lørdag den 16. februar 2019

Feriestart


Mens størstedelen af landets skolebørn kan se tilbage på en uges ferie, og glæde sig til skole igen på mandag, er Rødovre en af de kommuner der holder ferien i uge otte.





Jeg har alt for mange feriedage tilbage, og når man arbejder på en skole skal størstedelen af ferien selvfølgelig lægges i ferierne, og derfor blev jeg mere eller mindre pålagt at holde ferie den kommende uge.

I første omgang havde jeg ikke mange planer, men det er utroligt så hurtigt siderne i kalenderen kan fyldes op.





Jeg startede ferien med en date med Oscar. Mens Emilie skulle under tatovørnålen, lovede jeg rask væk at passe barn. Vi startede med en lang gåtur, og gik først direkte efter kaffe til Anders, inden vi begav os ud i solskinnet. Oscar så nu ikke megen sol, men han sov halvanden time og var svært godt tilpas, da vi ramte hjemme og fik grød i skålen.

Efter et par timers leg, sjov og masser af røverhistorier, var Emilie færdig for denne gang - det var Oscar også, så vi pakkede sammen, og gik igen en tur der resulterede i en baby, der knaldede brikker. Da jeg afleverede ham, sov han sødeligt.

En skøn dag med et kig til et spirende forår er ved at være slut.





Hjemme igen kunne jeg konstatere at kameraet indeholdt mange skønne billeder, både af natur og baby. At jeg endnu har til gode at nå at trykke på udløseren når han smiler, er en konstatering. Så at han både griner og smiler en hel del, må jeg nøjes med at bilde jer ind.





torsdag den 14. februar 2019

Yarn Along - uge 7


Endelig føles det som om de stille uger slår igennem. Hverken onsdag eller torsdag har været tidlige dage med møder eller andet af den slags pjat. I stedet har jeg kunne nyde tiden hjemme, siddet i nattøj til alt for længe og selvom et enkelt nyhedsbrev har ageret hjemmearbejdsplan giver det alligevel en følelse af at have god tid.

Og det er der brug for.

Rundt om mig sker der der mærkeligste ting for øjeblikket. Hvis ikke det var fordi det meste er ganske alvorligt, ville det kunne kategoriseres som tragikomisk af allerværste skuffe. Vi kører på, tænker tanker, deler der hvor det er vigtigst og håber at kunne grine af det inden alt for længe.

Så er det godt at have strikke tøj og gode bøger.













Læse:

Jeg har været på biblioteket og byttet en udgave af Wallander ud med en anden - og noget mere brugt - version.

Gåden er pludselig meget nær en løsning. Wallander er taget at sejle og har fået nye tråde at binde sammen med de mange løse ender.

Der er stadig en hel del bog tilbage, så mon ikke der venter flere overraskelser inden den sidste knude kan bindes.


Strikke:

Orange er Oscars yndlingsfarve, så da orange garn lå inden for rækkevidde slog jeg til. Også selvom jeg er i tvivl om der rent faktisk er nok til den lille jakkeagtige cardigan jeg har slået op til. Det er begrænset hvor langt 200 gram tykt bomuld rækker.

Til gengæld er der masser af brun. Så jeg tænker brune kanter, har besluttet at stoppe længden lidt før den egentlig skulle og strikke ærmer af det sidste, i et håb om at der måske alligevel er garn nok til lidt mere længde på kroppen inden de brune kanter.

Og ellers må kanterne give plads til mere længde.





tirsdag den 12. februar 2019

Et kvart århundrede


Daniel havde fødselsdag i går. Hele femogtyve år kunne han fejre.





Ganske heldigt faldt dagen på en mandag, hvor de alligevel kommer og spiser, for ganske som vi plejer, står vi for maden på Daniels fødselsdag. Næste år falder dagen på en tirsdag, så må vi se om den ugentlige spisning rykker med, bliver udsat eller måske slet ikke findes længere.

Det blev en super hyggelig aften, med den fine dug og min mormors gamle servietter på bordet, som passede temmelig godt med lagringen af valnøddeportvinen jeg gjorde et forsøg med tilbage til august. Jeg husker den jeg har smagt som bedre. Både Anders og Daniel synes den var rigtig god. Vi hjalp hinanden og hældte en smule fra den store lagringsflaske op i to mindre, så der var en at smage fra og en Daniel kunne tage med hjem.

Portvin gik heldigvis fint med desserten.





Og med mandagen overstået kan jeg se tilbage på en sidste uge, der umiddelbart ikke rummede så meget, men alligevel føltes temmelig fyldt.


  • Mandag startede med et besøg i Ingeniørernes Hus, hvor BUPL bød til konference om pædagogfaglighed og pædagogerne i skolen. Det var ret spændende. Jeg kom hjem med en kuglepen til samlingen, men ærgrede mig lidt over, jeg ikke fik spurgt i receptionen om de mon havde en for huset. Det ville have glædet min far at jeg var netop der. Min far var ingeniør og refererede altid til stedet som hans hus.
  • Ikke mindre end to planlagte aftenarrangementer blev noget anderledes end forventet. Det ene blev aflyst, da ingen meldte sig til. Det andet endte super hyggeligt med kun to deltagende drenge, der hyggede sig stort, mens vi voksne fik skovlen under nyt gulvtæppe og indretning af computerrummet.
  • Weekenden var helt uden planer. Jeg lod den blive sådan og stornød hjørnet i sofaen.
  • Jeg droppede endda en enkelt træning, men nåede at lege med Oscar to gange.
  • Ugen bød på flere møder af forskellig karakter.





lørdag den 9. februar 2019

Kjole No. 1


Den første kjole i årets udfordring er færdig. Jeg har også haft den på. Til fødselsdag i Aarhus.





Kjolen er syet af et af de lækre stykker stof, jeg arvede fra Sille da hun ryddede ud. Ren uld hentet i London, Paris eller New York, jeg ved ikke hvor, men der er stadig en fin bunke tilbage.

Længe troede jeg den skulle foeres. Ifølge mønstret skulle den ikke, men jeg havde en oplevelse af at den ville have godt af det, og samtidig føltes stoffet umiddelbart ikke nær så tæt og flot faldende som det viste sig at være.

At den ikke skulle have foer, gjorde syningen af den noget mere overskuelig, og den blev færdig langt hurtigere end jeg umiddelbart havde forestillet mig.

Mønstret havde jeg kig på allerede da jeg syede sidste års kjole, og Nina faldt pladask for den og fik vækket en sovende lyst til kjolesyning. Jeg måtte love at gemme mønstret. Jeg havde nu ingen planer om det modsatte, for sjovt nok fandt jeg mønstret i samme udgave af Burda Style som kjolen fra sidste år og har kig på endnu et mønster fra samme blad.





Kjolen er langt fra min vante stil, men jeg faldt for ryggen, har af flere gange oplevet at det knap så fittede look kan være fint og var ærlig talt lidt spændt på hvordan det ville falde ud.

Den umiddelbare teltfacon har alligevel en hel del fashionering  med en smule taljering og ikke mindre end to sæt brystindsnit fortil. Samtidig går den en hel del ind nederst og giver dermed også en oplevelse af krop.

Måske var det netop stilen, der betød at Anders umiddelbart ikke kunne lide den. Måske var det fordi han så den første gang uden ærmer og med læg på ryggen der endnu ikke var hjulpet til at sidde pænt. Senere udtrykte han et anderledes bifald.





Mønstret er fundet i Burda Style 12/2015. Modellen hedder 109B. Jeg lagde en smule til i sidesømmen, for at være sikker på plads nok. Igen fandt jeg de gamle noter til redigering af ærmer, så ærmerne fik mere vidde ved overarmen. Mormorarmene fylder stadig (trods træning) og mønstre beregnet til damer med slanke arme passer bare ikke mig.





Kjolen skulle have haft lommer i sidesømmen, men dels er jeg ikke fan af lommer lige der, hvor jeg er bredest, dels var der ikke stof nok, og en lomme i kun den ene side, havde set mærkelig ud. I forvejen er jeg ualmindelig upraktisk og klarer mig fint uden lommer.

I forhold til det med stoffet, var det lige til øllet. Kjolen er uden lukning, trækkes blot over hovedet, og er derfor lagt til fold både for og bag. Det havde jeg ikke nok til og endte med en syning midt bag.

Denne gang hjalp Anders med oplægningen og satte nålene der hvor han synes det blev pænest. Det betød at bag blev lidt længere end for og personligt synes jeg det blev rigtig fint.





Jeg syede alle kanter op med mine fineste heksesting og det gjorde jeg tydeligvis så godt at Nina sank en gang, da det gik op for hende, at skal hun selv sy er der ingen vej uden om håndsyning. Hvis hun vil ende med et resultat som mit.

Da kjolen blev uden foer, måtte jeg i gemmerne og finde min gamle silkeunderkjole, for alligevel at sikre et god glid mellem krop og tøj.





fredag den 8. februar 2019

2018 - fra et garnperspektiv


Det er tid til at se tilbage, til overblik og de sjove sammentællinger. Tid til en opgørelse over sidste års forbrug af garn på pinde.


Jeg har ikke strikket lige så meget som året før, hverken når jeg tæller antallet af projekter eller mængden af forbrugt garn. Faktisk brugte jeg sidste år, kun halvt så meget garn som året før. Det er svær at sige hvorfor, jeg synes jeg har brugt meget tid på strik.

På den anden side indeholdt året også så mange andre oplevelser, at det muligvis giver sig selv.

Når jeg kigger ned over projekterne, savner jeg varme til arme. Bortset fra en nærmest ærmeløs kjole til mig selv og en poncho (der vist i bund og grund også er uden ærmer) lykkedes det mig ikke at strikke et eneste stykke hæderligt varmt strik i voksenstørrelse.

Det gad jeg godt, der bliver lavet om på i år. Jeg har faktisk flere ønsker. Og har lovet Anders mindst een lækker sweater.

Det må være planen for i år - som selvfølgelig nemt kan skride og blive til noget helt andet. For jeg virker altså bedst, når det med garn bevæger sig derhen hvor jeg er lige her og nu.

Drømme og ønsker, dem skal der være plads til. Også selvom de kan pege langt ud i fremtiden.


Nå! Men hvad blev det så til?



Klude


Jeg tror ikke at stikkede klude nogensinde ryger helt ud af mit repertoire, men der er ingen tvivl om at somme tider bliver det mere end andre. Sidste år var ikke mere.





Jeg strikkede og hæklede klude af økologisk bomuldsgarn fra Hobbii, som et forsøg og sponsorat fra firmaet. De hæklede klude endte hos Sille, der holder meget af hæklede karklude. Herhjemme kan vi bedt lide de strikkede, så da Emilie havde pillet den lyserøde af de strikkede fra, hoppede de to andre op i bunken med hverdagens klude til brug i køkkenet.

Som en del af adventskalenderen til min mor og min søster, strikkede jeg endnu to karklude i afstemte toner. Søsteren min har lagt billet ind på flere...



Hoved og Hænder


Varme skal der til, også i det små, så en smule blev det til. Ikke meget, men nok til en smule varme.




Da Overenskomstforhandlingerne stod på, designede Erika Knit a little Love. Meningen var vistnok at den skulle være rød, men jeg lå ikke inde med rødt garn, så min blev mere grå. Jeg har brugt den en del, men kanten er vokset, så jeg får den i øjnene hele tiden, og har derfor fundet en anden frem fra gemmerne.

Ny hue gav grobund for nye vanter (som blev indviet da jeg fik ny cykel, uden flossede håndtag, der ødelagde vanter). Jeg strikkede Fiddlehead Mittens, der gav en smule fornyet lyst til flerfarvestrik. En teknik, der ikke hører til blandt mine spidskompetencer, men som jeg godt gad være bedre til. Jeg tabte desværre den ene, så glæden blev kort. Heldigvis tabte jeg den først da kulden var på retur.

Da det blev koldt igen fik Rose et sæt med en Erantis Hals og en Erantis Kyse. Halsen er flittigt brugt, ved jeg. Mens kysen  med snor ikke er velset i vuggestuen.

Lige inden december fandt jeg Garnværks strik-med-julekalender, og strikkede julevanter. Endnu engang blev lysten til flerfarvestrik luftet, og da Føtex nærmest smed en bog, fyldt med vanter i flere farver, efter mig, blev lysten genopdaget og en luftig plan om flere vanter med flere farver lurer et sted i baghovedet. Vanterne er i øvrigt skønne og med mig hver dag.

Som julen nærmede sig, strikkede jeg Oscars første nissehue. Et projekt der hurtigt greb om sig, for nu er han jo nødt til at få en ny hvert år. Gerne et nyt og spændende design, så samlingen kan blive varieret i det uendelige.

Til slut fik Daniel et par pulsvarmere i adventsgave. Han blev glad, for han kunne ikke finde alle de andre. Det viste sig han bare skulle have spurgt, for Amalie havde helt styr på hvor de ligger.



Hækle


Hækling hører også til i det små, og hæklede sager kommer muligvis aldrig til at fylde det helt store, men jeg tror heller aldrig jeg kommer gennem et helt år uden.

Igen hoppede der afrikanske blomsterdyr af nålen, for året bød på mere end en baby, ogjeg har åbenbart taget en beslutning om at babyer betyder hæklede blomsterdyr.

Jeg har allerede fundet garn til dette års første.







Pernille gik på barsel, fødte en Oskar og fik en turkis dinosaur som hun er sikker på barnet vil rende rundt med under armen, når han bliver stor nok.

Dernæst dukkede samarbejdet med den lokale garnbiks op, og jeg hæklede en bog til Rose. Det var et hyggeligt projekt.

Josefine blev faster endnu en gang, og spurgte endnu en gang rigtig pænt om ikke jeg ville. Det ville jeg, og en grøn flodhest så dagens lys.

Et længe næret ønske om en sangkuffert til Rose blev påbegyndt og de første fire sange fik hæklede figurer. Måske var hun lige lille nok, da hun fik dem, men så lærte jeg det, og om ikke andet er det stadig et herligt stykke legetøj, og vi synger også en gang imellem sammen med figurerne.

Det blev til Den lille sky, der gik morgentur, de mange kjoler i mange farver, et par katte, der kravler op og ned og endelig en kage, der kan klappe.

Oscar skulle selvfølgelig ikke snydes for et dyr, og da min søster samtidig fandt Pokemon Go og ønskede sig en hæklet pokemon, lavede jeg to dinosauere - en blå og en tyrkis. Daniel valgte den turkise til Oscar, min søster fik den anden.

Endelig havde Emilie en kollega, der gik på barsel, og smittet af mig, bestilte hun en lilla dromedar, der vistnok skabte glæde. 



Fødder


2018 blev året hvor jeg altid har et par strømper på pindene. Smukke strømper i fine mønstre, som egner sig bedst hjemme alene i sofaen med tid til fordybelse og koncentration.

Strømperne har to formål. Jeg får sine strømper og resterne skal bruges til et tæppe. Tæppet er jeg begyndt på, for årets otte par fine strømper har givet grobund for rester, der skal være med til at gøre evighedsprojektet til en realitet.

2018 blev også året hvor jeg begyndte at samle unika strømpegarner fra folk der farver hjemme i køkkenet, og laver de skønneste farvesammensætninger der ikke findes andre steder.







Ud over de fine mønstrede strømper strikkede jeg først tre par varme brune futter til Rose og siden tre par varme blå futter til Oscar. Alle strikket af rester og alle mere eller mindre brugt. Det er ikke altid godt at strikke for stort - når ting bliver gemt væk og ikke kan findes igen.

Til advent strikkede jeg et par langbenede tykke sokker til Amalie, der fryser om fødderne og synes de er fantastiske.

Så er der de fine strømper. Syv par blev det til. Seks par til mig, et enkelt par til Anders. De igangværende, som ikke er færdige og dermed ikke tæller med i år, er også til Anders. De er alle meget brugt, især i den kolde tid, hvor jeg tager et nyt par på hver dag og glæder mig en smule over at mine vinterstøvler er præcis så meget for store at jeg er nødt til at fine hjemmestrikkede strømper i.

The Daughter Heir strikkede jeg af trask fra Cleo Garn. De vokser en smule i brug, men sidder fint. De holder rigtig fint i vask.

My #1 er af samme garn, og med samme egenskaber. Begge de to par blev strikket af et sjal jeg strikkede sidste år og trævlede op igen. Strømpegarn duer ikke om min hals, men det er godt på mine fødder.

Ripple Stream er strikket af Hedgehog Fibres Sock og sidder fantastisk om foden. Rib er godt. Snoet rib ikke kun godt, men også fint. Garnet ser du som nyt, trods mange gange vask.

Anders valgte Venlighed går mange veje til garnet fra WOOLapyk. Han passer på dem, jeg er ikke sikker på at have vasket dem helt så mange gange som mine egne, men umiddelbart er det fint garn, der holder godt.

Rumpelstiltskin fik liv via garn med glimmer fra The Danish Dyelot. Jeg er imponeret af at glimmeret bliver ved at glimre og at garnet bliver ved at være så fint. Jeg tror det er mine absolut yndlingsstrømper af årets produktion. Det er i hvert fald dem, jeg oftets rækker ud efter.

Crenate strikkede jeg af endnu et Cleo Garn. Denne gang Pixi, og det er altså lækkert. det holder faconen og det holder til vask. Helt klart det strømpegarn fra Cleo garn jeg holder mest af.

Endelig er der Count Your Blessings, et par mystiske strømper som voksede og blev fyldt med de fineste snoninger. Jeg strikkede af garn fra Fingerborg i Stockholm. Garnet var super lækkert at strikke af, men desværre filter det i vask - og jeg vasker kun strømper på uldprogrammet. jeg er lidt spændt på hvor længe de holder. Lige nu er der stadig spændstighed i garnet efter vask, men det filter lidt mere for hver gang. Såh...



Arme


Så er der armene. Jeg strikkede faktisk rigtig mange, men kun i størrelse meget lille. Og selvom det var hyggeligt og jeg gerne fortsætter (jeg er fortsat) kunne jeg godt ønske mig ærmer til mig selv også.

Den første halvdel af året gik produktionen mest til Rose, den sidste halvdel af året drejede det vist mere over mod Oscar. Ikke for at snyde Rose, men jeg havde et pænt lager til hende og forsøgte at opbygge et lignende til Oscar.

Lige nu har de begge fået det hele, så det med lager arbejdes der på.







Jeg startede med Bønnespirekjolen, som slet ikke var en kjole, men det ville jeg have den skulle være, så det blev den.

Dernæst fulgte Aubade. Jeg fandt opskriften på Instagram, siden har jeg fundet flere. Det er faktisk lidt uhyggeligt, hvor mange lækre opskrifter man kan finde på Instagram - jeg kan jo slet ikke følge med.

Augustkjole fandt jeg i et nummer af Maries Ideer. De fine patentstriber, der minder om noget jeg har set før tog lang tid at strikke, men voksede også med en overkommelig fart.

Tiny Tulips nummer 2 var nærmest en bestillingsopgave. Sille var så glad for den første at en ny måte til. Den er godt brugt og ved at være for lille, så nu er Sille ved at overveje om ikke hun selv skal i gang med en tredie.

Kjolen med hulmønster fandt Emilie hos Tante Grøn og da ingen af os kunne stå for den måtte både garn og opskrift med hjem.

Sille havde silke liggende og efter flere forsøg lykkedes det mig at hækle en kjole, som Rose kunne vokse i.

Madiken Kjolen var endnu en af Instagramopskrifterne der bød sig til, så jeg ikke kunne lade være. Jeg synes den er så fin.

Victoria fandt den poncho jeg strikkede til min søster for år tilbage. Ønskede brændende og fik en i hendes størrelse i fødselsdagsgave. Jeg ved den er godt brugt og har endda fikset en syning, da den gik op.

Forrige år strikkede jeg Dionysus og tænke at den ville gøre sig godt som kjole. Det blev i år at kjoleudgaven så dagens lys og  viste sig at være helt som forventet. Det er muligt den ikke har ærmer, men jeg har brugt den tit.

Op mod jul strikkede jeg trøjer til Oscar. Jeg strikkede af rester og fra lageret og endte med en fin lille bunke. Jeg er slet ikke færdig med at strikke til Oscar endnu, jeg håber bare han vil bruge det.

Jeg startede med Alon Cardigan. Jeg synes den blev så fin.

Dernæst strikkede jeg en Hyphen. Jeg har strikket den før, og anden gang var ikke mindre hyggelig.

Ankers jakke fik brede striber for at få bund i en række blå rester. Det endte også med en smule brun, for at få ærmerne lange nok.

En lille trøje med snoninger opstod uden mønster men med kig i en bog fuld af snoninger. Jeg kan altså godt lide snoninger.

Jeg endte med en Corydalis omsat til trøje. Den har ikke noget link endnu og burde egentlig ikke rigtig tælle. Men den er talt med. Den blev bare lige præcis for kort i både ærmer og krop. Bredden er fin, så jeg har lovet at forlænge. Når det er sket bliver der nok tid en en præsentation. 



Det største


Endelig er der det største. Sjalerne og tæpperne. Ikke meget blev det til, men lidt har også ret. To mystiske sjaler og to tæpper.

Tæpperne burde måske have deres egen kategori, men det får de ikke. På den anden side var de begge store projekter, som ikke lige bliver gentaget med det samme.






Ysolda lancerede Gloamin Tide, og jeg strikkede med. Jeg blev ret glad for resultatet, som jeg brugte og desværre tabte. Jeg kommer aldrig til at lave et nyt, men jeg synes det blev flot og brugbart.

Stepehn West forfattede det mærkeligste sjal i år, som var afsindig underholdende at strikke. jeg er stadig ikke helt sikker på hvad jeg synes om resultatet. Men det er faktisk fuldstændig lige meget hvad jeg synes, for knap var det færdig, før Emilie overtog og ikke har tilbageleveret. Jeg synes bare hun skal beholde det. Det synes Emilie også.

Så er der tæpperne. Jeg startede med en pink pingvin til Rose. Hun fik den på dåbsdagen.

Da Oscar fik navn, fik han også et tæppe. Denne gang en blå dinosaur. De var begge sjove at strikke.




***************


Det var projekterne. Nu er det tid til de kolde facts.


2018 var ikke året hvor jeg skar ned på mængden af garn på lager. Jeg startede året med  lidt over 26 kilo garn i kasserne, og sluttede med næsten 29½ kilo... ikke imponerende.

Jeg forøgede selv lagerbeholdningen med 9 kilo garn, men brugte kun 6½ kilo. Mådehold var ikke blandt 2018s dyder.

Af det nyindkøbte garn brugte jeg cirka halvdelen - 4200 gram. Det giver stadig et par kilo som jeg fandt blandt tidligere års indkøb. Det er vist godt at garn både pynter, varmer og tåler at ligge længe.

Ikke sindsoprivende læsning eller udregninger. Jeg gad stadig godt opfinde en formel, der kan omsætte mængden af brugt garn til antallet af strikkede masker. Det kan garanteret regnes ud, men foreløbig er jeg ikke nået længere end til tanken.

En lidt sjov sammentælling kan være, at resterne af alle de fine strømper jeg strikkede i løbet af året, og som er øremærket et hæklet tæppe af rester tæller hele 291 gram. Ikke en dårlig start på et tæppe, men desværre ikke et tal der tæller med i forbruget. Endnu.

Det skal jo lige hækles først.





Yarn Along - week 6


Joining Ginny for february yarn along.


This year has already been filled with so much business and great expirences that new year feels way back. Even though I have been knitting a lot, I dont really have anything to show off.

The tutu from last month is still in progress. But close to an end, and I cant help feeling a little releaved. Its been a big project, made entirely off other peoples scraps. I ran out of yarn just a couple of days ago, only tree or four rounds before finished.

Yesterday I found a bit of yarn in one of the yarn boxes at work. Ive been providing quite a lot of that yarn, wich means it wont be a problem for me bringing a bit of it home again. The color is not right. but I think it will do, and keep knitting on.

The rounds have so many stitches that I didnt even compleate a full round yesterday evening.

It still have some time to go.


***************************


Jeg troede helt alvorligt at januar ville bringe lidt mere luft i kalenderen. Det er ikke umuligt at januar har bragt mere luft, det handler nok snarere om, at jeg har svært ved at se det.

Måske netop derfor ser jeg mere og mere frem til en uges ferie, når vinterferien om et par uger står for døren. Jeg har alt for meget ferie tilbage, så chefen mente at jeg skal holde hele uge otte. Jeg havde egentlig ikke tænkt at jeg havde brug for vinterferien, men ferie skal holdes, og når man arbejder på en skole skal størstedelen af ferieugerne placeres i ferierne.

Som dagene går bliver jeg mere og mere glad for den beslutning. Jeg skal have ryddet op og ryddet ud. I langsomt tempo. Jeg skal også lege med Oscar og hygge med min mor, men derudover har jeg ikke de store planer. Min erfaring siger mig dog, at jeg nok skal få fyldt ugen op. Hurtigere end jeg ser mig om.

Altså tror jeg det er vigtigt at holde fast i det der med oprydning i langsomt tempo.
















Read:

Im still at the same book as last month. The Troubled Man by Henning Mankell. At this point everything is standing still. Wallander is beeing in the dark, trying to figure just a bit of the puzzle, only to discover new aspects that doesnt fit any of the old ones.

I have been renewing the book at the library so many times now, that they wont lend it to me again. Luckily the have more, and Ive been reserving a new version, in order to bring back one and keep reading.

It will come to and end. Some day Even at my slow pace.


Crocheing:

I always crochet an animal made of african flowers when babies are comming. Right now not only one or two, but tree babies arent far behind.

Ive found the organic cotton and startet a green sheep. At my work we are turning green, and at the starting point we hired a consultant. It didnt take long before her name established as the green lady. And if a kid from a green lady shouldnt have a green sheep, who should?

I havent made a sheep before, but if it turns out cute, I might make a couple more. Probably not green, I have found both purple and pink for the comming ones.


******************


Læse:

Jeg læser afsindig langsomt for øjeblikket. Så langsomt at biblioteket ikke vil lade mig genlåne bogen en sidste gang. Heldigvis har de flere udgaver på hylderne. Så nu har jeg skrevet mig op til endnu en udgave og satser på at kunne aflevere den jeg har herhjemme, for at tage en ny med hjem og læse videre.

Wallander beslutter igen og igen at sagen om den forsvundne ubådsofficer ikke er hans problem, hans sag eller hans gåde at løse. Og igen og igen vender han tilbage til sagen. Han er ikke blevet meget klogere, jeg er ikke blevet meget klogere. Den ene historie efter den anden, som ikke nødvendigvis hænger sammen, dukker op som han graver i sagen.

Der er lang vej endnu. Jeg har ingen ide om hvor det ender, og læser en smule hver aften. Om jeg bare er træt, går for sent i seng eller sproget er en tand for kedeligt kan jeg ikke gennemskue, men fakta er, at jeg ikke når særlig langt, selvom jeg åbner bogen hver aften.

Jeg gider ellers godt finde ud af hvad der er sket. Og jeg finder som nok også ud af det - en dag.


Hækle:

Jeg bliver aldrig færdig med at hækle afrikanske blomsterdyr. Endnu en lille flok babyer er på vej. Den første er en lille pige, som skolens Grønne dame venter. Den grønne dame hedder egentlig AnneMette og har status af grøn koordinator på en grøn skole. Men hun havde ikke været ansat mange dage, før nogle af de mindste børn navngav hende Den grønne dame. Hun tog navnet til sig, og nu hedder hun ikke andet.

Navnet og stillingsbetegnelsen er så veletablerede at hendes barselsafløser fra dag et ikke har heddet meget andet end Den nye grønne dame.

Men et barn til en Grøn dame skal selvfølgelig have et grønt får. Så jeg hækler et får. Det har jeg ikke prøvet før. Jeg håber det bliver fint. Hvis det gør, kunne jeg godt finde på at lave et lyserødt også - og et lilla.


Se eventuelt hvad andre strikker, hækler og læser her.





Der er skønt i Aarhus


Weekendens besøg i Aarhus sidder stadig i kroppen, og sætter tanker i gang om kommende ture ud i landet.





Jeg føler mig rimeligt kendt i Aarhus, men denne gang lykkedes det mig alligevel at ende et sted jeg aldrig havde været før. Jeg skulle jo træne. Michael kørte, så skulle jeg selv finde tilbage.

Jeg trænede, allierede mig med Google, mødte det lille tog, og fortsatte mod Klostertorvet, Garnkisten efter strømpegarn og Salling, hvor en julegave heldigvis godt kunne byttes.

Efter mine gøremål fandt jeg sporvognen tilbage til Lisbjerg og den skønne udsigt i nybyggeriet på toppen af en bakke. Jeg kan godt lide sporvogne, og har slet ikke noget mod tanken om sporvogne på tværs af S-togssystemet, som nogen vist nok planlægger.







Senere på året, når solen for alvor dukker op og sommeren står for døren, skal vi til Jylland igen. Denne gang skal vi længere væk. Vi skal til Aalborg. Der kommer skibe til byen, skibe med høje master og sejl. Jeg har lovet Anders for flere år siden, at vi skal derop.

Jeg tænker vi snart skal finde overnatningsmuligheder og kigge på hvad vi ellers skal se, når turen går mod det nordlige Jylland. Vi tager gerne mod gode råd, for selvom jeg kan finde rundt i Aarhus, og selv kan finde på i den del af landet, er jeg langt mere på udebane når turen går godt hundrede kilometer længere nordpå.

Vi skal nok selv finde på, men gode ideer er altid velkomne og dejlige at få.