mandag den 28. januar 2019

Samlinger


For omkring et halvt år siden, sad vi i min fars hus. Eller, det vil sige, min far sad, min søster og jeg gik rundt.





Vi var taget til Nakskov, tidligere på dagen var min far flyttet på hospice, og vi mødtes med ham og Anni på Nakskov Station. Anni havde hentet ham på hospice, og hentede os på stationen, inden hun satte os alle af ved min fars hus, og selv kørte hjem og forberedte frokost. Senere på dagen kørte vi med tilbage til hospice, så hvor han boede, flyttede hans ting ind og sagde farvel, da både han og Anni fik brug for at hvile sig.

Klokken var ikke meget mere end ti, da min far dalede ned i en af stuens lænestole og blev siddende til vi kørte igen. Han var allerede træt, men det var vigtigt for ham, at være med til at pege de ting ud vi skulle have med. De ting, han gerne ville være sikker på gik i arv.

Vi snakkede om det ene og det andet, pakkede de ting, han ville have med på hospice og pegede de ting ud, vi kunne forestille os skulle med os på et senere tidspunkt. Vi var temmelig enige, det vigtige, det han gerne så komme videre, var også det vi gerne ville have.

Trods trætheden var han ikke uden humor, og på et tidspunkt undervejs pegede han, med et skævt smil, på en skuffe ved sofaen og spurgte om ikke den ene af os ville overtage hans samling af kuglepenne.

Min far samlede på kuglepenne. Billige reklamepenne, der for ham repræsenterede en lille historie og alle hang sammen med er sted han havde været, eller en oplevelse han havde haft. For os andre var samlingen blot en bunke billige reklamepenne, for ham en lang liste af erindringer, som kun betød noget for ham.

Han vidste godt vi ikke var interesserede, men vi skulle have muligheden.





Og måske falder æblet ikke langt fra stammen.

For med tanke på min fars kuglepennesamling, som altid har været en kilde til morskab, er det pludselig gået op for mig, at jeg i løbet af det sidste års tid er begyndt min egen samling af penne.

Min samling er på ingen måde lige så stor eller prangende som min fars, den ligger ikke i en skuffe og den kan (stadig) snildt være i mit penalhus. Men hver enkelt del rummer på samme måde som min fars samling en lille historie og en erindring om noget jeg har deltaget i.


  • Der er pennen fra dengang jeg var på arbejdsmiljøkursus og trådte mine barnesko ud i det der med arbejdsmiljø (det føles tit som om skoene ikke er blevet større, det er så afgjort en rolle, der hele tiden udvikles).
  • Og for at blive i arbejdsmiljøet er der også kuglepenne fra den store kongres, der for få uger siden satte gang i 2019 som arbejdsmiljøår. 
  • Så er der pennene fra BUPL. Jeg har flere, de ligger rundt omkring og vidner om alle de generalforsamlinger, kurser og temadage jeg har deltaget i. Siden jeg fik den første er designet skiftet. Jeg er ikke helt sikker på om det betyder at jeg har været med for længe eller...
  • Så er der pennen fra Kobæk Strand, hvor skolebestyrelsen var på konference og blev klogere på teknologi og innovation, på børneliv, børnesyn og tanker om skolen i dag kontra skolen i går.
  • Endelig er der blyanterne fra Vestforbrænding, som strengt taget ikke er kuglepenne, men som alligevel må gøre sig fortjente til samlingen. De kom med hjem da skolebestyrelsen blev vist rundt og det er ikke bare blyanter. De er ikke særlig gode at skrive med, men så holder de sikkert længe, men de er et produkt der taler ind i Vestforbrændings tanker om genbrug og recykling. De er ganske simpelt lavet af brugte cowboybukser, og det er lidt cool at have i sin samling.





Bare fordi jeg kan, og måske også fordi jeg er min fars datter, tænker jeg at samlingen bør udviddes.

Det tager sikkert lang tid at nå til noget, der kan betegnes imponerende, men lidt har også ret.

Og så kan jeg jo altid grine lidt undervejs.




søndag den 27. januar 2019

Ugen kort


I dag er jeg ikke i tvivl om at ugen, der netop er gået, har været fyldt godt op. Men fordi jeg af en eller anden grund synes det er lidt sjovt at liste ugens højdepunkter op, tror jeg, jeg vil fortsætte de kommende uger.

Det er muligvis ikke det mest spændende indlæg jeg kan komme op med, men det er nemt at skrive. Lige præcis det argument er muligvis med til at gøre det lidt interessant. For mens indlæg efter indlæg skriver sig selv på indersiden af hovedskallen, kommer de ikke rigtigt længere i øjeblikket.

Jeg tænker der kommer en dag, og samler stadig sammen, til alt det jeg gerne vil skrive.





Så derfor:


  • Ugen gav plads til et aftenpersonalemøde med et ret spændende foredrag om social kapital. Foredragsholderen hedder Tommy Krabbe. Han er både spændende og underholdende.
  • Fordi vi var trætte af de evindelige sandwiches til de fælles personalemøder, besluttede vi for et par uger siden, at vi godt kunne bruge sandwichbudgettet bedre. Det betød at jeg mandag lavede 21 bakker lasagne. Der var nok, alle var glade, og næste gang vi holder aftenåben ligger aftenens menu klar i fryseren.
  • AMRrollen kom i spil til en indsats for en ramt kollega, et personalemøde i en anden afdeling og et triomøde om trivsel. 
  • Det lykkedes os på tværs af lærere og pædagoger at mødes både tillidsmænd og arbejdsmiljørepræsentanter. Vi er kun fire i alt, men hvor er det godt at tale sammen. Det vil vi have mere af.
  • Jeg lånte Oscar til en torsdagsgåtur, efterfølgende mad og leg, inden han blev afleveret hjemme igen.
  • Noget der skulle have været en aften med kollegial hygge blev aflyst til fordel for en arbejdsaften. Nu er Klubben et Playstationsrum, med lækker indretning, rigere. Hygge havde vi masser af.
  • Jeg har spist brunch nord for Frederikssund og brugt timer i skønt selskab med et par damer, jeg ikke har set alt for længe. Det laver vi nu om på.
  • Tre strikkede klude har set dagens lys.
  • Rose og Sille gad begge godt have besøg til både leg og snak. 
  • Endelig kan jeg sætte kryds ved de tre ugentlige træninger - der endda betød at jeg fik en afsindig grim T-shirt som belønning for at have rundet træning nummer 200.





torsdag den 24. januar 2019

Yarn Along - Uge 4


Tiden løber stærkt i den her uge. Sådan er det bare. Jeg har selv valgt det, og så er det vel helt i orden.

Formiddagen er gået med ingenting, for muligheden lå for, og lige om lidt banker hverdagen på igen.

Jeg blev snydt for Oscar i mandags, han havde andre planer, så jeg har planlagt at låne ham igen på vej hjem i dag. Det gik så godt sidste torsdags, så det kan vi vel gøre igen. Forældrene er heldigvis villige til at låne ud, og Oscar følger bare med.

Men først er der det der arbejde.















Læse:

Mens Wallander forsøger at holde ferie, og gang på gang beslutter sig for at lade mysteriet om den forsvundne orlogskaptajn ligge, vender han igen og igen tilbage.

Han graver dybere og dybere, lærer mere og ved mindre og mindre. Hemmeligheder dukker op, men er de nødvendige for efterforskningen, og hvad betyder trådene mod Rusland, DDR, den kolde krig og spionage for hele fortællingen.

Igen forsøger han at lade det ligge, igen retter han opmærksomheden som sin ferie og igen vender han tilbage til nye oplysninger og nye muligheder.


Strikke:

De små projekter presser på, og en længe ønsket plan om at udbygge lageret af små håndklæder til at tørre sved af panden under træning er ved at materialisere sig. Jeg finder ret og vrang mønstre suppleret med en bunke huller og strikker små klude, der kan tilfredsstille mit behov for lette projekter og udbygning af lageret.

Man skal jo ikke gå ned på udstyr.





mandag den 21. januar 2019

Sidste uge kort


Selvom det er mærkbart at der er mere tid, når kalenderen rundes, januar går sin går sin gang og dagene bliver længere, er jeg alligevel overrasket over hvor meget, jeg når at stoppe i en uge.

Og selvom det i højere grad er på arbejdet jeg kan mærke mere luft mellem minutterne, og fritiden mest ligner sig selv, er der ingen tvivl om at januar giver tid til fordybelse, tid til at komme ovenpå og tid til at tænke nyt.





Og sådan en tredie uge i januar kommer hurtigt til at rumme meget mere, end jeg lige går og husker.


I flæng kan nævnes:


  • Mit første besøg i DRs Koncerthus. I snevejr, sammen med i omegnen af femtenhundrede børn og deres lærere, da 4.A skulle høre Sigurd synge og fortælle om Danmarks historie. Personligt synes jeg han sprang visse vigtige historiske aspekter over, men sådan er det vel altid når flere tusinde år skal koges ned til halvanden time.
  • Tre besøg i det lokale træningscenter - den ene gang fælles med et par andre, under instruktion af den skrappe træner.
  • Formiddagssnak og frokost med min mor.
  • I Hobby har vi fundet langsommeligheden, sammen med nål og tråd, frem.
  • Udgivelse af SFOs månedlige (og temmelig omfangsrige) nyhedsbrev.
  • Et lån af Oscar, der både gav plads til leg og en lang gåtur.
  • Valg af AMR til medsystemet på Rådhuset.
  • En tur i Frederiksberg have.
  • Sy & Strik med mere i Hillerød. Besøget var både et gensyn med gode venner, workshops og alt for mange indkøb. Jeg var positivt overrasket over antallet af knap så kommercielle stande.
  • Hygge med Sille og Rose.
  • Efter-arbejde-hygge-snak samtidig med noteskrivning om temmelig alvorlige arbejdsmæssige emner.
  • Tre par færdige babybukser.








lørdag den 19. januar 2019

babybukser


I torsdags lånte jeg Oscar, på vej hjem fra arbejde.





Ikke kun for at han kunne være model til de tre par bukser, jeg havde syet til ham, men også for at være sammen med ham.

Vi startede med at gå en lang tur. Eller det vil sige; jeg gik, Oscar lå i barnevognen og sov cirka samtlige halvanden time. Han var varm, da jeg tog ham op fra barnevognen, det kunne man ikke sige om mig.

Næste gang jeg låner ham og går en lang tur, skal jeg muligvis huske lidt varmere tøj.







Nå, men vi legede model. Han gad heldigvis godt, og mine ønsker om perfekte billeder blev pakket noget sammen.

Senere lavede vi andre mere babyagtige aktiviteter - I ved, lege, skifte og spise. Da jeg pakkede ham sammen og trillede hjem igen, havde han fået nok af at ligge ned, og hylede temmelig insisterende indtil jeg satte ham op.

Vi havde hverken pude til at sidde behageligt op ad, eller andet, der kunne bruges til at stable en baby op. Jeg prøvede at overbevise ham om, at han ikke kan sidde selv, men det var han fuldstændig ligeglad med. Så jeg satte ham op, helt tilbage i liften med nedrullet kaleche.

Jeg tvivler på han sad særlig godt, men han blev siddende, var tilfreds, kiggede rundt og sagde ikke en lyd før vi nåede hjem og holdt stille lidt for længe. Det gider han nemlig heller ikke.


Og jeg tog fejl. Han kunne sagtens sidde. Det skal jeg faktisk ikke bestemme.









Design: Jeg fandt mønstret til babybukserne hos LaRaLil.


Stof: Jerseystoffer og matchende rib fra Stof og Stil.

Hvad jeg ikke vidste, men fik at vide af ekspedienten, var, at de to stoffer med stregtegnede dyr var helt nye, lige ankommet. Samme dag. Temmelig heldigt, tænkte jeg, for jeg synes det var dem, der var sødest.

Jeg ledte længe efter orange stof, men der var ikke rigtig noget, så det blev orange kanter. Ingen er nemlig i tvivl om, at Oscars yndlingsfarve er orange - så selvfølgelig skal han have det.

Når jeg engang begynder at købe garn at strikke små trøjer af, bliver orange nok også det første jeg går efter.

Jeg købte en halv meter af hver, og har nok til et par bukser mere af hver slags. Der er rigelig med rib tilbage. Men så behøver jeg ikke købe det næste gang... Hvis ellers farverne passer.


Størrelse: 62-68







Bemærkninger: Jeg ville have lidt mere baggy bukser og tilføjede en centimeter til sidesømmen og nederst på benene, inden jeg klippede mønstret.

De to par fik lommer som beskrevet, det sidste par fik et par baglommer fordi der ikke var stof nok til de større forlommer (hvis der skulle være stof tilbage til et par mere).

Indeni syede jeg et foldet stykke bændel, som jeg skrev størrelse på - efter ide af Trine.





De sidder fint, men Amalie mener det vil være godt med næste størrelse, når jeg sætter mig ved maskinen igen.

Sikkert en god ide.

Specielt fordi det næppe bliver før næste måned.


Oscar virkede tilfreds.





onsdag den 16. januar 2019

Yarn Along - Uge 3


I mit lokale LOOP er der somme tider - cirka en gang om ugen - fællestræning. Eller LOOP Max, som det så fint hedder. Inden sommerferien var vi mange, der deltog, så stoppede Michelle, som havde kørt det, og siden skete der ikke så meget.

Nu forsøger de igen. Der er fundet en ny cheftræner. Lukas. Det har kørt et stykke tid, det er en ny måde at træne på, men det er stadig lige sjovt. Det der med at være sammen, og bruge maskinerne på en anderledes måde.

Jeg har ikke været med så mange gange, siden det startede igen. Livet har stået i vejen, mest arbejdslivet, men i aften var jeg på. Desværre var vi kun to tilmeldte, men jeg fik lokket en med og træner-Lukas fik lokket to. Alle tre var imponerede, og synes det var sjovt. De vil gerne være med en anden gang.

Så nu håber jeg vi bliver lidt flere end de to-tre-fire stykker der har turde i denne omgang.

I dag sluttede vi med to og to at ro totusinde meter. Er I klar over hvor hårdt det er at ro totusinde meter? TO-TUSINDE meter. Vi roede til vi ikke kunne mere, skiftede og roede derudaf mens vi heppede på hinanden.

Bagefter kunne jeg mærke det i både arme og ben.

Jeg tror bestemt også jeg kan mærke det i morgen.











Læse:

Wallander graver i sagen om den forsvundne ubådskaptajn. Samtidig arbejder han på de sager, der ligger på hans bord, tager livtag med sit aldrende jeg og er måske tættere på sandheden end han tror.

For hvorfor har nogen været i hans hjem?


Strikke:

Jeg manglede det der lille projekt, der let kan stoppes i tasken og ikke fylder noget. Så trods planer om at færdiggøre inden nyt, har jeg slået op til en lille drengetrøje.

Imens vokser de større projekter stille og roligt, jeg synes pludselig at de alle er nået til det der punkt, hvor der lige om lidt sker noget, der kræver lidt mere koncentration end der kan mønstres hvor som helst - allermindst til et møde.

Ergo har jeg sofaen fuld af voksende projekter, der skal hjælpes videre, inden de igen er til at tage med ud i byen.


Den lille trøje fandt jeg hos Strikketanten, den hedder Haneskjellgenser og jeg strikker med No. 3 Organic Wool + Nettles fra Onion. Garnet er tyndere end beregnet. Jeg har satset, uden strikkeprøve, måler lidt undervejs og lægger ud med en størrelse to år og håber på noget der kunne ligne seks til ni måneder.




søndag den 13. januar 2019

Den der udfordring...


Kan I huske det? Sidste år udfordrede jeg mig selv til at sy seks kjoler på et år. Seks kjoler skulle være til at overskue... Mente jeg.

Og syede en. EN!

Det er ikke imponerende. Det må kunne gøres bedre. Så udfordringen fortsætter i år. Samme mål, samme tid - seks kjoler på et år.

Jeg har klippet den første. Som jeg skal bruge, når der er tresårsfødselsdag til februar. Det skal jeg nok nå.





Men inden jeg nåede at lægge stoffet i maskinen, kom noget andet i vejen. Og selvom det andet ikke tæller - fordi det ikke er en kjole - så tror jeg på, at jo mere tid jeg bruger sammen med symaskinen, jo større chance er der for, at jeg finder min indre lyst til at sy frem i lyset igen.

Det andet var en sengerand. Daniel og Amalie fik en gammel lyserød en af slagsen allerede inden Oscar blev født. Lyserød stod ikke øverst på Amalies ønskeliste, så jeg lovede (og håbede det ville være med til at finde den der lyst) at ombetrække den til noget med blå.

Og så skete der ikke mere. Der var tid nok, bildte jeg mig selv ind, mens babyen voksede i maven, babyen blev født og babyen sov trygt i liften i sengen og derfor ikke havde brug for en ombetrukket sengerand endnu....





Men nu er han altså blevet for stor til liften. De sidste fjorten dage har han sovet i sengen uden lift, og efterhånden er han mobil nok til at komme i karambolage med tremmerne. Noget måtte ske...

Fredagens tur til byen indeholdt derfor også en tur i Stof & Stil, hvor jeg længe ledte efter blåt bomuldsstof. Til sidst gav jeg op, blåt bomuldsstof i mønstre der fandt nåde for mit blik, var ikke til at finde, og så fandt jeg noget andet. Jeg nåede at vaske det inden vi tog ud og hørte musik i fredags, og siden har jeg arbejdet på den både lørdag og søndag. Og indrømmet - det tog to dage, fordi det krævede en del overspringshandlinger at komme i mål...

Som prikken over i'et fandt jeg en af de allersidste mærkater, jeg brugte mange af, dengang jeg syede på daglig basis. Måske skal jeg have nogle nye...

Jeg kørte forbi med den i eftermiddags, Amalie blev glad og synes også blå var overvurderet.







Nu er det så jeg burde sy på den der årets første kjole.... Men! For der er er et men. Amalie fik sagt noget om at Oscar vokser ud af alle sine bukser, så med i kurven hos Stof & Stil røg også et par halve meter stof til babybukser.

Babybukser er nemme at sy. Det gør jeg lige først...

I øvrigt syede jeg ikke kun den ene kjole sidste år. Jeg har kigget lidt på det, og selvom det ikke tæller i udfordringen syede jeg faktisk lidt mere. Ikke meget i forhold til tidligere tider foran symaskinen, men lidt har også ret:


  • En nederdel med fine striber.

  • To projekttasker med monterede broderier.

  • Frakken blev endelig færdig.

  • Nicklas fik et tæppe til sin attenårs fødselsdag.

  • Og endelig klippede jeg sidste års kjole nummer to - som jeg faktisk har syet lidt på også. Men det er en sommerkjole, så den får lov at vente lidt endnu.


Men nu er det tid til babybukser.





lørdag den 12. januar 2019

Min landsby på Lolland


For et par år siden satte Alfred Gynter Christensen fra LollandBibliotekerne sig i spidsen for et storstilet projekt. Han samlede barndomserindringer fra hele Lolland, fra alle generationer og satte dem sammen til en bog.

Min far bidrog dengang med sine barndomserindringer og bogen står i min reol.







Sidste år startede samme Alfred endnu et projekt. Denne gang ville han høre om landsbyerne på Lolland, og endnu en gang satte min far sig bag tasterne. Denne anden erindringsbog er knap så personlig som den første, fordi den i højere grad vidner om landsbyliv end barndomsliv. Alligevel er den også et vidnesbyrd om landboliv både i børnehøjde, men også med et voksenperspektiv.

Da min far i juli døde, havde han færdigskrevet manuskriptet og sendt det til Alfred, der havde sendt et udkast til en redigering tilbage. Han fortalte os om udkastet, men fik aldrig selv arbejdet videre med det. Det gjorde vi. Vi var overbeviste om at han gerne ville have det udgivet, og opsøgte derfor Alfred, der heldigvis havde tid til os midt i frokostpausen, samme dag som min far trak sit sidste åndedræt og vi alligevel var i nabolaget.

I samarbejde med Alfred blev min fars ord til et kapitel i bogen om Lollands landsbyer, vi ledte de gamle fotoalbum igennem og fandt billeder fra min fars tidligste forsøg med kamara, mens Alfred fandt billeder i det lokalhistoriske arkiv, som dokumenterede de dele af landsbyen min far beskriver.

Det er måske ikke de billeder min far ville have valgt, men de passer fint i historien.





Bogen udkom i november, denne gang var det mig, der sørgede for at både min søster og jeg i dag har den stående, og mens jeg har læst min fars bidrag flere gange, har jeg ikke helt så travlt med de andres. De kan ellers formentlig være spændende at læse.



Min far skriver blandt andet:

Vi var mange børn dengang, og der blev arrangeret forholdsvis mange ting for os. Til fastelavn "Katten af tønden", hvor vi efter tur slog på en udrangeret smørdrittel fra Mejeriet. Indeni var der en kat, dog ikke levende, men kun af pap. Når vi langt om længe havde slået tønden i stykker, og katten var faldet ud, fik vi hver en pose slik. Det med slikket gentog sig ved juletræsfesterne, hvor vi først måtte gå rundt om juletræet. Ved alle lejligheder legede vi "Bro bro brille", og hvad de forskellige lege nu hed. For de voksne var der madposebal, hvor hver enkelt familie selv medbragte madvarer. Efterfølgende var der dans til musik af de lokale spillemænd, som ikke alle spillede lige godt. Selvom der på det tidspunkt har været stor forskel på rig og fattig, var det ikke noget vi børn oplevede i hverdagen. Vi legede sammen uanset hvilket samfundslag vi kom fra.



Min far, farbror, faster, farfar og farmor.





På date


Anders inviterede på date i aftes. Det er ikke så tit vi går ud - sidste gang var vistnok i sommers - og hver eneste gang bliver vi enige om, at det bør vi gøre noget oftere.

Sådan kan det gå, og det er sådan set ikke fordi vi mangler det i hverdagen.

Men i går var vi på date.





Vi tog til Christianshavn og Beboerhuset hvor Dire Straits Project spillede. En af Anders' kolleger er en del af bandet og han har længe gerne ville høre dem. I går spillede de så.

Det var nærmest som at falde ind i en tidslomme, hvor vi som udefrakommende kunne se på. Langt de fleste deltagere lignede forældrene fra lilleskolen, blot ældre men stadig 68'ere med hang til obskure rusmidler.

Der blev danset undervejs. De danser sjovt på Christianshavn, de er da ligeglade med hvad andre tænker, følger bare med og hygger sig. Om ledene er stive og benene knap så sikre - danse, det gør de. Jeg blev opslugt af at kigge på de dansende damer - for det var stort set kun damer der dansede - og selvom nogen ind imellem så ud som om de var ved at falde, blev alle på benene, glæden lyste ud af øjnene og jeg besluttede på stedet, at når jeg bliver gammel og stivbenet, vil jeg også danse og se tosset ud.





Vi gemte os i et hjørne, helt oppe mod væggen, flettede fingre, drak øl og vand fra fordums tid og lyttede til musikken. De var gode, musikken var i top, leadguitaristen imponerende og selvom jeg ikke kunne høre vokalen, var jeg ikke i tvivl om at jeg kendte alle numrene.

Vi blev var enige om, at det gider vi godt igen.

Vi sluttede med en god snak med Anders' kollega og begav os ved midnatstide ud i natten. Vi var sultne og havde som resten af nattelivet mest lyst til friture og fedt. Vi fandt hvad vi søgte, men ikke nødvendigvis hvad der var godt. Friture og fedt har en tendens til at være mere tillokkende før end efter.