søndag den 31. januar 2016

Weekendlykke


Weekenden har bragt bedring i en grad så jeg slet ikke føler mig syg længere. Sådan nærmest fra den ene dag til den anden.


Solskin i januar


Lørdag var første gang jeg vågnede uden nogen form for smerter. Søndag fulgte trop. Bevares, jeg kan godt mærke at jeg har bevæget mig i løbet af dagen, men slet ikke noget der er værd at nævne.

Jeg er ikke raskmeldt, og jeg er glad for at arbejdsdagen i morgen hedder “at være på besøg” og stort set kun dækker en halv arbejdsdag. Men derefter tror jeg faktisk jeg er klar.

Jeg glæder mig vildt.

Glæder mig til at komme ud blandt andre, komme hjemmefra og ud af døren med et reelt mål.


torsdag den 28. januar 2016

Min dag i køkkenet


Køkkenskriveri

Køkkenskriveri

Køkkenskriveri

Køkkenskriveri

Køkkenskriveri


Jeg fik vist lovet at stå for maden i dag. Altså tænkte jeg, at jeg hellere måtte planlægge dagen grundigt, og fik tidligt lavet en liste over indkøb.

Siden jeg så Jane Faerbers ide til bagte blomkålsris har de rumsteret i baghovedet. Det samme har hjemmelavet dukkah, og når nu hun præsenterede begge ting på een gang. I køleskabet lå oksekød og i kolonialskabet mængder af både chokolade og nødder.

Jeg kom tidligt af sted. Købte ikke mere end jeg kunne bære, og havde cyklen med som trækdyr. Hjemme var der masser af tid til at sidde stille inden jeg slog rod i køkkenet. Der er ikke noget af det der har taget lang tid, men nu trænger jeg til at sidde igen. Det er der heldigvis tid til.

Jeg fik lavet dukkah og chokolademousse. På komfuret putrer en stroganoff og klar til en tur i ovnen står blomkålsrisene og venter. De skal bare have tyve minutter og der stadig længe til vi skal spise.

Emilie har dobbeltvagt i dag. Hun startede i morges i vuggestuen (skole) og drønede direkte videre til butikken (arbejde). Hun har lukkevagt, så hun helt sikkert både sulten og træt når hun kommer hjem.

I dag skal hun ikke sulte.


Min plads i sofaen


Sofa med plads til det hele


På den anden side står min thekop.


onsdag den 27. januar 2016

Sygdomskuller


Jeg tror jeg er ved at få kuller af at være herhjemme. Jeg savner hverdagen. Jeg savner mine kolleger. Jeg savner at komme hjemmefra.


Frostvejr og solskin


De sidste dage har jeg kunne mærke en anden træthed end tornerosesøvnen, dengang jeg var nyopereret. I dag har jeg slet ikke kunne samle mig til noget som helst. Jeg har intet lavet. Intet!

Eller. Jeg har vasket mit hår – det var rart. Og jeg tømte opvaskemaskinen og fyldte den igen. Men kun fordi jeg virkelig ikke kunne tage mig sammen til at lave noget som helst – og den stod der. Jeg startede nyt strik, fordi jeg ikke kunne overskue det igangværende og jeg satte vand over til the, men glemte at lave theen.

Jeg har ikke været ude i dag. Jeg har boet i sofaen, kigget formålsløst på fjernsynet og halvsovet ind imellem. Til gengæld har jeg stort set ikke ondt i maven. Den smerte der kommer af at gå en tur, er jeg forskånet for, og det er som nok også meget godt. I morgen skal jeg ud. Jeg tror nok, jeg kom til at love at stå for aftensmaden i morgen.

Jeg tænker at med cyklen som trækdyr skulle det nok kunne lade sig gøre at købe ind. Bare lidt men godt. Og kommer der til at mangle noget, eller skal jeg have noget tungt, kan jeg få Anders til at hente når han vender hjemad. Tanken om en gryde, der småbobler på komfuret dagen lang er svært tiltalende.

Da Anders kom hjem viste det sig, at jeg kun havde tænkt at sætte vand over til the. Det var der heldigvis råd for, og bare for at svinge mig selv lidt op har jeg spillet backgammon med Emilie.

Om lidt sidder jeg i sofaen igen.


Hvor er jeg glad for aftalen om at komme på besøg et par timer i Klubben på mandag.

Jeg glæder mig.

Og savner det.


tirsdag den 26. januar 2016

Tse Bighanilini


Eller Zig-Zag Cardigan, som den mere mundret hedder. Tse Bighanilini er navaho for stedet hvor vand løber mellem sten og zig-zagsnoningerne er en immitation heraf. Ifølge designeren.


 Tse Bighanilini


Det er længe siden jeg startede på zig-zaggerne – to år – og jeg var som nok noget mindre dengang. Den sidder i hvert fald til. En gang sidste år fik jeg for alvor gang i den, efter at den havde henslæbt temmelig meget tid nederst i en kurv, mere end een gang.

Jeg troede bestemt at jeg havde nok af det tynde lækre uld, der er resterne fra trøjen jeg strikkede til Anders for længe siden, og som han tit bliver spurgt om, hvor han har købt. Men enten var der ikke nok, eller også har jeg fået forlagt halvdelen. Jeg har fornemmelse for det sidste, men det er endnu ikke dukket op, så måske er det det første.

Om ikke andet betød det, at projektet her – sammen med en tunika, der stadig ligger og venter på det sidste – var grunden til oplevelse af at have strikket mange flere langærmede trøjer end de tre jeg endte med. Sidste år.


 Tse Bighanilini


Jeg kan ikke huske hvor mange gange, jeg nåede at strikke ærmerne om. Men det var mange. Længe troede jeg, jeg havde rigeligt garn, så det ene ærme blev strikket til fuld længde. Dernæst viste det sig at det andet ærme ikke havde helt samme mønstergentagelse som det første. Så strikkede jeg kanterne langs for og hals, for at vide præcis hvor lange ærmerne kunne blive, og fik ideen at tilføje Pacalina som brede kanter. Det virkede ikke rigtig godt kun med Pacalina i ærmeenderne, og med den mængde garn jeg brugte på kanter langs for og hals, blev ærmerne skåret helt forkert. Om igen, nu med Pacalina langs kanter for og ved halsen og ærmerne strikket med uld til sidste centimeter og Pacalina til længden føltes korrekt.

Det var mange gange. Jeg har glemt hvor mange. Til gengæld synes jeg den blev god.

Også selvom den lå et par måneder og ventede på de helt rigtige knapper. Knapper jeg måtte helt ind til Handler, før jeg fandt.








Design: Zig-Zag cardigan af Hanna Maciejewska.


Garn: Tynd lambswool fra Garnudsalg. Det var et engangstilbud og købt den eneste gang jeg endu har besøgt garnlageret i Gug. Pacalina farve 34, fra samme sted. Begge garner er tynde og blev for begges vedkommende strikket dobbelt.

Trøjen er let. Der gik kun 140 gram lambswool og 33 gram pacalina til projektet.

Hertil 14 knapper af kokos.


Pinde: Rundpind 3 mm.


Størrelse: Large.


 Tse Bighanilini


Bemærkninger: Jeg strikkede både halsudskæringen og ærmegabet en smule dybere. Ærmegabet fordi ærmerne var meget smalle, halsudskæringen fordi det så bedre ud. Jeg fulgte anvisningerne til halsudskæringen som Jettshin har beskrevet på Ravelry.

Jeg strikkede brystindsnit efter den meget udførlige beskrivelse i opskriften, og prøvede mange gange for at få zig-zaggerne til at passe med barmen.

For at få vidde nok over hoften tog jeg ud til 4 masker i de lodrette retriller mellem snoningerne og i både ret og vrang i ribben ved siden.

Ærmerne strikkede jeg bare lige ned, uden andre indtag end helt oppe ved ærmegabet. Jeg er ikke god til stramt om håndledet og pacalinaen sammen med ingen indtag gav i sidste ende en udadgående effekt. Ulden sidder til gengæld pænt til. Ren win win.


Har du lyst til at se flere billeder af cardiganen, kan den ses lige her på Ravery.


Øen i søen


Jeg gik ned til branddammen igen i dag. Og over på “øen” i midten.

Det gør stadig ondt – indeni – fra jeg vågner, til jeg går i seng. I løbet af dagen tiltager smerterne. Ikke så jeg ligger og bider i gulvbrædderne, men de er der. Efter sådan en tur udenfor er smerterne også steget, men de falder heldigvis igen, når jeg kommer hjem og sidder stille. Det giver fin mening at en indvendig massakre skal gøre ondt.

Med fare for at mine skriv i øjeblikket bliver til een lang sygehistorie, gør jeg det alligevel. Det er ikke sikkert, jeg nogensinde kommer til at kigge tilbage, men får jeg brug for det, er det rart at have skrevet ned.


Ved branddammen
I dag

Ved branddammen
I søndags


Når jeg er ude at gå, er det med en følelse af at jeg har godt af det. Det er rart at komme ud, og selvom det gør ondt, kan jeg også mærke at det er godt. Måske har jeg vænnet mig til smerterne, måske er det knap så godt. Af samme grund ringede jeg til lægen i formiddags. Jeg har det klart bedre end da jeg var der for en uge siden. Jeg er langt mere mobil, men jeg er ikke sikker på at smerterne er blevet mindre.

Selvfølgelig gør det mindre ondt nu, end det gjorde da jeg blev udskrevet fra hospitalet for to en halv uge siden, men skulle jeg tegne mit smerteniveau ind i et diagram ville det blive temmelig vandret. Jeg havde forventet flere smerter til at starte med, og en hurtigere nedgang end jeg synes at mærke.

Min tidligere læge stoppede for et års tid siden. Det gjorde flere læger i Rødovre vist. I stedet blev et stort nyt fint lægehus fyldt med læger, sygeplejesker og SOSUmedhjælpere, af forskellig art og med forskellige kompetencer, åbnet i den nyeste afdeling af centret. Trods de mange læger er det som regel komplet umuligt at få en tid inden for en overskuelig periode. Sådan var det ikke dengang der kun var en læge.

Klinikassistenten jeg snakkede med mente at jeg skulle se tiden an, og samtidig blev vi enige om at finde en tid til mig. Første mulige tid er på torsdag i næste uge, hos en læge jeg ikke kender. Det er fint med mig. Jeg føler mig ikke syg, det gør bare ondt, og jeg er klart mat og har brug for at sidde ned, når jeg har gået rundt udenfor en halv times tid. Længere er det ikke.

Bliver det værre kan jeg få en akuttid – sagde hun.


Ved branddammen


Ved Branddammen var det sjovt at se forskellen siden i søndags. Der er stadig is – eller nærmere grød - på overfladen. Ikke helt så markeret som i søndags, hvilket tydeligt ses på det ene billede Anders tog, mens jeg gjorde klar til photoshoot.

Bag “øen” i søen ligger Espevangen. Det er en flot bygning, der har en lang historie bag sig. Den blev bygget i 1907 af Foreningen Fængselshjælpen og var, under navnet Prøven, i mange år ungdomshjem for unge på kant med loven. Bygningerne husede værksteder, hvor de unge blandt andet lavede møbler til kommunens institutioner. Jeg synes at have læst et sted at der kun boede drenge på hjemmet, eller at det også engang har været et drengehjem. Jeg kan ikke finde det igen, men det ville give mening i forhold til tiden og håndværksfagene.

Undervejs blev ungdomshjemmet i højere grad til et hjem for børn fra socialt dårligt stillede kår. Værkstederne blev til muligheder for uddannelse, opholdet var frivilligt og hen ad vejen blev Prøven til et lærlingehjem.

I 1976 skiftede stedet navn til Espelunden og ungdomspension. I dag rummer lokalerne faciliteter for unge og voksne med autisme spektrum forstyrrelser.


Ved branddammen


“Øen” i søen er i virkeligheden ikke en ø, snarere en halvø omgivet af vand. Biler har vist ingen adgang, hvilket jeg er sikker på den store sten midt i det, der mest af alt ligner en meget kort allé, skal gøre opmærksom på. Der var ingen biler i dag, men vi ser tit biler parkeret ud på “øen” og folk, der sidder og slapper af på bænkene.

Hjulspor tyder også på, at det er nemt at køre uden om stenen.


mandag den 25. januar 2016

Super service


Mandag har været pæn kedelig. Sådan en dag, hvor jeg har lavet absolut ingenting. Sådan føles det i hvert fald.

Vejret var gråt udenfor, og det blev langt over middag inden jeg tog mig sammen til at komme ud. Til gengæld gik jeg en forholdsvis lang tur – en omvej hjem fra Tanken. Det kunne mærkes da jeg kom hjem, men det føles også godt.


Frostklart


I løbet af weekenden nåede den stribede kjole så langt, at jeg snart ikke har mere garn, og jeg kunne lave en fornuftig beregning på hvor meget mere jeg skal bruge. Håber jeg.

En bestilling blev sendt af sted. Men hvad jeg ikke havde overvejet var, at den ene farve jeg ikke bestilte i første omgang, fordi den lå på mit lager, ikke findes i butikkens lager. Æv, tænkte jeg, og tænkte videre at med syv forskellige farver skulle det vel nok kunne lade sig gøre at sluse en ekstra farve ind og opgive en eksisterende. Der var bare ikke en, som var lige så god som den allerede valgte.

En gang i formiddags fik jeg den gode ide at skrive til butikken og spørge om farven igen ville komme på lager – og om der i så fald ville være en tidshorisont. Det gik ikke lang tid inden svaret indløb. Jeps, det vil komme på lager igen, men der går nok mindst en måned. Butikken derimod, ligger inde med et par nøgler, hvis jeg er hurtig.

Jeg er ikke hurtig. For at komme til Amager og Rasmilla, skal jeg med både bus, tog og metro. Samtidig har jeg det nok bedre og er langt mere mobil - men en tur helt til Amager… Hjertet sank en smule og jeg besluttede at vente, også selvom det betyder mindst en måned.


Frostklart


Indtil jeg kom i tanke om at Sille arbejder på Amager, og mere end en gang har sagt, at det ikke er svært at tage forbi Hallandsgade på vej hjem. Altså sendte jeg hurtigere en hurtigt en sms af sted. Desværre så hun den først, da hun var næsten hjemme. I morgen står der fødselsdag på hendes program, men hvis jeg kunne ringe til butikken og få lagt garnet til side, vil hun gerne tage forbi på onsdag.

Jeg nåede aldrig at ringe. I stedet fik jeg en mail fra Rasmillas. De havde pakket min ordre, havde husket mit spørgsmål fra tidligere og spurgte nu om jeg ville have garn med i den farve, der står som udsolgt i netbutikken. De vil lade pakken ligge og vente med at sende den til i morgen, hvis jeg så bare vil give besked.

Om jeg ville? Helt sikkert. Så nu kommer med i min ordre to nøgler i den ønskede farve – så tror jeg der er nok. Prisforskellen kunne jeg overføre via Mobilepay. Smart, og en virkelig afsindig dejlig og super service.


Tusinde tak siger jeg.


State of Mind


Jeg lod Fakta være, og gik i stedet på tanken. Den ligger tættere på, og langt vigtigere lå den inde med det nys bestilte SD-kort.

Automatikken mellem ledning og SD-kort gik for længe siden fløjten, en dag jeg trodsede vejrguderne og tog billeder i regnvejr. Siden har jeg måtte tage kortet ud af kameraet og sætte det i computeren, når billeder skal overføres. Det skal billeder tit, og det slider på et stakkels lille memorykort.

Den anden dag sad jeg pludselig med et kort, der nægtede adgang til den nye bunke billeder. Tæt på panik prøvede jeg det ene, så det andet, lod det ligge og endelig lod det mig få adgang. Det var den dag jeg besluttede at et nyt vist er en god ide. Nu er det hentet. Funklende og uden slidspor efter ud og ind og frem og tilbage.


State of Mind


Men det var jo noget helt andet jeg skulle fortælle. I går tog vi nemlig billeder. Inklusive dato. Jeg har forsgt at skære af, hvor det lod sig gøre, jeg gør det ikke om, så datomarkeringen må følge med. Næste gang jeg skal lege med Emilies kamera, står der af- og påmontering af dato på programmet. Basta!

Jeg trænger også til at få farvet håret, men det er en hel anden historie, og det kan snildt vente til jeg ikke længere er sygemeldt og hverdagen igen banker på.

I efteråret havde Garnudsalg tilbud på Cashsilk Once. jeg forelskede mig i den grønne, og faldt nærmest samtidig over Veera Välimäkis State of Mind. Der gik ikke lang tid, inden jeg sad med lækkert garn, forholdsvis tykke pinde og en opskrift som ikke er svær at forstå.

Jeg ville have vidde og længde, var bange for ærmerne blev for smalle og lagde derfor til både i lærmebredde og A-facon. Den er blevet fin, helt som jeg tænkte, og så alligevel. Af flere gange har jeg måtte indse at den opfattelse jeg har af, at have meget tykkere arme end opskrifter antyder, måske ikke er helt rigtig. Der er i hvert fald god plads. Måske er det ved at være tid til at overveje hvor mange flere masker der er nødvendige, for at nå hele vejen rundt.

Forresten troede jeg fejlagtigt at jeg havde for lidt garn, og nåede at bestille ekstra i et par andre farver, der kunne passes ind, hvis jeg løb tør. Den grønne var nemlig for længst udsolgt. Men så har jeg til en mere, med mindre ærmer og kortere længede – og helt sikkert en helt anden opskrit.

Men det må blive en anden gang.





fakta




Design: State of Mind af Veera Välimäki.


Garn: Cashsilk Once fra Garnudsalg. Garnet vejer ingenting, er skønt at strikke med, fyldt med de lækreste fibre (silke, cashmere og merino) og duftede af spindeolie – hvilket Anders fandt helt fantastisk – men det forsvandt i vask. Jeg kan ikke huske hvad farven hed – Grøn måske.

Jeg brugte stort set rub og stub – lige knap femten nøgler – alt i alt 360 gram.


Pinde: 5 mm og 4½ mm til kanter.


Størrelse: Large


State of Mind


Bemærkninger: Jeg startede med at slå en maske mindre op, så ribben blev symmetrisk. Den manglende maske lagde jeg til efter ribben. Jeg byttede også om på ret og vrangsiden. Jeg ville have den første pind til at være vrang, opskriften ville modsat. For at få det til at passe i sidste ende, strikkede jeg en ekstra pind rib.

For at få ekstra vidde i ærmerne tog jeg ikke kun ud til raglan, jeg tog også ud omkring snoningen midt på ærmet. Ved første udtag tog jeg kun ud mod raglan, derefter tog jeg også ud midt på ærmet, på hver side af snoningen 6 gange. (= 12 ekstra masker).

Jeg ændrede også en smule på udtaget ved sidesømmen. I opskriften skal der tages ud på hver 4. pind over et kort stykke. jeg ville hellere have en langstrakt og mere jævn udtagning og startede med at strikke 5 centimeter lige ned, inden jeg tog ud på hver 6. pind 10 gange. Jeg passede udtagningerne sammen med snoningerne og tog ud samtidig med at jeg snoede.


State of Mind


Derefter strikkede jeg, til jeg synes længden var passende og lavede vendepinde i bunden. Nogen gange synes jeg strik har en tendens til at stumpe lidt bagtil. Det ville jeg ikke risikere og vendte for hver 10. maske (efter snoningsmaskerne midt for) vistnok 9 gange, inden den nederste kant.

Når jeg laver vendepinde bruger jeg German Short Rows, der findes mange muligheder, jeg er blevet ret glad for den her.

Også ærmerne fik lidt ændringer. De ekstra masker ville hurtigt blive for meget ved håndledene, så jeg valgte at tage noget mere ind. Jeg strikkede lige ned cirka 10 centimeter, inden jeg tog ind på hver 12. pind. Igen passede jeg det ind, så jeg tog ind samtidig med at jeg snoede. Det betød at jeg tog ind ved hver anden soning.

Jeg sluttede ærmerne med en kant som ved hals og bund. Jeg bryder mig ikke om for meget tæthed ved håndledene og havde ikke lyst til en ti centimeter bred tæt rib.

Slutteligt hæklede jeg en række fastmasker langs halsen. Ellers blev den for bred.


Mormors gamle knapper


Endelig er knapperne et kapitel for sig. De sad i mange år i en cardigan min mormor hæklede til sig selv. Min mormor var en meget lille dame, knap halvanden meter høj og meget fin af bygning. Jeg brugte cardiganen en tid efter hun døde, og jeg fik den, men den blev aldrig rigtig mig. Knapperne gemte jeg, og nu er de fundet frem igen.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.


søndag den 24. januar 2016

Ud i tøvejret


I går gik jeg i Fakta. Emilie synes det var en fantastisk ide, og jeg tænkte at det passede meget godt med en lidt længere tur.


Frostvejr


Det viste sig at der er længere til Fakta, end jeg gik rundt og troede. Hjemturen var lang, og jeg kunne mærke hvordan jeg gik langsommere og langsommere.

I dag gik vi den anden vej. Ned til den gamle branddam. Sammen med Emilies kamera. Jeg “poserede” og Anders styrede kameraet. Det lykkedes mig at slå blitzen fra - som kameraret mente skulle være slået til. Jeg fik så undervejs slået datomarkering til. Det sidste er jeg ikke helt tilfreds med, men det får være.

To færdige projekter. Den lange trøje, der blev færdig for et par dage siden og den lille fine cardigan, som så tumpet ud på mig, dengang den blev færdig, og jeg endnu ikke var opereret.

Nu er der billeder. Planen er at præsentere i morgen. Jeg gider ikke nu.


Frostvejr


Vi gik tilbage i tøvejret, hånd i hånd, mens vi vendte Verdenssituationen og blev enige om at mad udefra lød som en god ide.

Måske passer turen til Fakta i morgen.

Jeg har ikke mere morgenmad!


fredag den 22. januar 2016

På med pindene


Da jeg sidst i sidste uge vågnede fra tornerosesøvnen, der indtil da havde ligget som en tung dyne, dukkede lysten og overskudet til strik op igen. Et igangværende projekt blev forholdsvis hurtigt afsluttet og venter kun på godt vejr og fotograf.

Andre projekter kaldte ikke på samme måde. Det gjorde til gengæld en gammel drøm. Siden jeg første gang så Sidsel J. Høiviks Crazy Kjole har jeg haft et ønske om at en dag… Det er længe siden Bettina kom med opskriften. Hun havde været heldig at falde over en flok hæfter sat billigt til salg, da en butik skulle rydde op, og hapsede lynhurtigt det med opskriften på Crazy Kjolen til mig.

Siden har jeg set den ligger gratis til download på nettet. (Her for eksempel.)


Stribestrik

Stribestrik


Samtidig med strikkelysten og forvisningen af den evige søvn, dukkede også så meget energi op, at jeg endte med at sidde vågen en hel nat. Jeg prøvede virkelig at sove, gik i seng, læste, vendte og drejede mig og læste igen, inden jeg gav op. Det var den nat jeg besluttede at nu skulle det være.

Med udgangspunkt i Rasmillas Yndlingsgarn sad jeg midt om natten og fandt farver, jeg mente (og håbede) ville passe sammen i levenede live. Jeg bestilte bare et enkelt nøgle af hver, gav plads til en lang forsendelsestid og ventede med længsel inden det endelig ankom i onsdags. Lige præcis samtidig med at det igangværende projekt blev færdigt.

Farverne viste sig at være helt rigtige. Jeg troede længe at de skulle have være mere grønne, men da jeg sad med de grønne på skærmen, blev det ikke helt rigtigt. Jeg hældte mere mod de mere blå – omend petroleumsfarvet af enhver art bestemt indeholder grønt. At der skulle være natur og brun har jeg vidst hele tiden. Jeg kan godt lide farver, men det skal ikke blive for voldsomt.

At jeg dermed endte med en model, der kommer til at lægge temmelig nær originalen, det kan jeg godt leve med. Jeg synes jo faktisk originalen er rigtig flot.

Jeg startede med skørtet. Tænker at jeg dermed kan sjusse mig nogenlunde frem til hvor mange flere nøgler jeg skal bruge. Om de fremtidige ender med helt samme indfarvning er ikke så vigtigt. Med de mange striber kjolen består af, vil farveforskelle alligevel ikke gøre det store.


Stribestrik


De mange striber giver også mange endehæftninger. Jeg tænker det vil være en fordel at hæfte hvert stykke for sig, inden næste stykke strikkes. Jeg kunne selvfølgelig strikke dem ind, men den teknik er jeg ikke imponeret af. Jeg vil hellere hæfte alle enderne selv.


Men jeg kan jo også godt lide montering.


Frostklar solskin


Jeg havde en plan i dag, og den viste sig heldigvis at kunne udføres. Jeg ville ud i det frostklare solskin meterologerne havde lovet.


Frostklar solskin


Jeg kom ud mens solen skinnede, og det var frostklart. Jeg havde mit kamera i lommen og var fast besluttet på at finde fine motiver i solskinnet. Gerne med frost.

Jeg gik længere end jeg gik i går. Jeg kan mærke at jeg går hurtigere end jeg gjorde for bare et par dage siden. Og selvom der fra jeg står op til jeg går i seng kan mærkes en underliggende smerte, er der ingen tvivl at det går fremad. Langsomt – men sikkert. På den anden side, er det kun lige to uger siden den indvendige masakre. Og sådan noget skal vist tage tid.

Jeg fandt fine motiver, mange flere end der er plads til her. Men så er der er billedeunderlægning til den næste gråvejrsdag…

Det er godt med motiver og lommekamera. Jeg er bedre til at gå, når jeg har et mål, end bare at gå.


Frostklar solskin


De fine røde bær, der på skyggesiden af busken var betrukket af et fint glitrende lag, mens de på solsiden var klart røde, glatte og skinnende, vandt. Motivet fra i går i en anden belysning kunne også have været fint, ligesom de visne rosenknopper, der langt hen i vintren var lyserøde og sprøde, nu brune og krystalbetrukne var også med i opløbet.

Jeg gik rundt mellem boligblokkene. Helt ned til den anden ende og tilbage gennem legepladsen. For at forlænge turen, gik jeg rundt om naboblokken i stedet for vores egen. det passede bedre med turen, og så fik jeg set en anden række buske end den hjemlige.


Frostklar solskin


Hjemme kunne jeg konstatere at turen vist var i det rigtige omfang. Smerterne er stærkere – nok til at det ikke er forfærdeligt, trækket i sårene en smule mere og tyngdefornemmelsen i maven mærkbar. Til gengæld er det dejligt at sidde ned, og det er rart at have været udenfor.


I morgen tager jeg endnu en tur.

Jeg glæder mig allerede til at komme ud.