The Love of Spiders

Da jeg i foråret var til blog/insta-træf hos Violykke, vendte jeg hjem med tasken fuld af fine gaver sponsoreret af glade - og spændende - givere.





Mellem de fine gaver var to fed garn fra A Knitters World. Jeg vidste ret hurtigt, at de en dag skulle blive til et sjal, jeg vidste bare ikke hvilket.

Jeg har kigget på flere, mere eller mindre målrettet, men ingen fandt rigtig nåde for mit blik.

Indtil jeg mere eller mindre faldt over sjalet fyldt med kærlighed til eddekopper. Jeg er ikke sikker på jeg forstår navnet, men sjalet var fint, så fint at jeg næsten hurtigere en hurtigt fik slået op og gik i gang.

Det blev hurtigt et af de projekter, der blev stoppet i tasken og fungerede godt ude blandt andre eller i mødesituationer. Mønstret sad hurtigt fast, til trods for at der ikke er et diagram, men kun beskrivelse af mønsterstrikken.

Jeg aflurer og husker bedst mønstre, når jeg kan se dem visuelt. Jeg sidder ofte fast i skrevne forklaringer, og kan ikke se lyset, eller nærmere maskernes indbyrdes forhold til hinanden.  Netop derfor tegner jeg ofte et diagram, hvis ikke der er noget.





Jeg nåede ikke til at tegne, men jeg var tæt på. jeg måtte gennem rapporten mere end en gang inden det gav mening, men så sad det også fast.

Andre har det omvendt.

Jeg kan godt lide forskelligheden.











Design: The Love of Spiders af Melanie Berg.


Garn: Grå Merino/Silke og pink Merino/Donegal begge fra A Knitters World.

Jeg brugte stort set alt hvad jeg havde, og det færdige sjal vejer 208 gram. Lige præcis 5 gram mindre end de to fed tilsammen startede med at veje.


Pinde: en rundpind 4mm (og en 3mm til opslag)


Størrelse: Sjalet har en færdig størrelse på 230 x 85 cm.





Bemærkninger: Det med at tage billeder ligger åbenbart ikke lige for i øjeblikket. Derfor ser sjalet ikke helt så fint ud, som færdige sjaler plejer at gøre.. jeg har nemlig taget det i brug, og nyder det.

Det er blødt og skønt og dejligt.

Jeg ændrede ikke meget.

Sjalet startede med en gartertab - eller også gjorde jeg det bare. Det kan jeg ikke lige huske. Hvad jeg kan huske er, at jeg slog op og strikkede gartertabben på p 3 mm, fordi det ellers blev for løst. Jeg startede med at slå op med en provisorisk opslag, så jeg kunne samle levende masker op og slippe for at kunne se opslagningen efterfølgende.

Jeg skiftede til p 4 i samme øjeblik gartertab og opsamling af masker var overstået.





I mønstret i den første sektion - striberne - valgte jeg at strikke alle de pink masker ret fra vrangsiden, for at få lidt mere tekstur i mønstrert. Men også fordi de glatstrikkede pink pletter nærmest forsvandt i det grå. Det synes jeg ikke var pænt .

Jeg strikkede en mønsterrapport mere af sektion to. Fordi jeg kunne, og fordi der var nok af det grå.

Jeg strikkede kanten til der ikke var mere garn. Kun nok til at lukke af.


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.

Blogtræf

Violykke inviterede til blogtræf - igen. Og - igen - var det superhyggeligt.







Søndag er brugt sammen med en flok skønne damer, strikketøj, lækker mad og snak i lange baner. Som altid havde Violykke hjembragt sponsorerede gaver til os alle. Det var desværre ikke mit nummer, der stod på den superlækre grønne kurvetaske, men det gjorde ikke søndagen mindre skøn.





Nu er jeg hjemme igen. Træt og klar til at sidde lidt alene og bare være mig selv.

Sådan virker jeg bedst.

Blogtræf... eller instagramtræf

Bloggerne er blevet til instagrammere, og dagens rendevous med en flok garnglade damer bar da også i højere grad præg af instagram end blogs.







Det gjorde det ikke mindre hyggeligt.

Slet ikke.


Vi spiste. Godt. Snakkede, grinede og fortalte sjove historier. De fleste fik strikket en pind eller hæklet en maske. Nogen pillede mere op end der var fremdrift - sådan kan det gå i godt selskab.

Samlingen af damer var velkendt med enkelte nye tiltag, Planlægningen som tidligere og som altid har Violykke brugt tid på at finde folk, der har lyst til at sponsorere dagen med skønne gaver. Det sidste kræver et indlæg for sig.

Jeg drak the, andre drak kaffe. Vi konsumerede syndig chokolade og kage. Bordet var fyldt til bristepunktet, og gik nogen sultne derfra var det ikke værtindens skyld.

Det er fjerde gang jeg sad bænket om Violykkes spisebord med de fine blomstrede kopper, og som altid afsindig hyggeligt. Sådan er det bare, og jeg vender gerne tilbage en anden gang.

Hovedpræmien - eller gaveregn #3

På ethvert bord med gaver eller præmier til uddeling vil der altid være noget, der tiltrækker mere opmærksomhed end andet. Noget mange eller flere umiddelbart gerne vil have, og som kan give længsler hos de fleste.

På Violykkes gavebodsbord var det den store cellofanindpakkede garngave fra garnpusher.dk. Ikke bare garn i rigelige mængder, men garn i farver der trak i flere af os.

At jeg skulle blive den heldige, havde jeg ikke lige set komme. Det var med både glæde og ærbødighed jeg kunne gribe ud, samle op og lægge ned i det fine net, Violykke havde gjort klar til formålet.

Jeg er temmelig benovet. Det var usandsynlig flot gave. En gave af den slags, der skal blive til noget helt specielt. Noget jeg endnu ikke ved hvad er, men som jeg nok skal finde ud af, og som jeg vil glæde mig over at strikke, når den dag kommer.

Tusind tak for alle de fine og flotte gaver, der var sponsoreret til arrangementet.

Jeg synes det er vildt, at så mange har lyst til at være med og glæde en lørdag eftermiddag.

Gaveregn #2

Kauni er ofte glade gavegivere til Violykkes blogtræf. Denne gang var ingen undtagelse.

Mens jeg sidste gang vendte hjem med den helt almindelige uld fra Kauni, var der denne gang lace på programmet. Violykke havde pakket fine pakker med fem nøgler i hver. Og en læbepomade. Jeg trak numre nok til to pakker, og dermed ti nøgler af det tynde uldgarn, der changerer i grå toner.

Ti nøgler syner af meget. Og med syvhundrede meter for hver hundrede gram er der også mange, mange meter og mange mange masker i det fine garn. Heldigvis kan garn godt ligge længe, uden at tage skade. Så jeg har god tid til at finde det helt rigtige projekt til de mange, mange nøgler.

Det ændrer ikke på, at det er temmelig overvældende at kunne bære så meget garn med hjem.

Læbepomaderne har Emilie og jeg delt. Hun fik den lyserøde med perlemoreffekt, jeg beholdt den blå til tørre læber. Også selvom Emilie argumenterede for at hendes læber har brug for fugt.

Det er jo ikke mig, der er vild med lyserød….

Gaveregn #1

Når Violykke bruger oceaner af tid og når alle mulige (og umulige) giver skønne gaver til uddeling mellem de heldige, skal der selvfølgelig takkes, hvor takkes skal.

Jeg har været til blogtræf hos Violykke før, og sidste gang kom jeg hjem med skønt garn fra Kauni, der blev omsat til en cardigan til Emilie. Denne gang var gaverne om muligt endnu skønnere, og jeg synes der skal laves tre seperate indlæg. Bare for at vise de skønne sager frem på bedste vis.

Fra Havrebjerggård var jeg den heldige modtager af et nøgle strømpegarn og en lille flaske til at sætte dutter under strømper. Vildt sjovt – synes jeg, men tænker at de nok vil gøre sig bedst på små strømpestørrelser. Om ikke andet, så bare fordi det vil tage en uendelighed at sætte prikker på underfødder i voksenstørrelse.

Meen - mon ikke også det skulle være til at finde en aftager i mindre størrelse.

Alle de skønne gaver, kunne hjemføres i det fineste net, Violykke har fundet en gang - det er en helt anden historie, som ikke tilkommer mig at fortælle. Men nettet er skønt og nede i havde Violykke stoppet kort og visitkort fra mange af de glade givere. Altså god mulighed for at klikke sig rundt på nettet og blive inspireret.

Nettet er fra Smag på Aarhus og på bagsiden står de skønneste liner med udgangspunkt i gamle lovord. I disse plantefarvningstider får ordene helt ny mening, og jeg får lyst til at gå ud i naturen og fylde nettet med plantedele, der kan farve.

Tak for en dejlig eftermiddag

Endnu en dejlig eftermiddag er brugt omkring Violykkes spisebord med mængder af lækkerier, snak, grin og strik.

Det er en fornøjelse at komme hos Violykke, snakken havde frit løb og min egen introverthed til trods, oplever jeg igen og igen at det er spændende at komme ud og møde nye mennesker. Jeg tør godt, jeg synes det er sjovt og jeg er ganske klar over at jeg udfordrer mig selv.

Der var nu ikke megen udfordring over i dag, for om bordet var bænket damer, jeg for næsten alles vedkommende har mødt før. Det gør det meget nemmere og jeg føler mig langt mere tryg, når selskabet ikke er helt ukendt.

Som altid havde Violykke lagt et kæmpe arbejde i at få alle mulige og umulige til at sponsorere gaver til gæsterne. Og jeg vendte hjem med skønne lyksagligheder fra garnfronten. Det er blevet for mørkt til at vise frem, men når solen igen står på himlen og jeg er hjemme, skal jeg vise frem og takke dem, der takkes skal.

Om det bliver i morgen, tør jeg ikke love, for jeg har halve planer, som muligvis betyder at herhjemme ikke er der jeg skal opholde mig mest i morgen.

Weekend med fyld

Weekenden har været skøn. Og fyldt.

Jeg har været til blogtræf. Jeg har mødt strikkende damer, spist dejlig mad, snakket, lyttet og grinet til den store guldmadalje. Jeg vendte hjem med tasken fuld af gaver, gode grin og masser af hygge.

Det var superhyggeligt, Violykke lagde gavmildt hus til  -  og jeg tør helt sikkert godt en anden gang.

Faktisk vendte jeg slet ikke hjem. I stedet var jeg heldig at få et lift til Hvidovre. Anja havde inviteret og efter en dejlig eftermiddag i fremmedes selskab så jeg frem til en mindst lige så dejlig aften i nutidige og tidligere kollegers selskab.

Der er altid skønt i Anjas have. Maden er fantastisk, astiien uendelig, selvskabet udsøgt, og på plænen underholder både høns og vagtler. Mest underholder hanen, der ikke kun gør sig i skrål, men også lister sig ind og hopper på de stakkels uanede hønsedamer.

Det blev sent før lørdag var slut.

 

I morges sov jeg lidt længere end jeg plejer. Ikke længe, bare nok til at gårsdagens sene sengetider blev passet på. Jeg skulle op og ud – skulle jeg. Og inden morgenen var blevet til alt for meget formiddag var jeg vej mod bussen og Sille.

Det er alt for længe siden vi sidst har set hinanden. Vores kalendre har været fyldt op, og vi er begyndt at planlægge næste gang vi kan ses. Det er vist godt, for det lader til at der hurtigt går en måned inden vi igen kan drikke kandevis af the, strikke masser af masker, tale om både alt det gode og alt det mindre gode.

Nu er jeg hjemme og snart er jeg vist klar til at trække under dynen, inden hverdagen banker på og timer sammen med store og små børn - for ikke at tale om skønne kolleger –  igen står for døren.

En dejlig aften

Det er lidt overvældende, sådan pludselig at møde dejlige skønne kvinder, til hyggelige aftener.

Vi mødtes igen til en hyggelig aften med lidt godt at spise, en lille smule strik og masser af snak.

Jeg tror godt jeg kan blive afhængig :)

En aften med sokker

Endnu en aften i selskab af dejlige kvinder, der forstår at slå hovedet på sømmet og ramme præcist, når det kræves.

Jeg troede jeg havde god tid, og kunne sagtens presse en skole-hjem-samtale med i kalenderen inden jeg nåede hjem. En givtig samtale – synes jeg. Måske Ungersvenden er af en anden mening, men sådan er der så meget.

Tiden gik og inden jeg nåede hjem, var der kun en halv time til aftenen skulle begynde. Heldigvis er der god plads, både til snak og tid og knapt bagte boller – vi nåede det hele.

Eller, vi nåede at snakke og hygge, kigge opskrifter, få gode råd om garnbutikker, kigge på garn og vi nåede også at strikke en smule, men måske ikke helt så meget som beregnet.

Jeg holder meget af de aftener, og glæder mig allerede til næste gang, hvor jeg ikke længere lægger hus til, men skal finde nordpå mod Bettina – Ihh det bliver hyggeligt.

Og tænk, så fik jeg en gave. Bettina havde den skønneste blanding af mohair og silke med. Dejlig blødt er det og passer vist lige til det stykke stof, der ligger og engang skal blive til varme på en vinterdag.. men måske først næste år…

Garnet her, kunne godt gå hen og blive til varme om halsen, hvis jeg kan finde en fin lille opskrift til noget blødt og varmt. Men først engang efter jul, for indtil da presser andre projekter sig på.

Tak for i aftes :)

Hæl og tå

Næste torsdag, den 5. november holder vi endnu engang strikkeaften herhjemme. Som et ekstra besluttede vi sidste gang at dedikere denne aften til sokker.

Siden har jeg forsøgt mig med sokker strikket fra tåen, og da Henriette flere gange har ytret ønske om både at lære det ene og det andet, kan jeg mærke håndarbejdslæreinden stikke hovedet frem og begynde at tænke undervisningsmateriale.

I første omgang forestillede jeg mig sokker i forskellige stadier, for bedre at kunne vise. Men som dagene går og de små grå roterer, dukker også tanker om nedskrevne anvisninger frem.

Tankerne, ideerne og viljen er der… men om jeg når det er stadig lidt uvist.

Lige nu handler alt meget mere om hyttetur og lørdagens gallamiddag… jeg tror jeg er nødt til at sy en kappe og et lille forklæde. En sort kjole eller nederdel kan jeg vist godt fremskaffe…

I aftes

Aftenen i går forløb stille og roligt, men en masse snak og strik og hygge.

Jeg glæder mig allerede til næste gang vi mødes, endnu engang herhjemme, første torsdag i næste måned. Vi har flere stole, så skulle nogen have lyst er her stadig plads.

Kagen bev god og sød og klistret og skabte lykke, specielt hos den kageelskende kæreste. Men det var ikke den rigtige kage til gallafesten senere på måneden. Nye og gode ideer kom på bordet, og med fjorten dage til at finde den helt rigtige opskrift, er jeg sikker på det vil lykkedes.

Henriette fik styr på snoningerne, mens Bettina i løbet af et øjeblik sad med en færdig hue, og lige nu overvejer jeg om jordbærene Susling kom med, skal omdannes til grød og dermed endnu engang give min mormors krystalglasskål ære og værdighed.

Det kræver bare en opskrift, en opskrift min mors gamle køkkenbog for unge piger ikke indeholder. Men mon ikke der er hjælp at hente andetsteds.

Afprøvning

Fra officiel side findes kun en regel i Caféen; Der skal være et brugerråd, brugerrådet skal bestå af 3 medlemmer, en personalerepræsentant, en forældrerepræsentant og en SFO-leder. Brugerrådet skal mødes mindst 4 gange om året.

Der er valg til brugerrådet hvert år, og de sidste to år har vi haft kampvalg med stemmesedler, stemmeboks og stemmeurne, og sidste uge havde brugerrådet så årets første møde.

Dagens vigtigste punkt var den kommende hyttetur. Vi voksne havde på forhånd lagt nogle planer – specielt i forhold til, hvordan vi nemmest kommer om det med maden. Hvor meget kan forberedes hjemmefra etc…

Men der havde vi gjort regning uden vært. For nok var brugerrådet (det vil sige, her fik medlemmerne fuld kontrol og vi andre prøvede bare at følge med og komme med forslag, når de gik i stå). Nok var brugerrådet helt med på den obligatoriske lasagne fredag aften, lavet i løbet af dagen og sat i ovnen når vi når derop. Men lørdagsmaden bliver noget helt andet.

Der skal nemlig inviteres til Gallaaften, med velkomstdrinks, tre-retters menu og senere dans!

Ret hurtigt kunne jeg godt se, at vi voksne skal hjem og finde hvide skjorter og sorte nederdele/bukser, for skal der være galla, duer det ikke, med mad der selv skal hentes.

Menuen sammensatte brugerrådet også: Først melon omvundet med skinke, efterfulgt af Lamme- og oksesteg og flødebagte kartofler. Desserten var de lidt i tvivl om, men det skulle under ingen omstændigheder være regnbueis. Så var det jeg kom til at foreslå en tallerken med et stykke kage, chokolademouse og frugt (jeg forestiller mig det fint rettet an på et net af hindbærmos). Det købte de på stedet og siden har jeg overvejet hvilken kage, der skal være tale om.

Måske har jeg fundet den rigtige, i hvert fald er den på vej, så aftenens gæster kan prøve den af. Om den så smager godt er ret spændende, men jeg tror det :)

Strikkeaften

Endnu engang mødes vi til strik og hygge her i minilejligheden på torsdag. Sidste gang var superhyggeligt, og det er jeg sikker på, det også bliver denne gang.

Har flere lyst er der plads til flere, bordet kan slås ud og døren kan åbnes, så de rygetrængende ikke tvinges ud over kanten af vinduet.

Lige nu føler jeg mig dog lidt vingeskudt - snot i hele hovedet, rindende øjne og propper i ørene giver ikke de helt store hjernevindinger. Men jeg er sikker på at være klar til torsdag :)

Klar… vistnok

I det største grødfad står koldthævende dej og hygger, i køkkenet står friskbagte muffins og udenfor har himlen åbnet for sluserne og alting bliver vasket rent.

Nogen hvid tornado har jeg ikke haft besøg af, men løse ender er knyttet og bunker stuvet væk, støvet får lov at blive liggende, hvor det nu ligger, bordet er ryddet, der er stadig dømt udspring fra vinduet, men der skulle være masser af plads til aftenens udskejelser.

Torsdag er en kort dag, om mindre end fire timer kan jeg pakke sammen og tage hjemad igen fra en arbejdsdag, der endnu ikke er begyndt, til en dej der forhåbentlig ikke er hævet ud over alle kanter.

Helt uden sommerfugle i maven er jeg ikke, Anders har i den almindelige forvirring fundet andre græsgange, Emilie har fundet strikketøjet frem og Daniel meldte af egen fri vilje ud, at han vil rydde op på sit værelse, når han kommer hjem (hvad har jeg dog udsat ham for, siden han siger netop det! :)).

Helt sikker er jeg på, at uanset hvor få – eller mange - vi bliver, så bliver det hyggeligt :)

Kom-sammen-strik

I morgen aften, var aftenen da jeg skulle mødes med nogle strikkende kvinder, til hygge, strik og komsammen.

Henriette arrangerede, og da vi pludselig stod uden tag over hovedet, viklede jeg mig ind i mig selv, drejede rundt op til flere gange, før jeg fik viklet mig ud igen og hørte mig selv tilbyde husly.

Jeg har glædet mig, men først da det måske ikke blev til noget, gik det op for mig hvor meget.

Det manglende tag over hovedet, er det der kan ske. Sådan noget skal der være plads til, lige som der blev plads til en spontanitet, jeg ikke lige havde overvejet.

Jeg glæder mig igen, og håber snedkeren når at komme forbi, for kønt kan det se ud, med badutspring over strikketøj, hyggesnak og boller, når det rygende folk føler trangen og må ud i de tilstødende lokaler. Når han det ikke, tager vi det med, og klarer os nok endda :)

Skulle nogen falde for fristelsen og springe ud som jeg, er der stole nok til et par stykke mere, og jo flere jo bedre – vistnok.

Billedet faldt jeg over på nettet, for mange år siden i forbindelse med en opgave, dengang jeg lærte webdesign. Jeg kan ikke huske hvor, jeg har ledt, men fandt det kun i mine egne gamle gemmer.