Grøn Stegosauros

 

For godt halvandet år siden sagde Pernille farvel til Tinderhøj. Hun var flyttet, havde fået nyt arbejde og skulle prøve kræfter med nye udfordringer. 

Pernille var lærer på skolen, vildt dygtig og min samarbejdspartner, dengang AMR-rollen var forholdsvis ny, og vi begge besluttet at revolutionere samarbejdet.

Jeg havde tidligere hæklet et dyt til hendes første barn, nu var et nyt kommet til og midt i al muligt andet var det ikke kommet et nyt dyr til. Pernille ville rigtig gerne have endnu et, og jeg lovede at lave et ved lejlighed. Jeg kunne ikke love hvornår. hun var klar til at vente og allerede samme sommerferie købte jeg ind til dyret. 

Siden har garnet ligget og ventet. 

Nu skulle det være. Jeg fandt garnet frem, havde ikke glemt at der var bestilt en stegosaurus og i løbet af fjorten dage for en måneds tid siden, kom den til verden. 

Den måtte vente et par uger, inden Pernille kunne passe et besøg på skolen ind i skemaet. 

Hun blev glad. Drengebarnet blev glad og jeg fik gang i de afrikanske blomster igen.

Design: Puff the Magic Stegosaurus af Heidi Bears.

Garn: Olines Cotton fra Garnudsalg. Dyret fire forskellige grønne, mens rygpladerne er lavet af to forskellige røde. 

Der gik 189 gram garn til hele dyret.

Dyret er fyldt med fyldet fra en fiberpude fra IKEA.

 

Nål: Jeg hækler dyrene af afrikanske blomster på en nål 2,5 mm. Jeg bruger Amour fra Clover. Det er helt klart den hæklenål, der ligger  bedst i mine hænder. 

   

Størrelse:  Jeg glemte at veje og måle dyret, inden det blev givet videre. Men jeg tænker det er cirke lige så stort som den tidligere stegosaurus jeg har strikket. 

Derfor tænker jeg, at den cirka er 54 centimeter lang, 29 centimeter høj - til den øverste rygplade - og 17 centimeter bred.

Den tidligere vejede 517 gram. Det er min oplevelse at det samme dyr kan variere en del i vægt. Det er meget forskelligt, hvor meget fyld jeg får stoppet i, men mon ikke det er der omkring. 

 

Bemærkninger:  Der er ingen grund til ikke at følge vejledningen til Heidi Bears dyr. Det eneste jeg har lavet om, er at jeg lader øjnene være en del af hæklingen, hvis jeg kan. Det kan jeg i det her tilfælde. 

Jeg har muligvis hæklet noget sammen, som i opskriften er beskrevet som syet. Jeg hækler alt hvad jeg kan. Jeg tror mest at der står sy i opskriften, fordi det er lettere at beskrive end at hækle. 

Vil du se flere billeder af dinosauren, kan de ses på  Ravelry. 

Is og leg

 

Fra teater og leg ved skøjtebanen, gik vi videre mod Frederiksberg Centret.

Min mor havde lovet Oscar is, og vi blev enige om at Centret kunne være et godt sted, hvor alle måske kunne være med. 

Oscar synes der var forfærdelig langt. Emilie overgav sig og endte med at bære ham på skuldrene. Jeg synes hun var sej, at hun gad. Jeg havde nok bare gået lidt langsommere og fået ham med hele vejen.

I Centret viste det sig at der både var legeplads og ishus, der også serverede varm chokolade. 

Ved legepladsen sad en julemand, der delte vingummier ud. Oscar mente at vide at han ikke er den rigtige julemand, men bare er en der hjælper. Jeg lod ham beholde den oplevelse, og selvom han måske egentlig ikke havde lyst til at komme manden nær, og julemanden virkede lidt træt af hele arrangementet, gik han alligevel med. 

Efter is og varm kakao, blev der tid til leg, der var dyr, der kunne hoppes på, en snemand, der kunne kravles på, et ret spændende vandfald og tusser og et bord, der blev brugt til at tegne på, når ikke der var noget papir. Oldemor stillede villigt op og tegnede efter direktioner. 

Til sidst blev vi enige om at tage hjem. 

Oscar og jeg har et par gange tidligere været nede og kigge på Metroen, men hver gang har han ikke turde. Den kørte for stærkt. Sidste gang fortalte han, at når han fylder fem, tør han. Nu  er han fyldt fem. 

Den nemmeste måde at komme hjem, ville være at tage Metroen et stop og derfra køre i bus resten af vejen. Den købte han, han er jo fyldt fem, og gik med ind i toget, der var plads oppe foran, og vi kunne kigge ud.

Mens vi stod der, konstaterede barnet at toget drejede selv, at det blev på skinnerne og at han turde godt. Nu har vi aftalt at en anden dag skal vi ud og køre mere Metro - men ikke hele dagen.

Teatertur

 

Da Oscar i sommers fyldte år, gav min mor og Annelise ham en billet til Pinocchio, som skulle bruges i lørdags. Med i gaven fulgte også billetter til Emilie og jeg.

Jeg hentede barnet lørdag formiddag og han var glad og fro, vidste godt han skulle i teatret og vi snakkede lidt om på vejen at det ikke er som at gå i biografen, men lidt alligevel.

Pinocchio spiller i Riddersalen på Pile Alle. Jeg har aldrig været i Riddersalen, jeg ved ikke hvorfor, men vel fremme blev vi mødt af en gammel og lidt dyster bygning. Så  dyster at Oscar ret hurtigt ikke havde lyst til at være der. Han synes der var uhyggeligt. 

Jeg synes at vi i hvert fald skulle prøve at se teatret, og mens vi ventede viklede jeg ham ind i mit sjal og gik udenfor i solen. Han var ikke helt med på aftalen om at vi lige skulle prøve, men fandt sig alligevel i det. 

Vi havde fine pladser. tæt ved scenen, og mens vi sad og ventede bedyrede barnet mere end en gang, at han gerne ville ud. Selve opsætningen var faktisk lidt uhyggelig, men jeg håbede stadig at han kunne blive fanget, når spillet først gik i gang. 

Det blev han ikke. Skuespillerne gik på scenen, spurgte mod publikum om alle var klar, hvorpå Oscar med høj og klar stemme proklamerede at det var han ikke. 

De gik alligevel i gang. De nåede ikke langt, før jeg valgte at gå ud med ham. Helt nede ved døren var vi på så lang afstand, at han blev stående og kiggede med et par minutter, inden det alligevel blev for uhyggeligt. 

Senere fortalte både Emilie, Annelise og min mor, at det var faktisk en noget dyster og uhyggelig forestilling. 

Ude brugte vi en del tid i cafeen, hvor der er billeder af skuespillerne, der har spillet på teatret gennem årene. Oscar snakkede, og snakkede, kravlede lidt op og ned ad trappen, kunne bedre håndtere at være der, uden alle de forventningsfulde teatergæster og havde nok fundet sig i at blive til alle kom ud, hvis ikke jeg havde foreslået at vi gik ud og fandt en legeplads. 

Mens vi sad der, kunne vi høre lyde fra teatersalen og Oscar, der kender Disneys version, mente med mellemrum at vide, hvor i forestillingen de var nået til. Det var helt hyggeligt at sidde der og tale om historien, gætte hvor langt de var nået og tale om den videre handling. 

Den unge gut, der passede baren og billetterne og hvad der ellers skal passes ude foran sådan en teatersal, var så hyggelig, og da resten af selskabet kom ud fra salen, havde han helt styr på at fortælle dem, at vi var gået på legepladsen. 

Vi nåede nu ikke så langt. Dengang vi stod af bussen på vej derhen gik vi forbi skøjtebanen ved Frederiksberg Runddel. Der gik vi hen. Det tog tid at komme derhen, for vi skulle også lige kigge på spor i sneen, hoppe ned i et bassin uden vand og bare have god tid. 

Jeg ved faktisk ikke om man må være på banen uden skøjter. Men jeg lod barnet glide lidt rundt i et hjørne. Han havde en fest og trods mange mennesker på banen. var han ikke i vejen, så jeg tænkte at det nok var i orden. 

Da de andre kom, gik vi mod Frederiksberg Centret og den is, oldemor havde lovet oldebarnet. 

Masker på en søndag - Uge 47 og 48

 

Ugerne kort:

• Det har været følelsesladet!
• Følelsen af at alting sejler, har været underliggende hele vejen. Jeg har forsøgt at få styr på det, jeg kan få styr på, og må erkende at jeg ikke kan gøre mere. 
• Forløbet hos Fysioterapeutren har været godt, min skulder gør næsten ikke ondt mere og jeg er sendt hjem med gode øvelser. 
• Vi kogte æbler over bål. ristede havregryn i sukker og endte mit båleventyr med varm æblekage. 
• Berit hjalp med at købe ind til afslutning.
• Jeg var omkring Husum Skole og fik en følelse af at det bliver rigtig godt. Jeg følte mig taget godt imod. 
• Oscar og Daniel spiste med den ene uge og vi aflyste den anden, da nyt arbejde og farvel til det gamle fyldte det hele. 
• En sygemeldt kollega fik hjemmebesøg. Det var hyggeligt, og jeg lovede at komme igen. 
• En sidste aften med bolsjer og glade børn, bæres videre i hjertet.
• Jeg nåede både møder og de sidste trivselssamtaler i 3A. Ligesom de sidste timer i håndværk og design i 3, klasse fik tid til at gøre alting færdigt. 
• Louise var til samtale og fik nyt job. Nu forsvinder vi begge fra Klubben. Det er godt for os, og jeg glæder mig på hendes vegne. Jeg tror på, der kommer nye gode folk og gør Klubben god igen. 
• Efter en hel måned, kunne jeg pludselig mærke følelsen af at klubbens videre færd ikke længere er mit ansvar. 
• Vi mødtes hos min mor til julehygge og pakkeleg. Oscar lærte at spille Kalaha. Det skal vi spille igen. 
• Jeg knækkede en fyldning i en tand og må derfor møde op på nyt arbejde og bede om fri...
• Berit og jeg mødtes med tidligere skoleleder for endelig at spise sammen. Det blev en superhyggelig aften, og jeg har lovet at vende tilbage og fortælle om nyt arbejde.
• Han var min ene reference, så der var noget at snakke om. Ud over alt det andet.
• Min sidste opgave som AMR blev at vælge lærer-AMR ind i MED-systemet, så hun kan være med til at skabe et godt arbejdsmiljø i hele Rødovre. 
• Vi sagde farvel til Jannie, vores viceskoleleder, der lige som jeg skal videre til nye udfordringer.
• Jeg bagte kage til alle børnene. 
• Jeg overlod tre af mine fire store poster til gode folk og håber den sidste overlever. AMR, skolebestyrelse og det grønne udvalg har nu nye folk på posterne. Nyhedsbrevet kan jeg være usikker på hvorvidt vil bestå.
• På min sidste arbejdsdag, fik jeg masser af knus, og gode ønsker. Det blev en god dag, og et fint punktum for et langt liv på Tinderhøj. 
• En enkelt feriedag inden et nyt kapitel, var tiltrængt,. Jeg var mere træt end forventet.
• Første arbejdsdag på nyt arbejde blev jeg modtaget af et par ledere, fik nøgler og et skab og brugte dagen sammen med en flok 6. klasses elever, der klippe7klistrede til den store guldmedalje. Det var lidt kaotisk, men det kan jeg snildt navigere i. 
• Jeg var helt smadret da jeg tog hjem. 
• Lørdag havde min mor og Annelise inviteret Oscar og et par af os andre i teatret. Vi skulle se Pinocchio i Riddersalen. Vi ankom i god tid, Oscar var glad, indtil han synes det var for uhyggeligt. 
• Oscar og jeg så derfor ikke teater. I stedet hyggede vi i cafeen udenfor, kiggede billeder af skuespillere på væggene og endte med at gå helt ud. 
• Bagefter gav oldemor is i Frederiksberg Centret, hvor der var plads til leg.
• Vi kørte med Metro hjem. Bare en enkelt station hen til bussen. Det turde Oscar godt, og nu har vi aftalt at en dag skal vi ud og køre mere Metro. 
• Jeg har vasket -det var vist den største bedrift på en søndag, inden en ny spændende uge i nye omgivelser. 

Læse: 

Et par uhyggelige mord og en historie jeg godt kan huske at have læst, men på ingen måde kan huske slutningen på, er godt på vej. Der er ikke langt igen.

Det er sjovt at så snart jeg har læst en bog udelukkende for at blive underholdt, glemmer jeg tit handlingen. Det husker heldigvis, når jeg læser ting, der ikke kun er underholdning.

Jeg har ikke regnet ud hvem morderen er, men der foresvæver mig noget, som ikke rigtig hænger sammen. 

Jeg tænker det giver mening til sidst. 

Strikke:

Da Oscar ikke var særlig stor, købte jeg fire nøgler Softwool fra Garnudsalg, for at strikke ham en trøje. Det fik jeg aldrig gjort.

Nu har jeg fundet garnet og sat det sammen med resterne at trøjen jeg strikkede til Anders' fødselsdag i sommers. 

Jeg håber der er nok til en Spidercardigan, for den er så fin, og Oscar kan godt lide krybdyr. 

Jeg er nået til ærmerne. De skal strikkes inden det hele skal sættes sammen og afsluttes med en raglan. 

Planen er en lynlås. Det er ikke min oplevelse at Oscar gider knapper. Jeg har derfor forøget forstykkerne med to masker på hver. Det burde være nok til at jeg kan undgå forkanter og i stedet hækle en smal kant mod lynlåsen.  

En følelsesmæssig rutsjetur

 

De sidste dage har været følelsesmæssigt hårde. Den sidste måned (måske nok lidt mere) har været følelsesmæssig hård. 

En ting er at blive skubbet til, og få modet til at turde søge nye udfordringer. En anden er når det sker sammen med fantastisk kollega, som jeg nåede at overhale, men nu også kan se frem til at sige farvel. 

Noget tredje er, når det der forlades ikke kører på skinner, og jeg er sådan en der har brug for at der er styr på så meget som muligt, og derfor har brugt en hel måned på at forsøge, selvom det muligvis er omsonst.

Noget fjerde er når vi ikke kun er to, men en leder af bedste skuffe havde samme tanker, og derfor også starter nyt job lige inden årsskiftet. 

Vi sagde farvel til Jannie i tirsdags. Det var tåreladet og vel ment. Hun har skulle videre længe. Men hun er også en af de rigtig gode, og hun bliver savnet. 

I går sagde jeg farvel, jeg tudede ikke nær så meget som forventet, men alligevel var det hårdt. Det blev et fint punktum på noget der føles som et helt liv. For det er jo det, det er ikke bare et arbejde. 

Dengang for tyve år siden, da jeg blev ansat på skolen anede jeg ikke hvad jeg gik ind til. Jeg kendte ikke målgruppen, min viden om pædagogik kunne ligge på et meget lille sted og med jeg havde en håndarbejdslæreruddannelse målrettet mod voksne. 

I løbet af årene voksede jeg, jeg lærte, jeg blev voksen. Jeg flyttede ind og fik en ny familie og i tilbageblik er det reelt det eneste rigtige arbejde jeg har haft. 

Jo jeg har haft fritidsarbejde, ungdomsarbejde og andet arbejde, men ikke arbejde der betød noget. Ikke arbejde jeg rigtig lærte noget af, eller blev skubbet til, så jeg voksede. Og det er svært at sige farvel til. 

Jeg flytter hjemmefra, for at vokse og udvikle mig videre, jeg har ikke sagt farvel, for vi ses igen. De er alle sammen stadig min familie og jeg kommer til at køre forbi skolen hver eneste dag, både ud og hjem. Der er det ved Tinderhøj, at man aldrig rigtig forsvinder derfra, der sidder tit tidligere medarbejdere på personalerummene rundt om, og snart bliver jeg en af dem. 

I dag havde jeg fri. I dag var jeg smadret og har forberedt mig mentalt til i morgen.  

For i morgen går det løs. I morgen starter et nyt kapitel. Heldigvis er jeg ikke alene i morgen. I morgen er der klippe-klisterdag på hele skolen. Der skal pyntes, der skal hygges og jeg skal lære så mange navne som muligt.

Jeg er klar. 

Og har tjekket bustiderne, hvis vejret ikke duer til cyklen.

Adventshygge

 

Lørdag blev dagen for årets julehygge hos min mor. 

Ganske som vi plejer, spise vi lækker mad, spillede pakkeleg og hyggede, til vi blev trætte. 

Oscar ville gerne pakke gaver ud, men fandt sig i at der er regler, og man må kun pakke en op ad gangen. Han forelskede sig i en pakke, far mente ville skuffe ham og hen ad vejen opgave han den. 

Da Victoria endte med at pakke den op, udbrød barnet: Ja den ville skuffe mig!. Daniel havde pakket et bundt porre ind. Porrene endte hos min mor, der bestemt mente at kunne bruge dem. 

Hende der Victoria viste sig at være ret god at lege og hygge med, jeg lærte Oscar at spille Kalaha, og kan ikke forstå, jeg ikke har et spil. Og inden vi tog hjem, viste Oscar os alle, hvor god han er til at slå kolbøtter. 

Vi snakkede elcykler, nyt job - også min søster er startet nyt - og lamper. Min mor havde en lampe, hun ikke har plads til, jeg har en lampe, der er gået i stykker. Nu har jeg en ny, og meget bedre lys, når jeg strikker.

Og sådan gik endnu en weekend. 

På vej mod nyt

Jeg startede dagen i Husum. Jeg havde en aftale med en lærer, jeg skal samarbejde med i den første tid, når jeg næste fredag starter på en ny del af min karriere. 

Det viste sig at han var syg, Heldigvis fik jeg mulighed for at hilse på mit kommende team, og koordinatoren havde en mellemtime og tid til at svare på spørgsmål og fortælle mig alt det, hun umiddelbart synes vigtigt.

Vi kiggede på mit skema, hun fortalte om samarbejde og om at arbejde på netop Husum skole. Jeg har hørt rigtig meget godt om skolen, men at høre det fra en medarbejder, der hver dag vælger at rejse langt for at komme på arbejde, fordi det er en god arbejdsplads, gjorde godt. 

Husum skole er fra fra omkring 1930, bygningen er fredet og der er den fineste glasmosaik i taget over aulaen. Husum skole er en af Danmarks ældste aula-skoler og her er aula ikke et kommunikationssystem men samlingspunktet, hvortil alle lokaler vender mod. 

Det giver en anden følelse af samhørighed at alle døre vender mod hinanden og alle er lige rundt om hjørnet. At det er en gammel skole, der lige som de fleste andre skoler ikke har et kæmpe budget og materialer ikke hænger på træerne, betyder også at håndværk og designlokalerne er noget sølle. Men der er muligheder. 

Det skal nok bliver godt, og jeg kan mærke en større og større spirende forventning og glæde mod noget nyt. 

Det er stadig voldsomt grænseoverskridende og svært at slippe sikkerhedsnettet, men det er også det rigtige at gøre nu. 

Som en god tidligere kollega sagde til mig tidligere i dag; Du var klar (til at flytte) allerede da jeg smuttede (tilbage i marts). Hun har ret, vi talte om det dengang - jeg har været klar længe. Men en ting er at sige det højt, noget andet er at gøre det,  det er stadig svært. Og jeg er så frygtelig tryghedssøgende. 

Masker på en mandag - Uge 46

 

Ugen kort:

• Jeg har haft ondt i min skulder over de sidste uger, og huskede pludselig at jeg har adgang til fysioterapi via arbejde. Jeg fik en god øvelse og en ny tid med hjem, og kan mærke bedring. 
• Vi aflyste bålet, der var ikke voksne nok. Til gengæld lavede vi bål da UDE-SFO stod for døren. Et nyt tiltag i den grønne SFOs navn, som viste sig rigtig godt i koldt og vådt vejr. 
• Vi skulle have været på volden og lånt bålstedet ved spejderhytten, men græsset ved spejderne stod under vand, så vi blev hjemme på boldbanen. 
• I 3B var der gang i bøjlefremstillingen. Alle børn var på og det er fedt at opleve deres iver. 
• Jeg hentede Oscar til spisning og vi havde skønne timer, inden han kørte hjem med far. 
• Jeg nåede forbi TekX, for at sige tak for godt samarbejde. 
• Jeg finder mig igen og igen i situationer, hvor tårerne står på spring. Der er så meget der er sidste gang. 
• Jeg har lovet at holde samtaler med alle eleverne i 3A. Der står trivsel på programmet og jeg håber at nå igennem dem alle, og bruger alle mine huller. Det er superhyggeligt. 
• BUPL holdt medlemsmøde på Rødovregård. det var en hyggelig aften med flere der skulle siges farvel til.
• Der er bomber på spring i øjeblikket. 
• Jeg sprang til og var med til at lave bolsjer sammen med Louise og en flak glade børn. 
• En aftale og et par lånte nøgler og jeg gik på opdagelse i håndværk og design lokalerne på ny skole. Der er rodet, der er ikke meget, det er småt, men der er også muligheder. 
• I 3A lavede de endnu en omgang papir med erfaringer fra første gang. Jeg er spændt på om erfaringerne reelt slog igennem.
• Mens SFO-lederen havde ferie holdt vi i stedet triomøde med skolelederen. Det var et godt møde med mod på fremtiden. 
• Weekenden startede sammen med Oscar, der havde en arbejdsramt far og en syg mor. Altså overnattede han hos os, og vi havde det så hyggeligt. 
• Lørdag havde jeg en strikkeaftale og Oscar havde en aftale med morfar. Jeg afleverede hjemme. Mor var stadig syg, men far var nået hjem.
• Det er altid hyggeligt at strikke sammen med andre. Når der så er gode historier at dele, bliver det bare bedre. 
• Søndag stod der Sille og Rose på programmet. Jeg nåede også at vaske. 

Læse:

Jeg kan godt huske jeg har læst bogen om Anders Knutas og Karin Jacobsen, men jeg kan ikke huske slutningen eller hvad der ellers sker. Så  jeg læser videre.

Et barn er forsvundet og dukket op igen. Nu er et andet barn forsvundet og ingen ved hvor det er. Anders og Karin har indgået et temmelig intimt forhold og hvor længe kan de holde det skjult. 

Samtidig er der alle sidehistorierne. Ægteskabet fyldt med hemmeligheder, tredjepersonsfortællingen, der ikke er givet et navn og hvorfor er Anders' kat forsvundet? 

Strikke:

Årets nissehue er i gang. Jeg havde flere ideer, men gik med restegarnet. Oscar har sagt god for en stribet hue og vil gerne have den meget lang. Det tror jeg der er garn nok til. 

Jeg forestiller mig at strikke mindst tyve centimeter før jeg begynder at tage ind. Jeg er ikke sikker på hvor tit der skal tages ind, men det må jeg kunne regne mig frem til. 

Jeg bruger ikke en opskrift, slog lige så mange masker op som sidste år, valgte at strikke en snoningsrib. og strikker nu striber på fire pinde. 

Den skal gerne være færdig på lørdag.

En ekstra dag med barnebarnet

 

Jeg hentede Oscar på vej hjem i går. Far havde overarbejde og mor var syg. Altså havnede ham hos os til overnatning. 

Vi havde en hyggelig aften. Oscar vil gerne lege med mine strikkepinde, så jeg fandt en gammel 5 mm strømpepind frem, som han "lavede huller" i et strikket tæppe med. 

Det der med hullerne var lidt interessant, for pinden går fint gennem strik, men ikke gennem stof. Han undersøgte, blev klogere og vi fik en snak om at han ikke rigtig bruger det strik han har (jeg tænker jeg prøver igen og håber det næste kommer i brug).

I morges lavede han mad. Han havde travlt med en gryde, legemaden af træ og de ukogte pastaskruer, der er gode at lege med. En flok knapper er også en del af udstyret. I dag var de peber. 

Han lavede pasta med jordbær og peber. Da jeg langt senere fortale Anders om retten, begyndte han at fantasere om pasta kogt med rosmarin og vendt med jordbærskiver. Det er ikke umuligt han pludselig serverer det...

Jeg havde en aftale i dag, og Oscar havde en aftale med morfar, så da klokken var lidt i ti, pakkede vi sammen og gik hjem. Vi  var tildigt nok ude til at se frost på buske og blade, da turen blev for lang (der er 700 meter), fandt vi en bænk og holdt en pause. Senere fjollede han, for så virkede benene bedre. 

Hjemme var far oppe, efter en lang nat, mor er stadig syg og heldigvis ventede en dag med overnatning sammen med morfar. 

Jeg tænker han ender med en god weekend.