniner, en elefant eller måske en frø, så jeg vist også i går.

Måske har jeg i virkeligheden mere lyst til at kravle sammen med en bog i et hjørne, lukke døren og prøve at holde lydene fra TV’et (som Emilie kastede sig over i samme øjeblik vi kom hjem) ude, efter en dejlig lang dag med masser af snak og strik og the og hygge og alt det andet der hører til en dag med BedsteVeninden.

Måske er jeg i virkeligheden parat til at knalde brikker lige nu … Eller kværne endnu en kande the inden…

Jeg kunne jo lige….

Færdige småting


Jeg breder mig, har tit mange projekter igang på samme tid. Lige nu så mange at det er en lille smule svært at overskue rækken.

Overalt ligger der halvfærdige ting, der for nogens vedkommende har fået udstukket specifikke restriktioner for hvornår, der arbejdes med dem.

Tæppet, der fylder så meget, at jeg kun kigger på det, når jeg sidder ved siden af kurven ved sofaen, eller hemmelighederne, der stadig er så små, at de kan komme med på arbejde og udfylde al den tid, jeg bare skal være der, uden anden funktion end at stå til rådighed for teenagere, der gerne vil selv, men også føler tryghed ved visheden om at vi er i nærheden.

Jeg var på arbejde i går, jeg kunne godt have trukket det og haft en sidste dag hjemme, og passet næse, øre og hals, der stadig er en smule ru. Men jeg var rask og jeg savnede at være der.

Og sikken velkomst, unger der glade råbte hej eller ligefrem kastede sig mere eller mindre overstadigt i armene på mig. Det er sådanne øjeblikke jeg synes mit arbejde er fantastisk, er vigtigt og har en funktion ud over det rent praktiske.

Når det barn, alle andre institutioner og måske specielt skolen (Vi oplever ofte at “problembørnene” fungerer ganske anderledes hos os, end på skolen. Hvilket højst sansynligt også bunder i at kravene de to steder er meget forskellige. Derfor forsøger vi også at have et højt samarbejde.) nærmest kommer hoppende og øjnene smiler, har jeg gjort noget rigtigt og elsker mit arbejde.

kræmmerhuse2

Men nu har jeg ferie, og dagen i dag starter med besøg hos bedsteveninden. det er længe siden vi har set hinanden og jeg tror vi begge trænger. Men inden da skulle vi gerne lige overstå cykelindkøb til Tøsebarnet – hun savner friheden på to hjul.

Men sådan et par dage på langs, har også gort kål på et par småprojekter. Eller det stødte til undervejs. Så nu er der færdige kræmmerhuse, med perler og huer til hjælp for små børn – også med perler, jeg kan slet ikke lade være. Og selvom man er lille, kan man godt pyntes lidt… ellers kan de klippes af :)

fredag den 9. oktober 2009

Gult, sagde hun!


Gult!!!

Jeg ejer ikke noget gult, tænkte jeg febrilsk og begyndte at trække skuffer ud og åbne skabe, efter at have læst Henriettes opfordring til at lege med


Og faktisk gik der ikke lang tid inden, der lå syv gule ting på mit bord.

Ude i køkkenet står et gult dørslag og sørme også et par små gule skåle, med bikuber og honningbier indeni.









På en bøjle hang det eneste gule stykke tøj, jeg ejer. Arvet fra bedsteveninden, der selv har syet.










I garnbunkerne fandt jeg et par gule nøgler garn og endda et bevis på, jeg engang, da et vist tøsebarn var meget yngre, har strikket med gult.

At trøjerne så lige befinder sig inden for rækkevidde, er en helt anden historie.




I bogreolen stod et par bøger med gule forsider og både blandt de gode farveblyanter og de lækre farvekridt, var der gult at hente.








 















I kassen med perler fandt jeg også en smule gult, men det er bestemt ikke det, der dominerer og hvis guld tæller med, var der også lidt metal.










Endelig står der mellem bøgerne en lille skål Emile engang har lavet.



Det var syv – og tænk jeg troede faktisk ikke det ville lykkedes.

Da jeg så er nået hertil, går det pludselig op for mig, at tættekammen, der bor på badeværelset er gul og jeg kan sikkert også finde en bøtte med creme eller noget der er gult og min gamle, gamle papirsaks, den er også gul!

Men det bliver aldrig min yndlingsfarve :)

Nu har jeg gjort det, grænseoverskridende eller ej, og tænker stadig over de ti ting Susling ville vide – for snart læmge siden - så det med at give videre, det er jeg alligevel ikke helt klar till endnu.

Men har nogen lyst til at lege med, så vælg en umulig farve og gå på jagt – det var faktisk sjovt :)