Vestmannaøerne

 

Vendte vi blikket den anden vej, dengang vi stod på stranden vest for Vik i Myrdál. kunne vi se mod Islands sydligste punkt. Øgruppen Vestmannaeyjar, der består af en flok øer, skær og klipper opstået af vulkansk aktivitet. 

 

 

Den største af øerne er Heimaey, den eneste beboede ø, der er beboet af henved firetusinde indbyggere. Øen har et areal på omkring tretten en halv kvardratkilometer, består af vild natur, en by, en landingsbane og en vulkan, der næsten lagde øen øde i et ret voldsomt udbrud tilbage i 1973, der betød en ret omfattende redningsaktion fra alt og alle.

Islændingene er et hårdført folk, og til trods for noget nær en total udradering, flyttede de tilbage og øen er igen befolket af alle dem, der ikke lader naturen bestemme, hvor de skal bo. 

 

 

Øen ligger omkring tretten-fjorten kilometer fra kysten, adgangen er en færge fra Landeyjahöfn, sammen med fly, som jeg forestiller mig ikke er særlig store. Øen er stormomsust, og jeg kan ikke lade være med at have en del respekt for de mennesker, der vælger at leve deres liv, på så udsat et sted. 

Fra stranden ved Reynisfjara ligner øen et nærmest uindtageligt fort, og ser ikke ud til at ligge særlig langt væk. Men afstande har det med at snyde, og der er langt længere, end jeg umiddelbart kunne se. 

 

 

Jeg er sikker på det vil være en oplevelse at besøge øen, der er den næststørste af de islandske øer - kun overgået af Island selv. 

Vores tur gik ikke mod Vestmannaøerne, så vi vendte blikket tilbage mod Island og de oplevelser der ventede os der.