Ørnsø og Arnakkekilden

 

Vores sidste dag i Silkeborg startede med regn, som vi trodsede, gik ud i for at udforske Slotsholmen. Hen under aftenen klarede det op, og da flere havde foreslået en tur til Silkeborg Bad, gik vi mod området, der ligger smukt ned mod Ørnsø.

Silkeborg Bad blev åbnet som Vandkuranstalt tilbage i 1883. Med udgangspunkt i Arnakkekilden, der har et højt indhold af jern og mineraler, der både er godt at drikke, men også kunne bruges til at bade i. Gæsterne havde gigt, nervelidelser, hudsygdomme eller generelle livsstilssygdomme. 

Man troede fuldt og fast på at det kolde vand fra kilden, der havde en konstant temperatur på 7 grader, kunne udvaske sygdomme og lidelser.

Kurbadeopholdet var fyldt med strenge og nøje planlagte rutiner. Det indeholdt en hel del indtag af vand fra kilden, sammen med diverse afvaskninger i mange former, sociale sammenkomster med de andre gæster, strenge diæter og masser af ro og hvile. 

Kurbadet blev et succes, gæsterne kom fra hele landet og landene omkring os. Med tiden blev der bygget stort og stedet skiftede navn til Silkeborg Bad. 

Også Arnakkekilden ved Ørnsø blev pakket pænt ind, med tappehaner og bassiner til at bade i. Anlægget blev restaureret for en del år siden og ligger nu smukt ud mod Ørnsø, der også er et fantastisk syn.

Carlsberg brugte vandet fra kilden til deres kurvand, som de tappede i mange år. 

Ørnsø har også gennemlevet en omfattende genopretning. Gennem mange år er kommunens spildevand og kloakvand, sammen med forurening fra land- og dambrug ledt direkte ud i Ørnsø. Fosforindholdet i vandet var så stort at livet i søen blev ramt af det. 
Genopretning har betydet at søen i dag er ren, man kan bade i den og træbroer og stier går hele vejen rundt. Det skulle være ret fint.

Vi blev langs vejen fra vores logi til Silkeborg Bad og gik tilbage samme vej. I aftensolen var synet ud over søen helt igennem fantastisk, og selvom vi begge var trætte, var klar til at tage hjem og i virkeligheden kunne være gået tidligt i seng, er jeg glad for vi gik turen.

Jeg har fundet informationer om Ørnsø og Arnakkekilden fra opslag på stedet, historien om Silkeborg Bad samt Kilden og en snak med AI.

12 Cast Ons 2026 - 10. Projekt

 

Ligesom jeg synes der skal være et væve-projekt, skal der også være et spindeprojekt mellem de tolv årlige projekter. To år, så er det en tradition. Er det ikke sådan? Jeg tager i hvert fald mig selv i at tænke, at næste år....

Måske også fordi jeg ikke kan strikke lige nu, dermed kommer ting der dukker op, automatisk til at stå i kø. Og nej, jeg ved ikke om jeg kan strikke. Det føles bare ikke som om, jeg skal prøve.

Det viser sig, jeg kan spinde på håndten. Altså har jeg startet et spindeprojekt. Jeg er ikke sikker på rokken, men det kommer. Er jeg sikker på. Jeg kan også brodere - med en hånd- for jeg har investeret i en holder, der viser sig at være langt bedre end forventet.

Lyset yder ikke farverne særlig meget. Den øverste kombination virkede ikke, den nederste fungerer. Det er svært at se, hvor meget lyserød, der er i farven i midten. Længere nede bliver det mere tydelig. Måske ikke nok. Nogen gange skal farver ses i dagslys - ikke på billeder.

Men tilbage til årets tolv projekter. Jeg ville spinde. Da jeg var i Barcelona, forrige år, ledte jeg efter fibre til noget, der kunne blive til mønsterfarven i en version af Pressed Flowers. Jeg ville have tre forskellige farver, der tilsammen kan give et tretrådet garn. Jeg fandt to. 

Siden er jeg blevet i tvivl om de der pressede blomster. Jeg kan rigtig godt lide blomsterne, men modellerne synes jeg er lidt for bombastiske, lidt for firkantede og lidt for lidt fashionerede. Måske kan jeg ændre på det. Tanker dukker ind imellem op, og skal det ikke ende der, vil jeg stadig gerne have en mønsterfarve til noget.

Jeg havde de to farver i baghovedet, da jeg i sommers var til Fiberfolk i Roskilde, og kom hjem med tohundrede gram uld fra By Kiilerich, som jeg tænkte kunne være den tredje. Jeg havde overset at der var blå i, og ikke kun den lilla, som jeg havde fokuseret på. Det var ikke rigtig, rigtigt. Det spillede ikke. 

To hundrede gram kan snildt blive til en hel sweater til mig, så det ligger til en anden gang. Men så manglede jeg jo stadig. Som tiden gik, faldt projektet længere og længere tilbage, og der var først da det gik op for mig at der var garnnøglefestival i Brande og Birthe P ville komme, at jeg kom i tanke om det igen. 

Arrangementet i Brande var først d. 1. februar. Projektet skulle startes inden 31. januar. Jeg besluttede at jeg godt kunne starte med to farver, jeg ville alligevel næppe nå gennem den ene, og så lægge lidt til senere. Det sker jo også nogen gange, når man strikker - at man får brug for mere materiale...

I Brande fandt jeg det helt perfekte - pink og lilla i samme fletning. Fibrene er en god blanding af spændende ting - uld, mynte og alpaca mellem hinanden.

Jeg er nået længere end jeg troede. Jeg har spundet de to første tråde og startet på den tredje. (Jeg troede jeg var i gang med nummer to...).  Jeg er ikke hurtig til at spinde, men jeg er ret sikker på at det her godt kan blive færdigt i år. Måske kan det færdige garn blive en del af næste års tolv projekter.

Lige nu står det dog stille. Jeg har ikke prøvet. Men som med strik, føles det ikke som om jeg skal spinde på en rok lige nu. Det kommer. Der er kun lidt over to uger, til gipsen skal af...

Silkeborg Slot

 

Silkeborg - eller borgen ved det stille vand - er ikke en gammel by. Det er muligt at historien går flere hundrede år tilbage, men Silkeborg blev først for alvor en by i forbindelse med opførelsen af papirfabrikken i 1800-tallet.

Det betyder ikke, at der ikke er historie. Tilbage i 1300-tallet blev der opført en simpel trækonstruktion med palisader på det, der senere blev navngivet Slotsholmen. Slotsholmen er en mindre halvø, der ligger lige der, hvor Gudenåen løber ud i Silkeborg Langsø. Lidt nord for byen, lige bag papirfabrikken. 

Med tiden blev træfæstningen til et stenhus og senere en reel borg, med borggård og staldbygninger.

Bygningerne og borgen fungerede i mange år - helt tilbage til 1400-tallet - som administrationsbygninger for Aarhus bispesæde. Kom kongen forbi, ofte på jagter, fungerede stedet som som kongebolig.

Under svenskekrigene blev slottet hærget i en grad, der betød at det efterfølgende forfaldt og til sidst revet ned. En hel del af slottet er brugt til at bygge Hovedgården, der i dag rummer Museum Silkeborg.

I dag er slottet helt væk, og tilbage er et rekreativt område, hvor bygningerne er markeret med jordvolde, for alligevel at give et indtryk af hvordan der så ud. Et par store gennemsigtige plancher, visualiserer hvordan det måske så ud, dengang.

Det var regnvejr, den dag vi besøgte Slotsholmen. Det afholdt os dog ikke fra at nyde stilheden, lige bag den store indfaldsvej, bag broen over Gudenåen og kulturen ved Papirfabrikken. Sommeren var på sit højeste, hindbærbuskene stod fulde af bær og det var lidt sjovt at se visualiseringsskærmene, der både viser den første træfæstning og det senere stenhus.

Vi fandt varme og frokost på et lokalt pizzaria med en overraskende god smag, inden vi fandt tilbage til  vores logi i ly for regnen. På vejen kom vi forbi et ydmygt lille hvidt hus, der viste sig at have huset Silkeborg Sygehus i1859.

Vi havde været på farten gennem flere dage, ferien sang på sidste vers, jeg havde brug for at slappe af. Eftermiddagen blev derfor brugt med strik og egne tanker.

Jeg har fundet fakta om Slotsholmen og slottet på Danske fortidsminder og Visit Aarhus.

Hovedgården og Tollundmanden

 

Årets sommerferie er i hus. Vi skal til Dresden, med et kort ophold i Berlin, på turen ud. Det var nær aldrig lykkedes. Billetterne fandtes, jeg måtte bare ikke betale. I formiddags gjorde jeg et sidste forsøg, og pludselig gik betalingen igennem. 

Det er rart at vide, at der er styr på det.

Men inden årets sommerferie, er det måske på tide at afslutte sidste års ferie. 

Den lille arbejderbolig

Vi var i Silkeborg, vi havde netop besøgt det lille papirmuseum i den gamle papirfabrik. Billetten gav adgang til den lille arbejderbolig i forbindelse med Museum Silkeborg. Arbejdermuseet i København har altid været et af mine yndlingsmuseer, så jeg havde store forventninger til arbejderboligen. Jeg synes det var et fint lille museum. 

Dengang papirfabrikken blev startet af den driftige Michael Drewsen, lå der i Silkeborg Hovedgården, som havde haft en omskiftelig historie. Hovedgården blev oprindeligt opført - delvis af sten fra Silkeborg Slot -  af Ritmester Hans Nicolai Hoff, der havde erhvervet et rytterdistrikt på auktion sidst i 1700-tallet. Kongen havde sat en række distrikter på auktion. 

Hoff og søn stod for en stor omlægningen af området til landbrug og nye gårde. Hovedgården blev omgivet af alvsbygninger og voksede i perioden.  De forsøgte sig med skovdrift fra de omfangsrige skove omkring Silkeborg, men transportvejene satte en stopper for forsøget, der mest af alt gik til lokale og træskoproduktion. 

Gården blev i starten af 1800-tallet solgt til H. P. Ingerslev, der også forsøgte sig med skovdrift. Han havde muligvis en ide om at fælde Silkeborgskovene og sælge jorden i mindre stykker. Det blev der ved lov sat en stopper for. Ingerslev endte med at gå fallit og Silkeborg Hovedgård endte med at blive overtaget af Staten.

 Hovedgården

I forbindelse med opførelsen af papirfabrikken, flyttede Michael Drewsen ind i Hovedgården og byggede alvsbygningerne om til arbejderboliger. Han havde dog ingen planer om at blive boende, og dermed kunne Gården i 1911 overtages af Købmand Peter Jessen, der boede på gården med sin familie til han døde. 

Undervejs blev der indrettet en aftægtsbolig i den vestlige fløj til Jessens forældre, og da de ikke længere havde brug for boligen,  flyttede Jessens ugifte bror, landsretssagfører Johannes Neergaard Jessen ind. 

Efter Jessens død, var der lokale initiativer til at købe, rive ned og bygge etageboliger på stedet. Heldigvis havde Jessen taget sine forholdsregler, der betød at det ikke umiddelbart var muligt. Kommunen trådte til og i første omgang flyttede byens børnehave ind. 

Mens børnehaven boede i østfløjen, tilbød landsretssagføreren i 1951 lokaler i vestfløjen til Silkeborg Museum, der længe havde stået uden husly. Da sagføreren døde, kunne museet i 1954 lukke op i hele vestfløjen. Allerede dengang husede museet Tollundmanden og andre lokale artefakter. 

I 1975 flyttede børnehaven ud, og museet kunne overtage hele bygningen, der ligger som et vidnesbyrd om en svunden tid, midt i Silkeborg. 

Tollundmanden, som han kunne have set ud. 

Arbejderboligerne stod til efter første Verdenskrig, hvor de blev revet ned, for at give plads til nyt. Kun to sammenhængende boliger står tilbage og danner tilsammen et lille bitte arbejdermuseum. Den ene bolig står som et hjem kunne have set ud, mens den anden er et lille museum, om Silkeborgs udvikling fra arbejdernes perspektiv. 

Mens vi gik rundt i den lille bolig og lærte om Silkeborgs udvikling, satte regnen ind. Det dryppede da vi gik fra arbejderboligen til Hovedgården, og netop som vi nåede frem, blev der åbnet foroven. Vi blev på Museum Silkeborg, til det holdt op med at regne. 

Museum Silkeborg er ikke et stort museum. Det fortæller en historie om en egn, der ikke har en lang historie bag sig. Det er et fint lille museum, der som hovedattraktion kan fremvise Tollundmanden. 

Som han ligger i sin montre, noget skrumpet ind, og med en rekonstrueret krop, er det alligevel lidt vildt. I midten af museet er han rekonstrueret, som han kunne have set ud. Han står der nærmest levende, klar til hårdt arbejde i marken. 

Det var også lidt vildt at se. 

Fortællingen om Hovedgården er frit efter Danske Herregårde.

Sting på en søndag - Uge 24

 

Ugen kort:

• Jeg lånte en lille del af skolekøkkenet og bagte kanelsnegle. Jeg havde beregnet lidt flere end nødvendigt, og delte med den klasse, der også var i køkkenet. 
• AMR havde tid til at skrive skadesanmeldelse. Dermed er det tjekket af.
• Jeg fyldte 55, og satte bunken af kenelsnegle på bordet, da lærermødet startede. De faldt i god jord. 
• Mine kolleger havde inden da, sørget for morgenmad og en gave. 
• Badedamerne kørte på stranden og vi måtte klæde om udenfor i blæsten. Jeg havde armen i en plastikpose og lod hovedet agere støtte, undervejs. Det virkede fint. 
• Efter badeturen tog vi ind til byen, hvor vi mødtes med resten af Aarhusholdet og spiste syv små lækre retter på Restaurant Theo. Det var godt. Vi var mætte, og jeg var træt, da jeg nåede hjem. 
• Den sidste dag på Next inden sommerferien gik med at gennemgå skamlerne, eleverne har lavet. De er vildt gode og arbejdsomme. De er fantastiske at have i undervisningen. Men det kom lidt bag på mig, hvor lidt af det tekniske de har fået med. Måske forventer jeg bare for meget - når de nu er så gode. Det er den første selvstændige opgave. 
• 3.X brugte ugen på at undersøge elevernes højde og skostørrelser i et statistikperspektiv. De synes det var vildt sjovt og endte med at fremlægge. Jeg gemmer alle data, så vi kan gentage om et år eller to, og se hvordan udviklingen har været.
• De startede med at fremsætte en hypotese om, at drengene gennemsnitligt var højest. Nok er der små drenge, men der er også nogle, der er rigtig høje - højere end de højeste piger. Og der er også små piger. Resultatet var, at pigerne i gennemsnit er tre centimeter højere end drengene. 
• Jeg gik forbi kirkegården og snakkede lidt med Nicklas. Jeg lånte hans kort og lagde en kabale. Han skal snart have et sæt nye kort. Jeg har dem i tasken, men vurdere at trods regn, kan det nuværende sæt godt holde lidt endnu.
• Jeg nåede årets sidste tur i morgenfriluftsbadet i Vestbad. Igen iført plastikpose om arm og gips, nøjedes jeg med at plaske lidt rundt i den lave ende, med armen oven vande. I morgen starter sommersæssonen, og så vidt jeg kan læse åbningstiderne, er der ikke længere åbent udenfor lørdag morgen. 
• Det er lidt ærgerligt, for jeg bruger også lørdagsmorgnerne til at komme ordentligt i bad. Det er langt nemmere i svømmehallens brusere, end hjemme, hvor vi står mellem toilet og håndvask - efter at have fjernet alt, der kan blive vådt. 
• Bettina og jeg havde egentlig en aftale om World wide knit in public på Frederiksberg. Der var lovet regn, og vi greb begge chancen til at aflyse. Vi havde begge to langt mere brug for en dag, uden at skulle noget.

Læse:

En ny uge og en ny bog. 

Elly Griffths Drabets tid er anden del af serien om Ali Dawson, der arbejder i den superhemmelige afdeling af politiet, der kan rejse i tiden. I første del, endte Ali med at være fanget 1850, og det var ikke let at komme tilbage. Det lykkedes, og fremtiden viste tegn på at hun skulle tilbage. 

I bog nummer to er tidsrejserne lukket ned og ikke længere en del af afdelingen. Men, for bog nummer et, lagde op til det. Ali er igen endt i - nu- 1851, ved ikke hvordan hun skal komme tilbage, har denne gang lokal hjælp og skal mødes med Templeton, som hun mødte første gang hun tog tilbage i tiden.

Jeg forstiller mig at hun ikke kun kommer tilbage til nutiden, men også bliver i stand til at løse den gåde, den superhemmelige afdeling kiggede på, inden hun tog af sted. 

Broderi:

Med fare for at min kreative fremgang bliver noget ensformig, har jeg i løbet af ugen kun arbejdet på Baldyre puden. Den er snart færdig. Det er stadig, det der føles som det bedste med en brækket arm - også selv det er tydeligt at jeg kan mere, end jeg kunne, da bruddet var nyt. 

Jeg har bestilt en holder til broderirammer, og håber den kan gøre mig i stand til at sætte mindre krydser. Jeg håber den når frem i løbet af næste uge. 

12 Cast Ons 2026 - 9. projekt

 

Sidste år vævede jeg vaskeklude. Det tog lang tid, før jeg blev færdig. Det tager åbenbart lang tid, når jeg væver.

Jeg tænkte at også i år (og måske næste år, hvis jeg fortsætter) ville jeg væve. Denne gang ville jeg væve viskestykker. 

Sidste gang jeg var i Ebeltoft og besøge Lotte, sammen med Bettina, kom jeg hjem med bomuld på cones. Lotte foreslog at jeg kunne væve af det. Jeg tænkte viskestykker, og satte væven op som det niende projekt. 

Jeg vævede lidt, forsøgte med lidt mønster i enderne. Jeg er i tvivl, og måske er det derfor, jeg ikke er nået længere. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg skulle have lagt tråden dobbelt. Der er masser af garn, og næste forsøg kan snildt blive med dobbelt tråd. Men skulle jeg så have brugt en tættere kam til den tynde tråd, kommer det færdige stof til at svinde i bredden?

Der er mange spørgsmål. I virkeligheden bør jeg se det som et eksperiment. Væve derudaf, og se hvad det ender med. 

Alligevel hænger væven stadig på væggen. 

Også selvom jeg tror, at jeg godt kan væve med en brækket arm.

12 Cast Ons 2026 - 8. projekt

En gang i efteråret havde jeg en aftale med Bettina. Sådan en der stod i kalenderen, og som regel betyder at jeg tager toget til Frederikssund og timer i godt selskab. 

Inden vi nåede så langt, foreslog Bettina at vi i stedet skulle sætte snuderne som Birkerød. Vi mødtes i Farum, hvortil jeg tog toget, og Bettina samlede mig op. I Birkerød var målet Garnblomsten, som havde udsalg, og hvor Bettina var mere stedkendt end jeg. 

Ude foran stod et stort bord fyldt med garn på tilbud. Inde var mere, for der var gang i en oprydning, en omflytning og vist nok et ejerbytte, der betød at visse garner skulle ud og andre ind. 

Der lå en stor bunke Torto fra Lana Grossa. Et sjovt garn, mest bomuld, der skifter farve og tekstur gennem garnet. Jeg mente at vide hvor meget jeg nogenlunde skulle bruge til en trøje af en vis kaliber. der var bare ikke nok af nogen farver. 

Men det var sjovt, og jeg kunne ikke rigtig lade det være. Det var også sat temmelig meget ned, og nu var vi der. Jeg havde haft en lang tur bag mig, med sporarbejde og aflyste S-tog. Jeg har altid en bog eller strikketøj med i tasken, når jeg kører tog, så det var ikke noget stort problem, jeg havde ikke travlt og jeg var nået frem. 

Jeg vendte igen og igen tilbage til det sjove garn, og endte med at købe i to forskellige farver, der lignede lidt hinanden. Den ene rakte mod gul, den anden mod lyserød og begge indeholdt grøn.

Da jeg timer senere blev sat på toget hjem fra Bettina, vidste jeg godt at det skulle blive en del af årets 12 projekter. Jeg vidste også at jeg ville tilføje en mohair, for at binde farverne endnu mere sammen og jeg vidste at jeg højst sandsynligt ville slå op til en Lovenote. 

Hvorfor den bliver gentaget igen og igen, ved jeg virkelig ikke. 

Det blev en Lovenote. Med tilføjelse af en Pale Green Lace Mohair Silk fra Lang Yarns. For at supplere farverne valgte jeg at stribe det med helicometoden, så der er en omgang af hver farve i en spiral, der fortsætter gennem hele trøjen.

Den er faktisk færdig. Det var et hurtigt stykke strik. Jeg synes den blev god, også selvom farverne ikke hører til i den palette, jeg normalt foretrækker - billeder kommer senere...