torsdag den 30. april 2015

Jeg pakker


Weekend, konfirmation og femtenårs fødselsdag står for døren.

Jeg har nået det hele. Konfirmationskjolen er færdig, gaverne er klar og kun ganske få ting mangler endnu at streges fra listen.

Kufferten er lukket og når jeg kommer hjem, er det kun for at stille cyklen, gribe alle pakkenellikerne, kysse Anders farvel og gå mod tog og Næstved.

Godt jeg først møder klokken to i dag.

God weekend.

onsdag den 29. april 2015

På spring


I efteråret plantede jeg løg til tulipaner og alium i haven.


Forårsfryd i haven

Forårsfryd i haven

Forårsfryd i haven


Jeg anede ikke bedre, og satte dem med gode mellemrum. Jeg satte også løg til hvidløg. Et helt hvidløg blev delt i fed og sat  i noget der viste sig ikke  at være en særlig lige linie.

Hvidløgene er langtfra færdige. Tulipanerne er ved at springe ud, og aliummen er godt på vej. Vi frydes over over knopper og sjove faconer, og Anders hiver rask væk hvidløg op, som ikke er nået til løgstadiet, nærmest ligner forårsløg, men både dufter og smager skønt af hvidløg. Vi sætter bare nogle flere og ved at efteråret igen kan byde på hjemmedyrkede hvidløg.


Forårsfryd i haven


Tilbage til mine sparsomme tulipaner. De er fine og jeg frydes, men de står ikke tæt. Med kig til Henriettes have kan jeg konstatere at når efteråret sætter ind, kan jeg roligt plante mange flere – meget tættere!


tirsdag den 28. april 2015

Rytterknægten


Rytterknægten er Bornholms højeste punkt. 162 meter over havets overflade har der sikkert været en overvældende udsigt, dengang Alminingen var bar og uden træer. I dag er det svært at se ret langt, og til den ene side ligger militære anlæg med mærkelige radarudstyr og sjove tårne.


Kongemindet ved Rytterknægten, Bornholm


De andre var ankommet, da Anja og jeg kom gående. Kun Jette turde gå med op i Kongemindet. Tårnet der står plantet midt i den bornholmske skov, blev bygget omkring 1850 efter at kong Frederik d. VII havde besøgt øen, kort efter grundlovens indførelse. Bornholmerne indsamlede selv penge til at bygge det 12,6 meter høje granittårn.

Dengang var skovene i Alminingen forholdsbis nye. I tidligere tider har der på samme område stået skove, men øboerne fældede træerne, for dels at kunne bygge huse og dels skabe plads til græssende kreaturer. I begyndelsen af attenhundredetallet blev området beplantet igen under ledelse af Hans Rømer.


Kongemindet ved Rytterknægten, Bornholm

Kongemindet ved Rytterknægten, Bornholm


På toppen af granittårnet, er anbragt endnu et tårn, denne gang af jern, ni meter højere og bygget ovenpå i slutningen af attenhundredetallet. Skovene omkring Kongemindet, var da blevet så høje, at det ikke længere var muligt at se vidt omkring.

Jette stoppede opstigningen, og kun Anja og jeg løb helt til tops. Jeg talte 127 trin. Fra bunden. Om jeg talte rigtig skal jeg lade være usagt. Fra toppen af tårnet er der som regel en god udsigt over øen, men med overskyet og noget diset, kunne vi ikke se meget længere end de første træer.


Kongemindet ved Rytterknægten, Bornholm


Til gengæld kunne vi mærke tårnet bevæge sig ganske let i vinden og vi kunne vinke til de tilbageblevne, som enten ikke havde lyst, ikke havde ben til opstigningen eller lider af højdeskræk.


farver40

mandag den 27. april 2015

Gamleborg


Når vi er på Bornholm er det altid Berit, der lægger planer for ture rundt på øen. Efter mange års sommerhusejerskab og med en evne til at gøre sig gode venner med hvemsomhelst er hun som et omvandrende leksikon om øen, om oplevelser, om tidens tand og om hvad der rør sig i samfundet.

Turene rundt er altid en tilpas blanding af kultur, natur og mulighed for slendring gennem en by. Frokosterne er gode og aftensmaden er veltillavet – altid med kød fra Hallegaard. Fredag er ankomst, udpakning, indflytning og hygge. Lørdag morgen starter altid med et gedignet morgenmåltid, der lægger bund til en lang dag og en sen frokost, og så er det ellers oplevelse på oplevelse.

Lørdag startede i Ekkodalen og efter behørrigt at have råbt efter Møllers øller og Præstens resten, beundret synet mod klipperne på den anden side, fotograferet anemoner og kikket på Ørsteds Kilde, gik vi tilbage mod bilen og turen videre mod Rytterknægten.

Anja og jeg stoppede op. Overvejede hvor langt der egentlig er til den der Rytterknægt, tjekkede telefon, GPS og kort over området, inden det viste sig at være omkring to kilometer. Vi lod de gamle og dem med dårlige ben om at køre, og satte af gennem skoven.


Gamleborg Bornholm

Gamleborg Bornholm


Vi kunne muligvis have sparet halvtreds meter, hvis vi havde været bedre til at dechifrere kortet fra start, men så var vi aldrig nået forbi Gamleborg.

Gamleborg er Bornholms ældste stenbygning. Det er en enorm vikingeborg bygget for længe, længe siden, formentlig af den dengang selvudråbte bornholmske konge. Jeg har aldrig været ved Gamleborg før, og det kan jeg egentlig godt forstå.

Gamleborg ser nemlig ikke ud af meget, Det er svært at forestille sig hvordan der har set ud, og den enorme flade borgen har dækket, er svær at overskue med de sparsomme tilbageblevne rester. Tilbage står ikke meget andet end resterne af en borgport og en lang mursætning, der ikke længere ser særlig forsvarsberedt ud.

I dag ligger Gamleborg midt i en skov. Jeg forestiller mig at der ikke har været helt så meget skov dengang for tusindvis af år siden, da bygningsværket så dagens lys. Voldene rundt om, har nok været dybere, og den fire fodboldbaner store borg har sikkert set langt mere imponerende ud. Trods det lidt der er tilbage og det svære ved at se hvordan borgen har hævet sig over det omkringliggende landskab, er det alligevel spændende at stå midt i historien.

Gamleborg blev ombygget i den tidlige middelalder og midt i 11oo tallet blev den opgivet til fordel for den nyere og langt mindre Lilleborg, kun syvhundrede meter væk. Formentligt fordi den mindre borg var lettere at forsvare.


Gamleborg Bornholm


Fra Gamleborg var det let at følge de gule pletter gennem skoven, først ligeud ad portåbningen via en skovsti og længere fremme ad en mere letfremkommelig vej gennem skoven. Det blev varmt mens vi gik, og regnen der ellers havde truet forsvandt til fordel for varme, afklædning og solbriller.


søndag den 26. april 2015

Bornholm


Sofaklar er jeg hjemvendt fra Bornholm. To helt fantastiske dage sammen med kolleger fra både nutid og fortid.


Bornholm april 2015


Igen i år lykkedes det at samle os, finde en dato og tage af sted. Denne gang endda  en hel del flere end vi plejer. Og dermed blev der ændret en smule på plejer, for mens Anja, Berit og jeg efterhånden har helt fastlagte planer for en Bornholmerweekend, var resten ikke helt med på vores planer. De var med på det meste, men vi fik ingen røgede sild.

Til gengæld fik vi grinet, snakket, spist, kørt øen tynd og gået mange, mange kilometer.

Vejret var heller ikke helt som det plejer. Den strålende sol, der ellers har mødt os år efter år, udeblev. Den kom lidt frem ind imellem, til tider blev overtøjet for varmt, men oftest var det godt med de ekstra tørklæder og varme mod småregn og overskyet. Vejret har dog ikke kunne sætte en stopper for skønne dage sammen med skønne mennesker.

Vi har været forbi Østerlars Rundkirke, Ekkodalen, Rytterknægten, kørt gennem Bornholms skov – eller som vi andre kaldte den; Alminingen. – Vi har været på Bryghuset, på rundvisning hos Hallegaard i røgeriet og besteget trapperne ved Jons Kapel – vi gik selvfølgelig ned først.

Vi har været i Svaneke, i Hasle og i Gudhjem. Vi har daset i sommerhuset, slæbt sten hjem fra stranden og været en tur om Rubinsøen. Men mest af alt har vi haft en dejlig weekend, og jeg glæder mig allerede til næste år.

Jeg glæder mig også til gensynet i morgen.


torsdag den 23. april 2015

Planteskole og pakkenelliker


Jeg pakker. Anders er gået omkuld.


Planteskole i den udviddede vindueskarm


I morgen er det weekend, og ugen er nærmest strøget af sted. Jeg har slet ikke nået alt det jeg troede jeg skulle.

Nå, men i morgen. Når møde er overstået, undervisningen er til ende og når børn er blevet passet. Så er det tid. Tid til den årlige tur til Bornholm og Berits sommerhus.

Vi har efterhånden gjort det i mange år, vi har aldrig været flere af sted end fire, en enkelt gang kun tre. I år har vi udviddet, både deltagerantal og konceptet.

Før har det været tøseweekend, og drengene måtte blive hjemme. Nu er Henrik eneste med indlagt testetoron, så i år får han lov. I år er det ikke kun tøserne. I år er det heller ikke kun fastansatte. Anja, som fandt nye græsgange skal selvfølgelig med, og Steffen, der går hjemme og passer sit otium har vi også plads til.

Det er godt Henrik har en stor bil.

Hvordan programmet bliver skruet sammen er endnu ikke besluttet, men Berit plejer at være god til at få os hele øen rundt med masser af oplevelser til følge. Anja, Berit og jeg er den faste kerne, vi har været med hvert år, vi set meget og har ikke det store behov.

Henrik har til gengæld aldrig været på Bornholm, Steffen har ind imellem snakket om en feriekoloni engang i et andet liv, og Jette har som indfødt Bornholmer aldrig været uden for Rønne – der er i hvert faldt lagt op til gode oplevelser.

Jeg glæder mig.

Altså må jeg hellere pakke færdig.

Og Anders. Han bliver herhjemme, passer planteskolen foran vinduet. Og skal sikkert også rode i noget jord. Men nok mest af alt nyde at være alene.


Melodi nummer to


For halvandet år siden strikkede jeg Annette Danielsens Melodi i en noget modereret form. Siden er den blevet brugt og vasket og brugt og vasket i en uendelighed, og i dag er den så filtet og forvasket at den er havnet i bunken af hjemmestrik der ikke længere duer til det brug det er tænkt, men måske engang – når bunken er stor nok – kan blive til en ny frakke i Karwise-stil.


Melodi i haven


Nu har jeg strikket en ny Melodi, denne gang også ændret en del. Jeg gik efter kjolelængde og brugte et par måneder på at strikke og strikke, uden rigtig at komme nogen vegne. Først da ryg og forstykke var syet sammen, ikke længere sad på pindene og prøvning var nært forestående viste det sig at kjole var det nok, men sæk var bedre betegnelse. Den var ganske simpelt blevet for lang. Så meget for lang at den slet ikke virkede. Den slaskede, og den ligenede noget katten havde slæbt ind.

Jeg burde egentlig have forudset det. Jerg burde have kunne se at den blev alt for lang selvom den sad byltet sammen på rundpinde, men jeg valgte tydeligvis at overse det fuldstændig. Hvilket er ret smart når opbygningen betyder at der ikke er nogen vej udenom. At man ikke bare kan pille et stykke af og så passer alting.

Jeg nægtede at give op, for jeg var sikker på at i den rigtige længde ville den fungere rigtig godt. Altså trævlede jeg det hele op, endte med to kæmpestore kuglerunde nøgler. Jeg kunne ikke lige overskue krydsnøgleapparatet, eller måske gad jeg ikke rejse mig.

Med påsken for døren og kursusdage efterfølgende, havde jeg pludselig strikkedet det hele igen og mere til. Inden der var gået fjorten dage, havde jeg en færdig kjole. Nu er kjole så næsten ved at være for meget sagt. Men så lang tunika, med en længde der virker helt perfekt.


Melodi i haven


min første udgave af Melodi lagde jeg vidde til i siderne. Også dengang gjorde jeg den længere end den bluseform modellen som udgangspunkt har. Denne gang lagde jeg vidde ind i alle striberne, med masser af vendepinde til følge, en vidde forneden med dobbelt størrelse som foroven og et sving jeg er godt tilpas med.

Jeg oplevede det allerede med den første, og jeg oplever det også med den anden – konstruktionen med bue over barmen, gør noget godt. Den kommer til at sidde fantastisk og virker på ingen måde for stor, trods ekstra vidde.

Hørren har en tendens til at trække skævt. Specielt ærmerne, der er strikket rundt, trækker meget. Men også kroppen svinger en smule mere mod den ene side. Med det meget sving, der i forvejen er indbygget i det udbyggede, synes jeg ikke det er noget problem, eller noget jeg ikke kan leve med.








Design: Melodi af Annette Danielsen.


Garn: En cone fuld af en noget neutral hør med orange nister, som jeg ikke aner hvor jeg har fra – men jeg har haft den længe, som i årevis - sat sammen med en tråd Pacalina, farve 34 fra Garnudsalg.

Jeg endte med at bruge 380 gram garn. De 94 var den tynde Pacalina, resten kom fra min gamle cone.


Pinde: Det hele er strikket på en pind 4 og meget lange wires.


Størrelse: Som sædvanligt, fristes jeg næsten til at sige, passede min strikkefasthed ikke, så det der endte som en størrelse large, kunne strikkes efter vejledningen til en størrelse small.


Melodi i haven


Bemærkninger: Jeg håber at huske det hele.

For det første synes jeg ikke der er nogen grund til ikke også at lave bagsiden pæn. Derfor valgte jeg at slå op med Judy’s Magic Cast On (Find den på Youtube). Jeg vendte rundt og holdt den korte ende af garnet omvendt i forhold til meningen, og startede med at strikke fra den forkerte pind, og dermen også den forkerte side. Jeg slog op på to lange rundpinde, strikkede videre på den ene og lod maskerne på den anden hvile, til de efter de første 8 opskriftpinde skulle i brug,

Jeg har glemt hvordan enden skal holdes, det kan ses på youtube, men det betyder at jeg starter med at strikke på bagsiden, som jeg gør til forsiden og opslagningen dermed danner den fineste og første vrangrille.

Judy’s Magic Cast On bruges ofte ved strømpestrik og opslagningen kan efter opslag strikkes rundt. Jeg strikkede den første stribe – med vendestrik og alting, og i stedet for efter opskriften at samle masker op langs opslagningen sad de allerede på min ekstra pind, lige til at strikke videre med.

For længere længde slog jeg 26 masker mere op end opskriften angav. Husk endelig at med Judy’s Magic Cast On skal der slås lige mange masker op på hver pind og hver pind skal ende med at holde på det antal masker, der skal slås op. Altså alle opslagningsmaskerne på den ene pind og alle opslagningsmaskerne på den anden pind = dobbelt antal masker. Det giver mening, når man sidder med det.

For at give sving forneden vendte jeg midt i hver stribe fire gange. Jeg havde 17 masker mellem hver af mine vendinger.

Som med opslagningen synes jeg ikke der er nogen grund til ikke at gøre noget ud af bagsiden. Derfor valgte jeg at lade være med at lukke af ved sidesømmen. I stedet strikkede jeg en pind for lidt i den afsluttende under-ærmet-striben og syede delene sammen med maskesting.

Med usynlig opslagning og usynlig aflukning, er der ingen der fra bagsiden kan se hvor delene starter eller slutter. Det kan jeg altså godt lide.

Jeg synes ærmerne var for smalle, så jeg slog 14 masker ekstra op til hvert ærme. Frem til sammenstrik af krop og ærmer fulgte jeg opskriften. Ved sammenstrikken tog jeg ind på hver 4. pind i stedet for hver 6. pind, og på den måde endte jeg ved skuldrene med at have det rigtige antal masker tilbage. (14 ekstra masker i halsudskæringen kan hurtigt blive for meget)

Apropos halsudskæring og ærmer. Først da jeg nåede til ærmesammenstrikken gik det op for mig at jeg på det ene kropsstykke havde glemt to udtagningsomgange. Man kan godt se det, men ikke tydeligt og kun hvis man kigger efter. Jeg overvejede en optrævling, men jeg havde svært ved at se endnu af slagsen i øjnene. Og da det ikke tydeligt ses, men jeg stadig havde 4 masker mere på det ene stykke i forhold til det andet stykke, var gode råd dyre.

Jeg endte med at skrå skulderen, indføre vendtepinde på det allerøverste af ærmet, og skal jeg selv sige det, synes jeg det er blevet rigtig godt.

Nakke og hals strikkede jeg efter opskriften – bortset fra at jeg startede fra retsiden i stedet for vrangsiden og slap for nogle vrangpinde. Til gengæld fik jeg to ekstra ender at hæfte. Det synes jeg er ringe pris at betale.


Har du lyst til at se flere billeder af Melodi #2 , kan de ses lige her på Ravelry.


Ved Verdens ende


I tirsdags gik jeg tur i Ballerup.


Ved Verdens ende - Ballerup


Jeg skulle fra kursus tilbage til skolen og møde hen over spisetid. Min plan var at finde noget at spise, og fra stationen blev jeg suget ind i centret.

Jeg har været i Ballerup Centret før, men aldrig før er det gået op for mig hvor stort det er.

Gennem Centrets gange blev jeg suget videre i jagten efter spiseligt. Jeg vidste hvor Føtex ligger, men valgte en anden vej af ren nysgerrighed, og inden længe stod jeg i solskinnet og Centrumgaden.

I solen gik jeg videre, forbi stationen og biblioteket mod kirken i den anden ende. Lige indtil jeg mødte tre muntert spankulerende mænd. Hvor de var på vej hen, eller hvad de talte om ved jeg ikke, men jeg blev grebet af deres fine udtryk trods ganske få detaljer.

Jeg forestillede mig at de havde et helt bestemt mål med deres vandring, at de fortalte hinanden jokes eller talte om alt det er vigtigt.

Hjemme satte jeg mig for at undersøge hvem de er og hvor de kommer fra, og et eller andet sted blev jeg lidt skuffet. Da jeg mødte mændene midt i Centrumgaden var de ganske almindelige mennesker, med håb og drømme og mål for livet. De følte glæde og sorg, og i solskinnet var der mest glæde at spore.


Ved Verdens ende - Ballerup


Med et blev de ophøjede til kæmper der har søgt overalt på kloden. De er på vej mod Verdens ende og skuer nu mod himmelrummet. Erik Heide er kunstneren bag og jeg er temmelig imponeret over den skødesløshed han har formået at få ud af en støbejernsplade.

Jeg ser ikke kæmper. Det er selvfølgeligt muligt at de gået så længe at de er slidt ned til menenskestørrelse, men jeg kunne faktisk bedre lide dem, da de var frejdigt gående mænd, på en kurs gennem livet. For mig vil de nok altid være det, og så vil jeg overlade det storslåede til andre.


tirsdag den 21. april 2015

Lange (og spændende) dage


Jeg havde glemt vi havde aftenarrangement i går aftes. Jeg blev heldigvis husket på det - sådan cirka da jeg kom ind ad døren, til det jeg troede var en kort arbejdsdag.


Forår


Sådan kan det gå, og sådan er der så meget. Og som det så ofte går, havde vi en superhyggelig aften med forældre og børn og fremvisning af en del af den palette, af muligheder for bevægelse i den understøttende undervisning, vi efterhånden har samlet.

Sådan nogle aftener klarer vi med venstre hånd, og noget nær en halv time inden gæsterne ankom snakkede Louise og jeg kort om hvilke muligheder vi skulle vise forældrene og jeg satte mig og skruede et program sammen, som kunne klares i løbet af en halv time og samtidig var rettet mod målgruppen.

De synes det var sjovt, og en enkelt lovede at hugge nogen af ideerne, når han inden længe skal med mødes med gutterne til et eller andet arrangement. Hug løs, sagde vi, og blev kun glade for at se ideerne brugt i nye sammenhænge.


Forår


I dag fortsatte jeg med den understøttende undervisning. Sidste dag i et kursusforløb om at beholde pædagogikken i netop den understøttende undervisning. Vi startede i forrige uge, og har nu haft ti dage til at prøve af, inden afslutningen i dag.

Det er ikke usædvanligt at sådan nogle kurser er mest spændende på sidstedagen. Der blev bundet knude, jeg fik endnu engang bevidstgjort at jeg er på rette vej, og jeg gik derfra med en god fornemmelse.

Jeg gik ikke hjem, for på skolen ventede skolebestyrelsesmøde. Endda et rigtig godt et af slagsen. Og grænsende til at gå en lille smule i selvsving. Jeg synes vi fik vendt mange vigtige emner, sendt det videre skolebestyrelsen ikke nødvendigvis skal blande sig i, og blandet os i det vi skal. For eksempel blev vi enige om at flytte pinsen, eller også var det påsken. Der er ganske simpelt for mange fridage i forsommermånederne.

Spørgsmålet kan så være om vi bliver hørt.

I morgen venter endnu en lang dag. Sådan en der starter tidligt og ender med ren hygge. Hygge der heldigvis ikke kræver at jeg er superskarp.

Det kan jeg nemlig ikke love at være i morgen aften.


søndag den 19. april 2015

Lige om lidt… Altså når jeg lige har…


Til tossede tøsede syttenårige...


Søndag er afsat til konfirmationskjolesyning. Det er eneste punkt på dagsordenen.

Jeg er ikke særlig god til fastlagte planer. Ingen skal komme og fortælle mig, hvad jeg skal… Heller ikke mig selv…

Overspring er fantastiske.

Og kjolen bliver vel færdig en dag.

Jeg har fundet mønstret til den endnu ikke klippede overcorsage frem.. Og en saks…

Overspring. overspring, overspring… Tilsæt selv melodi…


Stenhård og grå


Vi var i haven i dag. Haven er så absolut mest Anders’ projekt (selvom vi lader som om det er et fælles projekt) men jeg hepper gerne fra sidelinien. Og kører efter jord.


Haven - april 2015


Mens Anders gravede, satte jeg af og kørte mod nærmeste byggemarked med tilhørende haveafdeling. Målet var de billige fyrreliters plantesække, der snildt kunne være tre af på cyklens forreste bagagebæger. Troede jeg.

Det kunne der som sådan også godt. Jeg kunne bare kun køre ligeud, jeg turde ikke give slip på styret, og egentlig var det ikke den allerbedste optræden på cykel jeg kender til.

Det var heldigt jeg skulle ligeud hele vejen. Altså bortset fra turen over Roskildevej mod Voldstien. Jeg valgte at stå af, trække op ad rampen, over broen og ned igen på den anden side. Men så havde jeg jo lært det, og Voldstien er både astfalteret og svinger kun i bløde sving hele vejen. Jeg stod af ved haverne og trak gennem skoven.

Næste gang nøjes jeg med to.

I mellemtiden havde Anders – med hjælp fra en af de fastboende – fundet bunken med fårelort. Det giver mening med et samarbejde med Voldprojektet og alle de løstgående får. Man må gerne hamstre, fik Anders at vide, og resulut fyldte han trillebøren to gange, og nu har vi gødning til blanding i jorden liggende i en bunke.

For vores jord er ikke som de andres. Når vi kigger rundt er jorden i (næsten) alle de andre haver lækker og brun og indbydende og let og luftig og vendt og klar til tilplantning og såning. Jorden i vores have er stenhård og grå.


Haven - april 2015


Jorden i vores have har ikke været passet i mange år, som jorden i de nærliggende. Vi har mere ler end jord, og selvom det lige nu ser temmelig trøstesløst ud, rødder fylder det hele lige under overfladen og der er lange udsigter til anstændighed, er Anders ved godt mod. Vi skal nok få god jord ud af det, siger han og ligger på knæ midt i alt det grå, graver, fjerner rødder og vender fåremøg, spagnum og kaffegrums i den ituslåede jord.

Jeg hepper fra sidelinien, prøver at huske arbejdshandskerne næste gang, men vil egentlig hellere strikke – eller hente vand, mens Anders faktisk synes det er sjovt at rode i jorden. Det skal han jo næsten have lov til. Det ville da være ærgerligt at fratage ham den glæde.. tænker jeg og overvejer om ikke hellere jeg skulle skaffe ham en kold øl eller en kop kaffe…


 

torsdag den 16. april 2015

Progression i vild fart


Gennem de sidste ti uger har jeg brugt timerne sammen med skolens niende klasser på årets revy.


Sommerhus i efteråret


Der er lagt mange timer i arbejdet med at hive de sjove historier og minder frem fra dybet og lave dem om til sketches, der er værd at se på. Det var med en god fornemmelse jeg i sidste uge kunne aflevere hele materialet til lærerne for de tre niende klasser, der overtog, for i den her uge står der revy på programmet.

Ottende klasserne er i brobygning eller praktik, så jeg har mulighed for at bruge alle mine seks skoletimer sammen med niendeklasserne og revyen. Seks timer forslår ikke meget, og derfor er det godt der er lærere, der kan tage over.

Mandag havde vi planlagt mine to første timer, og da jeg dukkede op midt på dagen var eleverne godt i gang med at skrive udspecificerede replikker, lister over regi og overveje hvilken musik der kunne blive brug for undervejs. Da jeg gik, var de stadig i gang, men et foreløbigt manuskript var sat sammen, rollerne fordelt og jeg havde en god mavefornemmelse.

Mens det i sidste uge var lidt mærkeligt at aflevere min baby til andre, fik jeg en rigtig god oplevelse mandag. For pludselig var der nye øjne, og samtidig er det ungernes revy. Og gennem ugen bliver det mere og mere tydeligt at det bliver ungernes revy. Havde det været den samme voksne, der styrede hele vejen, tror jeg hurtigt revyen ville falde ungerne af hænde til fordel for den voksnes ønsker.

Tirsdag var jeg med igen da første gennemspilning tog fart kort efter klokken otte. Det var kaos. Totalt kaos. Men med gode takter. Da jeg forlod scenen og festsalen tirsdag var det til en flok elever, der var delt i grupper, og nu skulle ud og øve scenerne igennem igen og igen og igen.

Tirsdag eftermiddag, en time inden Klubben åbnede, havde jeg tid og gik en tur forbi festsalen. Der var sket meget i de timer jeg havde været væk. Døren til kostymerummet var forceret, eleverne løb rundt med parykker og i festligt udstyr. Anden gennemspilning stod netop for, og jeg blev længe nok til næsten at se det hele, og bedst af alt – at se en udvikling, der var helt vild.

I løbet af dagen havde eleverne udviklet på de enkelte scener. Grundstammen er stadig den samme, men der hvor det ikke virkede i praksis havde de fundet på nyt, de havde rask væk strøget en del og skrevet nyt ind, og midt i processen havde de også lige fikset endnu en scene.


Sommerhus i efteråret


I dag var jeg et smut forbi igen. Bare lige en halv time. Endnu engang var jeg heldig at se en gennemspilning. Igen med nye progressioner og trods tekniknedbrud en revy der helt sikkert nok skal blive sjov. Jeg tror på det.

I morgen har jeg de sidste to timer sammen med revyholdet. Jeg glæder mig, jeg er sikker på at det bliver sjovt. Og som toppen af kransekagen kan jeg også konstatere at de der understøttende undervisningstimer ikke har været helt forkerte. Jeg har gjort noget godt. For selvom jeg kun er på besøg, er der ingen tvivl om, at jeg bliver brugt på lige fod med lærerne, når nogen bliver i tvivl eller har et spørgsmål om hvad som helst.


 

onsdag den 15. april 2015

Cocktail


Jeg er blevet meget bedre til tynde pinde, end jeg havde troet jeg nogensinde skulle. Om det er udvalget af opskrifter med tyndt garn eller om det er resultaterne, er jeg ikke helt sikker på. Der er ingen tvivl om at tykke pinde og groft garn kan have sin berettigelse og også vil dukke op med mellemrum, men den tekstur der kommer af tyndt garn og pinde i samme størrelse kan jeg altså også godt lide.


Cocktail


Jeg har længe været fascineret af Rililies Cocktail. Da hun så udviddede så der både var en trøje og en kjole, hvorfra elementer kunne bruges på kryds, var jeg helt solgt. Jeg ville have en kjole med flest elementer fra trøjen, med taljeringen fra kjolen og med en smule af mine egne modifikationer.

Det var vinter og koldt da jeg startede, nu er det forår og jeg kan fristes til at glæde mig over at det kølige holder ved lidt endnu, for nu er kjolen færdig, og jeg kan bruge den på de knap så varme dage.

Mens den oprindelige kjole er en lille fiks og kropsnær sag, har jeg valgt at give lidt mere vidde i nederdelen. Det passer mig bedst, og netop muligheden for at ændre efter forgodtbefindende er noget af det jeg holder rigtig meget af ved strik.

At kjolen her er strikket fra toppen og ned, gør den bare endnu mere velegnet til at passe til undervejs. Samtidig er den ikke helt almindelig i opbygningen, og jeg kan godt lide ikke helt almindelig.

Jeg synes den er skøn, og jeg ved jeg kommer til at slide den op.








Design: Shaken not stirred af La Maison Rililie.


Garn: Blackhill Højlandsuld i farverne Æblegrøn, Smagrad og Cigar fra Garnudsalg.

Den samlede kjole vejer 311 gram, fordelt med henholdsvis 193, 86 og 32 gram af hver farve.


Pinde: Hele kjolen er strikket på en pind 3, mens kanterne måtte helt ned på en 2½.


Størrelse: Noget der skulle ende med large. Min strikkefasthed passede ikke, så mens jeg brugte i stedet maskeantallet til en størrelse small.


  Cocktail

Bemærkninger: Jeg har ikke strikket sadelskulder på den her måde før. Det var interessant.

Jeg forlængede ærmegabet med 4 pinde, det betød at ærmerne også blev nogle masker større, hvilket passer mig rigtig godt. Jeg kan ikke lide ærmer, der sidder for tæt.

Taljeindtagningen foregår både i sidsømmene og som indsnit for og bag. Jeg valgte at springe det første indtag på forstykket over. Min barm sidder ikke højt nok til den indtagning. Fra anden indtagning, strikkede jeg efter opskriften. Det betød så at jeg endte med at have to masker for meget på forstykket. Jeg tænker det passer meget godt med min mavem, der absolut ikke er helt flad, og lod dem være.

Udtagningerne til nederdelen er også fordelt i sidesømme og indsnit. Jeg prøvede til og stoppede udtgningerne da jeg synes det så fornuftigt ud. Så vidt jeg kan tælle lavede jeg 9 udtagniger i de forreste indsnit og 12 i de bagerste. I sidesømmen fortsatte jeg noget længere.

Ærmerne endte med 5 masker. de dukkede alle naturligt op, de 4 som følge af de ekstra pinde til ærmegab og den sidste under armen, hvor det virkede mere naturligt for mig at samle 5 masker op i stedet for opskriftens 4. Jeg fordelte de ekstra masker, så jeg strikkede en ekstra gentagelse vendepinde til ærmekuppel, inden jeg strikkede hele vejen rundt.

Det betød også at jeg endte med at have 3 masker for meget, da jeg nåede kanten nederst på ærmet. Jeg strikkede 3 gange 2 masker sammen fordelt på underste del af ærmet på første kantmønsteromgang.


 

Har du lyst til at se flere billeder af Cocktail, kan de ses lige her på Ravelry.


Cocktail