Endelig tog vi i Tivoli.
Turen der er noget nær Klubbens årlige højdepunkt. Turen der bliver snakket om i lang, lang tid, som bliver set hen imod med længsel og som der allerede dagen efter, dukker glæde op ved udsigten til næste år.
Dengang i marts 2020 gik snakken lystigt. Selvom der dengang var et par måneder til vi skulle af sted, var der sommerfugle at spore - fra de store, der har været med igen og igen, og fra de små der endnu aldrig har været af sted uden forældre. Den glæde blev hurtigt slukket.
Sidste år måtte vi se i øjnene at vi endnu engang måtte blive hjemme, være opdelt og gøre noget ganske andet end vi plejer. I år var usikkerheden om vi overhovedet nogen siden igen skulle i Tivoli at spore hos et par af de mest pessimistiske.
De fik heldigvis baghjul, fandt spændingen frem og i onsdags tog vi i Tivoli. Helt som vi plejer - onsdag før Kristi Himmelfart. Syvoghalvtreds børn, fem voksne. En hel del af de små, der skal gå rundt sammen med en voksen og nogen flere af de større og store, der kan selv.
Det gode ved Tivoli er, at det er et afgrænset område af en størrelse, der betyder at vi møder hinanden igen og igen. Dermed kunne jeg sende et par af de allermindste sammen med et par stykker af de allerstørste i Dæmonen, da de små havde sukket og de store kom forbi.
Jeg havde glemt hvor små børn fra anden klasse kan være, og hvor lidt de tør prøve. Jeg var i den Flyvende Kuffert flere gange med en af dem, der rent fysisk var for lille til at prøve alene. Veteranbilerne og karrusellen med flyvemaskiner, stod i høj kurs - her kunne de selv - ligesom Radiobilerne også var et hit. (Her er der også noget med højde og jeg måtte erkende at det var sjovere end jeg huskede).
Et par af de små var klar til det mere vilde, og inden jeg så mig om, var jeg på vej op i Dæmonen med fire af de mindste. Jeg måtte desværre stå over, da de tre af dem var lige præcis for små til at komme med. Det kunne jeg ærlig talt godt leve med, jeg er mere til den gamle rutsjebane.
Vi fandt noget andet vildt, mødtes med da andre fra vores gruppe, som Berit havde haft i Minen. og satte kursen mod den der Rutsjebane, som viste sig slet ikke at være så farlig som nogen havde tænkt. Må vi prøve igen? Lød det med lys i øjnene og så gik den vilde jagt efter endnu en tur.
Det var en hyggelig dag. Også selvom forlystelserne lukkede før vi skulle hjem - det har vi alligevel aldrig oplevet. Tyve minutter i ti var der ikke mere rutsjebane! Der var flere som havde penge tilbage, så Berit besluttede resolut at finde en slikbutik. Det var et hit. Den var heldigvis åben, vi nåede det hele og var alle samlet på slaget ti til afhentning af bussen hjem.
Helt som vanligt var det en flok temmelig stille og trætte børn vi havde med hjem. En enkelt havde forlagt sin taske, som heldigvis kun indeholdt madkasse og de sidste rester af lommepengene. Et par stykker havde snurret så meget rundt, at de var rundtossede og havde en smule kvalme. Helt som det skal være.
Vi glæder os allerede til næste år.
Og lærte at næste år skriver vi ikke hjem hvornår vi tager af sted. Vi skriver bare: Når børnene har fri fra skole.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar