tirsdag den 29. november 2011

Kunst på Musicon



Musikon er et stort gammelt nedlagt fabriksområde. Ud over hallerne der lejes ud til forskellige events er der bygget et kollegie, oprettet en skaterhal og kunstforeningen Kunst på Musicon med arbejdende værksteder ligger fast i renoverede lokaler.

Kunstforeningen holder åbent hus en gang om måneden, og da julemarkedet lå fast, sørgede folkene bag kunstforeningen for åbent hus samme weekend.

I kunstforeningens lokaler er der varmt. Det benyttede vi os af et par gange, da det blev for koldt at stå stille længe ad gangen. Kunstforeningen viste også spændende malerier og keramik.

Det er vist ikke nogen hemmelighed at keramikkrus er noget jeg holder meget af. Derfor besluttede jeg også på stedet, at jeg måtte have et krus med hjem. I løbet af søndagen brugte jeg derfor tid på alle de spændende krus, der var til salg.

Jeg endte med to. For jeg kunne ikke bestemme mig.
Begge to er i princippet ens, men farverne er meget forskellige og de ligger begge godt i hånden.

Kunsteren, derimod, fik jeg ikke helt fat i. Hun hedder Pia D.... Resten fik jeg ikke, og søgninger på nettet har desværre ikke hjulpet.

Krusene er jeg til gengæld rigtig glad for.






UPDATE: Annette Bjerregaard var så venlig at fortælle, at kunstneren hedder Pia Davidsen. Personligt synes jeg, begge laver noget meget spændende keramik.

mandag den 28. november 2011

De glemsomme



Det lykkedes mig at køre fra min pung i formiddags. Kedeligt, når køleskabet var tomt og jeg hungrede efter frokostindkøb på vejen.
Heldigt med kolleger, der gerne låner ud.

Det er underligt nok også lykkedes mig at løbe fra internetregningen. Langt mere kedeligt, når der formentlig ikke lukkes op på minuttet, når jeg i morgen må gå bodsgang...

Da Karsten var så sød at køre alle mine markedsting hjem, og Anders, som den eneste hjemme, gik ned for at hente, gik han også fra sine nøgler. Slet ikke sjovt, når de mange kasser hober sig op, og entredøren er uhjælpeligt låst.

Kasserne er stillet i opgangen, og Anders at finde hos bedstevennen ikke langt hjemmefra. Siden dukkede Daniel op, og undrede sig over et tomt hjem. Han ringede, og jeg kunne opklare mysteriet.. Jeg er nemlig på arbejde, Emilie med og her dufter sødt af alle de bolsjer, alle ungerne lige har lavet. Mon ikke også vi dufter.

Daniel klarede kasserne, og gik igen. Der er sjovede ude hos kammeraterne.
Anders er stadig hos Bedstevennen, og internetforbindelsen må vi nok leve uden de næste dage...

Hjem i blæst og storm


Her til morgen kan jeg høre i mit fjernsyn at blæsten i aften var værre end jeg umiddelbart oplevede den.


Gyngetur midt i installationerne


Emilie tog med på tur i går, og selvom der var lange kedelige perioder holdt hun ud til det sidste. Det betød at der ikke var plads i bilen til at blive kørt hjem, så vi tog i stedet toget.

Inden vi kom uden for Musicons område, hoppede Emilie på en gynge midt i den oplyste installation og gyngede vildt i blæsten.

For der var blæst – temmelig meget endda – i aftenens blægmørke midt i Roskilde. Heldigvis blæste det den rigtige vej, så vi blev nærmest blæst til stationen. Kun omkring hjørner med kastevinde, var der optræk til at have svært ved at stå fast.

På stationen kunne vi vente i læ, inden toget nåede frem. Jeg troede vi skulle nå det forsinkede tog på spor fire, men inden det nåede frem, var forsinkelsen øget og på spor fem trillede et rettidigt tog ind. Vi skulle bare med den rigtige vej, så var det sådan set ligemeget med hvilket tog.

På Høje Taastrup blev vi lidt i tvivl, for der var sporarbejde og ingen stop med S-toget på hverken Brøndby Øster eller Rødovre stationer, der ellers er vores foretrukne. Fra Glostrup kørte derfor S-togsbusser til de mellemliggende stationer. Fra Glostrup kører også bus 123, der nærmest stopper foran vores gadedør. 123 stopper også på Høje Taastrup – ja faktisk også i Roskilde. Men det er en bus, der kører langsomt, og giver køresyge til sarte maver. Sådan nogle er både Emilie og jeg indehavere af.

Derfor valgte vi bevidst muligheden for busbefording helt fra Roskilde fra – jeg tror også det er hurtigere med toget. Men hvad der var smartest fra Høje Taastrup, er en hel anden historie.

Vi lod køreplanen vælge, og da 123 ankom kun tre minutter efter os, hoppede vi på bussen på Høje Taastrup og sparrede et skift.

Vi mærkede ikke noget til blæsten i bussen, til gengæld kunne vi, da vi stod af, konstatere at det også blæste i Rødovre.

Efter markedet


Jeg er træt. Det har været en super hyggelig weekend. Der harr været mange mennesker og arrangementet har været flot sat op.

Bordet i stuen, der egentlig burde ryddes efter de sidste ugers overbelastning, lader jeg stå lidt endnu, mens jeg overvejer om det er helt forkert at lægge mig et par timer mere, inden hverdagen slår til igen.

Alle mine ting er havnet hjemme hos Karina. Når de engang kommer hjem, skal der pakkes ud, tages billeder og som lovet lægges til salg på Amio. Indtil da er der noget tomt i butikken.

Tak for en dejlig weekend. Tak for et godt arrangement.


Et lille kig til vores bod


Stor hal, Kold hal, Varme mennesker

lørdag den 26. november 2011

Tidlig morgen


Det er stadig mørkt udenfor.

Jeg tror jeg har styr.

Jeg pakker til kulde.

Og sjov.

fredag den 25. november 2011

Opstilling


Jeg gætter på mindst tre timer.

Og vi er stadig ikke helt klar. Der mangler for eksempel et bord. Og nogle prisskilte og noget andet.

Vi fortsætter i morgen tidligt.

Og håber at se en masse af jer.

Der ser ud til at blive hyggeligt. Cafeen bygget af halmballer er vist en oplevelse værd.

Det hele foregår i hal 10 på Musicon i Roskilde. Musicon som et kulturmekka er sikkert godt på vej. Men det kan godt være lidt svært at finde rundt… Tålmodighed og overblik er godt at have med. Eller også var det mørket, der gjorde vi kom lidt på afveje.

I får lige et blik på den foreløbige opstilling.

Undskyld billedekvaliteten.

Og tusind tak til Karinas Karsten. Uden ham ville vi stadig stå der.


Julemarked, Musicon, Roskilde, November 2011


Julemarked, Musicon, Roskilde, November 2011

Måske ses vi?


Det er dagen før dagen. Eller måske er det dagen.


Det sidste samles


I aften sætter vi op, indretter og gør klar til morgendagens store salg.

Jeg pakker det sidste, skriver lister over det der mangler.

Der skal handles og tænkes og gøres ved.

Inden opsætning venter en arbejdsdag, glade børn og – tænker jeg – en smule utålmodighed for at komme i gang.

Noget fik sat gang i noget, og måske har jeg alligevel styr på provianteringen. Syv timer i en kold hal, kræver nok sit. Gad vide om der er adgang til kogende vand og varm the..

Jeg samler en bunke på gulvet, der efterhånden indeholder det mærkeligste. Håber jeg har husket det hele, og kommer i tanke om resten tids nok.

Jeg glæder mig

torsdag den 24. november 2011

Av av av…


Markedsforberedelser


Onsdagsformiddagene med rygtræning er blevet et helle. Skønne timer med skønne mennesker og øvelser, der er afstemt efter den enkelte.

Den ledende fysioterapeut ved hvad hun gør og gør det godt. Længe har vi udelukkende brugt måtter, selvom boldene er ankommet. Det har været fint at ligge på gulvet, og jeg har gruet en smule for balancen på sådan en fætter.

Sidste onsdag kom boldene så i spil. Til enkelte øvelser. Da vi nåede til mavebøjningerne, tænkte jeg at det var bedre at blive på gulvet – så det gjorde jeg.

I går fik vi ikke valget. Og jeg kunne. Det mærkedes godt.

Det mærkes også nu.

Plads til småting


Plads til småting


For længe siden flettede jeg et omslag.

Hvordan indholdet skulle komponeres, har længe været undervejs.

Nu er der lommer og plads til de små ting inde bag lynlåsen og de flettede tern.


Plads til småting


Plads til småting

onsdag den 23. november 2011

Logik for begyndere


Der er nogle tankemønstre der rask væk kan generaliseres. Et godt eksempel er børnehavebørnene, der på ingen måde kan visulialisere pædagogerne uden for børnehaven.

Et andet godt bud er sjette og syvende klasses elever i en fritidsordning. Nok er de gået fra at pædagogerne bor på stedet, men amorinerne har i høj grad inficeret tankerne.

I løbet af de snart otte år, jeg har arbejdet i Caféen er jeg mange gange blevet spurgt “hvor længe har du gået i Caféen?”. Endnu en generalisering. For selvfølgelig går jeg i Caféen, og flere er gennem årene blevet overraskede over, at jeg faktisk får løn for at være der.


Den eneste ene, altanen august 2011


Tilbage til amorinerne. I løbet af de godt otte år, har Caféen - indtil i sommers da alting gik af lave, og vi lavede om på det hele – altid været befolket af to faste pædagoger. En kvinde og en mand. En god blanding til både piger og drenge, små og store, vilde og stille…

Nu er det så erfaringen har lært mig at generalisere, og at børn i sjette og syvende klasse generalt tror at en kvinde og en mand, der er sammen hele tiden (og her er det ligemeget at sammenkomsten er arbejdsrelateret), de må nødvendigvis være kærester. Jeg tror lige at tankerne om, at mænd og kvinder ikke kan være venner, grundlægges tidligt.

Til gengæld er der på ingen måde erotik i relationen mellem to kvinder.. eller mænd. Så bliver generaliseringen at vi er venner og veninder. Andet er helt utænkeligt.

Mange er de gange derfor, hvor jeg er blevet spurgt om jeg er kæreste med den nuværende arbejdskollega. Flest gange i forhold til den søde kollega, der stoppede dengang i sommers, inden vi lavede om på det hele. Formentlig flest gange, fordi han er den, jeg har arbejdet sammen med længst.

Fordomsfrie, det må man til gengæld sige at ungerne er - i lige den her situation. Jeg blev nemlig også spurgt dengang kollegaen var mindst tredive år ældre end mig, og bestemt ikke en jeg nogensinde kunne forestille mig at blive intim med..  men det er en hel anden historie.

Nu troede jeg så, at når jeg ikke længere har en fast makker, ville spørgsmålene ganske af sig selv ebbe ud. Men der kunne jeg godt tro om. Jeg troede det måske også fordi den eneste af hankøn, er min nærmeste leder. Ham der i sommers blev gift med en af skolens lærere, og som jeg var ret sikker på, alle vidste om.

På den anden side, skulle jeg måske have vidst bedre, da han for mindre end to måneder siden blev sat sammen med en anden af mine kolleger. Men det havde vi jo grinet af og så var den ikke længere.. Troede jeg.

Så i dag var dagen, hvor en af drengene nærmest sneg sig hen til mig, og ganske lavmælt spurgte om ikke Henrik og jeg er kærester?

Det er altid godt at have noget at grine af. Det bekymrende er så, at der faktisk var mange der gik rundt og troede.. Eller også er det bare sådan det skal være :)

tirsdag den 22. november 2011

Aftenhygge


Aftenhygge


Emilie har besluttet at vinteren med alle dens allermest hyggekrævende ingredienser er på vej. Således krævede hun indkøb af mælk, god chokolade og marshmellows til aftenens hi-fremkaldende øvelser.

Garneret med daim-isen hun kreerede i søndags og endnu mere chokolade, pakkede hun en bakke og forsvandt i hulens dybder.. kun for at hente kameraret – for dokumentations skyld.

Hun er gavmild, så selvfølgelig er der nok til alle.

Dagens grin


Tirsdag blev dagen, hvor Emilie efter skamrosning til skolehjemsamtalen, fik sin lærer til at rødme langt ned ad halsen og op over begge ører.

Selvom læsehastigheden ikke er helt som det kunne ønskes, er der glæde over hele linien over, at hun på et enkelt år er flyttet fra at læse omkring lix 7 til nu at kunne læse og forstå omkring lix 16-20.

Så skal vi bare lige huske at holde hende lidt i ørene i forhold til at læse hver dag…

Rødmen kom til senere, da Emilie – næsten lige så rød i hovedet, men hun gjorde det – fik sagt at hun har svært ved at se det rimelige i, at der i elevplanen står “at Emilie skal være mere koncentreret i biologi”, når lærerne i samme time griner hele tiden.

Efter lidt væven og begyndende forklaringer, lød spørgsmålet om det virkelig kunne passe, at der er skrevet sådan.. Mens matematiklæreren, der ikke underviser i biologi, lovede at holde de ansvarlige lærere i ørerne, og mente at den manglende koncentration måske slet ikke var møntet på Emilie.

Der blev lovet alvorlige timer, og skulle de blive kedelige er skylden nu Emilies… Muntert grinende sagde vi alle pænt farvel.. Vi for at tage hjem (og tilbage efter Tøseungens glemte mobiltelefon, inden vi kørte hjem igen), lærerne til endnu flere hold børn og forældre, og forhåbentlig gode samtaler…

Domino og zigzag


Domino og zigzag


Når jeg ikke strikker sokker, eller har brug for et hurtigt dække over samme sokker, strikker jeg videre på dominoprojektet.

Det går stærkere end jeg havde regnet med. Måske også fordi jeg strikker mere, end jeg havde regnet med, op til markedet og alle de forberedelser der burde stresse og jage.

Jeg er ikke til stress og jag. Jeg når det jeg når, og føler mig godt med. Så i stedet for at rende forvirret rundt, har jeg et par projekter kørende i baggrunden (der mærkeligt nok ser ud til at blive færdige), har tanker om indkøb af sikkerhedsnåle, snor og flere cellofanposer, og strikker ellers resten af tiden.

Måske ikke den bedste brug af tiden, men den hyggeligste. Tror jeg.

Jeg har strikket kant på dominosagen. Den virkede uafsluttet og jeg tror jeg kan lide det. Strikkeretningerne er lidt alternative, så mens nederste del nu er klaret venter øverste halvdel – det hele startede sådan cirka midtvejs.

Det eneste der kan stresse mig en lille smule, er tankerne om mad og drikke i løbet af weekenden.. Hvornår skal jeg nå at købe ind til det.. og lave det. Og hvor meget får jeg brug for .. Og kunne jeg egentlig ikke uddelegere den opgave til andre…

mandag den 21. november 2011

Lag på lag på lag på…


Hvidt i hvidt

Mange ting er jeg rigtig god til. Spraymaling er ikke en af dem. Lige meget hvor tyndt jeg forsøger at spraye, får jeg altid for meget, med løb til følge.

Denne gang er ingen undtagelse. Også selvom der er sprøjtet og sprøjtet af rigtig mange gange.
Jeg overlever nok og næste kryds på markedslisten er sat.

Et andet kryds er adventssokkerne til Daniel. Par nummer fire er færdigt. Jeg viser ingen billeder, for jeg skulle ikke gerne afsløres. Så mens de fire par til Emilie er nået halvvejs, og jeg er helt sikker på at nå det, må nærmere præsentation vente til engang tættere på jul.

Hemmelighedernes tid er begyndt…

lørdag den 19. november 2011

Det lykkedes


Alt er pakket og klart. Der er langt mere end jeg lige troede, men vi skal nok få plads til det hele i det lille fornødenhedsrum i den skumle kælder.

Midt i det hele gik det op for mig, hvor genialt det er, at Emilie har en avisrute – og en vogn. Sådan en kan bruges til meget mere end aviser. Det lykkedes mig for eksempel at fylde den tre gange med ting, der skulle smides ud. Det er så meget nemmere at transportere til storskraldsrummet, når der er hjul i farvandet.

Den blev også luftet. Jeg gik et par kilometer, for at møde Anders, der kom slæbende med ni sammentapede flyttekasser fra kammeraten, der ikke bor særlig langt væk. Langt væk er relativt, og der blev pludselig meget længere sammen med de uhåndterbare kasser.

De er fyldt nu. Klar til afgang.

Det lettede og nu er det meget nemmere at overskue alt det, jeg gerne skulle nå, inden næste uge er forbi.

Og nu. Nu er jeg klar til sofa, strik og absolut intet andet… Det med mad, må andre tage sig af. Hvis vi skal have noget at spise. Lige nu kan jeg sagtens undvære…  Men det er ikke sikkert, jeg har det sådan om en time…

Kælderdans


At kælderrummet skal tømmes står fast.

At sommerens vandgang kræver eftersyn er jeg helt enig i.

At alle rum derfor skal være tomme, giver mening.


Pynt til jul - måske


Det er uoverskueligheden i nedpakning, sortering, opmagasinering og måske endda en smule udsmidning jeg har svært ved. Svært ved at overskue. Og også lidt svært ved at gide. Men mest svært ved at overskue.

Men nu lysner det.

Der findes nemlig et rum, i den allerbagerste del af skolens skumle kælder. Et rum hvor pedeller og udvalgte lærere opbevarer vinterdæk og andre fornødenheder. Om ikke længe er det nok sommerdæk, der skal opbevares. Et ikke særlig stort rum. Men stort nok til både dæk og indholdet af mit kælderrum.

Det lettede.

Det lettede også at Anders er i besiddelse af en kammerat med flyttekasser i kælderen. De første kasser er hentet, og jeg har brugt formiddagen til at overspringe helt derhen, hvor overspring ikke længere kan retfærdiggøres.

Det er nemlig i dag, der skal pakkes ned. Bare pakkes. Og gøres klar.

Planen lyder på overblik. Det er muligt at alting ikke ligger i kasser, når dagen er slut. Men alting skulle gerne være klar. Det gamle skrammel skulle gerne være forsvundet og det gembare gerne være klar til flere kasser – skulle det være nødvendigt.

Selve flytningen er først om fjorten dage. Dage der giver mulighed, for at få hundrede procent styr på det hele.

Jeg finder musik til ørene, overvejer om det er i dag, der skal cola og slik på programmet, kridter skoene og tager mig sammen – lige om lidt.

God lørdag derude.

fredag den 18. november 2011

I mangel af bedre


Emilies ultimative yndlingsfag er hjemkundskab. At de tre ugentlige timer ligger som det absolut allersidste langt ud på fredag eftermiddag, er fuldstændig underordnet – faget er det bedste.

Skolens gamle køkken blev sidste år moderniseret. Hidtil havde det med enkelte undtagelser, været det originale inventar der rådede i lokalet. Skolen er fra 1952, så det var ikke et særlig tidssvarende køkken.

Da jeg for snart mange år siden var helt nyansat på skolen (SFO’en ligger på skolen), var der stor fest og halvtredsårs jubilæum. I den forbindelse blev alle gamle lærere og ansatte inviteret, og var rundt og kigge på lokaliteterne. En ældre dame rejste sig under middagen, og fortalte meget levende og lattermildt om hendes første tid på skolen. Hun blev dengang ansat til en skole, der endnu ikke var fuldt fungerende. En af hendes opgaver blev at udstyre skolens køkken. Da hun ved rundvisningen halvtreds år senere, var forbi køkkenet, blev hun noget overrasket, da skabene viste sig at indeholde en hel del af det service hun dengang indkøbte.


Lejre oktober 2011


Tilbage til køkkenet, der nu fremstår langt mere moderne end før sommerferien. Det der før var et stort køkken, er blevet til to mindre lokaler, med masser af plads og mulighed for undervisning.

De to køkkener passer hvert fint til en en halv klasse. I ordblindeskolen er klasserne ikke så store, så syvende og ottende klasse har hjemkundskab sammen. På tværs af klassene er de opdelt i hold på fire, og selvom Emilie ikke er specielt vild med holdsammensætningen – og synes drengene laver for lidt – er der ingen tvivl om kærligheden til faget.

Med to køkkener er der også brug for to lærere. Da sygdom gjorde det svært sidste fredag fik halvdelen derfor fri. Denne fredag fik den anden halvdel fri. Emilie havde sprugt om ikke hun så måtte være med, hos dem der ikke fik fri, og troede hun havde fået lov. Men det måtte hun ikke… Personligt synes jeg det er ærgerligt ikke at måtte gå i skole, når nu hun gerne villle… Det kan jeg helt sikkert få meget sjov ud af…

Hun var tydeligt ikke helt tilfreds, så da der skulle skrælles kartofler til julefest i Klubben i aften, slog hun til og skrællede til fingrene var ved at falde af. Det ligende lidt og hun var svært tilfreds med alle de kiks hun efterfølgende kunne fremvise*.

*Når de i Klubben holder fest og skal have skrællet kartofler er det efterhånden blevet kutyme at uddele kiks efter antallet af skrællede kartofler – det er utroligt hvor hurtigt ti kilo rodfrugter kan miste yderlaget.

torsdag den 17. november 2011

Humor på højt plan


Et par af syvende klasses tøserne kom forbi.

Læreren havde fået nok, og sat hele klassen til at skrive sætningen: “Jeg skal være stille i timerne” hundrede gange til i morgen.

Noget presset indrømmede de, at de vist nok havde larmet temmelig meget.

Jeg tror, jeg grinede i det meste af fem minutter.

Knapper


En ide tager hurtigt den næste.


Armbånd


Leg med ler er gået hen og blevet mere end bare almindeligt spændende.

Ideerne til brugen står i kø.

Planer om dette og hint løber til.

En startplan om dekoration af armbånd førte til maskemarkører.

Maskemarkørerne har allerede ført videre og hvor det ender er endnu uvidst.

Jeg er med, og spændt på hvor det fører hen.

I første omgang er det hele på vej mod Roskilde og julemarked.


Maskemarkører

onsdag den 16. november 2011

Drama


et lille bitte dun – fem flagrende høns.

Eller…

Enden af historien er endnu til gode.

For tredive kroner blandet


For tredive kroner blandet


De sidste detaljer om markedet er ved at falde på plads. Sådan føles det i hvert fald inde i mit hovede. Når tiden kommer, skal der nok være masser af detaljer, jeg har glemt…

Ting skal præsenteres – helst pænt – og til det har jeg tanker om små hvide vaser.

Jeg har ingen små hvide vaser, men farvehandleren har hvid maling på dåse, og jeg tænkte at den lokale Røde Kors kunne være behjælpelig med vaserne.

Det kunne de. For tredive kroner blandet, står nu på mit bord. At vejret ikke lige er til spraymaling, finder jeg nok en løsning på. Og om den af tin, skal have lov til vedblivende at fremstå i tin, er stadig ikke helt afklaret…

tirsdag den 15. november 2011

Dagens tur


Er du gal, hvor er fire teenagere sjove på en bowlingbane…

mandag den 14. november 2011

Gad vide hvad tanken er


November 2011


Vores kælderrum skal tømmes. I den forbindelse bliver der sat containere op til opbevaring.

Vores kælderrum er formentlig af standardstørrelse, og pænt fyldt. Min forestilling var noget i retning af en meget stor container til hver opgang… Mindst!

Vores blok ligger sidst, så mens de første allerede er i gang med at tømme ud, har vi stadig tid at løbe på. Da Anders og jeg i lørdags gik langs rækken af blokke, mod indkøb, var de første containere sat op.

Noget i retning af de mindste containere jeg nogensinde har set. Anders kalder dem tyvefods. Een container pr blok. Vi taler blokke med 5-6 opgange i fire etager med 2-3 lejligheder pr etage – hver med et kælderrum.

Selv hvis vi pakker i flyttekasser og stabler grundigt, har jeg svært ved at tro andet end at vi alene kan fylde mindst en fjerdedel af sådan en container.

Jeg kan ikke lade være med at overveje tanken bag. Tror bagmændene helt alvorligt at hver kælderrum ikke indeholder andet end hvad der kan være i en enkelt flyttekasse? Eller er forestillingen at sommerens regnfald har ødelagt så meget at rummene alligevel er tomme?

Jeg undrer mig, og kan ikke lade være med at blive en smule nervøs ved tanken om, hvordan det rent faktisk skal fungere. Tanken om at mine ejendele skal stå hulter til bulter blandt andres, uden mulighed for en smule adskillelse er heller ikke særlig tiltalende.

Jeg har ingen anelse om hvor længe opbevaringen skal løbe over. Hvis nu der findes alvorlige skader i kælderen, hvor længe vil det så tage at udbedre, og hvad hvis jeg får brug for tingene fra kælderrummet? Det sidste kunne der nok tages højde for i opmagasineringsfasen. Visse ting kunne nok finde plads i lejligheden for en tid. Men alligevel. Det huer mig ikke.

Så jeg ringede til Shurgaard. De har plads. Til en pris jeg nok kunne have været foruden, men som budgettet godt kan holde til.

Nu er det så, jeg godt kunne ønske at enten Anders eller jeg havde kørekort og adgang til bil. For pludselig bliver planlægning af indkøb og hjembringelse af flyttekasser til nedpakning, for ikke at tale om den reelle flytning og tilbagekomst, når den tid kommer, en smule uoverskuelige… Og paniske.

Vi finder nok en løsning. Helst meget snart… Rummet skulle gerne være tømt senest 8. december…

Som  et ekstra kuriosum skal vi aflevere nøglen til kælderrummet. Det ser jeg ikke rigtig nogen grund til. Når rummet alligevel er tomt, er der vel ingen grund til at låse det. Min plan er i hvert fald at tage hængelåsen med op og lade døren stå åben… Er der fugtskader, skal der formodentlig alligevel ikke lukkes tæt.

Tålmodighed er en dyd


Maskinstrikket metaltråd


Jeg havde en plan. Jeg ved det kan lade sig gøre. Jeg har endda gjort det før – godtnok for mange år siden.

Jeg plejer ellers også at være udrustet med ganske meget tålmodighed.

Men lige her blev den brugt op. Næsten inden den kom igang.

Det bliver ikke til sjov med metaltråd på strikkemaskinen i denne omgang.

Markedsfund


Luftning


Der var engang jeg tog på marked med jævne mellemrum. Jeg havde sjældent overskud, men weekenderne var hyggelige. Det manglende overskud gav naturligt nok et lageroverskud, jeg helt havde glemt.

Da jeg i lørdags var i kælderen efter markedsting, poser, bøjler og alt muligt andet, der hører sig til, dukkede en hel kasse fuld af børnetøj op. Efter år i kælderen duftede det ikke særlig godt, og en vask var egentlig planlagt.

Jeg opgav at vaske – kunne ikke lige overskue det. Til gengæld nyder jeg nu godt af den frostklare luft, har hængt hele baduljen til luftning, og håber på friske vinde, når jeg om et par timer efter natten over, tager det ind igen.

Jeg lod også kassen stå ude – det har den sikkert godt af.

Senere kan strygejernet være med til at gøre det hele lidt mere indbydende, før jeg satser på en kurvfuld restepriser. Måske nogen kunne gøre et fund.

Jeg håber og kommer i tanke om en lille æske, der også indeholder rester… Mon der er mere…


Luftning


Luftning

søndag den 13. november 2011

Dagen derpå


Hestene ved Ungdomsskolen

Anders har været syg de sidste fjorten dage. Syg som i rigtig syg. Så syg at lægen ordinerede penicillin. Somme tider er det, det bedste. I det her tilfælde er der ingen tvivl om, at det var den rigtige beslutning.

Sygdom eller ej. Ingen kunne holde Anders hjemme, da vi i aftes var sat stævne ude i byen. Til mad og hygge. Til and af den bedste slags jeg længe har smagt. Noget med cola, salt og peber samt mange, mange timer ved lav varme i en ovn. Det var godt. Til strik, mænd i køkkenet og masser af snak. Efter fjorten dages sygdom, liggen i sengen og mange timer med søvn, kan der godt være mange ord, der presser på.

Så er det godt med selskab, der kan tåle hele den ordrigdom, der skulle ud. Ord fra alverdens afkroge af en hjerne, der nærmest har ligget i hi. Mange ord. Masser af ord. Så mange, at der næsten ikke var nogen tilbage, og stemmen blev en smule ru.

I dag har antallet af ord været kraftigt reduceret. Brugt op.

Stilhed er også dejligt.


Hestene ved Ungdomsskolen

I stilheden fik jeg afsluttet andet par af de mange sokker, jeg stillede mig selv som opgave. Omkring endnu to halve par var i god gang, da ungerne ringede. Var på vej. Ville hentes.

Sokkerne blev pakket væk. De skulle nødig ses. Jeg hoppede i tøjet og cyklede mod stationen.
Halvvejs mødte jeg ungerne, der havde masser af ord, efter en weekend hos det fædrende ophav. Vi stoppede ved hestene bag Ungdomsskolen, snakkede, nussede og nød vejret, inden cyklen blev lastet og trukket hjemad.


Hestene ved Ungdomsskolen

lørdag den 12. november 2011

Og jeg pakkede…


Hold da op, hvor skal der meget med til sådan et marked….

Formning og blonder


Leg med ler


Dugene blev liggende i skabet i aftes. I stedet kastede jeg mig over leg med lufttørrende ler og gamle blonderester, jeg selv har kniplet for flere år siden.

Det var sjovt, og mens jeg oparbejder overskud til dugene, vil jeg langt hellere overbevise mig selv om, at lak på lufttørret ler er en rigtig god ide en lørdag formiddag…

fredag den 11. november 2011

Godt med smag


Anders laver mad. God mad. Med hele bagte hvidløg.

Jeg håber resten af selskabet kan holde til det. For vi skal altså ud i morgen. Og spise med kniv og gaffel. I det hjemsøgte hus.

Måske meget godt med hvidløg…

Nedtælling


Om fjorten dage er det dagen før dagen. Dagen, hvor markedsstanden skal stilles op, hvor alting skal have en plads og lysforholdene helst skal være i orden.


Nodeklip


Der er produceret, der er tænkt og der er stadig en ting eller to, der endnu ikke er prøvet af. Fjorten dage er lang tid, men også meget kort. Specielt kort, når langt størstedelen skal være klar til i morgen.

I morgen er der nemlig dømt prøveopstilling. Karina er i besiddelse af et rum med de rette dimensioner, så alting skal pakkes, hentes og forsøgsvis stilles op engang først på eftermiddagen i morgen.

Jeg er spændt og begyndende nervøs for, om jeg nu også når alt det jeg troede jeg skulle. Alt skal heldigvis ikke være færdigt til i morgen, men pludselig er fjorten dage forfærdelig kort tid.

Der er meget jeg gerne vil. Der er helt sikkert noget jeg ikke når. Så jeg vælger at beslutte, at jeg når det jeg når, når jeg når det. Og så glæder jeg mig over, at skiltningen er ved at være på plads. Det synes jeg nemlig er blandt noget af det vigtigste.

Mon ikke jeg når at styge et par duge, inden i dag er blevet til i morgen… Jeg satser, for selv om det er en prøveopstilling, vil jeg helst have duge uden alt for mange krøller.

torsdag den 10. november 2011

Mortensaften


Primitive forhold...


Endnu engang forsvandt netforbindelsen. Temmelig nedslående .. og surt.. :(

Et opkald til udbyder beviste, om ikke andet, at problemet ikke ligger hos os. En tekniker skulle efter sigende være sat på sagen. Vi håber problemet er løst.

For at blive ved det nedslående, gik Anders til lægen.. Det gik op for ham, at den “mandeinfluenza” – hans egen diagnose – han har haft den sidste lange uge, nok i virkeligheden ikke er en “mandeinfluenza”, men noget lidt mere alvorligt. Noget med betændelse i hele hovedet.. eller i hvert fald alle de der bihuler og pandehuler og næsehuler og andre huler, der befinder sig i hovedet.

En test hos lægen viste at han vistnok var befængt med omkring halvdelen af den mængde betændelse et menneske kan tåle. Der blev ordineret penicillin.. som forhåbentlig hurtigt slår igennem.

Da jeg gik, duftede hele hytten af japansk pebermynteolie, der i rigelige mængder blev strøet over en bajle med kogende vand, og sammen med et håndklæde, forsøgte at skabe en smule luft ad de dertil indrettede luftveje.

Det lykkedes vistnok – kortvarigt.

Nå! Der er noget med en and. Eller i hvert fald en del af en and…

tirsdag den 8. november 2011

Sammen er vi stærke


Når uhensigtsmæssig adfærd giver ondt i maven og bange anelser, er det godt at vide, at sikkerhedsnettet er i orden. Det giver gode fornemmelser at der handles – hurtigt, og der høres, undersøges og tages alvorligt.


Sammen kan vi


Sammen kan vi


Sammen kan vi


Sammen kan vi


Jeg ved ikke hvad skulpturen hedder eller hvem der har lavet den. Jeg kunne ikke finde nogen skiltning, men Emilie og jeg gik forbi den, da vi i lørdags valgte en anden vej end normalt mod stationen.

De tre tykke mænd, der sammen hjælper hinanden, synes jeg er meget udtryksfulde og passer godt til min sindsstemning lige nu.

At blive taget på ordet


Oktober 2011


Nogen gange skal man passe på, hvad man siger. Andre gange skal man passe på, hvad man godtager.

Emilie sagde og jeg hoppede på.

Spørgsmålet er så bare, hvem der var klogest, og hvem der får mest ud af hele projektet.

Det handler om gavekalender. Om manglende økonomi. Ikke egentlig manglende lyst, snarere manglende overskud.

Sidste år lavede jeg en chokoladekalender til ungerne – sammen med den obligatoriske gavekalender, der fulgte opskriften vi altid følger – en gave om dagen, skiftende modtagere.

Jeg kan godt lide at sammesætte gavekalenderen. Men det koster. Ofte mere end jeg lige gik og troede.

Så var det Emilie fik sagt, og gentaget, og sagt igen så sent som i går aftes, at hun synes årets kalender burde være chokolade hver dag – gerne et større udvalg end sidste år, der bestod af tre eller fire gentagelser – og så en pakke til hver, hver søndag.

Så langt så godt.

Hun ved nemlig også hvad der skal være i pakkerne.

Der skal være sokker.

Hun startede med en sok hver søndag. Så ville de ende op med to par hver.

Det er senere udvidet til et helt par hver søndag.

Hmmm.. Tænkte jeg.

Hvorfor ikke.

Så kan hun lære det!

Nu skal jeg så bare strikke otte par sokker inden jul.

Jeg tror Emilie trak det længste strå.

mandag den 7. november 2011

Nyt på hjertefronten


Skal vi flette vores julehjerter sammen….


Starten på en taske.. eller bare en skør ide... :)

Oh gru.. Oh kvide


Sommerens regnfald og oversvømmelse får nu uoverskuelige konsekvenser.

Alle – som i ALLE – kælderrum skal tømmes.

Hvordan? Tænker jeg.

Der bliver stillet containere til rådighed, til opbevaring.

Jeg håber der er en hel container til os.

Tågede mandag


Mandag morgen er tåget. Både udenfor og indenfor. Mit hovede er tungt og jeg stjæler mig til en times ekstra søvn, der bliver til to, inden jeg igen dukker op, og forsøger at styr på dagen.


Altanen, november 2011


Tænk at sådan en weekend, jeg betragtede som venstrehåndsarbejde, alligevel kan dræne så meget.

Jeg lægger stille ud, vander blomster, der efter planen skulle have haft vand i går. Men jeg var ikke hjemme i går. Så må det blive i dag.

Jeg lukker op og lufter ud. Lukker den friske, omend tågede, luft ind fra altanen. På altanen står vores rododrendron i et hjørne. Det eneste der stadig kan kaldes grønt og saftfuldt. Lille og kraftigt nedskåret over de sidste to år. Den har tilgivet hærværket og står allerede med friske skud, klar til næste sommersæsson.


Altanen, november 2011


Jeg starter langsomt i dag. Strikker lidt og overvejer om jeg kan nå en smule af alle markedsplanerne, inden arbejdsdagen kalder og dagen for alvor går i gang.

For der skal nok komme fart på. Om ikke andet så når jeg igen er hjemme. Nede i opgangen står nemlig bunkevis af telefonbøger, der skal omdeles. Jeg nænner ikke lade Emilie alene om dem. Der er mange. De fylder usansynligt meget og jeg tænker det kommer til at tage tid.

Vi er i tvivl om, hvem der skal have. Er telefonbøger en reklame? Skal de ikke omdeles til alle? Jeg forstod ikke den medfølgende seddel. Emilie ringer til damen og spørger i løbet af i dag. For mon ikke telefonbøger er af en slags alle skal have. Uanset om de vil eller ej…

Der er stadig masker på pindene og garn i nøglet. Jeg tror en kop the og en pind eller fem, er den rigtigste måde at vågne op i dag…

søndag den 6. november 2011

Weekend i fletværkets tegn


En skøn weekend.

En dejlig weekend.

En weekend fuld af koncentration og mere stilhed end forventet, blandt en flok kvinder.

En weekend fuld af gode oplevelser.

Og snakke.

Jeg er træt nu.

Skal lige sidde lidt.

Så trækker jeg mod søvnens rige.


Weekend med fletterier, november 2011


Weekend med fletterier, november 2011


Weekend med fletterier, november 2011


Weekend med fletterier, november 2011


Weekend med fletterier, november 2011


Weekend med fletterier, november 2011


Weekend med fletterier, november 2011

lørdag den 5. november 2011

Festdag


Da jeg kørte fra den ene skole til den anden, fra hverdag til fest, stod solen som en kæmpe rund og glødende kugle lavt over hustagene og viste vej.


November 2011


Billederne godtgør på ingen måde det smukke syn. Jeg gad godt et kamera, der kan tage både sol og månebilleder, der bliver gode og skarpe. Som kan gengive de afsindig smukke farver og ikke ender grynede. Det har jeg ikke, så jeg nøjes, og overvejer om ikke det ville være bedre at huske øjeblikket i hukommelsen til fordel for halvdårlige billeder.

Jeg løsrev mig fra solen og cykelde videre, derover hvor stemningen altid er god. Hos mine festkolleger. Mine kolleger, der kun er kolleger hver anden måned, når vi holder fest. Jeg elsker at komme hos dem, og jeg nyder de halvkvædede viser, skumle sætninger og slibrige kommentarer der flyder i en lind strøm fra hele bundtet. At de holder meget af hinanden og er et rigtig godt team, kan ingen være i tvivl om.

Inden den første time var gået, stod hundredeogtres Rødovrebørn på dansegulvet, i baren med salg af sodavand og slik eller sad i sofaerne. For langt størstedelen gjaldt at de hyggede sig og havde en dejlig aften. Nogen få synes der var kedeligt eller for mange mennesker. De kunne heldigvis tage hjem igen.


November 2011


En enkelt meget lille dreng var blandt dem, der gik tidligt. En af den slags drenge, der ser meget yngre ud end de er, og som først begynder at vokse i højden, når alle de andre har rundet hundredeogfirs centimeter. En dreng, der helt sikkert hyggede sig, men som ser helt forkert ud sammen med resten af deltagerne.

Jeg spurgte ham om grunden til hjemturen, hvorefter han så på mig, med julelys i øjnene, og sagde: Jeg skal hjem og spise. Jeg smilede – det gjorde jeg, og glædede mig på hans vegne. Jeg kunne ikke andet, det kom fra hjertet.

Klokken har rundet midnat, jeg er endelig hjemme igen. Hjemme fra en dag, der har været lang, men som sjovt nok også er gået forrygende hurtigt.

Om lidt skal jeg sove – men først skal der lige strikkes en maske eller to. Bare for afslutte dagen i et roligt tempo.

fredag den 4. november 2011

Fartfulde fredag


Fredag er dagen før weekend. Fredag er normalt stille og uden de store udsving. Dagens fredag er ikke blandt normalen.

Weekenden er afsat til flet- og foldning. Fredag aften og en del af det jeg normalt kalder nat er afsat til fest for ungdommen i Rødovre.


November 2011


Allerede for et par dagen siden kunne jeg mærke febriliteten brede sig, for hvad skal jeg have med i kursusoptikkens øjne? Hvad mangler jeg? Hvad skal købes ind? Hvor mange tasker skal jeg tage med, for at vise bredden i min måde at gøre tingene på? Og hvornår skal jeg nå det?

For der er også Emilies reklamer. Som jo egentlig ikke er mit ansvar, men som jeg gerne hjælper med. Specielt når der en gang i sidste uge indløb både brev og sms om store oplag, og afleveringer allerede mandag.

Jeg forestiller mig, det er julekatalogerne der sætter ind, og i min fantasi betød det bunker af reklamer, der under ingen omstændigheder kunne ombringes inden for overskuelig tid.

Altså planlagde vi. Jeg kunne hjælpe tirsdag og torsdag aften. Og jeg kunne også afse en time eller to fredag formiddag, inden min planlægning dikterede mig panisk renden rundt i forsøg på overskuelse, inden dagens mere skemalagte aktiviteter i arbejdskasseregi.

Der kom ingen reklamer mandag. Emilie ringede, og fik svaret at de skulle være på vej. Først onsdag morgen lå onsdagsreklamerne med et tykt Magasinkatalog på toppen. Dem klarede hun selv.


November 2011


Torsdag skulle jeg så hjælpe. Reklamerne til lørdag ligger altid klar torsdag. Altså skulle det ikke være noget problem at rende ud med en del af dem. Avisen, der under normale omstændigheder først dukker op i løbet af fredag, kunne vi sagtens overskue at løbe ud med lørdag morgen inden afgang mod Mogenstrup og Søsterweekenden.

Der var bare ingen reklamer. Fortorvet var tomt. Opgangen var tom. Ingen – som absolut ingenting. Hvad skete der med beskeden om ekstrabundter og tidlig aflevering??? Der var ikke andet for, end håbe på en vognmand, der sikkert havde travlt og kom forbi i løbet af natten.

Emilie har fri i dag og det er vist meget godt. Hele læsset stod nemlig klar i morges. Hele det læs, der i vores fantasi havde arbejdet sig en hel del større end virkeligheden. Helt så stort var det ikke, men dog større end normalt. Jeg lovede en time eller halvanden. Vi opdelte i fire lige store størrelser – mod normalt to – og satte af.


November 2011


Efter lidt over en time, var halvdelen afsat. Emilie kunne aflyse mormor, der ellers havde stillet sin hjælp til rådighed engang i eftermiddag. Hun fortsætter nu på egen hånd. Synes det er overskueligt og uoverskueligheden er derfor afsat til mig, der nu lige skal have styr på indkøb, kolde afvaskninger, sorte tryksværtfingre og pakning til weekenden, inden jeg om en halv time formentlig styrter ud af døren, på vej til en stille arbejdsdag og en larmende ungdomsfest, når den ordinære arbejdstid er slut.

Jeg tror fredag bliver en god dag.