lørdag den 27. februar 2016

Hærvejen


Ind imellem får jeg taget billeder og fundet historier, som skal deles, skal skrives og som også helst skal betage. Ind imellem står billederne tilbage, historierne uskrevne og tiden svundet.

Jeg har en del af de billeder og historier liggende. Jeg tænker det ikke behøver at være for sent, og selvom de kan tælles på en enkelt hånd, vil jeg alligevel forsøge at få fortalt. At dele mine opleveser – store og små, at få ryddet op i lageret af blogbilleder og dokumentere selvom tiden er gået.

Det behøver ikke alt sammen være i dag, men ind imellem. Helst inden nye historier, nye oplevelser eller nye detaljer finder vej.

For mange år siden – dengang sidst i halvfjerdserne, da jeg var ny i skolesystemet og var på en af de første lejrskoler (engang tog vi på lejrskole hvert år), boede vi på en sommerlejr et sted på Als. Det var uden for sæsonen og ved siden af lå et farlig fint og luksusagtigt feriested med egen pool, som vi fik lov at bade i.

Nu gik jeg på lilleskole og dermed var lærerne alle som en gjort af hippiestanden, og poolbesøg var derfor ikke specielt værdsat. Als var langt væk hjemmefra, og for det kulturelle islæt havde et par af lærerne derfor planlagt en tur ned ad Hærvejen. Jeg har altid godt kunne lide historie, så jeg meldte mig til turen og sammen med min gode veninde Signe gik vi turen sammen med børn i alle aldre (eller i hvert fald til syvendeklassesalderen – efter syvende klasse skulle man nemlig videre ud i det store skolesystem).

Jeg havde hjemmefra lånt min fars gamle kamera. Vistnok hans første kamera. Sådan et i læderindbinding, kæmpestort og med en indbygget linse, der skulle klappes ud og kigges ned i oppefra, for at se motivet. Jeg husker ikke jeg tog ret mange billeder, faktisk har jeg kun det ene af Signe, der stærkt overbelyst læner sig op af en sten vi mødte undervejs.


Ved den sydlige Hærvej - engang sidst i halvfjerdserne


Jeg ved ikke hvad det er for en sten, men jeg ved vi lærte en masse om Hærvejen undervejs på turen, en hel del af det findes stadig i min paratvidensdatabase. Jeg kan huske det regnede, så vi følte os temmelig druknede. Jeg kan også huske en af lærerne under en pause ved en mark bespiste os med sukkerroer – friskt trukket op ad jorden, og sikkert ikke set til med milde øjne af markens ejer.

Vi overnattede undervejs hos en landmand. Vi fik lov at sove i høet i et lille rum, der kun var adgang til gennem kostalden. Jeg var rædselslagen hver gang vi skulle ud og ind. Jeg var sikker på at køerne ville sparke bagud, når vi gik bagom dem på den temmelig sparsomme plads – også selvom landmanden forsikrede os om det modsatte.

Vi gik hele vejen til Åbenrå. Vi så grænsen som spor midt i astfalten og fik lov at løbe frem og tilbage over vejen - når der ikke kom biler og vi lovede at kigge os godt for. Jeg synes også jeg husker noget om is. Hvilket vist var hårdt tiltrængt efter den lange tur.

Jeg tror vi kørte med bus tilbage. Men det har ikke været vigtigt, jeg har sådan cirka ingen erindring om tilbageturen.



I sommers var jeg på lejrskole igen. Denne gang i Nordjylland og med en flok ottende klasser. Cirka samtidig brugte min mor og Annelise deres sommerferie til en vandring på Hærvejen. Jeg kan ikke huske om de startede eller sluttede i Viborg, men det var i hvert fald en del af det område de ville gå.

Og bedst som jeg gik i det øverste Jylland, på vej tilbage fra turen til Rubjerg Knude, gik det op for mig at stien langs kanten af skrænten er de tilbageblevne rester af den allernordligste del af den mægtige vej. Den ene af mine medbragte kolleger mente umiddelbart at det kunne ikke være rigtigt. Hærvejen var jo en reel vej, med plads til flere soldater ved siden af hinanden, for ikke at tale om alle de studekærrer og andet handel der valfartede frem og tilbage.

Jeg mente at tiden og naturen nok havde gjort sit til ændringen mod en uanseelig lille sti blandt græs og forblæste buske.


Den nordlige Hærvej


Samtidig blev jeg slået over de store naturkræfter der findes i Verden. En ting er at vide, at Fyret ved Rubjerg Knude for ikke engang hundrede år siden blev bygget tohundrede meter fra kanten – nu er der to meter. Men Hærvejen er tæt på tusinde år gammel. Den må have ligget nærmest midt i landet dengang den var en del af hovedfærdelsårene.


Så føler jeg mig lille.


Når kameraet ligger derhjemme


Når man glemmer kameraet derhjemme, er det heldigt at mobilen ligger i lommen, og derfor kan holde for.


Strandet Valnød


Det var nu ikke fordi dagens tur i det blå var særlig spændende. Men mod at sidde i sofaen hele dagen, har jeg med mellemrum rejst mig for om ikke andet at kunne vinge af på den interne liste over huslige gøremål.

Jeg har i løbet af dagen nået lidt af hvert, også at strikke, og som noget af det sidste ville jeg af med de mange flasker, der er ophobet i køkkenet. Aftalen er, at går Emilie ned med dem, må hun beholde pengene. Men trods mere end en gang snak om hvor mange flasker det er sjovt at have stående, er jeg ikke sikker på,a vi har nået en enighed Emilie finder bedst.

Det lader i hvert fald til at min grænse nåes noget før Emilies. Derfor var det også mig, der gik med poser fulde af flasker, sidst jeg ikke længere gad se på dem. Det er selvfølgelig ærgerligt for Emilie, der sikkert gerne havde brugt de penge sådan sidst på måneden.

Måske når hun det næste gang…


Strandet Valnød


Så jeg gik. Og brugte pantpengene på andre mere praktiske ting til en husholdning, end jeg tænker Emilie havde brugt dem til. Jeg glemte kun den der lille dims, jeg er gået efter flere gange på det sidste, men endnu ikke har husket at købe. Jeg tror jeg prøver igen i morgen.

Det var på vejen hjem jeg manglede kameraet. Jeg manglede billeder, for jeg kan bedst lide blogindlæg med billeder. Sådan er der så meget. Og med øjnene indstillet på små detaljer, kom jeg forbi den tomme valnøddeskal, der som en anden Noahs Ark var strandet øverst i en næsten springklar hæk.

Hurra for mobiltelefoner.


fredag den 26. februar 2016

En gammel sag - efterhånden


Dengang vi stadig skrev december og julegaveproduktionen var på sit højeste, fandt jeg skabeloner og gamle blade frem, for at berige min søster med en taske.


Taske til Ann-Dorthe


En af de første rigtige tasker jeg lavede – måske endda den allerførste, jeg kan ikke huske rækkefølgen – endte efter en omvej, omkring min mor, hos min søster. Siden har hun brugt den. Hver dag.

En gang forrige år, kom den på et kort visit for at blive genopfrisket, og siden har tanken om en ny ligget på lur. Det blev bare aldrig rigtig til noget. Før i december.

Planen var klar. Den skulle være præcis som den første. Sådan cirka. Altså samme mål, samme farvepalette og foer og lomme i samme facon. Kun skulle bæremuligheden være noget anderledes.

Den føste lille taske som, ifølge min søster, passer perfekt til pung, telefon, nøgler og hvad der ellers er nødvendigt til ture ud af huset er en håndtaske. Den har to korte hanke, der ikke engang med god vilje kan bruges over skulderen - som billedet med en kun trettenårig Emilie vidner om. Tretten virker pludselig meget lille. Tænk inden året er omme, fylder hun atten.


Taske til Ann-Dorthe

Taske til Ann-Dorthe


Nå men, tilbage til tasken, så har min søster mere end en gang sagt noget om, at skulle hun nogen sinde have en ny ville hun ønske længere hanke. Gerne med en længde, der kan nå hen over brystet.

Jeg tænkte den skulle kunne det hele, og med tre forskellige hankelængder og fire runde karabinhage-låse-dimser der kan kombinere alle eller en enkelt hank til mange flere længder end de tre, blev der pludselig lagt op til frit valg på alle hylder.

Sammen med en behørig tak for tasken, fik jeg også et hands up for hankeudviklingen. Jeg har glemt at spørge om hun så bruger alle mulighederne. Personligt ville jeg nok ende med en version som virkede og lade resten være.


Taske til Ann-Dorthe


Jeg beklager biledekvaliteten. De er taget en gråvejrdag i december. Muligheden for bedre fandtes ikke…


Tid til weekend


Det er fredag, vinterferien er slut, og dermed også dage med tidlige åbningstider.


Klar til weekend


Jeg havde tjansen med at møde tidligt og åbne op i morges, og dermed var det også mig, der først blev sendt hjem, og trods en tur om biblioteket og en smule indkøb, er jeg hjemme længe inden alle andre, har indtaget sofaen, sidder i sollyset og nyder at det er weekend.

Frisk og ubrugt ligger den for, til lige det jeg har lyst til. Og måske lidt af det, der længe er blevet negligeret, fordi ingen af os egentlig gider.


Klar til weekend

Klar til weekend


Men det bliver ikke nu. Nu vil jeg nyde aleneheden, nyde solskinnet og nyde de sprøde gule forårsklassikere, der hoppede med i kurven på vej hjem.

God weekend.


onsdag den 24. februar 2016

Crazy Kjole


Som noget af det allerførste på gårsdagens bytur, gik vi gennem Ørstedsparken i førsøget på at finde en pæn baggrund for billeder.


Crazykjole af Sidsel J. Høivik


Vi gik ud på broen, hvorfra Emilie kunne observere noget unævneligt vugge i vandkanten, og jeg kunne begynde historiefortællingen om dengang Ørstedsparken var skueplads for mangen et natligt møde. Anders mener det muligvis ikke er et fuldstændigt overstået kapitel, men så langt i historieundervisningen nåede vi aldrig.

Crazy Kjolen har stået noget nær øverst på min liste over fremtidige projekter siden jeg så den første gang. Det er vistnok længe siden. Nu den er færdig kan det undre mig, jeg ikke har gjort det noget før. Trods mængder af montering, har den været både sjov og morsom at sidde med. Striber gør det altid meget sjovere at strikke, for jeg skal lige se den næste og den næste og den næste og….

At ærmerme ikke er ens, er helt sikkert også et plus. Syndromet med ærme nummer to udeblev totalt.

Jeg vidste allerede første gang jeg så den, at jeg ikke ville strikke i originalgarnet. Det ville jeg måske alligevel gerne, men længe bildte jeg mig ind at originalgarnet er ren uld, og jeg var sikker på det ville blive for varmt. For næsten lige så længe siden besluttede jeg derfor at Rasmillas Yndlingsgarn måtte være det rigtige valg.

Og så gik årene.

Indtil den der nat, da jeg midt i min sygdomsperiode vågnede op af Tornerosesøvnen og under ingen omstændigheder kunne sove. Jeg var vågen i over et døgn, og ikke på noget tidspunkt specielt træt. Jeg tror bare, jeg trængte til at være vågen.

Og der midt om natten tog jeg en beslutning. Resolut fandt jeg tabletten frem, scrollede over Rasmillas store udbud af farver og valgte til og valgte fra, prøvede igen og startede forfra et par gange, inden jeg nåede frem til en farvepalet, jeg håbede ville virke lige så godt i virkeligheden som på skærmen. Af samme grund nøjedes jeg med at bestille et enkelt nøgle i hver farve.

Der gik tre dage inden pakken ankom. De er altså pæne, de der pakker fra Rasmilla. Der er syv farver i kjolen, jeg hoppede lidt i opskriften og startede med skørtet, for at få gang i alle farver og de syv nøgler passede ret perfekt til hele skørtet.

Undervejs gik endnu en bestilling af sted. Jeg var ikke hundrede procent sikker på hvor mange flere nøgler jeg skulle bruge, så jeg bestilte nok. Nok viste sig at være lidt i overkanten, men ikke meget, og jeg kunne lige så godt have haft brug for alle nøglerne. At der er mange farver betyder flere nøgler end nødvendigt – men jeg er alligevel overrasket over at den i ensfarvet version kan strikkes af bare elleve nøgler garn.

Jeg synes den er fantastisk. Og jeg kunne godt finde på at strikke den igen. I andre farver. En gang.








Design: Crazy Kjole af Sidsel J. Høivik.


Garn: To tråde  Rasmillas Yndlingsgarn i farverne Råhvid, Kit, Cafe Latte, Naturbrun, Petrol, Blågrøn og Opal.

Jeg brugte 2 nøgler garn af hver farve og 3 nøgler af den farve jeg strikkede overdel af. Jeg nåede at tage hul på det 3. brune nøgle, men kun fordi jeg havde det liggende og insisterede på at alle tre kanter på skørtet skulle være brune.

Kjolen vejer i alt 558 gram.

Den eksakte farvefordeling er: Råhvid 52 gram, Petrol 62 gram, Opal 64 gram, Cafe Latte 65 gram, Blågrøn 87 gram, Naturbrun 108 gram og Kit 120 gram.


Pinde: Selve kjolen er strikket på pind 3½. Stykket under barmen er strikket på en pind 3. Til de hæklede kanter brugte jeg en hæklenål nummer 3. Jeg strikkede alt på rundpinde, bortset fra remsen under brystet, der brugte jeg to strømpepinde  – og investerede endda i et sæt korte spidser til de udskiftelige wirer og strikkede ærmerne rundt.


Størrelse: Min strikkefasthed endte med 20½ m x 32 p for 10 x 10 centimeter. Det betød at hvis bare jeg strikkede efter anvisningerne til en str small, endte jeg med en størrelse large.

Smart!


Crazykjole af Sidsel J. Høivik


Bemærkninger: Jeg monterede undervejs. Jeg tror jeg ville være druknet i monteringen hvis ikke jeg havde gjort det. Strikkede hvert stykke for sig (de to skørtdele og de to ærmer talte for hver et), syede sammen og hæftede alle ender inden opstart på næste del.

Jeg klippede først alle enderne efter vask. Der er mange ender og jeg ville ikke risikere at de arbejdede sig ud på forsiden undervejs.

I originalopskriften er farvefordelingen 5 neutrale/brune mod 2 farvede/blålige. Min farvefordeling er 4 mod 3. Jeg lavede alligevel en rækkefølge og brugte ind imellem opskriftens farvevalg, andre gange hvad jeg synes bedst om. I virkeligheden nok mest en kombination. Som i: Hvad siger opskriften? Synes jeg det er pænt?..

Jeg kunne sagtens selv have valgt farve for hvert skift, men ind imellem var det bare rart at have noget at støtte sig til.


Min farvefordeling blev således:

1. Kit
2. Cafe Latte
3. Naturbrun
4. Opal
5. Råhvid
6. Petrol
7. Blågrøn


Skørt

Jeg tog ind på hver 6. pind på skørtet og sprang hver 5. indtagning over. Jeg fordelte maskerne med 40 - markør – 38 – markør –36 – markør – 38 – markør – 40 og tog ind lige før de 2 første markører og lige efter de 2 sidste markører.
En anden gang ville jeg ikke springe indtagningerne over, men jeg troede skørtet skulle være længere og jeg vil muligvis fordele indtagningerne anderledes.

Jeg endte med 14 brede striber og 28 smalle striber.


Crazykjole af Sidsel J. Høivik


Ærmer

Næste gang vil jeg slå en maske mindre op til ærmerne – så kan manchetdelen blive symetrisk i forhold til mønster. Der skal så tages en maske mindre ind i overgangen til rib. Så passer alting på skønneste vis.


Overdel

Her virkede mønstret ikke. Jeg ved ikke om det er lavet til damer uden barm, men efter at have kigget på opskriften og kigget på billeder, blev jeg enig med mig selv om at opskriften umuligt kunne komme til at sidde pænt. Og strikkede helt efter bogen….
Det gik hurtigt og jeg havde behov for at være sikker/have noget at hænge en omberegning op på.

Og ganske rigtigt. Strikket lige efter opskriften passede forstykket perfekt i bredden og stoppede cirka midt på brystet. Bagsiden derimod havde en perfekt længde og noget i retning af ti centimeter for meget tekstil i hver side.

Jeg er cirka 105 centimeter om barmen og min overdel endte derfor sådan:

170 masker – fordelt med 97 masker foran, 73 masker bagtil.
2 omgange ret, 1 omgang vrang.
Vendestrik: strik til 20 masker før sidemarkør, vend og strik til 20 masker før sidemarkør, *vend, strik 4 masker mere end sidste vending. Fortsæt fra * til alle masker frem til sidemarkørerne er brugt.
Fortsæt efter opskriften.
Ved hals bag lukkes 15 masker midt bag og resten strikkes efter opskriften.


Kanter

De hæklede kanter tog en evighed at hækle, men jeg ville ikke undvære dem. Det er lige før kjolen bliver kedelig uden.


Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.


Haven i februar


Jeg kunne have siddet inde hele dagen. Snildt og sagtens. Men solen skinnede, og jeg har mere end en gang tænkt på, hvordan der mon ser ud i haven efter vinterens lukning.


Haven i februar

Haven i februar


Altså sadlede jeg cyklen og kørte mod Vestvolden og samlingen af nyttehaver. Jeg havde glemt at den hurtigste indgang også byder på temmelig sumpet og oversvømmede omgivelser. Næste gang skal jeg huske at tage turen udenom. Vores have ligger til alt held lige præcis så højt, at den ikke bliver oversvømmet, og bagvejen kunne have betydet tørre støvler.

Overalt pibler det op. Både det vi selv har plantet, men også det vi helst ikke vil se. Jorden har fra afstand et fint grønt lag, og inden længe bliver det forhåbentlig varmt nok til at kunne indtage jordlodden igen. Jeg ved Anders glæder sig.

Alle løgene vi lagde i efteråret er på vej gennem overfladen. Det skal nok blive fint. Fuglene, jeg hæklede sidste år sidder endnu. Noget falmede, men stadig hyggelige at se på. Så vidt jeg kan vurdere er der også spiselige løg på vej, Anders mente ellers han havde hentet dem allesammen og brugt i maden gennem vinteren – men der er altså stadig lidt.


Haven i februar


I en af plantekasserne har noget der vistnok er en bladbede valgt at overleve, og med fine krøllede og friske rødlige toner, så den, trods hærgen, både glad og appetitlig ud.

Jeg trak cyklen gennem skoven og kørte videre. Solen skinnede, jeg synes jeg hørte fuglefløjt og trods kulden var det dejligt at komme ud.


Creative Space


Som jeg har Emilie kun tre feriedage i vinterferien – sådan går det når man har fritidsjob, og gerne vil tjene så meget som muligt. De tre dage har hun fyldt godt op, og det var derfor også Emilie, der satte datoen for hvornår vi skulle fælles ind til byen.

Vi klarede hurtigt mine ærinder og Emilie havde hjemmefra kun et stort ønske. Hun ville forbi Perchs. Det er sjovt som arbejdsglæde hurtigt kan forvandle uinteresse til interesse. Havde du spurgt hende for et halvt år siden, ville tanken om the ikke ligge lige for. Nu ved hun en masse, tænker en masse, og havde altså lyst til at besøge den legendariske butik, og måske endda smage på varerne.


Creative Space


Butikken er spændende, ingen tvivl om det. Og duften er fantastisk. Om thesalonen på førstesalen er lige så spændende, aner jeg ikke. Jeg havde planlagt at vi kunne supplere tanken om en kop the med en afternoon tea opdækning, og jeg tror egentlig nok der var plads, der virkede bare overhovedet ikke hyggeligt.

Jeg vil ikke afvise at familien med et lille barn, der sad midt i synsfeltet, med brød og kage strøet ud over gulvet til følge, betød noget for vores opfattelse af stedet. Om ikke andet kiggede vi på herlighederne på hylderne og mens Emilies lyst dalede fra the og fine opdækninger til Triplo Chocolate fra Barasso, valgte vi at vende om og i stedet finde et kaffehus.

Med den varme chokolade i hånden fortsatte vi mod Nørreport, gennem Torvehallerne, over søerne og hoppede ved Forummetroen mod Frederiksberg, inden vi gik de sidste meter til Creative Space på Gammel Kongevej.

Det var et indfald og et forsøg. Jeg vidste ikke om Emilie ville, men hun har været så glad for besøgene på Royal Copenhagens malekurser, at jeg tænkte at maling på porcelæn i frihånd kunne være en ny udfordring. Hun hoppede på, og der var heldigvis plads.


Creative Space

Creative Space


Creative Space byder på maling af mange, mange forskellige stykker porcelæn. Mulighederne er nærmest uendelige, det samme gælder for ideer, for maling og den kreative udforming.

Vi var længe om at vælge. Meget længe. Der foreslås at afsætte omkring to timer til processen. Jeg tror vi var der mindst tre timer. Og jeg tror ikke det er sidste gang vi kommer forbi.

Emilie hoppede glad og inspireret på opgaven, men tabte tråden lidt undervejs, mente at hun er bedre til det muselmalede, hvor hun bliver guidet gennem processen, og ikke behøver tænke de store tanker selv. Det betød at hun endte med at stå noget af, og ikke endte der hvor hun havde forestillet sig, men med min hjælp et sted hun havde talt om.


Creative Space


Det betyder ikke, hun ikke har lyst til at komme igen. Næste gang skal hun bare være bedre forberedt og vide præcis hvordan opgaven skal gribes an. Til det er der heldigvis stor hjælp at hente på nettet. For tilbage skal vi. Ligesom vi heller ikke er færdige med at male muselmalede tallerkener efter helt faste anvisninger.

Vi måtte efterlade de færdige kander. De skal brændes inden vi kan få dem igen. På tirsdag er de færdige, jeg tvivler på jeg når omkring på tirsdag, men jeg er spændt på resultatet. Der sker nemlig noget magisk når de falmede farvetoner, der ofte slet ikke har den færdige farver, bliver kombineret med brænding og et lag klar glasur.

mandag den 22. februar 2016

Mellemregninger


Jeg har fundet sweateren til min far frem.

Har den været væk? Spørger du måske. Næh, det har den ikke, kan jeg svare. Den er det nutidige mødestrik, og har været med rundt mange steder. Trods tynde pinde er der gennem mange timer med møder lagt centimeter på centimeter på kroppen.


far3

far2


Men hvorfor så finde den frem? Kunne det næste spørgsmål være. Jo det er der to grunde til.

For det første er kroppen ved at nå bunden, og planen er at lukke af med en turbular bind off.
For det andet har jeg ikke beregnet ærmerne.

Hvad har det med møder at gøre? Er vel egentlig også et ret relevant spørgsmål. Her vil jeg påpege at en turbular bind off – som jeg synes er rigtig flot – kræver en stoppenål. Stoppenåle og mødeaktivitet er ikke den bedste cocktail. Samtidig er det også trist at sidde midt i et møde og ikke kunne komme længere. Ærmeberegning med alt hvad det indebærer af papir, kugepen, lommeregner og beregninger er heller ikke kompatible med møder.

Altså gør jeg lige klar til de næste mange møder. Medregnet en timeout, når det første ærme når bunden og en syet aflukning.


far1


Jeg mangler stadig lige den der ærmeberegning.

Aflukningen er klaret.


farver245

prikker

søndag den 21. februar 2016

Klar til ferie


I Nyhederne taler de om lange køer ved grænseoverskræringer. Køer af folk på hjem hjem fra vinterferie. Faktisk lyder det som om, de i Nyhederne har glemt at ikke alle kommuner holder vinterferie i uge syv. Rødovre for eksempel. Her ligger ferien i uge otte, og dermed kan jeg se frem til tre dages ferie.


Starten på en elefant


Ferien sparkede jeg i gang med en plan om at nu skulle crazykjolen være færdig. Der manglede ikke meget. Faktisk kun alle de hæklede kanter langs kanter og andre steder med nogenlunde mening. Hæklede kanter tager en evighed. Nogen gange.

Jeg endte med en beslutning om ikke at gå i seng lørdag aften før sidste ende var hæftet. Klokken nåede over midnat før jeg lå i min seng. Trods hækling hele dagen.

Nu er kjolen vasket og lagt til tørre. Og jeg glæder mig til at tage den i brug.

Hvad resten af ferien skal bruges til står endnu åbent. Emilie har planlagt bytur på tirsdag. Jeg har ærinder i København, Emilie har planer der involverer os begge i City, og jeg har overvejelser om overraskelser. Gode planer for en hyggelig dag.


Starten på en elefant


Måske skal jeg også hækle et par afrikanske blomster. Jeg er normalt ikke modtagelig for bestillinger, jeg gider faktisk ikke, og hvis jeg selv skal sige det, er jeg efterhånden blevet rigtig god til at sige fra. De fleste gange om ikke andet.

Men nogen bestillinger – eller meget søde forespørgsler – siger jeg ikke nej til. Det her er en af dem, og lige nu ligger første femkant til en elefant klar.

Den ligger kun klar, for er farveholdningen kunne fremvises og godkendes. Det kan nemlig godt være svært at forestille sig fire nøgler garn omdannet til en farverig blomst. Femkanten er godkendt og jeg har lovet at være færdig inden maj.


søndag den 14. februar 2016

Karklud i patent


Jeg har aldrig brudt mig om de der multiklude, der i mange år blev kaldt karklude. Dem det viser sig er fyldt med microplastik. Derfor har jeg i den grad kunne pudse glorien, da det for alvor slog igennem at karklude skal være strikkede. Eller noget.


Karklud i patent


I mange år brugte jeg de gode gamle vævede af slagsen. Jeg har stadig et par stykker, der er pyntede med fine sting ungerne og jeg engang i tidernes morgen syede på. Bare lidt rundt i kanten.

Senere viste det sig at Netto med jævne mellemrum har strikkede karklude til salg. Jeg plejer at fylde op, hvis jeg når at komme forbi når det er sæson for karklude i Netto.

Jeg har aldrig strikket dem selv. Der er så meget andet, jeg hellere vil strikke.

Men så strikkede jeg Exploration Station af Stephen West og blev præsenteret for to-farvet patent. Jeg har med mellemrum overvejet hvordan to-farvet patent strikkes, men jeg har aldrig givet mig tid til at finde ud af det. Nu lå det lige for, og jeg blev nødt til at prøve det af. Mere end bare i sjalet.

Ret hurtigt fandt jeg to nøgler bomuldsgarn i to farver, der ligger langt nok fra hinanden til at det to-farvede ville være temmelig tydeligt, og besluttede at en karklud ville være et godt sted at starte. Det er snart halvandet år siden. Det tager lang tid at strikke patent, to-farvet tager endnu længere, så ret hurtigt havnede projektet på bunden af en kurv og var både gemt og glemt.


Karklud i patent


Så var det jeg i et svagt øjeblik under min sygemelding besluttede at strikke et halstørklæde til Anders af alle resterne fra Stix. Det er et længe ventet projekt. Og her var det så jeg fandt den to-farvede patent frem igen. Og pludselig gik det slet ikke så langsomt. Det hjælper selvfølgelig også at bruge tykkere pinde.

Midt i al patentstrikningen kom jeg i tanke om karkluden, og fandt den frem igen. Den var ikke engang nået halvvejs, men over de sidste fjorten dage har jeg med mellemrum strikket et par centimeter eller fem, og pludselig var den færdig.

Der er stadig meget andet end karklude jeg hellere vil strikke, og selvom hjemmestrikkede karklude er hyggelige, bliver jeg nok aldrig storproducent af sådan nogle. Det skulle da lige være, hvis jeg besluttede mig om, og konspirerede med strikkemaskinen – der godt nok har gemt sig i kælderen.








Design: Tofarvet patentstrikket karklud uden opskrift.


Garn: Bomuldsgarn i to farver.

Der går cirka 40 gram til en karklud.


Pinde: 3 mm strømpepinde (det er nødvendigt med spids i begge ender af pinden til to-farvet patent) og et sæt endedupper.


Størrelse: Færdig mål: 26 x 26 cm.


Karklud i patent


Bemærkninger: Det er overraskende let at strikke to-farvet patent. Jeg husker det ellers som et stort mysterium, da jeg engang som barn så en dame i toget sidde og strikke med to farver. På youtube findes garanteret flere anvisninger på hvordan. Søg på 2 color brioche.

Min karklud er strikket over 45 masker. Kanten blev afsindig grim. Jeg håbede længe at kunne skjule den med en omgang fastmasker. Det lykkedes ikke over al forventning, men den skal nok blive brugt. Og næste gang jeg strikker patent med to farver skal der lidt omtanke i kantmaskerne.

Jeg hæklede kanten. To omgange fastmasker i den ene farve og en hyggelig lille boblekant jeg fandt på Pinterest i den anden farve.


Har du lyst til at se flere billeder af karkluden, kan den ses lige her på Ravery.