torsdag den 29. juli 2021

Langelinie


Selvom antallet af børn hen over en sommerferie ikke er overvældende, glæder vi os over betydningen af at børnene dermed holder ferie og får gode oplevelser andre steder.

Det betyder også at de børn der kommer hos os, kan have brug for at få nogle oplevelser, som de kan fortælle om når ferien er slut og alle er tilbage.



Den gruppe børn der har været her siden jeg kom tilbage fra ferie, synes i nuet at computere er det bedste. Der er ingen tvivl om, at når færre børn skal deles om computerne giver det en anden dynamik og samtidig er de rigtig gode til at spille sammen og have det sjovt. 

Alligevel synes vi voksne at de skal have noget andet at fortælle om, når ferien er slut, og de tager heldigvis også glade med på tur.

Og dermed pakkede vi tirsdag ungerne sammen, fandt buskortet frem og tog til Langelinie. 

Det er klatrebørn vi har med på tur. Alt der kan klatres på, bliver klatret på. Jeg tænker det er godt for balanceevnen og mobiliteten. Altså kan det god tage noget tid at gå bare et kort stykke.




Halvvejs nede ad den lange kaj, var sulten så stor at vi besluttede at sætte os på kanten af Det genetisk modificerede paradis, og kigge lidt på Den genetisk modificerede lille havfrue. Begge af Bjørn Nørgaard.

Der var ikke vand i Paradiset, så det var muligt at komme tæt på figurerne. Det benyttede børnene sig af, og var både nysgerrige og lidt frastødte. Det er ikke altid nemt, når modellerne ikke har tøj på.

De kunne sikkert have blevet ved med at lege, men målet var ishuset ved enden af kajen, og is lokker altid godt. Udstyret med vafler og is, der smeltede i solen, satte alle sig godt til rette med benene ud over kanten, udsigt til Trekroner og spise med stor fornøjelse. 



På tilbageturen gik vi forbi den rigtige lille havfrue og tog de anbefalede turistbilleder, før vi satte næsen hjemad. 

Ved Valby Station kunne vi konstatere at det havde regnet. Det viste sig at København og omegn havde været udsat for et massivt regnskyl, som på ingen måde havde været i nærheden af Langelinie. 

Dejligt for os!








mandag den 26. juli 2021

M/S Museet for Søfart

 

I en gammel tørdok på havnen i Helsingør har Museet for Søfart til huse. Museet er en oplevelse i sig selv, med dokken som centrum ligger museet under jorden, rundt om dokken med store glasfacader, der giver adgang for lys og et spændende rum.




Museet fortæller om mere end sekshundrede års dansk søfartshistorie. Her er både historien om handel, om krig, om søfolk og alt muligt andet, der hører til.

Anders var bestemt ikke utilfreds med besøget, men må også indrømme at efterhånden er han nået til et punkt, hvor han har set det hele. 

Søfart er ikke det jeg finder mest interessant, men jeg synes alligevel godt det kan være spændende. Jeg blev dog alligevel glædeligt overrasket da det viste sig at der i øjeblikket (frem til 28. november 2021) med overskiften Oceanista - havet og moden




Her gik jeg i stå, Anders var hastet igennem, men vendte tilbage for at være sikker på han vidste hvor han havde mig. Og forsvandt igen. 

Det er ikke en stor udstilling, men fin. Første del synes jeg var kedelig, mens den anden del, der stort set bare er en række påklædningsdukker iført tøj af anerkendte designere med en klart maritim inspiration, lige var noget for mig. 

Den første del belyste hvordan det maritime gennem århundrede har smittet af på  moden. Jeg kiggede på det, det var fint sat op, men jeg var mere imponeret af mannequinerne. 

Den faste udstilling med de mange skibe i forskellige målestok med korte fortællinger om hvad de har været brugt til, hvor stort et mandskab der har været om bord, hvor de sejlede og med hvad, giver et fint billede af hvordan skibsfarten har udviklet sig. 

Anders synes det var fint sat op.



Efter turen under jorden var vi sultne og fandt mad på Værftets Madmarked, der ligger i de gamle værftshaller lige ved siden af museet.







søndag den 25. juli 2021

Masker på en søndag - Uge 29

 

Ugen kort:

  • Første uge efter ferien er slut. 
  • Vi har været på Frilandsmuseet og ude at bowle.
  • Vi har spist is og hygget hjemme.
  • Min mor fyldte 77 og holdt fødselsdag i det grønne.
  • Oscar var forbi sammen med sin far. Han var netop hjemvendt fra mormor og savnede tydeligt sin far.
  • Jeg har syet to kjoler.
  • Rose og Sille var dagens selskab.
  • Rose snakker som et vandfald.









Læse: Jeg har en fornemmelse af at jeg har læst Manden, der søgte sin skygge en gang før. Men jeg kan ikke huske den. Der er bare noget, der går igen. Andet gør absolut ikke. 

Jeg læser videre, er underholdt og spændt på hvor det bærer hen. 

Lisbeth Salander kæmper sine kampe og har sat Michael Blomkvist på sagen. Han arbejder på egen hånd, graver og finder sandheder, der måske er knap så sande, som de burde være. 

Selvom de arbejder i hver deres retning, arbejder de på samme sag, og mon ikke de også ender samme sted - til sidst. 


Strikke: Jeg har fundet det sidste fed af de tre Emilie købte til strømper frem, og Emilie har fundet en opskrift. Foreløbig har jeg slået op. Meget længere er jeg ikke kommet.

Jeg strikker Zinderella Socks af Very Busy Monkey af glittergarn fra By Kiilerich.

Jeg er sikker på det bliver fint.





77 år i det grønnne

 

I mandags fyldte min mor 77 år. I går holdt vi fødselsdag i Annelises have. 

Det var hyggeligt. 



Oscar bestemte og ville helst kun lege med sin far. Den lokale sandkasse var også lidt spændende. Svævebanen skulle han under ingen omstændigheder have noget med at gøre - indtil far satte sig på den og den kun kørte på det flade stykke. Så ville han gerne med. 

Det er godt at samles den nærmeste familie igen. Nu har vi set hinanden et par gange og det er skønt efter alt for lang tid uden.






Emilie havde syet et net med broderet håb. Mormor blev glad og alt i alt var det en skøn eftermiddag og aften. Det var blevet koldt, inden vi satte kursen hjemad og måtte tænde lyset på cyklerne.




Både Emilie og jeg havde fælles kjoler på, da vi fremviste hver vores version af min mors gamle gardin - vi fik et fag hver. Billeder kommer senere.




Tak for en dejlig dag.





lørdag den 24. juli 2021

Myosotis Dress

 

Siden Emilie begyndte at sy, kan jeg mærke at det der sy-mojo begynder at røre på sig. Ikke nær det sted Emilie er, hun er gået all in og har syet elleve kjoler på et par måneder. 

Jeg er pænt imponeret.



Hun startede med ingenting, og er efterhånden helt habil. Hun syr knaphuller og sætter usynlige lynlåse i rygstykker, så man skulle tro hun havde gjort det længe. Oveni har hun besluttet kun at sy af genbrugsstoffer og har fundet de gode steder at købe aflagt sengetøj, gardiner og duge til små priser.

Turen til Fyn blev selvfølgelig også lagt om et par genbrugssteder, og hun er stadig ikke rigtig kommet sig over prisforskellen mellem land og by. Altså kom hun hjem med mere til den voksende bunke af stof til syning.




Jeg har længe haft kig på Myosotis Dress fra Deer & Doe, og da Emilie havde kig på et andet mønster derfra og også synes godt om kjolen, slog vi os sammen og bestilte begge mønstre. Emilie syede efter foreskrifterne og frembragte en fuld funktionsdygtig kjole, der giver rum for en smule ændringer til den næste. 

Min indbyggede erfaring betød at jeg nåede at tegne den del af ændringerne ind, jeg kunne forudse ville stikke mig i øjnene og min kjole nummer to vil kræve nogle andre ændringer. For der kommer en to'er.

Foreløbig har jeg syet én kjole. Det var skønt at bruge tid sammen med symaskinen og passer jeg ikke på, har Emilie truet med at hugge den fra mig. 

Jeg synes nu ellers hun har rigeligt.







Design: Myosotis Dress fra Deer & Doe.


Materialer: Viskose, der har ligget på hylden et par år - fra dengang jeg troede jeg skulle sy i større mængder. Stoffet er både let og tungt på samme tid. Eller måske nærmest sådan lidt flyvsk. Hvis det giver mening.




Størrelse: Ja! Jeg målte mig selv og målte på mønstret og tegnede af, så der ikke var indlagt sømrum. Det kan jeg bedst lide. Jeg kan ikke huske hvad størrelse jeg tegnede efter. Men da jeg ikke følger de gængse målskemaer ved jeg at jeg ikke tegnede efter de samme linjer alle steder.

Ærmerne er for eksempel større end resten af kroppen og jeg har nok også en størrelsen om barmen og en anden ved taljen.

Samtidig tegnede jeg lidt om, for jeg er åbenbart meget smalskuldret og kunne allerede i tegneprocessen konstatere at mine skuldre var for smalle til mønstret. Jeg fik ikke taget nok af og har siden rettet til. 

Halskanten er et helt kapitel for sig, men ikke helt så vigtig. Jeg kunne godt finde på at ændre halsudskæringen fra kjole til kjole.

Det gode ved at huske at rette på mønstret undervejs er, at jeg ender med et mønster jeg kan genbruge og variere et utal af gange. 



Bemærkninger: Den originale kjole har krave og er knappet på overdelen fortil. Jeg gad ikke sy knaphuller og jeg bryder mig ikke om kraver. For mig duer de kun på overtøj, så jeg ringede halsen en smule og lagde forstykket dobbelt midt for. 

Jeg havde kun lige stof nok, og glemte i klipningen af der skulle et rynket underærme på. Altså klippede jeg så langt jeg kunne og endte med et meget kort underærme. Jeg synes faktisk det blev meget godt.

Jeg valgte at sy en belægning i halskanten. 

Med de noget korte ærmer var jeg bange for at de ville se fjollet ud hvis jeg brugte for meget stof på at lægge op, og overvejede kort at vende med et bånd. Jeg blev enig med mig selv om, at et bånd ville blive for meget i det lette stof. 

I stedet endte jeg med en lille rullekant i både ærmer og forneden.

Skulle jeg ændre noget på den, ville jeg hæve taljen en smule. Det gør jeg på den næste. Jeg gider ikke lave det om.


Den er rar at have på, men kræver måske nok en glat BH under. Alle blonder tegner sig gennem stoffet.

Billederne er taget den anden dag, på Frilandsmuseet.





torsdag den 22. juli 2021

Sorrel Cardigan

 

Siden første gang jeg så Sorrel sweateren vidste jeg bare, at den skulle jeg strikke en dag. Jeg mente ikke lige at have garn til den, og havde en diffus tanke om at finde smukt håndfarvet garn, når der engang bliver mulighed for sådan noget igen.



Indtil en dag jeg kom i tanke om min eget håndspundne fade, som egentlig var tænkt til noget andet. Det lå sådan set bare og ventede på det ultimative projekt. Tanker om hvad det projekt skulle være var aldrig langt væk, men det var åbenbart ideen om at sætte de to muligheder sammen.

Indtil tanken meldte sig.

Garnet blev fundet frem, opskriften købt og printet og derefter lå begge dele et stykke tid og ventede på at jeg havde tid til at slå op. Jeg havde projekter der skulle afsluttes først, og havde jeg ikke pludselig set frem til en lang uvis dag på hospitalet, var der nok gået et stykke tid endnu inden jeg havde slået op.

Jeg slog op aftenen inden den lange dag på hospitalet.

Og nåede at strikke en hel del.

Hjemme igen blev der ikke meget strik den første uge, derefter gik det lidt hurtigere og jeg har brugt det færdige resultat en hel del allerede.








Design: Sorrel af Wool & Pine.


Garn: Håndspundet Falkland fra West Coast Colour. Jeg spandt garnet som en fade fra grøn til petroleum.

Den originale sweater er sammensat af to tråde, en cirka 400 meter pr 100 gram og en silkemohair. Mit garn passede fint alene og fik derfor lov at stå for sig selv. Samtidig er Falklandsuld afsindig blødt.

Der gik 281 gram til den færdige trøje.


Pinde: Jeg brugte 3,5 mm til kanterne og strikkede selve trøjen på 4 mm. Jeg brugte Lykke rundpinde.


Størrelse: Den færdige trøje passer mig. Jeg startede med at slå 126 masker op, og arbejdede videre derfra. 



Bemærkninger: Kan vi starte med at konstatere at strikkeopskrifter er vejledende...

Jeg ville have en cardigan. Jeg ville have masker nok til at dække mormorarmene og nå hele vejen rundt. Jeg ville have symmetri i mønstret og jeg kan ikke lide, når halsen er for tæt.

Jeg strikkede en prøve, regnede og regnede lidt igen og startede med de der 126 masker. Jeg gik ud fra størrelse 126 centimeter, lagde en ekstra mønsterrapport til for symmetrien og en kantmaske i hver side.

Normalt klipper jeg glad og gerne i strik. Et eller andet sted er jeg ikke rigtig nået dertil, hvor jeg er klar til at klippe i en trøje strikket af håndspundet garn. Her strikker jeg hellere frem og tilbage, med vrangmasker og alting - i det her tilfælde et mønster der ikke altid var lige nemt fra vrangsiden.

Ikke rigtigt betyder at jeg åbenbart ikke har noget problem med at klippe i håndspundet garn, når det indgår i flerfarvestrik sammen med kommercielt garn. Jeg er allerede i gang med at strikke en flerfarvet cardigan strikket rundt med klippemasker og mønsterfarven i resterne fra Sorrel Cardiganen.

Lidt sjovt, men også til at forklare - noget med at et helt projekt er noget andet end lidt mønster i et andet projekt...

Jeg fulgte stort set opskriften i forhold til det mønsterstrikkede bærestykke. Bortset fra to ting. 1: Jeg strikkede frem og tilbage og endte derfor ind imellem med mærkelige vrangsidespinde. 2: Jeg tog ikke ud som i mønstret langs forkanterne, men lod de yderste mønsterpaneler flankeres af en vrangmaske og en kantmaske hele vejen ned.

Jeg strikkede kantmaskerne ret på både ret og vrangsidepindene. Det er ikke den pæneste kantmaske, men den letteste at samle masker til kanter op i, så det bliver pænt. I min optik.

Undervejs fadede jeg de fire farver ind i hinanden. Det var ikke svært, men lidt besværligt i mønsterdelen.



Da jeg var færdige med bærestykket, lagde jeg opskriften væk og fortsatte efter forgodtbefindende. 

Jeg fordelte maskerne så jeg havde i omegnen af 85 masker bag, 120 masker for (jeg vil gerne have plads til barmen) og 70 masker til hvert ærme. Jeg slog 14 masker op under hvert ærme og strikkede omvendt glat derudad.

Som i opskriften tilføjede jeg vendepinde efter mønsterstrikken. Hos mig blev det så først efter deling til ærmer og krop.  Det kan man godt.

Jeg tilføjede en smule taljering og strikkede ærmerne uden indtag.


Jeg løb tør for farve nummer tre og endte med at skifte til farve nummer fire lidt før på det sidste ærme. Skiftet blev på grund af garnmangel lidt alternativt, men jeg synes faktisk ikke man kan se det. Så jeg lavede det ikke om.


Efter billederne er taget og trøjen taget i brug voksede halsen en smule. Jeg har siden hæklet en række fastmasker, der holder halsen til. Det har gjort halsen en lille smule mindre, og noget nær perfekt.


Vil du se flere billeder af den færdige trøje kan de ses på Ravelry.




onsdag den 21. juli 2021

Male! Det er da noget med pensler...

 

De sidste tre-fire år har vi i SFO taget på fælles tur i løbet af sommerferien. Vi startede med en enkelt stor tur til Lejre i løbet af ferien, der gennem årene har udfoldet sig til flere ture. 

Højden var nok sidste sommer, da vi midt i restriktioner og nedlukninger fik et boost på turkontoen, og havde mulighed for at leje en bus lidt flere gange end først antaget og havde flere gode fælles ture sammen.




I år har vi  også fået lidt ekstra hjælp og har på forhånd arrangeret tre ture fælles for helle SFO, store og små mellem hinanden.

I sidste uge gik turen til Lejre, vi bliver aldrig trætte af Lejre, og jeg tror det er første gang jeg ikke var med. I dag gik turen til Frilandsmuseet - vi kan åbenbart godt lide gamle huse, eller bare gammelt, for næste uge tager vi til Vikingeskibsmuseet.

Glade børn var klar til en tur mellem gamle huse og mærkelige indretninger. Spørgelystne fik de svar på mange mærkelige spidsfindigheder, og jeg nåede at fortælle endnu mere. Trods lysten til at lære blev det også hurtigt lidt kedeligt og legepladser af enhver art var langt at foretrække. 

Og dermed blev der hoppet og gået på line på både udgåede springvand, stammer i flok og hvad der ellers kunne bestiges.




Lige inden frokost kom vi forbi den gamle mølle på bakken, der i tidernes morgen stod på stedet da museet blev opført. Jeg har været på Frilandsmuseet utallige gange, men aldrig været oppe i møllen. Det lod sig gøre i dag, børnene ville gerne med, og ventede gerne til vi kunne få lov at komme op.

Et begejstret medlem af Møllens venner viste rundt og jeg kom ned med ny viden, jeg aldrig har overvejet eller tænkt på. For eksempel at der sættes sejl på møllevinger, når de skal dreje rundt, at det samme sejl kan dække vingerne mere eller mindre alt efter hvor meget vind der er, og at sejlene sættes ved at lade en letmatros i mølleformat klartre op af de stigelignende vinger. 

I tidligere tider kunne det hænde at nogen faldt ned eller stigerne knækkede. Ikke altid med det bedste udfald. I dag bruger man sikkerhedsliner., der trækkes ud gennem de øverste vinduer. 

Det var på vej ud, at mølleren fortalte at han tit oplever børn, der tror at det at male handler om noget med pensler. Han synes det var synd at børn i dag ikke kender de gamle udtryk. Jeg styrkede hans overbevisning ved at fortælle at hver eneste gang vi arbejder med ler i Klubben og når til glaseringen, er der børn der undrer sig når jeg begynder at snakke om glasur.




Det var stadig glade børn, da vi nåede tilbage til skolen igen.

I morgen tager vi alle sammen ud og bowler.