En følelsesmæssig rutsjetur

 

De sidste dage har været følelsesmæssigt hårde. Den sidste måned (måske nok lidt mere) har været følelsesmæssig hård. 

En ting er at blive skubbet til, og få modet til at turde søge nye udfordringer. En anden er når det sker sammen med fantastisk kollega, som jeg nåede at overhale, men nu også kan se frem til at sige farvel. 

Noget tredje er, når det der forlades ikke kører på skinner, og jeg er sådan en der har brug for at der er styr på så meget som muligt, og derfor har brugt en hel måned på at forsøge, selvom det muligvis er omsonst.

Noget fjerde er når vi ikke kun er to, men en leder af bedste skuffe havde samme tanker, og derfor også starter nyt job lige inden årsskiftet. 

Vi sagde farvel til Jannie i tirsdags. Det var tåreladet og vel ment. Hun har skulle videre længe. Men hun er også en af de rigtig gode, og hun bliver savnet. 

I går sagde jeg farvel, jeg tudede ikke nær så meget som forventet, men alligevel var det hårdt. Det blev et fint punktum på noget der føles som et helt liv. For det er jo det, det er ikke bare et arbejde. 

Dengang for tyve år siden, da jeg blev ansat på skolen anede jeg ikke hvad jeg gik ind til. Jeg kendte ikke målgruppen, min viden om pædagogik kunne ligge på et meget lille sted og med jeg havde en håndarbejdslæreruddannelse målrettet mod voksne. 

I løbet af årene voksede jeg, jeg lærte, jeg blev voksen. Jeg flyttede ind og fik en ny familie og i tilbageblik er det reelt det eneste rigtige arbejde jeg har haft. 

Jo jeg har haft fritidsarbejde, ungdomsarbejde og andet arbejde, men ikke arbejde der betød noget. Ikke arbejde jeg rigtig lærte noget af, eller blev skubbet til, så jeg voksede. Og det er svært at sige farvel til. 

Jeg flytter hjemmefra, for at vokse og udvikle mig videre, jeg har ikke sagt farvel, for vi ses igen. De er alle sammen stadig min familie og jeg kommer til at køre forbi skolen hver eneste dag, både ud og hjem. Der er det ved Tinderhøj, at man aldrig rigtig forsvinder derfra, der sidder tit tidligere medarbejdere på personalerummene rundt om, og snart bliver jeg en af dem. 

I dag havde jeg fri. I dag var jeg smadret og har forberedt mig mentalt til i morgen.  

For i morgen går det løs. I morgen starter et nyt kapitel. Heldigvis er jeg ikke alene i morgen. I morgen er der klippe-klisterdag på hele skolen. Der skal pyntes, der skal hygges og jeg skal lære så mange navne som muligt.

Jeg er klar. 

Og har tjekket bustiderne, hvis vejret ikke duer til cyklen.

Adventshygge

 

Lørdag blev dagen for årets julehygge hos min mor. 

Ganske som vi plejer, spise vi lækker mad, spillede pakkeleg og hyggede, til vi blev trætte. 

Oscar ville gerne pakke gaver ud, men fandt sig i at der er regler, og man må kun pakke en op ad gangen. Han forelskede sig i en pakke, far mente ville skuffe ham og hen ad vejen opgave han den. 

Da Victoria endte med at pakke den op, udbrød barnet: Ja den ville skuffe mig!. Daniel havde pakket et bundt porre ind. Porrene endte hos min mor, der bestemt mente at kunne bruge dem. 

Hende der Victoria viste sig at være ret god at lege og hygge med, jeg lærte Oscar at spille Kalaha, og kan ikke forstå, jeg ikke har et spil. Og inden vi tog hjem, viste Oscar os alle, hvor god han er til at slå kolbøtter. 

Vi snakkede elcykler, nyt job - også min søster er startet nyt - og lamper. Min mor havde en lampe, hun ikke har plads til, jeg har en lampe, der er gået i stykker. Nu har jeg en ny, og meget bedre lys, når jeg strikker.

Og sådan gik endnu en weekend. 

På vej mod nyt

Jeg startede dagen i Husum. Jeg havde en aftale med en lærer, jeg skal samarbejde med i den første tid, når jeg næste fredag starter på en ny del af min karriere. 

Det viste sig at han var syg, Heldigvis fik jeg mulighed for at hilse på mit kommende team, og koordinatoren havde en mellemtime og tid til at svare på spørgsmål og fortælle mig alt det, hun umiddelbart synes vigtigt.

Vi kiggede på mit skema, hun fortalte om samarbejde og om at arbejde på netop Husum skole. Jeg har hørt rigtig meget godt om skolen, men at høre det fra en medarbejder, der hver dag vælger at rejse langt for at komme på arbejde, fordi det er en god arbejdsplads, gjorde godt. 

Husum skole er fra fra omkring 1930, bygningen er fredet og der er den fineste glasmosaik i taget over aulaen. Husum skole er en af Danmarks ældste aula-skoler og her er aula ikke et kommunikationssystem men samlingspunktet, hvortil alle lokaler vender mod. 

Det giver en anden følelse af samhørighed at alle døre vender mod hinanden og alle er lige rundt om hjørnet. At det er en gammel skole, der lige som de fleste andre skoler ikke har et kæmpe budget og materialer ikke hænger på træerne, betyder også at håndværk og designlokalerne er noget sølle. Men der er muligheder. 

Det skal nok bliver godt, og jeg kan mærke en større og større spirende forventning og glæde mod noget nyt. 

Det er stadig voldsomt grænseoverskridende og svært at slippe sikkerhedsnettet, men det er også det rigtige at gøre nu. 

Som en god tidligere kollega sagde til mig tidligere i dag; Du var klar (til at flytte) allerede da jeg smuttede (tilbage i marts). Hun har ret, vi talte om det dengang - jeg har været klar længe. Men en ting er at sige det højt, noget andet er at gøre det,  det er stadig svært. Og jeg er så frygtelig tryghedssøgende. 

Masker på en mandag - Uge 46

 

Ugen kort:

• Jeg har haft ondt i min skulder over de sidste uger, og huskede pludselig at jeg har adgang til fysioterapi via arbejde. Jeg fik en god øvelse og en ny tid med hjem, og kan mærke bedring. 
• Vi aflyste bålet, der var ikke voksne nok. Til gengæld lavede vi bål da UDE-SFO stod for døren. Et nyt tiltag i den grønne SFOs navn, som viste sig rigtig godt i koldt og vådt vejr. 
• Vi skulle have været på volden og lånt bålstedet ved spejderhytten, men græsset ved spejderne stod under vand, så vi blev hjemme på boldbanen. 
• I 3B var der gang i bøjlefremstillingen. Alle børn var på og det er fedt at opleve deres iver. 
• Jeg hentede Oscar til spisning og vi havde skønne timer, inden han kørte hjem med far. 
• Jeg nåede forbi TekX, for at sige tak for godt samarbejde. 
• Jeg finder mig igen og igen i situationer, hvor tårerne står på spring. Der er så meget der er sidste gang. 
• Jeg har lovet at holde samtaler med alle eleverne i 3A. Der står trivsel på programmet og jeg håber at nå igennem dem alle, og bruger alle mine huller. Det er superhyggeligt. 
• BUPL holdt medlemsmøde på Rødovregård. det var en hyggelig aften med flere der skulle siges farvel til.
• Der er bomber på spring i øjeblikket. 
• Jeg sprang til og var med til at lave bolsjer sammen med Louise og en flak glade børn. 
• En aftale og et par lånte nøgler og jeg gik på opdagelse i håndværk og design lokalerne på ny skole. Der er rodet, der er ikke meget, det er småt, men der er også muligheder. 
• I 3A lavede de endnu en omgang papir med erfaringer fra første gang. Jeg er spændt på om erfaringerne reelt slog igennem.
• Mens SFO-lederen havde ferie holdt vi i stedet triomøde med skolelederen. Det var et godt møde med mod på fremtiden. 
• Weekenden startede sammen med Oscar, der havde en arbejdsramt far og en syg mor. Altså overnattede han hos os, og vi havde det så hyggeligt. 
• Lørdag havde jeg en strikkeaftale og Oscar havde en aftale med morfar. Jeg afleverede hjemme. Mor var stadig syg, men far var nået hjem.
• Det er altid hyggeligt at strikke sammen med andre. Når der så er gode historier at dele, bliver det bare bedre. 
• Søndag stod der Sille og Rose på programmet. Jeg nåede også at vaske. 

Læse:

Jeg kan godt huske jeg har læst bogen om Anders Knutas og Karin Jacobsen, men jeg kan ikke huske slutningen eller hvad der ellers sker. Så  jeg læser videre.

Et barn er forsvundet og dukket op igen. Nu er et andet barn forsvundet og ingen ved hvor det er. Anders og Karin har indgået et temmelig intimt forhold og hvor længe kan de holde det skjult. 

Samtidig er der alle sidehistorierne. Ægteskabet fyldt med hemmeligheder, tredjepersonsfortællingen, der ikke er givet et navn og hvorfor er Anders' kat forsvundet? 

Strikke:

Årets nissehue er i gang. Jeg havde flere ideer, men gik med restegarnet. Oscar har sagt god for en stribet hue og vil gerne have den meget lang. Det tror jeg der er garn nok til. 

Jeg forestiller mig at strikke mindst tyve centimeter før jeg begynder at tage ind. Jeg er ikke sikker på hvor tit der skal tages ind, men det må jeg kunne regne mig frem til. 

Jeg bruger ikke en opskrift, slog lige så mange masker op som sidste år, valgte at strikke en snoningsrib. og strikker nu striber på fire pinde. 

Den skal gerne være færdig på lørdag.

En ekstra dag med barnebarnet

 

Jeg hentede Oscar på vej hjem i går. Far havde overarbejde og mor var syg. Altså havnede ham hos os til overnatning. 

Vi havde en hyggelig aften. Oscar vil gerne lege med mine strikkepinde, så jeg fandt en gammel 5 mm strømpepind frem, som han "lavede huller" i et strikket tæppe med. 

Det der med hullerne var lidt interessant, for pinden går fint gennem strik, men ikke gennem stof. Han undersøgte, blev klogere og vi fik en snak om at han ikke rigtig bruger det strik han har (jeg tænker jeg prøver igen og håber det næste kommer i brug).

I morges lavede han mad. Han havde travlt med en gryde, legemaden af træ og de ukogte pastaskruer, der er gode at lege med. En flok knapper er også en del af udstyret. I dag var de peber. 

Han lavede pasta med jordbær og peber. Da jeg langt senere fortale Anders om retten, begyndte han at fantasere om pasta kogt med rosmarin og vendt med jordbærskiver. Det er ikke umuligt han pludselig serverer det...

Jeg havde en aftale i dag, og Oscar havde en aftale med morfar, så da klokken var lidt i ti, pakkede vi sammen og gik hjem. Vi  var tildigt nok ude til at se frost på buske og blade, da turen blev for lang (der er 700 meter), fandt vi en bænk og holdt en pause. Senere fjollede han, for så virkede benene bedre. 

Hjemme var far oppe, efter en lang nat, mor er stadig syg og heldigvis ventede en dag med overnatning sammen med morfar. 

Jeg tænker han ender med en god weekend.

Fjollet

 

Det er tirsdag, og vanen tro hentede jeg Oscar. 

I øjeblikket leger vi med  modellervoks, når han er her. Lege går mest ud på at han blander farver og jeg skal bygge en edderkop. 

Midt i legen forkyndte ham at skulle tage billeder af ham, hvor han så fjollet ud. Han bevægede sig hurtigt, så hurtigt at kameraet ikke rigtigt kan følge med.

Et par af billederne endte alligevel nogenlunde, og Oscar synes de var fine.

Masker på en søndag - Uge 45

 

Ugen kort:

• Mandefald betød at bålet blev aflyst. langt flere børn end forventet blev skuffede. I stedet blev onsdag båldag, og selvom vi serverede bønner, spiste alle med god appetit. 
• I håndværk og design er papirprojektet godt i gang i den ene klasse. I den anden var vi på volden og samle nedfaldsgrene til at lave bøjler af. Vi kan lige nå det, inden måneden er slut. 
• Jeg hentede Oscar til overnatning og sen aflevering i børnehaven. Vi nåede frem i rette øjeblik til at storegruppen skulle være fælles. 
• I øjeblikket er der hele tiden en sidste gang for alting, Jeg bagte kage til det sidste skolebestyrelsesmøde.
• For længe siden lovede jeg at lave et online oplæg om bæredygtighed og grøn SFO for særligt indbudte under Chora2030, der står for certificering af verdensmålsskoler. Jeg havde vores grønne dame med på sidelinjen og kom godt igennem hele oplægget - trods tekniske problemer. 
• Der blev tid til pigemøde i 3B og jeg er klar til trivselssamtaler i 3A. 
• Anders lavede and til Mortensaften og weekenden har været fyldt med plads til at slappe af.

Læse: 

Ruth og Nelson løste mordgåden, og jeg har fundet en ny bøg- Jeg er vendt tilbage til Gotland og Visby og må konstatere at jeg vist allerede har læst nummer elleve i serien om Anders Knutas og Karin Jacobsen.

Et barn er forsvundet, jeg kan ikke huske slutningen, så jeg læser videre og kommer måske i tanke om det. Mari Jungstedts bøger er hurtigt læst, så der er fint at genlæse. 

Strikke:

Jeg har slået op til et par strømper. Emilie har købt garn, jeg strikker. 

Swingtime socks af Lykkefanten har før været på mkne pinde og det er helt hyggeligt at vende tilbage.

 

Farfalla Tee

 

Da jeg var på Fiberfolk i Roskilde tidligere på året, havde jeg en plan om ikke bare at købe ind, men kom jeg forbi noget, jeg ikke kunne undvære.....

Jeg kunne ikke undvære Vildspires økologiske plantefarvede merino i den smukkeste grønne farve. Jeg har kigget på det før, og denne gang lod jeg det ikke ligge. 

Jeg vidste ikke hvad det skulle blive til. Jeg vidste godt det skulle blive en trøje af en art, men hvilken havde jeg ingen anelse om. 

Omkring samtidig dukkede Valentinas Knits op alle steder og jeg faldt for Farfalla Tee. Strikkefastheden viste sig at være spot on, og inden længe havde jeg slået op. Det gik knap så hurtigt at få den færdig. Cirka to måneder. Et par weekender med bilkørsel først i september bød nemlig på masser af retstrik, som jeg af den ene og den anden grund trævlede op igen, da jeg nåede hjem. 

Det fine hulmønster ser forfærdelig kompliceret ud. Det var det ikke, men jeg havde det bedst med at strikke bærestykket hjemme. Da jeg nåede alle retmaskerne, kom den med i byen. 

Nu er den færdig. Den er skøn. Halsen er vokset en del i brug, og har siden billederne fået en omgang fastmasker. Det hjælp. Nu sidder den meget bedre.

Design: Farfalla Tee af Valentinas Knits.

Garn: Økologisk Merino fra Vildspire i farven Juniper. 

Der gik 382 gram til min version.

Pinde: 2,5 mm til den øverste rib og 3 mm til selve trøjen.

Størrelse: Jeg er gået ud fra en størrelse 5, og ændrede lidt undervejs.

 

Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften slavisk til bærestykket var slut. Jeg valgte at strikke den mellemste længde. Herfra startede jeg med at gøre ganske som der stod, og strikkede et godt stykke efter opskriften, på den første weekend med kørsel og mulighed for bilstrik. 

Hjemme kunne jeg konstatere at den blev alt for stor. Bærestykket passede fint og hen over brystet sad den rigtig pænt. Ærmer og ryg derimod, var meget, meget store. Så jeg trævlede op. 

Baggrunden for storheden kunne jeg finde i de mange masker, der lige efter bærestykket blev tilføjet arbejdet. Jeg markerede og havde styr på hvor ærmer og krop skulle deles, tog kun ud over forstykket, delte igen og strikkede derudad på weekend nummer to. 

Jeg strikkede så langt at jeg havde et færdigt ærme og et stykke ned af kroppen.

Igen kunne jeg hjemme konstatere at jeg på ingen måde var tilfreds. 

Ærmet var blevet for smalt. Den flok omgange, der var strikket efter bærestykket men inden deling af krop og ærmer betød at jeg synes ærmegabet blev for dybt. Jeg synes hverken det var pænt eller rart at have på. 

Jeg trævlede op igen.

Og lod den ligge. 

Den var ærlig talt ikke i kridthuset.

Da jeg fandt den frem igen, var det med en beslutning om lange vide ærmer og indtagninger mod taljen. I min iver efter at komme videre, glemte jeg at strikke de smarte vendepinde, der på Farfalla ligger under ærmet og giver en følelse af fashionering som jeg lærte det på seminariet. 

Der er ingen vendepinde i min udgave. Den var færdig da det gik op for mig, at jeg havde glemt dem. Jeg havde ellers strikket dem alle de andre gange, jeg startede forfra, 

Jeg synes ikke det er et stort problem. Specielt ikke efter jeg hæklede fastmasker rundt i halskanten og fik lidt mere samling på halsen.  

Ærmerne er meget lange, og det er helt med vilje Jeg synes ofte at vide ærmer giver en følelse af at de er lidt for korte, selvom de egentlig ikke er det. Jeg kommer hurtigt til at fryse om  håndledene. Den her længde fungerer i brug, de er ikke for lange, selvom de ser sådan ud og jeg fryser ikke om håndledene. 

Masker på en søndag - Uge 44

 

Ugen kort:

• Jeg mødte tidligt ind et par dage og var med til at sætte kys og kør kampagnen på parkeringspladsen i gang.
• Efter at have besøgt en skole i nabokommunen, sendt en ansøgning og været til samtale, har jeg fået nyt arbejde og i mandags var det tid til at sige op. Det var svært. Tyve år er lang tid. 
• På bålet bagte vi pizza. 
• Jeg brugte et par dage til at sikre at alle dem, der skulle vide det før alle andre, blev informeret om min fremtid. 
• Jeg var rundt på samtlige personalemøder og fortælle om min beslutning. Nogen synes lige nu at jeg er lidt dum :P
• Jeg sagde det højt til børnene på børnemødet og aldrig har jeg været krammet af så mange børn på samme tid. 
• Jeg skrev hjem til forældrene og har fået nogle rigtig pæne tilbagemeldinger. Også fra hende, der ikke ville snakke med mig, men gerne give mig et knus. 
• Jeg er vildt glad for at en tidligere kollega, findes på min kommende arbejdsplads - også selvom hun har fået at vide, at hun stjålet Pernille.
• Det lykkedes at få computeren til at virke igen. Vores IT-gut er tydeligvis ikke imponeret af den sidste opdatering. Min var ikke den eneste, der gjorde knuder. 
• I Klubben sagde vi farvel til to medarbejdere, der er rykket til SFOI. Vi sagde også velkommen til en kollega fra SFOI og en ny medhjælper. 
• Jeg hentede Oscar, der var gennemblødt og klædt ud som en farlig dinosaur. Jeg havde heldigvis græsker og edderkopper i  håret, for han ville gerne vide hvor mit kostyme var. 
• Jeg opgav at finde tørt tøj til ham, og han endte i cykelvognen iklædt dinosaurkostymet, med jakken over sig, mit ene tørklæde om halsen og mine vanter på fødderne. Vi havde heldigvis tørt tøj hjemme, og Oscar synes det var hyggeligt med vanter på fødderne. 
• Jeg var til eksamen på uddannelsen om kreativ procesfacilitering og fik 12. 
• Kollegatøserne var ude at spise og vi blev enige om at vi skal ses oftere, når vi efterhånden spredes for alle vinde. 
• Vi har planlagt bålet for resten af november. 
• Papirprojektet følger næsten planen. Tiden løb fra os, så jeg endte med at sende børnene til pause og ryddede selv op. Nu er vi halvvejs og nu ved de hvad det handler om. De er så gode. 
• Anders og jeg tog på Nationalmuseet, glemte helt at kigge på Egtvedpigen i jagten på børster og gik bagefter du og spise brunch. 
• Jeg  har ondt i min nakke og skulder, og tænker at det kan der være mange gode grunde til. 
• Der er rent tøj til næste uge. 

Læse: 

Miss Bennet blev til Mrs Darcy og så var den historie slut. 

I stedet har jeg fundet tolvte del i serien om arkæologen Ruth Galloway og Kriminalkommissær Nelson. Der er gået to år siden ellevte del, og da det også er et stykke tid siden jeg læste sidst, virker det helt på sin plads. 

Ruth er flyttet til Cambridge, men bliver alligevel draget ind i en mordefterforskning. Lige nu leder hun en udgravning i en have og har fundet resterne af tre lig - de troede bare der skulle være to. Gad vide om der er flere. 

Romancen mellem Nelson, der er gift og Ruth, der nu bor sammen med Frank ligger og ulmer lige under overfladen, og tanken om de nogensinde skal få hinanden er inden for rækkevidde. 

Hækle:

Jeg er startet på et hæklet dyr. Emilie har bestilt og købt garn. 

Planen er en ugle, farverne skal illudere leopard. For det er en barselsgave til en kommende mor, der er vild med leopardprint. 

Men ligner det en leopard...?

Emilie er blevet lidt i tvivl. Vi spurgte en leopardprintelsker, der siger den er god nok. 

Jeg tænker jeg fortsætter. 

Hånd i hånd

 

Anders og jeg tog til byen i går. Hånd i hånd. Målet var Nationalmuseet, for jeg havde brug for at rekognoscere. 

Inden længe står jeg over for at skulle undervise en flok sjetteklasser. Min umiddelbare plan er at vi skal binde børster, og det kunne være så fint at tage på tur, og at se noget om børster, inden eleverne skal i gang selv. 

Jeg har tidligere brugt Blindes Arbejde. Der er rigtig meget godt at sige om Blindes Arbejde, men jeg kunne godt tænke mig at finde et alternativ. Her kom tanken om Nationalmuseet ind. 

Anders ville gerne med, hvis vi bagefter kunne spise brunch på museets restaurant. Det har vi gjort før, og det var godt. Det er bare så længe siden, at der ikke længere er brunch på menuen. I stedet endte vi på SULT ved Cinemateket. Her har jeg spist brunch før, og huskede det som rigtig godt. 

Det var godt, jeg er bare for forvænt. Men vi blev mætte. 

Inden da var vi stort set hele samlingen igennem. Vi fandt børster, men det var temmelig skuffende, og slet ikke nok til den undervisning jeg havde forestillet mig. I middelalderafdelingen er en hel væg med værktøj fra forskellige håndværk, som kunne være rigtig spændende at se på, snakke om og undres over. Men en enkelt væg på et helt museum er ikke meget. 

Måske har jeg fundet en anden løsning. Jeg har rakt ud til en lille virksomhed, jeg har fået et svar og et telefonnummer jeg kan ringe til. Men det kræver vist en hverdag, 

Og hvorfor så sjetteklasser, når jeg underviser tredje klasse?

Gennem de sidste år har tanken om mere undervisning, om at bruge mine kompetencer, der hvor de giver mening og at der var en grund til at jeg i sin tid tog en læreruddannelse spøgt i baghovedet. I løbet af de sidste måneder er det blevet tydeligt at jeg ikke længere trives på mit arbejde, at ledelsen og jeg ikke vil samme vej. 

Så jeg søgte et job. Der stod Pernille ud over hele opslaget, alligevel var jeg sikker på at tyve år på samme arbejdsplads ville betyde rust og behov for at øve det med ansøgning og samtale flere gange. Det viste sig at man kan godt komme i betragtning til et job, selvom man er rystende nervøs til samtalen, og pludselig stod jeg over for at skulle sige op, skulle sige højt til kolleger, børn og forældre at jeg skal videre. 

Ikke bare videre til et nyt job, men videre til en ny profession.

Fra første december kan jeg kalde mig skolelærer med hovedfag i håndværk og design.

Det gik stærkt, og selvom jeg kan mærke glæden og forventningen komme listende, er jeg stadig ikke helt mentalt med. 

Jeg er sikker på det bliver godt, men jeg er glad for at have en hånd at holde i.