Stadsparken

 

Det er efterhånden længe siden der stod pinse på programmet, og lige om lidt slår sommerferien dørene op for nye oplevelser. 

Strengt taget er det kun en måned siden vi travede rundt i Lund, med en ekstra fridag som følgesvend. 

Mandag er hjemrejsedag. Vi skal ikke så meget en pinsemandag. Finde et museum, et særligt torv eller noget andet, inden vi finder stationen og tager hjem igen.

Sådan var det også i denne pinse. Vi gik en tur rundt i byen, vi fandt revolveren med knude på og vi endte med at være sultne. 

Vi fandt mad i Saluhallen på Mårtenstorget. Den gamle markedshal er omdannet til en meget lille model af et madmarked.

Det var her jeg mistede mit Visakort. Det var ingen steder at finde. Jeg ledte tasken igennem, nåede frem til at jeg med andet i hånden, havde fået det lagt forkert i taskelommen, og i stedet tabt det. Inden frokost stod jeg derfor midt i Lund og spærrede mit kort. 

Heldigvis havde jeg mit Masterkort med, så jeg var ikke uden midler. 

Siden er det dukket op igen. Et nyt kort er ankommet, og selvom det er besværgeligt at spærre og rette betalinger, er det godt det lader sig gøre. Jeg følte mig kun en smule dum, men en oplevelse rigere. 

Vi tog maden i hånden og gik mod Stadsparken. Jeg havde læst mig til at det skulle være en ualmindelig fin park. Det synes jeg er rigtigt. 

Vi startede med at lede efter en bænk at sidde og spise på. Hvorfor det altid er umuligt at finde det man leder efter, indtil det dukker op, og pludselig er alle steder, ved jeg ikke. Men vi fandt en bænk, og udsigt til søen, fuglelivet, nogen meget nye små unger og sol fra en skyfri himmel.

Da vi havde spist gik vi videre gennem parken, satte kursen mod stationen og var klar til at sige farvel til Lund og en skøn forlænget weekend. 

Non Violence

 

Værket vi gik efter i UB parken, havde jeg i forvejen set på kortet, da vi skulle finde vej. En kæmpestor revolver med knude på.

Værket er lavet af Carl Frederik Reuterswärd, det hedder Non Violence og han kunne åbenbart godt lide at slå knuder på ting. 

Anders var i sine unge år meget betaget af skydevåben. Det er han sådan set stadig, men jeg tænker at det at starte i en tidlig alder, giver et stort grundlag for viden. Og viden, det har han.

Så når Anders er imponeret, er jeg sikker på det er værd at være. Han er typen der skumler over skydevåben i film, der enten bliver holdt forkert, siger forkert, skyder for mange gange, inden genlading, opfører sig forkert eller andet i den stil. Men den her - den er helt rigtig. 

Det er en revolver. Den kunne også kaldes en pistol, men revolver er mere korrekt (jeg kender stadig ikke forskellen, og er i bund og grund ikke rigtig interesseret). Alle de små dele og detaljer er gennemførte. de kunne ifølge Anders snildt have været forkerte. 

Men er løbet ikke lidt langt, til at kunne slåknude og alting? spurgte jeg. Nej det mente Anders ikke, for modellen fåes med flere forskellige længder løb, og det her nok det længste. 

Og dermed blev jeg klogere.

Jeg synes i øvrigt den er fin. Det meget maskuline kolde metal kombineret med en knude, og ideen om fred og mangel på vold, er meget håndgribeligt og let forståligt.

At det netop er den type revolver, kunstneren har valgt til at slå knude på, giver også mening. For modellen hedder en Colt Python. Og slanger er temmelig gode til det med knuder.

Pigen og kaninen

 

Den første installation vi fik øje på, da vi kom  ud af Universitetsbiblioteket i Lund, var "Kommer ihåg att jag såg dig".

Værket forestiller en lille pige og en kanin, der sidder over for hinanden. Den lille pige sender luftkys mod kaninen.

Vi gik forbi og kom tilbage senere, for en meget lille pige, der ikke rigtig kunne gå endnu, var meget begejstret for den luftkyssende bronzepige, og stavrede rundt og rundt og rundt om den siddende pige, alt mens hun lystigt kyssede figuren. 

Den lille piges far holdt et sikkert velfortjent hvil, mens han holdt øje. Vi havde travlt med de andre værker, fordelingen af objekter at kigge på, var derfor ganske fin.

Det er en fin figurgruppe Bianca Maria Barmen har lavet. Mens den kyssende pige virker meget interesseret i kaninen, virker kaninen temmelig uberørt, og ligner en helt almindelig kanin, der venter på det rette øjeblik til at hoppe væk.

Omvendt kunne der også ligge en historie gemt, om et venskab mellem en pige og en kanin. Eller noget helt andet.  

Jeg kan ikke finde noget om baggrunden for figurerne, andet end de hører til Skissernas Museum, der lå lige til venstre, men som vi ganske overså. jeg havde ellers set det på kortet.

UB Parken

 

Ude foran Universitetsbiblioteket i Lund er en lille park fyldt med statuer og installationer.  

Parken hedder UB-Parken. Det tog mig et stykke tid at gennemskue at navnet henviser til, at den ligger lige uden for Universitets Biblioteket (UB)

Under alle omstændigheder er det et fint lille grønt område. Skissernes Museum, ligger lige henne om hjørnet. Der nåede vi aldrig hen. 

Men den lille park er som sagt fyldt med kunst. Der stod for eksempel en taske. Uden ejer. I disse tider kan sådan en taske være fyldt med eksplosiver, så vi snakkede om at holde afstand. Den havde ikke noget navn Eller kunster, men min umiddelbare tanker handler om undervisning, studie og noget med at blive klogere - i en universitetsby.

Der var også en parabol og en fastforankret ubåd. Måske var det noget andet. 

Og så var der et par ben. 

Under et gammelt træ, stod en pige på hovedet i jorden. Hun har stået der længe, for tæerne var blevet grønne af ælde og træet skyggede godt for solen.

Hun var lidt fin og helt forkert. For tænk at stå der, med hovedet i busken år efter år efter år. Og hvordan trækker hun vejret?

Der var et par andre rigtig fine skulpturer, men de kræver begge deres eget indlæg.

Universitetsbiblioteket

 

Det var ikke meningen, men vi fik bevæget os hen mod Universitetet. Vi skulle kigge Livets Museum nærmere efter. Det viste sig ikke rigtigt at være noget for os, men har man børn med til Lund, virkede det som et ret fint sted. 

Lige over for det lille museum, stod en imponerende bygning. Vi gik nærmere, det viste sig at vinduerne var dækket til, der var spærret af foran og det så sådan lidt forladt ud. Det viste sig også at bygningen rummer Universitetsbiblioteket og der var adgang henne om hjørnet. 

Jeg ærgrer mig stadig lidt over at vi ikke gik mere på opdagelse på Universitetet i Dublin, så jeg tog Anders i hånden og trak hen mod den lille dør i sidebygningen. Det var tydeligt bagindgangen, og der stod et skilt om noget med et kort.

Anders var sikker på vi ikke kunne komme ind uden kort, jeg mente at så længe vi ikke skulle låne noget, havde vi ikke brug for et kort. Vi kunne sagtens komme ind. 

Fra indgangen gik det opad via en fin gammel vindeltrappe med nicher og buster af kloge mænd. Vi kom forbi læsesalen, som vi kunne kigge ind i via et vindue i døren. Den fik mig til at tænke på læsesalen på Designmuseet. 

Vi gik længere op, og op og op. Til vi endelig kom helt op. Helt oppe under loftet, hvor et udvalg af bøger er til rådighed for de studerende. Der var ikke så imponerende, som jeg forestiller mig der er i selve biblioteket, når det ikke er under ombygning. 

I sidegangene sad studerende, der var lavet et område til computere og til trods for den lave loftshøjde, var det alligevel en god oplevelse. 

Jeg fandt endda samlingen af bøgerne med fortegnelser over danske bøger. Der stod også fortegnelser over svenske, norske og islandske bøger. Men det var ikke lige så sjovt.  

Kungshuset

 

Tilbage i 1500-tallet, var Skåne, Halland og Blekinge en del af Danmark. Dermed også Lund.

I 1578 påbegyndtes byggeriet af Kungshuset eller Lundagårdshuset i Lund, under Frederik II. Huset lå tæt ved domkirken og var kongens residens, når han var i byen. 

Lundagården var i to etager, i løbet af et par århundrede blev bygningen skadet i en af krigene Sverige og Danmark imellem, overdraget til en  biskop, overtaget af Universitetet, restaureret og ombygget.

Gennem den tid blev bygningen udstyret med en usædvanlig trappe, taget ombygget, tårnet udstyret med et observatorium og huset voksede med en tredje etage. I en periode blev der anlagt en operationsstue i forbindelse med udviklingen af lægekundskaben og  Universitetet havde bibliotek i bygningen, indtil det nuværende universitetsbibliotek åbnede i 1907.

Jeg kan ikke finde ud af om man kan komme ind, eller hvad bygningen står for i dag. Jeg har en fornemmelse af, at den måske stadig til tider bruges i kongelige sammenhænge. Den hører vist stadig til universitetet og bruges måske af et eller andet fakultet. Døren var låst da vi kom forbi. Jeg forestiller mig, at der er smukt indenfor og det kunne være spændende at se.

Bygningen står stadig med front mod domkirken med parken imellem. Store gamle træer, gør det svært at tage billeder, der viser hele bygningen i al sin glans. På en eller anden måde, bliver den mere imponerende, som den står midt i byen, gemt bag træer og grønne mure. 

Væksthuset

 

Midt i Botaniska Trädgården ligger et smukt gammelt kæmpestort drivhus - Væksthuset. 

Vi nåede kun lige indenfor, da vi blev mødt af en lyd, jeg i første omgang tolkede som frøer, og med det samme derefter tænkte fugle. Frøer kan da umuligt frembringe så høj en lyd, der kom fra alle steder. 

Det var frøer. Bittesmå Pilegiftsfrøer, hvis lyd er fantastisk. Om det er glasset i både vægge og lofter, der kaster lyden rundt, så det føles som om den komme alle steder fra, eller om frøerne ganske simpelt sidder alle steder, ved jeg ikke. De er små og adrætte nok til at jeg forestiller mig, de kan komme alle steder. 

Vi så nemlig en. Det var ikke os der fandt den. I et hjørne af Væksthuset stod et ungt par og kiggede ned mellem en flok planter, der ikke umiddelbart så vildt spændende ud, mens de sagde uhh og ihh lyde og samtidig havde et kamera helt nede mellem krukkerne. Jeg blev nysgerrig, så da de gik videre, gik jeg hen for at se hvad der var, der var så spændende. 

Der sad den. Lillebitte, omkring tre centimeter lang, med en overflade der kunne være plastik, men blev gjort til skamme, da den gjorde et hop og endte inde under et blad. Jeg fik et par billeder og vi lod den lille fyr være, og gik videre. 

Det er en samling af planter fra hele Verden, der rummes i de mange kvadratmeter i Væksthuset i Lund. Vi gik både gennem varme områder og fugtige områder, Vi så planter vi aldrig har set før, og flere der virkede meget familiære.

Vi mødte kakaoplanter og bananpalmer. Det sjoveste var nok alligevel den langhårede palme, der var udstyret med mange, mange fletninger. Nogen ha haft det sjovt.