lejrskole

Med en helt ny klasse er lejrskolen et god måde at lære hinanden at kende. I dag drog Tøsebarnet afsted i tre dage, mens Ungersvenden venter til næste mandag.

Belæsset med bagage og soveposer, mødtes alle ved stationen, for at tage til Roskilde Fjord, en hytte og forhåbentlig godt kammeratskab.

Jeg er ikke i tvivl om at hun får nogle gode dage. Emilie er typen, der finder noget godt i enhver situation. Hun lider ikke af hjemve og selvom hun lige nåede at være lidt ked i går aftes, lige hjemkommet fra Jylland, med udsigt til endnu engang at skulle væk, sagde hun også selv, at når først hun er afsted, vil hun ikke hjem igen.

I sidste uge fik vi de praktiske oplysninger sammen med en pakkeliste, og her knækkede filmen et øjeblik for mig, og en harme brød ud i lys lue. Desværre blev forældremødet inden lejrskolen aflyst på grund af sygdom, jeg ville ellers så garne have haft mulighed for en god debat.

I de praktiske oplysninger står nemlig at mobiltelefoner ikke må medtages – bare det, ingen argumentationer om hvorfor. I pakkelisten står så at ungerne er velkomne til at medbringe mp3 afspillere eller kamera. Nu er det jeg går i stå og tanker om gamle nisser, der ikke følge med, dukker op.

Min datters mobiltelefon indeholder både mp3 afspiller og kamera, ingen af delene er særlig gode, men det er de muligheder hun har. Personligt vil jeg, at hun har telefonen med, for jeg ved ikke om jeg får mulighed for at hente hende, og vil derfor gerne have muligheden for kontakt.

Hun er sendt afsted med telefonen, læreren er informeret og diskede op med en historie om at sådan havde de altid gjort, fordi de een gang tidligere har oplevet unger, der brugte alt tiden til at sms’e.

Jeg forstår det stadig ikke, hvorfor trække bestemmelser ned over hovedet på en flok unger, der i så mange andre henseender skal opføre sig ansvarligt. Hvorfor ikke tage debatten med ungerne og fortælle om bekymringen for hvordan teknikken bliver brugt?? Samtidig ser jeg det som et gammeldags syn på mobilen som et udelukkende kommunikationsredskab. Hvad med alt det andet den kan – kalender, vækkeur, kamera, musikafspiller osv osv osv.

Endelig virke det ikke som om, nogen har gidet sætte sig ind i brugen af sms’er. Min oplevelse med unge og mobiler siger mig at de lige så ofte sidder ved siden af hinanden og kommunikerer, som de skriver til andre langt væk…

Når harmen så ellers har lagt sig, starter denne uge helt stille, for at udvikle sig, til en uge med aftenarrangementer stort set hver aften.

Aftentur i mørket

Sent i aftes, længe efter mørke var faldet på, var det på tide at få noget frisk luft.

Vi gik tur, i den milde aftenluft og snakkede om alt og intet. Omme bag Byggeren vokser humle. De er smukke, de små blomster, men mørket gav ikke mulighed for billeder og i stedet måtte de ligge til solen igen stod op. Det kan ses, men de er stadig smukke.

Sådan en tur ud i natten, når selv bilernes færden er på et minimum og nye lyde dukker frem er hyggeligt og forfriskende.

I dag er der huslige pligter at passe, vasketøjet bugner og køkkenet trænger til en overhaling. Det bliver nok alligevel holdt på et minimum, for næste uge byder på travlhed og mange aftaler, og endnu en dag uden det store er klart at foretrække.

Stribede hæklerier

Første fjerdedel af mit “nye” hæklede tæppe er færdigt og alle ender hæftet. Der var mange!

For ikke at sidde med et uoverskueligt antal ender, besluttede jeg at hæfte, før næste del påbegyndtes. En klog beslutning – tror jeg. Jeg tror også tæppet bliver rigtig godt.

Lørdagen skal bruges på ingenting alene sammen med Anders :)

Aftenhimmel

Afsendt

Endnu engang er ungerne sendt mod Jylland. Denne gang skulle lillesøster med.

Vi mødtes alle i Høje Taastrup, hvor den 6 årige glad og forventningsfuld gav knus og kys til både højre og venstre, spændt steg på toget med et fast tag i storebror og smilende vinkede da toget satte i gang.

Imens stod endnu en mor med bævende hjerte på stationen og så sit lille barn drage på langfart, og jeg kunne levende huske de første gange mine skulle alene af sted mod barnefaderen og hende, der dengang var kæreste.

Nu er der en ny kæreste og ungerne glædede sig alle tre.




Jeg glæder mig til en stille weekend. Et besøg hos lægen tidligere i dag udløste en henvisning til fysioterapi. Der blev hevet og drejet og trykket og vurderet, inden lægen kom frem til at nakkehvirvlerne ikke er i spil denne gang, derimod er mine skuldermuskler hårde som sten.

Det gør stadig ondt og en større dosis smertestillende er endelig indtaget, efter jeg i ugens løb har ladet være. Jeg bryder mig ikke om piller, men er ved at være nået til det punkt, hvor det måske alligevel godt kan hjælpe.

Ohh gru!

En hurtig tur i centret, på et tidspunkt hvor vi stadig skriver august. Der midt i udstillingen står – et plastikjuletræ med stjerneformede lys!!

Karry og boller

Emilie var hos mormor at spise i går. Der blev nemlig serveret boller i karry og det kører Tøsebarnet gerne langt efter. Specielt mormors!

Hun kom da også hjem med resterne, der vist var tiltænkt madpakken. Madpakke blev det også til, men der nok også til morgenmaden. Så der stod hun, klokken 7 i morges og varmede ris, fars og gul sovs.

Tøsebarnet er glad.

Jeg er knap så glad, for duften i hele hytten er ikke blandt mine yndlinge!

Den hjemvendte

Vel hjemkomne i aftes efter kærestetid, var en pakke ankommet.

Daniel havde taget imod, og måtte kvittere. Det havde han ikke prøvet før og blev således også en oplevelse rigere.

Spændt blev kassen taget i øjesyn, og frem fra dybet dukkede min bluse sammen med et brev om tak for lån. Blusen jeg havde troet klippet i småstykker, for at kunne passe en model i en mindre størrelse end mig. Den har overlevet og er hel og fin.

Nu kan det godt blive koldt, for den er alt for varm at have på nu. Det kan også godt snart blive torsdag i uge 39, for jeg venter stadig spændt på opskrift og billeder.

Rumsteren rundt

Herhjemme kører fjernsynet en del, men det er sjældent mig, der tager del i kiggeriet. For tiden er det dog lidt ændret, jeg har nemlig fået hele Matador, og i formiddagstimerne, når jeg er alene hjemme kører afsnit efter afsnit.

Et nostalgisk gensyn, der rummer mere end jeg lige regnede med og giver flere indtryk, end jeg lige var parat til.

For eksempel gik jeg hele dagen i går rundt og nynnede om Anna og Anders, der holder stævnmøde med fingerbøl og pibe og  “dyre du og dig…”

Desværre kunne jeg kun huske første vers og omkvædet. Så kan sådan en dag godt blive lidt belastende!

Jeg er ikke overbevist om at natten har drevet tonerne ud af mit hovede, så nu har jeg fundet hele Jeppe Aakjærs gamle tekst og håber på mere end første vers, hvis ikke jeg kan komme af med den :)

Date ved søerne

Til tider snakker vi om at huske os selv og kærligheden og tosomheden. Huske at være kærester.

Måske er vi også ved at huske at gøre noget ved det.

Anders inviterede og vi tog til byen. Emilie har været hos mormor og spise, mens Ungersvenden dukkede op i Caféen og bestemt ikke havde tænkt sig at tage hjem, da jeg havde fri.

Vi drog mod Estate, hvor Anders fik kaffe og havde drømt om brownies. De sidste var udsolgt, så vi nøjedes med det stykke chokolade der følger med, mens vi sad bag Planetariet med udsigt over søerne.

Da kaffen og den gode juice var drukket gik vi videre mod toget. Det var svært at overtale Anders til en rundtur i hans barndoms kvarter bag Hovedbanen på det gamle Vesterbro.

Den gamle ejendom de dengang beboede er restaureret og tilbage i fordums pragt. Løverne og savannen, der dengang for mange år siden blev malet i portindgangen, fik vi et kig til, da porten blev låst op. En forundret Anders blev helt glad over at kunstværket han var med til at lave for over femten år siden stadig eksisterer.

Turen gik videre med Metro mod Christianshavn, forbi Frelserkirkens spir mod Bådsmandsstræde, hvor vi dryssede en tur rundt, inden turen igen gik mod Metro, tog og bus.

På Prinsessegade lige ud for kirken stod et gammelt rugbrød, helt autentisk med alle de originale finesser. Et sjældent syn, vi kiggede en ekstra gang på.

Tilbage efter et par dejlige timer,  blev vi enige om, at vi skal huske os lidt oftere :)

Zebrastriber

For lang tid siden forelskede Emilie sig i det sort/hvide garn, der giver de herligste zebrastriber. Samtidig tegnede og fortalte hun en tunikaagtig bluseting med hætte, hulmønster og takker. Meningen var, hun selv skulle strikke på maskine, men nu er maskinen pakket væk og jeg har overtaget.

Det går langsomt frem og der er mange masker, når jeg ikke gider sidesømme og i stedet tager både for og bag på een gang.

Takkerne kommer senere, sammen med indkøb af knapper og beslutning om hulmønster eller hættefacon.

Foreløbig er de første ti centimeter rundet – der er masser af tid!

Afteninformationer

Forældremøde i 9.Z.

Nye lærere, nye forældre, nyt alting efter 4 klasser sidste år blev splittet i atomer og samlet til 3. Lærerne var positive og elevernes reaktioner hjemme positive.

Det lyder rigtig godt.

Massage

Kommunen indførte sidste år en sundhedsordning, der giver ansatte adgang til motion, fysioterapi, massage og sundhedstjek.

Jeg ringede i går og fik tid til massage i dag. Massøren var fysioterapeut og selvom han ikke mente massage ville hjælpe ud fra de informationer jeg kom med, synes han ikke det kunne skade – i hvert fald skulle jeg lige sige til, hvis det virkede mærkeligt.

Jeg synes bare det var rart – mere af det, tak :)

Jeg har dog stadig ondt i nakken, og han foreslog at få en behandlingstid, for det kunne godt lyde som et problem med nakkehvivlerne – æv.

Jeg må hellere få en ny tid!

Efter endt massage, undrer jeg mig over om han har ramt et eller andet punkt, der fremmer svedproduktionen, måske noget med at komme af med affaldsstoffer. I hvert fald sidder jeg nu helt stille, mens svenden driver af mig.

Godt der er god tid til jeg skal videre på arbejde, mon ikke jeg kan nå at svede færdig, vaske mig lidt og finde noget tørt tøj, inden jeg tager afsted….

Varme til kolde morgener

I de sidste solstråler inden natten faldt på, blev Emilies pulsvarmere færdige og foreviget.

De er blevet lige som hun vil have dem, lange og bløde og vistnok lige til at sove med. Der er allerede lagt planer for hvor og hvornår de skal bæres.

Frit valg

Midt under aftensmadsfrembringelsen viste det sig at det kød, vi havde liggende ikke kunne mere og Ungersvenden blev sendt afsted efter nyt.

 

     Køb noget strimlet kød, det er ligemeget om det er
           kylling eller okse….

Han kom tilbage med…. hakket!

Det værste var næsten, at han ikke mente, der er synderlig forskel på de to produkter.

Han lærer det vel – engang :)

Miele

I dag flyttede Miele ind i Caféen, hvor var det skønt endelig at kunne sætte opvasken i maskinen og det hele klarede sig selv, uden opvaskebørste, balje og viskestykke.

Hvor er det også skønt at have en chef, der to sekunder efter vi har sagt sammenbrud, sidder og kigger efter nyt og tre minutter senere kommer med bestillingen, med et bud på noget af det bedste vi lige kan klare.

Den gamle har gjort det godt, men tiden var kommet til at sige farvel, selvom jeg et kort øjeblik blev usikker på om den nu også var helt død. Det øjeblik kom, da installatørerne sad med en gennembrændt sikring og kunne fortælle at hele elinstallationen var noget makværk og desuden havde installationen af den gamle maskine været fuld af mangler.

Men det var kun et øjeblik, for der var jo strøm, da den ikke virkede. Den lyste og gjorde ved, der kom bare ingen vand.

Så nu har vi både korrekt installeret opvaskemaskine, el og vand – dejligt :)

Sok-amok

Efter afslutning af hørsagen manglede jeg noget strik. For bare at lave et eller andet, fandt jeg strømpegarn og pinde frem og inden jeg så mig om er to par sokker blevet færdige.
Jeg kan godt lide tykke lækre strikkede sokker. Men det skal være sokker, ikke strømper, så jeg strikker med dobbelt garn, det giver også tit en ekstra effekt til det melerede garn. Jeg er endt med et enkelt mønster med en snoning ned langs midten, og lige nu er det sådan mine sokker ser ud.
De blå er blevet rigtig gode, mens jeg ikke er helt tilfreds med farveforløbet i de lilla. Det gør ikke noget, for de er rare at have på, og det er vigtigst.
Efter sokkerne, vælder projekterne pludselig frem, midt i det hele begyndte jeg at trevle det gode gamle hæklede tæppe frem. Jeg er også begyndt at hækle igen, men det er et hjemmeprojekt, så der skal også være noget, når jeg er ude.
Det klarede Emilie hurtigt. Lørdagens bytur bragte os forbi Terese Garn, hvor hun stoppede op og forelskede sig i et mohairgarn og straks bestilte pulsvarmere. Senere mente hun også garnet ville være velegnet til en lille trøje i hendes størrelse, og hun har jo nok ret … så måske.

For længe siden, vistnok noget nær et år, lovede jeg  min søster at strikke en bluse. Planen var at bruge strikkemaskinen og garn blev indkøbt. Siden er det gået op for mig, at jeg gider ikke strikkemaskinen. Måske få jeg lyst igen, når ungerne engang er flyttet  hjemmefra og der vil være mulighed for at stille maskinen op og have den stående i længere tid, uden at gå ind i den hele tiden.
Hun skal have blusen alligevel, så planen er ændret til håndstrik. Søndagens fødselsdagsselskab gav mulighed for måltagning og lige om lidt venter strikkeprøver og beregninger.
Endnu et projekt banker på, for med nedpakningen af tanker om maskinstrik, mente Emilie selv at så ville det være bedre om ikke bare jeg piller det op, hun er igang med på samme maskine, så jeg kan omsætte hendes ideer i hånden…

Aften

Jeg gik i brædderne, efter vi kom hjem. Nu ser himlen sådan ud, og jeg må hellere pakke mig ordentligt sammen og gå i seng.

Jeg har fundet mit medarbejdernummer frem, for i takt med at mine nakke- og skuldermuskler gør mere og mere ondt, kom jeg i tanke om sundhedsordningen i kommunen, der bl.a. betyder mulighed for massage til en yderst favorabel pris.

Jeg ved ikke hvad jeg har lavet, højst sandsynligt er det sammensparring over lang tid, og håber bare på en ikke alt for lang ventetid, når jeg ringer i morgen.

Fødselsdagsbrunch

På tirsdag fylder Victoria 8 år. Det skulle fejres i dag med brunch og kage.

Vi var tidligt oppe, for at nå til Næstved inden halv elleve, hvor min Far havde lovet at hente os, og køre mod Mogenstrup. Siden vi var dernede sidst, er de flyttet til det hus min søster længe har opfattet som drømmehuset. Det har stået til salg en tid og skæbnene ville, at min søster og svoger kender sælgerne og efter en noget nervepirrende kamp mod tiden og andre købere, fik lavet en byttehandel, der involverede deres gamle hus.

De er kun flyttet ca 500 meter længere væk, men pludselig befandt jeg mig i velhaverkvarteret, med palæagtige huse, mod det gamle område med ganske almindelige typehuse fra 70’erne.

Det er helt sikkert et lækkert hus, og når flyttekasserne med tiden bliver pakket ud, hylder finder plads og alt kommer i orden, bliver det superlækkert.

Allerede nu er det så meget bedre end det gamle :)

Aftenens hektiske produktion bar frugt, blev beundret og vistnok fundet værd at have med at gøre. Midt i plastikhelvedet i går, kom jeg i tanke om dukkerne GroovyGirls, et rigtig lækkert koncept, hvor alting er syet. Syede dukker af en lækker kvalitet, syede møbler, senge, ekstra tøj – ja, selv en syet bil kan man få.

Det er ikke billigt, hvilket helt sikkert har været medvirkende til min egen aldrig fik. Sin alder til trods forelskede hun sig alligevel, da vi stod i butikken i går og jeg har næsten lyst til at købe hende dukken, hun kiggede allermest på, når hun inden længe holder fødselsdag for venner og veninder.

Tilbage i går aftes,  forestillede jeg mig lige hurtigt at producere et sæt tøj eller to. Det blev til to kjoler og en enkelt strikket trøje – så er der lidt at skifte med. Nu venter jeg spændt på, om konceptet finder vej til næste ønskeseddel.

Hjemad fik vi lift med min Far, der skulle videre til 90 års fødselsdag i Sorø, og derfor tilbød at tage os med til Ringsted. Vi var heldige, var vi, toget holdt og ventede kun på os, og kørte sikkert og hurtigt mod København.

Café Sonja

I Saxogade ligger Café Sonja, her arbejder Bedstevenindens mor. Sidste lørdag startede caféen et nyt projekt – Lørdagsbrunch.

Der havde ikke været så mange gæster den første lørdag, så Bedstevenindens mor, inviterede. Vi kom både glade og gerne, inden vi gik igen, var der så fyldt, at det var nærliggende at tro, folk har set tilbudet.

Café Sonja er en del af sidegadeprojektet. Der er ikke stort, men de små hyggelige lokaler er godt indrettet.

Overdådig om brunchen, var måske ikke det første der faldt mig ind. Snarere lidt men godt – og velsmagende. Alting var hjemmelavet, både boller, pandekager, bacon, æg, grød og kage.

Solen skinnede, vi sad for åbne døre, men stadig indendørs og spiste, til vi ikke kunne klemme en krumme mere ned.

Derfra tog vi ud i byen mod legetøjsforretninger og plastikhelvede. I morgen drager vi mod Mogenstrup og endnu en gang brunch, denne gang hos min søster, hvor Victoria fylder 8, og ønskesedlen var fyldt med plastikdimser af enhver tænkelig art.

Nu er det ikke sådan at jeg synes alle børn skal fyldes med pædagogisk rigtigt trælegetøj og deslige, jeg har bare ikke lyst til at deltage i plastikdimserne. Så efter at have kigget længe nok, kom jeg pludselig i tanke om noget andet og så kunne jeg da også liiiige… Det sidder jeg så med nu og skal nå at være færdig inden det bliver sengetid for mig.

Jeg når det nok, for i morgen skal vi tidligt op… billeder må vente, for tænk hvis nogen kigger med :)

Sys Bjerre

Det er lang tid siden jeg sidst har været til Fredagsrock i Tivoli. Men mine erfaringer siger mig, der som regel er lang kø og en tæt skubbende, masende og oftest glad menneskemængde.

Altså tog vi afsted i god tid, men kom alligevel derind lidt senere end jeg havde ventet. Vel fremme var der ingen kø og inden vi så os om stod vi kun 5 meter fra hegnet for scenekanten. Derinde midt i menneskemængden mødte vi to af mine Caféunger, der også skulle høre.

Emilie var glad og spændt – den første “rigtige” koncert – men også træt. Hun er udpræget A-menneske, så et starttidspunkt sent om aftenen, længe efter normal sengetid kan godt være lidt svært.

Endelig, endelig gik det hele igang. Emilie var imponeret og glad for vi var taget afsted. Personligt må jeg indrømme ikke at være synderlig begejstret, men på den anden side, var det ikke for min skyld, vi var afsted.

Det viste sig jeg kendte hele to numre, endda med tekst og det hele. Emilie kendte også kun de to numre (det virkede som om, det samme gjaldt resten af puplikum). Så efter vi alle havde Keglet rundt og det ene nummer efter det andet, med høj lyd, der gjorde det svært at høre noget som helst, blev trykket af, endte Tøsebarnet med at stå ret op og ned og sove. Jeg overvejede om vi skulle forføje os, men Malene manglede stadigvæk, tiden var ved at ligne slut og det ville næsten være synd ikke at få yndlingsnummeret med.

Altså blev vi stående – Emilie vågnede igen og brugte næsten lige  så meget tid med øjnene på scenen, som hun  brugte øjnene mod resten af puplikum og deres til tider mærkelige (for mig at se ganske almindelige koncert-) opførsel.

Som det sidste sluttede koncerten med at alle på skønneste vis sang med om Malene og alle hendes genvordigheder i en regn af sæbebobler og tylskørtebrus. Tøsebarnet havde stjerner i øjnene, men glædede sig bestemt også til at se dyner.

Vi tjekker helt sikkert op på Fredagsrockkalenderen igen næste år!

1 år

 

I dag er det 1 år siden jeg skrev mit første indlæg.

Jeg sprang ud i blogverdenen, fordi jeg synes det kunne være sjovt. Jeg havde ingen kendskab, havde ikke på forhånd læst med andre steder, men bare lige fundet ud af, at det skulle jeg da prøve.

Mit udgangspunkt var umiddelbart en dokumentation overfor mig selv i forhold til hvad jeg når at lave af håndarbejde hen ad vejen. Jeg kan huske jeg regnede med at skrive måske engang om ugen, men når jeg ser tilbage nu skrev jeg allerede dengang 1 gang om dagen.

Ideen om håndarbejde som centrum må jeg også se slået, det handler om alt muligt andet – stadig om håndarbejde, men bestemt også meget andet.

I løbet af året er det blevet til 738 indlæg og omkring 130 besøg om dagen. Sat op i tal, synes jeg det  er helt vildt!

At der allerede er gået et år, synes jeg også er vildt, og jeg er helt sikkert ikke færdig med at blogge.

Tøsetur

I aften spiller Sys Bjerre i Tivoli. Jeg har lovet Emilie at tage ind og høre hende.

Bagefter tager vi hjem til Bedsteveninden og sover, for i morgen skal vi (Emilie, Bedsteveninden og jeg) ud at spise brunch.

Det bliver en rigtig tøsetur :)

Knappekæde….

Ungersvenden skal til fødselsdag. Eneste ønske er penge – der skal sparres sammen til en bærbar.

Jeg synes det er så kedeligt med en flad 100,- kr seddel – hvad gør man så?

Jeg gik i banken og hentede for 100,- kr 2-kroner…

Afprøvning

Jeg har været effektiv, da jeg syede firkanterne samme, så det tager tid at pille tæppet fra hinanden. Jeg mangler stadig en del, men skulle alligevel lige prøve ideoplægget af.

De enkelte garnstykker er for korte til striber over et helt tæppe, så jeg satser på fire firkanter, der senere sys sammen.

Jeg kan rigtig godt lide det lille mønster, der udelukkende består af fastmasker og luftmasker, det er hurtigt hæklet og med en bredde på 50 cm, kommer jeg hurtigt fremad.

Afbræk

Anders ringede lige inden jeg havde fri.

    Vejret er lækkert, solen skinner og jeg sidder på en
      bænk nede ved voldgraven….

Jeg hoppede på cyklen, stoppede kun lige længe nok til at købe to blueberrymuffiins, mmmm… så sad vi ellers der i skyggen helt nede ved vandet og kiggede over på skråningen på den anden side, hvor fårene går frit omkring.

Lige der ved vandkanten, har de (fårene) slidt godt på underlaget, så der så temmelig trist og gråt ud.

Midt i voldgraven lå en bycykel, sikkert smidt fordi nogen ikke har gidet køre den tilbage til midtbyen, hvor den hører hjemme.

Længere henne er udsigten smuk og grøn, med et kik til en af de gamle voldanlægsbastioner, der ligger spredt hele vejen langs Vestvolden.

Vi spiste vores muffins, snakkede lidt om alt og ingenting og nød at have tid alene sammen.

På den indre del af det gamle voldanlæg går får frit omkring, de holder græsset nede og er med til at gøde vegetationen. Vi lod cyklen stå og gik en tur ind til dem.

Mens Anders tussede rundt og kiggede på vegtationen, forsøgte jeg at fange et får eller to. Men nok kan vi komme ind, og nok bliver vi tolereret, men fremmede folk med kameraer, er tydeligvis ikke velkomne.

Hver gang jeg nærmede mig, flyttede hele flokken sig og vendte resolut den anden ende til. Jeg opgav og begav mig tilbage mod cyklen, formåede at fare vild, inden jeg fandt den rigtige udgang, hvor Anders stod og ventede.

På vej hjemad bankede hverdagen på igen, med spørgsmål om aftensmad og forældremøder – dejligt med sådan et lille afbræk.

Løse ender

Det hæklede tæppe, der blev færdigt for godt fire måneder siden holder ikke.

I min iver efter at blive færdig og springe over hvor gærdet er lavest, valgte jeg at hækle enderne ind i stedet for møjsommeligt at hæfte hver enkelt ende.

Tæppet er blevet brugt, unger slænger sig tit i det, og meget hurtigt efter ibrugtagnigen begyndte der at komme huller, der hvor enderne arbejdede sig ud og stille og roligt trevlede sig selv op.

Til at starte med syede jeg hullerne til, men efterhånden er tæt på halvdelen af lapperne hullede og jeg gider det ikke mere.

Min umiddelbare tanke var, at tæppet måtte ud, væk og helt forsvinde.

Men der er meget garn og selvom det er i forholdsvis små stykker, prøver jeg alligevel at pille det hele op, for måske (måske ikke) at lave et nyt. Denne gang bliver det bare ikke lapper, men striber eller bølger.

Måske :)

Ren forvirring

Emilie har fået en ny veninde og klassekammerat. Hun hedder Emilia.

I dag var Emilia med Emilie hjemme og da Emilia skulle hjem fulgte Emilie hende et stykke på vej.

Hjemme igen, havde Emilie fundet en lille blomst til mig, uden så meget stilk, men sart og fin :)

Legebarn

I sidste uge blev Ungersvenden sendt ned og lave cykel, så bremserne igen kunne bremse. Der blev rodet og smurt, drejet og spændt og endelig mente han kæde kunne trænge til lidt smørelse.

Endnu engang måtte han ned, denne gang bevæbnet med en kædespray.

Dagen efter så jeg godt, der stod HEJ på fliserne lige ved siden af hans cykel. Det havde regnet og var vådt, så jeg tænkte i min naivitet – han har nok fundet noget vand på sin cykel og leget lidt med det….. (hvordan han så skulle have gjort det..!!)

Først den anden dag, da det bestemt ikke havde regnet og alt andet var tørt, slog det mig pludselig at han selvfølgelig havde leget med flasken med kædespray…

Han benægtede ikke, da jeg spurgte om han havde hygget sig.

Jeg går ud fra det skal slides af – indtil det sker, er det meget hyggeligt at blive hilst, når jeg henter mnin cykel :)

Mig – en kogekone

En lang hyggelig dag er slut. Størstedelen af dagen  har stået i køkkenets tegn, både med madlavning, nedfrysning og reparation af opvaskemaskine.

Vi laver næsten hver dag et eller andet ungerne kan købe for et par kroner eller en femmer, når de kommer sultne fra skole. Klog af skade og for at hjælpe os selv på mindre overskudsagtige dage, laver vi store portioner, hvad enten det drejer sig om varm mad, boller eller koldskål –  der  er  et hit om sommeren.

I dag var der ris og tomatsovs på programmet. Sovsen var rester fra en kæmpe protion min søde kollega lavede i går. Da alle havde fået, hvad de skulle have af de to kilo ris jeg kogte til, blev resten portionsanrettet og frosset ned. Lige nu er det, det eneste der er i fryseren, men hen ad vejen skal vi nok få fyldt op, og på dage vi ikke orker at lave noget, køber ungerne fra fryseren og varmer i microovnen.

Det virker rigtig godt.

Da første afdeling mad var klaret, var det tid at tænke på aftensmaden. jeg havde lovet pizza, og sådan noget skal selvfølgelig laves fra bunden. Slet ikke noget problem, siden vi for nogle år siden købte en superlækker røremaskine.

Siden kom opvaskemaskinemanden forbi, skilte det hele ad og rodede i hele køkkenet, så jeg i stedet greb mit strikketøj, kiggede ungernes computerspil over skuldrene, beundrede deres mærkelige selvbyggede maskiner og grinede af skrigeballonen, hvis stemme er gået i overgang – det lyder ret sjovt, når skrig pludselig går i falset.

Efter en del bøvlen og fiksfakserier gik maskinen endelig i gang. Det viste sig at den muligvis efter at have stået stille halvanden måned er kalket helt til og vandet blev afvist af en dyne af kalk allerede ved indgangen.

Jubiii, jubiii. Den kørte en gang uden noget i, kørte en gang opvask og da jeg så ville sætte den igang efter maden, ville den ingenting :( Jeg slukkede og venter til i morgen – og håber på det bedste.

På den anden side er det en almindelig husholdningsmaskine, der har holdt mindst 7 år i en institution – den burde have en medalje :)

Pizza er altid godt. Alene det at enkelte af ungerne kan proppe 10-11-12 stykker i gabet, er nærmest den bedste kompliment, der kan forventes.

Efter endnu en oprydning og opvask af gryder, potter og pander kom røremaskinen endnu engang i brug og i køleskabet venter fire portioner bolledej til i morgen.

Og som altid bliver jeg overrasket over hvor klistret sådan en dej kan være inden hævning og hvor nem den er at arbejde med bagefter. Jeg ved ikke hvad det er mel og gær gør ved hinanden, men jeg ved det virker og bliver rigtig godt.

Skønhed

Solen skinner fra en ikke helt skyfri himmel. Det blæser men vinden er varm. Der er dømt bare ben og en tro på sensommer, morgenmaden er i hus og blæsten kan bare komme an!

På altanen har den røde basilikum sat blomster og den ene smukke dahlia afløser den anden. Det gør ikke noget at kun to ud af fem planter sætter blomst, når de blomstrende bare bliver ved.

Det bliver en dejlig dag.

Småtterier

Det er tirsdag og tirsdag betyder sene åbnings- og arbejdstider. Måske bliver der tid til lidt strik. Måske ikke, for opvaskemaskinen er muligvis værre ramt end først antaget. Opvaskemaskinemanden kommer forbi igen i dag, formentlig med en dom, vi ikke bryder os om.

Det viste sig at vi i løbet af sommerferien fik ny vandhane, hvilket vi er meget glade for, men nogen glemte at lukke op for vandet til maskinen. Da vi forsøgte at vaske, fik den ingen vand med en mulig sammensmeltning af de vitale organer til følge.

Vi har før snakket om at den har holdt godt. 7 år som institutionsmaskine må siges at være godt gået. Desværre kan det godt gå hen og blive det helt forkerte tidspunkt, den står af. Nogen glæde over at skulle konfrontere chefen med netop det problem ser jeg ikke – det kunne godt give lidt ekstra grå hår til en økonomi, der ikke altid er nem at have med at gøre.

Men strikketøj må der med, så det blev et par sokker. Garnet købte jeg i Oslo for lang tid siden og mens farveforløbet i det opvundne nøgle ser helt fantastisk ud, er jeg lidt skuffet over det strikkede resultat. Farverne skifter lidt for ofte, og det bliver lidt for stribet.

Jeg kan rigtig godt lide flerfarvet garn, det er bare ikke altid resultatet matcher mine forestillinger.

Jeg strikker videre med en viden om at uanset hvordan de ender med at se ud, vil de varme mig godt til vinter.

En vinter der rykker tættere på med den dystre susen, der lyder lige udenfor mine vinduer og kryber ind af altandøren, der stadig ikke kan lukkes helt og nu efter snart en måned, stadig ikke er repareret…. Øv :(

Men nu skal jeg videre, der mangler morgenmad og hvis ikke jeg henter, inden jeg tager på arbejde, mangler der nok også i morgen!

Teknologiens vidunderlige fremfærd

For et par dage siden, fik jeg ved selvsyn et indblik i hvordan teknologien bare hamrer derudaf med temmlig mange kilometer i timen. Et enkelt blink og alting er uhjælpeligt forældet.

For mange år siden, jeg har slet ikke lyst til at regne på hvor mange – men det var før jeg fik børn! – købte min daværende kæreste (senere ungernes far) og jeg et lækkert anlæg. Det virker stadig, uden problemer, selvom der helt sikkert er kommet nyt til, er det ikke anlægget det handler om lige nu.

Men højtalere!

I første omgang fik vi et sæt kæmpe store gamle fornuftige B&O højtalere. Ud over at de fyldte, har jeg intet ondt at sige om dem.

For omkring 10 år siden, kom ungernes far hjem med et sæt bittesmå højtalere og en kæmpe subwoofer. Jeg har ikke meget forstand på højtalere og den slags teknik, men lige de her højtalere (jeg også har glemt hvad hed) skulle have været noget af det bedste på markedet - dengang.

For flere måneder siden, gik det op for os at de kunne ikke mere. Bassen var gået, den ene højtaler sagde ikke noget osv osv osv….

Bedsteveninden fandt nogle gamle billige endnu mindre højtalere i kælderen, sidst hun ryddede op, og da vi lige stod og manglede og de sikkert var bedre end ingenting fik jeg dem med hjem.

Anders kviede sig lidt ved at sætte dem til, for selvom de lækre gamle, vi havde, ikke rigtig duede, var de nye alligevel lidt for billige – troede han!

Endelig skiftede han – og så er det, det viser sig, at de nye billige er meget, meget bedre end de superlækre mindst 10 år gamle højtalere.

- Det må være fremskridt, der vil noget!

:)

Aftentur

Mens aftenen langsomt faldt på og solen gik til ro, cyklede Emilie og jeg en tur rundt med fødselsdagsinvitationer til de børn, der bor i den nærmeste omkreds.

     Hvor er det hyggeligt….

Sagde Tøsebarnet, mens vi cyklede, og jeg måtte jo give hende ret.

Vi burde gøre det noget oftere – ikke at aflevere invitationer, men tage en tur ud i aftenen, enten på cykel eller også bare gå.

Hjemvendte unger og hørsagen

Ungerne er kommet hjem, efter en hyggelig weekend i det jyske, med tur til stranden, film, spil og hygge. Den nye papbror lever op til standarten og de glæder sig til at vende tilbage omfjorten dage.
Eneste minus var de sidste to timer af togturen – vel at mærke begge veje, på en tur der tager to timer og tre kvarter!
Mon ikke de lærer at have bøger, musik eller andet med i toget.
Allerede i formiddags havde jeg forsøgt med kamera, spejl og hørsagen, men synes ikke billederne var særlig gode. Da jeg skulle hente ungerne, kom kameraret med og Daniel blev udset til kameramand. Den grønne baggrund var som sådan fin nok, alt andet var bare mere rystet, end jeg brød mig om – så nu får I formiddagens mest vellykkede billede. det var så også det, hvor kameraret fylder det hele.
Jeg synes stadig den er perfekt :)

Aften

Mens solen hænger lavt, med den smukkeste røde farve, mit lille kamera ikke kan gengive, laver Anders mad, der bliver lidt senere, sådan en dag ungerne ikke er hjemme, og jeg hæfter de sidste ender i hørsagen, der bare er blevet perfekt, men stadig mangler en opskylning.

Jeg har været heldig med udregningerne, og kun en smule af den posefuld, jeg fandt i kælderen, er tilbage.

Opskriften mangler at blive renskrevet, og det bør den, for selvom jeg sjældent strikker det samme mere end en gang, ved jeg allerede nu, at måske kunne denne godt blive en af de få, der får en tvilling.

Måske får jeg taget billeder i morgen, måske går der flere dage. Jeg ved ikke hvornår, men der skal nok komme et billede af det færdige projekt.

Natteroderi

Deroppe i de tyndere luftlag af Rødovre, er en ret god udsigt. Og sådan en aften med gode venner er altid en god ide, også selvom dagen efter ikke bliver til helt så meget :)

Afgang

De blev sendt af sted. I strålende solskin efter første uges skolegang og fredage, der for begges vedkommende stod på ture. Den ene mod Badesøen i Albertslund, den anden mod Klampenborg og dyrehaven.

De så en smule trætte ud, inden de hoppede ind og talen var faldet på muligheden for at sove lidt på den to timer og tre kvarters lange tur. Hurtigere bliver det ikke, billetterne var med vilje bestilt til lyntoget.

Senere nåede de frem, mere har jeg ikke hørt.

Mens ungerne kørte tog, tog jeg videre mod en hyggelig aften i gode kollegers selskab, kom alt for sent i seng og glædes stadig over det hold i nakken, jeg fik pådraget mig engang i går.

Jeg overvejer at finde en god massør!

Opstart

Mens sidste uge var kedelig og lang, har denne uge vist sig fra den modsatte side.

Jeg har slæbt mig mere død end levende hjem fra arbejde, træt af indtryk, oplevelser, spørgsmål og glade stemmer. Fyldt op på en måde jeg ikke har oplevet længe.

Det bliver et fantastisk år – er jeg sikker på. Ungerne i år er af en støbning, der meget hurtigt kan komme til at føle ejerskab for deres Café og de årgange er helt sikkert dem, der giver mest, får mest og fylder mest på den positive konto.

Med mulighed for to år i Caféen, har vi hvert år to skiftende årgange. Den årgang vi netop har sagt farvel til har ikke været meget i Caféen. Det var ikke os, det var ikke Klubben, det var bare en bunke unger, der havde valgt en anden måde at bruge deres fritid på. Vi har set dem ind imellem – glade børn, der gerne kom forbi med lange mellemrum, men havde deres baser og dagsorden andre steder.

Det har betydet en amputering af vores medlemsantal, der i første omgang førte til frustationer og tanker om, hvad vi gjorde forkert. Vi snakkede, planlagde, analyserede og var generelt kede af at være valgt fra – for det følte vi, vi var. Senere gik det op for os, at vi ikke skulle føle os fravalgt, men glæde os over en gruppe børn, der formåede at skabe deres egne rammer og egne ideer om hverdagen.

Det gav rum for os til at bruge vores rammer sammen med de af vores medlemmer, der kom, på de ting der dukkede op og de ting, ungerne havde lyst til.

Det har betydet to år med meget få medlemmer, to år med masser af tid til den enkelte og to år  med ro og fred, der ind imellem grænsede til kedsomhed – for det er da fint, der er voksne til rådighed, bare de holder sig væk, når vi ikke lige har brug for dem.

Nu starter en ny årgang, sammen med årgangen, der har brugt os, fra sidste år. Det kan mærkes. Hele ugen, har der været fyldt op i en grad, så det næsten er for meget af det gode.

Glæde avler glæde, og når der dukker mange op, følger flere med. Nye muligheder skal prøves af, nye konstellationer skal dannes og nye tanker og ideer findes frem.

Det bliver et fantastisk år!

Skolestarts-sysler

Med et nyt skoleår følger nye bøger – nye bøger betyder indbinding.

Emilie kom med sine og spurgte om ikke jeg ville pakke dem ind. Jo da – jeg synes sådan noget klippe-klistre er hyggeligt. Ungersvenden spottede hurtigt min beskæftigelse og kom med sine.

Aftenprojektet var i hus, der var lige nok bogbind til alle bøger. De mener nu begge, de nok får nogle flere, så jeg må heller finde mere bogbind :)

Et let tryk

Så er der bestilt billetter, der er printet ud og afhentning planlagt i den anden ende. Alt sammen via lette tryk på tastaturet.

Et let tryk huserer også i min mave, for billetterne gælder ungerne, der på fredag tager til Djursland et sted, på egen hånd og kun de to. Barnefaderen har valgt at flytte til Jylland og ungerne får togture gennem det ganske land foræret.

Det  er ikke første gang, de skal alene af sted. Sidste gang (der også var første gang) var for et par år siden. Dengang gik turen fra Nyborg, hvor jeg havde haft dem med på koloni, til Sønderborg, hvor barnefaderen og sommerferien ventede.

Dengang tikkede der beskeder ind om både madpakkespisning, sodavandsdrikning og enhver station de kom forbi. Det gør der nok ikke denne gang :) 

Jeg tvivler ikke på, de nok skal få en hyggelig tur og sagtens kan tage alene af sted, alligevel kan jeg ikke frasige mig det lette tryk i maven. Et tryk der også gav mig fri fredag, så jeg kan følge til toget og vinke behørigt farvel – det manglede bare sagde samtlige mine kolleger.

De er jo store – er de. 15 og 11! Jeg husker stadig turene min søster og jeg tog med færgen, senere også bussen fra København til Rønne, mod besøg hos vores Far, som spændende og eventyragtige. Og vi var vist ikke mere end 10 og 12 :)

Ansvar og terningekast

Caféen er ikke særlig stor, og et bord vi alle kan sidde rundt om hører ikke med til indretningen. Når vi spiser sammen tirsdag aften, bliver der derfor flyttet lidt rundt og  båret et bord eller to ind fra gangen mellem Klubben og Caféen, hvor borderne normalt bor.

Der er altid nogen, der frivilligt bæret bordene ind. Mens vi spiser skal det så besluttes hvem der bærer bordene ud igen. Til det er ikke rigtig nogen frivillige, så valget er faldet på terningekast. Et raflebæger og en terning går bordet rundt. De der har båret ind bliver sprunget over, de skal selvfølgelig ikke bære ud igen – derfor altid frivillige. Der skal bruges to om hvert bord, og indtil der er fundet bærere til alle borde, bliver terningen ved at rotere.

Vi slår om 6’ere, og det kan ind imellem blive både højlydt, spændende og temmelig sjovt.

I går tog vi en ekstra omgang. Vores opvaskemaskine har valgt at fortsætte ferien, og først torsdag kommer der en mand og kigger på den. Da vi voksne ikke synes vi var de eneste, der skulle vaske op, valgte terningerne to ekstra til hjælp.

Alle er enige om at systemet er retfærdigt og ingen brokker sig – heller ikke de, der tirsdag efter tirsdag slår 6’ere!