Kunsthof Passage

 

Vi boede i Görlitzer Strasse i Neustadt, i en lille lejlighed på fjerde etage i baghuset mod gården. Trods en meget livlig gade - også om aftenen, var der forholdsvis ro i baghuset. 

Lidt længere nede ad gaden ligger Kunsthof Passage. En samling gårde mellem to gader, der er fyldt med kunst. Murene er udsmykkede, små butikker og cafeer ligger dør om dør og spredt over det hele er kunst i mange former. 

Anders opdagede gårdene da han var nede og ryge. Han er enormt god til at gå på opdagelse i nærområdet, mens jeg bliver i lejligheden og strikker, bruger nettet til at finde steder at tage hen, eller laver noget andet i en sofa. Sådan fordeler vi opgaverne. Det virker for os. 

Vi gik gennem gårdene en formiddag, inden butikkerne og cafeerne åbnede. Det betød at der var god plads til at se det hele. Senere en anden dag, skød vi genvej gennem gårdene på et tidspunkt på dagen, hvor der var fuld af liv. Det så hyggeligt ud, men det var lidt sværere at se alle udsmykningerne. 

Der er fem gårde, som hver især er meget forskellige. De har forskellige navne - dyregården, fablegården, lysgården, metamorphasegården og elementgården. 

I gården med lys vokser planter ophængt, så det giver et fantastisk lys mellem det grønne. Jeg er temmelig sikker på at for lige præcis denne gård, var vi der på det rigtige tidspunkt. Hos dyrene svinger en abe i muren, mens en giraf er ved at spise huset, mens altanerne er flettet af pil eller noget der ligner. Her var en gruppe på udflugt, og guiden fortalte på livet løs, da vi gik ind. Måske var der mere at se. Jeg tog et par hurtige billeder, og vi gik videre mod de andre gårde. 

I fabellandet er mange fine små detaljer og fabeldyr. Umiddelbart var det den mest kedelige gård. Men klart den med mest liv, da vi gik gennem i cafeernes åbningstid. Måske var der kedeligt, fordi den var langstrakt og virkede tom. Med de mange siddende gæster senere på dagen, fik den et helt andet liv og synede anderledes hyggelig.

Jeg var helt klart mest imponeret af elementernes gård. Her er et blåt hus og et gult hus, der begge er fyldt med tragte, løb og plader, der dels ser spændende ud, men også fungerer som instrumenter i regnvejr. 

Vi ville gerne have hørt musikken, og var klar til regndans den ene dag, der blev lovet regn. Der var lovet regn langt op ad formiddagen, vi havde en plan klar, der mest af alt involverede noget med at være ind. Altså bortset fra et besøg i gården, hvorfra vi hurtigt kunne gå hjem igen og skifte til tørt tøj. 

Vi var stået op, vi tullede lidt rundt, overvejede det der med morgenmad, da en regnbyge med ret voldsom kraft slog ned. Jeg overvejede kort, om vi skulle skynde os ud, men der skulle komme mere regn, så vi blev hjemme og fik styr på det med morgenmad og tid til dagen.

Vi skulle have løbet - for der aldrig mere regn. Hverken den dag eller de kommende dage. Heller ikke hen under aften, hvor vejrudsigten ellers igen begyndte at tale om regn. Vi hørte aldrig regnmusikken. Det kan jeg godt være lidt ked af.

Hvor meget det larmer, eller hvordan det er at bo et sted, hvor folk kommer rendende i et væk, aner jeg ikke. Men der er fint, og kommer du forbi Dresden, vil jeg klart anbefale et besøg i Kunsthof Passage. 

Cykelløb

 

Danmark Rundt endte i Rødovre, og jeg synes alligevel at jeg var nødt til at kunne sige, at jeg havde set det. Altså kørte løbet på skærmen, indtil de nåede Rødovre. 

Jeg pakkede mig sammen, gik op til Rødovre Parkvej. Dels fordi det lå længst væk, og jeg har en aftale med mig selv om at gå 6000 skridt hver dag. Dels fordi jeg kunne se på skærmen at der var god plads.

Vi bor inde i den firkant, der var lukket af fra halv tolv til fire eller nok lidt tidligere. Jeg har set det et sted, jeg er ikke sikker på hvor, og bagefter blev jeg i tvivl. Opsøgte jeg det, eller var det tilgængelig information?

I hvert fald holdt en række biler, der ikke kunne komme ud. Et par opkogte chauffører, var bestemt ikke tilfredse med at være spærret inde. Den stakkels vagt kunne ikke gøre noget, der blev råbt efter magter højere oppe, og udvist uforståenhed med at vejen var spærret, når den nu ikke blev brugt. 

De kører stadig, sagde vagten. Øjeblikket senere dukkede de første motorcykler i karavanen op. Jeg gik videre, fandt en god plads i rabatten og ved ikke hvordan optrinet endte. Da jeg vendte tilbage, var der stadig indespærrede biler, og en vagt, der forsøgte at forklare. 

Jeg havde ikke brug for at komme ud af den indespærrede firkant. Men havde jeg haft brug, kunne jeg have gået under tunellen ved centret, med eller uden cykel, og bevæget mig videre ud i verden. Det kan man desværre ikke med en bil.

Jeg nåede at se de to sidste runder. Det er lidt sjovt at se rytterne in action, men overblikket er bestemt meget nemmere hjemmefra på egen skærm.

Da de sidste var kørt forbi, vendte jeg om, købte lidt ind på vejen hjem - der var heldigvis også indkøbsmuligheder i indespærringen, og helt hjemme rundede jeg 6000 skridt, og har nu gået hver eneste dag uden afbrydelser i 90 dage. 

Nu er det blevet en konkurrence med mig selv. 

Kælkebakken og Anhalter Bahnhof

 

Uden de store planer for en hel dag i Berlin, endte vi med nye oplevelser. Vi var også omkring det kendte, og det vi holder af. Men her er det nye mest spændende. 

Vi boede på et hotel i det gamle Østberlin, tæt på den gamle Kødby, der nu mest er et kulturcentrum, og Velodromen sammen med den store svømmehal, der blev bygget da Berlin tilbage i 2000 ansøgte om værtsskab for sommerolympiaden. 

Anders havde en plan, han havde nemlig fundet en grøn plet på kortet, lige rundt om hjørnet. Folkets Park, hed den, og Anders ville gerne se hvordan den så ud. 

Folkets Park viste sig at være en samling trapper og snoede stier, der alle gik opad og opad og opad. Mellem stier og trapper var stejle sider fyldt med grønt og høje smalle træer. Næsten helt oppe, mødte vi tre børn, og blev enige om at parken nok har været et fantastisk sted at kælke, inden den groede til.

Helt oppe var en fin udsigt mod øst. Det ville sikkert have været en fin udsigt hele vejen rundt, hvis ikke træer og buske havde blokeret for udsigten. Vi blev ikke længe, for en hjemløs havde slået sig ned på en af toppens bænke, og sov. Det skulle han have lov til, så vi satte os længst væk, inden vi besluttede at fortsætte dagen et andet sted. 

Når vi er i Berlin (eller en anden storby) køber vi billetter til den offentlige trafik. I Berlin er muligheden en 24-timers billet. En billet til den offentlige trafik betyder at vi har fri bevægelighed gennem hele byen. Til trods for muligheden for at køre i tog, bus og tram, går vi også meget. Min skridttæller kan fortælle mig at jeg gik over 21.000 skridt i løbet af den hele dag i Berlin. 

Da vi nåede frokosttid, fandt vi en Edeka med salatbar. Salatbarerne er ikke ens fra den ene butik til den næste, men fælles er, at vi kan fylde en bøtte med et udvalg af salat, finde et stykke brød i bakeoff-afdelingen, koldt at drikke og sætte os et sted udenfor, nyde udsigten og spise vores mad. Det er en mulighed vi tit bruger, og jeg havde endelig købt et lidt bedre sæt medbringeligt bestik, som bare gør det lidt lækrere at spise, end havde vi siddet med en engangsgaffel - som kan købes ved salatbaren. 

Vi steg op fra U-bahnen ved Anhalter Bahnhof, lidt sydøst for Potsdamer Platz, og blev mødt af synet af ruinen af indgangen til det, der viste sig engang at have været en storslået banegård.

 

Anhalter Bahnhof blev bygget i 1800-tallet og var på et tidspunkt den største banegård i Berlin, med togforbindelser ud i Europa. Stationen har en lang historie, der endte ved bombardementet i '43 og '45. Den udbombede banegård stod i nogle år, inden den blev revet ned og området brugt til andet. Ovenfra er det tydeligt at se hvor banegården og sporene i sin tid gik. I dag er et stort idrætsanlæg og parker en del af den tidligere baneføring og banegård. 

Hele banegården skulle have været revet ned, men modstanden var stor og tilbage står nu en lille del af indgangen til noget, der har været meget større. 

Selvom det bare er en lille del, er det tydeligt at det har været et imponerende bygningsværk, dengang stationen var en pulserende del af bybilledet, med tusindvis af besøgende hver dag. Vi fandt frokost og spiste i skyggen af ruinen og med udsigt til sportsanlægget, der hvor perronerne engang lå.

Billedet af den bombede banegård er fundet på Wikipedia

Senere opdagede vi flere sider af Berlin, da Anders opfandt en ny leg. Med et kort over S-og U-banenettet, valgte vi hver en station, vi mente ikke før at været stået af på. Vi slog om hvilken, der skulle besøges, og dermed endte vi i et området af Berlin med huse tilbage for før krigen, som undgik bombardementerne og viste endnu en del af det altid foranderlige Berlin. 

Vi gik til den næste station, og besluttede at vi havde tid nok til også at besøge det andet bud. Denne gang endte vi et sted mellem dele af byen vi før har besøgt, og ret hurtigt var vi på kendt grund, omend vi kom fra en anden retning end tidligere. 

Med halvanden dag i Berlin, var vi klar til at tage videre og besøge en ny by i Tyskland.

Berlin

 

Jeg havde computeren med til Tyskland, men brugte den ikke til meget andet end podcasts på Youtube, når vi ramte vores logi, og vi begge mest af alt klappede sammen. 

Vel ankommet til byen - efter en tur, der endte med at betyde lidt over to timers forsinkelse - tjekkede vi ind på hotellet, opdagede at værelset indeholdt et køleskab, som var temmelig lunkent. Anders fandt måske en knap, der kunne tænde, vi stoppede de medbragte drikkevarer i skabet og gik ud i byen. 

Vi havde en hel dag i byen, inden turen gik videre til Dresden. Planer var der ikke så mange af, men der var lidt. 

Tapas på Volver Tapas på Luisenstrasse, tæt på Brandenburger Tor, er efterhånden selvskreven, når vi er i Berlin. Hvis man kan tale om et stamsted, så er det her. Spansk tapas, når det er bedst, stemning, og priser vi altid bliver lidt overraskede over ikke er højere. Vi havde hjemmefra bestilt bord på dagen efter ankomsten.  

Et andet spisested, der er værd at tale om, er Angry Chicken. Et lille bitte fastfoodsted, der serverer kylling. De har ikke mange valgmuligheder, kyllingen kan være med eller uden ben - wings eller bites, og garneres med sovs i flere varianter fra sød til meget stærk. Den ligger på Rio-Raiser Platz ved Oranienstrasse, og er et af Anders' yndlingssteder. 

Lige overfor Angry Chicken på modsatte hjørne af pladsen ligger The World Shop. Her kan man finde kasketter i alverdens udgaver, og Anders er ikke i Berlin uden at købe en håndfuld nye kasketter. 

Vi fandt en Tram til Oranienstrasse og Angry Chiken, helt sikre på at kasketbutikken var lukket og det ville være en del af morgendagens plan. Men da vi kørte forbi, viste det sig at døren stod åben og der stadig var åben. Altså satte vi kursen mod nye kasketter, inden aftensmaden blev indtaget udenfor på modsatte hjørne. 

Anders var glad, fire kasketter rigere og i løbet af de kommende dage viste det sig at den ene ikke bare var en kasket, men lavet af et materiale, man kan svede i - altså en sommerkasket. Dem vil han gerne have flere af.

Det sidste stop, jeg gerne ville have haft handlede om garn. Yndlingsgarnbutikken ligger i et forstadsområde, men viser sig, siden vi var der sidst, at være lukket. Indehaveren satser nu på garnfestivaller og sit eget håndfarvede garn. Altså ingen garn til mig i Berlin - det tog jeg revanche for senere...

Vi endte med at gå et langt stykke tilbage, inden vi fandt en Tram fra Alexanderplatz til hotellet, hvor det køleskabet stadig var lunkent. Anders tog turen ned til receptionen, hvor de kunne fortælle at køleskabet ikke skulle være lunkent. Det skulle bare virke. 

Vi fik en opgradering, et lidt større værelse med plads til sofa og sofabord, et badeværelse med lidt sjov indretning, og - vigtigst - et koldt køleskab. 

Senere mødte Anders et par unge fyre fra Aalborg eller et andet sted i Jylland. Jeg kan ikke huske hvor. De havde været samme historie igennem, startede på vores første værelse, for at få en opgradering og et fungerende køleskab - nogen har tydeligvis glemt at fortælle info videre...

Efter en lang rejsedag, med forsinkelser, usikkerhed og personale, der virkelig prøvede, var vi trætte. Vi slog os ned, gik i seng og var klar til en hel dag i Berlin, da vi vågnede igen. 

Skanderborg

 Inden jeg for alvor kan forlade sidste års sommer, skal vi omkring Skanderborg. 

Tiden i Silkeborg var slut, vi skulle hjem og var i så god tid at vi endte med at være på vej mod stationen et par timer før tid. Silkeborg er en fin by, men vi var klar til at sige farvel og overvejede for og imod at skulle sidde på stationen eller gå tilbage ud i byen. 

Fra stationen skulle vi det første stykke med en lokalbane til Skanderborg, hvor vi skulle skifte til lyntoget hjemad. Lokalbanen var alligevel uden pladsbilletter, ingen af os havde nogensinde været i Skanderborg, så beslutningen om at hoppe på det første, det bedste tog og køre til Skanderborg var let. 

I Skanderborg fik vi lov at lade bagagen stå i kiosken på stationen, inden vi begav os mod centrum af byen. Skanderborg er ikke nogen stor by, stationen ligger trukket væk fra centrum, og umiddelbart nåede vi at blive i tvivl om hvor vi skulle hen. Heldigvis havde vi både mobiltelefoner og kort, der kunne vise vej.

Vi havde ikke gået ret langt, før vi første gang mødte en flise med henvisning til Ole Lund Kirkegaard. Ingen af os vidste at Ole Lund Kirkegaard er fra Skanderborg. Jeg vidste heller ikke han er død, men ret hurtigt blev det tydeligt at byen holder af sin forfatter og har dedikeret udsmykningen, så ingen er i tvivl. 

Ud over fliserne, er der både vægmalerier og figurer rundt om i byen, der tydeliggør universet fra Ole Lund Kirkegaards fantastiske børnebøger. 

Det var så hyggeligt at gå rundt i byen. Vi fandt en is, kiggede ud over søen, hvor der engang lå et slot og begav os tilbage til stationen, bagagen og toget med vores pladser hjem. 

Det var en god beslutning at tage et tidligere tog, og en god oplevelse at besøge Skanderborg

Køer på Damhusengen

 

I pinsen var vi inviteret hjem til min mor. Emilie kom kørende fra Fyn, og når nu hendes cykel er flyttet tilbage til mig - så jeg har den, hvis min egen skal til reparation, når Emilie alligevel aldrig bruger den langt ude på landet - var det nærliggende at vi cyklede derover. 

Vi kørte helt som sædvanligt over dæmningen ved Damhussøen, og nåede at blive lidt overraskede, da vi så kvæg gå på engen.

Min mor vidste godt at der er køer på engen, og vidste også at det handlede om græs. Damhusengen var oprindeligt en del af søen, som blev lukket af, da dæmningen blev bygget. Det betyder at området er moseagtigt, vådt og ofte har store sumpede områder med vand. At slå græsset på områderne tæt ved søen kan være svært, og gennem årene er der forsøgt mange forskellige muligheder. 

Længere oppe ad engen, er området knap så sumpet og der er anlagt fodboldbaner, der bliver brugt af de lokale klubber, men også kan bookes eller bruges af offentligheden. Der er vist også drænet, for ikke at løbe rundt i alt for vådt græs. 

Men altså der er græs på engen, og store maskiner sidder fast eller kan ikke komme til, på de mere sumpede områder. Køer kan. De store dyr, formår at gå på mindre faste overflader, uden at sidde fast.

 

Derfor er det besluttet at sætte kvæg ud, for at afgræsse området. På Københavns kommunes hjemmeside kan jeg læse, at der har været en del snak om hegn. Om det virker, om køer er en god ide, og hvad med befolkningen? Men også at nu skal det prøves og dyrene skal være på engen i sommersæsonen. 

I går kørte jeg forbi, og mens de var langt væk, da Emilie og jeg kørte forbi sidste weekend, kom jeg nu helt tæt på. Helt tæt på kan jeg konstatere at de fleste dyr vist er kalve, og at kalvene vist for størstedelen er tyrekalve. 

Jeg synes det er en god ide, og det er hyggeligt at se kvæg midt i bymiljøet. Samtidig kan jeg som voksen i et området, hvor børn ikke nødvendigvis nogensinde møder en ko, være glad for at det nu også er en mulighed. 

To og tredive

 

Daniel har fødselsdag. Tænk hele to og tredive år. Ganske som vi plejer, laver vi middagen, og får snakket i løbet af aftenen. 

Jeg hentede Oscar allerede da skolen sluttede, for med armen i gips er det begrænset hvor sjovt det er at være i SFO. Den ene af pædagogerne mente godt nok at Oscar hurtigt kan se fordele. Han får nemlig lov at blive inde og lege med MineCraft-klodserne i frikvartererne. Det er jo ikke ringe. 

Han var hurtig i tøjet og vi fandt bussen hjem - han kan jo ikke cykle med en robotarm. Den er dog ikke mere i vejen, end han mente sig fuldt kapabel til at forcere en større bunke sne, der lå ved den hjemlige indkøbsmulighed, hvor vi stoppede og købte is til dessert.

Det er lige præcis derfor moderen helst ser ham inde i pauserne. Og sikkert også derfor skolens personale er enige. Nu kunne jeg række en hjælpende arm ud og sikre han kom godt ned. På den anden side havde han ret. Han kunne godt. 

Helt hjemme var der besøg af en flok måger eg en enkelt gås. Jeg fandt ikke ud af hvad de havde fundet, men de var lige ud for containerne, så jeg tænker nogen har tabt noget mad. Det er lidt voldsomt med så stor en flok store fugle. De synes omvendt vi var farlige og fortrak, da vi nærmede os. 

Senere kom Daniel, han lod Amalie blive hjemme, for en migræne trak op. Det var hyggeligt at se ham. Han endte med at lade barnet blive, så afleverer jeg i morgen, Amalie kan sove længe og Daniel kan tage  tidligt på arbejde. 

Vi er i gang med at læse Den fantastiske bus af Jakob Martin Strid. Oscar har ikke været rigtig vild med den, og jeg har gennemtrumfet at vi læser fem sider, hver gang han sover her. Lige pludselig, mens vi sad og læste til aften, fik han sagt at den faktisk er ret spændende, og han synes vi skal læse ti sider hver gang han er her. Vi læste ti sider og bussen er nu på vej. 

Nu sover barnet de uskyldiges søvn, og jeg nyder at der er ro på.