søndag den 29. juni 2014

Så smelter jeg lidt


Vi sagde farvel i fredags. Farvel på flere planer. Mange planer.


afskedsgaver


Vi sagde farvel til kolleger. Til Steffen, som efter fyrre år går på pension. Vi sagde farvel til skolen som vi kender den. Vi sagde farvel til børn og voksne. Til forældre, og alt det vi kender.  Jeg sagde farvel til Caféen, der har været det faste holdepunkt gennem de sidste elleve år. Vi uddelte knus og vi fældede et par tårer.

Jeg fik fine gaver, og så smelter jeg lidt. Men mest smeltede jeg, da Emilie tog med fredag formiddag for at overrække en gave til hver af de to lærere, der har betydet allermest for den skolegang hun har haft de sidste fem år. Hun var ligeglad med at den ene ikke længere er tilknyttet klassen, hun vidste godt hvem der skulle have.

Og lige der, midt på gangen, omgivet af knus og glade ønsker for fremtiden.

Lige der fældede jeg en tåre.

Clue #5


Ferien er startet. Jeg lader op. De første dage skal bruges på ingenting. Stadig ligger ferien lang og ubrugt foran mig. Vi har ingen planer, vi har nogen planer om planer, vi har et par fødselsdage og ellers mest ingenting og arbejde til Emilie.


TTL Mystery Shawl 2014 - Clue#5


Hun har sagt op. Næste år er hun for langt væk til arbejde. De sidste uger skal bruges til at fylde op på kontoen. Hun er klar og det betyder en ferie med få dage sammen. Vi tager dagene som de kommer, og når vi er klar. Lige nu er jeg mest til ingenting, men jeg mærker energien vender tilbage. Lige pludselig er jeg klar. Og ellers er det fint at lave ingenting.

Det femte og sidste clue til det mystiske sjal dukkede op i går aftes, lige da jeg overvejede sengetider og dyner. Jeg kiggede. Selvfølgelig. Og når sidste clue stort set ikke er andet end en aflukning blev sengetiderne hurtigt udskudt.

Nu ligger det midt på gulvet, spændt op efter alle kunstens regler. Det er blevet større end jeg regnede med. Det er blevet fint og jeg glæder mig til det om nogle timer ... eller dage .. er tørt.


Jeg har heldigvis ikke travlt.

torsdag den 26. juni 2014

Dimmision


Så kom endelig dagen. Forældre, søskende, bedsteforældre (og papforældre) samledes i festsalen til taler, sange og overrækkelse af det længe ventede eksamensbevis. Kaos var et godt ord for hele forestillingen, og vi var flere, der overvejede hvornår vi kunne liste af...


To skønne tøser... Dimmision juni 2014


Det var ikke pænt.

Men det var sådan jeg havde det. Specielt da den ene klasselærer havde lavet en tyve minutters billedekalvakade med billeder fra børnehaveklassen til niende af alle hans elever. Det var hyggeligt - helt sikkert. Jeg tror bare det ville have givet flere point hvis det havde været vist kun for klassen.

Nok om det.


9J - Center for Ordblindhed, Tinderhøj Skole juni 2014


Bagefter samledes vi i klasselokalet, hvor en driftig forælder havde samlet penge ind og vi spiste fælles. Se det var hyggeligt. Fire lærere, otte elever og deres forældre (og Anders), klasselærerne holdt tårevædende taler, der ind imellem indbød til grin, nogen af ungerne følte trang til at sige et par ord, og jeg overrakte Samar den tegning hun havde lavet i anden klasse, og som under omrokering og flytning i går dukkede op.

Det blev langt senere end jeg havde regnet med, før vi pakkede sammen og tog hjemad. Klassen og lærere har aftalt at mødes til reunion om et års tid, når efterskoleungerne er kommet hjem igen. Knus blev uddelt og pludselig er de spredt for alle vinde.

onsdag den 25. juni 2014

Clue #4


Clue#4 var færdig i går morges, jeg fik bare aldrig fortalt om det. Det er ellers et rigtig fint clue. I virkelighedden er jeg slet ikke sikker på, at jeg er så vild med alle de forskellige mønstre i et - jeg vil hellere have noget mere enkelt - men når det skal være synes jeg at hver uges del passer så fint sammen med den foregående, at jeg alligevel synes det bliver rigtig fint.

I denne uge voksede blade ud af mit garn. Nærmest magisk.


TTL Mystery Shawl 2014 - Clue#4


Samtidig bliver jeg mere og mere sikker på, at min første antagelse om ikke at have garn nok, er helt forkert. Med tyndere garn bruges også mindre. Både i vægt og i løbemeter. Jeg ved det godt, men jeg var alligevel temmelig sikker på ikke at have nok i en farve.

Jeg har farve nummer to liggende. Designeren har fortalt at sidste clue er et godt sted at skifte farve, men når jeg nu har masser af garn tilbage i den oprindelige farve, vil jeg nok fortsætte. Også fordi - som jeg startede med - at det så bliver mere enkelt, end skulle jeg til at bruge flere farver i et i forvejen knap så enkelt mønster.


TTL Mystery Shawl 2014 - Clue#4


Om det er træthed under arbejdet eller om det faktisk er et temmelig indviklet mønster, er jeg ikke helt sikker på. Helt sikker er jeg dog på, at jeg har skulle holde tungen lige i munden undervejs og har konsulteret mønstret langt oftere end jeg plejer gennem en gentagelse af hulrække efter hulrække.

På søndag kommer sidste clue. Det skulle efter sigende være kort. Jeg er bare spændt på afslutningen.

tirsdag den 24. juni 2014

Havde han så bare sagt undskyld


Hvad som helst. Andet end at få det til at lyde som om intet nogensinde kunne være hans skyld...


Ëmilie i madteltet - juni 2014


Emilie og Samar gjorde et fantastisk stykke arbejde i madteltet i fredags. Emilie havde sin fine kjole på, for vi skulle jo klædes ud, og hvilken lille pige har ikke ønsket at være en ægte cirkusprinsesse?

I kampens hede, fik hun kødsaft ned over forstykket og på kanten, da kjolen fejede hen over en sø på bordet. Det er ikke pænt, og når ønsket er at have lige netop den fine kjole på i morgen til dimmisionsfesten, så var der ikke meget tid at spilde.

Jeg tænkte at en omgang rens ville være det bedste. Men kunne det nåes? Jeg tog kjolen under armen i går formiddags og kørte omkring Rødovres eneste renseri. Her spurgte jeg mere end een gang, om det overhovedet ville være muligt at nå. Kunne det ikke lade sig gøre, ville jeg hellere tage kjolen med igen.

Manden tøvede noget. Fortalte at butikken er lukket onsdag og at kjolen dermed skulle nå at være klar til i dag. Han fablede om at den skulle renses to gange og han vidste ikke rigtigt.... Altså spurgte jeg igen, og sagde endnu en gang at jeg hellere tog den med mig og pletfjernede hjemme, end lod den blive til en tvivlsom aftale.

Han endte med at love, at i dag klokken fire kunne vi hente den. Jeg spurgte endnu en gang på vej ud af døren, men det var sikkert. Tirsdag klokken fire. Godt så! Da Emilie stod i butikken i dag, var han ikke engang begyndt at rense den. Emilie kunne ikke lide tanken om at bede om at få den med, og tog tomhændet på arbejde.

I ørene havde hun en sang om at han aldrig havde lovet, at det ikke var til i dag, og at hun kunne hente den i morgen senest klokken to.

Æv! Tænkte jeg, og opdagede til min fryd at jeg lige kunne nå forbi renseriet på vej hjem. Altså stoppede jeg ved Centret og Imerco, hvor Emilie kunne overdrage renserisedlen og jeg kunne sætte af igen.


Altanen - juni 2014


Vel fremme fik jeg samme sang. Garneret med en besked om at han ikke kunne huske nogensinde at have aftalt noget som helst med mig, og at den først skulle være færdig i morgen. Jeg ville bare have kjolen. Ikke en eneste lille bitte undskyldning fik jeg med på vejen. Heller ikke da jeg pegede på skiltet, der fortæller om lukket onsdag og henførte til hans egne ord om at den ville være klar i dag klokken fire, fordi onsdag ikke var en mulighed.

Det var så sidste gang jeg satte mine ben i den butik!

Hjemme allierede jeg mig med Det store Husholdningsleksikon og Google. Et par hvide viskestykker over strygebrædtet, koldt vand, en svamp og en håndfuld knappenåle har været min redning.

Kødsaft på lyserødt tyl kan ses når kjolen hænger på en bøjle, men prøv at find det på det enkelte lag stof. Det er jo gennemsigtigt. En hånd under er umuligt... for en hånd er næsten samme farve som indtørret kødsaft. Til gengæld virker det at sætte knappenåle i alle de små pletter mens kjolen hænger, lægge det yderste (og ramte) lag tyl fladt på viskestykkerne og duppe masser af vand på de små pletter. Det går næsten væk af sig selv, det sidste kræver måske en lille smule mere duppen med svampen.

Tyl bliver hurtigt blødt, når det vaskes. Jeg håber det her virker. Pletterne er i hvert fald væk. Kun er der lidt tilbage i kanten, men det skal Emilie næsten selv have lov at prøve at fjerne, når hun kommer hjem.


Gassen er gået lidt af ballonen, jeg er knap så sur mere... men jeg synes alligevel for en enkelt gangs skyld, det var værd at tale grimt om andre.

mandag den 23. juni 2014

Sankt Hans


Der er altid bål på Byggeren. Det er bare mange år siden jeg sidst har været forbi en Sankt Hans aften. Det var dengang, for mange år siden, Emilie kortvarigt gik på Byggeren.


Sankt hans på Byggeren - juni 2014


Nu arbejder Anja på Byggeren, og så trækker sådan en Sankt Hans aften igen. Specielt når Byggeren ligger lige om hjørnet, og jeg vidste at Anja har lavet heksen. Det kunne vi ikke gå glip af.

Heller ikke selvom jeg er mere træt, end jeg egentlig gik rundt og forestillede mig. Fredag har meget længe været dagen for al virakken. Jeg har været evigt sikker på, at efter fredag og en weekend, skulle jeg nok være frisk igen.

Men! Fredag var bare et bump på vejen. Et stort et, vel at mærke. I dag startede vi forfra. Om en uge starter ferien. På fredag kan jeg gå hjem til ferie, og når ferien er slut lukker vi op til en Klub, der ikke kun har et øget børneantal, men som også har et nyt hobbylokale. Det nuværende skal være klasseværelse og min Café skal være Hobby.


Sankt hans på Byggeren - juni 2014


Altså gik dagen med at tømme en del af køkkenet. I dag alle kolonialvarerne fra skabe og skuffer. Og en start på at tømme skabe, der ikke længere skal være fyldt med køkkengrej. I Klubbens køkken gik Berit og Louise i gang med at tømme alting og stoppe det hele ind igen. Både det gamle og det nye fra mig. Et par gryder røg i svinget, for når to køkkener skal slåes sammen til et, er der ingen grund til at gemme på det gamle og gennemslidte.

I morgen fortsætter vi. Fredag er skæringsdagen. Der skal flyttes nogle skabe, der skal gøres klar til omrokering af hobbyborde og billard. Der skal være fri tilgang inden dagene er talte. Og så skal der holdes store afskedsdag på fredag. Det sidste skal også lige planlægges. Samtidig med at børnene skal føle sig hjemme.


Sankt hans på Byggeren - juni 2014


Måske er det alligevel ikke så mærkeligt at jeg aldrig nåede mere end halvvejs på de fire resterende pinde i det mystiske sjal, da jeg kom hjem. Dem sætter jeg mig lige og strikker, tænkte jeg. Og faldt i søvn.

Anders sørgede for mad. Det kvikkede lidt op. Emilie og jeg pakkede os sammen og gik mod bål, sang og knus til Anja. Heksen var helt rigtig og meget, meget Anjask. Selvom enden af kosten hurtigt fløj videre, holdt den store røde vorte på næsen sig uden for flammernes rækkevidde næsten til det sidste.

Nu er vi hjemme igen, og jeg tror jeg er lige præcis frisk nok til at strikke de sidste to pinde, inden jeg pakker mig sammen og går i seng.

søndag den 22. juni 2014

Til fødselsdag med malede børn


Allerede sidste år, da Bettina begyndte at tale om fødselsdag og runding af det halve århundrede, vidste jeg bare at hun skulle have billeder af sine børn. Malede billeder. Jeg var så sikker, at jeg allerede dengang spurgte Josefine om hun og Henriette kunne forestille sig at være med - for det kræver billeder at male. Det mente hun bestemt, og jeg lovede at vende tilbage.


Henriette og Josefine - juni 2014


Jeg ville helst have nye billeder. Så friske som muligt, og jeg var helt sikker på at være i god tid, da jeg for to måneder siden tog kontakt for at finde en dag. Det skulle vise sig at være meget sværere end jeg havde regnet med. Jeg troede naivt at når jeg ikke skulle bruge mere end fem minutter af deres liv, skulle det vel nok kunne lade sig gøre at finde tid.

Men tid er en underlig størrelse. Så kunne den ene ikke, så var der noget i vejen for den anden og så blev den tredie syg... Og sådan blev vi ved. Jeg forsøgte mig med en gennemtrævling af deres FaceBookbilleder, men FaceBookbilleder er gennemgående meget groft pixeleret, og det duer ikke til mit projekt.

På et tidspunkt troede jeg aldrig det ville blive til noget.


Henriette - juni 2014


Men det gjorde det. For pigerne gad godt, og de gad også køre hele vejen fra Frederikssund - bare for de fem minutter. På den måde endte jeg med at stå med billeder, der skulle gennem hele maskineriet med billedebehandling, optegning og maling... Tolv dage før fødselsdagsfesten. Og med udsigt til to hektiske uger.

Selvom jeg sagde noget andet, havde jeg faktisk planer sidste weekend. Maleplaner. Og så var jeg endda igen lige ved at opgive. Jeg havde nemlig bestilt plader til at male på, og stod pludselig med en opringning og en restordrer, der under ingen omstændigheder kunne udbringes før engang først i sidste uge.. og så var gode råd dyre.


Josefine - juni 2014


Det lykkedes, og mellem arbejde, planlægning og alt det der høre til store arrangementer, malede jeg på livet løs, når jeg var hjemme og ikke faldt omkuld af træthed. Heldigvis har jeg efterhånden malet så mange billeder, at arbejdsgangen ligger på rygraden og overskueligheden er til at gå til. Jeg satte den sidste klat inden jeg tog på arbejde torsdag morgen, vel vidende at så var de begge klar til indpakning, når vi nåede lørdag morgen.

Stor var både glæden og overraskelsen da Bettina kunne pakke op. Og så kan jeg ikke være mere stolt eller tilfreds.


Og tusind tak til Henriette og Josefine, der gjorde projektet muligt.

lørdag den 21. juni 2014

Fest


I går holdt vi fest. I går var klimakset efter lang tids øven, planlægning og gøren klar.

Cirkusfest juni 2014


I går fik vi snesevis af positive tilkendegivelser fra forældre og børn, der havde haft en dejlig eftermiddag og aften.

I går kunne vi ikke få gæsterne til at gå hjem og selvom oprydningen gik stærkt - vi har prøvet det før - måtte vi alligevel indse at tiden før oprydningen gik i gang var lidt længere end planlagt. Det er jo skønt.

Emilie var en uvurdelig hjælp i madtaltet, mens jeg forsøgte mig som linedanser, med linen om maven og paraplyen i hånden... det sidste var en lille smule svært, når det også var mig, der stod for fotograferingen.


Cirkusfest juni 2014


I går havde vi besøg af næsten sekshundrede mennesker. I går var jeg en smule træt, da jeg kom hjem.


I dag er der også fest. I dag er jeg gæsten.

I dag tager vi til fødselsdag hos to mennesker vi holder meget af. I dag fejres der to gange halvtreds år.


Cirkusfest juni 2014


I dag er også årsdagen, hvor Anders og jeg kyssede hinanden for første gang. Elleve år er det blevet til, og med det har jeg oversteget antallet af år sammen med et andet menneske.

Hvor jeg første gang brugte år på ikke at kunne se en fremtid, kan jeg i dag se tilbage på elleve dejlige år, jeg slet ikke ville have undværet. Og frem mod endnu flere, der kun kan blive bedre.

prikker

onsdag den 18. juni 2014

Så blev stængerne rejst


Der var et tidspunkt i går, hvor min liste over opgaver nærmere voksede end blev mindre, hvor jeg et kort øjeblik mærkede så meget pres, at jeg blev i tvivl om jeg nogensinde ville nå det hele.


Cirkusteltet bliver rejst


Sådan har vi vist allesammen haft det, nogen før andre. Min liste blev på magisk vis reduceret, og selvom der stadig står et par punkter på, føler jeg mig langt mere ovenpå nu.

Så da teltet kom stod jeg klar til at kigge på. Det tager tid at sætte sådan et op. Sjakbejdsen eller formanden eller hvad han nu er.. ham der havde tid til at snakke med chefen, mens de andre arbejde.. Han fortalte at den første gang de slog det op, tog det otte timer. Det gør det ikke mere.

Men det tog alligevel noget tid før de toogfyrre firs centimeter lange pløkke var slået i grunden med mukkerter på samme længde. De ved hvad de laver, ingen tvivl om det. Og inden længe lå de to høje teltpæle klar på jorden, med mit banner spændt ud mellem sig.


Cirkusteltet bliver rejst


Der lå det et stykke tid, mens pløkkene blev slået i, taktfaste hammerslag lød og barduner blev spændt ud. Så var alting klar, stængerne blev rejst med hjælp fra alle mand og lastvognen, der trak. Hold op det gik stærkt.

Der hang det så - banneret. Det var spændt ud og det kunne læses. Nu er det spændende om det holder de næste dage.. vi glemte nemlig den der pind, der skulle have været i enderne... Og nu må det siges at være for sent...


Banneret kan læses


Jeg gik inden de fandt teltdugen frem. Da jeg ti minutter efter kørte forbi ude på Tårnvej kunne jeg se de var i fuld gang, og nu er jeg spændt på hvordan det ser ud, når jeg møder op i morgen formiddag.

tirsdag den 17. juni 2014

Betyder kommunegrænsen virkelig så meget?


For at blive i det undrende univers havde jeg i sidste uge en meget mærkelig oplevelse. Ikke en speciel sjov oplevelse, mere mærkelig og underlig...


Altanen - juni 2014


Kender I de der indkøbskurve på hjul? En krydsning af kurven over armen og den store vogn til at fylde godt i. Jeg synes det er en ret genial opfindelse. Og bruger dem tit, når jeg slæber alle mine tasker fra cyklen ind i butikken efter indkøb på vej hjem fra arbejde. Jeg har ikke brug for den store vogn, den fylder for meget, men taskerne er tit tunge, og det er rart at slippe for at slæbe.

De små kurve på hjul er nemme at have med rundt og de fylder ikke ret meget og står sjældent i vejen. Min oplevelse er at når de står i vejen, handler det som regel om at der i butikken er hældt et par ekstra paller med tilbud ind, og det derfor kan være svært ikke at stå i vejen. Uanset hvor meget man forsøger at lade være.

For en måned eller to siden kom Sille og jeg af en aller anden grund til at tale om de her behjulede kurve. Sille synes de er rædsomme. De er overalt, står i vejen og er på ingen måde til at komme udenom. Jeg tænkte i mit stille sind at hun måske overdrev en smule. At så er det heller ikke værre. At hun et øjeblik virkede temmelig besk på hele samfundet.


Juni 2014


Altså indtil jeg engang i sidste uge var i Frederiksbergcentret og tænkte at de få indkøb jeg manglede lige så godt kunne klares i Føtex i centret, så jeg ikke behøvede stoppe på vejen hjem. Aldrig har jeg oplevet noget ligende. Der var ikke specielt mange handlende i butikken, alligevel var det noget nær umuligt at komme frem for kurve på hjul, der af uransagelige årsager konsekvent stod midt i gåområdet. Overalt!

Sagde jeg Sille bor på Frederiksberg?

Hun siger i øvrig at det er sådan i alle butikkerne i hendes nærområde.

Da jeg kom mig over min undren, slog det mig om det handler om kultur? Om en enkelt kommunegrænse kan forårsage så stor forskel på folks handlemåder? Om det er den politiske overbevisning, forskellen på indkomsten eller noget andet, der betyder at folk på Frederiksberg ikke tænker på andre, mens folk i Rødovre tager langt mere hensyn til hinanden når der handles?

mandag den 16. juni 2014

Clue #3


Jeg plejer at bryste mig med at have et godt overblik, når jeg strikker hulstrik. Alligevel måtte jeg holde tungen temmelig lige i munden og en enkelt gang pille op og strikke tilbage, inden jeg nåede gennem tredie del af Kirsten Kapurs mystiske sjal.


TTL Mystery Shawl 2014 - clue #3


Jeg er ret vild med den måde de enkelte dele passer sammen og ender op med et hele, der for hver søndag drejer i en ny og ukendt retning.

Der er lang tid til fjerde del, men det gør ikke noget. Jeg har alligevel ikke tid til at strikke før på søndag. Ugen her biver om muligt endnu mere travl end sidste uge.

Jeg gad vide om..


Da Sille og jeg for fjorten dage siden nød solen i Søndermarken, forlod vi haven med udsyn til en mand og et par drenge, der rystede et birketræ i forsøget på at få den temmelig store helikopter ned, der havde sat sig godt og grundigt fast et sted øverst i træets krone.


Juni 2014


Ingen skrig og skrål, de virkede ret målrettede. Og vi blev også enige om, at de nok skulle få den ned. De virkede i hvert fald temmelig stålsatte og tålmodige.

Da vi i mandags, på min fødselsdag, gik ud af samme have efter at have nydt den sidste aftenssol sammen med sushi, gik vi forbi stedet hvor redningsaktionen en uge før fandt sted.

Mest for sjov, og lidt fordi vi var nysgerrige, ville vi udpege stedet for Anders og Emilie, lidt spændte på om helikopteren nogensinde kom ned. De var væk. Begge to. Både træ og helikopter.

Eller det vil sige; der stod to birketræer. Både Sille og jeg var temmelig overbeviste om at det omtalte træ var højere. Alligevel blev vi i tvivl. Måske huskede vi forkert. Måske var det et af de to træer vi i mandags havde udsigt til, flyveren satte sig fast i. De så bare så små ud. Som havde de stået i skygge for noget større.

Det er let at stå i Søndermarken og blive i tvivl.


Altanen - juni 2014


Anders tog tyren ved hornet og forsvandt ind i buskadset. Ikke langt nok til at finde en stub, bare langt nok til at se afskårne grene og noget der umiddelbart så ud til at et træ kunne have været lagt ned. Han konkluderede at vi nok havde ret. At der nok havde stået endnu et træ ugen før.


Jeg aner ikke om de to ting har noget med hinanden at gøre. Det forsvundne træ og den fastfløjede helikopter.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke....

Måske tager jeg fejl.

søndag den 15. juni 2014

Jeg var træt da jeg nåede hjem, men jeg gør det gerne igen


Jeg havde glemt hvor meget hjælp en flok sjeteklasses elever skal have til teltopslagning. Jeg overvurderede det der med bålet .. som sandt at sige ikke er min spidskompetence. Jeg plejer at have folk til det der med bålet. I år havde jeg vores medhjælper, som sandt at sige heller ikke er nogen ørn inden for bålkategorien.

Han fik alligevel opgaven, og klarede også fint at få ild og lagt ved. Hen glemte bare at holde øje, eller måske glemte jeg at medregne det i jobbeskrivelsen. I sidste ende var det mit ansvar, og jeg nåede også at tænke på at der vistnok skulle mere brænde på, hvis der nogensinde skulle blive gløder nok til at lave mad over...


Overnatning i tel ved bålpladsen


Men altså... Teltene blev slået op, bålet var nærmest væk, og maden blev færdig lidt senere end beregnet. Alle var glade, det meste af maden forsvandt, og vi lærte på den hårde måde at bål ikke bliver ved med at brænde, hvis ikke det bliver fodret.

Rundboldbattene blev motioneret, glade hyl lød fra det meste af fodboldbanen, og da mørket faldt på havde vi fundet ud af det der med bålet, og havde masser af gløder til ristning af skumfiduser. Alle skumfiduserne forsvandt, sammen med sodavand, slik og chips (hvorfor var det lige jeg undrede mig over energiniveauet?). Gemmeleg i mørket er det nye hit, og senere var det sjovere at skræmme pigerne, der havde søgt ly i teltene.

Da morgenen gryede var søvn en mangelvare, teltene (igen) svære at slå ned. Jeg havde glemt at der også kræves hjælp til at skille skidtet ad bagefter... Og som noget nyt var hverken Kristian eller jeg særlig skarpe ud i det der med at få varme i den pose kul vi var blevet udstyret med (fordi det efter sigende går hurtigere med kul end brænde, og morgenmaden helst skulle klares inden for overskuelig tid).


Morgenmad over bål


Efterhånden lykkedes det. I hvert fald blev halvdelen af kullene hvidglødende, og bunken kunne bredes ud mens pandekagepanderne blev fundet frem. Selvom æg bliver noget misfarvede på sådan en pande, panderkager sorte, når panden ikke bliver løftet en smule fra underlaget, og bacon knap så sprødt som jeg ville ønske.. måske det sidste hænger sammen med tålmodighed.. smager morgenmad over bål bare bedre. Der blev i hvert fald spist og så vidt vides gik ingen sultne fra bordet bålet bunken af kul.


Næste år skal jeg lige huske at have et kursus ud i bål og kul inden overnatningen... alverdens teori er tydeligvis ikke nok!

fredag den 13. juni 2014

Årets sidste vigtige traditioner


Midt mellem planlægning, børnepasning, flytning af hobbylokale, skrivning af breve og programmer og skiltemaling er der også traditioner at passe. Traditioner, der heldigvis er så gennemprøvede at det næsten bliver venstrehåndarbejde. Vi kører på rygraden og er opmærksomme på at deltagerne skal have en god oplevelse.


Altanen - juni 2014


I aftes tændte vi op i grillen og tog i mod næsten hundrede mennesker, da vi bød velkommen til alle de nye små og deres søskende og forældre. Mange kender os fra større søskende og flere havde mange spørgsmål at stille.

For et par timer glemte vi alt om cirkusfest og planlægning, nød samværet, svarrede på spørgsmålene og var glade for det gode vejr. Alle var glade og jeg tror på at sådan en aften er en god investering i den fremtidige forældregruppe, der havde en god oplevelse og bliver trygge i at lade os passe deres børn.

I dag er der overnatning. I telt. Mig og mine. Fjorten børn og to voksne. Ungerne har lavet en liste så lang, og jeg har valgt ud og forsøgt at få alting med. Det meste bliver som det plejer og her er rygraden også god at have med. Men også noget nyt sniger sig ind. De havde ønske om bacon, æg og pandekager til morgenmad. Jeg ved vi har en stor plade til bålpladsen, så selvfølgelig steger vi bacon og æg over bål i morgen. Pandekagerne kan der vel også blive plads til, og så dropper jeg de hjemmebagte boller denne gang.

Lige nu regner det, jeg har fundet sovepose og liggeunderlag frem. Jeg satser på at finde det varme undertøj til i aften og så vidt vejrudsigten melder skal det nok klare op i løbet af dagen.


I morgen skal jeg sove...

torsdag den 12. juni 2014

Nu med lange lister


Tirsdag skød fjorten dage med fuld fart i gang. Ingen stille opstart, bare derudaf i ren hektisitet. Jeg vidste det godt, var forberedet og glæder mig til to uger grænsende til stress.


Blomster fra min mor


Der er altid mange arrangementer i juni. Og maj. Når de mange traditioner toppes af et kæmpearrangement, kan det ikke undgåes at vi skal løbe stærkt. Vi gør det med et smil, og det skal nok blive godt.

Og med hektiske dage kan weekenden godt gå hen og blive hellig. Altså ingen aftaler i førstkommende weekend. Det er planlagt for længe siden. Sådan må det være, og det passer mig ganske fint.


Hav en god torsdag.. Jeg vil løbe ud i den :)

onsdag den 11. juni 2014

Clue #2


Inden ugen for alvor blev skudt i gang lykkedes det mig at færdiggøre anden del af Kirsten Kapurs mystiske sjal.


TTL Mystery Shawl 2014 - clue #2


Jeg tror det bliver fint. Og blødt.

Og med hjerter.

mandag den 9. juni 2014

En skov og en tur i skoven


Det er lige før vejret var for godt, da vi hankede op i os selv og tog mod byen, mod sushi og mod en bænk i Søndermarken. Solen skinnede så det var en lyst, og hvert eneste skridt fik sveden til at dryppe fra os.


Porcelænsskov fra Emilie


Jeg kan godt lide solskin, sommer og varme. Jeg kan også godt lide at det muligt at søge ind i skyggen, kigge ud mod solen og nyden varmen.

Så det gjorde vi.

Undervejs samlede vi Sille op. Det var aftalt, og når hun nu bor lige ved siden af Søndermarken virkede det som en god ide. Vi sad på bænken, til solen var så langt væk og skyggerne så mørke at jeg begyndte at fryse og sengetider pludselig blev håndgribelige.

Nu er vi hjemme igen, og jeg nyder synet af den skov Emilie hemmeligt har købt og givet mig. En lillebitte skov, på bare fire træer, der pynter og hygger. Vistnok tænkt som adventsstage, men hvem bestemmer egentlig det?

På dagen


Dagen er startet skønt. Emilie startede forberedelserne for flere dage siden, med indkøb og lister. I aftes dækkede hun bordet og i formiddags lavede hun brunch.


Fødselsdagsbrunchbord


Pandekager, lækker salat og grillede pølser af den gode slags. på sidelinien havde hun sørget for både kaffe, the, juice og kakao. Jo der var noget for enhver.

Et besøg af min mor og Annelise forøgede på hyggebarometeret og nu hygger vi videre, inden vi i aften tager i Søndermarken og spiser sushi.

Det er skønt at have fødselsdag, når solen skinner.