søndag den 24. februar 2019

Sidste feriedag


Nå men der kom ingen lampe op. Jeg var ganske simpelt for langsom, for hvem gider rode med lys - uden lys?





Ledningen er monteret, svanehalsen, der skal holde lampen pænt mod loftet, sidder på ledningen og alting er klar til der igen er dagslys og det er værd at slukke for strømmen og udskifte belysningen over spisebordet.

Det venter jeg gerne med.

Til gengæld hyggede Oscar og jeg. I hvert fald til han vågnede og under ingen omstændigheder gad sidde i barnevognen. Vi halsede hjemad, jeg med en formodning om at han var sulten. Jeg havde ingen mad med, for vi skulle jo bare gå en tur.

Det hjalp med sang, så den lille sky gik morgentur rigtig mange gange tilbage til Far og Mor, der heldigvis lige nåede at blive færdige med akvariet. Næste gang skal vi have mad med, uanset hvor kort en tur vi skal gå.





Hjemme igen, havde Anders konstateret at printeren ikke bare var gået i strejke. Den var slidt i smadder. Rent mekanisk. Da vi begyndte at regne efter, har den tjent os godt - i mange, mange år. Så det er helt i orden den ikke kan mere.

Jeg bruger printeren tit. Altså tog jeg til printerland og fandt en ny. Jeg fandt også en ny køkkenvægt. Den gamle sang samme sang, om år på bagen og god brug, som printeren.

Nu kan jeg printe og veje.

Og undervejs svandt dagslyset, og lampen må derfor vente.





Ud i det fri


I går var jeg ude på landet. Derude hvor Bakkeby indgår i bynavnet og tanken om julekalendre ikke er langt væk. Derude hvor fuglene synger, theen er varm og selskabet godt.







I går var en skøn afslutning på en uge, der slet ikke kom til at indeholde helt så meget praktisk som forventet, men som blev fyldt med så meget andet.

Ugen er ikke helt slut endnu. Jeg har stadig søndag til gode. En søndag der som det første - efter langsom start og plads til det hele - indeholder en lang tur med Oscar. Hans forældre vil gerne gøre akvarie rent, og det er så meget nemmere når baby er ude af huset. Altså har vi planlagt, og jeg kommer når han næste gang er ved at være træt, og alligevel vil have godt af at blive lagt ned med frisk luft i sigte.

God plan tænker jeg, og satser på også at få lidt tid med en vågen baby.





Senere har jeg en plan om en smule praktisk. Bare lidt. Vi har fået ny lampe, der skal op over spisebordet. I virkeligheden er den slet ikke ny, den har boet hos min mor i mange år, men den er ny hos os, og en udskiftning af lampen over spisebordet har været et ønske i mange år.

Jeg er klar, ny ledning og loftsmontering ligger og venter. Det er sådan set bare at komme i gang.

Men først venter Oscar.





onsdag den 20. februar 2019

Yarn Along - Uge 8


Ferien er halvvejs. Den mentale liste jeg har haft i baghovedet har ikke fået mange hakker. Måske jeg skulle skrive ned og liste op, det ville nok gøre det mere håndgribeligt.

På den anden side er det fint at gøre ingenting. Eller slappe af. For noget har jeg lavet.

I formiddags mødtes jeg med mine to andre ferieramte kolleger. Vi spiste brunch og snakkede den ene time efter den anden væk. Vi er gode til at være sammen, vende stort og småt, og selvom arbejdssituationer næppe kan undgåes i samtalen, var det ikke det vi ofrede den største interesse.

Bagefter havde jeg et par ærinder, når jeg alligevel var i centret. En flok bøger kom med hjem fra biblioteket og jeg har allerede læst mig gennem de første kapitler i en ny bog.

Jeg blev færdig med Wallander i morges Denne uigenkaldeligt sidste bog om politimanden fra Ystad var en smule nedslående at læse. Slutningen var mest af alt trist på den forkerte måde, og jeg synes den var langsommelig, tenderende til en smule kedelig at læse.

Det ærgrer mig lidt, for jeg kan faktisk rigtig godt lide Henning Mankell.

Med onsdag er det også blevet tid til strik. I dag har jeg tid, i dag gider jeg godt, så om lidt pakker jeg mig sammen og finder bussen mod Glostrup.

I morgen er dagen fyldt. Inden jeg fik set mig om blev kalenderen optaget af den ene aftale efter den anden, der på forunderlig vis fint passer ind mellem hinanden.













Læse:

Det er længe siden jeg har læst Lotte og Søren Hammers serie om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen, og siden sidste gang jeg stiftede bekendtskab med ham og hans mandskab er der udkommet mindst tre bøger mere.

De to kom med mig hjem. Den tredie stod ikke på hylden. Jeg hoppede lige i Elskede Heidi, et barn er forsvundet, et par mistænkte fundet og da jeg lukkede bogen, da Anders kom hjem, var sagen netop gået fra at handle om kidnapning til mord.


Strikke:

Jeg har tydeligvis to problemstillinger, som fint supplerer hinanden, omend jeg kunne undvære i hvert fald det ene.

For det første er flerfarvestrik ikke blandt mine spidskompetencer. For det andet taber jeg åbenbart igen og igen den ene vante, når jeg har forsøgt mig med flerfarvestrik og fremstillet vanter.

Vanter har en god størrelse for forsøg med flerfarvestrik. De er tilpas små til at projektet kan overskues. Netop derfor købte jeg bogen Vanter til alle årstider, da jeg fandt den i Føtex engang lige inden jul. Der er mange fine flerfarvede vanter i den bog, og jeg tænkte at det kunne være en god lille opgave at strikke nogle flere.

Jeg havde bare forventet at forøge lageret af vanter i stedet for at holde det ved lige.

Men altså. Med kun en vante af det sidst strikkede par, har jeg slået op til et par nye. Jeg strikker Doris fra bogen om vanter. Mønstret skulle efter sigende ligne knapper. Jeg er ikke sikker på at jeg er enig, men jeg synes det er fint.

Jeg er ikke nået så langt, og de skal selvfølgelig også foeres, når jeg når dertil. Men med viden om at jeg ikke er så hurtig til det med flere farver, kan det godt tænkes at de først skal i brug, når forår og sommer er slut og efteråret igen sætter ind med kulde om cykelhænder.





tirsdag den 19. februar 2019

Haneskjellgenser


Ligesom jeg kan mærke en vis aversion mod at skrive blogindlæg, når ikke jeg har billeder at lægge til, kan jeg også mærke at jeg holder igen mod at skrive blogindlæg om færdige projekter, når ikke jeg har mennesker at stoppe i de færdige projekter, når der tages billeder.

Det kan godt være et problem, når de færdige projekter er til børn, og børnene enten er for små, eller projektet tænkt som fødselsdagsgave om et halvt år.

Jeg har haft billeder af et par færdige børnesager liggende et stykke tid, og jeg tænker at jeg må se at komme over min modvilje og satse på at tage billeder engang når børnene endelig ender i tøjet og supplere til den tid.





Min flirt med rester til Oscar-strik er langt fra slut. Da jeg fandt garn til den lille elefanthue, var der en del blå af same type. Jeg var ikke sikker på at der ville være nok til en hel trøje, men lagde ud og havde en diffus plan om brune kanter ved ærmer og nederst på kroppen.

Det blev slet ikke nødvendigt.


På instagram har jeg længe fulgt Strikketanten, som gør sig en del i snoninger af drejet ret. Og selvom om jeg ind imellem godt kan blive lidt træt af designere, der gør sig inden for det samme mønster, kan det også nogen gange give grobund for videreudvikling, som bliver spændende.

Jeg var i tvivl om det skulle være Fletterifenggenseren eller Haneskjellgenseren, og kunne egentlig bedst lide den med mange snoninger. Desværre går den ikke ned i så små størrelser, som jeg lige nu er ude i, så det blev den med færrest snoninger, og så er der mulighed for flere snoninger som Oscar bliver større.

Lige nu er trøjen nok færdig, men temmelig stor, målt på baby. Så den ligger lige og venter. Og en eller anden dag, får han den på hjem, når han har været på besøg. Det er nemlig hyggeligt at komme hjem med nyt tøj.. synes jeg.












Design: Haneskjellgenser af Strikketanten.


Garn: Nettle Sock Yarn fra Onion - uld og brændenældefibre i fin forening. Farven er nærmest cowboyblå og hedder 1010.

Der gik 91 gram til den lille trøje.


Pinde: 2½ og 3 mm. En tak mindre end opskriften forlanger. Til så små størrelser veksler jeg mellem rundpinde og strømpepinde.


Størrelse: 2 år - den er nok nærmere endt som en størrelse 1 år - de mindre pinde taget i betragtning.







Bemærkninger: Skulle jeg strikke den igen, ville jeg nok indføre lidt anarki i forhold til vendepindene i nakken. Vendepinde er en supergod ide, så nakken bliver lidt højere. Jeg Synes bare vendingerne sidder meget tæt, og nærmere giver et hak end et glidende forløb mod den højere nakke.

Ribben i bærestykket giver en oplevelse af puf i ærmerne, når trøjen ligger fladt. Jeg forestiller mig det udligner sig når den kommer på. Det er her jeg mangler et barn at fotografere trøjen på, men det må vente.

Ellers en meget fin opskrift. Den er på norsk, så en enkelt gang eller to, skulle jeg tænke mig om en ekstra gang for forståelse. Men i det store hele giver det sig selv.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.





mandag den 18. februar 2019

Frida det grønne får


Det grønne får er færdigt.





Det er så fint, og jeg har straks fundet garn til et lyserødt et af slagsen.

Det gik overraskende hurtigt at lave, men på den anden side, bliver jeg tit overrasket over hvor hurtigt det går at hækle dyr af afrikanske blomster.

Nu står det og venter, i en fancy indpakning af genbrugsmaterialer, så det overdrages skolen grønne dame, den dag hun kommer og viser baby frem. Jeg kommer nok til at vente et stykke tid, for nok er hun gået fra til barsel, men nedkomsten forventes først en gang i marts.














Design: Shoop the African Flower Sheep af Heidi Bear.


Garn: Økotex certificeret bomuld fra Garnudsalg. Olines Cotton kommer i mange farver. Jeg brugte, i rækkefølge fra inderst til yderst i en blomst, farvenummer 158, 146, 145 og 147. Der gik alt fra 5 til 63 gram af hver farve, mest af den mørke grønne. Øjnene er hæklet af en rest sort. I alt 123 gram.

Fåret er stoppet med fiberfyld fra en IKEApude.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: Fyldt vejer fåret 393 gram.

Det er 19 centimeter højt, 15 centimeter bredt og 30 centimeter langt.





Bemærkninger: Jeg valgte at hækle alle blomsterne farvede, og ikke som i opskriften hvor hoveddelene er ensfarvede.

Øjnene er 12 stangmasker i en magisk ring.

Jeg købte 75 cm, 5 cm bredt grønt silkebånd til sløjfen. Jeg synes den satte prikken over i'et. Jeg overvejede at sy den fast, men tænker det nok ryger ved leg. Og det er vel egentlig helt i orden. Jeg foldede båndet dobbelt rundt om halsen, ellers blev det for bredt.


Har du lyst til at se flere billeder af fåret, kan det ses lige her på Ravery.





En følelse af vigtighed


Mens mandag for alvor satte gang i ferien, med knap så mange hakker på den mentale liste som forventet, blev søndag brugt sammen med Sille. Det er tre uger siden vi sidst så hinanden, så der var masser at følge op på.





Siden sidst har jeg været i Aarhus og Sille er startet nyt arbejde, der har vist sig at være drømmejobbet.

Tre uger er ikke nødvendigvis lang tid, men sidste gang jeg ikke så Rose i tre uger, blev jeg mødt med temmelig meget skepsis, inden jeg blev lukket ind i varmen igen. Altså var det lidt spændende hvordan hun ville møde mig denne gang.

Barnefaderen havde lovet at tage sig af barnet, mens Sille og jeg fik klaret dagens liste over gøremål. Der skulle sættes både skab og lamper op og boremaskinen måtte lægge ryg til lidt af hvert.





Jeg mødte dem nede på gaden da jeg ankom, og skulle jeg have været i tvivl, havde Rose ikke glemt mig denne gang - men hun er jo også blevet en hel del større. Jeg blev mødt med både vinken, råb og glade smil, inden barn og far forsvandt ind i bilen og jeg ind i opgangen.

Vi var stort set lige blevet færdige da de kom tilbage. Sille og jeg stod ude i køkkenet - længst væk fra hoveddøren, da døren gik og en barnestemme råbte moar, moar...

Barnet havde lært at sige mor. Det havde hun ikke sagt før.





Vi gik ud i gangen, hvor pigebarn og barnefader stod. Da hun så os, satte hun i løb. Jeg tænkte hun gik målrettet mod Sille - det tænkte vi vist alle. Men næ, nej. Hun løb lige uden om sin mor og direkte mod mig med løftede arme.

Hvem kan stå for det?

Jeg kan ikke. Og da hun efterfølgende tog fat i min hånd, bedyrede at nu skulle vi lege og i øvrigt kaldte mig Lelle, blev jeg meget længere end jeg plejer.

Det er ikke sådan at føle sig vigtig.




lørdag den 16. februar 2019

Feriestart


Mens størstedelen af landets skolebørn kan se tilbage på en uges ferie, og glæde sig til skole igen på mandag, er Rødovre en af de kommuner der holder ferien i uge otte.





Jeg har alt for mange feriedage tilbage, og når man arbejder på en skole skal størstedelen af ferien selvfølgelig lægges i ferierne, og derfor blev jeg mere eller mindre pålagt at holde ferie den kommende uge.

I første omgang havde jeg ikke mange planer, men det er utroligt så hurtigt siderne i kalenderen kan fyldes op.





Jeg startede ferien med en date med Oscar. Mens Emilie skulle under tatovørnålen, lovede jeg rask væk at passe barn. Vi startede med en lang gåtur, og gik først direkte efter kaffe til Anders, inden vi begav os ud i solskinnet. Oscar så nu ikke megen sol, men han sov halvanden time og var svært godt tilpas, da vi ramte hjemme og fik grød i skålen.

Efter et par timers leg, sjov og masser af røverhistorier, var Emilie færdig for denne gang - det var Oscar også, så vi pakkede sammen, og gik igen en tur der resulterede i en baby, der knaldede brikker. Da jeg afleverede ham, sov han sødeligt.

En skøn dag med et kig til et spirende forår er ved at være slut.





Hjemme igen kunne jeg konstatere at kameraet indeholdt mange skønne billeder, både af natur og baby. At jeg endnu har til gode at nå at trykke på udløseren når han smiler, er en konstatering. Så at han både griner og smiler en hel del, må jeg nøjes med at bilde jer ind.





torsdag den 14. februar 2019

Yarn Along - uge 7


Endelig føles det som om de stille uger slår igennem. Hverken onsdag eller torsdag har været tidlige dage med møder eller andet af den slags pjat. I stedet har jeg kunne nyde tiden hjemme, siddet i nattøj til alt for længe og selvom et enkelt nyhedsbrev har ageret hjemmearbejdsplan giver det alligevel en følelse af at have god tid.

Og det er der brug for.

Rundt om mig sker der der mærkeligste ting for øjeblikket. Hvis ikke det var fordi det meste er ganske alvorligt, ville det kunne kategoriseres som tragikomisk af allerværste skuffe. Vi kører på, tænker tanker, deler der hvor det er vigtigst og håber at kunne grine af det inden alt for længe.

Så er det godt at have strikke tøj og gode bøger.













Læse:

Jeg har været på biblioteket og byttet en udgave af Wallander ud med en anden - og noget mere brugt - version.

Gåden er pludselig meget nær en løsning. Wallander er taget at sejle og har fået nye tråde at binde sammen med de mange løse ender.

Der er stadig en hel del bog tilbage, så mon ikke der venter flere overraskelser inden den sidste knude kan bindes.


Strikke:

Orange er Oscars yndlingsfarve, så da orange garn lå inden for rækkevidde slog jeg til. Også selvom jeg er i tvivl om der rent faktisk er nok til den lille jakkeagtige cardigan jeg har slået op til. Det er begrænset hvor langt 200 gram tykt bomuld rækker.

Til gengæld er der masser af brun. Så jeg tænker brune kanter, har besluttet at stoppe længden lidt før den egentlig skulle og strikke ærmer af det sidste, i et håb om at der måske alligevel er garn nok til lidt mere længde på kroppen inden de brune kanter.

Og ellers må kanterne give plads til mere længde.





tirsdag den 12. februar 2019

Et kvart århundrede


Daniel havde fødselsdag i går. Hele femogtyve år kunne han fejre.





Ganske heldigt faldt dagen på en mandag, hvor de alligevel kommer og spiser, for ganske som vi plejer, står vi for maden på Daniels fødselsdag. Næste år falder dagen på en tirsdag, så må vi se om den ugentlige spisning rykker med, bliver udsat eller måske slet ikke findes længere.

Det blev en super hyggelig aften, med den fine dug og min mormors gamle servietter på bordet, som passede temmelig godt med lagringen af valnøddeportvinen jeg gjorde et forsøg med tilbage til august. Jeg husker den jeg har smagt som bedre. Både Anders og Daniel synes den var rigtig god. Vi hjalp hinanden og hældte en smule fra den store lagringsflaske op i to mindre, så der var en at smage fra og en Daniel kunne tage med hjem.

Portvin gik heldigvis fint med desserten.





Og med mandagen overstået kan jeg se tilbage på en sidste uge, der umiddelbart ikke rummede så meget, men alligevel føltes temmelig fyldt.


  • Mandag startede med et besøg i Ingeniørernes Hus, hvor BUPL bød til konference om pædagogfaglighed og pædagogerne i skolen. Det var ret spændende. Jeg kom hjem med en kuglepen til samlingen, men ærgrede mig lidt over, jeg ikke fik spurgt i receptionen om de mon havde en for huset. Det ville have glædet min far at jeg var netop der. Min far var ingeniør og refererede altid til stedet som hans hus.
  • Ikke mindre end to planlagte aftenarrangementer blev noget anderledes end forventet. Det ene blev aflyst, da ingen meldte sig til. Det andet endte super hyggeligt med kun to deltagende drenge, der hyggede sig stort, mens vi voksne fik skovlen under nyt gulvtæppe og indretning af computerrummet.
  • Weekenden var helt uden planer. Jeg lod den blive sådan og stornød hjørnet i sofaen.
  • Jeg droppede endda en enkelt træning, men nåede at lege med Oscar to gange.
  • Ugen bød på flere møder af forskellig karakter.





lørdag den 9. februar 2019

Kjole No. 1


Den første kjole i årets udfordring er færdig. Jeg har også haft den på. Til fødselsdag i Aarhus.





Kjolen er syet af et af de lækre stykker stof, jeg arvede fra Sille da hun ryddede ud. Ren uld hentet i London, Paris eller New York, jeg ved ikke hvor, men der er stadig en fin bunke tilbage.

Længe troede jeg den skulle foeres. Ifølge mønstret skulle den ikke, men jeg havde en oplevelse af at den ville have godt af det, og samtidig føltes stoffet umiddelbart ikke nær så tæt og flot faldende som det viste sig at være.

At den ikke skulle have foer, gjorde syningen af den noget mere overskuelig, og den blev færdig langt hurtigere end jeg umiddelbart havde forestillet mig.

Mønstret havde jeg kig på allerede da jeg syede sidste års kjole, og Nina faldt pladask for den og fik vækket en sovende lyst til kjolesyning. Jeg måtte love at gemme mønstret. Jeg havde nu ingen planer om det modsatte, for sjovt nok fandt jeg mønstret i samme udgave af Burda Style som kjolen fra sidste år og har kig på endnu et mønster fra samme blad.





Kjolen er langt fra min vante stil, men jeg faldt for ryggen, har af flere gange oplevet at det knap så fittede look kan være fint og var ærlig talt lidt spændt på hvordan det ville falde ud.

Den umiddelbare teltfacon har alligevel en hel del fashionering  med en smule taljering og ikke mindre end to sæt brystindsnit fortil. Samtidig går den en hel del ind nederst og giver dermed også en oplevelse af krop.

Måske var det netop stilen, der betød at Anders umiddelbart ikke kunne lide den. Måske var det fordi han så den første gang uden ærmer og med læg på ryggen der endnu ikke var hjulpet til at sidde pænt. Senere udtrykte han et anderledes bifald.





Mønstret er fundet i Burda Style 12/2015. Modellen hedder 109B. Jeg lagde en smule til i sidesømmen, for at være sikker på plads nok. Igen fandt jeg de gamle noter til redigering af ærmer, så ærmerne fik mere vidde ved overarmen. Mormorarmene fylder stadig (trods træning) og mønstre beregnet til damer med slanke arme passer bare ikke mig.





Kjolen skulle have haft lommer i sidesømmen, men dels er jeg ikke fan af lommer lige der, hvor jeg er bredest, dels var der ikke stof nok, og en lomme i kun den ene side, havde set mærkelig ud. I forvejen er jeg ualmindelig upraktisk og klarer mig fint uden lommer.

I forhold til det med stoffet, var det lige til øllet. Kjolen er uden lukning, trækkes blot over hovedet, og er derfor lagt til fold både for og bag. Det havde jeg ikke nok til og endte med en syning midt bag.

Denne gang hjalp Anders med oplægningen og satte nålene der hvor han synes det blev pænest. Det betød at bag blev lidt længere end for og personligt synes jeg det blev rigtig fint.





Jeg syede alle kanter op med mine fineste heksesting og det gjorde jeg tydeligvis så godt at Nina sank en gang, da det gik op for hende, at skal hun selv sy er der ingen vej uden om håndsyning. Hvis hun vil ende med et resultat som mit.

Da kjolen blev uden foer, måtte jeg i gemmerne og finde min gamle silkeunderkjole, for alligevel at sikre et god glid mellem krop og tøj.