søndag den 31. august 2014

Hørt i kirken...


Du ved bare, at du er langt ude på landet, når du sidder i kirkebænken og venter på at dåben begynder og gæsterne ved siden af starter en samtale om....

... Hvor mange halmballer de kan have i deres bil.

Der kunne være fire - vel at mærke af den almindelige størrelse.

Ikke bigballer...

søndag den 24. august 2014

Og så gjorde han det...


Da Formel1 var slut, vasketøjet hængt op, søndagssyslerne overståede og maverne begyndte at rumle, tog Anders og jeg hinanden i hånden og gik ned til den thailandske overfor Rødovre Kirke.

Godt mætte kunne vi en times tid senere gå hjemad. På vejen blev vi enige om at gå omkring tanken, for jeg mangler danskvand med citrus - en mangelvare i Fakta, som jeg er gået hen og blevet svært afhængig af.

Mens Anders underholdt med anekdoter fra dengang han bestyrede Seven-eleven kiosker på Nørrebro og Amager, kom han til at filosofere over om ikke tanken kunne ligge inde med coke.. nu de alligevel sælger både jointpapir og deslige...

Jeg spørger dem! sagde han, og fortsatte med at mene, at de stakkels sent arbejdende unge på en kedelig tank nok kunne trænge til et grin.

Så det gjorde han. Gik ind i butikken og spurgte. Ikke særlig elegant eller troværdigt for den sags skyld. Faktisk er jeg sikker på han kunne have solgt den langt bedre. For ikke at tale om at lyde som om han mente det.

Jeg skyndte mig bare at gå hen til sodavandene.

Helt sikker på at de to unge bag disken var helt med på joken, fik jeg betalt for min danskvand, pakkede flasken i tasken og sagde pænt farvel.

Fortsat god aften, sagde den unge pige bag disken og fortsatte... Jeg er ked af vi ikke har noget coke, jeg håber I finder noget et andet sted...

Jeg fik svaret, at jeg troede bestemt godt vi kunne undvære, før vi med al den værdighed vi kunne mønstre gik ud af butikken og ventede med at grine, til vi havde rundet hjørnet.

Totalt simpelt


Eller...


Anders i den nye og simple...


Det er efterhånden fire uger siden sweateren til Anders blev færdig. Det er næsten ti måneder siden jeg startede, og kun nogle dage siden vi tog billeder.

Sweateren startede da Garnudsalg engang for længe siden lokkede med billigt og lækkert uld i tweedversion. Jeg viste videre til Anders, og der gik ikke længe inden han havde sendt en bestilling af sted, som også inkluderede tanker om en temmelig simpel sweater.

Sagde han.

Jeg mente noget andet.

Som udgangspunkt ville han have en helt simpel sweater med rib i alle kanter, V-udskæring og et par striber. En hen over brystet og en op ad ærmet. Den sidste var så ikke helt i kategorien simpel.

Jeg besluttede at simpelt er godt, men at lækre detaljer er bedre.

Altså startede jeg med at måle grundigt og kunne konstatere at Anders er to centimeter bredere over bringen end over ryggen. Det betød en forskydning af sidesømmen, som ikke ses, men som betyder at den færdige sweater sidder lidt bedre.

Jeg mente der var grundlag for et par andre nyheder og valgte at slå op med en tubular cast on og afsluttede senere halskanten med en turbular bind off.


Anders i den nye og simple...


Selve sweateren strikkede jeg ganske klassisk fra neden af og op. Jeg strikkede rundt, og skilte ved ærmegabet. hvorefter en pæn fasionering med tydelige indtag omkring både ærmegab og halsudskæring blev tilsat.

Ærmerene krævede lidt tankevirksomhed, for en lodret stribe er ikke lige at lægge ind. Jeg kunne have strikket gobelinstrik, men så kunne jeg ikke strikke rundt (tråden ved ny farve ville sidde i den forkerte side). Jeg endte med at strikke ribkanten, dele arbejdet i stribefarven og resten, slå en ekstra maske op i hver side af hver del til sømrum, og strikke striben lige op.

Den anden halvdel af ærmet strikkede jeg ud i et med udtagningerne placeret cirka midt i. Her lavede jeg også en forskydning, så ærmet passede til forskydningen af sidesømmen.

Jeg var faktisk færdig for flere måneder siden. Jeg havde strikket hele kroppen, syet skuldrene sammen og manglede blot halskanten. Jeg havde strikket begge ærmer, syet det ene sammen, og var godt i gang med at sy det andet da jeg gik i stå.

Ærmerne var ikke ens. De var hverken lige lange eller havde samme mængde indtagninger op over ærmekuplen. Jeg havde også glemt den snoning jeg ville have lige under V-udskæringen som en ekstra detalje.

Det var ikke fordi det var meget der manglede. Jeg mistede bare lysten. Og glemte projektet så længe at Anders ikke anede hvad jeg snakkede om, da jeg fandt det frem igen.


Detalje ved halsen

Opslagning og pæne runde kanter


I praksis viste det sig at tage cirka ingen tid at rette op på ærmerne, pille sammesyningen af skuldrene op og trævle ned til bunden af halsudskæringen og tilføje snoningen.

Det tog heller ikke lang tid at sy det hele sammen og tilsætte halsudskæringen.

Anders er rigtig glad for den. Det eneste han var lidt ked af, var at jeg mente det nødvendigt at vaske den. Han ville gerne have blødheden efter vask, men han var ked af at spindeolielugten forsvandt. Den kan han godt lide.. den minder ham om maskinolie....

Kan man få sæbe, der dufter af maskinolie?





fakta3




Design: Mit - i samarbejde med Anders.


Garn: Donegal Raw fra Garnudsalg i farverne Dark Sand og Hunter.

Det er ikke let garn. Den samlede sweater vejer 534 gram - fordelt med 415 af den grønne og 119 af den sandfarvede.


Pinde: Selve sweateren er strikket på pind 4½, alle kanter med pind 4.


Størrelse: Anders.


Anders i den nye og simple...


Bemærkninger: Simpelhed med fine detaljer:

Opslag: Tubular Cast On.
Aflukning af halskanten: Tubular Bind Off.

Jeg fandt beskrivelser af begge teknikker hos Ysolda Teague. Jeg valgte en 2-2 rib, og måtte flytte rundt på maskerne efter opslagning og inden aflukning. Hvordan forklarer Ysolda rigtig fint i sine videoer.

Striben hen over brystet blev målt og målt igen, så den sidder helt rigtigt.

En dobbelt snoning lige inden halsudskæringen giver en fin overgang til indtagningerne.

Skuldrene er lige... de burde måske have været skrå.

Ærmerne er strikket i to dele og syet sammen efterfølgende.


Har du lyst til at se flere billeder af sweateren, kan de ses lige her på Ravelry.

lørdag den 23. august 2014

Gaven er pakket og jeg er klar


I dag er der fødselsdag. Victoria fylder tretten.


Victoria og Emilie på standen til min mors fødselsdag


Jeg skal alene af sted. Anders ser Formel1 og Emilie er blevet på skolen. Hun ville ikke hjem, for næste weekend er der tvungen hjemsendelse.... og tre weekender i træk var for meget. Sagde hun.

Jeg tager gerne alene af sted. Jeg kan følges med min mor, og min far og Anni har lovet at hente os ved toget.

Jeg tænker også vi følges hjem igen. Jeg plejer ellers at blive og overnatte, når der er fødselsdag hos min søster. Så får vi mulighed for timer alene og jeg kan køre med Claus hjem, når han skal på arbejde søndag aften. Men i morgen skal han ikke på arbejde, så jeg skal selv tage hjem. Det kan jeg heldigvis godt.

Jeg tænker det bliver hyggeligt. Både togturene med min mor, fødselsdagen og timerne sammen med familien. Det føles som om det er længe siden sidst. Det er det vist egentlig ikke.

Der er bare sket meget i de sidste uger.

fredag den 22. august 2014

Status efter to ugers ny skolereform


En ting er teori - en anden er praksis.

Jeg er sådan en, der som udgangspunkt er positiv. Både i nuet, men også overfor nyt. Jeg har for mange år siden lært at der er kampe, der skal kæmpes, og så er der dem, der slet ikke er værd at bruge tid på. Og det der ikke kan ændres.

Skolereformen kan ikke ændres. Den er kommet for at blive. Derfor har min tilgang også fra start været at få det bedste ud af det. At hoppe på og følge med. At tro, det vil give nye og spændende muligheder.

Sådan har jeg det stadig.


Ved Damhussøen - august 2014


Men. For der er også et men. Vi nåede ikke meget længere end mandag i sidste uge, før vi måtte indse at et er teori - noget andet er praksis.

Det handlede mest om Klubben. Om at skulle være to steder på en gang. Om ikke at have tid. Om ikke at have overskud. Om at føle sig utilstrækkelig, og om at passe på hinanden. Det holdt hårdt. Vi følte os ikke hørt, vi følte os misbrugte og på randen af negativitet.

Det har ingen af os lyst til.

Men vi var hørt. Og vi blev hørt. Sådan noget giver ro. Også selvom problemerne ikke er løst. Alting kan ikke klares fra den ene dag til den anden, men der arbejdes på sagen, og så kan vi strækkes langt.

Bare vi bliver hørt.


Altanen august 2014


I skolen dukkede andre problemstillinger op. Det altoverskyggende "hvad skal vi egentlig" har fyldt. Samarbejdet med lærerne, som jeg på visse punkter havde gruet for, viste sig knap så grufuldt, men stadig svært at have med at gøre. Med timer i seks klasser og med lærere til lige så mange klasser, er det sin sag at finde tid.

I praksis har vi ikke fundet tid. Men vi har fundet noget andet. Så kommer det med tiden nok med tiden. Jeg tror på det.

Jeg har ikke mange timer i skolen. Men heller ikke mange færre end mine kolleger. Jeg har fem. En time hver dag. Hver dag en ny klasse. Den ene dag to klasser slået sammen. Det giver mange indgangsvinkler at holde styr på. Mange skift, og mange muligheder.


Altanen august 2014


På mit skema stod fra start fordybelse. Det er de timer der i reformen hedder lektiehjælp og faglig fordybelse. Eller de timer der i daglig tale går under navnet lektiecafé. Det stod hurtigt klart at min faglige kompetence ligger langt under lektiehjælp i ottende og niende klasse.

Jeg har kun ottende og niende klasse. Til gengæld har jeg alle de klasser skolen kan mønstre på de to årgange.

Det viste sig også hurtigt at jeg ikke var den eneste, der havde set at kombinationen pædagog og lektiehjælp ikke er den bedste brug af kompetencer. Nu er alle mine fem timer i de seks klasser vekslet til understøttende undervisning. Det kunne heldigvis lade sig gøre.

I løbet af den første halvanden uge med ny skolereform kunne jeg fysisk mærke at tingene ikke hang sammen. Dagene gik, timerne i både skole og SFO blev brugt. Jeg blev brugt. Jeg faldt i søvn, når jeg nåede hjem. Og jeg kunne ikke vågne om morgenen.

Onsdag blev vendepunktet. For mig. Ikke for alle. Men lidt tæller også.


Ved Damhussøen - august 2014


Onsdag havde vi møde med lærerne. Det var set frem til med glæde. Det var vist et udemærket møde. Men det var ikke selve mødet, der gjorde udslaget. Det var de sætninger Kristine sagde lige inden mødet gik i gang. De sætninger der fik min del af undervisningen til at falde i hak.

I hvert fald for de næste mange måneder.

Lige inden sommerferien sluttede, satte jeg mig og skrev noget der minder om en jobansøgning. Jeg skrev om mine kompetencer. Om hvor jeg så mig selv i skolen, og hvor jeg mente at kunne bruges fornuftigt. Jeg sendte det alle de lærere jeg er i teams med. Til alle seks teams. Jeg havde nemlig forudset vanskelighederne ved at mødes.

For mange år siden lærte jeg webdesign. Jeg lærte HTML, CSS og en smule Javascript. Jeg lærte om billedebehandling, om flowcharts og om opbygningen af hjemmesider. Det var det Kristine tog fat i. Kan du ikke lære dem det? Spurgte hun, og mente at alle seks klasser kunne få glæde af.

Det er ikke en fjern tanke. Jeg har tænkt den mange gange. Tænkt at jeg arbejder på en skole og det kunne være spændende at få lov at give min viden videre. Jeg havde bare glemt det. Glemt det midt i min følelse af utilstrækklighed.

Man kan hurtigt føle sig utilstrækkelig, når man ikke længere kan huske hvordan et udsagn med x'er og y'er, plusser og minusser, paranteser og opløftede potens skal reduceres. Specielt når jeg samtidig var pinligt bevist om, at lige præcis den del af matematikken var jeg mere end bare almindelig god til. For femogtyve år siden.


Altanen august 2014


Nu skal jeg undervise webdesign. Jeg glæder mig. Alle mine mange lærerkolleger greb bolden og synes det var en fantastisk ide. Når eleverne har lært nok, kombinerer vi med opgaveafleveringer. Jeg ved hvad jeg skal. Lærerne ved hvad jeg skal. Og de får tid til selv at finde rundt i alt det nye, uden også at skulle tænke på mig.

Så finder vi nok ud af det med at mødes.

Det gjorde godt. Jeg er klar og mandag starter første lektion. Jeg kunne fysisk mærke hvor godt det gjorde. Hvor meget det lettede.

Torsdag morgen vågnede jeg frisk og veludhvilet.


Altanen august 2014


Jeg tror stadig på det nok skal blive godt.

Også selvom en ting er teori. Og noget andet er praksis.

Til hende den lyserøde


Lyserøde bestillinger

Lyserøde bestillinger

Lyserøde bestillinger

Lyserøde bestillinger

Lyserøde bestillinger


Sidste weekend gav anledning til bestilling af en ny nøglesnor. Den fra skolen udleverede levede ikke op til kravene.... både hvad angik farve og holdbarhed.

Grisen var den anden usbnøgle jeg bestilte.. Jeg skal vist også have en selv. En sjov en...

Det hele er sendt, modtaget og glade budskaber sendt retur.

mandag den 18. august 2014

Nellie the elephant


Nellie the elephant


Jeg er inviteret til dåb, og hvad vil gøre sig bedre end et blødt og hyggeligt dyr. Længe tænkte jeg at det skulle være en flodhest - jeg har ikke lavet en flodhest før - men jeg havde alligevel mere lyst til at lave en elefant.

Det er lille dreng der skal døbes, og selvom hæklede blomster måske ikke er det allermest maskuline der findes, og jeg ikke er i tvivl om at drengens forældre holder meget på traditionelle drenge- og pigefarver tror jeg på at den får grønt lys.


Nellie the elephant


Jeg valgte blå som grundfarven og supplerede med noget grønt. Jeg valgte klare farver, for børn i dåbsalderen og klare farver passer godt sammen.

Der går temmelig mange femkanter til sådan en elefant, og belært af Silles fejl - hun lavede en elefant for længe, længe siden - huskede jeg at fylde rumpen  med modvægt, for snablen er temmelig tung og uden falder den bare på snuden.

Jeg er ellers ret glad for sorte glasøjne til de hæklede dyr - men med en baby duer det ikke. En simpel hæklet cirkel og god fastsyning håber jeg til gengæld holder.





fakta3




Design: Nellie the elephant african flower crochet pattern af Heidi Bears.


Garn: Bumbo Cotton 8 fra det lokale supermarked.

Der gik 125 gram garn til elefanten, fordelt på fire farver. Plus en lille bitte rest uld til øjne. Jeg brugte ikke over et nøgle af nogen af farverne. 


Nåle: Hæklenål nummer 3 .


Størrelse: Den færdige elefant måler 44 cm fra snabel til hale og 17 cm i højden. På det breddeste sted måler den 13 cm, og fyldt vejer den 360 gram.


Nellie the elephant


Bemærkninger: Af en eller anden mærkelig grund glemte jeg at dyrene skal hækles med en hæklenål nummer 2½ og greb i stedet ud efter nr 3. Det betyder at hæklingen er en lille smule mere løs, og dermed har lidt større huller, så fyldet kan ses en lille smule mere. Men ikke meget.

For at give modvægt til den tunge front syede jeg en lille pude fyldt med plastikgranulat (fundet hos Panduro) og stoppede den ind mellem alt det bløde fyld. Jeg brugte symaskinen til at sy - i opskriften er det ellers en meget malende beskrivelse af hvordan puden skal syes i hånden. Som i opskriften valgte jeg at sy den dobbelt - man kan jo aldrig vide, og hvor sjovt er det lige, hvis der pludselig drysser plastikkugler ud af bagdelen på dyret...

Den yderste række stangmasker på ørene, der  efter opskriften skal bestå af klynger af fire stangmasker, valgte jeg at trække en enkelt stangmaske fra, og hæklede klynger af tre stangmasker.

Halen skulle egentlig bare have bestået af en fletning af længder af garn. Jeg synes det var svært at sy gennem de enkeltstående tråde - og sløjfe, så de ikke risikerede at ryge af undervejs. Jeg tænker at sådan en baby kan være temmelig hårdhændet.


Nellie the elephant


Enden blev at jeg hæklede en samling luftmasker og flettede dem. Det var lettere at sy gennem luftmaskesnorene, og fastlåse, så de ikke lige pludselig falder af. Personligt synes jeg også det blev flottere.

Øjnene skal også helst kunne sidde godt fast. Jeg hæklede derfor to cirkler på hver 13 stangmsker af en rest mørkegrå uldgarn og syede dem godt fast.


Har du lyst til at se flere billeder af elefanten, kan de ses lige her på Ravelry.

Alt det nye


Min mors halvfjerds års fødselsdag.. Emilie i sandet


Så gik weekenden. Emilie kom hjem med lys i øjnene og glæde i kinderne, når hun fortalte om alt det nye. Nye venner, nye vaner, nye oplevelser og et nyt liv.

Alt er godt, hun er glad og med den nye mobiltelefon i bagagen tog hun i aftes tilbage til endnu mere af det gode nye.

Vi ser hende igen om fjorten dage.

torsdag den 14. august 2014

Madplan


Emilie kommer hjem i morgen. Der ligger en mobiltelefon klar til hende, og det er vist i virkeligheden det største trækplaster.


Altanen - august 2014


Vi har ikke hørt meget fra hende, men jeg er temmelig sikker på det går godt.

Jeg tænker også at de spiser mange kartofler... for bestillingen på mad ved hjemkomsten lød på kød og kål!

prikker

Småbitte penselstrøg


Min søsters veninde, Helle, ringede og spurgte om ikke jeg ville male et billede. Et billede med en hest. Det har jeg ikke prøvet før, og jeg kunne ikke lade udfordringen være.


De små pensler


Det er synd at sige det går hurtigt. For fingeren jeg sleb lidt på i sidste uge, og som umiddelbart fungerer fint, og er kommet sig rigtig godt, har alligevel en smule svært ved at holde ordentligt på de fine pensler.

Det er i virkeligheden ikke så meget fingeren, som placeringen af skaden....

Det er godt at Helle kan vente og har lovet at finde tålmodigheden frem.

Forklædt


Da Emilie for snart et par uger siden pakkede til et nyt skoleår, gik det pludselig op for hende, at hun manglede en usbnøgle. Det har hun sådan set gjort længe og med tanke på det meget mindre boglige indhold det nyligt påbegyndte skoleår indeholder, i forhold til de tidligere, kan det nok diskuteres hvor vigtig en usbnøgle er.


Ugle-usb


For Emilie var det vigtigt. Og da ingen efterhånden kan være i tvivl om Emilies hang til lyserød, var det med lyserød i ærmet, jeg satte mig foran computeren og gennemsøgte nettet for sjove usbnøgler.

Jeg fandt en ugle. Og skyndte mig at bestille. Jeg fandt den hos AliExpress, og jeg må indrømme at jeg er overrasket over den hurtige transporttid. Jeg blev lovet en måned og allerede ti dage efter bestillingen lå den i min postkasse.

Måske den også nået frem til Emilie. Jeg stoppede den i hvert fald hurtigst muligt i postkassen på posthuset, for jeg lovede dengang efter bestillingen at så snart den var i hus, ville jeg sende videre.


Ugle-usb

Ugle-usb


Jeg håber hun synes om den, for det eneste hun dengang fik at vide, var at den er fjollet og lyserød. Hun fik ikke at vide, at jeg faktisk bestilte to. Den anden er endnu mere fjollet (og vist egentlig også endnu mere lyserød), men den er ikke ankommet endnu.

Jeg har afprøvet og formateret den inden videreafsendelse. Den virker fint.


Ugle-usb


Jeg valgte i øvrigt den på otte gigabyte, for når jeg alligevel skulle have to, tænkte jeg at det var rigeligt til et skoleår i Sorø... Og hvis alle de opskrifter hun skal skrive ned fylder mere, giver det grobund for at lede efter endnu flere fjollede lyserøde opbevaringsfigurer.

tirsdag den 12. august 2014

Udsalgsheldig


jeg skulle slet ikke have noget. Skulle bare en hurtig tur på posthuset. Men når cyklen parkeres i den ene ende af centret, når posthuset ligger i den anden ende af centret og tilbuddene står i kø....


Udsalg


Først var der manoskåle til femogtyve kroner stykket. Der var fem, alle lilla. Jeg synes det var synd at skille dem ad.

I skobutikken havde de crazy udsalg - yderligere fyrre procent nedslag i allerede nedsatte priser. Der var ikke noget spændende i min størrelse. Til gengæld nærmest sprang det ene par sko i Anders' størrelse mig i øjnene. Jeg var ikke i tvivl om at de var noget for Anders, men jeg nåede alligevel at blive usikker på om størrelsen var rigtig.

Et flok billeder og en smskorrespondance senere, sagde Anders: Tag dem med hjem! Så det gjorde jeg. Ved kassen viste det sig at de slet ikke var sat ned til firehundrede, men tohundrede - og stadig med yderligere fyrre procent rabat.

Og de passer perfekt.

Rødmen


De første færdige tomater


Og så var de der. Bare to. Godt gemt nederst mellem de største blade.

Mon ikke resten følger efter

mandag den 11. august 2014

Første dag på mit nye arbejde


Med ny skolereform, lukning af Caféen og omrokering i Klubben mødte jeg op i dag til noget der mest af alt føles som et nyt arbejde. Kollegerne er de samme, men rammerne er noget anderledes.


Boldbanen


Selvom jeg har arbejdet i over ti år på samme sted, og i tæt samarbejde med Klubben, er jeg noget nær en novice når det kommer til alt det praktiske i Klubben. Min viden om hvordan der tages imod efter skole, reglerne i Hobby eller hvordan der lukkes når dagen slutter kan ligge på et meget lille sted.

Jeg forestiller mig, at jeg hurtigt kommer efter det, for selvom det er nyt er det også trygt. Mindre trygt var det at stå over for en niendeklasse og skulle agere skolepædagog. Det var spændende og udfordrende. Der blev arbejdet igennem, og aftaler undervejs blev overholdt. Det skal nok blive godt.

Med seks forskellige klasser i løbet af en uge skal det helt sikkert nok blive spændende at være i skolen. Og med lige så mange forskellige teams, der skal samarbejdes med, skal det også nok blive meget forskelligt hvordan arbejdet i klasserne kommer til at foregå. Jeg tror på det bliver godt, også der hvor samarbejdet kommer til at være mindre gnidningsfrit.

En ting er teori, en anden er praksis. Allerede i dag kunne vi se problemstillinger, der kan give hovedbrud over de kommende uger eller måneder. Ting er til for at løses. Vi skriver lister, snakker sammen og inddrager ledelsen, når vi for alvor kan sætte ord på.

Afvekslende kunne godt blive overskriften for mit nye arbejde. I dag startede jeg med at glædes over gensynet med kollegerne efter ferien, jeg stillede op til fællesfotografering sammen med resten af skolens ansatte, jeg snakkede med den ansvarshavende lærer for min mandagsklasse, var sammen med den samme klasse og endte med at hygge i Hobby sammen med Klubbens små nye tredieklasses piger.

I morgen skal jeg møde den ene af mine tre ottendeklasser.

Badeand eller vagtelvagt


Fredag eftermiddag fik tankerne frit løb, og pludselig vidste jeg bare at når Anja inviterede til poolparty i sin poolløse have, skulle hun da have en badeand. Eller måske en ven til vagtlerne i drivhusene. Eller måske noget helt andet.


Bluebird of happiness

Bluebird of happiness


Jeg har længe kigget på de små bluebirds of happiness, og endelig var der også en grund til at lave en. De er ikke store. Den færdige fugl kan ligge i en hånd, og der går ikke mere end seksten motiver til en enkelt fugl - så de er forholdsvis nemme at overskue.

Anja blev glad, men den får hverken lov at agere badeand eller vagtelvagt.


Jeg synes den er vildt sød... en dag bliver jeg nødt til at lave en hel flok af dem. Måske. En dag.





fakta3




Design: Bluebird of Heppiness african flower crochet pattern  af Heidi Bears.


Garn: Bumbo Cotton 8 og Bumbo Cotton mix.

Der går ikke meget garn til den lille fugl - Alt i alt brugte jeg 48 gram.


Nåle: Hæklenål nummer 2½.


Størrelse: Den færdige fugl måler 16 cm fra næb til hale og 13 cm i højden. Fyldt vejer den 82 gram.


Bluebird of happiness


Bemærkninger: Der er ikke meget at sige. Den var hyggelig at lave.

Jo en ting. Jeg ved ikke hvorfor, men ifølge opskriften skal fuglen syes sammen af færdighæklede african flowers. I alle andre mønstre af Heidi Bear bliver blomsterne hæklet sammen undervejs. Jeg er blevet rigtig glad for at hækle sammen, og synes sammenhæklingen bliver rigtig flot.

Altså valgte jeg at hækle det hele sammen. Det kan sagtens lade sig gøre. Også vingerne, selvom det  kræver lidt fingerfærdighed at folde og hækle sammen samtidig. 

Og så var der næbet. Jeg prøvede først efter opskriften, men synes det blev for stort. Jeg endte med at hækle skiftesvis en og to stangmasker i hver stangmaske for ikke at få for mange udtagninger.


Har du lyst til at se flere billeder af fuglen, kan de ses lige her på Ravelry.