Viser opslag med etiketten Blogleg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blogleg. Vis alle opslag

tirsdag den 21. juli 2026

Tilbageblik og en skøn vandretur - Uge 28 og 29

 

De sidste to uger har jeg været hjemme, mens Emilie er her, tager vi i morgen til Tyskland. Vi har pakket, vi er klar og inden vi styrter ud af døren, tænker jeg at en opdatering af de sidste uger er på sin plads:


  • Hjemvendt fra koloni var jeg klar til sove længe, men havde et par aftaler. Den første handlede om at få fjernet gipsen - yay.
  • Efter fem uger i gips, er det vildt hvor hurtigt ledbånd og sener bliver immobile. Jeg kunne ingenting og det gjorde vildt ondt at bevæge håndledet. To uger senere er jeg fuldt mobil, men det gør stadig ondt, når jeg rammer yderpositionerne. Det kommer - er jeg sikker på, og husker at belastningen skal øges gradvist.
  • Hos Helle fik mine fødder en sommeromgang, og jeg fik en ny lille plastikbøjle på storetåneglen, der engang blev slået af, voksede helt forkert ud, og som Helle har gjort underværker ved. Nu mangler kun det allersidste, for at få den helt på plads.
  • Mens jeg var på koloni, besluttede lægerne at Victorias mulige svangerskabsforgiftning ikke kunne vente længere, og lille Nichias kom til verden - knap 34 uger, 43 centimeter, 1694 gram, lillebitte og superfin. De var begge overført fra Riget til Roskilde, hvor jeg tog ud og hilste på. 
  • Jeg har længe ønsket en ny opvaskemaskine - længe som i et par år. Nu skal det være, en flok dage blev brugt på at vaske køkken ned, og gøre klar. En snak med chatten gav en retning i forhold til ny maskine, som blev bestilt og ankom. Det er så lækkert. 
  • Uden gips kan jeg cykle - det var fantastisk at kunne igen.
  • Et par varme dage, betød at jeg planlagde hvornår jeg skulle være hjemme, og hvornår jeg skulle være ude. Der er varmt under de skrå vægge på 3. sal.







  • Gennem vinteren har jeg badet lørdag morgen, når Vestbad åbnede for friluftsbadet. Nu er sommersæsonen i gang og friluftsbadet åbner først klokken 11 - hver dag. Det krævede lidt planlægning, men det var stadig lettere for at sikre et ugentlig bad.
  • Stuerne på neonatalafdelingen på Roskilde Sygehus er så små at Victoria kun kunne have to gæster ad gangen. Og mens nefrologerne (nyrelæger) mente at Victoria kunne udskrives og tage hjem, måtte en børnelæge forklare at det kunne hun ikke, for hun var indlagt sammen med sin baby.
  • Min søster og jeg mødtes uden for Roskilde Sygehus, og var nær gået lige forbi hinanden - måske fordi det ikke var planlagt. Da vi havde været på besøg et par timer, kom min mor og Annelise. Vi gik, for der var ikke plads til os alle - og små for tidligt fødte børn, skal have ro.
  • Da resten af koloniholdet var kommet hjem, mødtes Tine og jeg til en tur på stranden. 
  • Mens håndledet stadig er en smule hævet, og det med bevægelse stadig var lidt belastende, tog jeg forbi min mor og blev behandlet. Min mor er tidligere zoneterapeut og kan nogle triks. Vi fandt tid til tre behandlinger inden vi tager af sted i morgen. 







  • Temperaturbroderiet har været en tur omkring den lokale glarmester. Jeg besluttede at det skulle rammes ordentligt ind, og havde penge fra min fødselsdag til projektet. Det er blevet så flot. Nu skal jeg bare finde ud af hvor det skal hænge. 
  • Jeg pakkede kufferten og tog til Frederikssund til et par dage sammen med Bettina. Det var hyggeligt, med masser af strik (jeg kan igen - med pauser imellem), god mad og en lang gåtur langs Roskilde Fjord - billederne her i indlægget. 
  • Vi endte turen med et bad ved stranden ved Kulhuse. Åh som det var skønt. 
  •  Hjemme igen kom Emilie fra Fyn til dage fyldt med planer, og dage alene i lejligheden. Hun flytter til sit eget til august, mens Josefines kæreste flytter ind. Det har været skønt for tøserne at bo sammen, de har hele tiden vidst det ikke skulle være for evigt, og mens Emilie er blevet klar til at bo alene, har Josefine fundet lykken og er klar til et nyt kapitel. Venskabet beholder de. 
  • Emilie havde planer om udsmykning til børnehaven. Jeg havde forstået at det skulle være større og foreslået en palle som udgangspunkt. Jeg havde lånt det store koben fra vores pedel, men pallen ville ikke skilles ad, og da det viste sig at det hun skulle, skulle være meget mindre, lod vi pallen være - jeg skiller den ad senere og brugte i stedet træ fra fastelavnstønder. Dem har jeg en del af på værkstedet og Emilie kom med en del af dem. 
  • Mens Emilie savede med den medbragte stiksav, fik jeg ryddet temmelig meget op i håndværk/designlokalet. Vi nåede at bruge et par dage, og resultatet blev rigtig fint. 







  • Siden Emilie kom hjem, har vi badet hver dag. Ofte hen under aften på stranden, eller en formiddag med koldt vejr og uden andre strandgæster.
  • Jeg havde lovet Oscar en tur i friluftsbadet i Vestbad, hvis vi kunne finde en dag med sol. Helle foreslog Badesøen i Albertslund. Med Emilie og bil var det pludselig en mulighed. Oscar var ikke helt tilfreds, indtil han så badesøen og nærmest ikke var til at få op igen. 
  • Det var et træt barn vi afleverede hjemme igen.
  • Victoria og baby blev udskrevet. Eller det vil sige, de hører stadig til på afdelingen og skal til kontrol et par gange om ugen. Baby nåede lige over to kilo og Victoria synes det er skønt at komme hjem. Hun er tæt på min søster - det er godt.
  • Emilie fyldte 28, min mor 82. De inviterede til fælles fødselsdag. Egentlig skulle vi have været i Annelises have i Vanløse, alternativt på skolen i dårligt vejr. Med Victoria hjemme, havde min søster det dårlig med at lade hende være alene en hel dag. Jeg foreslog at flytte arrangementet hjem til min søster. Det viste sig at være en god ide. 
  • Jeg tog tidligt af sted hjemmefra, for når jeg fandt på at flytte arrangementet og vidste min søster havde brugt de sidste uger på hospitalet i stedet for at rydde op og gøre rent, måtte jeg hellere tilbyde min hjælp. Det var slet ikke at voldsomt som min søster havde gjort det til, vi var hurtigt færdige. 
  • En skøn dag med familien på min søsters altan blev sen. Victoria og baby var med. Det var også skønt, og der var plads til at trække sig og have baby i et roligt værelse undervejs. 
  • Vi har pakket og er klar til i morgen.









fredag den 20. februar 2026

Masker på en fredag - Uge 7

 

Inden ugen er slut, og det er tid til endnu et tilbageblik, prøver jeg at stille skarpt på sidste uge...


Ugen kort:

  • Vinterferie. Det var mere tiltrængt end jeg troede.
  • Ugens vigtigste plan var at skrive matematikopgaven, som jeg er bagud med. Jeg startede, jeg skrev en del. Men jeg blev ikke færdig - og jeg blev i hvert fald ikke syg! Jeg tror åbenbart jeg er uundværlig og ender altid med at dejse omkuld, når jeg har ferie. 
  • Det betød at jeg havde et par dage, hvor jeg ikke rigtig var til pænt brug - selvfølgelig de dage jeg havde tænkt at skrive opgave...
  • Min mor og havde planlagt, og jeg tog omkring til en flok timer i godt selskab. Vi hyggede, snakkede, kiggede på vinterbadekåber og spiste frokost. 
  • Senere tog vi bussen mod Rødovre, for selvom Oscar ikke havde ferie (i Rødovre ligger vinterferien i uge 8) var han hjemme mandag med en nyligt brækket arm, og jeg havde lovet at se efter ham, mens Amalie havde et ærinde ude i byen. 
  • Jeg besluttede at være voksen og ansvarlig, og har investeret i en cykelhjelm. Jeg husker også at tage den på.
  • Daniel fyldte år, og vi inviterede på middag. Jeg hentede Oscar fra skolen, da den sluttede og vi havde en flok gode timer inden barnefaderen dukkede op til aftensmaden og lidt flere timer. Amalie blev hjemme med en ond migræne. 
  • Oscar endte med at overnatte, og torsdag morgen blev lidt hektisk. En ting var at han skulle afleveres til klokken otte. Han kan ikke cykle med en brækket arm, så jeg trak min cykel med barnet på sadlen til bussen, derfra hoppede vi på bussen, for fremme ved skolen at finde ud af, at de holdt fastelavn. Det var lidt trist at være uden udklædning. 
  • Jeg kørte videre, for jeg havde en aftale med noget vand med is på toppen i Gladsaxe. Anders lovede at stå vagt, for man skal ikke vinterbade alene. På vej tilbage fik jeg fat i Daniel, der fik fat i Amalie, og jeg kørte forbi efter udklædning, tilbage til skolen, finde barnet og hjælpe ham i en krokodilledragt, som skabte glæde.
  • Sille spurgte, var uden barn, der holdt ferie hos det fædrende ophav, og vi havde en skøn dag med masser af følgen op på alt det der er sket siden sidst.
  • Lørdag morgen gik jeg som sædvanligt en tur i Vestbad og deres friluftsbademulighed. Jeg kom lidt senere af sted end normalt og sikke mange damer, jeg mødte, der også ville ud i det kolde vand. 
  • Jeg havde meldt Oscar til den hjemlige fastelavn, men det blev aflyst, for der var kun fire børn tilmeldt. I stedet fik vi en vinterferiebillet til Centret og en biografbillet til GOAT. Vi brugte temmelig mange timer søndag i Centret, i biografen og på Festpladsen hvor der er udstillede dinosauere. 









Læse:

Jeg læser videre i bogen om Thea, politikommisæren fra Aarhus og Bjørn, landbetjenten, der sammen forsøger at opklare et mord. 

Jeg er til dels underholdt, det går lidt langsomt, og alligevel er der spændende elementer. Jeg læser alt for langsomt og har genlånt nok gange til at biblioteket ville have deres bog tilbage. 

Med håb om at der stod en anden udgave på hylden, afleverede jeg den i dag. Men det gjorde der ikke. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er godt eller skidt. For nu var den lige begyndt at blive lidt mere spændende.

Jeg tænker jeg skriver mig op til den igen, så må vi se om jeg overhovedet kan huske, hvad jeg ar læst, når den igen bliver tilgængelig.

Jeg kom hjem med en bunke andre bøger, så der er bogstaver i sigte. 


Strikke:

Jeg har fundet trøjen jeg strikker til Emilie frem igen. Den er helt som forventet lyserød og med glimmer. Owlery Blouse er en fin blanding af tætstrikket og gennemsigtige ærmer. Krop og ærmer strikkes sammen i en raglan, og jeg kommer så langt bliver det hale samlet med intarsia. det skal nok blive sjovt. 

Glimmeret er de fine små blomsterpailletter fra Make it Blümchen. De er bittesmå og så fine. Jeg er ikke specielt vild med at strikke en enkelt tråd mohair, så at Emilie synes pailletterne skal med over det hele er ganske rart. Selvom glimmertråden er helt tynd, giver den noget i forhold til en enkelt tråd mohair.

Den er lige nu, det der ligger i tasken og er med mig. Der bliver ikke strikket på den hver dag, det er tynde pinde og fremgangen går derfor som vinden blæser.




lørdag den 14. februar 2026

2025

 

Jeg startede året stærkt ud med at fortælle den netop overståede måned. Og troede at jeg dermed ville være klar til et overblik, når året var slut. Men så gik tiden, de månedlige opdateringer udeblev og dermed tog det længere tid. Meget længere tid, end forventet.

Men altså, der gik et år. Jeg tog ikke helt så mange billeder som jeg plejer. Jeg skrev ikke helt så mange indlæg som jeg plejer. Alligevel er det lykkedes mig at lave et overblik med mange ord, som både på billedesiden og den skrevne opsummerer 2025 som et år med mange spændende og gode oplevelser.

Jeg er spændt på hvad det næste år byder på. 2026 er startet i fuld fart, og lige om lidt, bør jeg forsøge at gentage ideen fra sidste år, og håbe på at fortsætte året ud, så jeg er klar til at se tilbage når 2027 starter. 

Men der er jo lang tid til...



Januar

Januar startede sammen med Oscar efter en hyggelig nytårsaften og sluttede med klassefest i 6.V. Den skønneste aften med knald på og dans mellem både piger og drenge. De har allerede efterspurgt endnu en fest.
Efter nytår startede skolen op igen, studiet holdt lang ferie, og først langt hen på måneden, kunne jeg igen sætte mig på skolebænken. Undervejs skrev jeg opgave om didaktik, der ikke rigtig ville ud af hovedet og ned på papiret, afprøvede og blev observeret. 
Jeg tog mig endelig sammen og bestilte nye briller. Efter godt tredive år. Det var på tide. Endelig byggede jeg et blendingboard - gad vide hvor meget jeg får det brugt???

Oscarleg, Cafe Kodan, Klassefest.
Blendingboard, Snevejr, Masker og bogstaver.
Strikkehygge, Syning, Nye briller.



Februar

Februar gik hurtigere end forventet. I løbet af måneden blev det mærkbart lysere og dagene længere. Pludselig skulle jeg ikke længere have lys på cyklen om morgenen, og eftermiddagene strakte sig langt. Februar var kold, koldere end jeg husker fra tidligere, måske kold, fordi jeg med temperaturbroderiet holder øje med temperaturerne. Helt ned til -9,2 i Rødovre. 
Vinterferien var tiltrængt, og det var skønt at have dagene for mig selv, også selvom de blev brugt på andet, end først forventet. Daniel fyldte år, og vi lavede mad, mens et nyt valgfagshold startede op og en større matematikopgave blev til i et godt samarbejde.
Efter næsten to måneder, uden Oscarovernatning, sluttede måneden med en overnatning fra fredag til lørdag, tid til at sove længe, vågne langsomt og lege, inden barnet ikke gad mere og ville hjem. Det var en god ide, som skal gentages. 

Oscarleg, Masker og bogstaver, Morgensol.
Spind på tyrkisk håndten, Perleleg, Skipness Cardigan.
Daniels fødselsdag, Sne, Temperaturfarver.



Marts


Marts
var indgangen til foråret. Der var varmere dage, selvom det stadig var koldt. 
Jeg var i Zoologisk Have, i Vejle og til Fiberfolk. Jeg legede med Oscar, både på onsdage og til en enkelt overnatning. Emilie var hjemme på weekend, og jeg var ude at spise med tidligere, nuværende og kommende kolleger. 
På Studiet strammer opgaverne til, der blev både afleveret og givet feedback i begge årets fag, mens det ene, der ender med en eksamen inden sommerferien, for alvor banker på. Samtidig sagde jeg ja til at være censor, når andre senere på sommeren også skal prøves af. Det er angstprovokerende og vildt spændende. 
Jeg går sjældent til lægen, samler sammen og må konstatere at visse ting kan være mindre smarte at samle sammen - specielt hvis det betyder fire forskellige speciallægeaftaler, der skal passes ind i en travl hverdag. Der er ikke noget af det, der er alvorligt, jeg kan bare bedst lide at gå til lægen uden for arbejdstid.

Den sovende kæmpe, Undervisning, Kvindernes internationale Kampdag.
Volden, Zoo, Fiberfolk i Vejle.
Oscarleg, Masker og bogstaver, Vejle.



April


April blev varm, selvom kulden kæmpede for at blive, var der dage med bare tæer. Måneden bar mest af alt præg af de fire problemstillinger, der skulle skrives og afleveres forud for eksamensopgaven. Det forsømte forår står for døren, mens jeg kunne mærke at det med opgaveskrivning faldt mere og mere i hak. Det er trods alt omkring tredive år siden, jeg sidst skrev opgaver. Og dengang var kravene helt anderledes.
I ugen op til påskeferien holdt vi featureuge, og jeg var med på avisholdet. Det var en skøn uge, med masser af læring og gode ideer til næste år. Der er absolut plads til udvikling. Selve ferien rummede mest af alt plads til problemstillingerne. 
Jeg ser Oscar hver uge til masser af hygge. I påskeferien udvidede vi og tog på Eksperimentariet. Det var sjovt. Vi havde en skøn dag. I løbet af ferien fik jeg også ryddet noget op og syet fire kjoler, mens Emilie kom hjem og fik flyttet de fleste af de sidste småting. 
Fagfordelingen til næste års skemaer gik i gang, og selvom alt ikke falder på plads med det samme, var jeg klar til næste opgave, når en tredjeklasse ventede på matematikundervisning efter sommerferien. 
På det sociale niveau strikkede jeg i Frederikssund, spiste ude på Frederiksberg, drak kaffe i den lokale cafe og var ude og bowle med gode kolleger. 
Og inden måneden var helt slut, tog vi på tur til Dyrehaven, så Erimitagen, en hel masse kronvildt og spiste is på Bakken. 

Ny kjole, Forårstegn, Vand på Eksperimentarium.
Strikkehygge i Frederikssund, Oscarleg, Garn til et farverigt projekt.
Solnedgang over Damhussøen, Erimitagen, Strikkede bukser.



Maj


Maj er muligvis en forårsmåned og de danske somre muligvis ikke exeptionelle, men der megen varme i maj. Det forsømte forår holdt ved, jeg måtte bare erkende at det med eksamenslæsning er svært. Det er mange år siden jeg gjorde det sidst, jeg plejer at kunne trække på eksisterende viden, og det skal genlæres at forberede. 
Sammenløbende med min egen eksamen blev jeg sendt ud som censor i mit eget fag - håndværk og design. Det var en spændende og drænende opgave. Jeg havde et par skønne dage på en anden skole, sammen med nye ukendte elever og en engageret lærer. Det er en opgave, som jeg ser frem til at gentage. I forsøget på at klæde mig godt på, tog jeg til Grøn Festival på min gamle arbejdsplads og mødtes med Nana, der var god at snakke med. 
Niende klasserne havde sidste skoledag, sjette klasse sang på sidste vers, selvom der stadig var gode oplevelser sammen med dem. Jeg kørte på Volden i et væk efter grene til bøjler, og vi tog i teatret og så en forestilling om det at være teenager.
Kollegatøserne holder ved, vi mødes stadig en gang om måneden. I maj i Anjas skønne have. Jeg indløste en gave fra dengang jeg skiftede arbejde og oplevede afternoon tea for første gang. Tidligere har jeg altid synes at der skal spises frokost før kage, og så bliver det ikke til noget. Sille havde købt kolonihavehus, og jeg kørte turen ud gennem grønne skove og besøgte hende og Rose. 
Endelig blev det tid til et besøg hos en ortopædkirurg, endda den samme som opererede mig i knæet for mange år siden. Jeg havde holdt ved, overbevist lægestanden om at der var noget galt med mit knæ, og ortopædkirurgen gav mig ret. Der er muligvis en mindre flænge i den ene menisk i højre knæ. Behandlingen lød på vægttab, og den motivation jeg sådan set havde, men ikke kunne sætte i gang, blev i den grad sparket til. 
Endelig bestod Emilie teoriprøven på vej mod at blive selvkørende, og min mor og jeg tog alene til Strik i Danmarks Hjerte, plantefarvede og mødte Gitte ude i byen.


Sjov med Oscar, Får på Volden, Bundledyeing.
Besøg hos mine morforældre, Hygge i Nyborg, Anjas skønne have.
Afternoon tea i Dronning Louises Tehus, Solnedgang over Damhussøen på vej hjem fra Studie, Flagalle på 9. klassernes sidste skoledag.



Juni

Juni er måneden hvor både Anders og jeg har fødselsdag. Jeg havde tænkt at invitere på moderne smørrebrød på Espehus Kro på min fødselsdag, men de havde lukket, så Anders og jeg gik alene på hans fødselsdag, mens min mor og Annelise kom og spiste sushi på min. Emilie mente det var vigtigt at deltage, så hun kom hjem. 
Da jeg hen ad aften fulgte hende til toget, mødte vi harer i Kærerne. Tænk de lever midt i betonforstadsidyllen. 
I sjette klasse blev der sluttet af, inden tre klasser blev slået sammen til to. De fik en uge med teambuilding lige inden ferien, og vi nåede både i Zoo og Tivoli med gamle klassekonstallationer, og en elleve kilometer lang tur med den nye. Hele årgangen holdt cykelprøve og i håndværk og design sluttede vi af med at bygge tårne af spaghetti og skumfiduser. Der var præmie til det højeste. 
Som optakt til det kommende skoleår og en helt ny klasse og årgang, sammen med et helt nyt fag, var jeg med tre fredage, når 2.X havde matematik. Skoleåret blev sluttet af med sommerfest med tema. Vi skulle til bryllup og der var afsindig mange sjove indslag. 
Jeg gik til eksamen, bestod og må erkende at jeg skal være bedre til at læse op. I forsøget på et vægttab var jeg omkring lægehuset, hvor sygeplejesken vejede mig. Jeg tabte mig, men blev alligevel tilbudt medicinsk hjælp. Jeg er ikke tilfreds, jeg havde ikke bedt om det, og synes det var mærkeligt, når jeg meldte ud at jeg kom for at blive holdt op på planen og gerne ville selv. 
Sommerferien startede med at vinke farvel til kolonibussen, måske skal jeg med næste år. I stedet ryddede jeg op og viklede mængder af garn ud af en kage af garnender. 
Jeg deltog for første gang nogensinde i World Wide Knit in Public day på Tingstedet i Valby, hvor Amrit stod for arrangementet sammen med en anden. Det var hyggeligt. Endelig kunne jeg hækle sidste maske i et tæppe, der havde været seks et halvt år undervejs. 


World Wide Knit in Public day, Zoo, Ny sweater af rester.
Resteleg, Harer i forstaden, Færdigt efter seks et halvt år
Espehus Kro, Hjemme på besøg, Tivoli.



Juli

Juli var ferie. En lærerferie varer hele måneden og lidt til. Jeg har stadig en følelse af at skulle vende mig til den lange ferie, og nyder det i fulde drag. Ferien blev tilbragt både ude og hjemme. Vi blev i Danmark og tog til Odense og Silkeborg, med et stop i Skanderborg på vej hjem. Der er meget at opleve i Danmark og det er vi slet ikke færdige med. Ferien indeholdt også en tur til Ebeltoft med indlagte stop i jagten på ukendte garnbutikker, sammen med gode veninder og Køge sammen med kollegatøserne. Også Silles kolonihavehus lagde plads til skønne dage. 
Emilie fik det eftertragtede kørekort, og kom kørende i egen bil til min mors fødselsdag. Hun kørte mig videre til Hundige i Greve, hvor min søster er flyttet tilbage til barndommens land, og i den grad glæder sig over det.
Oscar og jeg startede ferien med en ti kilometer lang cykeltur på jagt efter pile tegnede på asfalten. Det var et træt barn jeg aflevere hjemme. I slutningen af ferien havde jeg ham over tre dage, vi nåede både at hygge hjemme, tage i Zoo sammen med Oldemor og bruge timer i det lokale legeland.
Jeg besluttede at nu var det tid til at flytte ind i Emilies aflagte værelse og malede fra top til bund, efter at have repareret en del af tapetet. Gennem hele måneden havde jeg holdt ved i en daglig træning, men da lejligheden blev fyldt med det, der ikke kunne være på værelset, kunne jeg ikke finde plads og er endnu ikke kommet i gang igen. Vægttabet kørte ovenud fantastisk, jeg afsluttede samarbejdet hos lægen om månedlige vejninger - igen blev jeg tilbudt medicinsk hjælp, til trods for at jeg tabte mig. Jeg er stadig ikke tilfreds, og endte med selv at købe en vægt. Det er så meget nemmere. 


Skanderborg og Ole Lund Kirkegaard, Minigolf, Himmelbjerget.
Den Fynske Landsby, Oscarleg, Barndommens Land. 
Ti kilometer på cykel, Drømmen om et soveværelse, Odense.




August


August var sommervarme, den sidste rest ferie og tilbage til arbejdet efter en lang og skøn ferie. I sidste øjeblik fik jeg lov at komme med på lejrskole og tilbragte en fantastisk uge på Fyn sammen med gode kolleger og hele ottende årgang. Der var førstehjælpskursus, nye opgaver, nye børn og et helt nyt team. Matematikundervisningen var helt nyt, jeg var usikker, fik god hjælp og prøvede ting af. Blandt andet er videooptagelser af hænder der arbejder blevet et hit i HDS-undervisningen i 3. klasse.  
Fiberfolk i Roskilde slog dørene op, Oscar fyldte 7 år, Rose 8 år, og skolen 95 år. Emilie kørte efter materialer til nyt soveværelse og jeg malede, savede og byggede drømmene frem. 







September


September bød på nye læreroplevelser. Pludselig var jeg central i forældremøde, ugeinfo og i den nye rolle som årgangskoordinator. Matematikundervisningen begyndte at hænge sammen, børnene tog imod mine nye ideer og anderledes undervisning. Fagteamet omkring matematik stod nu også åben. 
Jeg var på volden efter kastanjer, som børnene talte og siden har brugt når der skal regnes - over 900 regnede de sig frem til. Senere var jeg på volden efter grene, forvred foden, endte hos lægen og fik skrevet en arbejdsskadesanmeldelse. 
Vi tog på tur og kodede robotter, kiggede på små dyr på lavt vand og samlede flere grene. Med varmen kunne vi rykke håndværk og design udenfor og 3. klasses børnene savede og sleb på livet løs. Jeg var med på årets klassebillede og bare fem damer tog på en skøn kollegaweekendtur til Aarhus. Badedamerne var blandt de deltagende, jeg blev inviteret med til et dyp i Aarhus havn og dermed startede et badeeventyr, der kun er blevet større. 
På studiet startede det andet af tre pædagogiske fag - Dansk som andet sprog, grundfag. Et afsindig spændende og meget lille fag. Matematik fortsatte og er ikke blevet mindre spændende efter en sommerferie. 
For mange år siden slog jeg min storetånegl af, den voksede skævt ud, og har siden gjort ondt. Nu startede et forløb, der skal rette op. I skrivende stund er vi ikke færdige med projektet, men neglen er blevet så fin, den gør ikke længere ondt og det skal nok blive rigtig godt. Den rigtige fodterapeut var løsningen. Jeg tabte mine nøgler, og fik dem igen, for der findes afsindig gode mennesker her i verden. 
Hver uge hyggede jeg med Oscar, der var også plads til både min søster og strik i Frederikssund. 


Aarhus i morgenlyset, Kodning af robotter, Ideoplæg til håndværk og design.
Små dyr på lavt vand, En forvreden fod, Den gamle by i Aarhus.
Et spændende spindeprojekt, Udbygning af vindueskarm og delvis radiatorskjuler, Selfie til nyt studiefag.



Oktober


Oktober var efterår, blæst og varme dage. På skolen blev robotnøgleringene færdige og de var så fine. de store håndværk og designelever fik standpunktskarakterer og startede prøveeksamen, mens jeg optog videoer om at lave bøjler til de små. Efterårsferien stod for døren og blev skudt i gang med en glad motionsdag. Børnene blev inviteret til fritidsfestival og prøvede forskellige tilbud af, mens vi sluttede måneden af med halloweenhygge i klassen. På voksenfronten fandt vi endelig tid og gik ud og spiste sammen.
På studiet skulle der skrives opgave og mange mandage blev brugt sammen med Sille og Rose, når studie slutter halv fem, og vi kan nå at spise sammen. 
veninderne var på tøseweekend i det nordsjællandske, de fleste af os mødtes til planlægning af spas og surprise inden Louises fødselsdag, og Berit fandt et Tivolikort, hun havde fået i julegave og endnu ikke indløst. Nu fik jeg det og Oscar var klar til en tur i ballongyngerne i efterårsferien. 
Både sammen med Bettina og min søster er jeg blevet god til at planlægge næste gang vi ses, og dermed bliver det månedligt. Min mor inviterede til hygge med kusinerne med planer om at se billeder fra engang. Vi kunne ikke finde billederne. Det gjorde ikke aftenen ringere. 
Jeg badede med badedamerne cirka en gang om ugen. Da vi ikke kunne få det til at passe sammen, gik jeg i Vestbad, der har åbnet for vinterbadning med opsyn fra en livredder. Det er et afsindig godt alternativ, når jeg er alene og jeg har brugt det en del. 
Jeg fik det sidste på plads i mit nye soveværelse og syede en himmel, der har været en drøm længe. 


Broderi og læsning, Havnen i Brøndby, Efterår på vinduerne.
Drømmen om en himmel, Bøjler af nedfaldsgrene, Tivoli.
Robotnøgleringe, Tøseweekend, Aftentur til stranden. 




November



November var pakket med gode oplevelser. Allan fyldte 60, og Louise 50. Jeg malede billeder af hendes drenge, og badede to gange om ugen enten alene i Vestbad eller sammen med damerne ved stranden. 
Letbanen blev indviet og jeg tog turen mod min søster. Det er hyggeligt, lidt besværlig, men hurtigere. Bettina og jeg tog til Garnblomsten i Birkerød og købte garn på bud. 
Kommunalvalget betød at vi ikke måtte være på skolen. Altså tog vi i Zoo. Jeg skulle videre på studie, troede jeg havde planlagt og havde tid, men måtte for første gang nogensinde erkende at jeg ikke nåede at stemme. 
Dækkene på min cykel kunne ikke længere, og jeg endte med 20 dage uden cykel, lidt mere reparation end forventet og et nedslag i prisen, da de havde glemt at lave halvdelen - og cyklen derfor ikke kunne komme hjem, da jeg hentede første gang. 
Klippeklisterdagen med den traditionsbundne dørpyntekonkurrence blev vundet af min klasse. Det var glade børn, der havde fået lov at bestemme selv, og lavet noget helt unikt. Jeg hentede Oscar til personalejulehygge, og selvom det tog tid med bus og tog, var det så hyggeligt. 
De store håndværk og designelever startede eksamen med del A. Det betød at jeg pludselig stod med tre torsdage i december, uden undervisning, der skulle fyldes ud. Det blev ikke optimalt, men vi havde nogle gode dage og næste år er planlagt. Jeg tænkte tanker om det kommende teknologiforståelse og kan fornemme at jeg er et andet sted end de fleste. 
Vi holdt skolehjemsamtaler, børnene havde forberedt lette, svære og smarte matematikopgaver, som var gode at snakke ud fra. Det gav point fra en lærerforælder.
På studiet forberedte vi endnu et studieprodukt, genafleverede et andet, havde sidste dag på grundfaget, planlagde eksamensforberedelse og jeg blev observeret i matematikundervisningen. 
Emilie mener stadig vi deler adventsgaver og første søndag mødtes vi via facetime og åbnede gaver. 


Emilie som lille, Strik og læsning, Matematikstudie. 
Zoologisk have, Fødselsdagsweekend i Køge, Adventsgnomer til Tøserne.
Brøndby Strand, Louise 50 år, Fødselsdagskarklude til de runde fødselsdage.



December



December var fyldt med jul, med vinterbadning og sjove oplevelser. I 3. klasse havde børnene viklet metaltråd om pap og vi lavede bål, brændte pappet væk og havde de fineste ophæng, der kom med hjem inden jul. Vi tog på tur til Vestforbrænding, sorterede affald og så de store ovn udefra. I matematik arbejde vi med koordinatsystemet og sluttede af med koordinat-bingo.
De store var på tur til dansk ArkitekturCenter og prøvede kræfter med at mure. Mit eget studie handlede mest om eksamensforberedelsen. Studiegruppen mødtes flere gange, vi uddelte opgaver og mødtes sidste gang lige inden nytår. Jeg var med da planlægningsgruppen til næste års personaleweekend mødtes første gang. Jeg tror det bliver en god weekend. 
Jueltraditionerne stod på spring og vi mødtes hos Berit, hos min mor og på skolen, hvor julefrokosten var udvidet med temadækkede borde. En ny tradition så dagens lys, da vi gav hjerter med fine ord til hinanden. Oscar og jeg så børneteater om Fru Dingenots Jul og han overnattede et par gange. Emilie kom hjem til jul og blev hele ferien. 
Juleferien var tiltrængt, Oscar og jeg fik udnyttet Tivolikortet med endnu en tur, Emilie kørte mig til IKEA og Tine og jeg til stranden flere dage i træk. Min mor kom forbi og farvede batik til bivokswraps, mens Anders brugte det meste af måneden på at komme til hægterne efter første og eneste gang at være løbet ind i Covid. 
Nytårsaften blev brugt sammen med Oscar og med udgangen af året har jeg tabt de første femten kilo.


Juleaften, DAC, Årets nissehue.
Murer for en dag, Vestforbrænding, Julefrokost med afterskiing.
Vinterbadning, Vinter i vinduerne, Tivoli med Oscar.
 




Det nye år er så afgjort allerede i gang, startet med fuld kraft og med oplæg til endnu flere skønne, vilde og dejlige oplevelser.





mandag den 9. februar 2026

Sting på en søndag - Uge 6

 

Ugen kort:

  • Mandag  startede i Brande, hvor weekenden sang på sidste vers. Turen hjem blev lidt længere end forventet, da der stødte forsinkelser til. Vi havde ikke travlt og valgte at nyde turen. Vi blev opfordret til at søge kompensation. Det gjorde jeg, da vi nåede hjem. Undervejs var jeg mest nysgerrig på om gruppen af islændinge, der havde været i Herning og set håndbold, havde tid nok til at nå deres fly hjem. 
  • Tegningerne til det nye håndværk og design lokale blev vist frem. Jeg havde et enkelt spørgsmål, jeg ikke kunne få svar på. Jeg endte med at spørge skolelederen, der bad om en skriftlig redegørelse, der kan tages med til arkitekten.
  • Årets MUS-samtale stod for døren. Jeg havde en god snak med nærmeste leder om opgaver, trivsel og gode ideer til fremtiden. 
  • Jeg havde fundet kladdehæfter med tern på 1 x 1 centimeter, og fik børnene til at øve opstillinger af tal, med et tal eller tegn i hver tern. De gik op i det med liv og sjæl og synes det var vildt sjovt. Der er masser af kladdehæfte tilbage til at gentage med mellemrum.
  • Statistik på skolelærer-studerende-niveau er både udfordrende, spændende og lidt svært.
  • Hele tredje årgang tog på tur til Trinitatis kirke for at synge salmer sammen med en masse andre børn. De havde efter sigende en rigtig god tur. Jeg gad have været med. Men jeg skulle passe mine timer i sjette klasse, og blev derfor tilbage. 
  • I stedet fik jeg fikset reklame og ønsker til featureugen, hvor vi endnu engang omdanner skolen til en art by med værksteder og salg. Sidste år udviklede jeg en avis, som jeg har lyst til at skabe videre på. 
  • Tine og jeg kørte til Gladsaxe og badede i vand, der efter termometeret var cirka en halv grad varmt. Det var så lækkert. 
  • Valgfagseleverne er helt igennem fantastiske. Torsdag bød på teknik. Halvdelen savede, den anden halvdel syede. De kørte på, og er så gode at de skal udfordres meget mere end vi tidligere har været vant til. 
  • Ugens teammøde gav plads til en hurtig planlægning af fastelavn.
  • Jeg gik videre til planlægningsmøde for næste års personaleweekend. her fik vi også hurtigt langt en plan, der kan arbejdes videre med. 
  • Midt i snevejr og kommende snestorm, havde jeg en aftale på Frederiksberg. Jeg valgte at tage toget og cykle så kort som muligt. Det fungerede. 
  • Jeg fik en booknook i samlesæt i julegave. Den har været så hyggelig at samle, og jeg har gemt lidt på den og kun samlet lidt ad gangen. Nu er den færdig og så fin.
  • Fredag var både sidste dag inden vinterferien, og en dag fyldt med kaos og sne i rigelige mængder. Jeg gik mod bussen i tyve centimeter sne, og nåede frem til biler der sad fast. Jeg nåede heldigvis frem til tiden. Vi havde en skøn dag med indering og børn der var klædt ud og slog katten af tønden. 
  • Jeg fandt indianerkostymet fra dengang vi holdt cowboy og indianerfest i SFO. Det er cirka seksten år siden. Jeg kan passe det og med et par nye papfjer og fletninger, kunne jeg ligne en, der er klædt ud. Børnene var glade, de fleste klædt ud og da det blev tid til tøndeslagning, blev det tydeligt at det er flok slagfærdige børn vi har i klassen. Kronerne endte på hovederne af et par powergirls og alle var klar til fastelavnsboller, inden vi kunne sige god ferie og pakke sammen. 
  • Emilie tog turen fra Fyn over broen hentede mig i Centret, hvortil jeg havde fået et lift. Hjemme forsøgte vi at grave en parkeringsplads fri, inden en mand i en lille traktor med en sneplov tilbød sin hjælp.
  • Lørdag morgen kørte Emilie min mor og jeg til Gladsaxe, hvor saunaen var åben og vandet koldt. Det er stadig skønt at vinterbade. 
  • Senere kørte jeg med Emilie til negledamen, der lavede nye fine malerier på Emilies negle. Hun vil helst have det sjovt og anderledes. Negledamen glæder sig over at få lov at lege. 
  • Søndag var veninder, brunch på Rønnede Kro og maling med glasur på råt porcelæn. 











Læse:

Jeg læser Dømt af Kenneth Degnbol og Dagmar Winther. Thea Krog, Krimminalkommisær ved Østjyllands Politi står i spidsen, da et mord bliver begået. 

Det er gået op for mig at det er anden del i en serie. Der er en del referencer til tidligere og måske er landbetjenten Bjørn Devantier også en del af den første bog. Det må hellere finde ud af. Det er i hvert fald en læsevenlig bog, der underholder og samtidig har masser af historie.

En morder er løsladt efter at være blevet frikendt. Lokalsamfundet er ikke vild med den nye tilflytter og herfra ruller historien. 


Brodere:

I Brande købte jeg et kit til to bordskånere. Egentlig var det meningen, at det skulle vente. At jeg skulle være færdigt med noget af det jeg er i gang med først. Jeg er nemlig ikke særlig god til flere broderiprojekter på samme tid. 

Men det vil ikke vente. Så jeg er gået i gang, og nyder det lette i små firkanter, der fylde ud med uld i plantefarver, der allerede er klippet i rette længder. 

Små firkanter lyder bekendt. Der er stadig nogle huse, der skal gøres færdige. Det bliver de forhåbentlig på et tidspunkt.




tirsdag den 3. februar 2026

Kunst på en tirsdag - Uge 5

 

Det blev ikke til billeder hverken søndag, eller efter hjemkomsten i går. I stedet har jeg fundet billederne fra weekendens tur til et kunstspækket Brande og krydrer med dem. 


Ugen kort:

  • Jeg har købt adgang til sauna og friluftsbad i Gladsaxe og brugte mandag til en tur ud efter nøglebrikken. Det tager lidt over en halv timer hver vej. 
  • Snefaldet faldt, og jeg lod cyklen stå hjemme. 
  • Mens vi venter på nye matematikbøger, der er bestilt, men lader vente på sig, er der mange nye opgaver. Børnene har lavet matematikopgaver til hinanden, geometriske portrætter og arbejdet med begyndende statistik. 
  • Jeg må se i øjnene at børn i 3, klasse ikke er særlig gode til at holde maling inden for stregerne, eller bordene, eller afdækningen eller væk fra tøj og tasker...
  • Jeg var med i en af de andre 3. klasser, da de havde matematik, mens min egen 6. klasse var på tur. Det var spændende at se matematik i et andet forum. 
  • Badedamerne mødtes i Gladsaxe og afprøvede friluftsbadet. Vi fandt omklædningen i kælderen og kunne komme i bad bagefter. Desværre var saunaen lukket.
  • Det nye valghold er stadig fantastisk og flere end en har fundet ud af, at de kan meget mere end de troede. 
  • Jeg er ved at få skovlen under koordinatorrollen. Når jeg husker at lave en dagsorden - og sende den, får vi nogle rigtig gode inspirerende møder. 
  • Oscar havde givet udtryk for at han gerne ville samle Lego sammen med Anders. Jeg havde fundet en lille Legobil, som han samlede med hjælp fra os begge. 
  • Der er snart MUS, og tanken om at prøve kræfter med lokaleansvarsrollen i håndværk/designlokalet har ligget og luret. Jeg spurgte den nuværende tovholder, som hellere end gerne ville af med rollen. 
  • Jeg klippede, klistrede og samlede børnenes egne matematikopgaver til et hæfte, de forsøgte at regne ud. Det viser sig at det er svært at lave opgaver, der er forståelige eller læselige. Det var godt de selv kunne sætte ord på, for så er det nemmere at gøre noget ved det. 
  • Det var nemlig gået op for mig, at de aldrig har lært at skrive matematik. De har altid haft en bog eller et kopiark, hvor de kun skal skrive resultatet. Vi skal til at øve tal og tegn i tern. 
  • Vi pakkede kufferterne og tog til Brande. Brande er en meget lille og hyggelig by. 
  • Trods kulde, både ude og inde, havde vi en skøn weekend. Toget både ud og hjem var forsinket. Vi havde ikke travlt og efter opfordring fra togføreren har jeg søgt om refusion på billetten. 
  • Remisen i Brande er et lækkert sted til arrangementer og Brande kan noget både med kunst og mad.