Parat

 

Sovepose – tjek

Liggeunderlag – tjek

Telt lånt sidste sommer, og endnu ikke tilbageleveret – tjek

Langærmet undertøj til i aften/nat, når det bliver koldt – tjek

Sokker – tjek

Skiftetøj – tjek

Overvejelser om at gå ud i niendeklassernes skumuddeling – tjek

Frokost, aftensmad og morgenmad – tjek

Overskredet tidsplanen – tjek

strikketøj – tjek

kamera – tjek

Lommelygter, til både Emilie og jeg.. hun har nok glemt - tjek

 

Jeg tror jeg er klar. Både til sidste skoledag, teltopslagning, bål og overnatning i aften.

Brugt

Jeg har glemt hoyaen. Synes bare lige jeg har vendt ryggen til, og lange fangarme har snoet sig om spejl, lampe og mod gardinet. Det med gardinet er måske ikke så smart, med lampen er hyggelig. Når vi så samtidig får kig til fiine lyserøde blomster, kan det næsten ikke blive bedre.

Aftenen går med hjernedødt fjernsyn administreret af Emilie, mens jeg overvejer hvornår jeg skal kapitulere og gå i seng. Jeg er mat og træt og ved der venter en lang dag i morgen.

Jeg tror jeg satser på en kop the mere sammen med en smule strik, og hopper til køjs, når Emilie skal i køjen.

God plan!

På cykel

Jeg holder meget af at cykle og formiddagens bytur på cykel over Valby Bakke, var en god begyndelse på en dag, der har været præget af forberedelse. I morgen er dagen for vores årlige overnatning i telt ved bålpladsen. Jeg har nærmest febrilsk holdt øje med vejret de sidste dage. Det ser ud til at der nok kommer regn, men i så små mængder at vi ikke lader os skræmme væk.

I morgen er også dagen hvor Klubben tager på weekend med femte klasserne. Også de skal have telte med og fordelingen har voldt nogen hovedbrud. Jeg er sikker på, vi nok skal klare os, og alle sove i tørvejr under en teltdug.

For at det ikke skal være løgn er morgendagen også niendeklassernes sidste skoledag. Med traditioner for revy, skum og fodbold er der ikke levnet meget tid til forberedelser i morgen. Måske netop derfor så meget mere kul på i dag.

Fra Valby Bakke er det bare ligeud indtil Rådhuspladsen. Helt bare er det ikke, for hverken bilister, cyklister eller gående er særlig gode til samarbejde på Vesterbrogade. Det gælder om at holde øje og være på vagt. Hele tiden er der optræk til storm og hvert øjeblik er der mulighed for sjove indfald, der rent trafikmæssigt sikkert ikke går under betegnelsen sjov.

Nemmere bliver det ikke ved Rådhuspladsen, der er kuldsejlet med byggerod og nye måder at komme rundt. Jeg stod af og besluttede mig for at trække over HC Andersens Boulevard og Rådhuspladsen.

Måske var jeg mere følsom i dag, men pludselig gik det op for mig, hvor meget os og stank der er i luften. Det kunne selvfølgelig også være hjørnet ved Industriens Hus, der er hårdt ramt.

Fra Rådhuspladsen er der ikke langt til Sommerfuglen. Før jeg kom til, dukkede en mand op, der var sendt i byen helt fra Norge med håb om at få garn i samme indfavning, som den derhjemme. Det lykkedes og manden gik glad fra butikken med ny viden om bundter og fed. Jeg fik en hæklenål og satser på at nå et par blomster i morgen aften, når vi sidder rundt om bålet.

Dobbelt glæde

Kjolen, der snart er færdig, vil åbentbart lege mere. Under gårsdagens personalemøde var fremgangen tydelig. Et kig i morges afslørede to sølle manglende pinde. To pinde der fratager det meste af en centimeter af længden.

Det kan jeg ikke leve med, og mens Tøsebarnet fik øjne og vaskede hår, og den dynestjælende kæreste forlængede søvnen med en til tider støjende alarm, trævlede jeg op med ekstra glæde til følje. Knap en time senere kunne jeg konstatere, at alle er kommet godt ud af døren, Ungersvenden med den tidlige læseferie stadig sover, og jeg strikker hurtigere, når jeg ikke samtidig skal høre efter.

Der går ikke mange dage, før pindene definitivt kan sige farvel til kjolestrikningen og en nål overtage arbejdet med alle enderne. prikken over i’et bliver en masse små hæklede blomster. Hæklenåle har jeg masser af, men ingen af de gode ergonomiske. Jeg tror det er tid til at afprøve. Jeg tror endda jeg har tid til en bytur og indkøb inden arbejde.

Hvis jeg nu lige hæklede en blomst eller to, kan jeg også ramme den rigtige størrelse hæklenål i første forsøg…

Tænk…

… At lave lækker mad, der både hjælper med at blive smækker-lækker og er godt for min krop… og så føle det syndigt at spise.

Morgentravlhed

For første gang i lang tid skal jeg op og af sted samtidig med resten af husstandens beboere. Jeg skal nå at bage en hel masse boller inden klokken er ti. Dejen er lavet, står i køleskabet, hvor det har stået hele natten, og venter.

Det er bare ikke mit køleskab.

Jeg glæder mig helt, til at kunne følges med Emilie mod skolen.

Det trak op

Da jeg passerede Emilie, nåede jeg netop at håbe vi ville nå hjem inden det for alvor gik løs. Knap havde jeg sagt ordene og sat mig i bevægelse, før de første dråber faldt. Længe inden Centret var regnen gået over i hagl, der ikke føltes mindre våde, sammen med et akompagnement af bulder og brag. Den fine seddel jeg hængte på cyklen i går aftes, i håb om at sparre vores tohjulede, når der i disse dages ryddes ud, hang noget med hovedet, og så slet ikke fin og ny ud længere.

Ved Centret var der plads til et hurtigt stop og indkøb af de råvarer Fakta ikke ligger inde med. For en enkelt gangs skyld købte jeg en pose med. Ikke for at bære, men for beskyttelse til cykelkurvens indhold.

Senere stødte Emilie til. Hun valgte kyllingens lod i morges, og tog bussen bevæbnet med den syregrønne paraply. Mon ikke hun kunne ses.

Nu er vi hjemme, bulder, brag og hagl er erstattet med sol fra en nærmest klar himmel, og jeg har masser af tid. Tid jeg troede skulle bruges med interesserede på næste stop. Ungdomsklubben, der er vores forlængede arm, men desvære ikke i vores regi.

Ingen ville med, så jeg tog hjem. Gennem regnen. Tiden vil jeg bruge på acryldugen og de kinesiske skrifttegn. Det er vist ved at være på tide.

Den spæde start

Jeg tegner og beregner, og om lidt sætter jeg nok også saksen i. Jeg har lovet Emilie en regnfrakke og vi har købt det fineste mønstrede acryldug. Bedsteveninden lå inde med gamle gardiner med kinesiske skrifttegn. Skrifttegnene skal være foer, og heldigvis er der rigeligt.

Tvivl skal der til, og heldigvis er der masser af gardin. Så jeg starter med foeret, og passer til inden dugen, der ikke sådan er til at rette i, og helst ikke skal have for mange huller. Jeg lægger også ud med at slutte ved taljen, for der er ønsket vidde forneden, men er jeg sikker på hvor taljen sidder?

Næh, så hellere sikre en pæn fordeling inden det for alvor går løs.

Nu er det også holdt op med at regne!

Fantastiske himmel

Somme tider er himlen mere fantastisk end andre.

Inden himlen endte i bål, har det regnet og haglet og været gråt.

Og inden da nåede jeg ned med skraldet og fandt det smukkeste kæmpestore spejl i en lækker ramme, jeg ikke aner hvor jeg skal gøre af, men som alligevel kom med hjem og nu står i mellemrummet for fodenden af sengen.

Jeg nåede også lige at hente et fint lille sofabord, der med en lille smule kærlighed kan blive rigtig fint. Det ligger i kælderen nu, og venter på at Henriette til august endelig står med egen bopæl.

Mens regnen og haglene fik ruderne til at give efter, har jeg siddet i sofaen med en bog, der ikke sådan lader sig slippe… Og lige om lidt, sidder jeg der igen.

I potter og krukker

Jeg har været aktiv på altanen.

Meget kan mine hænder og fingre. Men grønne, er der endnu ingen, der har beskyldt dem for at være. Sikkert godt det samme. Men jeg lærer hele tiden, og måske ved jeg pludselig meget mere om krukker og potter, end jeg vil påstå at gøre lige nu.

Knap var Emilie forsvundet ud ad døren, før jeg alligevel fandt mig selv siddende med jord til albuerne. Jeg har god tid til at rode med jord, hun kommer nemlig ikke hjem igen, før engang længe efter skolen er forbi i morgen. Hun har en aftale med Mormor, og da ingen andre gjorde noget, aftalte hun bare selv. Slet ikke nogen dårlig løsning på den sag.

Men den der altan. Tulipanerne er afblomstret og stænglerne står ranke og fine, men knap så kønne. I kælderen ligger dahliaknoldene, jeg sidste år gravede op, og efter alle kunstens regler gemte i en papkasse med aviser. Der har de ligget hele vinteren, mens alskens skrammel er bunket ovenpå og de stakkels knolde er helt glemt.

Meningen var jo faktisk at de skal i de samme krukker og potter, som tulipanerne bebor. Tulipanerne flyttede ind, dengang knoldene flyttede ud. Jeg har bare glemt dem. Fuldstændigt. Og hvornår skal sådan nogen egentlig plantes? Måske er det for tidligt, for det er vist ikke særlig mange dage siden, der stod nattefrost på programmet. Måske skal jeg lige efterse vejrudsigten de næste dage.

Men hvad med tulipanerne. Og hvad med de stakkelse knolde, der hentet fra kælderens dyb, havde udviklet blege, fotosyntesemanglende skud, der rakte opad, og lignede noget der higede efter jord.

Et kig på nettet afslørede at tulipanerne skal have lov at visne. Det havde jeg ærlig talt ikke tid til, så umiddelbart var jeg parat til bare at grave dem op og hælde dem ud. Men så faldt jeg over en enkelt artikel, der mente at vide, at de fine ranke stængler sagtens kan visne ovenjorde.

Så nu er der byttet plads. De fine sten og sneglehuse og skaller, der har prydet toppen af krukkejorden, er forsigtigt pillet af, tulipanløgene forsigtigt garvet op, og dahliaknoldene overtaget pladserne sammen med en smule ny jord. Nu ligger tulipanløg og stængler i kassen sammen med aviserne og de fine sten og skaller i krukkerne. Om det duer til noget, det vil fremtiden vise.

I stedet er jeg mere spændt på om de skydende knolde, skyder mere. Eller om den ene af de fem, der slet ikke skød, vil være med i legen.

Og når jeg om lidt har spist frokost, venter en sækfuld gamle altanrester og oliventræet, der gik ud for flere år siden, på at jeg tager mig sammen og slæber det hele ned til storskrald. Og så er der endda blevet plads til at sidde rundt om bordet.

På nye veje

Lørdagen er brugt godt. Jeg har bagt og læst og strikket lidt ind imellem.

Emilie havde brug for søvn og har haft det fint hele dagen. En tur til Centret og assorterede butikker bragte en smule nyt til husholdningen. Nye ingredienser og ting jeg ikke tidligere troede jeg nogensinde ville bruge i min madlavning.

Jeg på vej mod noget nyt. Mod nye måder at tænke mad, at tænke livsstil. Det føles rigtigt. Måske ender jeg tilbage hvor alting er trygt, men lige nu er jeg drejet ned ad nye gader, mod ny energi og en pludselig opstået lyst til at lave mad.

Jeg har også tabt mig. Ikke så meget at det kan ses. Men energien – det er helt vildt. Det er længe siden jeg har oplevet så meget energi. Og selvom jeg er sulten hele tiden, føles det alligevel rigtigt, og jeg er sikker på det er godt for min krop.

Jeg har spist kål, så det står mig ud af ørerne. Men kål og grøntsager mætter på en anden måde end brød og kartofler. Og så er det jeg bliver sulten. Jeg har aldrig spist så meget, som jeg har stoppet indenbords i løbet af de sidste uger. Jeg har aldrig pruttet så meget som de første dages indtag afstedkom. Og lugtet! Det ser heldigvis ud til at være slut nu. Meget hurtigere end jeg umiddelbart havde forventet.

Mens jeg sad på altanen med bog og strikketøj slog en tanke pludselig rod. En tanke der bagte mig ti år tilbage i tiden. Til dengang jeg med frihedsfølelse tog hul på et nyt kapitel som enlig mor og alene om alle beslutninger.

Bedsteveninden og jeg opsøgte en håndlæser. Det var en intens oplevelse. I løbet af ingen tid, sagde hun ting, der var så præcise at jeg overvældet tog imod det hele. Hun sagde kun gode ting, ville ikke tale om død og ødelæggelse, men gerne om frustrationer og måder at komme videre.

Det var dengang hun fortalte, at når jeg bliver omkring fyrre, vil jeg tage mit liv op til revision og gå nye veje. Vi har gennem årene tit snakket om hvad det var, der skulle ske og om der nogensinde ville ske noget.

Lige der på altanen, omgivet af bog og strikketøj, gik det lige op for mig, at om mindre end tre uger fylder jeg fyrre.

Klokkeklang og sygeseng

Ikke et eneste billede fik jeg taget af alle de glade konfirmander. Det virkede som en overtrædelse af deres dag, at bede dem stille sig op for mig, selvom de sikkert gladeligt havde gjort det, og familierne knipsede løs.

Vi havde travlt da vi endelig kom ud af døren, og med en viden om start klokken ti blinkende foran os, trådte vi godt til og nåede kirken med mindst mulig forsinkelse. Der lød sang fra den stopfulde sal, da vi trådte indenfor og fandt en ståplads i hjørnet lige inden for døren. På folderne med hele forløbets gang og sange, stod der også at de havde været i gang siden halv ti. (Jeg kunne selvfølgelig selv have tjekket op, i stedet for at stole blindt på roden. Men jeg valgte at stole)

Vi nåede dog det vigtigste – at se alle rødderne og tøsene træde frem og træde i de voksnes rækker. De gjorde det fint, talte højt og gik æresrunden til UG og stjerne.

Udenfor mødte vi lærerne, der også var mødt op og alle ungerne, der nu er voksne stod til skue og billeder og lykønskninger i jakkesæt, vandkæmmet hår og fantastiske kjoler spændende fra lårkjort til hellangt, fra alternativt til misundelsesværdigt for enhver brud.

De var squ skønne – var de!

Mens konfirmander og familie kørte standsmæssigt fra kirken, sadlede vi cyklerne til turen videre mod byen og Bedsteveninden. Knap var vi trådt ind ad døren før Emilie fik det dårligt, brækkede sig og blegnede i bedste lagenstil. Mens Tøsebarnet blev dopet og stoppet under dynen, besluttede vi andre at blive hjemme og hygge, i stedet for at spise frokost et sted i det grønne, som ellers var udgangspunktet.

Hjemme er også godt og mens jeg strikkede fik Bedstevenindens Iphone en tiltrængt opdatering og vi løste gåden om billederne, der ikke ville fiindes.

Timer senere vågnede Tøsebarnet igen op til dåd, forsøgte med lidt spisning og en film, inden hun igen gik omkuld og til sidst måtte op, for vi skulle hjem. Hellere før end siden. Vi tog toget hjem, der gav mulighed for lidt stillesidden, inden hun vel hjemme straks kravlede til køjs, klynkede lidt over en seng der ikke ville stå stille og heldigvis hurtigt faldt i søvn.

Forhåbentlig er hun klar igen i morgen. Om ikke andet søndag, hvor mormor med glæde og ventens længsel er på programmet.

Glo-konfirmation

Mine ottendeklasser skal konfirmeres. En af rødderne lovede mig at se ham i jakkesæt, skulle jeg finde på at dukke op. Det gider jeg godt. Det gider Emilie også godt.

Vi har fundet det pæne tøj, og pakket til hele dagen, for efter konfirmationen og lykønskningerne fortsætter vi til Bedsteveninden og en dag i hyggeligt samvær.

Ugler i Mosen

Jeg så nu ingen ugler på turen gennem Utterslev Mose. Til gengæld mødte jeg en edderkop, et ituslået sneglehus og en masse gæs.

Mens gæssene bare stod i vejen eller kom rendene efter mad, hvis ikke de hvæsede fordi jeg kom for tæt på deres unger.

Edderkoppen og sneglehuset derimod. De stod helt stille i alt deres træværdighed og indbød til leg og sjov.

Jeg har satset

Dmi lover sol resten af dagen.

Nu hænger vasketøjet til tørre udendørs, med håb om at det er tørt, når jeg kommer hjem.

En hel dag med strik

Fem timer sad jeg og lyttede. Fem timer sad jeg med strikketøjet og strikkede. Jeg duer ikke til at lytte, hvis ikke mine hænder også laver noget. Kan jeg ikke strikke, ender jeg med at tegne.

Fem timers strik skulle gerne fremkomme med noget fremviseligt. Men når det strikkede er et sjal, der efterhånden har så mange masker på pinden, at jeg slet ikke tør tælle og garnet er tyndt, bliver fem timer ikke til meget mere end fire og en halv centimeters fremgang.

Jeg vil have et stort sjal, og der er lang tid til jeg løber tør for garn. Jeg er ikke sikker på, jeg stadig synes lige så godt om garnet, som da jeg købte det. Måske er der alt for mange farver. Men det får være. Jeg vil have et stort sjal og jeg strikker i det garn, jeg nu engang er begyndt på.

Det er bare svært at beregne hvor mange mønstergentagelser, der skal til, før sjalet får en passende størrelse, når alting kravler sammen og skal strækkes temmelig meget til det endelige resultat.

Mønstret er Echo Flower Shawl, fundet på Ravelry og strikket af mange andre end mig. Jeg har kigget på rigtig mange af de andres projekter, men det er stadig svært at vurdere, hvor stort det egentlig bliver.

Jeg tror nu nok, jeg fortsætter lidt endnu.

Dry/Wet

Sagt på Alkoholkonferencen i går:

Måden at drikke alkohol kan groft deles op i to traditioner. Den tørre, der kendetegner Sydeuropa, hvor de drikker ofte, men ikke ret meget, og slet ikke søger fuldskaben. Og den våde, der kendes fra Norden, hvor der drikkes til specielle lejligheder, hvor der til gengæld drikkes meget og fuldskaben søges.

I Danmark har vi valgt det “bedste” fra de to traditioner – vi drikker meget, tit!

Jakob Demant

Tankevækkende..

Utterslev Mose

Dagen har været lang og informativ. Forskellige oplægsholdere med hver deres vinkel til unge og alkohol. Nogle med meninger mine harmonerer med,  og andre med holdninger jeg føler afstand til. Debat, panel, diskussioner, frokost, masser af vand og alt for lang tid på en stol.

Turen gennem Utterslev Mose i morges var fantastisk, med høj sol og masser af varme. Jeg måtte tage det yderste tøj af, efterhånden som sveden brød frem.

Hjemturen var præget af gråvejr og alle de spændende steder, jeg i morges tænkte skulle foreviges på hjemturen, endte i gråvejr uden alt det sol, der i morges gjorde det endnu smukkere at se på.

Gæssene derimod, de stod midt på stien med alle deres unger, og havde ingen intentioner om at flytte sig, selvom jeg er meget større end dem. Jeg har før oplevet svaner, der ikke går ad vejen, men jeg synes mine tidligere oplevelser med gæs er noget mindre fremtrædende, end dem jeg mødte i dag.

Jeg føler mig en smule brugt og træt nu. Masser af tanker skal sorteres og forhåbentlig får vi mulighed for at bruge alt det vi har hørt i en mere konstruktiv praktisk process.

Men lige nu frister et blødt underlag og resten af den igangværende bog… hvis ikke jeg undervejs falder i søvn. Det er set før.

Konferencedag

Morgenen er stille og jeg føler jeg har god tid. Det har jeg egentlig ikke, for dagen byder på konference om unge og alkohol på Center for Ungdomsforskning, og jeg skal langt tidligere af sted end normen anbefaler. Det er vist en bekostelig affære og kommunens afdeling af SSP inviterede de udvalgte, der bliver brugt i samarbejdet om forældremøder og snak om alkohol med både børn og voksne.

Jeg er spændt på udfaldet og håber på ny inspiration til aftenmøderne med teenagere. Det bliver hurtigt den samme remse jeg lirer af hver gang, og nyt kan være med til at dreje alting en lille smule og finde nye vinkler.

Mens jeg venter på plads i køkkenet, der bruges af næsten-teenageren, der er god til det med madpakker, nyder jeg morgenluften på altanen og glæder mig over udsigten til stikkelsbær, fra den lille busk der flyttede ind for et par år siden.

Jeg har flyttet spidserne til det lyttevenlige strikketøj, har tasken fyldt med mandler og om lidt også koldt vand og lidt til frokost, skulle den helt ekseptionelt udelukkende bestå af kartofler og blødt brød.

Mens morgenmaden nydes, tjekker jeg ruten og beslutter mig for den lidt længere tur gennem Utterslev Mose til fordel for de kedelige lige veje. Vandet koger i køkkenet, så rejsekoppen kan fyldes og jeg kan få the, når jeg kommer frem. Min er selvfølgelig grøn.

Jeg holder meget af the, men ikke af enhver slags. Jeg ved hvad jeg vil have og hvad jeg kan lide. Så hellere selv medbringe end blive spist af med en garvesyrefyldt sort sag, min mave vil pines af i flere timer efter.

Jeg tror det bliver spændende og jeg er forventer at være helt væk og meget træt, når jeg senere vender hjem igen.

Jeg ønsker jer alle en dejlig dag.

Butternut

De sidste dage har Emilie kredset om en sjov stenhård tingest hos den lokale grønthandler. I aftes faldt jeg helt tilfældigt over en opskrift, og langt vigtigere - noget om hvad det er for en.

En butternut. En slags græskar.

Vi tog en af dem med hjem i dag, flækkede, penslede med olie og bagte i lang tid, til den var helt mør og den stenhårde skal nærmet ikkeeksisterende.

Jeg var nået det meste af vejen gennem flækningen, da det slog mig, jeg hellere måtte tage et par billeder, inden beviset var forsvundet. Derfor revnen nederst på øverste billede.

Sød og blød og mild viste den sig at være. Ungerne var ikke specielt imponerede og jeg har lige besluttet at stivelse måske i virkeligheden slet ikke er godt for min krop. Ikke mere brød og kartofler til den dame.

Altså hvis det viser sig at holde stik. Sjovt nok er det slet ikke svært at lade være at spise kartofler og brød og pasta og alt muligt andet fyldt med stivelse. Men det kræver tankevirksomhed og øvelse.

Men det føles rigtigt. Lige nu. Jeg skal bare lære at bruge de nye råvarer. Dem jeg ikke har gjort stort i før. Jeg er sikker på det kommer og indtil da, forsøger jeg mig frem. Jeg er også sikker på at begynder jeg at gå rundt og sige at jeg ikke må spise dit eller dat, så er det dømt til undergang.

For jeg må spise lige hvad jeg vil, der er ingen tvang. Til gengæld tror jeg på at siger jeg ting i retning af, at jeg tror, eller måske senere ved, at det her har min krop ikke godt af, og jeg vælger at lade være med at spise det, så er der muligheder. Og det er sådan jeg har det lige nu – jeg vælger at lade være.

Men indmaden af det der græskar, som ungerne ikke var imponeret af – det var jeg faktisk heller ikke. Det var så sødt, at jeg er sikker på det er fyldt med stivelse, hvilket ikke fik mig til at nyde det særlig meget, for jeg har jo lige besluttet, at det tror jeg ikke er godt for min krop…

Men den der indmad. Den vil sikkert gøre sig rigtig godt i brød eller kage eller noget i den retning. Og jeg gider godt bage, også selvom jeg ikke har tænkt mig at spise det. Jeg er i hvert fald nødt til at prøve det.

Så græskar – here I come.

Magic fingers

Helt selvfølgeligt virkede kameraet i det øjeblik kameramanden stod med det i hånden. Dejligt – helt klart, men også en smule pinligt eller noget.

Manden var nu flink nok, grinte ikke engang, men mente kortet ville have godt af at blive formatteret, og kunne endda vise mig hvordan.

Hjemme styrtede jeg ud på altanen med mål om at tage billede at et eller andet. Lige meget hvad, bare et billede. Det blev en af de sidste tulipaner, som nok så smukt står i sit forfald.

Nu håber jeg bare det hele virker i morgen også, og dagen efter og efter igen.

Jeg er en smule nervøs.

Noget om tape

Papir er stærkere end man sådan lige går rundt og tror, men det kan ikke tåle vand. For at en taske flettet af papir skal kunne holde til noget er det nødvendigt at coate det med et eller andet.

Jeg bruger tape. Almindeligt billigt bredt tape. Det kan findes flere steder, og jeg er ikke engang sikker på, det jeg har fundet, er det billigste. Jeg køber mit i Tigerbutikken. Jeg køber også til Caféen, hvor pigerne stadig fletter till den store guldmedalje. Jeg har overvejet hvad de tænker i butikken, når jeg flere dage i træk køber den ene store portion kedeligt tape efter den anden…

Tapen er cirka fem centimeter bred og dækker derfor ikke hele papirstykket. Det gør ikke noget, bare det dækker den midterste del – allervigtigst er den del, der ender med at blive set. Altså det valgte motiv.

Det færdigt tapede stykke papir, lige til at folde.

Jeg har prøvet mange forskellige måder at sætte tape på. Den ene var værre end den anden. Tapen klistrede, papiret krøllede og det hele var noget rod. Min søde kollega prøvede med en tapedispenser beregnet til det brede tape, úden at det blev meget bedre.

Vi klistrede videre. På bordet, på papiret, på os selv, inden der endelig fremstod en løsning, der siden er pudset og poleret til det næsten ikke kan gå galt. Men det er tape, og det klistrer, så det kan altid gå galt.

Princippet er at strække tapen ud med klistersiden opad, og så lægge alle papirstykkerne i en lang række på tapen, og bagefter klippe dem fra hinanden.

Det er svært at forklare, så her kommer billederne.

En taperulle er tung, derfor kan den med fordel bruges til at holde sig selv strakt ud.

Vælg en arbejdsflade der ikke er for lang, for i den anden ende er der også brug for at kunne hænge ud over. Jeg bruger her enden af køkkendisken på mit arbejde, men et spisebord er også rigtig godt.

Rul en tredive-fyrre centimeter af tapen ud, lad klistersiden være opad og lad rullen hænge ud over enden, mens du holder fast i den anden ende og lægger det første stykke papir på.

Husk endelig at vende forsiden af papiret – altså den side det valgte motiv er på – nedad. Der skulle gerne ende med at være tape på ydersiden af tasken.

Nu kan tapen rulles ud i den fulde bredde af bordfladen og noget tungt stilles ovenpå det første stykke papir. Det klistrer nemlig ikke. Taperullen hænger stadig ud over kanten i den anden side og holder dermed det udrullede tape udstrakt.

med noget tungt i den anden ene ende og taperullen til at holde i den anden ende, er der fuldt spillerum til at bruge begge hænder, mens papirerne lægges på tapen, så tapen dækker midt gennem papiret og stykkerne ligger så tæt som muligt.

Det kræver måske lidt øvelse og jeg kan stadig i et anfald af iver, få det hele til at hænge sammen i løbet af ingen tid.

Hvis ikke der er børn eller andre farlige væsner i nærheden, kan det med fordel være en kop the, kaffe, vand eller andet drikkeligt, der holder fast i tape og papir i den ene ende. Det kan også en brevpresser, eller noget andet der er tungt nok og lige er i nærheden.

Bare husk at holde fast i tape og papir, når koppen eller hvad der bliver brugt løftes, ellers ender det hele med at ligge i den rodet klistret bunke med tape over det hele – tro mig, jeg har prøvet det.

Problemet med tape kan være at det er gennemsigtigt. Derfor kan det nogen gange være svært at se præcis hvor det er. Min erfaring siger mig at det er nemmest at se ved dagslys. I det øjeblik det bliver mørkt og lamper er nødvendige, kan genskinnet gøre det svært at skelne mellem tape og bord.

Jeg har overvejet striber på bordet eller andet der kan retningsbestemme, men jeg er ikke nået til det endnu. Lige som jeg heller ikke venter, hvis det er aften og mørkt og det er nu, der skal tape på.

Sørg for at lægge papirstykkerne så tæt som muligt. Dels sparer det på tapen, dels er overflødig tape bare i vejen.

Når tapen på bordet er fyldt ud, løftes det tunge – husk at holde fast, mere tape rulles ud og de allerede tapede papirstykker hænger ud over kanten af bordet.

Fortsæt til der ikke er mere papir – eller langt værre, ikke mere tape. Husk at købe rigelig tape.

Køkkendisken i Caféen er ikke så bred, men et godt sted at stå i forhold til at have overblik og sjov med de mange glade unger. Det kedelige ved en smal arbejdsflade er at tapen hele tiden er fyldt ud, ting skal flyttes og tape skal rulles ud.

Derfor foretrækker jeg enden af spisebordet hjemme, hvor der er plads til mange flere stykker papir inden flytte, rul og træk.

Når alt papiret er tapet, klippes delene fra hinanden. Ligger stykkerne meget tæt, kan det være svært at lade være med at klippe i papiret. Men kan du bare kippe et lille hak i tapen, er det nemt at trække tapen midt over.

Prøv det.

Vokseværk

Emilie var på tur i dag. Til Christiania. For at se på grafitti.

Glad og rødkindet kom hun hjem, en smule misfornøjet med at skulle spise frokost i silende regn. Hun synes også det var for dårligt, at man ikke måtte tage billeder af den der pusher-by!…

Noget om at finde motiver

Hvad skal jeg vælge?

Når skabelonen er på plads, er det tid at bruge den.

Når jeg fletter bruger jeg mest af alt aflagte blade og magasiner. Når jeg motivfinder er det ikke sikkert det færdige udklip ligger pænt og lige. Samtidig er mit temperament mest til at tegne alle dele op og siden bruge tid på at klippe.

Nogen ville sikkert holde skabelonen og klippe rundtom. Det beslutter I selv, bare husk at det er vigtigt at være præcis. Jo mere præcist forarbejdet bliver gjort, jo pænere bliver det færdige resultat.

Så jeg tegner. På glittet papir virker det bedst med en kuglepen. En god gammeldags en af slagsen, eller en billig en med raklame. Det er ikke så vigtigt. Vigtigst er, at det er en kuglepen. Ikke en tusch, en filtpen, en blyant, et kridt eller en farveblyant. Nej – en rigtig kuglepen – du kan roligt tro mig, jeg har prøvet alle de ovenstående. Og vist også et par stykker mere.

Alt afhængig af udtrykket på den færdige taske kan du vælge at gå efter farver, motiver, blomster eller hvad det skulle være.

Jeg ynder at bladre hele bunken af aflagt igennem og hive alle de sider ud, der siger mig noget, til jeg har en bunke at gøre godt med. Andre gør det på andre måder, der er ingen rigtig måde at beslutte arbejdsgangen på.

Skabelonen tager en stor bid af et stykke papir og nogen gange kan det være nødvendigt at beslutte om den ene eller den anden del af et givent motiv, skal pryde den færdige taske.

Når valget er taget, tegner jeg rundt om skabelonen. Herfter sætter jeg et kryds i kanten ud for motivet. Alt efter om A- eller B-siden af skabelonen vender opad er der fire muligheder for hvor på den aftegnede skabelon motivet er valgt.

Motivet er valgt.

Det valgte motiv.

Den optegnede skabelon, klar til klipning.

Markering af motivet.

Det er ikke altid i foldeprocessen lige til at gennemskue, hvilken del af papirstykket der er det ønskede motiv. Derfor sætter jeg altid et kryds ud for det valgte motiv. krydset er ikke til at se, når først der er foldet, men det hjælper mig i foldeprocessen.

Det kan også være en god ide at markere om det drejer sig om en A- eller en B-side. det markerer jeg i det ene hjørne og kan senere bruge markeringerne til at dele alle delene i en A- og en B-bunke.

Når alle delene er klippet ud og foldet, flettes skiftesvis et led fra A-bunken og fra B-bunken. og det valgte motiv fremstår som en enkelt lille firkant i et langt størrere hele.

Færdigt foldet led.

Ledet flettet i det, der bliver en del af en taske.

Den færdige taske, med motivet midt i.

Det der startede som et pænt stort stykke papir, er nu reduceret til en lille firkant, midt mellem andre små firkanter.

Jeg bruger i øvrigt også skabelonen, når materialet er tekster. Jeg vil nemlig helst ikke risikere at ramme ind i et tomt felt i teksen.

Beslutninger

Ungerne har været afsted på far-besøg i weekenden. Anders og jeg har nydt tosomheden med masser af tid til lige det, vi havde lyst til.

Normalt bliver de hjemvendende sat på et tog i den ene ende og tager hele vejen til den anden ende. Når S-toget søndag kører fra Høje Taastrup ringer Emilie, og er jeg hurtig kan jeg nå at stå på stationen, når toget ruller ind og følges tilbage med dem, mens snakken går.

Denne søndag var en smule anderledes.

Daniel har overtaget det fædrendes gamle cykel – der parantes bemærket er helt ny, og stort set aldrig brugt – ret lækkert, når han lod den gamle stjæle og kun har haft mulighed for noget der i mistænkelig grad appelerer til betegnelsen havelåge.

Cyklen var ikke det store problem. Den har både luft og hjul og er nem at transportere. Problemet var den temmelig tunge microbølgeovn, Emilie har fået gaflet fra farforældrene, der bare havde den stående. I klassen har de længe ønsket en mulighed for opvarmning af mad til frokost og andet i den dur.

“Så gider du ikke komme helt til Høje Taastrup og hente os?” bad hun så mindeligt. Og selvfølgelig gad jeg det.


En beslutning formede sig. Der er ikke længere til Høje Taastrup, end hele turen kan gøres på jernhesten. I lang tid troede jeg selv på projektet.

Jeg troede stadig på det, da Tøsebarnet ringede for at fortælle at de var lige ved at tage afsted. Og det selvom jeg i samme øjeblik stod med en tallerkenfuld frokost, jeg lige havde tilberedt og var voldsomt sulten efter.

Jeg troede stadig på det, da jeg efter frokosten, der gik hurtigere end forventet, satte mig for at snørre skoene. Og det til trods for at tiden begyndte at rinde ud.

Jeg troede også stadig på det, da regnen pludselig stod ned og hamrede på runderne. Også selvom det måske ikke var den mest geniale idé at begive sig ud i, når jeg upraktisk som jeg er, ikke ejer regntøj.
Jeg endte med at vente fem minutter, beslutte mig for toget, begive mig ud i det lækreste efterregnvejr med strålende sol og en smule misundelse over ikke at køre hele vejen.

Så jeg nøjedes med at køre til stationen, stoppe cyklen i S-toget og nå ankomstperronen samtidig med at toget, indeholdende mine unger, cykel og microovn, dampede ind.
Jeg gad ellers godt have cyklet hele vejen.

Billedeløs

Der er noget galt med mit kamera eller mit SDkort. Jeg håber det er kortet.

I hvert fald vil kameraet ikke tage billeder med kort, og uden kan jeg ikke overføre til computeren. Den forbindelse røg nemlig for lang tid siden, efter en dag med regn.

Desværre kan jeg ikke gøre noget ved det, før tidligst i morgen.

Suk!

Macrosjov #14

VAND

Efter regnen, kunne man måske passende kalde dagens bud på macro og vand.

Hos Catarina er der flere bud.

Bolsjestriber

… Med lidt god vilje…