Sting på en mandag - Uge 23

 

Ugen kort:

• Ugen startede med mandag, sommer og Anders' fødselsdag. Mens han tog på arbejde tog jeg på skovtur med en flok 7. klasser, Tine og Helene.
• Det var en smuk og skøn tur, med dejligt vejr og glade børn.
• Jeg brækkede armen. Jeg har aldrig før brækket noget, så nu mener min søster at jeg endelig har fået barndommens ønske opfyldt, og har prøvet det.
• Midt i elendigheden og eksamenslæsning, var det ret godt at have ferie og eksamensfri, være hjemme, kunne tage den tid det tager, og finde ud af at begå sig med en hånd. 
• Jeg fik blomster af Tine og Helene.
• Anne og jeg mødtes forud for den mundtlige eksamen og fik lagt nogle gode planer. 
• Jeg har opgivet at forsøge at strikke. Jeg har ikke forsøgt. Det føles ikke som om jeg skal prøve. Til gengæld kan jeg brodere, og det kan også noget.
• Jeg er indkaldt til kontrol af den brækkede arm. Sekundet senere ankom endnu en indkaldelse. Denne gang til brystkræftscreening - på en lørdag. Måske meget smart - jeg ender alligevel altid med at ringe og lave tiden om. Jeg kan godt den lørdag. 
• Eksamen er overstået for denne gang. To år med matematik, sammen med en flok mennesker, jeg synes jeg kender, er slut. Vi mødtes og sagde farvel i solen på skolen på Nylandsvej. Det var så hyggeligt. 
• Både mundtlig og skriftlig karakterer er i top, og langt højere end forventet. 
• Strik i Nyborgs Hjerte er blevet en tradition i familien. Ikke så meget garnnøglefestivallen, men alt det rundt om. Jeg mødtes med min mor og søster på Hovedbanen, blev samlet op af Emilie i Nyborg og brugte et par timer sammen med vores kusine, fætter og familie, inden vi tog videre ud i byen, besøgte kirkegården, Strik på Bastionen, Slottet, min mors barndomsadresse og fandt mad, før toget igen bragte os hjem. 
• Hjemme ringede jeg endnu engang til 1813, for gipsen sad så stramt at min lillefinger kom i klemme, fingrene sov og nerver kunne blive belastede. Og det selvom fingrene ikke er hævede. Damen i den anden ende tog det temmelig alvorligt og sendte mig, tæt på midnat, til Hvidovre, for at få løsnet forbindingen. Nu kan jeg bevæge fingrene.
• Mens Anders havde fødselsdag tidligt på ugen, fylder jeg år ugen efter, og vi gik ud og spiste, for at fejre os begge. 
• Søndag kunne jeg mærke at trætheden indfandt sig. Jeg brugte det meste af dagen til at lave så lidt som muligt. Og gik tidligt i seng. 

Læse:

Jeg læste fjerde del af Bridgerton færdig. Femte del står og venter. Jeg er underholdt og skal klart læse den, men det er også godt med en pause fra pladderromantikken. 

Altså startede jeg på Blædel og Nordbos Sår. Andel del om vicepolitiinspektør Liam Stark og efterforskeren Dea Torp. En mand er fundet død, med mærkelige sår på kroppen. 

Nogen er forsvundne, alle spor ender blindt og historien bliver mere og mere mærkelig, som siderne læses. Igen er jeg underholdt, og vender side efter side. 

Der er ingen tvivl om, at jeg læser lidt mere, når nu hænderne ikke kan strikke...

Brodere:

Jeg duer ikke rigtigt, hvis jeg ikke kan lave noget. Jeg har ikke forsøgt at strikke. Det føles ikke som om det er umagen værd. Jeg tænker det kommer. Om ikke andet, så når gipsen kommer af.

Hvad kan jeg så? Jeg overvejer om jeg kan væve, og har stadig væven hængende på væggen. For jeg fik fat i den broderede pude fra Baldyre, som består af halve korssting i en størrelse, der betyder at jeg kan have en pude på skødet, holde med hele den indbundne arm og sy med højre hånd, som heldigvis ikke fejler noget. 

Jeg ved ikke hvad jeg gør, når den bliver færdig. 

Den tid, den sorg. Eller noget.

På skovtur

 

I løbet af indeværende skoleår har et nyt fag set dagens lys. Faktisk flere nye fag - lokale valgfag. Helene startede lige efter sommerferien og helt ny stod hun med udfordringen at skabe nogle timer, der kunne være noget for en tredjedel af syvende årgang.

Hun var ret hurtig til at vælge noget med idræt, og gennem året har hun haft mange gode timer sammen med de store elever. For nogle måneder siden, havde hun og Tine, fået den strålende ide at idrætsholdet skulle på vandretur på Midtsjælland, en mandag. Turen betød at andre timer måtte inddrages, og at holdet får fri fra valgfag en anden mandag.

Udgangspunktet var, at både Tine og Helene er vokset op på Midtsjælland, i samme område, i to nabolandsbyer, men med mange af de samme oplevelser. Trods en aldersforskel på omkring tredive år. 

Mens de snakkede, tegnede og fortalte, havde planer om at de store børn skulle se deres hjemmebane, fik jeg vildt lyst til at komme med. Jeg har undervisningsfri mandag, mandagsstudiet er slut og jeg havde tid. Altså lavede vi meget hurtigt en aftale om, at selvfølgelig skulle jeg med. 

Vi mødtes mandag morgen. Jeg nåede at forberede ny undervisning til min vikar, for Kristine synes klassen havde spillet rigelig skak, og jeg havde stadig eksamensfri. 

Vi startede ud med en gå- eller cykeltur til Husum Station, hvorfra vi tog S-toget til Valby, hvor visse af eleverne stiftede bekendtskab med regionaltog - mod Hvalsø. Efter en bustur blev vi sat af ude midt i ingenting, eller ved Skov Hastrup, hvor Helene trådte sine barnesko.

Mens Helene udpegede det hus, hun var vokset op i, eleverne på ingen måde forstod at man rent faktisk kan bo så langt ude på landet - uden en Netto, og i øvrigt ikke mente de kunne gå ret langt, lød spørgsmålet:

Hvad siger man herude? Man kan jo ikke sige: Den må du længere ud på landet med!

Vi gik gennem overdrev og skov mod Avnsø. Undervejs kom vi forbi vævestuen, som så ret spændende ud, men desværre var lukket. Mens vi gik der skete der noget med børnene. De glemte at de ikke gad på skovtur. De glemte at de var langt ude på landet og ikke kunne gå. De store syvende klasses børn begyndte at lege, de lavede kortfilm, havde gang i mange fantastiske fortællinger og både løb og grinede. 

Turen var smuk, landskabet fantastisk og stilheden ude på landet skøn. 

Ved Avnsø - cirka midtvejs på turen, dybt inde i skoven uden mobildækning - gik vi ned af en skrænt af den slags, hvor rødderne fra et træ danner trapper hele vejen ned. Det var nemt at gå ned. Måske for nemt. 

Jeg gled, tog fra med venstre hånd, hørte et lille knæk, men var mest fokuseret på haleben og ankler, der før har gjort ondt. Der skete hverken noget med haleben eller ankler. Til gengæld gjorde det ondt i håndledet. 

De store børn var hurtige til at spørge til mit velbefindende. For sådan er de også - inden de legede videre og knap havde tid til at spise. 

Der var stadig en tre-fire kilometer til Ny Tolstrup, hvor vi så huset Tine var vokset op i, og der var en fin legeplads ungerne kunne benytte, mens vi ventede på bussen. På det tidspunkt var de store børn temmelig ligeglade med, hvor de voksne havde boet. De var trætte, men synes bestemt at legepladsen var en god ide. 

Der var ikke så meget andet at gøre end at gå. Jeg holdt om håndledet hele vejen. Det gjorde ondt, det var til at have med at gøre, men jeg var godt klar over at det ikke bare var et fald. 

Ved bussen forsøgte jeg at ringe til egen læge, via lægens akutnummer. Hun sendte mig videre til 1813, der under ingen omstændigheder ville tale med mig, for jeg befandt mig ikke i Region Hovedstaden. Heller ikke selvom jeg var på vej tilbage. 

Vi snakkede om at  jeg kunne stå af i Roskilde, jeg kunne have ringet til Region Sjælland - hvor jeg var. Men tanken om at skulle finde alene hjem fra Roskilde, var sværere at overskue end at tage fra Herlev. Altså passede jeg så godt jeg kunne på håndledet, og ringede igen til 1813, da vi nåede Valby. 

Denne gang kom jeg igennem, og blev henvist til Glostrup. Min cykel stod på stationen, den blev låst ekstra fast og Tine kørte mig til skadestuen. Da jeg kunne sætte mig i venteområdet og bare være, begyndte det for alvor at gøre ondt. Jeg har forstuvet led før, og det føltes overhovedet ikke som en forstuvning. Spørgsmålet blev i højere og højere grad hvor bruddet var, end om det var et brud. 

Godt to en halv time senere kunne jeg finde en taxa og blive kørt hjem. Der var travlt på akutafdelingen, men da først jeg kom til, mødte jeg to læger der gav sig tid, undersøgte og gav mig en følelse af at blive set og hørt. 

Heldigvis viste det sig, at det ikke var håndledet. Bruddet sidder på den lille underarmsknogle (spolebenet eller radius) lige over håndledet. Det er umiddelbart ukompliceret, og som jeg forstod det, ikke brudt hele vejen gennem knoglen.

I løbet af de sidste dage har jeg lært at det er svært kun at have en hånd, der virker. Gips er ikke fantastisk, og kan ikke anbefales. Jeg må heldigvis gerne bruge venstre hånd, men det er begrænset hvad den kan. Det giver sig selv, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan. Og nej, jeg kan ikke strikke :(

Det vigtigste er, at det var en fantastisk dag, og jeg ville gøre det igen.

Og cyklen??? Den tog Anders med hjem dagen efter, da han alligevel kom forbi på vej hjem fra arbejde. Han kom hjem og fik sagt noget om at den er ret hård at køre på. Og meget lav! Han er næsten 30 centimeter højere end mig. Jeg havde forestillet mig, at han tog den med i bussen. 

Jeg synes det er ret godt gået, at køre den hele vejen hjem :)

12 Cast Ons 2026 - 7. projekt

 

Forrige december var Emilie og Josefine i London. De ville se juleudsmykning, opleve London i december og havde vist også en plan om en musical. 

Da Emilie spurgte om der var garnbutikker i London, som var vigtige at besøge, tænkte jeg ikke nærmere over spørgsmålet, og kunne ikke lige komme i tanke om andet end Loops of London.

Jeg tror jeg tænkte at hun ville have garn til sig selv. Jeg ved godt at jeg skal strikke af det, men jeg havde ikke overvejet at hun tænkte så langt, som til min julegave.

Derfor blev jeg ret overrasket, da jeg juleaften kunne lukke op for to lækre fed merino fra Life in the long grass i to forskellige lilla farver, der matcher hinanden.

Emilie fortalte at hun synes jeg skulle have noget andet end grøn, og at tanken var et sjal.

Jeg kunne ikke finde det rigtige sjal, prøvede flere gange, og endte med en beslutning om at de to fed skulle være en del af årets tolv projekter. Så var jeg nødt til at finde en opskrift.

Det lykkedes da Christina Birk på sin youtubekanal ledte efter sjaler i to farver og fandt Faded Morning Shawl.

Jeg havde ikke garn nok, for opskriften er skrevet til to fed fingering garn med 400 meter pr 100 gram. Mine to fed var sport-weight og havde en løbelængde på 300 meter pr 100 gram.

Jeg har strikket sjalet færdig, jeg har taget billeder, og jeg har brugt det en del. En dag bliver det vist frem.

Og at mængden af garn ikke helt stod mål med opskriften, betød at jeg lavede lidt om undervejs. Til gengæld brugte jeg rub og stub.

Jeg er faktisk blevet ret glad for det.

Køer på Damhusengen

 

I pinsen var vi inviteret hjem til min mor. Emilie kom kørende fra Fyn, og når nu hendes cykel er flyttet tilbage til mig - så jeg har den, hvis min egen skal til reparation, når Emilie alligevel aldrig bruger den langt ude på landet - var det nærliggende at vi cyklede derover. 

Vi kørte helt som sædvanligt over dæmningen ved Damhussøen, og nåede at blive lidt overraskede, da vi så kvæg gå på engen.

Min mor vidste godt at der er køer på engen, og vidste også at det handlede om græs. Damhusengen var oprindeligt en del af søen, som blev lukket af, da dæmningen blev bygget. Det betyder at området er moseagtigt, vådt og ofte har store sumpede områder med vand. At slå græsset på områderne tæt ved søen kan være svært, og gennem årene er der forsøgt mange forskellige muligheder. 

Længere oppe ad engen, er området knap så sumpet og der er anlagt fodboldbaner, der bliver brugt af de lokale klubber, men også kan bookes eller bruges af offentligheden. Der er vist også drænet, for ikke at løbe rundt i alt for vådt græs. 

Men altså der er græs på engen, og store maskiner sidder fast eller kan ikke komme til, på de mere sumpede områder. Køer kan. De store dyr, formår at gå på mindre faste overflader, uden at sidde fast.

 

Derfor er det besluttet at sætte kvæg ud, for at afgræsse området. På Københavns kommunes hjemmeside kan jeg læse, at der har været en del snak om hegn. Om det virker, om køer er en god ide, og hvad med befolkningen? Men også at nu skal det prøves og dyrene skal være på engen i sommersæsonen. 

I går kørte jeg forbi, og mens de var langt væk, da Emilie og jeg kørte forbi sidste weekend, kom jeg nu helt tæt på. Helt tæt på kan jeg konstatere at de fleste dyr vist er kalve, og at kalvene vist for størstedelen er tyrekalve. 

Jeg synes det er en god ide, og det er hyggeligt at se kvæg midt i bymiljøet. Samtidig kan jeg som voksen i et området, hvor børn ikke nødvendigvis nogensinde møder en ko, være glad for at det nu også er en mulighed. 

Masker på en søndag - Uge 22

 

Ugen kort:

• Mandag var starten på fjorten dage, uden at skulle være på skolen. Det føles helt forkert. 
• Vi havde sidste undervisningsgang i matematik, inden det for alvor er slut. Det er også helt forkert. Og vildt underligt, at lige om lidt skal vi aldrig se hinanden igen.
• Endnu engang viste KP, at de ikke har helt så meget styr, som de burde. Og meritholdet måtte finde vej til Tagensvej, til eksamensforberedelsen, dagen før dagen. 
• Opdelt i mindre grupper, holdt vi "fagteammøde" med en dagsorden, der skulle skrives noter til, der kunne bruges på dagen. Vi kunne have været skarpere, men at tale om en dagsorden skaber fokus, som var godt at have med. 
• Vi mødtes og kørte til stranden, hvor de garvede badedamer, sad og nød solen, mens vi hoppede i og nød vandet. Det er ikke koldt længere, og hue, ske og handsker er pakket væk sammen med den varme badekåbe. 
• Skriftlig eksamen i matematik - seks timer i en gymnastiksal - gik overraskende hurtigt. Først da jeg trykkede send, begyndte nervøsiteten at indfinde sig. Næste uge venter den mundtlige prøve. 
• Jeg synes det som udgangspunkt gik godt, og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg ikke består. 
• Fredag var hyttetur med 3.X, planlagt af forældrene. Kristine hentede, jeg havde uld, karter og håndtene med, til et eventyr med billedevævning på hjemmelavede rammer af pinde fundet i skovbunden. Da undervisningen og skoledagen var slut, tog vi hjem igen, mens forældrene overtog og børnene slog telte op i skovbunden. 
• I Vestbad har de udskudt sommersæsonen, og der er endnu fjorten dage med morgenbadning i  friluftsbadet, inden åbningstiderne skifter - til hvad ved jeg ikke. Vandet var skønt, og jeg begynder at overveje længder af svømning.
• I Frederikssund fandt i plads ude til strik, snak og hygge. Det er altid skønt. 

Læse:

Jeg var gået i gang med en krimi, jeg havde liggende. Men så biblioteket have den igen og jeg var ikke rigtig fanget. I stedet gik jeg i gang med fjerde del af Bridgerton, og er overraskende godt underholdt. Jeg tror bare jeg har brug for den lette underholdning, der ikke kræver det store, for tiden. 

Den fjerde bog er den tredje sæson. Penelope bliver endelige rigtig introduceret for læseren. Hun har været der, men mest i periferien, som en biperson. Hun har været præsenteret som veninde til Eloise, men ikke rigtig.

Det er nu det sker, det er nu vi får et indblik i deres venskab. Og det er nu en kærlighedshistorie er ved at udfolde sig. 

Jeg tror bare jeg reserverer den næste i serien. 

Strikke:

Der er gået babystrik i mine pinde. Jeg har efterhånden lidt af bunke liggende. Og stadig lidt garn, som jeg kom til at købe. 

Lige nu strikker jeg lille rillejakke fra Lene Holme Samsøes Babystrik på pinde 3. den er med mig, når jeg er ude. Den får lidt kærlighed, når der er tid. For eksempel de sidste fem minutter af en skriftlig eksamen, lige efter jeg havde trykket på sendknappen, og der ikke var nogen vej tilbage. 

Der var ligesom ikke andet at gøre. 

Garnnøglefestival i Brande

 

Når jeg kigger på kamerarullen for de sidste måneder, er det begrænset hvor mange billeder jeg har taget. Men blandt de få der er, er billeder jeg troede jeg for længst havde vist frem.

For eksempel garnnøglefestivallen i Brande. Det er længe siden, så længe siden at jeg var helt sikker på, at det havde jeg vist frem. Men det kan jeg konstatere, at jeg ikke har.

Det var tilbage i start-februar at der var strikkefestival i remisen i Brande. Brande, der viste sig som en by fyldt med kunst og god mad.

Strikkefestivallen i Brande er smukt placeret i den gamle remise, der er et ret fantastisk bygningsværk med de gamle med spor efter tidligere tiders anvendelse. Inde i selve den smukt renoverede cirkelformede remise er stadig skinner i belægningen, mens værkstedet bag rummer esse, den største skruestik jeg nogensinde har set og en bænksliber jeg kunne blive lidt misundelig over. 

Ude foran er den gamle drejeskive stadig intakt og de store grønne porte giver minder om dengang lokomotiver kørte på kul og havde brug for at være i læ, når de ikke var i brug. 

Stedet var velbesøgt, der var mange siddepladser, der blev flittigt brugt af mest kvinder medbringende strikketøj eller lignende. Standholderne var af meget forskellig karakter. Flest var small makers, men også lokale butikker var repræsenteret. Personligt synes jeg det bliver lidt for kommercielt, selvom det formentlig er en god eksponering for små butikker.

Der var hyggeligt og jeg hjem med lidt forskelligt og lidt mere end forventet. 

Jeg havde Anders med ind og gå en hurtig runde, så gik han igen og vi mødtes senere ude i byen til frokost. Dengang i februar var det isende koldt og en varm pizza i et varmt etablissement var godt inden vi gik tilbage til vores logi, der var langt større end forventet og med varmekilder, der ikke fungerede.

Baggrunden for at tage til Brande opstod, da jeg manglede spindefibre til det garn jeg gerne ville i gang med at spinde. For et par år siden var jeg til Barcelona Knits og kom hjem med to gange 100 gram spindefibre, som jeg manglede endnu 100 gram til. I sommers fandt jeg uldne fibre til Fiberfolk i Roskilde, men da jeg kom hjem viste de sig ikke at fungere med de farver jeg havde i forvejen. 

Da Birthe P (Garngalleriet Mikrofarveri) fortalte at hun skulle til Brande, sprang jeg til og spurgte Anders om han ville med. Jeg var sikker på at Birthe ville have noget der ville virke sammen med det jeg havde i forvejen. Om ikke andet ville jeg kunne bestille noget hos hende. 

Jeg fik hvad jeg kom efter og hjemme viste det sig at være helt perfekt. 

Da først beslutningen var taget, kiggede jeg på resten af standholderne og hjemmefra havde jeg lyst til at finde keramikeren der lavede smukke knapper. Jeg kom hjem med smukke knapper fra AGL Art. 

Da det viste sig at også Kirsten Brun ville være til stede, var det nærliggende at købe uldvask med hjem. Jeg er ret vild med sæberne fra Blue Mountain Soapery.  

Jeg samler i øjeblikket på minier til det tæppe jeg har slået op til, og endte da også med et par stykker fra både Garngejst og By Bjørg. Hos Paabyenge Plantefarvning fandt jeg et fint målebånd, mens Faster Mette havde både en lille saks og markører med får. Endelig endte jeg med et kit til broderede bordskånere fra Møllers Uld. 

Det var en skøn dag og jeg mødte endda et par stykker jeg kendte. Men jeg har det sådan, at nu har jeg været der, og næste gang vil jeg hellere se noget andet.