Botanisk Have

 

Vi endte der igen. I byens Botaniske Have. Der kørte en Tram til døren, der var fine blomster og flere drivhuse med planter fra varme lande. Der var op til flere Regenwaldhaus - Regnskovsdrivhus. Vi gik en tur i først det ene, og så det andet.

Vi nåede ikke hele vejen rundt. Det vi så virkede ikke så trimmet, som vi har oplevet i andre haver. Der var plads til at vokse vildt og stikke lidt af. Det kan jeg godt lide. 

Inden vi nåede det hele igennem - Botanisk Have i Dresden er ikke særlig stor - blev Anders sulten. Vi plejer ikke at gøre et stort nummer ud af at være lidt sultne, og kan som regel sagtens vente. Det kunne vi bare ikke på den her ferie. 

Anders har skrantet lidt og det betød at når han blev sulten, skulle han lytte og vi skulle finde noget mad nu. Vi blev rimelig gode til at være på forhånd, eller have ekstra med i tasken.

Vi lod derfor haven være, fandt en af de bedre salatbarer, koldt at drikke og gik tilbage og fandt en bænk og nød vores mad. 

Mens vi sad der, blev vi enige om at lade haven være og i stedet tage en tur på Bymuseet. Jeg havde googlet mig frem til at Stadtmuseum Dresden havde en fin gennemgang af byens historie. Der var historie, men det var ikke særlig imponerende...

Til gengæld var der gratis adgang. Helt uden at vide det, havde vi nemlig ramt lige præcis den ugedag, hvor adgangen var fri. 

Dresden er ikke en stor by. Hvis man bliver i bykernen. Byen er som mange andre byer vokset sammen med omegnslandsbyerne, så der er masser af by, hvis det er det, man vil. Bymuseet ligger i Altstadt. Det var ikke lige gået op for mig, så da vi ude igen drejede om hjørnet og besluttede at finde en is, viste det sig få minutter senere at vi stod midt på Neumarkt med det vildeste kig til Frauenkirche. 

Frauenkirche er en helt anden historie. Men den er et af de bygningsværker, der er genopbygget efter de voldsomme bombardementer tilbage i 1945.

Vi havde været der før. Vi havde set kirken før. Men det der med uforberedt at komme rundt om hjørnet, og så er den der - det er temmelig imponerende. 

Masker på en tirsdag - Uge 32

 

Ugen kort:

• Ferien er slut, og forberedelsesugen i fuld gang. Næste uge starter skolen for alvor med tilbagevendende børn, undervisning og hverdag.
• Det var skønt at se alle mine skønne kolleger igen.
• Ugen har været fyldt med møder. Teammøder, fagteammøder, årgangskoordinatormøder og workshop. Vi har lagt planer, skrevet til børn og forældre, fundet bøger, mapper og kladdehæfter til næste års undervisning.
• Jeg føler mig næsten klar. 
• Emilie har fået nøglen til sin nye bolig. Efter knap to år sammen med Josefine er det blevet tid til at stå helt på egne ben. Hun er så klar. Ligesom Josefine er klar til et nyt kapitel.
• Håndværk og Design undervisningen ser lidt anderledes ud i år. Vi har delt hele årgangen på tværs, og mens det ene hold skal svømme, skal den anden halvdel arbejde med hænderne. En halv årgang er for mange til en underviser, så holdene er delt endnu engang og jeg har fået en makker til hvert hold.
• Vi har planlagt og har mange gode ideer. 
• Jeg cyklede fra skolen og hjem til Tine. Derfra cyklede vi begge til Stranden til et skønt dyp og turen tilbage på cykel. Det var skønt og lækkert, og jeg var træt, da jeg nåede hjem. 
• Jeg hentede Oscar til hygge og overnatning en sidste torsdag inden nyt skoleår, nyt skema og ny dag for Oscarhygge. 
• Årets personalefoto er foreviget. jeg besluttede også at få taget et portrætfoto. Det er et par år og en del kilo siden, så det er fint med et nyt.
• Sidste år blev lokale valgfag indført. Der var tre muligheder for hver af de tre store årgange. I år bliver årgangene slået sammen, der er otte valgmuligheder og begrebet valgfag bliver måske lidt mere reelt. Jeg har budt ind med et metal-smykke-værksted, og jeg synes vi har en bred vifte af muligheder. Jeg lovede at lave en folder med beskrivelser af fagene, eleverne får, når de har fået den mundtlige præsentation. 
• Inden jeg gik på weekend, havde jeg derfor printet og foldet omkring 170 foldere. 
• Jeg cyklede gennem skov og mark ud til Sille i kolonihavehuset. Det er længe siden vi så hinanden sidst. Vi har på skift været på ferie og det var så hyggeligt at bruge dagen sammen med hende, og få samlet op på alting siden sidst.
• Jeg fandt symaskinen frem og lavede en vigtig gave. Lidt under tidspres. 

Læse:

Jeg færdiggjorde Før Stormen i aftes. Maja er en ensidig kvinde, der kan være voldsom irriterende,  når hun handler uden rigtig at tænke sig om. Det hjælper at hun er skarp, har gode intentioner og trods et pillemisbrug forstår at begå sig. 

Slutningen blev noget voldsom, det hele blev løst og den sidste side lægger op til en efterfølger, som jeg endnu ikke har bestilt på biblioteket. Det gør jeg nok snart.

Strikke:

Fra Dresden kom jeg hjem med tre nøgler strømpegarn fra Rödel - et tysk garnfirma. Anders spurgte om tre nøgler var nok, og det mente jeg længe det var. 

Nok til sokker til Anders. Sokker strikket af to tråde. 

Jeg kunne godt have strikket et par sokker med to tråde på pind 4 mm som jeg plejer. Men dels kan Anders godt lide lange skafter. Dels besluttede jeg at skifte til en mindre pind. 3,5 mm. Og slå fire masker ekstra op. 

Så er der ikke garn nok. 

I forsøget på at finde noget at sætte til. "kom jeg til" at købe 400 gram ekstra strømpegarn. 

Jeg tænker der skal strikkes sokker til Anders...

Fra flere podcastere er jeg blevet præsenteret for hælen i Stash Buster Socks. Den ser lidt spændende ud. Altså besluttede jeg at den skal afprøves. 

Den er prøvet på Anders. Umiddelbart sidder den rigtig godt.

Faded Morning Shawl

 

For et par år siden var Emilie og bedsteveninden i London op mod jul. Planen var at opleve engelske julemarkeder. Inden de tog af sted spurgte hun om der var garnbutikker, hun eventuelt skulle besøge, kunne jeg kun komme i tanke om Loops of London. Jeg troede naivt at hun ville se på garn til sig selv. 

Min naivitet holdt lige til juleaften, da jeg pakkede to lækre fed merino fra Life in the Long Grass i to forskellige lilla nuancer op. Hun havde ganske simpelt købt garn til mig, og taget det med hjem fra London. 

Hun havde tænkt over det. Forestillede sig at jag skulle strikket et sjal. Hun havde bevidst valgt lilla, i stedet for grøn, som jeg ellers altid rækker ud mod først. Jeg kan godt lide lilla, og at hun havde tænkt over hvorfor jeg fik lige præcis de farver, var ret vildt.

Derfor blev det også vigtigt at finde det helt rigtige at strikke af garnet. Jeg ledte, man fandt ikke det rigtige. Til sidst blev jeg enig  med mig selv om, at det skulle være et af årets tolv projekter. jeg fik hængt mig selv op på, at jeg skulle finde en opskrift. Jeg ledte videre, kunne ikke rigtigt finde noget, var ikke tilfreds med det ene eller det andet, og var lidt ved at opgive. 

Løsningen kom ind fra højre, da Christina Birk lancerede et afsnit i sin podcast, hvor hun ledte efter sjaler med to farver på Ravelry. Da hun nåede til Faded Morning Shawl, kunne jeg mærke, at her var noget, jeg havde lyst til at strikke. 

I opskriften skal bruges to fed af 400 meter. De to fed Emilie havde købt var hver på 300 meter. Altså havde jeg ikke helt garn nok, og undervejs i strikningen lavede jeg derfor lidt om i mønstret. Mest noget med at droppe nogle pinde, og alligevel få det til at hænge sammen. 

Jeg er rigtig glad for resultatet, som jeg har brugt rigtig meget, når det har været koldt nok til det. Jeg glæder mig til at bruge det igen, når kulden efterhånden kommer snigende, og det igen vil være rart med varme om halsen. 

Det er ikke længe væk. Det er ved at være tid til varme om halsen, når jeg kører til arbejde om morgenen. 

Design: Faded Morning Shawl af Lindsey Faciane.

Garn: Life in the Long Grass, Sport, 100 % merino. De to lilla hedder henholdsvis Dusky og Soulskin. Jeg brugte rub og stub, og måtte lukke af af to gange, for at ramme de allersidste centimeter.

Altså brugte jeg 200 gram til det færdige sjal.

Pinde: Jeg har strikket på pind 4,5. Origalopskriften er til en pind 4, men mit garn er tykkere end opskriftens, så jeg tænker det var en god ide med et lidt tykkere garn.

Størrelse: Opskriften er onesize. Mit sjal er endt med at have et vingefang på 208 cm og en højde på 80 centimeter.

Bemærkninger: Jeg har ikke noteret mine ændringer. Jeg strikkede mest efter forgodtbefindende. Huggede en hæl og klippede en tå. Sprang lidt over, ændrede en ganske lille smule i farvefordelingen og overvejede for og imod undervejs.

I sidste ende var det mængden af garn, der besluttede hvor meget af hver del af mønstret jeg strikkede. 

Fordi jeg vidste at jeg aldrig kommer til at strikke sjalet igen i lige præcis den her form. Fordi odds for jeg nogensinde kommer til at strikke sjalet igen er ret små. Og fordi jeg havde en vis mængde garn og det skulle passe til mønstret, lavede jeg ikke noter undervejs. 

Jeg trevlede en lille smule op under vejs. Vistnok en gang, hvor jeg synes jeg havde strikket for meget inden en mønsterændring. Men mest af alt strikkede jeg, besluttede undervejs og lod det blive som det blev, selvom jeg ind imellem overvejede at lave noget om, fordi det måske kunne have været lidt mere symmetrisk eller have set lidt bedre ud i mine øjne. 

Vil du se flere billeder af sjalet, kan de ses på Ravelry.

 

Kunsthof Passage

 

Vi boede i Görlitzer Strasse i Neustadt, i en lille lejlighed på fjerde etage i baghuset mod gården. Trods en meget livlig gade - også om aftenen, var der forholdsvis ro i baghuset. 

Lidt længere nede ad gaden ligger Kunsthof Passage. En samling gårde mellem to gader, der er fyldt med kunst. Murene er udsmykkede, små butikker og cafeer ligger dør om dør og spredt over det hele er kunst i mange former. 

Anders opdagede gårdene da han var nede og ryge. Han er enormt god til at gå på opdagelse i nærområdet, mens jeg bliver i lejligheden og strikker, bruger nettet til at finde steder at tage hen, eller laver noget andet i en sofa. Sådan fordeler vi opgaverne. Det virker for os. 

Vi gik gennem gårdene en formiddag, inden butikkerne og cafeerne åbnede. Det betød at der var god plads til at se det hele. Senere en anden dag, skød vi genvej gennem gårdene på et tidspunkt på dagen, hvor der var fuld af liv. Det så hyggeligt ud, men det var lidt sværere at se alle udsmykningerne. 

Der er fem gårde, som hver især er meget forskellige. De har forskellige navne - dyregården, fablegården, lysgården, metamorphasegården og elementgården. 

I gården med lys vokser planter ophængt, så det giver et fantastisk lys mellem det grønne. Jeg er temmelig sikker på at for lige præcis denne gård, var vi der på det rigtige tidspunkt. Hos dyrene svinger en abe i muren, mens en giraf er ved at spise huset, mens altanerne er flettet af pil eller noget der ligner. Her var en gruppe på udflugt, og guiden fortalte på livet løs, da vi gik ind. Måske var der mere at se. Jeg tog et par hurtige billeder, og vi gik videre mod de andre gårde. 

I fabellandet er mange fine små detaljer og fabeldyr. Umiddelbart var det den mest kedelige gård. Men klart den med mest liv, da vi gik gennem i cafeernes åbningstid. Måske var der kedeligt, fordi den var langstrakt og virkede tom. Med de mange siddende gæster senere på dagen, fik den et helt andet liv og synede anderledes hyggelig.

Jeg var helt klart mest imponeret af elementernes gård. Her er et blåt hus og et gult hus, der begge er fyldt med tragte, løb og plader, der dels ser spændende ud, men også fungerer som instrumenter i regnvejr. 

Vi ville gerne have hørt musikken, og var klar til regndans den ene dag, der blev lovet regn. Der var lovet regn langt op ad formiddagen, vi havde en plan klar, der mest af alt involverede noget med at være ind. Altså bortset fra et besøg i gården, hvorfra vi hurtigt kunne gå hjem igen og skifte til tørt tøj. 

Vi var stået op, vi tullede lidt rundt, overvejede det der med morgenmad, da en regnbyge med ret voldsom kraft slog ned. Jeg overvejede kort, om vi skulle skynde os ud, men der skulle komme mere regn, så vi blev hjemme og fik styr på det med morgenmad og tid til dagen.

Vi skulle have løbet - for der aldrig mere regn. Hverken den dag eller de kommende dage. Heller ikke hen under aften, hvor vejrudsigten ellers igen begyndte at tale om regn. Vi hørte aldrig regnmusikken. Det kan jeg godt være lidt ked af.

Hvor meget det larmer, eller hvordan det er at bo et sted, hvor folk kommer rendende i et væk, aner jeg ikke. Men der er fint, og kommer du forbi Dresden, vil jeg klart anbefale et besøg i Kunsthof Passage. 

Dresden

 

Vi ankom til Dresden ved frokosttid. Vi var sultne, vi skulle finde rundt og havde en plan om at finde salatbaren i Edeka, forsyne os, og finde et sted at sidde. 

Altså gik vi ud i byen med kufferterne, der heldigvis har hjul. Gode hjul, der kan køre over brosten. Banegården ligger syd for Altstadt, og med Edeka som målet, bevægede vi os en smule ind i den gamle by, men kun i udkanten. 

Vi kunne se de smukke spir og tårne på byens gamle bygninger, men sulten og de knap så behændige kufferter, betød at det måtte vente til senere.

Vi fandt Edeka. Men de havde ingen salatbar. Længere nede ad gaden lå en REWE. I det nordlige Tyskland har REWE ingen salatbar. Det viste sig at i det sydlige Tyskland (eller i hvert fald i Dresden), er det REWE der står for salaten. 

Det begyndte at dryppe, og i stedet for at sætte os, tog vi salaten under armen, fandt vores logi, installerede os, spiste frokost ved eget bord, lod bagagen stå og begav os ud for at kigge lidt på byen.

Vi boede nord for Elben, i Neustadt. Gik vi lige ud i den rigtige retning, nåede vi floden. Det gjorde vi den dag. Vi ville se vand. 

I Dresden er Elben ikke en afgrænset flod. Der har tidligere været nogle voldsomme oversvømmelser. Derfor er der lavet et stort arbejde med at skabe afvanding og de store engområder omkring Elben, som i det daglige bliver brugt til rekreative områder, må ikke længere bebygges med faste bygninger. Her skal være plads til oversvømmelser.

De ikke-faste bygninger må gerne være på engene. På vores vej mødte vi en sommerbiograf og i løbet af ugen besøgte vi en Biergarten, der har til huse på en et lille stykke af engen.

På førstedagen gik vi ind mod centrum. Mod den gamle by. Igen kunne vi se tårne, spir og smukke bygninger. Vi ved godt at størstedelen af de smukke bygninger lå i ruiner efter bombardementerne, og at det hele er genopbygget. Det gør det ikke mindre smukt, at bygningerne måske ikke har stået helt så længe som de ser ud til. 

Langt størstedelen af genopbygningerne er sket med brug af de oprindelige materialer - i den udstrækning, det har kunne lade sig gøre. Og både langt fra og tæt på er det let at tro, at de altid har stået der. (Eller i hvert fald meget længe).

Vi endte ved Teaterpladsen, hvor vi tog en Tram hjem igen. 

Inden da blev det tydeligt hvordan den gamle by, hænger sammen med nutidens teknologi. Måske så det bedre ud, da jeg stod på broen, men de nye gule Trams mod den gamle katedral, set fra Augustusbrücke synes jeg var et rigtig fint motiv.

Pulsvarme til Anders

 

Det første færdige projekt af årets tolv projekter, var varme til Anders' hænder. Sidste år var det Daniels hænder, der blev varme, og Anders der savnede. Nu har de begge. 

Jeg fandt en bunke uldne rester, satsede på garn, en eller flere tråde, der fungerede med en 3 og 4 mm, og fik ryddet godt ude i resterne. 

Det er sådan et projekt, jeg rigtig godt kan lide. Netop fordi der bliver ryddet så dejligt ud i resterne. Også selvom det er begrænset hvor mange rester der går til et par halve vanter.

Jeg har gennem årene strikket en del pulsvarme til Anders, og jeg bruger mere eller mindre altid den samme opskrift. Jeg synes der skulle nyt til, og ledte på Ravelry efter noget, der kunne passe til restebunken.

Jeg faldt over Smith's Gloves. De er oprindeligt strikket på en pind 2,5 og 3 mm. Noget mindre end mine rester fungerede med. Med udgangspunkt i opskriften lykkedes det mig at strikke pulsvarme, som blev rigtig godt.

Jeg satsede på fire par. Efter fire par havde jeg fået nok af de små vanter. Anders synes fire par var ret godt, og var meget glad for varmen. Måske specielt fordi jeg blev færdig lige der, hvor det for alvor var koldt. 

I sidste ende viste det sig at det med flere tråde ikke nødvendigvis var det, der skete. Jeg fandt nemlig rester af en tykkelse, der betød at en enkelt tråd var nok til god varme.

Design: En modificeret udgave af Smith's Gloves af Sanne Kalmbacher.

Garn: Alskens godt fra restekassen. Jeg ledte efter ren uld, med kradsfaktor. Det duer fint til Anders, og giver god varme på kolde dage. 

De fire par vejede tilsammen 258 gram og bestod af alt fra Lett Lopi, over Knudegarn til Supersoft, Finull og Kauni.

Pinde: Jeg brugte strømpepinde i størrelse 3 og 4 mm. Den første til ribberne, den anden til selve vanten. 

Størrelse: Fordi jeg modificerede, er jeg ikke helt sikker på størrelsen. Jeg slog 40 masker op. De færdige halve vanter passer Anders og er alt for store til mig. Sådan set temmelig godt.

Bemærkninger: Originalmønstret går over 6 masker, og består mest af alt af en 3-3 rib. Jeg strikkede 2-2 rib, droppede hver tredje maske og noget i retning af 5. og 6. pind gennem hele opskriften. 

I forhold til tommelfingeren passede den måde at aflæse opskriften perfekt. Jeg er ret sikker på at jeg derefter strikkede, til jeg mente vanten var lang nok og afsluttede med en rib i toppen. 

Det er svært at se forskel på rib og vante, når det hele er rib, men jeg valgte alligevel af skifte mellem pindestørrelserne undervejs, fordi jeg synes det giver et pænere resultat.

De faldt som sagt i rigtig god jord.

Vil du se flere billeder af pulsvarmernerne, kan de ses på Ravelry