På tå og fingersnilde

Jeg får ikke skrevet meget for tiden. Det er ikke fordi der ikke sker noget - måske snarere tvært imod. Det der sker er bare ikke altid lige egnet til at blæse ud i al offentlighed.

For der sker masser.





I fredags tog vi for alvor fat i de nye computere og inviterede de store til LAN-aften. Seks børn mødte op, heldigt nok, for vi har lige præcis seks computere. Jeg havde set i øjnene at vi måtte lave et rotationsprincip og spille på de bærbare skolecomputere, når ikke der var plads på Klubbens, der er købt til gaming.

Jeg er af den opfattelse at de voksne selvfølgelig skal spille med. Så jeg have i forvejen lavet et login og downloadet Fortnite, som er det de spiller. De gad heldigvis godt have mig med. Også da de for et kort øjeblik valgte at spille på en af de baner, hvor man kun kan være fire på et hold. Ham, der ellers er rigtig god (og ikke spilder nogen lejlighed til at gøre opmærksom på det) blev lynhurtigt sparket ud af gruppen, så jeg kunne være med.

Det er lang tid siden jeg har spillet den slags spil. Og jeg skal være ærlig at indrømme, at selvom det var sjovt for en aften, synes jeg det er lidt kedeligt kun at løbe rundt og skyde hinanden. Så fortrækker jeg World of Warcraft (som er min eneste sammenligning) hvor man også slår hinanden ihjel, men samtidig har en masse andre opgaver og som sådan kan melde sig ud af det der med at slå ihjel.






Men altså, der er ikke nogen Astralis-spiller gemt i mig. Som en af drengene nok så sødt sagde: Pernille, det er sjovt. Vi kan stå og kigge på hinanden, men du skal først tænke, og så kan jeg bare skyde dig!

Han havde helt ret. Her er multitaskning ikke min spidskompetence. At løbe rundt, finde sin modstander, lade sin skydeting, sigte og ramme på samme tid, det er mere end jeg formår. Til gengæld fungerer det, når jeg finder et sted at gemme mig, står helt stille, sigter og skyder en modstander - hvis en anden ikke når at finde mig først!

Jeg nåede op på ti kills, og det synes drengene faktisk var ret flot. Jeg fik i hvert fald nogle ret
anerkendende tilkendegivelser fra hele bundet.





Noget andet, der heller ikke er helt nemt, handler om noget helt andet. Og her skal man helst stå stille.

Lotte udfordrede og inden jeg overvejede konsekvenserne, sagde jeg Ja!. Planke-challenge. En og tyve dage med længere og længere tid på tæer og albuer. Hvor længe skal vi stå? spurgte jeg og Lotte svarede nok så sødt, at vi startede med tredive sekunder. Jeg var mere interesseret i, hvad vi slutter med, og ser bestemt ikke frem til de fem minutter, der er stillet i udsigt.

Men vi er startet. Vi har stået fire dage og skrevet opmuntrende til hinanden hele weekenden, så alle har stået både fem og fyrre sekunder i går og et helt minut i dag. Det synes jeg i øvrigt var hårdt, og gruer allerede for i morgen, hvor der bliver skruet yderligere op.

Men vi gør det vel bare!

Stikkende

 Jeg kan godt blive lidt stikkende, når teknologi ikke virker.



I aftes var det Open Live Writer, som jeg bruger til at skrive indlæg i. Jeg synes ikke at Bloggers egen mulighed for indlægsskrivning giver de samme muligheder for et pænt setup, og er derfor glad for den anden mulighed.

Når altså det virker.

Det gjorde det ikke i går. Eller nu til morgen. Trods flere forsøg.





Nu er spørgsmålet: Er det kun mig, eller oplever andre samme triste fejlmeddelelse om serverfejl?

Er det kun mig, skal jeg muligvis grave lidt dybere, er det også andre, kræver det nok en anden form for tålmodighed.

Om ikke andet, kan her gå hen og blive en smule stille - jeg mister nemlig også lysten til indlægsskivning, når teknologien strejker.



Jeg kunne også begynde at kigge på andre blogplatforme. Det har jeg truet med før, men er endnu ikke nået dertil, hvor jeg for alvor gør noget ved det.

Og om ikke andet: God weekend.

Moltkes Bro

I slutningen af Anden Verdenskrig, da russerne rullede ind i Berlin, var Moltkes Bro et af skæringspunkterne. Broen ligger i umiddelbar forlængelse af Rigsdagen og selvom tyskerne havde barrikaderet broen i begge ender og var klar til at sprænge den i luften, lykkedes det i sidste ende russerne at forcere og vistnok også indtage Rigsdagen sekshundrede meter fra broen.

Overflyvninger af fjendtlige områder med kamera var en del af krigen, og nogle af de originale luftfotos er siden blevet brugt som grundlag til for eksempel det efterhånden ældgamle computerspil Close Combat.

Anders er glad for de gamle spil, og har flere liggende på computeren. Et af de foretrukne er Close Combat III – the  Russian Front fra 1998, hvor scener fra Anden Verdenskrig ligger til grund for kampen mellem tyskere og russere. Du vælger selv side. Anders er oftest russerne og når han flytter rundt på kombatanterne gentager de samme mantra igen og igen, som i mine ører lyder japansk. Oversat siger de vistnok: Vi er kommet frem, på russisk.

I lige denne her kamp var japanerne slet ikke involveret. (Selvom jeg stadig synes det lyder japansk)

Spillets kort lånt fra closecombat.org

En af de scener han har spillet flere gange (også dengang spillet var nyt) er netop Moltkes Bro, der skal forceres for at kunne indtage Rigsdagen. Spillet er todimensionelt og ses ovenfra, med alle de skudhuller og kratere datidens overflyvningsfoto også har vist. At dele af broen i sidste ende, endte med at ryge i floden har spiludviklerne sprunget over, eller måske har kortet taget udgangspunkt i en stadig nogenlunde hel bro.

Når vi var i Berlin, var det selvfølgelig nærliggende at se broen. Den går over Spree lige uden for Haupbahnhof og forbinder Willy-Brandt-Straße med Alt-Moabit. Fra broen er en fin udsigt til Rigsdagen og Dromen bag. Vi var ikke derinde, og havde ikke bestilt billetter til hverken det ene eller det andet, som det vistnok er en rigtig god ide at gøre, hvis turen går derhen.

Broen er rigt udsmykket med Tyske ørne, der holder øje for hver ende og grupper af noget der mest af alt fik os til at tænke på hobitter udrustet til kamp. Bygningerne på begge sider af floden er nye og med de store huller der er sprængt i de gamle bygninger der figurerer i Close Combat III er det tydeligt at de ikke har stået til at redde.

For Anders var det en oplevelse at stå i kendte omgivelser og med selvsyn se hvor blinde vinkler, der ikke umiddelbart fremgår af de gamle luftfotos, har været og hvordan virkeligheden har set ud. Han har heldigvis en god forestillingsevne, så selvom nye bygninger er skudt op, var det spændende at se alting ved selvsyn.

Når teknikken dør

Min mobiltelefon har gennem efterhånden lang tid forsøgt at gøre mig klart at den ikke holder meget længere. Nu går den vist ikke længere.

Den lagde ud med at påstå der ikke var strøm på. Og dø midt i ingenting. Det holdt den heldigvis op med.

Derpå havde den en periode hvor den genstartede i tid og utide. Gerne midt i en samtale. Eller når nogen ringede, med det resultat at jeg ikke nåede at se hvem, og den afgjort ikke ville dele via opkaldslisten, når der igen var kontakt.

Nu har den fundet på nyt. Den nægter ganske simpelt at anerkende indkomne sms'er.. eller den tager gerne imod. Den glemmer bare de allerede er ankommet. Og lukker samme besked indenfor igen og igen og igen og igen og.....

I morges vågnede jeg til hundrede fem og halvfjerds sms'er, der var indløbet i løbet af natten. De hundrede og fem og halvfjerds var fordelt over de samme tre. To fra Anders og en enkelt fra Emilie.

Emilies er den mest retvisende.

I aften må jeg vist hellere tjekke op på en opdatering af apparatet.

I sidste øjeblik

Jeg har vist sagt det før - jeg arbejder bedst under pres! Måske er det derfor jeg endnu ikke har skrevet det der skriv, jeg burde skrive senest i morgen... og i morgen er der atter en dag..

Nå men! Jeg havde lovet Emilie en computertaske til It-udstyret. En lyserød taske. Og en taske skulle hun selvfølgelig have. Jeg startede lørdag formiddag. Og fortsatte med enkelte afstikkere hele dagen. De sidste maskinstukne sømme trak en smule tænder, for de skulle nåes inden det blev for sent at larme. De sidste håndsyede sting blev sat en times tid efter midnat.

Men den blev færdig.

Og bærer en smule præg af pres. Lynlåsen flaner en smule og enkelte sømme kunne have været mere lige. Emilie er tilfreds og så er jeg det også.

Den blev lyserød. I alle afskygninger. Den blev fyldt med lommer - både ud og inde og både med og uden lynlås. Skulderremmen blev sat fast med lyserøde karabinhager og det bagerste rum til computeren blev foret med tykt pink filt. I princippet kunne det haft en hvilken som helst farve, for det kan ikke ses - men når det nu er den foretrukne farve...

Bagpå blev den foruden en lomme, der snildt kan rumme en A4-blok også tilsat en strop, der passer ned om håndtaget på rejsekufferten, og fremover vil gøre enhver rejse lidt lettere.

Foran blev den pyntet med alle de sjoveste pink og lyserøde knapper og dimse jeg og stofbutikken kunen frembringe.

I sidste ende er den tilstrækkelig stor til at hun reelt ikke behøver anden taske til penalhus, papir, lommeregner og hvad der ellers skal bruges i løbet af dagen på sådan et skoleophold.

Hun kunne selvfølgelig bare have brugt det sleeve der fulgte med, da hun fik udleveret computer, scanner og lyttebøffer... men der er grænser for hvad man kan sende med ud i verden. Det medfølgende sleeve så nemlig mest af alt ud som om nogen havde kastet op i det - det lugtede også grimt.

Derfor lovede jeg i sin tid. Og derfor sad jeg hele lørdagen og syede... og derfor glemte jeg rent at jeg havde lovet at give kattene mad. Og fik dårlig samvittighed.

De fik mad, og de så ikke ud som om de havde lidt overlast, og de gad også godt snakke med mig. Og jeg har lovet dem, ikke at glemme dem i morgen, hvor jeg også har lovet at køre forbi.

Design: Det viste sig at tasken jeg har fået med til den udlånte arbejdesomputer passede præcis. Jeg målte derfor på den og lavede noget der lignede, blandet med min mening om hvordan den skulle ende.

Stof: Den skal helst kunne holde til noget og vi valgte derfor at bruge bævernylon til ydersiden. Emilie kunne ikke lide den skinnende forside, så jeg vendte vrangsiden ud. Indeni er der brugt forskelligt bomuld og hør med lyserøde mønstre.

Som beskyttelse om computeren foerede jeg bagsiden og siderne og bunden omkring computerlommen med 5 mm tykt filt.

Hanken er et kraftigt gjordbånd omkranset af fint lyserødt stof.

Jeg har ikke rigtig styr på hvor meget jeg brugte.

Størrelse: Det færdige taske måler cirka 33 x 26 cm og har i den bagerste lomme snildt plads til en tynd A4-mappe eller blok.

Bemærkninger: Det ville sikkert have været en god ide at starte noget før....

Emilie er tilfreds, og det er i grunden det vigtigste.

Undervisningsparat

Alle de store elever i hele kommunen har fået udleveret hybrider til undervisningsbrug. Det samme gælder deres lærere. Endnu er det så nyt at de ikke for alvor er inddraget i undervisningen, men det skal nok komme.

På sidste uges skolebestyrelsesmøde fortalte Maria at sjette klasserne som yngste årgange er udtaget til at lære det nye udstyr nærmere at kende, og være dem, der senere skal hjælpe og lære videre til andre årgange. Derfor er der lagt op til en ToolCamp, som ender med en dyst skolerne imellem.

Både lærere og elever glæder sig. Jeg tog mig selv i at tænke: Hey! Det vil jeg da også. Selv om jeg højst sandsynligt aldrig får udleveret en maskine selv, men jeg nogensinde skal kunne hjælpe, har jeg også brug for at vide og kende og kunne bruge. Specielt da de nye vidundere kører på Windows 8, en platform jeg ikke er særlig familiær med.

Umiddelbart tænkte jeg at de rigtige kanaler måtte være at tale med min egen chef, før jeg talte med andre. Det var lettere sagt end gjort, for ligesom vi andre holder kurser og taler skolereform, sidder chefen i møde på møde om selvsamme skolereform. Når jeg huskede var han der ikke, og når han endelig var der havde jeg glemt det... eller travlt med noget andet.

Indtil jeg endelig huskede og han sad på kontoret. Jeg nåede ikke langt i min forelæggelse, før han sendte mig ind til Maria med tilladelse til at bryde ind i det møde der netop fandt sted i læringsudvalget - lige præcis dem, der beslutter og afholder ToolCampen.

Med noget bankende hjerte stod jeg uden for døren, trak vejret dybt, bankede på, lukkede op og spurgte om jeg måtte være med. Det måtte jeg, og jeg fik endda spurgt om også jeg kunne låne en computer.

Også det kunne jeg, og inden dagen var omme kunne jeg hjembringe både maskine og taske til beskyttelse. Siden har jeg hentet de rigtige programmer, drejet på skærmen og overvejet hvornår det er smart at bruge tastaturet og hvornår det er lettere at bruge den interaktive touchskærm.

På mandag klokken otte sidder jeg parat og indlæringsklar. Sammen med de unger jeg til daglig er sammen med om eftermiddagen. Jeg skal tidligt op, men jeg glæder mig.

Fra hjemmekontoret

Jeg kunne gå hjem fra aftenens møde med en god mavefornemmelse. Selvom der stadig er langt til et endeligt resultat og endelige beslutninger, virker det som om kommunens politikere har tænkt gode tanker og har gode ideer til hvordan den endelige plan skal være.

Det virker også som om der er åbenhed for samarbejde og vilje til at gøre det bedst muligt. Jeg har ikke tidligere følt mig bekymret, men med aftenens udspil, føler jeg mig alligevel en lille smule mere spændt og nysgerrig på hvordan det hele skal ende.

Som det ser ud lige nu, er der bestemt lagt op til ideer, jeg godt kunne tænke m ig at være med til at føre ud i livet, og lagt op til muligheder jeg godt kan se mig selv i.

Lige nu er det hele alligevel temmelig syrealistisk og langt væk og svært helt at holde fast i. Og med den følelse virkede det helt fornuftigt at sige farvel til mine kolleger med en viden om, at jeg arbejder hjemme i dag. Det er der mange der gør, men pædagoger er måske ikke lige de mest oplagte.

Tanker om konfliktløsninger pr telefon eller langdistancesamtaler dukker uværgeligt op, og mens vi griner lidt er jeg glad for at det kan lade sig gøre, og det månedlige nyhedsbrev kan laves i et hug, selvom det tager lang tid.

For det gør det. Jeg har siddet her længe og jeg er slet ikle færdig. En enkelt pause har jeg holdt, og lige nu kan jeg mærke kravet efter en mere, inden det sidste seje træk. For færdig skal den være. I dag. I hvert fald så færdig, som den kan blive.

Jeg har nemlig en aftale med chefen om, at vente med det allersidste til efter årets forældremøde på torsdag, hvor der ikke kun skal deles tanker, men også vælges forældrerepræsentanter til forældreråd og Caféens brugerråd. Det sidste skal helst lige med inden udgivelsen...

Men det bør ikke tage lang tid....

Som om!

I jagten på den rette ledning

Jeg forestiller mig vi har set sjove ud - chefen og jeg - da vi først på eftermiddagen forsøgte at finde den løse forbindelse til internettet, så alle Caféens fire computere fik forbindelse til det højhellige.

Egentlig startede det allerede før sommerferien, da forbindelsen pludselig forsvandt og computernørdedrengene rendte rundt med kabler og satte stik i dertil indrettede huller. De fik aldrig forbindelse til mere end to af de fire, og da chefen samtidig fortalte at der skulle trækkes nye kabler i sommerferien og vi skulle have en ny switch, for den gamle skulle efter sigende overhovedet ikke fungere, droppede jeg alt om at jeg skulle være bedre end drengene.

Tilbage efter sommerferien var det stadig kun de to der virkede, og da jeg i onsdags huskede at spørge chefen om en status på kabelsituationen, gloede han uforstående på mig og fortalte at kablerne skam var blevet trukket om og alting fungerede efter bedste evne.

Øhhh... sagde jeg, hvorefter han startede et forsøg på en udredning af kabler, computere og netforbindelse samtidig med at ungerne forsøgte at bruge samme. Ret hurtigt blev vi enige om, at det ville være en del smartere, at jeg kiggede det hele igennem i går formiddags, når der alligevel ikke var nogen børn.

Så det gjorde jeg. Hev computerne ud på gulvet, hev stik ud af respektive huller og kunne efter at have løbet frem og tilbage fra den ene ende af Caféen til den anden (vi har nemlig valgt at computerne står allerbedst længst væk fra router, switch og netkontakterne i væggen. Og det gør de. Står bedst altså. Hvorfor vi har allieret os med kabler på mellem ti og femten meters længde..) i forsøget på at finde forbindelse.

Jeg endte med at få forbindelse til tre af de fire. Der er fire kontakter i væggen, men kun de tre virkede. Det sidste nægtede at samarbejde. Til gengæld kunne jeg konstatere at alle fire kabler virker. Altså skal vi ikke ud i at sætte endnu flere meterlange kabler fast langs panelerne.

Jeg skruede også den fine kasse af væggen, som jeg engang sidste år fik vores søde pedel til at hamre sammen. Kassen der skjuler ledningsvirvaret fra Helvede. Ledninger der går fra en kasse til en anden i et sammsurium, jeg ikke engang har lyst til at prøve at forstå.

Jo, jeg kunne godt regne ud at de der ledninger højst sandsynligt hænger sammen med kontakterne i væggen, men hvordan?? Ingen anelse, og så skruede jeg kassen fast igen.

Netop ankommet i dag mødte jeg chefen og fortalte om mine erkendelser. Jeg går lige med, sagde han, Inden jeg skal noget andet. Og sådan gik det til at jeg endnu engang hev alle computerne ud på gulvet, så jeg kunne se de små lys ved netstikkene og konstatere om der var forbindelse eller ej.

Og mens jeg løb frem og tilbage mellem de fire computere og kiggede efter lys, sad chefen i den anden ende med alle ledningerne og flyttede rundt og rundt og rundt. Så råbte han: Hvad nu? og jeg råbte tilbage - Nu lyser de tre af dem, eller Nu holdt den ene op med at lyse, eller Nu lyser den igen, eller Ingen ændring. Længe. Lige indtil de alle fire lyste og chefen vist nok havde styr på alle ledningerne og jeg satte computerne på plads igen.

Forventningens glæde

Det tog så hele dagen .. og en madpakke og et skolebestyrelsesmøde (det var forresten ikke farligt, jeg tør godt komme igen), og nu skulle den være der. Det håber jeg i alt fald. Links er sendt ud og alle de firehundrede og nogen forældre sammen med lærere, pædagoger, ledelse og hvem der ellers kunne være intersserede kan nu læse.

Jo der er småfejl. Det er nyt layout, og der er ting jeg ikke er hundrede procent tilfreds med. Jeg hænger mig i mellemrum og tekststørrelse, men lige nu kunne jeg ikke mere. Rettelser må følge i de næste udgaver.

Og mens jeg sad her, var der fotografering på programmet for Emilie. Niendeklasserne får altid taget to klassebilleder. Det er en tradition, som formentlig aldrig stopper. For det er sjovt og de små glæder sig til de bliver store og skal have taget fjollede billeder.

På det ene billede skal de være pæne. På det andet må de skabe sig så åndsvage som de kan. De klæder sig ud og det gælder ofte om at være mest grim eller mærkelig eller noget tredie.

Emilie har brugt de sidste aftener til at kreere et tylsskørt, der sammen med brune øjne, diadem, roser og mine højhælede sko, kunne gøre hende til en ballarina. En af drengene havde truet med at komme i kjole og til det fine billede havde de samlet i klassen besluttet at alle skulle yde deres ypperste - drengene møde i jakkesæt og pigerne i pæne kjoler. Emilie tog i morges af sted i en af mine pæneste kjoler.

Jeg glæder mig til at se de billeder.

Fjollet er godt

Det er utroligt, hvad man kan finde på Ebay.

Min nye baby er pakket ind i fjollet grønt med sjove tegninger, parat til at tage med mig ud i verden.

Jeg blev i tvivl om det var for fjollet, men det mere fornuftige og voksne cover jeg i tvivlrådigheden også bestilte, kommer formentlig aldrig i brug.

For fjollet er godt!

Nyt legetøj

Første gang jeg hørte om tablets, var det ikke noget for mig. Jeg kunne faktisk overhovedet ikke forestille mig at jeg nogensinde ville kunne se noget som helst fornuftigt i sådan en...

Og så gik tiden. Og tiden arbejder. Og jeg bliver klogere.

Det er efterhånden længe siden jeg besluttede at når tiden var inde, skulle jeg have en. Jeg har undersøgt markedet og kigget på for og imod. Appel er ikke mit standartmærke og da min telefon er Samsung og jeg i bund og grund er rigtig godt tilfreds med Samsung, faldt valget - måske ganske naturligt - på Samsung.

Engang i sidste uge besluttede jeg at tiden var inde. Og bestilte. Dyret nåede hurtigt frem, og lige så hurtigt måtte jeg vedstå at min kvikhed ikke havde rakt til også at bestille det famøse SIMkort der skulle skaffe mig adgang trådløsheden.

Det var der heldigvis råd for, og med blot et par dages forsinkelse kunne jeg sætte mig i sofahjørnet med mulighed for at lege langt væk fra faste pladser og stationære computere.

Jeg startede ud med at læse den sidste udgave af Blogish. Jeg havde med vilje ikke læst det, for jeg ville hellere vente. Og hvad skulle jeg så. Pludselig var det så magtpåliggende at bruge den - nu var den jo kommet inden for døren - at jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med den.

Men det kommer. Ganske langsomt finder jeg stadig flere muligheder. Ganske langsomt udforsker jeg rækkevidden og prøver mig frem. Anders har installeret et par spil og Emilie har siddet og hygget med den.

Jeg tænker den hurtigt skal blive en yndling.

Det lykkedes

Det viste sig at Lærke ikke havde password til computeren. Historien ville vide, at den var ændret og Michael efter sigende kendte og kunne huske.

Michael kunne ingenting huske. Mindedes ikke at have ændret kode, men prøvede. Det ene. Det andet. Alt hvad han kunne finde på. Ringede endda til sønnnike og datterens kæreste. For det kunne jo være de vidste.

Men ingen vidste. Ingen kunne huske. Ingen havde gode ideer. Alt var vist efterhånden afprøvet. Inklusive alle Lærkes gamle koder. Michael var tæt på at hive hår ud af hovedet i ren frustration.

Så er det godt at kende computernørder der kan sådan noget. Gamle Cafémedlemmer, der bor rundt om hjørnet. Unge gutter, der allerede er godt på vej mod en computerkariere, af de hardcore.

Jeg tog trappen, løb over plænen, ringede på og spurgte efter om han mon var hjemme. Det var han, og endda villig til at hjælpe.

Der gik ikke lang tid inden Micheal noget overrasket kunne konstatere hvor lidt password på en almindelig computer med Windows egentlig er værd. Der gik ikke mange minutter fra den tilkaldte ekspertise lukkede op for maskinen, til der var hul igennem.

Det er godt at vide, hvorfra hjælpen skal hentes - når uheldet er ude.

Forresten viste det sig, at passwordet vist slet ikke havde været ændret...