Stakkel

Anders lavede et stunt på cyklen, på vej hjem fra arbejde.

Kæden hoppede af, cyklen gik i gulvet og resultatet er et pænt og temmelig hævet blåt mærke lige ved lysken. Han kunne næsten ikke slæbe sig op ad trappen, ringede sig på stedet syg i morgen og kravlede i seng.

Efter et par timer gav han op – han kunne ikke holde ud at ligge der længere. Men ak, han kan ikke bøje på midten, så hverken bukser eller strømper kunne komme på uden hjælp.

Nu er han så løbet tør for smøger.. Jo, jo – selvfølgelig går jeg.

Måske jeg bør købe to pakker, så han om ikke andet i sin elendighed i morgen også kan blive helt ru i halsen…

Måske hellere et stykke chokolade…

Nyt fra pilgrimmene

Vi har fået postkort:

Vi har vandret gennem smukke bjerg- og dalstrøg.
Vi bliver indkvarteret på et stort benedictinerkloster, hvor vi har været på rundvisning. Kirken er meget smuk og pompøs.
Iaften skal vi høre munkene synge gregorianske sange.
Vi glæder os.
Vi har nu gået mere end 200 km.

Kærlig hilsen
Annelise & Ingrid

Farvel til Fanø

Søndag formiddag havde vi lige tid til en hurtig tur rundt til salgsboderne, før turen gik med bussen tilbage til Nordby. I Nordby havde vi masser af tid og gik ud for at finde en kop the. Vi endte igen på Ambassaden, hvor en god kop Kusmi blev akkompagneret med det vi troede var et lille stykke kage, men viste sig at være en overdådighed, der lagde beslag på al plads til frokost.

Et absolut anbefalelsesværdigt sted, skulle din vej nogensinde falde forbi Fanø.

Mens vi gik ombord på færgen og havde masser af plads, kiggede vi på rækken af biler, der under ingen omstændigheder kunne rummes, på hverken tre eller fire overgange, og gættede på hvor længe, det kunne blive nødvendigt at vente.

Senere har jeg fået opklaring på det spørgsmål både fra den ene og den anden.

I Esbjerg lod vi bussen køre og sagde i stedet farvel til Fanøkonen, der står og kigger ud over vandet, før vi hankede op i kufferterne, gik mod stationen, hver vores tog og afsked lige inden vi hoppede på og kørte hjemad.

Jeg holder meget af at køre i tog, og heldigvis havde jeg en plads, for der var godt fyldt op. På mit lille domæne var der både plads til lekture, strikketøj og forplejning, og da vi nåede Nyborg brød solen gennem skyerne og kirketårnet mindede mig om min barndoms glade besøg hos morforældre, onkler og tanter i Nyborg. Senere, da vi blev større og selv måtte gå ud,  leg på volden og udforskning af byen. Eller ture foran og bagpå legeonklens knallert mens vi råbte af fuld hals og pæne mennesker vendte sig og kiggede forargede efter os.

Et billede måtte der til, og mens resten af togets stående passergerer nok tænkte deres, stod jeg på trinet og forevigede mindet om min barndoms Nyborg.

Toget fortsatte gennem tunel og over bro, mod hjemmet og børn og kæreste, mens jeg glædede mig både til at komme hjem og over den weekend jeg lige havde haft.

Tak Nina for en dejlig weekend :)

Morten, Carsten og Kurt

I al den tid jeg har arbejdet i Caféen, har saltet boet i en kop hvorpå der står Carsten. Ingen er derfor i tvivl, når nogen beder om Carsten, eller mener der skal mere Carsten i maden – hos os er salt det samme som Carsten.

Heldigvis, har der endnu ikke været nogen medlemmer med samme navn, og skulle det nogensinde ske, finder vi nok ud af det også.

Når vi spiser sammen, hænger vi en liste på opslagstavlen, og så skriver ungerne sig på, så vi kan få et overblik over hvor mange, der skal laves mad til.

Dengang det stadig var varmt og vi kunne spise udenfor, fandt et par af ungerne på at skrive endnu et navn på listen – Morten. Vi har heller ingen Morten, så ingen af os var i tvivl om, at det var for sjov og dækkede selvfølgelig også til Morten. Morten blev med det samme udnævnt til den ene af ungernes usynlige ven og har siden flere gange spist med.

For et par uger siden, synes nogen det var for dårligt at ikke også peberet havde et navn, og på stedet blev peberet derfor døbt Kurt.

I dag stod så både Morten, Carsten og Kurt på listen over spisende børn og det kunne vi ikke lade stå overhørrigt. Der blev fabrikeret et bordkort, fundet en serviet til glasset – vi andre nøjedes med køkkenrullen - og Kurt fik navn på maven. Opdækningen blev sat midt på bordet, for der kan både Carsten og Kurt nå og Morten er sikkert smidig nok til at sidde på bordet og spise.

Det viste sig at virke helt efter hensigten, alle kunne både se og kommunikere med Morten, Carsten og Kurt og jeg er helt sikker på alle tre følte sig hjemme.

Pigerne mente sig dog en smule forbigået, når både salt og peber har drengenavne, så Kurt undergik en hurtig transformation og hedder nu Kurtine :)

Behøver jeg sige, vores tirsdagsmiddage ofte er temmelig sjove!?

Sønderho Kro

Jeg fik ikke taget noget billede selv – men har lånt det her.

Jeg har aldrig været på et kroophold før. Jeg har boet på billige hoteller på ferier sydpå, men aldrig som weekendens ophold på Sønderho Kro.

Kroen er fra 1722 og bevaret i den oprindelige form. Alle steder er dørene lave og loftsbjælkerne frie. Hollandske fliser, der fylder meget på Fanø, pryder væggene. Flilserne blev bragt hjem af sømænd fra Holland fra 1650 - 1910. Fliserne blev brugt som ballast i skibene og blev i første omgang brugt som isolering bag brændeovne, men senere blev hele vægge beklædt.

Alle kroens værelser har navne efter Fanøske skibe. Vi boede på Bertha, der ud over det hyggelige værelse også rummede badeværelse med badekar på løvefødder. Værelset ligger på bagsiden af kroen, og allerede på vej med kufferterne bed vi mærke i samlingen af mandlige TV2-supportere der holdt weekend, uden koner og med Steffen Brandts stemmen klingende ud af højtalerne.

Der fulgte en 3-retters menu med opholdet, så efter garnkiggeri, inden middagen nåede vi badekaret, snak og hygge.

Middagen blev indtaget i kroens restaurant. Med udsøgt betjening og smukke anretninger, blev den ene ret efter den anden båret ind. Aldrig har jeg fået så udsøgt et måltid og aldrig har jeg smagt så fabelagtig en rødvin. Vi sad der længe og hyggede og snakkede, udpegede strikkedamer og snakkede endnu mere.

Efter middagen i nattemørket satte vi  os på bænken udenfor kroen og indsnusede aftenluften. Fra det lille hus på den anden side af vejen med TV2-supporterne, kom flokken luntrende ud, og mens langt de fleste havde helt styr på at weekenden ikke skulle indeholde kvinder, havde det yngste medlem af flokken ikke lige fanget den, og satte målrettet af mod os, for som indledning at bede om ild til sin cigaret.

Han hed Kasper og mens resten af flokken forsvandt om hjørnet, udfoldede Kasper alle sine talenter for scoringer. Det ville sikkert have haft en noget bedre virkning, hvis Kasper havde været lidt ældre og  lidt mere ædru. Nina prøvede både at sende ham i seng og efter resten af flokken, uden det store held. Her var det så en del af flokken vendte tilbage, for at få ham med og en udtalte:

      Nå, så I er til garnnøglefestival?

De fik ikke Kasper med, men han endte med at lunte efter og forsvandt, kun for at blive afløst af endnu en ungersvend, denne gang en noget mere ædru af slagsen, med en kasse cigarer under armen. Også han manglede ild, men følte det dog nødvendigt at gøre opmærksom på, at han var her med sin kæreste….

Da det blev for koldt at sidde på bænken, gik vi ned mod byen i forsøget  på at finde en kop kaffe/the. Vi endte på Cafe Nanas Stue, et lille hyggeligt stede, med øens største samling af hollandske fliser og et hav af umage stole og borde.

Her havde også supportergruppen fundet hen og vi måtte se i øjnene at mere interessante var vi ikke – for Kasper kunne overhovedet ikke kende os.

Vi ville rigtig gerne have mødt Kasper næste morgen og haft muligheden for at sige pænt tak for aftenen før, men vi så ham aldrig og mens vi spiste morgenmad, pakkede gruppen sammen og kørte hjem – det kunne ellers have været sjovt :)

Morgenmaden på kroen var næsten en kapitel for sig, lækkert var det og da vi pludselig fandt os omgivet af krogæster der roste hindbærmarmeladen til skyerne, måtte vi også smage. Vi gik ikke sultne fra morgenbordet….

Det gad jeg godt igen!

Garnnøglefestival

Vel ankommet til Sønderho havde vi måske nok brugt mere tid end godt var på snak og hygge, så tiden til at se på strik begyndte at løbe fra os.

Vi fandt kroen, satte kufferterne og begav os mod forsamlingshus og gymnastiksal. Strikkedamerne, der deltog i festivalen, kunne ofte let genkendes, for langt de fleste flashede de flotteste, smukkeste, og mest spændende strikmodeller. Som en dame vi mødte i bussen på vej hjem sagde: Jeg har ingen ansigter set, for jeg har gået og kigget på alle andres bluser og tasker og andet spændende tilbehør :)

Vi startede i forsamlingshuset, hvor vi kiggede langt efter modellerne fra Geilsk, først søndag formiddag kom vi tilbage og kiggede lidt ekstra, og måtte også lige prøve en model eller to. I den forbindelse gik det op for mig at Topstykke, jeg ellers har set forelsket på flere gange, slet ikke er mig, mens Rundstykke pludselig blev langt mere interessant end jeg troede. Overslynglen så jeg desværre ingen færdig model af, den er jeg nemlig også ganske interesseret i.

Sabine Bucko, der malede med strik, kiggede vi også langt efter, når ikke vi befamlede det ene lækre garn efter det andet.

Jeg havde overvejet om det var her, jeg skulle investere i et sæt knitpicks, men Bindestuens sidste sæt var afsat, så det blev ikke her, det blev købt ind.

Vi fortsatte mod skolen og gymnastiksalen, hvor vi lige udenfor stødte på Anne og Marianne. Det var hyggeligt lige at hilse på, før vi gik i hver sin retning.

I skolens gymnaskitsal var der noget mere spræl end i forsamlingshuset. Lige inden for døren blev vi mødt af de fedeste tasker lavet af lange strikkede tømmer, nogen filtede – nogen ikke. Hos Gavstrik mødte jeg en tidligere medstuderene fra seminariet, hun gik et hold over mig, og kunne kende mig. Jeg ser som regel ingenting, men så kunne vi grine over det.

Hos Lotte Kjær forelskede Nina sig i et halssmykke, der både varmer og pynter, men havde meget svært ved at vælge mellem de mange modeller. Det endte med at vi måtte forbi flere gange og bytte, før hun var helt tilfreds og Lotte grinede og pegede, hver gang vi gik forbi.

Mens Nina endnu engang kiggede på halssmykker og overvejede bytning, stod jeg med Zauberball strømpegarn og synes det var både lækkert og smukt, men blev så frygtelig fornuftig og endte med ingenting at købe.

Nina havde hjemmefra kigget efter Karen Noes ballonkjole, og her var mulighed for at prøve og kigge en ekstra gang. Det endte med en beslutning om at den kan være den helt rigtige, men da der ikke garn i de rigtige farver, blev købet udskudt til senere.

Der skulle alligevel noget med hjem, så i sidste øjeblik inden bussen kørte os tilbage søndag formiddag, kastede vi os over Kastaniestriks minikits, fik lov selv at vælge farver og vendte hjem med materialer til kræmmerhuse til juletræet.

Vi skal til Århus i år, så jeg lovede at strikke og Nina lovede de må hænge på træet. Hjemvendt i aftes, måtte jeg lige pakke op og starte. Nu drømmer jeg om perler og små bjælder, når engang strikke og sammensyningsetapen er klaret.

Alt i alt, synes jeg det var hyggeligt, men jeg kunne godt have ønsket noget mere inspiration. Vi deltog ikke i nogen kurser, og havde egentlig heller ikke tid, men set i bakspejlet er det måske i højere grad her inspirationen skal hentes.

At årets festival blev døbt garnnøglefestival er en helt anden historie - den kommer senere :)

Nordby

Weekenden skulle måske nok stå i strikkens tegn, men langt vigtigere var samværet med Nina, der kom nordfra og i Fredericia mødtes vi, for at tage resten af vejen sammen.

I toget mødte vi endnu en strikkedame på vej mod Fanø, og tydeligvis har der været mange med fredag, for togførerne havde hyggelige minder om strikkende damer.

Vi havde kun købt billet til Esbjerg, for der at købe billetten til færgen. Det viste sig at være en god ide, for mens togføreren mente det billigere at købe billet hele vejen og derfor fandt prislisten frem, viste det sig at der  var sparet adskillige kroner ved at dele billetten op. Hvorfor kunne ingen rigtig svare på, men snydt følte vi os så ikke.

Ankommet til Nordby tjekkede vi op på bustiderne og begav os ud i byen på jagt efter frokost. Byen så lidt øde og tom ud – det var tydeligvis ikke her vi skulle møde andre strikkende damer – men hvor er det bare en hyggelig by, med små stråtækte huse og masser af stemning.

Ved Ambassaden kiggede vi indenfor og besluttede at blive. Det fortrød vi ikke. Mens vi spiste os igennem en større sandwich, der mættede resten af dagen, fik vi vendt både det ene og det andet og gik derfra mætte og glade for at udforske lidt mere af Nordby, før vi vendte snuden sydpå mod Sønderho.

Længere nede ad hovedgaden fandt vi Christel Seyfarths butik og måtte lige indenfor og kigge. Endnu engang må jeg se i øjnene at selvom jeg synes det er fantastisk og smukt og flot, er det bare ikke rigtigt mig. Og så alligevel kribler det lidt i fingrene for at prøve de smukke mønstre af.

Men så er jeg alligevel mig, og vil selv… Vil selv lave mønstret, vil selv vælge farvesammensætningen og lege med små skåle – måske engang, når jeg finder ud af, hvad det færdige produkt skal bruges til…

Tilbage ved havnen og bussen mod Sønderho, måtte vi sande at afgangstider og os, ikke rigtig hang sammen denne weekend – bussen kørte ikke en gang i timen, men en gang hver anden. Vi endte med en taxa og så må jeg også indrømme at selvom vi havde masser af tid, da vi dagan efter stod på Esbjerg  Havn og skulle mod stationen, gik vi alligevel en del langsommere end beregnet (det er også al den snak), så vores respektive tog stod og ventede på perronerne da vi nåede frem – jeg løb ind i den første, den bedste vogn og måtte stå op det første kvarter, før jeg kunne komme ud og ind igen i den rigtige.

Men lige nu er vi stadig på Fanø og kørte standsmæssigt mod Sønderho og resten af strikkefællesskabet :)

Hjertebanken

Lørdag morgen begyndte tidligt og mens jeg fik styr på mig selv og det sidste, ristede Anders boller og lavede the til rejsen. Vi fik også snakket, endda så meget at jeg havde lidt travlt, da jeg endelig kom ud af døren.

Ikke mere travlt end cykel til stationen var helt fint. 5 minutter før S-toget kørte, låste jeg  min cykel men da jeg minuttet senere stod på perronen, viste skiltet at der var 14  minutter til S-toget kom.

Shit!! Min udprintede rejseplan fra DSB meldte klart og tydeligt at S-toget skulle afgå klokken 7.42, det plejer det også  - men ikke lige i lørdags - nåede jeg først toget ti minutter senere, ville jeg være Høje Taastrup fire minutter efter mit tog var kørt.

Hjertet begyndte at galoppere, og da et hurtigt blik mod stationspladsen vise en enkelt taxa. Jeg spurtede ned ad trapperne. kun for at opdage taxaen var væk.

Danm….

Min billet havde jeg været så heldig at få i en orange version, så den ville ikke engang kunne bruges til et senere tog. Afsted skulle jeg og fik ringet til Anders, der fik ringet efter en taxa, for jeg kunne da ikke lige huske et nummer på stående fod.

Præcis 17 minutter før toget afgik fra Høje Taastrup satte jeg mig ind i taxaen og sagde jeg skulle nå et tog 2 minutter over. Okey sagde chaufføren og kørte derudaf.

Med 180 km/t på motorvejen og bestemt mere end tilladt fra motorvejen til stationen , holdt vi udenfor Høje Taastrup Station 3  minutter før toget afgik, der blev betalt og en seddel blev i al hast presset i hånden på en fantastisk chauffør, jeg hastede mod perronen og nåede lige at finde billetten, have styr på vogn- og pladsnummer før toget kørte ind, jeg kunne finde min plads og mit hjerte søgte mod mere velkendte rytmer.

Turen mod Fanø var begyndt.

Turen går til Fanø

God weekend til alle :)

Tyren i Rødovre

Hvert år skal næste års budget fremlægges for alle ansatte i kommunen. Der er ikke den store interesse, derfor er fremlæggelsen kammufleret som en fest, med både mad og drikke, samt en revy.

Revyen går på skift mellem de forskellige forvaltninger og i år var det børne- og kulturforvaltningen, der stod for underholdningen.

Jeg har faktisk kun deltaget i een budgetfest før, og det fordi flere af mine kolleger dengang deltog i revyen. I år havde min søde kollega meldt sig under fanerne og det skulle selvfølgelig ses.

Han har været noget hemmelighedsfuld, og alligevel haft svært ved at skjule alting. Alligevel blev jeg noget overasket – positivt – over hans rolle i år.

Revyerne har gennem tiderne haft en noget svingende kvalitet. Da jeg kun har set en, er mit sammenligningsgrundlag ikke så stort, og den revy de lavede for år tilbage skulle efter sigende have været rigtig god.

Årets revy var meget bedre – og bliver svær at leve op til.
Ingen tvivl om, at de har haft en fantastisk instruktør, men det bar også præg af, at de glade amatører har gået til den og været opsatte på at have det sjovt.

Revyen lagde ud med at den lille Rødovrehætte kyssede Rødovres vartegn, Tyren, der ved magi blev bragt til live, som en temmelig veludrustet, brunstig menneskelig tyr, levendegjort af min søde kollega. Med horn i panden, bar overkrop, markerede mavemuskler og en hel skuffefuld sokker i bukserne, førte han og den lille Rødovrehætte os alle gennem stort og småt i kommunen, fra året der gik, og sjældent har jeg grinet så meget.

Geniale tekster og fabelagtige sangkonstruktioner fik den time, der var afsat til revy, til at forsvinde med lynets hast.

Desværre nåede jeg ikke at ønske ham tillykke, for afterpartyet backstage fortsatte alt for længe og mit vækkeur ringer alt for tidligt i morgen, og fører mig mod tog og Fanø.

Jeg glæder mig :)

Erm…altså

Ungernes far ringede, inden jeg fik set mig om, sad han i den anden ende og hældte vand ud af ørene over den anden eks, der ikke lige ville…..

Min første tanke var, at det havde jeg lissom ikke brug for at vide, og forøvrigt identificerede jeg mig i højere grad med hans eks, og hvor er det fedt hun får stillet de krav, jeg var så meget længere tid om at lære at stille…

Min anden tanke gik på, at jo jeg kan da godt lægge øre til… og mene at det må de så selv finde ud af…. Det gik der ingen skår af mig for at gøre, og så kunne jeg grine lidt bagefter.

Hvis bare det er alt for tilbagevendende… For så vil hellere bagtale ham sammen med den nye eks – jeg tror vi er mere på bølgelængde.

Hvis ikke lige det var fordi, jeg egentlig ikke bryder mig om bagtalelse…

Stille eftertænksomhed

Jeg var tidligt afsted i dag – skulle nå flere steder inden turen endte ved mit arbejde. Resultatet var, at jeg havde alt for god tid. Godtnok er jeg glad for mit arbejde, men at komme næsten en time for tidligt, var måske lige at stramme den lidt.

I stedet slog jeg et smut ind om kirkegården og endte foran graven til en lille dreng,  der var en lille del af mit liv for snart tolv år siden. En lille dreng, der altid var glad, altid smilede selv under smerter og gru. En lille dreng, der aldrig fik lov at vokse op og leve livet.

Han var også det første og eneste menneske, jeg nogensinde har set efter døden. Den ro og stilhed han udstrålede, dengang han lå puttet i den mindste kiste, omgivet af sutter, legetøj og tegninger fra storebror, mindes jeg stadig som noget helt specielt og fantastisk.

Jeg mindes også en mor, der havde så mange ord, der ville ud, ord der hjalp hende til at leve med sin sorg og ord, jeg lyttede og lyttede til i en erkendelse af at det eneste jeg kunne give, var at lytte.

Der sad vi, foran tremmesengen, med en kiste og en lille pyjamasklædt dreng, en mor der talte og mig med en mave der indeholdt det næste nye liv – en temmelig surrealistisk oplevelse.

Jeg holder meget af at kigge ind forbi. Det er ikke så tit jeg gør det, men den ro jeg altid føler på en kirkegård, kom mig endnu engang i møde, mens jeg sad der i græsset og strikkede en omgang eller to.

Nå jeg så sidder der, kommer tankerne uvilkårligt til at strejfe mine andre døde – min mormor og morfar, min farmor og farfar og min Lise, min fars viv, der døde alt for tidligt efter brystkræft og en umenneskelig kamp.

Lise der gav så meget og lærte mig at selvom ens børn bliver store og voksne og selv får børn, vil de altid være ens børn. Lise der egentlig hed Inge-Lise og som Daniel eftertænktsomt fik døbt Engle-Lise og mente helt sikkert sad på en stjerne og kiggede ned til os.

Ikke at jeg ikke mindes dem alle i dagligdagen, men her i roen og freden dukker de alligevel op.

Jeg kom alligevel alt for tidligt på arbejde og som om det ikke var nok, glemte jeg alle de indkøb jeg havde gjort i formiddags og kørte hjem uden aftensmaden. Så en halv time efter jeg egentlig havde fri og var kørt, stod jeg der igen…. Godt jeg er glad for mit arbejde :)

FodboldCup

En gang om året mødes ungerne fra kommunens Klubber og Caféer til en dyst i fodbold. I denne uge var det vores tur og for en gangs skyld havde vi tilmeldinger nok til et helt hold inklusive udskiftere. Men som set før stod vi lige inden vi skulle afsted med et noget amputeret hold, for nogen var ikke i skole, nogen havde glemt det og de gode fodbolddrenge skulle træne.

Heldigvis sprang nogen andre til, deriblandt to piger, der gerne tog udfordringen op, også selvom drengene i første omgang ikke var helt tilfreds med piger på “deres” hold. Jeg mente ikke, holdet var deres, men vores – hele Caféens… “Nåh…” sagde de og bød pigerne velkommen.

Vel vidende at holdet fra kommunens mest nordlige klub, som regel også stiller med halvdelen af førsteholdet fra den lokale fodboldklub, blev vi allerede hjemmefra enige om, at målet skulle være at have det sjovt.

Otte hold stillede op. To puljer betød tre kampe, hvorfra de fire bedste hold forsætter til finalerne på torsdag. Måske er det ikke den bedste indstilling, allerede hjemmefra at vide vi nok ikke går videre, men humøret var højt, da cyklerne blev fundet frem og turen gik ad Tårnvej mod Avartas baner.

Størrelsen på piger i sjette klasse er generelt temmelig konstant – de har den størrelse piger i den alder har. Drenge i sjette klasse, derimod, har meget forskellige størrelser. Drengene i år er allesammen meget små – så små, at de umiddelbart godt kunne gå for tredeiklasses elever. Da vi også havde en enkelt med fra syvende klasse og klubbens trøjer er svundet lidt i antal, valgte vi at finde skolens voksentrøjer frem – det fik vi en del grin ud af inden drengene besluttede om bluserne skulle ned i bukserne eller bare ligne kjoler.

Vel fremme lagde vi ud med kampen mod det lokale fodboldhold, og heldigvis huskede min kollega, at er man bagud med tre mål, må man sende en mand ekstra på banen. Ungerne havde det sjovt og holdt humøret oppe selvom kampen endte med et 7-måls nederlag.

Da anden kamp startede var alle stadig enige om at det skulle være sjovt, men efterhånden som kampen udviklede sig, fik flere og flere af vores unger skader og da målmanden (der stod tre fantastiske kampe) for anden gang måtte ligge ned efter at have fået en fod med knopper og alting i maven, var det svært at finde det sjove.

Størstedelen af kampen blev spillet med en mand i undertal, for på skift havde vi en af ungerne siddende med skader af den ene eller anden art. Modspillerne vandt 4-0, men ifølge vores unger udelukkende ved brug af feje tricks. De flotte røde mærker en af vores drenge havde på låret efter nærkontakt med en fodboldstøvle, gjorde ikke deres udmelding mindre sansynlig.

Flere var ved at have fået nok, men sidste kamp skulle dog ikke opgives uden kamp, så de gik til den een gang til og endelig midt i tredie kamp, scorede vi det ene mål der reddede hele dagen.

Den sidste kamp var sjov, pigerne dansede midt på banen, drengene løb rundt og smilede og da modholdets medbragte voksne, fik råbt ud mod banen: “Spil Patrick – han er helt nøgen…” lød det med det samme fra en af vores medbragte tilskuere: “Nøgen!? Det er sku´da ulækkert…!”

Vi tabte også den sidste kamp, men vi havde ét mål og kampgejsten var stadig høj da vi cyklede hjem igen. Og de var alle helt sikre på, at næste år…

Hjemme åbenede jeg for kameraret, jeg havde overladt til de af ungerne, der var med for at heppe. Ud over fodboldbillederne, fandt jeg også flere sjove af mig selv … og jo man kan sagtens strikke stående med garnnøglet under armen .. sådan nogle garnnøgler fungerer i øvrigt også udemærket som bold, for glade, overgearede tilskuere.

Tak for en dejlig dag Unger :)

Gaver på vandring

For snart længe siden meldte jeg mig til at give tre gaver væk. Kun Stine tilmeldte sig, og så kunne man jo fristes til at tro, det er meget lettere kun at skulle finde på een ting. Det er det sikkert også, og tid har det taget, men nu er pakken pakket og posthuset skal besøges inden jeg tager på arbejde.

Jeg venter lige lidt, for det regner stadig udenfor, og Dmi har lovet det klarer op lige om lidt. Altandøren kan også åbne og lukke nu, selvom hængslet ikke passer helt og døren ikke sidder rigtig godt fast.

Det er efter sigende en midlertidig løsning, og jeg kan godt fortælle, at den samtale der udspandt sig håndværkerne imellem var ret sjov… :)

Mere brok

Jeg glemte vasketøjet i går og huskede det først da store tunge dråber ramte mit vindue till morgen.

Det var næsten tørt og dufter skønt. Nu hænger det inde så det tørreri kan overstås. Da jeg alligevel var ude, var det tid til endnu engang at besøge varmemesteren og klage min nød over altandøren, der nu efter 8 uger stadig ikke duer. Mens jeg stod der sendte han en rykker og tænk for et øjeblik siden stod håndværkerne her, afmonterede det defekte hængsel – kun for at opdage det nye ikke passer. De tog begge hængsler med og forlod værktøj og skruer, der nu ligger i vindueskarmen, for at få hjælp andetsteds fra. Jeg håber virkelig de finder en løsning, for en dør der kun nødtørftigt er lukket og reelt kun hænger fast forneden, er jeg ikke særlig tryg ved.

Og dog går jeg rundt og smågriner for mig selv – tænk hvis de hængsler der ikke længere produceres og skulle bestilles og reproduceres i Tyskland heller ikke duer…

For at gøre det hele værre, har min søde kollega lige fortalt, han ligger syg derhjemme og ikke kommer i dag. Det skal han jo have lov til og vi finder helt sikkert en løsning. Men det er nu lidt ærgeligt, for i dag er dagen for den årlige f0dboldturnering Ungdomsklubberne imellem. Jeg må have en anden med, for mig som dommer – det går helt sikkert ikke :)

Mens jeg har siddet her og skrevet er håndværkerne vendt tilbage. De ser ud til at have en plan, så jeg satser på at alting ender godt. Jeg vælger den positive vinkel og er sikker på en dejlig dag.

Færdige tasker

Foer og små lommer, hank og magnetlås blev syet i, i aftes. Her til morgen er blomsterne og perler fundet frem og nu er der taske til både Emile og jeg.

De er ikke så store, men skulle nok kunne rumme en flaske vand eller et strikketøj. Jeg filtede dem i en 90 graders vask og de er lækre og sikkert både vand og vindtætte.

Emilies blå skulle egentlig have været hvid og blå, men turen i vaskemaskinen fik kanten til at smitte af – personligt indrømmer jeg gerne, jeg bedre kan lide det resultat :)

Opskriften er den samme som den store, jeg strikkede for lang tid siden, blot lagde jeg ud med 60 masker til kanten og strikkede til der ikke var mere garn.

Pisosse

Jeg vidste godt de fra bladets og garnfirmaets side havde lidt problemer med min bluse - speciet fordi jeg har lavet den i min størrelse – hvilket åbenbart er en large og modellen skulle være en størrelse mini.

Jeg snakkede dengang med hende, der stod for at opskrifter og modeller virkede. Hun fortalte, at hun havde en uge til at strikke en ny model i str small, og det kunne hun nok ikke nå. Derfor var alternativet at køre min bluse gennem overlockeren. Jegg snappede lidt efter vejret – jeg havde håbet at få blusen igen, men indså at jeg havde opgivet rettighederne til den, da jeg vandt og regnede egentlig ikke med nogensinde at se den igen.

Samtidig snakkede vi opskrift. Damen ville gerne gøre ærmerne lidt smallere og ærmegabet lidt mindre. På det tidspunkt var jeg var nærmest græskkatolsk, blusen og opskriften var ikke længere min og de kunne sådan set gøre hvad de ville, i forhold til kundepleje. Jeg er da slet ikke i tvivl om, at jeg er ret alene når det kommer til meget brede ærmer.

Stor var overraskelsen derfor, da jeg for 3-4 uger siden modtog trøjen i en fin pakke med tak for lån. Weeeiiii tænkte jeg, så nåede hun at strikke en ny, eller også har de nok sat nåle i, inden fotografering.

I dag er så dagen at bladet med opskrift og billede udkommer. Jeg var nede forbi den nærmeste købmand og købe, slog op på siden – og helt ærligt! Min faglige stolthed er temmelig forarget over hvordan det er lykkedes at gøre en figurstrikket model til et telt! Selv jeg ved at et par stategisk placerede nåle og en anden positur ville have givet et noget andet og langt mere flaterende resultat.

Så derfor – når jeg nu har muligheden – får I lige en version, der forhåbentlig giver et bedre billede af, hvordan modellen er tænkt at skulle se ud!

Opskriften derimod er noget nær en tro kopi af den jeg i sin tid skrev :)

 

Mandag formiddag

Himlen har stadig den klareste blå og i mit fjernsyn lover de godt vejr. Jeg har vovet og hængt det nyvaskede sengetøj udenfor. De små tørregårde, der er hegnet godt ind har fået nye tørresnore – skønt! Men om de nogensinde har været brugt, er et godt spørgsmål, for før jeg kunne komme ind, skulle al spindelvævet foran håndtaget fjernes.

Nu hænger det der, og jeg drømmer om sødt duftende sengetøj.

I køkkenet snurrer opvaskemaskinen og andre steder er der sket noget af alt det, jeg troede, jeg skulle i går. Helt alene hjemme er jeg pludselig blevet ramt af julen, og har hemmeligheder, ingen må se – mindst af alle andre i hustanden. Jeg plejer ellers ikke at være i alt for god tid, men der er håb om forandringer.

Mandag byder på en ny uge, der godt kan blive hektisk og ende med et brag. Jeg glæder mig, specielt til weekenden, der byder på revy, strikkefestival og tid sammen med den skønneste kvinde. At jeg så i løbet af ugen kommer til at løbe lidt hurtigere, det er helt i orden. Det er i en god sags tjenseste, for min søde kollega skal medvirke i årets revy og det kræver tid til øvelse.

Han har lovet et godt grin og det tror jeg på – bare det lidt, han har løftet for sløret, giver godt vibrationer om et fabelagtigt show, der nok skal få os op af stolene.

Mandag byder også på Hendes Verden, der i denne uge gerne skulle indeholde min bluse og tilhørende strikkeopskrift. Lige om lidt skal jeg ud og opdrive et eksemplar… Hvornår var det lige, udgivelsen skiftede fra torsdag til mandag?

Mandag bød også for lidt siden på endnu en trist meddelse – trist på mine børns vegne. Når de nu rigtig gerne vil se deres far, så bliver jeg så trist, når han endnu engang melder ud, at tiden sammen næste weekend, bliver endnu en nedskæring i tid, i forhold til det allerede nedskårne og tidligere tider.

Genbrug

Efter søndagsgåtur og ingenting har jeg fundet taskerne jeg strikkede frem igen.  De mangler foer og jeg har flere gange kikket lidt i bunken med stof, for at finde det rigtige.

Pludselig slog det mig – mit gamle slidte, hullede og kæmpestore tørklæde, jeg ikke har brugt i årevis, vil passe perfekt som foer. Tørklædet, der vistnok er en dug, købte jeg for mange år siden i en af de små butikker i pisrenden… hvilken har jeg lykkeligt glemt.

Nu er der klippet og syet lidt. Klokken er ved at være lidt for sen til at fortsætte syningen. Alt kan høres gennem lofter, gulve og vægge, så når klokken nærmer sig otte- ni, lidt tidligere søndag, bliver symaskinen lukket ned til en anden dag.

Jeg har ikke travlt, måske syr jeg videre i morgen – måske ikke.

Emilie

Billede nummer to. Denne gang er det Emilie, der er foreviget.

Jeg er stadig selv overrasket over, hvor flot det bliver, selvom prosessen ikke er det store.

Det kræver tålmodighed og evnen til at holde sig inden for stregerne. Det kræver et billedebehandlingsprogram, der kan omsætte et portræt til 3-4 farver. Det kræver bittesmå pensler, en god hobbymaling i fire forskellige nuancer af samme farve og er ellers at sammenligne med barndommens mal-efter-nummer billeder – noget jeg ellers aldrig har prøvet.

Flere har vist interesse, så næste billede vil jeg prøve at omsætte til en vejledning fra A til Z.

Denne gang tog jeg billeder undervejs og sammen med oplægget er det sjovt at se det færdige resultat vokse frem, efterhånden de tre farver giver liv i billedet.

Jeg startede med den mellemste farve, derefter den mørke og endelig den lyse.

Da jeg lavede de første billeder, sidste år, legede jeg lidt med antallet af farver og nåede frem til at jeg bedst kan lide resultatet af 4 farver (baggrunden tæller også), men mindre kunne også gøre det, med et spændende resultat til følge, og måske være lidt mere overskueligt at male.

Tillykke med fødselsdagen

Dagen er ved at være slut, Yngstebarnet valgte at blive og bliver kørt hjem i morgen. Vi andre blev kørt til stationen og tog toget hjem fra det hvide palæ langt ude på landet, hvor himlen var blå, solen varmede, bollerne var fabelagtige og Emilies øreringe, halskæde og armbånd, straks blev taget i brug.

Tak for i dag og endnu engang tillykke med fødselsdagen – kære Lillesøster :)

Flittig

Vi skal til fødselsdag i dag. Emilie har været flittig i hobbyrummet på SFO’en og frembragt fine gaver. De små æsker har hun også selv lavet og når nu de er pakket ind, tør jeg godt vise frem.

Jeg ved hun er spændt på om nu også modtageren synes om indholdet.

Aftentur i mørke

Solen var gået ned, og de smukke røde, orange og pink nuancer forsvundet fra aftenhimlen. Tilbage var dyb mørkeblå, da Emilie mente, at nu var hun klar til at gå tur.

Vi fandt overtøjet frem og gik ned til branddammen og tilbage igen, mens lidt af hvert blev vendt, drejet og kigget efter i sømmene. Emilie genoplevede oplevelser fra hendes korte tid som Byggerbarn.

Det jeg troede ville være det helt rigtige for et barn, der altid legede ude, viste sig ikke at holde stik. Hun havde nogle hyggelige måneder på Byggeren engang i løbet af tredie klasse, før hun vendte tilbage til Klubben og de noget mindre udendørsarealer.

Nu her er aftenmørket, kom endnu engang historien om dengang hun kom lidt for tæt på kanten og endte i søen. Heldigvis blev hun trukket op, og min erindring rækker ikke videre end til alt det våde tøj, der hang på badeværelset, da jeg kom hjem.

Ingen tvivl om at pigebarnet her, synes mor er god at have i nærheden, men er der ingen mor, klarer hun det hele selv. Hun er nemlig til tider supersej!

Med på turen, var også kameraet. Med blitzen sat til, forsøgte jeg mig med samme motiv, som tidligere på dagen. Knap så hyggeligt og uden det store kunstneriske isælt. Til gengæld vidner det om, hvor mørkt der er lige henne om hjørnet, når gaden og den faste belysning forsvinder.

Om  lidt er det tid til endnu en gang dej til morgenboller. Jeg tænker at boller en lørdag morgen, gerne må være lidt sødere og lidt mindre grove – så måske jeg bare skal lade kernerne og det grove mel være denne gang :)

Godnat og sov godt.

Branddammen

Gårsdagens sidste bolle, tog jeg med til ænderne i branddammen, på vej til arbejde.

Den første and flygtede forskrækket, da den så mig, men da først bollen kom frem og i små bidder tilbudt dukkede både ænder og fisk op. De var noget sky - ænderne - og turde næsten ikke nærme sig de stykker, der ikke var kastet langt nok ud i vandet. Fiskene derimod holdt sig ikke tilbage, med sjove plop og ringe i vandet til følge.

Jeg ved ikke, hvad det er for nogle fisk, og selvom jeg kunne se dem gennem vandoverfladen, kunne jeg ikke tage et billede af dem – smalle og sorte ikke særlig lange, strimlede de sammen om enkelte brødstykker og bed små bidder af, til de ikke gad mere.

Da der ikke længere var brød i farvandet forsvandt både fisk og ænder, mens jeg pakkede sammen, mødte en hund og blev kaldt en dame!

Anders

Første billede er færdigt. Jeg synes selv jeg havde en fantastisk ide, da jeg startede og mente det smarteste var, at male alle fire billeder på een gang – eller male med samme farve på først det ene, derefter det næste og så videre… Det samme med næste farve…

Jeg duer ikke til alt for meget samlebåndsarbejde. Det sjove gik af processen så da jeg for ca 14 dage siden, fandt billederne frem fortsatte jeg der, hvor jeg slap, men blev på samme billede.

Det ærgrer mig lidt, jeg ikke har taget billeder undervejs, for det er sjovt at se ansigtet vokse frem. Jeg starter med midterfarven, så selv med bare en farve, er det tydeligt at se, hvem det er.

Jeg har tre billeder mere, så der er masser af muligheder for step by step billeder af de næste.

Forelægget er måske ikke det bedste billede, jeg nogensinde har taget af Anders, men sjovt nok gør det ikke så meget. jeg synes han ser knap så træt ud på det malede billede som på fotografiet.

Nå jeg skal videre.. der er flere billeder at male og lige nu er det, det der er allermest spændende :)

Morgenfrisk

Det der med morgenmad og mine unger, det fungerer sjældent særlig godt. Ofte bliver det sådan noget i forbifarten. Skal noget sælges til dem, skal det helst være sukkerfyldte morgenmadsprodukter, der sjældent giver energi til længere tid ad gangen.

Jeg har prøvet noget nyt og planen er at blive ved, men hvor længe jeg lige mønstrer sådan et hausfrauoverskudsenergihalløj, eller noget er endnu uvidst.

Om ikke andet rodede jeg en halv gang dej sammen i aftes, satte hele molevitten i køleskabet natten over og frembragte otte boller i morges. Fire med sukker og kanel drysset over og fire uden. 

Meningen er at de fire sukrede boller er lidt mere morgenmadsagtige end resten, selvom det er samme dej og der både er kerner og groft mel i. De fire uden, skulle så gerne kunne bruges til lækre hjemmelavede sandwich i madpakken i morgen.

Forsøget er at fortsætte dag efter dag efter dag, så de stakkels unger bliver fodret ordentlig af både morgen og senere til frokost… Nu ser vi så lige…

Hvis jeg havde haft tanker om hyggelige morgenstunder samlet om morgenbordet, kunne jeg så godt pakke det sammen, for bollerne blev grebet på vej ud af døren og spist undervejs til skole. Måske ikke det mest sunde, men så fik de noget indenbords :)

Daniel havde endda ekstra travlt. Han lappede cykel i aftes og skulle lige omkring tanken og fylde ekstra luft i. Når ikke kræfterne holder til en almindelig håndpumpe, er det godt der ikke er langt til trykluft… Der skal man så bare lige passe på. Samme barn har lige ringet, at slangen er sprunget, så nu lader han cyklen stå og hopper på bussen….

Japanske piger

Der lå en pakke i min postkasse, da jeg kom hjem. D’jo Hannes japanske piger er nået frem. Sammen med tasken lå et viklearmbånd i de helt rigtige grønne og brune farver.

Tusind tak D’jo Hanne, det hele skal nok skabe glæde.

Jeg bliver helt overvældet over at få så fine ting, fra fremmede, der måske ikke længere er helt fremmede. Tænk hvad bloggeri kan føre med sig.

Jeg får helt lyst til at lave noget og give væk :)

Grønt – til en forandring

Zebrastriberne er lagt lidt væk. Emilie vil have sort på det øverste stykke. Sort var i restordre og det sorte jeg har liggende herhjemme, harr en helt forkert sort farve. Jeg venter bare – det er helt fint med mig :)

I stedet er jeg endelig kommet igang med sidste års lovede fødselsdagsgave til Søsteren Min. Jeg lovede at strikke hende en trøje, købte garn og kom aldrig længere. På lørdag har hun fødselsdag igen, og jeg vil gerne kunne fremvise, at jeg er gået i gang. Specielt når årets gave bliver endnu en del af samme trøje – jeg er nemlig ret sikker på, jeg ikke har garn nok!

510 masker er mange og pind 3½ er ret tynd. alligevel sker der noget, og jeg synes den tegner godt – det er så efter at have pillet det hele op – for første forsøg var ikke helt som jeg synes, det skulle være.

Himlen er blå og lige om lidt pakker jeg strikketøjet og mig, og drager mod arbejde og personalemøde.

Den sejeste af alle voksne

Når en trettenårig temmelig teenageragtig dreng, vender sig om og siger:

     Pernille,  jeg tror du er den sejeste af alle de voksne…

Så er det noget nær den største kompliment, jeg nogensinde har fået !

Hvad er det med september…

Blå himmel, sol, varme og bare ben. Der står den 15. på kalenderen – det er jo midt i september – midt i efteråret. Eller måske er der noget jeg har  misforstået.

Min hjerne nægter at forstå, jeg går rundt i evige forventninger om at vi stadig holder datoen omkring først i september. Det kan selvfølgelig være ganske hyggeligt, men når telefonen pludselig ringer, fordi jeg for ti minutter siden, skulle have været till møde med en dame på kommunen, så er det knap så hyggeligt.

Heldigvis var damen fleksibel og ventede til jeg fik hastet mig ud af døren og op på cyklen. Mødet gik fint, alt blev talt igennem og nu venter flere undersøgelser før en endelig afgørelse.

Det er stadig en dejlig dag :)