Krydser på en mandag - Uge 28

 

Ugen kort:

• Ugen startede i Hamborg, efter skønne dage. 
• Det ser ud som om tyskerne ikke er helt så vilde med danskvand med citron, som de har været, når vi var i Tyskland tidligere. Dee var i hvert fald nærmest umulige at finde.
  
• Vi pakkede, sagde farvel til Hamborg og  tog til Berlin. 
• En tur gennem nærområdet., betød at byen blev noget mindre end sidst vi var i Berlin. Sådan noget sker tit, jo bedre man kender et område - er min erfaring.
• Det lykkedes mig at deltage i aftenspind to gange.
• Berlin er stadig skøn. 
• Emilie fyldte 25, vi ringede, sang og morede os over de 25 gaver, jeg havde fundet og pakket ind, der alle var fyldt med kanel i en eller anden form. Kanelgifler, chokolade med kanel, krydderikrukke til kanel, duftlys med kanel osv, osv, osv.
• Vi spiste så meget mad, at jeg fik en følelse af at kunne undvære mad i et par uger...
• Hjemturen var lang og ikke uden genvordigheder. En times ventetid, halvanden times forsinkelse ved ankomst - jeg ved ikke hvor den halve time dukkede op fra. 
• Det skulle være muligt at få refusion, men Deutsche Bahn vil have en underskrift fra personalet i toget, for at tro på forsinkelsen... Det er jo nemt at sige, og jeg kan mærke jeg bliver en smule provokeret, og overvejer om underskiften kan findes. 
• Søndag var sidste feriedag, og jeg lavede så lidt som muligt. Det var lige hvad jeg trængte til. 

 

Læse:

Sidste uge læste jeg Et bjerg af løgne, tredje bog i serien om Michael Sander og Lene Jensen. I løbet af ugen læste jeg også fjerde del - Enhjørningen, og til hjemturen måtte jeg erkende at jeg ikke havde noget at læse, til trods for at næste bog i serie lå derhjemme. Jeg ville ikke slæbe flere. 

Løsningen blev at lånte den sidste del af serien - Ghostwriter - på e-reolen og læste på telefonen i toget. Til trods for en ny telefon, der stadig holder godt på strømmen, kan jeg konstatere at det koster en hel del at læse. Enden blev at jeg ikke havde mere strøm, ikke kunne lade op, for toget vi kørte i, var fra en tid hvor strømstik ikke var inkluderet i indretningen. 

Jeg er snart færdig. Det er stadig en lidt ubehagelig verden Steffen Jacobsen udfolder. Det er også en spændende og letlæst verden og jeg føler mig i den grad underholdt.

Med en sidste bog, kan jeg godt blive lidt bange for at hovedrollerne ikke overlever.

Broderi:

I Aarhus var jeg forbi Broderi Moderne, som viste sig at ligge inde med de skønne finurlige fugle fra Satsuma Street. Jeg synes de er så fine, og havde kigget på hvad det ville  koste at købe dem fra USA, Det opgav jeg, men da de lå der i butikken til en hel anden pris end det jeg kunne komme til som privat, kunne jeg ikke lade dem ligge.

Jeg tog dem med til Tyskland, for det kunne jo være der blev tid. Det blev der. Jeg syede mens vi var i Hamborg, når vi var i hotellejligheden og der var tid. Det var et superhyggeligt broderi og forholdsvist hurtigt færdigt. Jeg blev færdig med den første  lille fugl, inden vi tog videre til Berlin. 

Jeg havde også et stykke hotelstrik med, så det fik lov att fylde i pauserne i Berlin. 

Den anden lille fugl venter derfor til senere.

Fuglene er syet på et perforeret materiale med to tråde. Alting følger med i kittet. Jeg troede baggrunden var karton, men så vidt vi kan vurdere er det læderpapir. Det kan i hvert fald tåle en hel del.

Et hyggeligt møde

 

Hamborg blev grundlagt i området mellem floden Elben og Søen Alsteren. Mod søen løber floden Alster, og som så mange andre byer, der startede deres dage som et borganlæg har placeringen uden tvivl handlet om at kunne komme frem og samtidig forsvare.

 

 

Vi bor på vestsiden af Alsteren, nord for hovedbanegården, i et mondænt område med mange gamle smukke huse, jeg forestiller mig indeholder store herskabslejligheder. Bygningen der rummer vores logi har en fortid som postcentral.

Fra Alsteren løber flere kanaler, eller måske floder. En af dem er Osterrbekkanal, som ligger tæt på hvor vi bor, som vi har brugt som udflugtsmål og som vi gik langs, da vi tidligere på aftenen gik ud for at finde aftensmad.

Tyske byer er gennemgående fyldt med grønt. Træer langs veje, buske overalt og generelt mange planter. Jeg har set perroner fyldt med blomstrende buske og andet grønt, og på en eller anden måde bliver byen levende på en helt anden måde end så mange andre byer. 

Men at gå langs en bred kanal kan noget helt andet.

 

 

Kanalen er så bred at der snildt kan ligge temmelig store pramme med påbyggede huse. De var fine, husene, der var mere end en husbåd. Jeg gad godt komme ombord på sådan en fyldende bolig. Kanalen er også fantastisk til alskens leg med vand. Vi har dagligt set folk i gummibåde, på boards af forskellig art eller andet der kan sejle ned ad en flod. Eller bare hoppe i.  

Langs kanterne står folk og fisker. Vi har endnu ikke set nogen fange  noget, men det betyder ikke at de ikke gør. Vi vurderer i hvert fald at vandet er rent. 

Vi fandt græsk mad på en lille hyggelig restaurant, der havde fået god omtale og var så overfyldt at den stakkels tjener ikke kunne følge med. Vi blev bænket ved et borde-bænke-sæt hvor der allerede sad to mænd, der talte dansk.

De  viste sig at være to gamle skolekammerater på  tur. De var glade for at have beholdt venskabet til trods for at skolegangen lå langt tilbage. De var superhyggelige og vi snakkede løs på kryds og tværs, men vi ventede på maden, der tog sin tid, for de havde travlt.

Gutterne var på en drengetur og havde planer om havnesejlads og indkøb af udstyr til hobbyprojekter og andet vigtigt. 

Da vi var færdige og havde betalt, sagde vi pænt farvel til drengene og ønskede dem en god ferie. Vi fandt toget tilbage, og er klar til at pakke alt vores habengut sammen i morgen, når turen går videre til Berlin.

Rickmer Rickmers

 

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Sidste gang vi var i Hamburg, var vi ved havnen, vi kiggede på skibet, man Anders gad ikke ombord. Det gad han godt nu.

Han har heller aldrig gidet se Miniaturemuseet. Det begyndte han pludselig også at snakke om. Men det har vi droppet igen. På deres hjemmeside fortæller de, at der er så mange besøgende, at de anbefaler masker. Mange mennesker og masker, kan vi begge godt undvære. Der kommer nok en anden gang. 

Altså startede vi dagen i havnen, hvor vi bordede Rickmer Rickmers, et museumsskib der ligger med udsigt til Koncerthuset og  de mange både, der sejler forbi. 

Det temmelig store stålskib har levet en omtumlet tilværelse, siden det i 1896 løb af stablen i Rickmers værft i Bremerhafen. Værftet var en del af et større familieforetagende, der sejlede med ris. Skibet sejlede ruten til Asien, med kul på udvejen og ris på hjemvejen. 

Skibet var som udgangspunkt en fuldrigger, men efter en storm ved Kap det Gode Håb i 1904, blev det omdannet til en bark. Jeg har læst mig til det, Anders har fortalt, men helt ærligt, aner jeg ikke hvad forskellen er.

 

 

Om ikke andet sejlede det videre med en tolv mands besætning foruden kaptajn, officerer, smed, tømmer, kok og hvad der ellers hører til på sådan et skib. Indtil 1916 - midt i første verdenskrig - hvor det blev konfiskeret af Portugiserne, der gav det nyt navn, omdannede det til skoleskib og satte motor i, til at hjælpe de store sejl. 

I 1962 blev det afsat som fartøj og levede formentlig en kummerlig tilværelse, indtil det i 1983 blev købt og overgivet til en fond, der brugte et par millioner til at istandsætte det, så det fremstår nogenlunde som dengang det sejlede for familieforetagenet. Det gamle navn genopstod og skibet ligger nu til kaj ved Landingsbrücken som museumsskib.

Jeg synes det var et spændende besøg. Under dæk var flere forskellige udstillinger, der fortalte skibets historie, om skibsfart og viste forskelligt håndværk og livet på et fragtskib.  I dag huser skibet en restaurant på det ene lastdæk, der er lukket for sommeren, med det gjorde ikke noget. 

Langt mere spændende var mandskabets kahytter, håndværkernes lukaf, kabys, vaskerum og sammenligningen med officerernes ditto i den anden ende af skibet. Det var noget af en forskel. 

Der bliver stadig arbejdet på skibet og en lille seddel fortalte, at når vi betaler for at komme ombord, er vi med til at støtte restaureringen af det gamle skib. 

Jeg ved ikke hvor lang tid vi brugte, men klokken havde passeret middag, da vi igen gik ned ad trapperne.Vi var blevet sultne, og gik på jagt efter mad. 

Hamburg

 

Vi er ankommet i Hamburg. Det var ellers lige før, det ikke ville ske. Vi var i god tid, nåede til hovedbanen en time før afgang, købte drikke til turen, nød solskinnet udenfor og spiste lidt sen morgenmad, inden vi besluttede at gå ned til perronen. 

På informationstavlen stod aflyst! Shit, hvad gør man så? Vi hastede mod DSB servicecentret, hvor en medarbejder kunne fortælle att toget kørte, men der var noget med tognummeret og dermed aflysning.

Det viste sig at materiellet fra Tyskland ikke var dukket op og et dansk intercitytog blev indsat i stedet. Vognnumrerne var helt forkerte og alle pladsbestillinger var udgåede. Vi skulle bare sætte os, hvor vi havde lyst.  Vi var stadig i god tid, så det var ikke svært at finde en plads.

 

 

Derfra gik alting fint. Sådan da. Tyve minutter før Hamburg stoppede toget på en lille station og meldinger om Bundespolitiet og afspærringer af hele Hamburg Hbf lød med mellemrum. Vi googlede os til at en køreledning var faldet ned, hvilket passede til meldingerne der med mellemrum kom fra højtalerne.  

Det kunne tage tid. Dørene blev åbnede og vi stålsatte os med tanken om at vi har ferie, vi har ikke travlt og vi skulle ikke med et tog videre til Berlin, Ungarn eller en lufthavn. Vi skiftedes til at gå udenfor, jeg tog håndtenen med og mens jeg stod der på perronen, dukkede en dame op, som også spinder, synes det var fantastisk at se mig stå der, selv har får, men aldrig har spundet i det offentlige.

Efter fyrre minutter kørte vi videre, fik advarsler om at passe på og selv på Hamburg Hbf og kunne endelig forlade toget og gå ud i byen. Jeg har bestilt hotellejligheder, det er så længe siden at jeg har glemt hvad jeg endte med at bestille, men vel fremme kunne vi konstatere at valget er ganske glimrende. 

 

Senere gik vi ud, fandt kanalen, nød vejret i skyggen - der er varmt i Hamburg - og fik besøg af en gåsebørnehave. Vi gik omkring søen, hjem igen, fandt aftensmaden frem og brugte resten af aftenen på så lidt som muligt. 

I dag skal vi ud og se byen, bruge vores kort til den offentlige trafik og bare nyde at være sammen ude i verdenen.

 

 

Sankt Nikolai, Hamborg

Sankt Nikolai Kirke i Hamborg blev indviet i september 1863. Byggeriet var startet i 1846. Kirken blev bygget på samme sted, som den foregående Sankt Nikolai Kirke, der gik til under branden i Hamborg i 1842.





Forud var gået en del konkurrence om hvordan kirken skulle se ud, og gotikken vandt. Kirken blev bygget i sandsten og mængden af skulpturer, der prydede både kirkerummet og det høje spir var usædvanligt højt for datiden.

Først i 1874 blev tårnet og spiret færdiggjort, og dermed var kirken verdens højeste bygning. Den titel kunne den smykke sig med i to år, indtil katedralen i Rouen overtog førerpladsen.

I dag er kirken den andenhøjeste bygning i Hamborg, kun overgået af fjernsynstårnet.









I juli 1943 udførte de allierede en storstilet bombeaktion mod blandt andet Hamborg, og kirken var med sit høje tårn et pejlemærke, som ikke overlevede bombardementet. Tårnet overlevede, krypten stod tilbage, mens skibet blev besluttet revet ned, da der ikke var penge nok til en genopbygning og andre bygninger blev prioriteret højere.

Efter nedrivningen, stod de tilbageblevne dele af kirken som et monument for fred. I mange år fik kirken lov at passe sig selv og forfaldt yderligere. I 1987 stiftedes en organisation, der har restaureret de bestående dele af kirken, så den ikke yderligere forfalder.

I krypten er lavet et lille museum og rum til små koncerter af forskellig art. I det tidligere kirkerum, der nu står under åben himmel, er flere skulpturer og værker af flere kunstnere udstillet. Et klokkespil med enoghalvtreds klokker er monteret på tårnet og spillede, da vi ankom klokken tolv. Det klimtede en enkelt tone eller to hvert kvarter.

Enten var vi der ikke længe nok til at finde ud af, om det spiller hver time, eller måske var vi i museet i krypten, eller også stod vi 76,32 meter over jordens overflade og nød udsigten, da klokken igen slog hel. Jeg har ingen tidsfornemmelse, men jeg synes vi var der længe.











Det var lidt af et tilfælde vi var forbi kirken. Da vi sidste gang var i Hamborg, gik vi forbi flere gange, kiggede på tårnet udefra og konstaterede at resten var en stor byggeplads, som ikke på det tidspunkt var til at færdes på.

Kirken ligger kun lige rundt om hjørnet i forhold til vores hotel. Anders var sikker på den ville være oplyst om aftenen, og derfor gik vi derhen i aftes. Den er ikke oplyst som Anders havde forestillet sig. Blot lidt lys inde i tårnet.

Skuffet gik vi tættere på, fandt elevatoren, der på det tidspunkt var lukket, og besluttede på stedet at det skulle være morgendagens første udflugtsmål.


Kirken var smuk i aftenskæret, men endnu smukkere i dagslys. Og en imponerende oplevelse.















Med restaureringen er også opsat en elevator, der kører lidt over to gange rundetårn op og op og op, til en platform inde i kirken, lidt over halvvejs i det 147 meter høje tårn. Turen op tager cirka fyrre sekunder og over elevatoren, både øverst og nederst, kan man følge hvor højt elevatoren er nået.

Det var en smule bævende at tage billeder fra toppen af tårnet. Jeg var vildt bange for at tabe kameraet, og kunne mærke at jeg nærmest holdt krampagtigt fast. Fra de tomme vindueshuller er der en ret fantastisk udsigt over Hamborg.

Desværre er det mest nye bygninger der præger billedet. Ikke kun kirken måtte lade livet. Også bygningerne i kvartererne rundt om og i store dele af byen var så præget af bombningen, at det der ikke allerede var styrtet sammen, blev revet ned til fordel for nyt. På fotostater i tårnet, kunne vi se luftfotos af ødelæggelserne. Der var ikke meget tilbage.


Og dermed bliver det tydeligt at nok er Hamborg en gammel by, men ikke mange af bygningerne er meget gamle.



Jeg har fundet oplysninger om kirken og restaureringen på wikipedia - både på engelsk og på tysk, samt på mindesmærkets egen hjemmeside.

ChokoVersum

Vi nåede aldrig chokolademuseet sidste gang vi var i Hamborg. Vi kom for sent, havde planlagt uden at overveje feriens langsommelighed, og måtte opgive.



 Billedet er lånt her


Nu skulle det være, og et eller andet sted er jeg glad for at vi ventede. Turen til Bremen betød nemlig lidt mere indsigt i den chokolade, der bliver brugt i ChokoVersum. Vi ville have været derinde i søndags, og nåede også frem - godt nok igen lidt senere end forventet - så vi kunne have nået den tour, vi havde planlagt.

Men så talte vi med den søde mand ved disken, som gav chokolade og kunne fortælle at resten af søndagen kun indeholdt ture på tysk. I stedet bookede vi billet til i går, til en engelsk guidning, som for hovedparten bestod af danskere - det var lidt sjovt - og som højst sandsynligt gav mere information end tysk ville have gjort. Jeg kan godt forstå tysk, men jeg står også hurtigt af.





Jeg troede som udgangspunkt at et chokolademuseum indeholdt hylde efter hylde med kakaobønner, materialer, værktøj og opslag om kakaobønnens vej fra frugt til chokolade. Jeg vidste godt, der var noget med smagsprøver, men havde egentlig ikke gjort mig de store overvejelser.

Sådan er ChokoVersum i Hamborg slet ikke. Du kan slet ikke komme ind, uden den guidede tour, som varer cirka halvfems minutter og som med en meget talende guide via billeder, maskiner og muligheden for at røre, lugte og smage fortæller chokoladens historie.

Her kommer Bremen ind. For i Bremen ligger chokoladefabrikken Hachez - de laver en mængde chokolade i alle afskygninger, som vi vist egentlig ikke rigtig kender i Danmark. I Bremen ligger flere Hachezbutikker, hvor du kan købe alle afskygninger af chokolade, inklusive gavepakninger. Lige som der er Lübeck ligger flere marcipanbutikker, hvor du kan få fingre i alle de forskellige udgaver af Niederegger marcipan.

Vi ser også begge dele i Hamborgs butikker. Men ikke i specifikke marcipan- eller chokoladebutikker. Her er det på supermarkedernes hylder i slikafdelingen. Og udvalget er på igen måde så stort, som i de specifikke butikker.

I ChokoVersum bruger de chokolade fra Hachez, og et eller andet sted binder det en fin knude på hele turen, og jeg følte mig fra start allerede klædt lidt bedre på. Jeg tænker jeg også havde fået en fin oplevelse, hvis ikke jeg ikke havde vidst noget som helst om chokolade fra Bremen.

Gennem touren er der masser af smagsprøver. Vi fik lov at lave vores egen chokoladebar og i et område med flere stationer, har de maskiner stående, der viser chokoladens vej gennem produktionsmaskineriet.







Vi så kakaobønner i alle mulige stadier, fra frugt til ristet bønne. Frugterne er så store og tunge at de vokser tæt på træets stamme, eller på tykkere grene. Ikke som vores hjemlige æbler, der vokser noget mere yderligt på træernes grene. Vi blev enige om at rent biologisk er kakaobønner slet ikke bønner, men kerne eller frø. Vi lærte også at kakaoplanter og dermed frugt kommer i mange forskellige versioner, farver og smagstyper.

Den første maskine vi mødte var en melangeur (udtales på fransk) som knuser det affedtede chokoladepulver og sukker over så lang tid, at det bliver opvarmet og smelter sammen til en slags chokoladesirup - vi fik lov at smage.

Den lille chokolade-kvase-maskine er lavet af jern og har to kæmpestore hjul af granit. Adspurgt fik Anders svaret, at de ikke er af stål, fordi de ikke havde stål på det tidspunkt maskinen blev lavet. Det betyder - siger Anders - at maskinen er fra før 1890, og den kører stadig. For en maskinnørd er det temmelig spændende.





Der var andre - cirka lige så gamle maskiner, der fulgte chokoladens vej til endeligt produkt. For eksempel maskinen, der rører i chokoladen. Den blev oprindeligt opfundet af Hr Lindt. Dengang rørte man i cirka tyve minutter, men efterhånden har man fundet ud af, at jo mere der røres i den flydende chokolademasse, jo flere af de knap så spændende smagsnuancer forsvinder. For eksempel bitterheden. I dag rører man i chokolademassen i op til tre døgn, inden næste step i produktionen.

Vores guide var rigtig god til at formidle sit stof, tog ikke sig selv så højtideligt, krydrede med jokes, fortalte så alle kunne forstå og var klar til alle typer af spørgsmål. Også dem han ikke umiddelbart kunne svare på.





Efter halvanden time, som gik meget hurtigt, gik vi en tur rundt i butikken og bevægede os ud i byen, til flere oplevelser og kaffe.

Gå aldrig ned på kaffe.





I den forbindelse har vi været forbi Hermetic Coffee Roasters mere end en gang. Trods navneændringen er det stadig byens bedste kaffe, og sammen med det chokoladefarvede strikketøj, er der ikke et øje tørt.