De sidste efterhånden mange år har jeg brugt nytårsdag til at sidde fordybet i billeder fra året der gik, lavet månedlige colleger og forberedt det årlige visuelle tilbageblik. Hver nytårsdag bliver jeg enig med mig selv om at det ville være en rigtig god ide, hvos jeg lavede de der collager når hver måned er gået, og hver nytårsdag konstaterer jeg at det kommer ikke til at ske.
I år var noget anderledes. I år havde vi besøg af Oscar og der var langt til tanken om billeder og collager. Da Oscar på årets anden dag var afleveret hjemme, havde jeg på ingen måde overskud til projektet, og derfor er det blevet noget udskudt i år.
I løbet af sidste weekend gik jeg stille og roligt i gang, nu er jeg ved at være færdig og forestiller mig at morgendagen kan give tid til det der tilbageblik.
Derefter venter så det næste arbejde i samme boldgade - det projektmæssige tilbageblik, igen med billeder und alles. Kommer tid, kommer råd tænker jeg og er besluttet på ikke at stresse over det. Jeg kan jo bare lade være, men jeg synes det er sjovt.
Tilbage til nytårsdag var Oscar og jeg ude at lege. Da han var færdig med at udfordre sig selv, gik han sporstrengs mod vandet. I Irmabyen er en art indsø med en udvidet bådebro over. Mens jeg skyndte mig at vende cykel og anhænger og overveje om jeg kunne nå at indhente ham inden han nåede vandet, stoppede han op og ventede på mig.
Ude på broen med udsigt til noget pænt grumset og egentlig lidt ulækkert stillestående vand, synes Oscar at det bedste var at kaste ting i vandet. De nærmeste ting var papskiver fra det netop afskudte nytårsskyts og med tanke på det klamme vand, stoppede jeg ham ikke.
Da han fandt en raketpind, var han hurtig ned og ligge og forsøgte at nå vandoverfladen med pinden. Desværre var hans arme for korte, men farmor kunne nå. Det var selvfølgelig meget hyggeligt at sidde på knæ ved siden af ham, og rode i vandet, men det ville være sjovere hvis han kunne selv, og da jeg heldigvis fandt en længere raketpind var lykken gjort. (Og mine knæ, der ikke er rigtig gode til det der med at bukke for dybt, takkede)
Der var ret meget slimet tang at fiske i vandet. Oscar synes det var fantastisk, jeg heppede det bedste jeg havde lært, mens jeg overvejede om ikke der burde være en eller anden form for rotation i det der vand.
Da han havde fisket længe nok, gik vi videre til den lavere ende af vandet. Op mod det gamle kaffetårn og det lille torv er et bassin, og med pinden var det muligt at skrive navne i bundfaldet under vandet.
Oscar går meget op i O'er. De er nemlig hans.
Til sidst havde han fået nok, kravlede op i vognen igen og så cyklede vi hjem.
Hjemme ventede frokost, det var godt, for vi var blevet sultne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar