onsdag den 19. september 2018

Onsdagsmasker


Mens jeg har hygget mig med skolehavekursus, har Daniel og Amalie siddet på Rigshospitalet og ventet. Og ventet.

Jeg er glad for at vide, de har haft Amalies mor med, mens teknologien har holdt mig opdateret.

Babyen blev tiltagende ved at gylpe, i forbindelse med måltiderne. Til sidst var det reelle eksplosive opkastninger, og de endte hos vagtlægen, der sendte dem videre til børnemodtagelsen. Hele vejen blev de taget alvorligt, og rost for at have reageret så hurtigt.

Diagnosen endte med mavemundsforsnævning. Forbindelsen mellem mave og tarm er for trang, muskulaturen er vokset for meget og et lille snit, via en kikkert er løsningen. De blev overført fra Hvidovre til Rigshospitalet og ventede på tid til operationen.

Personalet har været fantastiske, og selvom de ved at ting tager tid, sygehusvæsenet er under pres, og mere akutte tilfælde skal først, er det hårdt at sidde og vente.

De ventede i går, de ventede i dag og på et tidspunkt, troede de, de skulle vente til i morgen. Men så var der plads, narkosen blev lagt mens jeg sad i toget på vej mod Helsingør, og inden færgen lagde til i Helsingborg lå han på opvågningen flankeret af sine forældre.

Den lynhurtige opkobling betyder at jeg ved, han er vågnet, han har spist og han har holdt det i sig. Som lægmand tænker jeg at det betyder, at operationen er vellykket. Ekspertisen beholder dem mindst fireogtyve timer, for at være sikre.

Ingen skal være i tvivl om, at jeg kører forbi på vej hjem fra kursus i morgen.


Men altså - tilbage til maskerne.

Vel ankommet og hotelinstalleret, gik jeg ud i byen, bredte mit igangværende strik og den medbragte bog ud på græsset i parken bag Kärnen og tog billeder til onsdagens afsnit i den lige nu uendelige følgeton.

















Læse:

Pludselig fik jeg hul på historien om Uhtred, der som barn bliver taget til fange af de invaderende danskere i 800-tallets England, og vokser op som en søn af vikingehøvdingen Ragnar.

Splittelsen mellem at vide han er engelsk men føle sig som dansk fylder en stor del af historien, som er ren fiktion, men bygger på historien. Forskellen mellem de forbeholdne kristne englændere og de vilde hedenske danskerne, gør historien spændende og giver karakter til persongalleriet.

Jeg er ikke nået langt, men jeg synes pludselig jeg nåede meget længere. Bernard Cornwell maler billeder og skildrer historien fint ved at bruge ældgamle stednavne, der visse steder får mig til at kigge tilbage og slå op på listen over oversættelserne og det tegnede kort.


Strikke:

Jeg er ikke færdig med tæppet, men jeg synes det var for stort at tage med.

I stedet strikker jeg kjole. Det har jeg gjort længe. Sidste år strikkede jeg Dionysus og tænkte at den ville være god som kjole. det tænker jeg stadig og hoppede på ideen da jeg faldt over en flok nøgler af økologisk bomuldsgarn til en billig pris.

Jeg er nået så langt, at jeg kunne stoppe og nøjes med en sommerbluse. Jeg har endda strikket kanter på ærmer og hals.

Men det vil jeg ikke, så jeg fortsætter. Og finder mig i garnet der er af den slags, der ikke kan holde et nøgle. Det går fra hinanden ligger i kager i bunden af projektposen, viklet ind i hinanden.

For ganske få øjeblikke siden har jeg viklet de to igangværende nøgler op til kugler. Somme tider er det, det der skal til.

Krogerup Avlsgård


I de idylliske omgivelser omkring Krogerup Avlsgård, holder projektet Haver til Maver til. Foreningen af samme navn er en satellit af Årstiderne og handler om at udbrede kendskabet til og antallet af skolehaver.





Krogerup Avlsgård ligger i Fredensborg Kommune, og i samarbejde med kommunen kommer alle skolernes elever i 4./5. klasse på et skolehaveforløb på stedet.

Samtidig arbejdes der på at oprette skolehaver andre steder i landet - ambitionerne er store og handler om at få skolehaver i hele landet - helst hele verden.

Sammen med skolens grønne dame og andre interesserede fra store dele af landet, har jeg brugt dagen i de skønne omgivelser. Vi gør det igen i morgen.







Vi har hørt en hel masse om skolehaver, om stedet, set skolebørn i aktion, høstet i haver beregnet til gæster og lavet mad over bål i det imponerende udekøkken. Vi er blevet fyldt med ideer og inspiration, fået informationer om både praksis og teori. Måske lidt for meget teori og lidt for lidt praksis, men sådan var det vist nødt til at være.

Opgaven om bålet var skønt og gennemgangen af den PhD, den ene af underviserne har skrevet om udeskole, skolehaver og læring gav spændende resultater. Specielt at hendes forskning viste at elever der har haft udeundervisning mindst fem timer om ugen i en periode over ni måneder, blev bedre til dansk end de elever, der ikke havde været ude - og det selvom udeundervisningen ikke havde handlet om danskundervisning.





En anden spændende oplysning, som dukkede op i en snak om noget andet er, at undersøgelser viser, at efterhånden som skolehaverne er blevet udbredt, viser det sig at bybørn ofte ved mere om havebrug end landbobørn. Hvorfor er vist endnu ikke blevet undersøgt, men der er teorier om at når man bor på landet, har man en tendens til at tænke, at det ved børnene alt om.

Umiddelbart tænker jeg at det giver mening, og er sikker på at der kan findes andre eksempler i samme stil i forhold til bybørn.





I morgen er der kursus igen, og for at slippe for den lange tur hjem, endte jeg med at hoppe på toget til Helsingør, tage færgen over sundet og har indlogeret mig på et hotel hvor alle værelserne er temmelig store, delt i soveværelse og stue med minikøkken, kun cirka ti minutters gang fra færgen.

Jeg har allerede tænkt at det godt kunne lægge ryg til en fremtidig kæresteweekend.





mandag den 17. september 2018

Helsingborg - skal, skal ikke...?


Jeg skal på kursus onsdag og torsdag i Humlebæk. Årstiderne, der står bag Haver til Maver byder på kursus og inspiration til skolehaver.





Jeg skal af sted sammen med skolens Grønne dame - AnneMette, der egentlig er ansat som grøn koordinator, men meget hurtigt fik et ganske andet navn.

Vi har ventet længe, glædet os, og været helt sikre på at selvfølgelig ville vi blive indkvarteret og dermed sove på stedet. Vi skulle hjemmefra, vi skulle hygge os helt vildt, og vi skulle have en tur ud af det.

Vi blev ærlig talt lidt skuffede, da programmet endelig dukkede op og aflivede myten om overnatning - altså med mindre vi selv medbringer telt...

Den skulle vi lige tygge lidt på, og begyndte at snakke spaophold, Kokkedal Slot og biografen. Og mens jeg i weekenden undersøgte nærmere, besluttede AnneMette at hun har behov for at tage hjem,

Nu er det så jeg har regnet og tænkt, og måske i virkeligheden nået frem til, at jeg bare gør det.





Det tager halvanden time at tage hjemmefra til kursusstedet. Hvis jeg i stedet for at tage hjem, tager mod Helsingør har jeg to muligheder. Jeg kan blive på Danmarkssiden, gå tre en halv kilometer fra stationen og betale 750,- kr for en overnatning, på et sted der ser lidt kedeligt ud. Eller jeg kan gå fra stationen i Helsingør direkte ombord på færgen til Helsingborg og betale 550,- kr for en overnatning på et hotel i Sverige, der ser langt mere spændende ud.

Uanset om jeg vælger det ene eller det andet, tager det lige over en time at komme fra overnatningsstedet til kursusstedet næste morgen.

Jeg kunne selvfølgelig også bare tage hjem!


Men jeg ved jo godt hvad jeg vil vælge..





søndag den 16. september 2018

Vasa


I 1625 havde Kong Gustav 2. Adolf af Sverige været konge i omkring femten år. Han havde udkæmpet krige mod både Rusland og Danmark, men havde stadig en kamp at kæmpe mod Polen om Verdensherredømmet over Østersøen.





I hans regeringstid havde han udbygget den svenske flåde, men ville nu forøge med et imponerende skib, der skulle være krigsskibet over alle krigsskibe. Det skulle være fyldt med de fineste udskæringer og prydet med guld og farver i alle afskygninger, for at vise alverden hvor pragtfuldt et skib det var, og hvor mægtig en mand Kongen af Sverige var.

Kongen bestilte også tre andre skibe, men de skulle alle være mindre og har formentlig været sødygtige - i hvert fald melder historien ikke rigtigt noget om dem. Vasa derimod, skulle være kransekagefiguren på Kongens flåden og selvfølgelig også det skib, der skulle føre Kongen, når flåden skulle i krig.

Næsten alt hvad der kunne gå galt, gik galt under byggeriet af Vasa. Dels blandede kongen sig så meget, at det skib skibsbyggeren - en velanset skibsbygger fra Holland - var begyndt at bygge, slet ikke var det skib han endte med at bygge. Dels døde skibsbyggeren undervejs og hans bror overtog færdiggørelsen - i samarbejde med enken, der førte skibsværftet videre.





Kongen ville have to kanondæk - noget man ikke havde bygget før - og et utal af kanoner. Mange flere end skibet var proportioneret til. Da Vasa sejlede ud på sin jomfrurejse var der ikke mindre end fire og tres bronzekanoner fordelt ud over skibets to kanondæk (måske stod et par stykker af dem andre stedet - det fangede vi ikke lige).

Kongen ønskede et imponerende skib. Flagskibet over alle flagskibe og kom igen og igen med ændringer til skibets udformning - vel at mærke mens byggeriet stod på. Agterenden var hele tyve meter høj, rigt udsmykket med udskårne figurer, ligesom resten af skibet var fyldt med udskårne figurer inspireret af græske guder, romerske krigere og havfruer.

Vasa endte som et af de mægtigste skibe, der nogensinde var bygget. Hun målte ni og tres meter fra stævn til agterende og var tolv meter bred. Hun målte to og halvtreds meter fra køl til mastetop, havde tre master og kunne føre ti sejl. Det imponerende agterspejl var tyve meter højt, men hun stak kun fire en halv meter i vandet. Hun havde en kampvægt på et tusinde to hundrede tons.





Den ansvarlige for ballasten var selv nede og lægge hundrede tyve tons tunge sten til rette, for at være sikker på det alt sammen lå så tæt som overhovedet muligt. Han kilede stenene så tæt, at der ikke var plads til mere. Alligevel mente han ikke det var nok, og fortalte ved søforhøret at han havde været bekymret og sendt sin bekymring videre.

Den ansvarlige admiral testede skibets stabilitet ved at lade tredive mand løbe frem og tilbage over dækket. Efter tredie gang krængede skibet så meget, at han afbrød prøven.

Den dag Vasa sejlede ud på sin jomfrurejse, strømmede folk til fra nær og fjern. Kongen var i Preussen og slås, og nåede aldrig at se skibet færdigt eller sejle med det. Himlen var høj og vinden var let, da Vasa stævnede ud fra værftet ved Skeppsgården, sejlede forbi slottet på Gamla Stan og videre ud i skærgården.

Efter omtrent en sømil - ca tretten hundrede meter, krængede skibet, rettede sig igen og krængede endnu engang. Denne gang kom det ikke op igen. Vasa sank efter kun tyve minutters sejlads og på kun tredive meters dybde.


Der skulle gå tre hundrede tre og tredive år inden det blev bjærget.





I dag er Vasa ikke kun hovedattraktionen på skibets eget museum, der ligger på Djurgården, bygget op omkring en gammel tørdok fra det tidligere kongelige værft, men også en vigtig brik i forståelsen af skibsbyggeri i historisk perspektiv.

Vasa sank i saltfattigt vand, der ikke huser pæleorm. Heldigt, for pæleorm ser skibsvrag som en lækkerbisken. Samtidig er bunden af skærgården fyldt med iltfattigt dynd og de mange udskæringer, der var sat fast med jernnagler, som med tiden rustede væk, er velbevarede af at have ligget i dyndet. Til selve skibet var brugt nagler af træ, og derfor var det muligt at hæve stort set hele skibet i et stykke.





Vasa blev bjærget i 1961 og er blevet behandlet med kemi siden, for at kunne vedblive at hænge sammen. Bjærgningen foregik i meget langsomt tempo. Seks kanaler blev spulet under skibet, kæmpemæssige kabler blev ført nedenom og ved hjælp af to løftepontoner og hjælpeskibe blev skibet forsigtigt løftet og flyttet tættere og tættere på land, til det endelig kunne føres ind i destinationen - den åbne tørdok i det gamle værft.

Et utal af effekter er også blevet bjærget og der ledes stadig efter mere.



Ovenstående bygger på besøget på museet, på den ret informative lille film, der bliver vist på museet som bygger på retsudskrifterne fra søforhøret, på Vasas egen hjemmeside og på Wikipedia.




Erantis Kyse


Vel vidende at bindebånd ikke er velansete i vuggestuer, valgte jeg alligevel at hoppe på en hue med bindebånd.





Jeg overvejede bagefter om jeg måske skulle have lavet båndet i to dele og sat en snaplås af en art bagi, så den kan gå fra hinanden i tilfælde af at hænge fast i noget. Det kan vel stadig ske, tænker jeg.

Men når nu der er en opskrift til en hue med samme bladmønster som halsedissen, sprang jeg på, og nåede mere end en gang undervejs at blive bange for om der overhovedet var garn nok.





Jeg nåede også at starte forfra mere end en gang, fordi garnet denne gang var tykkere end opskriftens. Jeg skulle helst ikke risikere at huen blev for lille, for Roses hoved er altså lidt større end normalen, men så er det altså heller ikke større...

Jeg endte med en lille størrelse og tænker at den måske alligevel er blevet lidt til den store side - men hellere det end omvendt.

Endnu engang blev jeg færdig over to dage, omend jeg var først blev færdig torsdag aften.











Design: Erantis Kyse af Knitting for Sif.


Garn: Pernilla fra Filcolana i farven Isabella. 100% ren ny uld.

Der gik 33 gram til hele huen.


Pinde: 3½ og 4 mm. Jeg brugte udelukkende strømpepinde.


Størrelse: Maskeantal 6-12 måneder, mål efter størrelse 2-3 år





Bemærkninger: Jeg blev faktisk lidt skuffet over opskriften. En ting er at jeg vidste jeg ikke var tilfreds med symmetrien, men den virkede bare ikke gennemarbejdet.

Jeg synes det er noget rod at skulle strikke tre pinde vrang, for at få et par retriller til slut - så jeg droppede den sidste mønsterpind og strikkede ret i stedet.

Min viden om strik betyder også at det duer ikke at strikke to omgange ret mellem hver eneste indtag til en rund puld - så jeg droppede de sidste to omgange ret.





Med hensyn til symmetrien er jeg ikke helt tilfreds med, at mønstret ikke er beregnet, så bladene ligger symmetrisk hen over hovedet - men det retter jeg ikke før næste gang - hvis der bliver en næste gang.

Men altså, hurtigt strikket og fint fundet på.


Har du lyst til at se flere billeder af kysen, kan den ses lige her på Ravery.





Erantis Hals


Generelt insisterer jeg på billeder af færdige projekter med model. Bare ikke når det gælder børnetøj, og det modtagende barn endnu ikke kan være i det færdige stykke tøj. Eller ikke lige er til at få med på ideen.





Men når der så lige pludselig opstår en mulighed, gælder det om at gribe den. Det gjorde der i går, og derfor kan jeg vise både billeder med og uden barn i sidste uges små projekter, der gled af pindene i langt højere fart, end jeg havde forudset.

Og det med mulighederne er bestemt også grunden til at jeg har kedelige billeder af en kjole liggende, som endnu ikke er blevet præsenteret - det kunne jo være der pludselig opstod en mulighed. På den anden side er kjolen nok lige lidt større end jeg bilder mig ind.

Såh...





Men altså. Sille spurgte pænt efter en halsedisse. Jeg havde lige set en, og tænkte at resterne af garnet fra tæppet til Rose snildt kunne bruges til lige det. Jeg fandt billede af min udvalgte model frem, moderen lød tilpas imponeret og mandag aften slog jeg op. Tirsdag morgen var den færdig.

Det var noget hurtigere end jeg havde forudset - og jeg nåede altså at sove undervejs. Tilbage var nok garn til en matchende hue - men den får sit eget indlæg - så inden ugen var slut, var der et helt sæt.

Rose fik begge dele i går. Sille synes hun så afsindig sød ud med det på, og jeg nåede at bruge barnet som model, inden jeg satte hende i barnevognen og trillede derudaf.









Design: Erantis Hals af Knitting for Sif.


Garn: Pernilla fra Filcolana i farven Isabella. 100% ren ny uld.

Der gik hele 34 gram til varme om små halse.





Pinde: 3½ og 4 mm. Jeg brugte strømpepinde til ribben og skiftede til en 40 cm rundpind, da jeg fik gang i mønstret.


Størrelse: 2 år.

Mit garnvalg har en lidt længere løbelængde end originalgarnet, så jeg håbede at den mindste størrelse ville passe Rose. Specielt fordi hendes hoved er lidt større end normalen.





Bemærkninger: Det er en fin opskrift, let at følge.

Som udgangspunkt gjorde jeg som der stod, det irriterede mig bare at sammenstrikningerne der danner spidserne på blomsterbladene ikke er symmetriske - men det er der råd for...


Har du lyst til at se flere billeder af halsedissen, kan den ses lige her på Ravery.





lørdag den 15. september 2018

Udbryderkongen i Sandkassen


Sille havde egentlig planlagt at dagen skulle indeholde tid til snak, tid til at se hinanden og tid til bare at være. Men sådan skulle det ikke gå.





Den gamle lejlighed tager meget tid (nok mere tid en forventet), og håndværkere gør også. Det planlagte skema gik ikke op, gulvmanden skulle bruge længere tid, VVSeren er udskudt - det samme er maleren.





Til gengæld er gulvene superlækre, nyafhøvlede og klar til et nyt kapitel. Alle gulvene - bortset fra køkkenet, som efter nedrivning viste sig at indeholde et gulv, der ikke rigtig hang sammen. Der var flere muligheder - fra enten blot at udskifte det værste til at lægge helt nyt.

Det viste sig at et nyt gulv af samme kaliber som det gamle er til at betale, og dermed er der udsigt til nyt gulv i hele køkkenet - både det gamle køkken og det der formentlig har været pigekammer engang og nu skal indlemmes i et lidt større køkken.

Ikke hele pigekammeret, for en del af det er allerede for mange år siden blevet beslaglagt til bad på det lille toilet, der dermed ikke er helt så lille, som det kunne have været. Tilbage er lidt over halvdelen af det gamle pigekammer. Og selv lidt har noget at sige, og med snilde kan der nu både blive plads til køkken og et lille spisebord.





De afhøvlede gulve skal mættes med hvidpigmenteret olieholdigt sæbe, inden der for alvor kan gøres mere i lejligheden. Det troede Sille ville være en saga blot i dag, men sådan skulle det ikke gå.

Altså gik Rose og jeg en tur. Tøsebarnet sov lige præcis tre kvarter og ikke om hun ville sove mere. Heller ikke, selvom jeg forsøgte at køre hende træt på legepladsen i Frederiksberg Have. En legeplads jeg husker som meget mere spændende, dengang mine børn var små.

Jeg havde så ikke lige set hvor hurtig hun er, eller forudset at hun da overhovedet ikke gad være inde i sandkassen. Næh, kravle over sten og ud i Verden - igen og igen og igen... det er sagen.

Og selvom jeg sang hele vejen tilbage og hun lå ned og glippede med øjnene samme vej, faldt hun bestemt ikke i søvn. Ikke i dag, hun plejer ellers rask væk at sove mindst to timer.





Til gengæld så hun temmelig klatøjet ud, da jeg kørte hjemad. Det var efter vi havde fundet tid til snak og hygge, gulvene var ganske mættede og Sille besluttede sig for en pause.





fredag den 14. september 2018

Det er fredag igen


Ugen er igen løbet uden at efterlade tid til blogindlæg. Sådan er det, sådan skal det åbenbart være.
Det er helt i orden, jeg ved der kommer mere tid senere.


I tilbageblik har ugen indeholdt ganske alsidige oplevelser.





I flæng kan nævnes:


  • Fælles personalemøde i de nye omgivelser på TekX - det bliver spændende.
  • Timer i selskab med MEDudvalget og gennemgang af retningslinier...
  • Fastholdelse af et barn, der mente dagen skulle byde på slåskamp.
  • Træning.
  • Skolebestyrelsemøde.
  • En strikket halsedissse til Rose.
  • Leg med ler.
  • Snak med forældre til fastholdt barn.
  • Glæde over kyllinger, der endelig klækkede.
  • En klipning.
  • Mere træning.
  • To gange farmortid.
  • Udfyldelse af fastholdelsesattest.
  • Timer i selskab med MEDudvalget og snak om social kapital.
  • Sammentælling af timer - det skulle jeg aldrig have gjort...
  • En kyse, der matcher halsedissen til Rose - når der nu alligevel var garn nok.
  • Masser af tid med glade børn.
  • Start på nyhedsbrev...
  • ... og indsamling af accept til billedevisninger - Heya til persondataforordningen...
  • Strik i sofaen og egentid samme sted.





Der sker alligevel meget på sådan en uge.

I morgen venter Rose.





onsdag den 12. september 2018

Onsdagsmasker


Dagene flyver af sted for øjeblikket, og som det åbenbart har for vane på denne tid af året, er min kalender fyldt op.

Sådan skal det åbenbart være.

I fjerdeklasserne fik projekt-ruge-kyllinger-ud ben at gå på i dag. Æggene klækkede og jeg ved ærlig talt ikke hvor meget undervisning dagen bød på. De skal sove på skolen i nat og håbefuldt se de sidste æg klække.

Berit og jeg var nede og kigge ekstra på, da de fleste børn var gået og vi kunne tillade os at vende ryggen til et øjeblik. Jeg har aldrig holdt en kylling før, men hvor er de bare søde og bløde og bliver helt stille i en hul hånd.

Det skal vist gentages - inden de bliver for store.













Læse:

Med en fyldt kalender er det ikke mærkeligt at det ikke bliver til mange sider, når jeg lægger hovedet på puden og finder bogen frem.

Selvom jeg stadig kun er ved begyndelsen af historien, synes jeg den tegner godt. Det hjælper selvfølgelig at jeg ved hvad der skal ske, og alligevel får mere med i den skrevne tekst.


Strikke:

Jeg er stadig forud i min plan for at nå at få tæppet færdigt inden september er slut.

Dinoen vokser frem, hovedet er på vej, og snart er jeg der, hvor der ikke længere skal tælles.

Det er stadig super hyggeligt at sidde med, og kun en enkelt fejl, der tydeligt stammede fra glemsomhed, lod sig hurtigt rette. Jeg kigger heldigvis med mellemrum på fremskridtet, og det er kun sådan fejl opdages.

Nu ved jeg hvor vigtigt det er, at kigge på fremskridtet.