torsdag den 30. januar 2025

Grønt

 

De her tolv projekter, som jeg stadig ikke kan forklare hvorfor gav mening, da jeg fandt dem. De giver stadig mening. På sådan en lidt uforklarlig måde. Tanken om at få gang i de projekter, der har stået på den mentale liste, over ting jeg gerne vil i gang med. Tanken om at bruge de materialer, der har ligget og ventet, og for nogens vedkommende endda med en specifik plan, fungerer lige nu. Inde i mit hoved. 

Også selvom det er mange nye projekter på en gang.

Og det er stadig sjovt. Det kan godt være lidt ærgerligt at jeg ikke kan arbejde på det hele på een gang. At noget ligger meget stille, og kommer til det længe. Men det er startet, og jeg plejer at færdiggøre mine projekter. Det kan bare godt tage lang tid. 





Jeg kunne godt tænke mig at have alle tolv projekter færdige inden for et år. Jeg ved ikke om det kommer til at ske, og så er det okey. Jeg gider ikke deadlines, eller at slå mig selv oven i hovedet fordi jeg ikke nåede det. Men det kunne være lidt fedt.

Da jeg fandt udfordringen, for det er vel lidt af en udfordring, anede jeg ikke hvilke tolv projekter jeg skulle starte. Undervejs forsøgte jeg at lægge en plan, jeg fulgte den til dels, men i sidst ende gik jeg efter det, der gav mening, og som jeg havde lyst til at starte. 

De sidste to projekter krævede forberedelse. Det ene lidt mere end det andet.





Til mit ellevte projekt, måtte jeg finde farvegryden frem. For længe siden købte jeg ufarvet strømpegarn. til et helt specifikt, endnu ikke helt udtænkt, projekt. Nu skulle det være. Det ufarvede strømpegarn skulle være grønt.

Det har hele tiden været planen. Det har også hele tiden været planen at det ikke behøvede at være helt ens farvet.

Jeg har to grønne, to blå og to lilla syrefarver. Jeg har også noget rødt, men mit garn skulle ikke være rødt.

Jeg satsede på at farven ville fordele sig ikke helt lige, hvis jeg stoppede alle fire fed i den samme gryde, som ikke er større, end der absolut ikke kunne være mere. Jeg skyllede garnet op, så det var vådt, blandede tre farver, to grønne og en blå og hældte dem en for en ned over garnet i gryden. jeg hældte et godt skvat eddike i gryden og lod det koge, til al farven var væk. Undervejs forsøgte jeg at vende garnet lidt. 




Det virkede. Jeg fik fire fed, der helt sikkert hører sammen, men som ikke er ens. De er mere ens, end jeg tænkte de skulle være, dengang jeg købte garnet, men sådan er der så meget.

Jeg er ret sikker på jeg ikke har garn nok. Når jeg når langt nok i projektet, til at kunne regne ud, hvor meget mere jeg mangler, håber jeg at kunne gentage, så de næste fed, ligner noget der hører til.


 


søndag den 26. januar 2025

Masker på en søndag - uge 4

 

Ugen kort:

  • Didaktikopgaven, som var svær at få hul på, som igen og igen gjorde mig tom, blev færdig, afleveret og i sidste øjeblik tilføjet tanker og bilag, som jeg synes gjorde godt. 
  • Jeg tog ud på skolen mandag morgen, selvom jeg ikke har timer, for at holde et møde, der var vigtigt, og gav gode vibrationer.
  • Da jeg var der, slæbte jeg en del af mine powertools med og fik skåret et par brædder til. Jeg afprøvede også overfræseren. Det er jeg ikke særlig god til. Den kræver også kræfter, som jeg kunne mærke jeg ikke har.
  • Jeg fik aldrig taget værktøjet med hjem igen og endte med at køre derud lørdag aften, da jeg skulle bruge min boremaskine.
  • Jeg kan konstatere at jeg stadig har en tendens til at drama går hen over hovedet på mig, og at jeg slet ikke har fulgt med. Ikke at jeg har mistet noget.
  • Valgfagsholdene er delt, og der var et par overraskelser imellem. 
  • Vi er nået halvvejs gennem skoleåret og holdene i de to deleklasser, blev byttet rundt med nye håndværk/design-elever til følge.
  • Den afleverede opgave skal nu stå sin prøve, og min afdelingsleder mødte som aftalt op, for at observere. Hun synes det gik godt, jeg har stadig et håb om at noget ikke går helt efter planen, så jeg har noget at sætte op mod hinanden i anden del af opgaven - analysen. 
  • Uddannelsen startede op igen med matematik. Der er lange ferier på sådan et studie. Vi startede med et oplæg til den kommende opgave, som jeg har kigget lidt nærmere på. Den kan også skrives alene. Yay siger jeg.
  • Jeg hentede Oscar tidligt nok, til at vi kunne nå at finde isbilen - troede jeg. Desværre ikke tidligt nok. Vi så den på afstand køre om et hjørne. Da vi nåede hjørnet, var den forsvundet i den blå luft. Vi prøver igen en anden gang. Vi har et gavekort, der giver ti procent på køb. Det skal jo indfries. 
  • Oscar valgte igen at ville hjem og sove. Det har han brug for, og så bliver det sådan. Det er også hyggeligt at følge ham hjem til sengetid. 
  • Jeg hentede briller. Det er til dato det dyreste køb jeg nogensinde har gjort. (Jeg købte et hus engang, men det tæller ikke rigtigt) Nu øver jeg mig på glidende overgange og bruger dem kun i weekenden. 
  • Det lykkedes mig at hælde suppe ned over en strikket trøje. Den måtte vente et par dage, før den kunne blive vasket, for pladsen til at ligge til tørre var optaget af en færdig trøje, der havde været skyllet op.
  • Jeg har bygget et blending board og leget med uld. Jeg har lavet rolags, og er begyndt at spinde på den fine lille tyrkiske håndten. Temmelig meget nyt her.
  • Jeg har forberedt mig til morgendagens undervisning, når pædagogik/didaktik også starter op efter julen.







Læse:

Ingrid Bergman og hendes team arbejder i mange retninger. Som de får lukket op, fundet frem og stukket helt af, dukker visse ting op igen og igen. Måske er der et intern spor, og hvordan sikrer man at der bliver lukket ned inhouse?

De får et indblik i en verden, ingen af dem tidligere kendte til og Ingrid trækker på sine veninder for at blive klogere. 

Nettet begynder at trække sammen, men selvom de ved hvem gerningsmanden er, hvordan skal de så finde ham? 


Strikke:

Jeg strikker karklude. Jeg havde elleve nøgler Krea De luxe, jeg købte på tilbud med planer om karklude, for længe, længe siden. De blev en del af de tolv opslag, og er gode, når jeg holder pause på skolen, eller er i skole. 

Fire er færdige, fem nøgler er endnu ikke taget hul på, tre nøgler er helt strikket op og jeg er spændt på hvor mange der ender med at blive. Jeg plejer at bruge lidt over halvtreds gram til en klud.  




Hjembragt fra Barcelona

 

Vi skal tilbage til november, da der var Barcelona Knits Festival - i Barcelona - og Anders og jeg tog på ferie sammen med Yndlingsfamilien en lille uge. Egentlig var det bare Nina og jeg, der skulle have været af sted, og egentlig skulle det bare have været en weekend. 

At det endte anderledes handlede en del om to mænd, der også ville til det spanske. Det var godt de ville det, for havde vi kun været af sted for fibrenes skyld, tror jeg, det var endt en smule skuffende. Jeg ved nu, at har man været på en garnnøglefestival, har man mere eller mindre været på dem alle. Kan en garnnøglefestival i det store udland kombineres med det store udland, er det en hel anden historie. 



Jeg havde en forventning om, at det med at spinde og de tilhørende fibre havde en større plads i det store udland. Det havde det ikke i Barcelona. Udvalget var faktisk ret skuffende. Garn derimod, det var der masser af, men jeg havde en drøm om fibre.

Jeg tror stadig der er arrangementer derude, med fibermuligheder. Det kræver nok bare noget undersøgelse i forvejen. 

Men altså. Jeg ville have fibre. Jeg fandt også nogle, men ikke helt så mange som jeg havde drømt om. 



Vi købte billet til lørdag, og fordi pins på et tidspunkt blev sjove, synes jeg også at jeg skulle have festivallens egen med hjem. 

Undervejs rundt kom jeg forbi en lille bitte bod, det var ikke meget mere end et lille bord, med håndlavede knapper. Vi havde været forbi et par gange, jeg havde set at der var fyldt med mennesker, og det jeg kunne se udefra så ikke spændende ud. 

En rundtur mere, gav plads ved et tomt bord, og pludselig viste det sig at nok var noget vildt kedeligt, men der var også mange fine knapper mellem. Jeg forelskede mig i flere. Tænkte jeg bare skulle have et enkelt kort med hjem og endte med de grønlige i flere formater. Nina mente bestemt det var mere mig, end otte ens. Jeg var tilbøjelig til at give hende ret, og vendte igen og igen tilbage til de uens. 


Camelir er et fransk foretagende. Jeg kan ikke gennemskue hvor i Frankrig de holder til, men eg kan nok fransk til at forstå, at de passer på miljøet og i øvrigt også laver mange fine ting af læder. 

Jeg tænker at de fine knapper er en perle, jeg skal finde det helt rigtige at sætte på.

Så var der fibrene. Jeg har en drøm om at spinde mønsterfarven til en Pressed Flowers Cardigan. Eller sweater. Min plan var, at skulle finde tre forskellige fibre, der kunne spindes og sættes sammen til et tretrådet garn. 

Jeg fandt kun to. De var en sælger mere, der solgte spindefibre. Men der var ingen imellem, som passede til de to, jeg allerede havde fundet  - og der skulle ledes godt - eller som jeg synes var pæne. 

Jeg endte med to meget forskellige fibre. Nina spurgte om de kunne sættes sammen, når de var så forskellige. Det er sådan set et ret god spørgsmål, og nogen vil måske benægte. Det jeg har lært gennem nogle år med spinding er, at du kan gøre lige som du vil, og forskellige fiberpræparationer, kan blive ret fine sammen. 

Jeg valgte ikke farver, jeg normalt ville gå efter. Jeg ville have forår og blomster. Også her stoppede Nina op, og undrede sig over valget, da jeg i første omgange fandt den fine fletning fra LaMiel Yarns. De havde også en fletning i mere Pernille-farvet med en del grønt. 

Men nu skal det jo være blomster.



Fiberen er hundrede gram i en blanding af merino og silke. Farveriet er hjemmehørende i Barcelona, og de laver nogle ret lækre farver. Jeg synes bare ikke, jeg så garn farvet i signifikant anderledes farver, end jeg kan finde herhjemme. Og igen vender jeg tilbage til, at jeg gider godt opleve en fiberfestival uden for landets grænser igen. Men det skal ikke være for garnet.

Nu havde jeg een fletning. Der var noget lyserødt, der var noget brunt og der var noget lilla. Jeg ville gerne fortsætte i de farver, og troede stadig at det med fibre ikke ville være svært at finde. 

Det blev svært. Men det har jeg vist sagt.

Jeg endte med at finde en bunke batts hos Tejo lo que Hilo. Så vidt jeg kan forstå, er det et sted, der holder kurser, nok mest om at spinde. Navnet betyder så vidt jeg kan oversætte: Jeg strikker af det jeg spinder. Også de har til huse i Barcelona. 

Der var batts i flere farver, og jeg kiggede på nogle meget pink, men det blev alligevel lidt for langt fra min komfortzone. De lilla derimod, dem ville jeg gerne have med. Batts er kartede fibre, og ofte sammensat af lidt af hvert. De her indeholder en hel del merino og tyve procent andre fibre, blandt andet silke. Det taler jo fint sammen med den første fletning. 

De vejede halvtreds gram hver, så for at matche fletningen, valgte jeg to. De er ikke helt ens, men det kan jeg godt arbejde med.



Jeg vil stadig gerne have en farve mere. Jeg har ikke travlt, jeg tænker ikke det bliver spundet lige med det samme. En dag dukker der noget op, og så slå jeg til. 

Det var egentlig det. Jeg troede ikke jeg skulle have mere. Men så kom vi forbi en lille tyrkisk håndten. Jeg har en håndten. Jeg har forstået at spindere aldrig kan have for mange håndtene, men jeg kan jo kun spinde på en ad gangen...

Men en tyrkisk håndten er noget andet end en almindelig tophængt ten, som er det jeg allerede har. Den var også helt vildt fin. Og da jeg begyndte at regne, kostede den langt mindre end jeg har set tene koste, både på hjemmesider og i Danmark. 

Den fyldte. Nina synes bare jeg skulle slå til. Jeg endte med at tage en beslutning om, at nu gik vi runden færdig, var den der stadig, når vi nåede tilbage, var det tegn til at den skulle med hjem. 

Den var der stadig, da vi kom tilbage. 

Den var til salg i en bod, der bestod af et en-kvindes-firma, der handler med catalansk naturlig uld, der bliver passet på i hele processen. Garnet var fint, men slet ikke spændende, i forhold til den lille ten, der fandtes i forskellige farvekombinationer. 



Jeg tror det var hendes kæreste, der lavede de små tene. Måske bare en god ven. Han blev så glad, da nogen ville købe en af dem, at han på sit bedste og meget spanske engelske både takkede, fandt flere dele frem, så jeg kunne vælge præcis hvordan den skulle se ud, og forklarede hvilke træsorter den er lavet af. Skaftet er ikke den samme type træ som benene. 

Jeg forstod ikke nok, til at kunne fortælle hvilke type træ det var. Men et stod klart. Han var stolt af sit håndværk, træet er valgt med omhu og måden han pakkede tenen ind, inden jeg fik den, gjorde mig så glad for at jeg valgte at tage den med hjem. 

Der fulgte ikke noget kort eller navn med, så jeg ved simpelthen ikke hvad han hedder. 

Jeg tog den i brug i dag. Den spinder så fint og er så hyggelig at sidde med. Normalt står jeg op, når jeg spinder. Det vil jeg stadig helst, men den lille krydsten, er lille nok, til at jeg kan sidde. 

Det har også sin fordel. 




lørdag den 25. januar 2025

Struwwelpeter

 

Jeg tror det var engang forrige år, på en ferie, at vi besluttede, at en ny by betyder is. Vi havde endnu is til gode i Frankfurt, så efter mødet med tyren og bjørnen gik vi på jagt efter koldt.



Vi fandt is ikke langt væk, ved et stort torv. Måske havde vi haft travlt - eller været målrettede - under alle omstændigheder var vi gået lige forbi et springvand, uden at se hvad det var for noget.

På vej tilbage blev jeg fanget af de mange mærkelige figurer, der var på springvandet. En dreng med langt hår og lange negle, vakte minder om noget kendt. Og mens jeg stoppede op, og gik rundt, dæmrede det. På den anden side af kunstværket, blev jeg sikker, for der var han. Den Store Bastian. 



Dengang min far var dreng - sidst i fyrrerne, først i halvtredserne - læste han med glæde Den store Bastian. Historierne om hvordan det går børn der ikke opfører sig ordentligt. Historierne der i dag er håbløst umoderne, politisk ukorrekte og helt utilstedelige, når vi begynder at tale om forskellighed, 

Min far var så glad for historierne, der måske var datidens noget uhyggelige historier, at hans førstefødte også skulle havde oplevelsen af de sjove fortællinger. Jeg kan ikke huske han kom hjem med bogen. Jeg kan ikke huske at have sagt: Mig ikke lide Store Bastian! Men det skulle efter sigende være sket. 

Jeg kan godt huske senere at have læst i bogen. Jeg husker den ikke som fantastisk, nærmere ubehagelig, og måske barndommens traumer har sat spor. 





Men jeg husker den nok til at flere af figurerne vakte genklang. Der var drengen på toppen af springvandet, med de lange negle og det lange hår. Ham der i Tyskland er bogens titel: Struwwelpeter - eller på dansk: Snaske-Peter, en klam og ulækker dreng, der ikke soignerede sig.

Der var pigen, hvis kjole brændte. Så vidt jeg husker brændte hun op. Og så kunne hun jo lære at man ikke må lege med ild.

Der var også figurer jeg ikke kan huske, grædende katte, mærkelige børn og en kanin med en fløjte. Og så den Store Bastian med sit blækhus. Han stoppede uvorne børn i blækhuset, så de blev sorte, og man kunne se de ikke kunne opføre sig ordentligt.



Bogen er fra 1845, og skulle efter sigende lære børn, hvordan det går, hvis ikke de fulgte dydens lige vej. Jeg synes stadig, det er en lidt voldsom måde at lære børn om livet. Ud over at den er temmelig ubehagelig, dømmende  og racistisk. 

Det var lidt mærkeligt at stå der og se en tidsperiode hyldet - hvis det er det den bliver. Og samtidig tænke tilbage på en børnebog, jeg har læst, men aldrig har brudt mig om. Mest været lidt skræmt over. 




Julegaver

 

Det er længe siden det var jul. 

Efterhånden som jeg bliver ældre, er det som om julegaverne falder i mængde. Til gengæld bliver de kun bedre. Jeg fik nogle fine strikkerelaterede gaver, som godt kan tåle at blive vist frem her.

Min mor havde købt garn. Pelsuld fra Hjelholt. Fem hundredegrams fed. I tre grønne farver. Gaven var en delegave Anders og jeg imellem. Sidste gang vi fik garn af min mor, blev det til en trøje til mig. Denne gang er der garn nok til Anders. Der er bare ingen af os, der er rigtig glade for striber.



Sidste weekend tog vi derfor på tur til Frederiksberg og Tante Grøn, hvor garnet var købt. Inden vi tog hjem igen, spiste vi frokost, lige rundt om hjørnet på Cafe Kodan. Det var ret godt.

Anders var lidt vild med den ene af de grønne. En jægerfarvet, og ville egentlig bare gerne have, at det hele var den farve. Desværre havde tanten ikke flere af de grønne. 

Han kiggede længe, inden ønsket om blåt dukkede op igen. Han har talt om blåt flere gange. Jeg har en blå sweater på pindene til ham, men den kan godt have lange udsigter, og to blå vil ikke være noget problem. Mener han. 

Han endte derfor med fire fed Marine, og et sort. Han forestiller sig noget tætsiddende, muligvis noget med sømandsbobler, sorte kanter og en tæt høj hals. Det tænker jeg godt kan lade sig gøre. Muligvis inden den allerede på pindene, bliver færdig.



I december tog Emilie og Josefine til London. Inden de tog af sted spurgte Emilie om der var nogen garnbutikker, man absolut burde besøge, hvis man var i London. Jeg tænkte helt ærligt ikke videre over det, forestillede mig at hun måske ville se på garn til sig selv, og blev vildt overrasket, da jeg pakkede den fine gave fra Loop London op.  

Superlækkert merino i to lilla indfarvninger. Håndfarvet af Living in the Long Grass. Hun forestiller sig at de sammen skal blive til et sjal. Jeg tror hun har ret. Hun købte også en totebag med, når hun nu stod i butikken. Det var en skøn overraskelse. 




Også fra Emilie fik jeg fine ørestikkere. Jeg har to sæt huller i ørene og de øverste plejer at indeholde en lille finurlig ørestik. Med mellemrum mister jeg den ene. Gennem de sidste mange år, har det været Emilie der har fundet nye, når det har været nødvendigt. Op mod jul mistede jeg igen halvdelen af et sæt, jeg havde kigget efter nye, uden rigtig at finde noget, og havde fundet nogle gamle, som var helt fine. 

Det synes Emilie så bare ikke, og fandt de fineste små sølvdimser fra Enamel Copenhagen. Jeg skiftede selvfølgelig straks til de nye. 




Jeg fik også chokolade og lovning på at spise sushi med min søster. Chokoladen er væk, og jeg kan godt glæde mig længe til en tur ud og spise.

Det er længe siden det var jul. Det er endnu længere siden, jeg var i Barcelona. Jeg har en et hængeparti, og har slet ikke vist alt det frem, jeg havde med hjem. 




fredag den 24. januar 2025

12 Cast Ons 2025 - 10. projekt

 

Det har været ret fedt at kunne starte det ene projekt efter det andet, med materialer, jeg allerede havde på lager. Det er ærlig talt ikke meget jeg har købt for at kunne starte de første ti projekter. Faktisk kun stof og lidt ekstra broderigarn til temperaturhusene - projekt nummer 5. 



De sidste to kræver lidt mere. Men igen en kombination af noget jeg har, og noget jeg mangler. 

Det tiende projekt, manglede ikke noget. Egentlig kun tid. 

Gennem de sidste år har jeg savlet over først den ene, så den anden smukke fint mønstrede flerfarvestrikkede sweater i tyndere garn. Der er mange derude, og jeg har købt garn, der potentielt kunne ende som noget der ligner. Mere end en gang....

Nu blev det tid. Jeg kiggede opskrifter, valgte første den ene, så den anden, vendte tilbage og fandt noget, jeg ikke først have set. En opskrift blev købt (det tæller ikke rigtigt, for det er min erfaring at opskrifter skal købes, når jeg skal bruge dem. Har jeg dem liggende, bliver de liggende...), og jeg overvejede flere garnmuligheder.





Jeg endte med Biches & Bûches - Le Petit Lambswool, som jeg købte hos Amrit, da hun solgte ud. Der var ikke mange farver tilbage, da jeg nåede frem, og jeg var længe i tvivl om kontrasten var stor nok, mellem de to jeg valgte. Jeg købte alt hvad der var af de to farver, og mængden bestemte bundfarven. havde jeg kunne bestemme, var det muligvis blevet omvendt.

Helt frem til mønsterstarten var jeg i tvivl om kontrasten. Jeg havde taget et sort/hvidt billede, men var stadig i tvivl. Med mønsterstrikken i gang, blev det tydeligt at det fungerer rigtig fint.

Jeg valgte at strikke Antique Filigree af Unwind Knitwear. Jeg troede det skulle være en anden af hendes modeller. Men det må blive en anden gang. Måske. Der er så mange smukke, så det er ikke rigtig til at vide.





Jeg glæder mig til at se mønsterstrikken folde sig ud, og er spændt på det færdige resultat. 

Jeg er mest til cardigans, og klipper rask væk, for at kunne lukke op. Denne gang vælger jeg at den skal være lukket, og er spændt på hvordan det bliver i brug. Jeg synes tit det bliver for varmt. 

På den anden side, er det længe siden jeg for alvor har brugt trøjer. Jeg ender jo altid i cardigans. 




torsdag den 23. januar 2025

12 Cast Ons 2025 - 9. projekt

 

Jeg opdagede Ravelry for omkring femten år siden. Stedet der er et forum for fiberfolk. Her er mulighed for at finde opskrifter, oprette projekter med tilhørende noter, danne grupper med andre mennesker med samme interesse og måske vigtigst af alt, se billeder af virkelige mennesker med de modeller på, man kunne have lyst til at strikke, eller hækle eller spinde og væve et stykke stof til. 

Jeg bruger det flittigt. Mest muligheden for at have styr på det jeg selv laver. Hele den sociale omgang med grupper og småsnak er jeg ikke så god til.




Jeg havde ikke været der særlig længe, da jeg fandt en hæklet taske, som siden har spøgt bagerst i min hukommelse. Mange gange har jeg tænkt at den vil jeg gerne lave. Mange gange har jeg kigget billeder, for helt at glemme den, og finde den frem igen. 

Det er sådan en taske der er sammensat af mange små figurer. Det har afholdt mig lidt, for selvom jeg holder meget af at hækle dyr, der sættes sammen af mange små figurer, har det åbenbart været mere besværligt - i min optik. 

For nogle år siden fik jeg et gavekort til en garnbutik, og da jeg stod i butikken fandt jeg et tyndt, men kraftigt bomuldsgarn, som igen fik tankerne hen på den fine taske. Jeg tog bomuldsgarnet med hjem, og har haft det liggende siden. 

Nu er det kommet frem. Nu er det nu. 







Det kraftige bomuldsgarn er måske ikke det helt rigtige til projektet. Det er hårdt, det kan mærkes i min håndled, men samtidig giver det styrke og ballast til en taske, der forhåbentlig kan stå selv. 

Jeg har ikke travlt. Projektet har været på vej så længe, at det sagtens kan vente længe med at blive færdigt. 

Da jeg først startede viste det sig at enkeltdelene er langt lettere at gå til, end forventet. Og dermed har jeg et håb om at kunne hækle en del eller to om ugen - eller måneden. Og på sigt ende med at blive færdig. 

For jeg vil gerne være færdig. 

Jeg vil bare helst ikke ødelægge mig selv undervejs. 




 

Der er omkring tres enkeltdele til hele tasken. Og et foer, men det skal være en anden kvalitet garn. Lige nu har jeg tre enkeltdele - som sidder sammen. Hvornår jeg får flere, ved jeg ikke. Men det kan som sagt godt vente lidt.

Tasken hedder Shoulder Messenger Bag og er designet af Natalia Kononova. Hun har et hav af fine finurlige hæklerier i sin Ravelry butik.