mandag den 31. december 2018

Snoninger inden nytår



Kransekagen er bagt, gulvene vaskede og sengetøjet skiftet. Maden er spist, tilbage venter kagen fra før på midnat.





Tøserne er taget af sted, med maverne fulde af mad og mod på festligheder natten lang.Tilbage er Anders og jeg, alene og uden andre planer end den famøse kransekage, når klokken slår tolv.

Jeg har ikke taget julepynten ned, for jeg fik den aldrig op. Heller ikke nytåret har fået plads til pynt. Vi har ikke brug for pynt, vi nyder bare at være her, sammen om lige det vi har lyst til. Sådan kan vi bedst lide nytårsaften.

God mad, lidt ud over det sædvanlige og stille væren sammen. Nytårstalen er hørt og udenfor akkompagneres hele herligheden af bulder og brag, mens den ene smukke stjerne efter den anden folder sig ud.

Jeg tager mig i at tænke, om der mon er noget tilbage, når klokken slår tolv, vi lukker op til altanen, kigger med og spiser kransekage.

Det er i hvert fald hermed konstateret at Rødovre og omegn har stået for en temmelig stor del af årets nytårskrudt.





Og inden året for alvor rinder ud, er der lige tid til at sende fakta om den sidste lille trøje af rester, jeg strikkede og pakkede ind til Oscar juleaften.

Denne sidste i den foreløbige række strikkede jeg mere eller mindre efter gehør. Strikkeprøven blev første udkast, der blev for stor, men gav plads til mål, så en mindre kunne se dagens lys.

Men inden fakta vil jeg ønske alle et godt nytår.








Design: Restesnoninger af egen avl.


Garn: Uld & Co Lambswool i et par grønne nuancer. Begge, sammen med en lillebitte rest, resterne fra sjalet jeg strikkede, glædede mig over og derefter smed væk. Jeg håber stadig at nogen der savner varme fandt det. For væk var det, da jeg gik turen tilbage.

Den færdige lille trøje vejer hele 112 gram.


Pinde: 3,25 mm. Både rundpinde og strømpepinde og en enkelt hjælpepind.


Størrelse: Omkring 6 måneder. Vil jeg tro





Bemærkninger: Helt alene kan jeg ikke tage æren for den lille trøje. Jerg fandt nemlig snoningen og varianter i Norah Gaughan's Knitted Cable Sourcebook.

Trøjen er strikket nedefra og op, med ribkanter og en enkelt retrille alle vegne mellem rib og mønster.

Ved halsen og langs den ene forkant lykkedes det at skabe en illusion af overgang med en lillebitte rest grønt, der farvemæssigt ligger lige mellem den lyse og den mørke. Den mørke fungerede også godt ved ærmerne, mens den anden forkant og nederst på trøjen ikke fik samme optiske overgang, da retrillen blev strikket af det garn, der alligevel sad på pinden.

Sådan er det med rester.


Når det er sagt, synes jeg faktisk den blev rigtig god.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.





Ankers Jakke


Mens årets næstsidste dag er gået sin gang, tøserne har grinet og hygget bag Emilies dør og Anders og jeg har planlagt morgendagens middag, der nok skal blive god og lidt mere luksuriøs end til hverdag, men så heller ikke mere, er jeg ved at have styr på støvede gulve og årets sidste vasketøj.







De sidste billeder af strikkede trøjer ligger stadig i kameraret og presser på. selvfølgelig skal de vises frem.

Ankers Jakke var blandt den lille bunke trøjer babyen kunne pakke op til jul. Ja, han gjorde det nok ikke selv, og er nok også temmelig ligeglad, så længe han ikke fryser. Det har jeg nu gjort mit for ikke skal ske.

Jeg har stadig masser af rester i små portioner liggende og det kunne være hyggeligt at fremstille en bunke, så han i ny og næ kunne udstyres med en ny trøje, og have de på, på vej hjem, når han har været på besøg

Måske ikke en ny hver uge... men en gang imellem.

Det tænker jeg vil være sjovere end at overrække til forældrene.












Design: Ankers Jakke fra Petite Knit.


Garn: Rasmillas Yndlingsgarn i blå nuancer. Jeg afsluttede med brun på ærmerne, og fortsatte den brune som knapper, da det resterende blå jeg havde liggende, ikke passede til det første blå.

Den færdige trøje vejer 84 gram.


Pinde: Rundpinde og strømepinde (til ærmerne) 3,75 mm.


Størrelse: 6-9 måneder




Bemærkninger: Næh...


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.





lørdag den 29. december 2018

De sidste feriedage, inden et nyt år


Det sker hvert eneste år. Igen og igen. Jeg tænker der er masser af tid til at nå en hel masse mellem jul og nytår, og inden jeg ser mig om er dagene smuldret mellem fingrene.





Det er ikke for at beklage. Sådan er det bare, og det jeg får fyldt i er som regel meget bedre, end det jeg egentlig gerne ville.

Jeg ville nemlig gerne noget med at rydde op, rydde ud og vaske gulve.

Jeg kan godt nå det endnu. Og lige nu tror jeg på det. Ikke helt i så stor stil, som jeg kunne have ønsket, men nyvaskede gulve er så absolut på ønskelisten og helt sikkert inden for rækkevidde.





At de sidste dage har bragt mig rundt til både Glostrup, Fredriksberg og Næstved nyder jeg bare. Det er nemlig slet ikke skidt.

På et andet plan er der gået en smule oprydning i det. Selvom nye projekter banker på, og jeg sagtens kunne finde på at hoppe på nyt, har jeg pludselig lyst til at færdiggøre, har fundet gamle projekter frem og med nogen overraskelse konstateret at være nået langt længere end forventet.

Altså strikker jeg løs på noget, der har ligget længe. Et par sweaters til Anders og Daniel. Jeg kan se enden på kroppen på begge modeller. Anders' mangler stadig mindst tyve centimeter, mens jeg har skiftet pind og startet på ribben på trøjen til Daniel.

Tyve centimeter er ikke meget - og slet ikke meget, når jeg i virkeligheden var i tvivl om jeg overhovedet var nået til at skille ærmer fra krop.





Jeg tænker de tyve centimeter skal med ud til kommende møder, mens ribben kan klares i sofaen, hvor også de igangværende strømper har det bedst, og et par andre projekter skal have plads til at nå nye hjørner.

Det ville være en ny fornemmelse at komme i bund, blive færdig med alt, og starte helt forfra på nye ideer.

God plan - tænker jeg.

Også hvis den ikke holder.





Hyphen


Størrelse er altid lidt vilkårligt, når det drejer sig om babytøj. Når bare det ender til den store side, er det ikke så vigtigt om strikkefasthed og så videre passer.





Langt de fleste af de små trøjer jeg har strikket til Oscar over den sidste måned, har været lidt tilfældige, da garn og opskrift sjældent har passet særlig perfekt sammen.

Altså satser jeg, overvejer, tæller for og imod og slå til en størrelse, jeg tænker vil blive lidt for stor.

Det har virket i de fleste tilfælde. Bortset fra Hyphen, strikket af rester fra Stephen West-sjalet som Emilie har sat sig tungt på.

Med et par pindenumres forskel, tænkte jeg, at jeg slog op til en størrelse et år, og håbede på at ende på omkrig et halvt. Den blev lidt mindre. Så meget mindre at den nærmest passede perfekt første mandag vi passede ham, for godt en måned siden.





Vi har det sjældent varmt, så han fik trøjen på og nåede næsten at have den på, til han skulle hjem igen, inden han gylpede ud over det hele, trøjen blev pakket væk og vasket, så jeg kunne pakke den ind til jul.

Nu håber jeg bare de får stoppet ham i den en gang eller to mere inden han endegyldigt bliver for stor til den.














Design: Hyphen af Lisa Chemery.


Garn: Palette fra Knit Picks - rester fra Texture Time. Hovedfarven er Marina, mens det også lykkedes mig at bruge de sidste rester af Shoal og Seafaring.

Den færdige trøje vejer 58 gram.


Pinde: Rundpinde od strømepinde (til ærmerne) 3,75 og 3,25 (til kanter)


Størrelse: Strikket efter strørelse 1 år, og mål til noget mindre - den færdige trøje er cirka 4 måneder.






Bemærkninger: Ingen - ud over en undren over placeringen af knapper og knaphuller. Det gælder ikke kun den her opskrift, mere sådan i al almindelighed. Jeg er åbenbart så gammeldags, at jeg regner med dame- og herreside når det kommer til om hullerne skal sidde i højre eller venstre side...


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.





torsdag den 27. december 2018

Julekalendervanter 2018


Da Garnvärk introducerede kalendervanter til december, sprang jeg til. Undervejs overvejede jeg flere gange, om jeg egentlig havde tid til det, og var til tider lidt bagud. Heldigvis var der dage med stort set ingen strik.





Det mest udfordrende ved vanterne var flerfarvestrikken. Det er ikke min spidskompetence, men jeg blev faktisk lidt grebet af det undervejs. Og med det i mente kunne jeg snildt finde på at springe til en anden gang.

Jeg blev faktisk også lidt bedre, til det med to farver, undervejs. I hvert fald kan jeg konstatere at vante nummer to blev lidt mindre end vante nummer et - og samtidig med lidt pænere masker inden opskyl.

For hold da op, hvor skulle de skylles op inden de kunne vises frem. Men uld er taknemmeligt, og mine usikre skæve masker blev så fine efter et bad.

Et bad i lidt for varm vand, og med en noget hårdhændet behandling. Jeg håbede nemlig at de ville krybe lidt. Og måske også blive lidt mere ens i størrelserne. Begge dele lykkedes delvis. De kunne godt bruge en omgang mere, for de er stadig til den store side, og den ene er stadig en smule større end den anden.







Allerede inden jeg slog op vidste jeg, at jeg ville have foer i. Jeg brugte iCord-opslagningen fra Fiddlehead Mittens, fordi den virker så godt til at samle masker op til foer. Og måske også fordi jeg stadig drømmer om at strikke et nyt par, som afløser for det halve par jeg har liggende (jeg har tabt den ene, og det er temmelig sørgeligt)

Det er vildt så meget foer, i et par strikkede vanter, gør ved det færdige resultat. De føles tykkere end jeg havde forventet. Tykkere end bare to par vanter inden i hinanden.

Jeg strikkede foeret mindre end vanterne og passede på ikke at være for hårdhændet ved netop foeret, da jeg forsøgte at filte mig til lidt mindre ydervanter. Det lykkedes til fulde.

Jeg synes faktisk de er blevet rigtig fine.

Og er glad for, at jeg fandt resterne af det plantefarvede garn frem.













Design: Julevanter 2018 af Anne Grete Lænkholm.


Garn: Supersoft uld farvet med planter i solen, forrige sommer. Der er brugt rødkål, rødløgsskaller, ellekogler, valnødder og den sidste rest fra de sorte bønner.

De færdige vanter vejer 93 gram.


Pinde: 2½ mm strømpepinde. De røde fra Knit Pro Zing.


Størrelse: Til den store side til mig. Jeg overvejer stadig en omgang lidt for varm vask.





Bemærkninger: Jeg vidste fra start at jeg ville have foer i de færdige vanter. Derfor slog jeg op med den iCordopslagning, der er beskrevet i Fiddlehead Mittens. Derfra strikkede jeg det yderste af vanterne ganske som opskriften dag for dag afslørede.

I stedet for at sætte maskerne til tomlen på en nål og slå nye masker op, strikkede jeg en tråd ind i stedet. Det gav det anviste antal, da jeg efterfølgende samlede masker op og fjernede tråden.

Foeret strikkede jeg stribet, to pinde af hver farve. Jeg samlede masker op på indersiden af iCordopslagningen og strikkede på første omgang to masker ret sammen i hver side af vanten = to masker mindre end ydervanten.

Jeg strikkede lige op, tog ikke ud til tomlen, og satsede på at strikken ville give sig nok til at foeret var rart at have i. Det fungerer fint.

Ved tomlen - som jeg satte lidt lavere end vanten (fordi jeg håbede at kunne vaske mig til et lidt kortere færdigt resultat) strikkede jeg en tråd ind, ganske som på ydervanten. Men kun over 11 masker - så indertomlen også endte med at være to masker mindre end ydertomlen.





Jeg lukkede foeret af, da det passede fornuftigt til min hånd - det samme gjorde jeg ved tomlen, og huskede at få lukket for løse ender, inden jeg lukkede helt af. Som sådan undervejs.

Jeg strikkede ikke tomlerne stribede. Den ene er brun, den anden er blå. Det ved jeg, men det er der ingen som kan se.


De færdige vanter er varme og har allerede vist deres værd.


Har du lyst til at se flere billeder af vanterne, kan den ses lige her på Ravery.





onsdag den 26. december 2018

Julen i tilbageblik


Vi er hjemme igen. Dagen er for størstedelen tilbragt i tog. En lang rejse, der gik glat og med noget søvninghed til følge.






































Vi nåede i formiddags at hygge det sidste, at pakke kufferterne og sige ordentligt farvel, og glæde od over at vi allerede ses igen til februar.

Julen har været skøn. Langsom og uden stress og jag. Helt som vi bedst kan lide den.

Vi har grinet, strikket, lavet mad og spist mad. Vi har spillet både om spisebordet og billardbordet. Vi har været ude og blevet blæst igennem og vi har nydt at være sammen.

Mere er der ikke at sige om den sag.

Ferien derimod, den er langtfra slut. Der er stadig dage at tage af, dage at nyde og dage at fylde ud. Erfaringen siger det ikke bliver noget problem.

Og om et års tid gentager vi.