Dinoknogler

 

Efter to rejsedage og vel installeret i en lille lejlighed i Frankfurt am Main, var det tid til turens egentlige formål. Dinosauerskelletterne på Senckenberg.

Naturhistorisk Museum i Frankfurt indeholder Tysklands største samling af dinoknogler, og med et barn, der er mere end meget interesseret i de store forhistoriske dyr, var det et fantastisk sted at besøge. 

Senckenberg er en gammel imponerende bygning, der blev slemt beskadiget under bombningen tilbage i 1944. En stor del af samlingen var i forvejen bragt i sikkerhed, så den findes stadig. Og som i flere andre tyske byer er genopførslen sket med et fint blik på det der var, og for lægfolk, er der ikke til at se, at bygningen ikke bare har stået et par hundrede år. 

Vi startede ved dinoerne, der kom i mange størrelser. Oscar tegnede og fortalte, kender deres latinske navne og fortalte rask væk om både det ene og det andet, mens han blev mere overbevist om at det faktisk var her Nat på Museet er optaget.

Jeg lod ham blive i troen, mens vi kiggede på reptiler, mammutter, fugle og resten af museets samling. Den lille 3D printede dino var med hele dagen, og måske lidt benovet over sine store fætre og kusiner.

Det var ret imponerende at træde ind i den store hal, og se de store dyr gendannet. Også selvom de fremstår som skelletter. Mens T-rexen var voldsom og frygtindgydende, med de skarpe tænder og den store højde, var jeg overrasket over hvor lille stegosaurusen var. Den kunne selvfølgelig have været et ungt dyr. I øvrigt ser en T-rex lidt fjollet ud, med de små arme. Det vidste jeg godt, men mellem alle knoglerne, blev jeg alligevel lidt overrasket. 

Der var små dinoer, kæmpe dinoer og alt imellem. Oscar var imponeret også selvom der manglede en mosasauer (et stort havlevende krybdyrsagtigt dyr, der er ret voldsomt at se på...).

I hallen efter dinoerne var andre store, vilde, forhistoriske eller bare meget store dyr. Der var skeletter af en kæmpe hval, mammutter, kæmpe skildpadder, dyr jeg har glemt og en sabeltiger, Den var ret vild. 

Undervejs fandt vi cafeen, som havde kage, og vi delte to meget hårde cookies. Jeg har fået dem bedre. Oscar synes de var fine. Mens vi sad der, kiggede vi på kortet over museet, og fandt ud af at vi manglede reptilerne. De er også ret vigtige, altså gik vi på jagt efter edderkopper, slanger og frøer.

Vi nåede også forbi dybhavsområdet, der mest af alt virkede som en legeplads, med mulighed for at afprøve, trykke på knapper, kravle ind i en dykkerklokke og dykke i en undervandsbåd.

Til sidst havde han fået nok. Vi fandt udgangen, vores overtøj og købte ind på vejen hjem. Meningen var at bruge resten af dagen hjemme, men vi havde glemt et par vigtige ting og måtte ud igen. 

Det betød et besøg i MyZiel, indkøbscentret midt i byen med den vildeste glasfacade med hul i og Europas længste fritbærende indendørs rulletrappe. Den er ret imponerende, og selvom Oscar var træt, var det ret spændende at køre hele vejen op. Også selvom nedturen gik ad flere kortere rulletrapper, vi med mellemrum skulle ud og finde. 

Heldigvis bød det store center også på en LEGObutik, der havde mange spændende sæt, jeg ikke før har set og en mulighed for at bygge spøgelser, græskar eller andre halloweeninspirerede ting.

Han var så træt, at hen endte med at lægge sig ned på perronen i undergrunden, hvilket betød at han kunne høre togene der kørte på kryds og tværs længere nede. Og dermed blev han en oplevelse rigere.

Det var en skøn, lang, og lidt udmattende dag.

Jeg har senere fundet ud af at i Bruxelles findes Europas største samling dinosaurknogler. Og der er en hel hal tilegnet Mosasauere...

Piitu Mitts

 

Det er noget rod at gemme indlæg alt for længe. Som for eksempel et par fingerløse vanter til min søster. Specielt, når jeg ikke har skrevet de store noter...

Men altså. Tilbage i februar var jeg hjemme hos min søster. Det er jeg en gang imellem. Dengang fik hun sagt noget om, at hun frøs om hænderne, når hun sad ved computeren på arbejdet. Min søster er regnskabsuddannet, og sidder ned det meste af arbejdsdagen. Det er koldt om vinteren. Og det var koldt i februar.

Jeg kan ikke huske om jeg lovede at strikke varme til kolde hænder og håndled, eller om jeg bare besluttede at gøre det. Under alle omstændigheder gik jeg hjem, fandt et mønster og lækkert garn fra lageret og strikkede i løbet af  to dage, noget der kunne give varme.

Jeg har nok brugt noget tid på at finde det rigtige mønster, for jeg kan aflæse i mine billeder og noter, at hun fik dem dagen efter de blev færdige.

Design: Piitu Mitts af Heidi Alander.

Garn: Lana Gatto Vip, 80% Merino, 20% Cashmere i farve 5513, eller Grå.

Der gik 39 gram til pulsvarmen.

 

Pinde: Det hele er strikket på en pind 3 mm. Sikkert strømpepinde. Jeg er ikke sikker, for jeg har hverken noteret, eller taget billeder af et igangværende projekt. 

Størrelse: Opskriften er gratis, og indeholder blot en størrelse.

Bemærkninger: Det jeg kan se i mine noter er, at jeg har modificeret og strikket 10 omgange rib ved skaftet  - mod 6 omgange. Og strikket 5 masker op ved tomlen, i stedet for 3. Det gør jeg tit, for at undgå huller. 

Derudover har jeg vist bare fulgt opskriften. 

Jeg har ingen erindring om hvordan opskriften fungerede. Men et hurtigt kig, ser fint ud. Samtidig er jeg nok aldrig den rigtige at spørge, Jeg har før oplevet at opskrifter andre synes var svære at forstå, har jeg bare strikket - måske fordi jeg ikke altid læser præcis hvad der står, men hvad jeg forventer der står.

Jeg synes de blev ret lækre, og min søster var ret tilfreds med at tage dem på. 

Vil du se flere billeder af den fingerløse varme, kan de ses på Ravelry.

Endnu en rejsedag

 

En anden gang vil jeg nok vælge at holde en dags rest mellem rejsedagene. I hvert den ene vej. Da jeg planlagde rejsen mod Frankfurt, var planen at komme frem så hurtigt som muligt, samtidig med at holde rejsetiden på et niveau, som et barn kan holde til.

Det betød at vi stoppede i Hamborg på både ud- og hjemturen. At vi havde en enkelt overnatning på et hotel, med en god seng og morgenmad i hotellets restaurant, inden vi fandt toget videre. 

Vi havde god tid på turen videre fra Hamborg, provianterede til rejsen og kom godt ind i toget. Oscar er som sagt ikke vild med at køre tog, og lige præcis ventetiden på perronen, de mange mennesker og specielt presset omkring dørene, når toget kører ind på perronen og alle vil ind på en gang, gør ham mest utryg.

Når først vi har fundet vores pladser, vi har sat os, fundet ipad og hørebøffer, der giver tryghed til rejsen for alvor starter, har han det fint. Senere spillede vi spil, læste historie eller noget andet. Med tre, eller fire en halv time, var det også meget godt at have den der ipad, til at slappe lidt af med ind imellem. 

Vel ankommet til Frankfurt var der endnu en legeplads at finde. Denne gang langs kajen af Main. Legepladsen var umiddelbart for mindre børn, lidt kedelig, en rutsjebane, et par gynger og noget der lignede en båd, men alt sammen i lidt mindre format, end Oscar finder spændende. 

Og så var der et område med vand, en pumpe, kanaler, en mølle og plads til at 3D-dinoen kunne svømme. Begge var i deres es. 

Senere fandt vi vores logi. Jeg havde booket en hotellejlighed med et lille køkken og et separat soveværelse. Da Anders og jeg var Frankfurt for et par år siden, boede vi i samme kæde af hotellejligheder, men lidt længere fra centrum, og larmen, som jeg nu fik os placeret i. Det havde nok været bedre at bruge samme kompleks, for den lejlighed Anders og jeg boede i, var lidt lækrere, havde et lidt større køkken og lå i et meget mere stille kvarter. 

Men der var ikke udsigt til Eifeltårnet fra soveværelse. Der var faktisk slet ingen udsigt fra soveværelset.

Vi fandt et supermarked i gåafstand og købte ind til makaroni og cheese, som er Oscars nye favorit. Makaronierne holdt alle tre dage, så det blev dagens hovedmåltid over de næste dage. 

Efterårsferie med Oscar

 

For to år siden var Anders og jeg i Frankfurt på sommerferie. Vi var forbi Naturhistorisk Museum, men gik ikke ind. Jeg kan ikke huske hvorfor. Jeg tror der var for mange mennesker, vi var ikke i humør til det eller måske havde dagen allerede budt på andre oplevelser. 

Under alle omstændigheder stod vi der, vi kunne se et dinosaurskelet, og senere læste jeg op på at Senckenberg i Frankfurt am Main har den største dino-skeletsamling i Tyskland. Det er ikke Europas største samling, men det er en samling, der er til at komme til, når man som os helst vil køre i tog.

Vi besluttede derfor at vi ville tilbage og se dinoerne. Men det skulle være sammen med Oscar, som er ret vild med dinosaurer, kan navnene på dem alle sammen - på latin. Jeg er for eksempel blevet belært om, at der ikke bare er en langhals, men flere forskellige, med flere forskellige lange navne. Flere gange.

For to år siden, var han stadig for lille til sådan en tur. Vi snakkede om han skulle være otte eller ti år, og som tiden gik, blev det tydeligt at han var ved at være der, og jeg satte mig derfor på årets efterårsferie. Adspurgt ville han rigtig gerne se alle dino-knoglerne, og vi har snakket om turen rigtig mange gange. 

Egentlig skulle Anders have været med. Det ville have været superfedt, for han ved meget mere om dinosaurer end jeg ved, og ville helt sikkert have været en fantastisk rejsemakker. Men da vi nåede til planlægningsfasen, måtte han erkende, at der ikke var råd, hverken økonomisk eller til at tage fri fra arbejde. Derfor blev det bare Oscar og jeg, der i søndags kunne sætte af mod eventyr i det tyske. 

Oscar er sådan en der har været vidt omkring. Men stort set altid i fly og på hoteller med pool, sol og masser af varme. Han har en enkelt gang kørt til Italien i morfars bil - stadig mod varme. Så det var lidt spændende hvordan en togrejse mod storbyer ville fungere for ham. 

Jeg havde hjemmefra forberedt, tegnet og fortalt et lille hæfte med alle oplysninger om turen, og for ikke at køre for langt på en enkelt dag, gjorde vi ophold i Hamborg på både ud- og hjemturen. Han havde en god tur, på et barn præmisser - så vidt muligt. Men han er ikke fan af tog eller storbyer eller koldere temperaturer.

Dengang jeg arbejdede i klubben, havde vi en flok søskende, der til deres ti-års fødselsdag fik en rejse med deres bedsteforældre, jeg kan ikke huske om det var på mødrende eller fædrende side, som de mere eller mindre selv måtte bestemme målet for. Jeg har altid synes det var sådan en god ide, og har også sagt højt, at når Oscar fylder ti år (om to år) får han også en rejse sammen med mig. Vi snakkede om det på vejen hjem - også at der er nogle restriktioner, når man rejser sammen med mig. Jeg kører i tog, jeg tager ikke på badeferie, og vi skal blive i Europa - altså inden for et område vi kan komme til.

Det er han ikke helt tilfreds med. Han synes vi skal flyve til et varm sted med en pool, så kan jeg bare lade være med at hoppe i, hvis det er sådan jeg har det. Jeg mener omvendt at badeferier, dem må han opleve sammen med andre end mig. 

Vi kom godt af sted i søndags, landede i Hamborg-Altona omkring klokken tre, en halv time forsinket. Hjemmefra havde jeg glemt at pakke kort og terninger, selvom det stod på min mentale pakkeliste. Vi lagde derfor ud med at finde et spil kort og en 3D-printet dino, der var med på resten af turen. Jeg havde booket hotel, vi fik vores værelse - det absolut lækreste sted vi boede på hele turen - og gik ud for at finde en legeplads. 

For at komme af med noget af den energi, jeg forventede fire-fem timers togrejse ville opspare, havde jeg fået hjælp af computeren til at finde fornuftige legepladser i nærheden af vores logi, efter hver rejse. Den første var igen absolut den fedeste legeplads af dem alle. Der var klatremuligheder af flere slags, Lange rutsjebaner, svævebaner, store områder og vand. Oscar er vild med vand - det er den 3D-printede dino åbenbart også.

Vi måtte lidt længere væk end forventet for at finde mad. Jeg fik ham til at gå i omegnen af tyve minutter, og lovede at vi fandt en bus til tilbagevejen. Det var et træt barn, der kunne lægge sig ned i en lækker seng, få læst godnathistorie og sove til han vågnede næste morgen. 

Selvom vi skulle videre med et tog mod Frankfurt, havde vi tid nok til at spise en overdådig morgenmad og finde toget mod nye oplevelser fra Hamborg Hovedbanegård.

Sting på en søndag - frem til uge 39

 

Ugen kort - eller noget...

Jeg kan ikke gøre det kort. Tiden er gået, og mine tanker har været andre steder.

Tilbage i januar blev Anders og jeg enige om, at vi ikke længere skulle blive ved at bo sammen. Selvom vi var enige, var uvisheden og manglen på viden om hvornår vi begge kunne komme videre, opslidende og svære at leve i. Vi gjorde det, og i løbet af årets første halve år, forsøgte vi at passe på hinanden og være der for hinanden. I juli blev Anders tilbudt en lejlighed og midt i september flyttede vi alle hans ting. Emilie kom hjem, Victoria kørte den store bil mellem amning og min søster hjalp alt hvad hun kunne, selvom hun startede dagen med et styrt og en forstuvet ankel.  Da han flyttede ind for omkring treogtyve år siden, var det med en kuffert og sort set ikke andet. Han flyttede med et hjem og med en familie, der ikke har nogen planer om at give slip.

For nok skal vi ikke bo sammen. men vi vil for altid være familie og hinandens bedste venner.

I de forløbne uger har jeg også...

• Været på personaleweekend, boet på et kæmpe hotelværelse, og hørt et temmelig spændende oplæg.
• Startet studie efter sommerferien med to nye fag - pædagogisk psykologi, som er vildt spændende, og Håndværk/design, der kræver mere kreativt hjemmearbejde, end forventet. Og i øvrigt også er spændende. 
• Jeg har været gennem den årligt helbredstest hos knoglesygeplejesken, der var meget imponeret og glad. 
• På ejendomskontoret blev der bestilt nye navneskilte til dørklokken og postkassen. Og jeg blev skrevet op til nyt køkken. Det skal nok lykkes, sagde hun, selvom der godt kan gå et år eller to.
• Det viser sig at en af de mest fantastiske lærere fra min tidligere arbejdsplads læser fysik/kemi samme aften som jeg på KP. Vi mødtes til en kop kaffe og en god snak inden studietid. I løbet af de to efterfølgende dage mødte jeg to andre tidligere kolleger...
• Oscar og jeg skal til Frankfurt og se dinosaurknogler i efterårsferien. Billetter og overnatning er bestilt. 
• Min søster og niece havde fødselsdag, slog det sammen og vi havde en hyggelig dag.
• Jeg har mødt Emilies kæreste. Han virker meget sød, og meget glad for Emilie. 
• Jeg formåede at hælde honning ud over hele bunden af min taske. Heldigvis gik det ikke ud over ret meget andet end tasken - som var så god som ny efter vask.
• Vi tog i teater med hele 4. årgang.
• Jeg har for første gang haft børn til national test i matematik.... 
• Jeg rydder op og smider ud herhjemme. Og har købt en skruemaskine - sådan en havde jeg ikke længere...
• Hele teamet var i skuespilhuset og danse ballet. Det var sjovt, og et oplæg til at hele 4. årgang skal danse ballet og opføre Nøddeknækkeren. Vi får en hel dag med en balletdanser der skal hjælpe os og børnene igang. Derefter er vi egen hånd. Vi kom hjem med rigtig mange gode ideer. 
• Jeg var været i Flensborg på kollegatur og oplevet tyske friluftsbade - det er uden badetøj!
• Jeg blev syg. Som i jeg måtte blive hjemme fra arbejde og sove hele dagen. Jeg er ellers aldrig syg. 
• Jeg har været på et to-timers kursus om et computerprogram med en computernørd, der brugte den første time med en mus og en skærm. Jeg var ikke imponeret.
• Maria Grove Christensen kom og fortalte om matematik og regnestrategier.
• Årets klassebilleder er taget, og det viste sig at fotografen kan klippe og klistre i flere billeder, så alles ansigter bliver mest fordelagtige.

Læse: 

Min mor gav mig bogen om dengang i 1915, da kvinder fik stemmeret. Hun købte den af forfatteren efter et foredrag. Det er spændende læsning, om alt det, der førte frem til at kvinder (og andre) blev anerkendt som samfundsborgere med stemmeret. 

Jeg læser ikke i den hver dag. I øjeblikket er jeg mere træt, når jeg går i seng, end jeg plejer, og selvom jeg holder meget af at slutte dagen med læsning, er der dage, hvor jeg bare falder i søvn. 

Det er bog, der er værd at læse. Den er vigtig i en historisk kontekst og falder ned i mange debatter og diskussioner i øjeblikket. Selv i historie, hvor vi i 4. klasse arbejder med Romerriget, der blev styret af rige mænd, og kvinder ikke havde noget at sige, Det er børn i 4. klasse ikke tilfredse med. 

Brodere:

Midt i industrikvarteret, som jeg kører gennem hver torsdag på vej mod Next og HDS valgfag, ligger en lille garn og brodeributik. Broderi og Strik. Der er altid lukket, når jeg kører forbi, men i sidste uge kørte jeg hjem fra Next, og butikken havde åbent. 

Det er en hyggelig lille butik, og jeg faldt for kittet til en lille clutch fra Baldyre. Inden jeg havde set mig om, havde jeg købt det, og jeg har nydt at sidde og sy på det. 

Jeg forestiller mig at det færdige projekt skal blive et slags penalhus, når jeg til håndværk og designtimerne på KP ikke kun skal have skriveredskaber med, men også saks, målebånd, knappenåle og den rasp jeg lige har købt - for sådan en var værkstedet ikke udstyret med. Så tager jeg bare min egen med!

Jeg tror måske jeg skal finde en anden type opbevaring til den der rasp...

110 års fødselsdag

 

Anja og Jens inviterer hvert år til sommerfest. Som regel er det "bare" en fest, en festlig sammenkomst, en dag med skønne mennesker, de holder meget af, og som gennem årene har lært hinanden at kende, og glæder sig til gensyn til den årlige sammenkomst.

Somme tider bliver det mere end "bare" en fest. For eksempel når det kan kaldes fødselsdag, og de to tilsammen kan tilskrives hundrede og ti år. Denne gang garneret med den fineste kage - der endda smagte fantastisk. 

Det er et par uger siden Berit hentede mig og mine samlede pakkenelliker, inklusive det meste af den gave vi var flere om. Vi låner altid Anjas shelter og den ene gang om året jeg næsten sover under åben himmel, skal der pakkes til en nat med en god dyne, og varmt tøj.

Nu er Anjas shelter af den lidt mere luksuriøse slags. Dengang de byggede det, var det et shelter som de fleste andre. Helt klart af den pænere type, med et godt udhæng og et grønt tag. Siden har det fået lagt elektricitet ind, så der er lys om aftenen og hylder med elkedel og hvad man ellers kan få brug for.

Anja sover i shelteret store dele af året, og jeg forestiller mig, at så bliver der nemt brug for det ene og det andet. Når vi er der, rykker hun ind, så vi kan fylde det hele - her er vi Berit, Louise og jeg. Anja har gode madrasser, så vi skal bare have linned, pude og dyne med. 

Undervejs i festen blev vi sendt på orienteringløb. Som vi stod der ude midt i alt det grønne, ved en post og skulle svare på spørgsmål, faldt der pludselig noget stort og summende forbi mig, ned i bunddækket. Jeg blev nysgerrig - Hvad var det? Var det noget? Var det bare noget jeg forestillede mig?

Nede mellem bladene sad to kæmpestore meget blå og gule guldsmede, smedet sammen med hale mod nakke. De summede, sad helt stille og ordnede det de skulle. Jeg forsøgte at komme tæt nok på til billeder, de var svære at ramme, og så pludselig gav de spil på hinanden. Den ene fløj højlydt summende væk, den anden ventede et splitsekundt, inden også den forsvandt. 

Det var vildt, og jeg forestiller mig ikke, jeg nogensinde skal opleve det igen.

Det blev en skøn dag, aften og nat, inden vi næste morgen spiste fælles morgenmad og Berit kørte mig til Roskilde. Det var weekenden for Fiberfolk i Roskilde. Jeg havde en plan om to specifikke ting jeg gerne ville have og en aftale, der blev aflyst. Jeg besluttede, jeg kunne selv.

Jeg fik det jeg kom efter - hverken mere eller mindre - Gik tilbage til stationen, mødte en bro og blev hentet af Berit ved den hjemlige station. Hun havde stadig alle mine pakkenelliker, og synes det var helt fint at køre mig helt hjem. 

Jeg klagede ikke.

Dermed var en skøn weekend slut.