fredag den 9. april 2021

Augustins no 14

 

Testen kom negativ tilbage, lægen lyttede på lungerne, som er rigtig fine... Altså står jeg tilbage med en helt almindelig, men eddikesur virus, der heldigvis er på tilbagetog. Sådan føles det i hvert fald. 



Incidenstallet i Rødovre er på vej ned, jeg vender tilbage til nødpasningen i næste uge. Lige nu krydser vi fingre for at måtte åbne igen fra torsdag... Men man kan aldrig vide.

Emilie er taget til Fyn, der var brug for støtte og en skulder at græd ud ved. Vi får en weekend alene, det siger vi ikke nej til. Med sig tog hun sweateren, hun købte garn til, som blev meget varm og som hun er rigtig glad for. 

Der ligger allerede garn til endnu en. Jeg har lige et par andre projekter, som skal færdiggøres, inden jeg er klar til at kigge på det.









Design: Augustins no 14 af Anne-Sophie Velling, designeren bag Augustins.dk


Garn: Emilie valgte tre tråde, der hver især signalerede luksus, og sammen blev blødt som smør.

En tråd Sand Geelong Merino fra Garnudsalg, en tråd Lysebrun Månestråle med glitter fra CaMaRose og en tråd Blomme Ler Soft Silk Mohair fra Knitting for Olive.

Tilsammen vejer den færdige sweater 536 gram fordelt med 280 gram Geelong Merino, 135 gram Månestråle og 121 gram Soft Silk Mohair.

Som sagt: Blødt med blødt på. Og meget varmt. 


Pinde: 5,5 og 6 mm som i opskriften. Med de tre tråde blev det færdige resultat lidt tykkere og strikkefastheden ikke helt den samme som opskriften. 

Jeg havde 14 masker pr 10 centimeter, mod opskriftens 16 masker. 

Jeg strikkede med Knit Pro Gold. Luksuspindesættet Anders gav mig for mange år siden. Jeg glemmer nogen gange jeg har dem, men de er altså lidt lækrere i overgangene, så nu prøver jeg at huske jeg har dem.


Størrelse: Den ændrede strikkefasthed betød at jeg strikkede efter størrelse A i bredden og størrelse C i længden. Det betød jeg fik en færdig trøje, der målmæssigt passer størrelse C.




Bemærkninger: Den oprindelige trøje har en løs krop, der bliver lidt teltagtig. Det synes hverken Emilie eller jeg ville være flatterende for Emilie. Derfor tilføjede jeg en blondekant med huller til bindebånd lige som på ærmerne.

Jeg tog ikke ekstra ud inden kanten, det skulle jeg måske have gjort. Vi snakkede lidt om det, men Emilie synes ikke jeg skulle lave det om.

Ud over det, stikkede jeg helt efter opskriften. Bortset fra kanterne. Jeg tror måske jeg strikkede en pind for lidt inden musetakkerne. Jeg valgte at sy kanten fast med det samme i stedet for at lukke af. Jeg syede med maskesting på bagsiden, og endte dermed med en bagside uden tydelig aflukning. Det synes jeg er pænest.



Jeg ved ikke om jeg er for erfaren og derfor ikke altid har brug for en alt for detaljeret opskrift. I hvert fald døde jeg lidt ved vendepindene, som var lidt for omstændigt forklaret til mig. Jeg forstod det simpelthen ikke og endte med at tegne forklaringen. Så gav det mening. 

En anden anke er blondekanterne, som kun er forklarede på skrift. Jeg er meget visuel, og diagrammer virker bedre for mig. Når jeg læser forklaringer på mønstre kan jeg ikke altid se logikken og dermed huske mønstret. Når jeg har et diagram kan jeg ofte huske hele mønstret, også selvom det er kompliceret.

Heldigvis kan jeg tegne diagrammer selv.


Meget mere er der ikke at sige. 

Emilie er glad.


Har du lyst til at se flere billeder, kan de findes på Ravelry.






tirsdag den 6. april 2021

Efter ferien

 

Mandag blev en smule hektisk, da Styrelsen for Patientsikkerhed, med grundlag i incidenstal over 200, meldte ud at Rødovre kommune faldt for grænsen og dermed skal holde lukket for skoler og SFOer i hvert fald denne uge.

Til trods for det korte varsel, må det også bare erkendes at vi blevet gode til at indrette os. Selvfølgelig er det ikke lige til, frustrationerne bryder hurtigt ud i lys lue, men både forældre og ansatte fandt hurtigt veje, og det var begrænset hvor mange, der i morges mødte op i nødpasningen. 



Jeg kunne blive hjemme, mine vagter faldt ikke i dag. Det gav tid til en snak med lægen - hosten bliver ved, det plejer ikke at vare så længe, og jeg er forvejen sjældent syg - så nu har jeg en tidlig tid torsdag morgen, så der også blev tid til en frisk PCRtest. Den er også klaret, og dermed var der masser af tid tilbage til at forsøge at passe på mig selv, og gøre klar til Oscar og Daniel, der som sædvanligt mødte op til fællesspisning efter hentning i vuggestuen.

Efter lidt over en uge hjemme, er jeg ikke i tvivl om, at han har haft en fantastik, begivenhedsrig og fyldt dag i vuggestuen. han havde sovet til middag (noget der ellers ikke sker hver dag længere) og faldt i søvn på vej hertil. Sjældent har jeg oplevet så træt og farsygt et barn.



I første omgang skulle han ikke have noget at spise, alting var forkert og det duede kun at sidde hos far. Derefter gled der en hel del pasta og ost ned, efterfulgt af et chokoladeæg. Han nåede endda helt ned på gulvet til lidt leg, inden det alligevel blev for meget, og de pakkede sammen og gik hjem. 

Hej, hej! Sagde han hele vejen ned ad trappen, som han insisterede på selv at forcere og han uddelte da også både knus og kram inden han gik og lovede glad og gerne at komme igen på tirsdag.

Vi glæder os.






mandag den 5. april 2021

Masker på en søndag - Uge 13

 

Ugen kort:

  • Jeg har været omkring skolen tre gange. Trods ferie og lukning, skal Bob og Olga stadig fodres med jævne mellemrum. 
  • Da jeg alligevel var der, fik jeg Anders til at hjælpe, og dermed står det nyindkøbte bordtennisbord klar til brug, når vi møder ind tirsdag.
  • Jeg kører derud igen i morgen. 
  • Valget var i dag eller i morgen. Jeg valgte at vaske i dag, og leger med sneglene i morgen. 
  • Oscar og Daniel var her hele tirsdagen. Vi var på volden, legede og havde en skøn dag.
  • Jeg er stadig ikke rigtig rask. En forkølelse har sat sig på stemmebåndet med hoste til følge. Test viser at det er en almindelig forkølelse, men aldrig har det føltes så forkert at hoste ude i offentligheden. Også selvom jeg følger alle retningslinjer. 
  • Min mor, Emilie og jeg gik også mod Volden, da vi i fredags gik en lang tur i solskinsvejr.
  • Emilie og jeg cyklede til Frederiksberg efter garn, bånd og knapper.
  • Det var skønt at gense Sille og Rose.
  • Hoste generer mest om natten, og jeg begynder at mærke manglen på søvn. 
  • Af samme grund er jeg flyttet ind på sofaen, for der er ingen grund til at Anders ikke skal have lov at sove, bare fordi jeg hoster den halve nat.
  • Jeg har læst mere end jeg plejer.








Læse:

I sidste uge havde jeg to bøger med på billederne. Det gælder også denne uge. Ruth, Harry og Cathbad er god og letlæst underholdning. Døden på Museet gled hurtigt ned og det samme gælder vist den femte bog i serien - Det tavse vidne. 

Jeg har stadig bog nummer seks liggende klar til at blive læst. 

Denne gang er lokationen ændret til Harrys hjemegn omkring Blackpool. En død studiekammerart, et spændende fund, et nødsted universitet, mødre, svigermødre, druider og racister danner rammen om et nyt eventyr, der nok skal ende med at give mening.


Strikke:

Ugens strik er et noget usædvanligt syn blandt mine strikkeprojekter, og kræver vist en nærmere forklaring. Ren akryl, masser af retmasker og store pinde.

I december fik to af skolens gode damer ideen til at lave en adventskalender med fokus på verdensmålene og den grønne skole. Et enkelt spørgsmål bragte mig ind i gruppen, og med den ene hjemme med sygdom og den anden i isolation blev det mig, der stod for den fysiske side af sagen, da forhallen dannede rammen for den fysiske del af sagen, mens den grønne af de to damer sørgede for den skriftlige del på aula, så alle - både de, der var fysisk på skolen og de der arbejdede hjemme - kunne få del i underholdningen. 

Den fjerde uge blev aldrig til noget, skolerne gik på tidlig juleferie, og tanken har længe været, at når vi igen kan åbne dørene for alle elever (på den ene eller den anden måde) skulle sidste del være klar. 

Jeg lavede nogle kæmpe bøger i pap tilbage i juleferien, når jeg alligevel var ude og fodre Bob og Olga, men så gik det hele lidt i stå. For et par uger siden tog vi ideen op igen, brainstormede og fik omsat en flok mere eller mindre vanvittige ideer til noget der bliver større end de mindre ugentlige udstillinger tilbage i december.

Når jeg tager ud på skolen i morgen, for at se til sneglene, er det også for at sætte udstillingen op, så den står klar, når de første møder ind tirsdag morgen.

Det er her akrylmaskerne hører til. Ikke at akryl er særlig bæredygtigt, men det lå mellem klubbens beholdning af garn, og gav god mening at bruge som et udstillingselement. (Vi lader bare som om det er noget andet).

Jeg er i øvrigt ikke fan af at strikke i akryl. Altså har jeg med mellemrum i løbet af ugen sat uret og strikket frem og tilbage i ti minutter ad gangen. Det bliver alligevel til noget....

Og om ikke andet matcher det med bøgerne.






søndag den 4. april 2021

Gensyn med Rose


Selvom vores sociale bobler er meget små, er både Sille og jeg enige om, at når der skal skæres, skære vi i vores samvær. Rose er ikke helt enig, og efter meget lang tid, uden at have set hinanden, savnede Rose Pernille så meget, at vi blev enige om at ses. 



Altså tog jeg til Frederiksberg lørdag formiddag, Sille fandt klapvognen frem og vi gik mod Frederiksberg have, hvor krokustæppet står i fuld flor. Rose var lykkelig for at holde Pernille i hånden og fortalte mange historier om, at børnehaven tit er i Frederiksberg Have. Vi gik også forbi børnehaven på vej tilbage, så Rose kunne vise frem. 

Den nye legeplads, der er noget mere spændende end den gamle, viste sig at være uden alt for mange besøgende, så vi tog en tur rundt, mens Rose fortalte videre, kendte alle de gode steder, gik linegang på en slange af sten, fløj på eventyr på en drage af træ, gyngede, vippede, rutsjede og kravlede i installationerne.

Vi havde en skøn time, inden vi gik hjemad igen, barnet blev hentet af barnefaderen til påskefrokost sammen med et par onkler. Hun gik villigt med, selvom Pernille tydeligt var lidt mere spændende.




Efter afsked og lovning på at ses igen, var det tid til the, til venindesnak og opfølgning på alt det vi ikke har nået det sidste lange stykke tid.

Det var skønt at ses, og selvom vi skal passe på hinanden, skal vi også huske at være der for hinanden. Det er altså også vigtigt.







lørdag den 3. april 2021

Propfigurer

 

I en tid hvor der står nødundervisning på skemaet, hvor en stor del af skoletiden bruges til at vaske hænder, tørre borde og sørge for forskudte pauser, og i en tid hvor staben om den enkelte klasse er så lille som mulig, er alting ikke som det plejer. 




I langt størstedelen af klasserne består teamet af dansk-, matematiklæreren og pædagogen. I mine to tredjeklasser er jeg delt over begge klasser, og for at få det hele til at løbe rundt, har vi en fjerdemand med nogle dage. Fjerdemanden er vores gode medhjælper i Klubben, der tager opgaven som en oplevelse, er supergod til at aflæse børnene og dermed den, der varetager de mere pædagogrettede opgaver - trivsel for eksempel. Ikke at vi andre holder os tilbage. 

Med kun dansk og matematiklærerne repræsenteret  kom vi på årgangen til at tale om engelsk. Engelsklæreren er nemlig ikke en del af det nuværende team, men har opgaver andre steder. Niende klasse for eksempel, der har lidt mere brug for en reel eksamensrettet undervisning.

I den ene klasse var matematiklæreren klar til at forsøge sig med opgaven, mens begge lærere i den anden klasse følte sig dårligt klædt på til den opgave. Jeg mente jeg kan mere engelsk end en tredjeklasse og endte med at kaste mig over projektet. Med hjælp fra engelsklæreren, der blev glad hvis det lærte kan holdes ved lige, er jeg blevet udstyret med masser af materiale til undervisningen. Og jeg synes faktisk der er blevet nogle rigtig sjove timer. Vi både leger, skriver og snakker på engelsk.

Tilbage er der så mit eget fag - Håndværk og design. Den ene klasse nåede at få mange af deres timer, dengang inden jul, da skemaet så lidt mere almindeligt ud, mens den anden klasse først skulle have timerne nu.



Efter skemaer, der nærmest er blevet ændret fra uge til uge, ser det nu ud til at vi kan regne med at timerne ligger fast resten af året, og dermed vil der ind imellem blive mulighed for at jeg kan bruge en fredag eftermiddag med noget, der kan ligne håndværk og design.

Der er selvfølgelig en del udfordringer. Vi kan ikke bruge håndværk og designlokalet, men som dagene bliver varmere kan vi flytte udenfor, hvilket giver større mulighed for at svine. Jeg er kun mig, normalt ville vi være to, og dermed kan jeg ikke komme rundt til alle på samme måde, som vi kan når vi er flere. På plussiden skal siges at ungerne er ellevilde over udsigten til en lille smule kreative aktiviteter, og er rigtig gode til at hjælpe hinanden eller vente på hjælp.

Fredag for et par uger siden gik vi derfor i gang. Jeg lagde ud med et projekt, jeg har haft i tankerne i flere år. Propfigurer!

Gennem flere år har jeg samlet propper. Mine kolleger har samlet propper og efterhånden har vi en pæn samling. Specielt Berit har været fantastisk ud i disciplinen og er kommet med propper fra alskens steder, når hun har været på besøg hos venner og bekendte. Hun har samlet sammen, til andres store undren og på spørgsmålene om hvad alle de propper skulle bruges til, har hun ikke haft ret mange andre svar, end det ved hun ikke, men hun hendes tossede kollega har vistnok en plan...



Det var heldigt at samlingen var så omfattende, for hold op hvor går der mange propper til sådan et projekt. 

Skulle jeg have gjort det helt rigtigt, skulle børnene selvfølgelig have været gennem en designproces først, tænkt tanker, tegnet og gjort ved, inden de satte knivene i propperne. Det havde muligvis sparet nogle propper - men ikke mange. 

Jeg sprang lige på., tænke de havde mere brug for at gøre og at vi ikke havde tid nok til at designe først. Derfor blev designprocessen en mere flydende del af projektet, så må det mere specifikke være med næste gang.

Med propper, elefanttråd, snitteknive, underlag og knibtænger var opgaven at lave en figur,, der kunne stå selv. Det sidste var ikke helt let, og ind imellem skulle der finjusteres en del, før figurerne besluttede sig for at blive stående. 

De har i forvejen lært at håndtere en kniv, og selvom et par stykker, synes det var svært at skære i korkpropperne, gjorde alle det selv. Knibtængerne var lidt sværere at bide skeer med. De var heller ikke alle lige samarbejdsvillige, men alle prøvede, fandt ud af der skulle lægges kræfter i, og de der knækkede koden (eller havde den gode skævbider) hjalp gerne dem, der synes det var svært. 

Jeg hjælp med solbriller, da et par af drengene fik en god ide.

Et par stykker måtte have plaster på - sådan en overskåren elefanttråd kan godt gøre ondt - men ingen lod sig mærke af det. Faktisk havde vi et par helt fantastiske opslugte, fokuserede lektioner. 

Vi havde halvanden time. Det var lige til øllet, man alle blev færdige. 




Jeg nåede at stille alle figurerne til udstilling i forhallen en uge, inden de fik dem med hjem fredag før ferien. 

Selvom skolen ikke har været fyldt, og det er et fåtal der rent faktisk bevæger sig gennem forhallen, når arbejdsgange og bevægemønstre er ændret, synes jeg ikke de få, der kunne have muligheden skulle snydes.

Jeg har allerede tanker om hvad vi ellers kan, når der næste gang bliver mulighed for at bruge et par timer i den mere håndværksmæssige retning.






onsdag den 31. marts 2021

I fuld fart

 

I tirsdags var Oscar midtpunktet. Amalie havde aftaler, der betød at Daniel og Oscar fortrak og vi havde en aftale om at de skulle komme her. At Amalies aftaler gik i vasken, betød ikke at de udeblev, i stedet fik Amalie en dag alene og vi gik en tur på Volden.



Oscar var henrykt. Barnefaderen løb i hælene på ham, mens det gik op ad bakke og ned ad bakke og op igen. Han tog turen ned af de stejle sider mere end en gang, før det gik galt, benene vendte opad og faderen måtte samle et grædende barn op. 

Jeg faldt. Sagde han, og fortsatte: Jeg blev ked af det. Vi snakkede lidt om at nogen gange skal man passe på, han gyngede lidt på en gren, og så gik det vilde løb ellers igen - dog valgte han at rutsje ned ad de stejle skrænter, i stedet for det med løb.

Han gjorde sig erfaringer og lærte af dem.




Til sidst var han så træt, at han nærmest ikke kunne gå lige. Heldigvis havde vi klapvognen med, han ville dog hellere bæres. 

Vi pakkede os sammen og gik hjemad igen.



På vejen hjem kom vi forbi en gravende gravko, den var spændende at kigge på, vi fandt også en legeplads, hvor kun en anden familie var på besøg, og da ingen brugte rutsjebanen, tog Oscar et par ture, inden han opgav, kravlede op i klapvognen og kun næsten holdt øjnene åbne på turen tilbage. 




Resten af dagen var han meget afdæmpet. Lidt tegnefilm sammen med Emilie stod i høj kurs, aftensmad var under ingen omstændigheder noget der kunne bruges, og efter et bad var han grydeklar. 

Han blev sendt hjem iklædt noget, der kunne kaldes nattøj, og glædede sig til at se sin mor igen. 

Vi andre var egentlig også klar til at gå i seng.





tirsdag den 30. marts 2021

Marts måneds strømper

 

Majas årelange strømpesamstrik bød i marts på en rigtig fin opskrift med alt for meget glatstrik. Jeg er ikke sikker på, at Maja og jeg nødvendigvis er enige om hvordan strømper skal se ud, så jeg tænker jeg strikker med, når jeg kan se mig selv i opskriften, og springer over, når jeg ikke kan. 

Strømperne for marts - Subtle Socks - var et af de par, jeg ikke umiddelbart tænkte jeg skulle strikke. Der var lidt for meget vanilla socks over dem til min smag. Vanilla socks er super fine, når andre strikker dem, de er bare ikke for mig.

Men hælen! Subtle socks indeholder en hæl, der er noget anderledes og så fin at se på, at jeg alligevel overvejede for og imod. Samtidig havde Emilie fundet Dewdrop Socks, og pludselig lå det lige for at kombinere. 




I mit univers er strømper kommet for at blive, og derfor har jeg besluttet ikke at strikke til mig selv i den nærmeste fremtid. Jeg har ærlig talt rigeligt med strømper. Ikke så mange, som nogen af de virkelige entusiaster kan vise frem, men rigeligt til at have et nyt par på hver dag, stadig have et overskud og kun vaske de uldne beklædningsdele hver anden uge.

Nej, resten af året kommer Emilie og Anders i første række. De mangler begge på strømpekontoen. Emilie har med det netop færdige par nu fem par i sin samling, Anders har vistnok lidt flere, men de kan stadig tælles på to hænder.

De har begge forkøbt sig en smule i smukke håndfarvede strømpegarner, så den side af sagen er i orden. Tilbage er, at jeg nok bliver nødsaget til at købe nye strømpepinde. Jeg strikker efterhånden kun strømper på mine AddiCraSyTrio, og havde to sæt. Men jeg har mistet en pind, og det betyder noget i retning af halvandet sæt. I hvert fald ikke nok til to igangværende strømper... Jeg kunne selvfølgelig bruge den overskydende pind på først det ene par og dernæst det andet par... jeg kan alligevel ikke strikke på to strømper på een gang...

Nå men, køb af nye pinde giver andre muligheder. Hidtil har jeg kun strikket strømper på pind 2,5, fordi det er det jeg har, ind imellem kunne jeg godt tænke mig at afprøve pind 2,25. Jeg kunne egentlig også godt tænke mig at få fingre i Hiya hiya flyers, men jeg vil have de lange og ikke de superspidse, og de er ikke lige at finde...

Tilbage står, at jeg egentlig kun vil have et par strømper på pindene ad gangen, men med strømpestriksammen og andre ønsker, kan det godt være at der skal slækkes lidt på den beslutning. 









Design: Subtle Socks af Odd Row kombineret med Dewdrop Socks af Kerri Blumer.


Garn: Kongeblå It's for socks fra It's Yarn. 

Det færdige par vejer 67 gram.


Pinde: Addi CraSy Trio 2.5 mm.


Størrelse: Jeg brugte størrelsesangivelsen til Subtle Socks for størrelse 39-40 og maskeantallet for størrelse medium fra Dewdrop Socks. Det passede heldigvis sammen.



Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften på Subtle Socks og tilsatte mønstret fra Dewdrop Socks til maskerne over foden, siden rundt om hele benet. Det er ikke det store at sige noget om, maskene passede. Langs hælindtagningen bag inkoorporerede jeg maskerne i mønstret efterhånden som de dukkede op. 

Jeg overvejede om jeg kunne have gjort et eller andet, så mønsterovergangen lige inden hælindtaget ikke blev så brat, men jeg blev enig med mig selv om, at det gad jeg ikke begynde at regne på.

Jeg er endt med et par rigtig fine strømper. Men er alligevel ikke rigtig tilfreds.

Jeg kan se at hælen drejer lidt rundt om Emilies fod. Jeg kan læse mig til at andre også finder den meget stor. En anden gang ville jeg nok tage mindre ud/have færre masker til hælen. 

Jeg er ikke fan af strømper strikket fra tåen og op. Jeg tror aldrig jeg bliver det. Der er alt for meget i vejen. 

Først er der tåen. Jeg synes det er noget rod at sidde med de få masker, der strammer og er besværlige at have med at gøre de første mange gange rundt. Jeg har helt styr på ottetalsopslagningen, og synes også den er både anvendelig og pæn. Men altså ikke nok til at resten af tåen bliver en fryd at strikke.

Dernæst er der hælen. Intuitivt har jeg helt styr på hvornår jeg skal strikke tå, når jeg strikker oppefra og ned. Det samme gælder ikke den anden vej. Det kan selvfølgelig læres, der findes nogen rigtig gode guidelines for hvornår hælen skal startes. Men helt ærligt, jeg gider faktisk ikke. 

Endelig er der aflukningen. Det er næsten ligemeget hvad jeg gør, så bliver aflukningen på tå-op-strømper altid for stram. Det hjælper selvfølgelig ikke at både Emilie og jeg er udstyret med temmelig brede lægge, med dertil hørende brug for godt med rum i ribkanten. Det får jeg, når jeg slår op. 

I det her tilfælde endte jeg med at lukke af med Judy's surprisingly stretchy bind off, som jeg ikke synes er pæn, og stadig ikke rigtig giver rum nok. Emilies lægge er bredere end mine, det er mine ben der står model på billederne, og så meget er der ærlig talt ikke at give af, hvis man kigger nærmere.



Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at strikke Subtle Socks igen. Jeg synes stadig de er fine og kunne godt finde på at bruge hælkonstruktionen igen. Jeg ville så bare vende det hele på hovedet, tage færre masker ud og få en mindre hæl. 

På den anden side strikker jeg sjældent de samme strømper to gange. Så jeg glemmer det sikkert. 

Dewdrop Socks skal egentlig strikkes oppefra og ned, jeg synes stadig mønstret er fint, selvom det er vendt på hovedet.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de findes på Ravelry.





mandag den 29. marts 2021

Tyskere på stranden

 

Da anden Verdenskrig rasede og Danmark var besat, blev et kanonbatteri opsat i Honbæk Plantage. Batteriet bestod af en række kanonstillinger, der kunne skyde ud over vandet (sikkert også andre veje - jeg forestiller mig sådan nogle kanoner kan drejes). Samtidig var både vand og plantage mineret. Batteriet var en del af flere batterier anlagt langs den sjællandske nordkyst, og skulle bevogte, Øresund, sejlrende og minefelterne. 

Sikkert militært strategisk godt tænkt - Sverige er ikke særlig langt væk.




Batteriet består af en række betonelementer, der hver har dannet fundament for en kanon. Kanonerne var danske og beslaglagt fra de danske magasiner. Der blev stillet fire Lomholdt kanoner op, konstrueret af oberstløjtnant N.E. Lomholdt i 1912 og bygget på Hærens Tøjhus.

Det var ikke store kanoner, men de var udstyret med en overliggende sløringsparaply, der gjorde det svært for fjender at se dem, de kunne skyde 9.400 meter og havde en tophastighed på 5-6 i minuttet. Anders har prøvet at forklare mig, at de blev ladet bagfra, en låge blev åbnet, den 20 kilo tunge granat med en diameter på 12 centimeter stoppet ind, måske sammen med en krudtpakke og en tændsats, inden lågen blev lukket og kanonen skudt af. 

Kanonerne gik da også under navnet H.s.K - hurtigskydende stålkanon.

Jeg tænker de har haft travlt, Anders siger det giver god mening og at senere kanoner med granater, der indeholder det hele, kan skyde op til tyve skud i minuttet. Måske er det bare fordi min forestilling omkring ladning og afskydning at kanoner hører en langt tidligere tid til. 

Batteriet indeholdt også et par panserværnskanoner og noget antiluftsskyts. Mandskabet boede i barakker og officersstaben tog bolig i en nærliggende villa, (som jeg formoder blev beslaglagt til formålet).




I slutningen af krigen var der tanker om at udbygge batteriet, men det skete aldrig. Der blev dog opsat maskingeværstillinger som beskyttelse mod landsiden, ligesom hele området var omkredset af pigtråd. 

Da krigen var overstået overtog den danske hær det intakte batteri. Krigsministeriet nedsatte en kommission og en besigtigelse af samtlige batterier langs kysten satte gang i nedlæggelse af nogen af dem. Hornbæk batteri overgik til Marinen som en del af den danske kystbefæstning og fungerede som sådan en del år efter krigen.

Frem til 1950 blev batteriet bemandet af en meget lille styrke, fra 1952 overgik opsynet til en fortmester og kanonerne blev kun brugt til instruktionsskydninger, inden batteriet blev nedlagt i 1958, kanonerne solgt som skrot og området overgik til skovvæsenet. 

Betonelementerne der skabte grundlag for kanonstillingerne er det eneste der er tilbage af batteriet. De er ikke særlig store, og viser tydeligt at kanonerne heller ikke har været særlig store. (Anders er 1,92 m).





Dengang batteriet blev bygget, lå kanonstillingerne 100 meter fra strandskellet. Jeg går ud fra, det har været lige omkring trægrænsen/starten af plantagen, da det formentlig er svært at skyde mellem stammer. I dag ligger betonklodserne på selv stranden.

De ligger spredt, i forskellig afstand til vandkanten, enkelte er på vej helt ud i vandet. Selvom jeg egentlig ikke synes beton hører til i havet, kan jeg godt lide tanken om at naturen tager området tilbage, æder sig ind på skov og strand og nægter at lade fortidens efterladenskaber forblive som et levn fra en tid, ingen af os rigtig har lyst til at huske.





Et enkelt betonelement ligger stadig i trælinjen, godt pakket ind ad jord, træer og i læ for vinden. Jeg forestiller mig, det ser sådan det har set ud, dengang elementerne gjorde det ud for kanonstillingerne. Jorden har nok ikke stået så højt, men det giver mening at kanonerne har været løftet og stået højere end de små dele på stranden. 

Der skal alligevel noget højde og udsigt til at kunne sigte og ramme fjendens fartøjer på lang afstand. 


Jeg har fundet en del af oplysningerne hos Naturstyrelsen og Den nyere danske militærhistorie.