Kvægtorvet

 

Jeg ved ikke hvorfor jeg ser Gefion overalt, men jeg har gennem sommeren mødt mere end en statue, der fik mig til at tænke på det vældige oksespand, der pløjede Sjælland ud af Sverige. 

Inden vi fandt mad, nåede vi omkring Rindermarkt - Kvægtorvet i München. Midt på torvet står en flok kvæg foran rindende vand. De lignede på ingen måde, nogen der kunne pløje noget som helst ud af noget. De manglede Gefion og stod mest af alt og trykkede sig sammen ovenfor vandmasserne. 

Anders mente at kunne høre dem brøle usikkert, og jeg kunne godt følge ham. Jeg ved ikke hvorfra sammenligningen kom. 

Men som de stod der, omgivet af den travle by, folk der holdt pause og store lastbiler, der forsøgte at få plads, fik de mig alligevel til at tænke på de store figurer udenfor Kastellet. 

Rindermarkt var som i København stedet, hvor kvæg blev handlet og solgt i en forlængst glemt tid. Torvet blev efter WWII og ødelæggelserne udviddet en smule, vejene blev omlagt og på den store plads foran vandet, kunne jeg se for mig, hvordan små boder med alskens tingeltangel og glühwein popper op ved juletide. 

Jeg har senere læst mig til at torvet er et af de populære steder for de tyske julemarkeder. 

Vi var sultne, var ikke i tvivl om de stedlige spisemuligheders turistfældelignende kvalitet og brugte lidt tid på at finde alternativer.

Neues Rathaus

 

Vi var ankommet til München (for noget, der føles som meget længe siden) og havde gået en tur rundt om museumsøen, gennem den gamle byport og var på vej mod Altstad. 

Anders kiggede gennem en port, og mente at her skulle vi hen. Gennem porten kom vi ud på et stort torv, flankeret af den smukkeste gamle bygning i gotisk stil, som ofte ses i Tyskland. Den imponerende bygning tiltrak sig opmærksomheden, og vi blev nysgerrige efter hvad det var. 

Det viste sig at vi havde forvildet os ind midt i byens centrum og stod på Marienplatz med front mod Neues Rathaus. Det så ellers gammelt ud. Og var der så også et gammelt rådhus?

Neues Rathaus er bygget i ny-gotisk stil, og stod færdigt 1905. Gotikken var stor i middelalderen, mens nygotikken vendte tilbage i 1700-tallet og langt op i 1800-tallet. Nygotikken nåede aldrig rigtig til Danmark. Måske er det derfor, jeg ofte tænker enhver form for gotik som meget ældre end det måske egentlig er. 

Det gamle rådhus findes også, og ligger i den anden ende af torvet, og ser noget mere uanseeligt ud. Det har et fint tårn og indeholder den portåbning vi startede med at gå igennem. 

Det nye rådhus var mest spændende. Det er muligt at komme op i tårnet. Det gjorde vi senere på ugen, for det var også muligt at gå indenfor. Det gjorde vi, og oplevede en fantastisk smuk bygning med buegange, adskillige trapper og et trappetårn med vinduer, der følger trappen.

Vi gik trappe op og trappe ned, beundrede og overvejede hvor meget vi kunne tillade os at gå rundt. Da vi endelig ville ud igen var døren låst og forsynet med en tydelig markering af at her måtte vi ikke gå ud. Heldigvis kunne vi finde en anden vej ud. 

Det var blevet sent, vi var sultne. Vi var uforberedte og endte med at overveje for og imod, inden vi endte i en biergarten, med skyggeunder gamle træer.

 

Funnys Äventyr

 

Tirsdag plejer at være Oscar-dag og i løbet af ferien har vi holdt det ved hævd, når vi alle har været hjemme. Efter ferien skifter dagen, for skemaer skal hænge sammen, men den tid den sorg. 

Vi havde egentlig aftalt at Emilie ville hente Oscar tidligt tirsdag til leg og overnatning. Men så blev der lovet regn og hvad kunne så være sjovt. Et meget hurtigt opslag på Børn i Byen, ledte mig til Malmø og Funnys Äventyr, som jeg aldrig har hørt om før. 

Jeg undersøgte lidt mere, og besluttede at det var måske en meget god ide. For at kunne komme tidligt af sted, blev vi enige om at udvide overnatningen, så kan kom allerede mandag, spiste sammen med sin far, som gik gik, da barnet havde hygget sig med et bad og var klar til at skulle i seng. 

Funnys Äventyr er et legeland for mindre børn, der ligger i Mobilia - et Center i Malmø. Det var let at komme til, det tog os ret præcist to timer, fra vi gik hjemmefra, til vi stod ved Centret og havde en lille smule problemer med at finde rundt. Det viste sig lettere end først antaget.

Det længste stræk var faktisk at gå hjemmefra og til bussen. Det plejer at tage ti minutter - i Oscartempo måske femten. Undervejs var benene ved at falde af, og han synes det var lidt strengt at han ikke måtte cykle til bussen. Jeg synes ikke cyklen skulle stå ved bussen...

På vej hjem ville han løbe om kap. Jeg lavede nogle halvhjertede forsøg på at overhale ham, og det virkede hele vejen hjem, så han rent glemte det med at benene var ved at falde af.

Vi kørte med bussen til Hovedbanen, stod på et tog til Malmø, stod af på Trianglen og fandt endnu en bus (7 eller 8 - de kører hele tiden) der stoppede lige uden for Mobilia. 

Inde i legelandet er der opbygget forskellige verdener fra svenske børneuniverser. Vi kendte ikke dem alle sammen, Oscar kendte færre. For at give han en lille smule kendskab, havde han og Emile set et enkelt afsnit af Mummi og Alfons Åberg, der begge bor derinde.

Det er nogle fine universer der er bygget op. Selve stedet er ikke kæmpestort, men der er blevet plads til meget. Ud over Alfons og Mummi, er der også Peddersen og Findus, Halvdan og Meia - et par vikingebørn jeg aldrig har hørt om, Kattespionerne fra Rosengården - heller ikke noget jeg kender, og noget med et gammelt egetræ. 

Oscar havde en fest. Jeg var lige ved at tro han måske var for stor, men det var han heldigvis ikke. Oscar elsker at lege mad, og alle steder var et køkken. Det lille brændekomfur hos Mummi blev brugt godt, det store køkken hos Alfons Åberg var et hit, men allerbedst var campingvognen, hvorfra man kunne sælge mad ud af vinduet. Her måtte han vente før der var plads. 

Stort set alle verdener har også en rutsjebane. Oscar kan godt lide rutsjebaner, men de skulle lige ses an før han turde. Men så viste det sig at de alle var ret gode, og gav anledning til flere ture. 

Endelig er der to teatre. Et almindeligt teater med en lille historie om Findus og Peddersen, og en karrusel, der kører i etaper og viser eventyr. Emilie så begge dele og synes de var fine. Oscar ville under ingen omstændigheder se teater og vi måtte forlade karrusellen, fordi han ikke kunne lide det. 

Vi holdt ud i fire timer, og nåede hjem sådan cirka lige inden han skulle i seng. 

Det var en hyggelig dag. 

Broderi på en søndag

 

Ugen kort:

• Vi har stadig ferie, det føles stadig en smule svært at forstå hvor mange ugers ferie en skolelærer har om sommeren. Der er lang tid endnu.
• Vi startede ugen i Frankfurt am Main. Det er en skøn by.
• Vi gik alle de mange, mange trin op til toppen af tårnet på domkirken i Altstad, der har en fantastisk udsigt. Trappen er smal, og eneste op vej både op og ned. Der skal samarbejdes, når man møder nogen, der skal den anden vej.
• I det fancy center MyZiel midt i byen har de en 42 meter lang hængende rulletrappe. Den går kun op, så vi måtte finde en anden vej ned. 
• Kleinmarkthalle er en pendant til Torvehallerne i København. Knap på fancy, men mange lækre ting.
• Frankfurt Naturhistorisk Museum har en anseelig samling af dinosaur-skeletter og rekonstruktioner. Vi var forbi, kiggede så godt vi kunne, men købte ikke billet. Mest som rekognoscering. For Oscar er vild med dinosauere. Er han stadig det om et par år, tager vi ham med til Frankfurt. Har vi besluttet.
• Historisk museum viste sig ret spændende. Vi nåede et punkt hvor vi egentlig ikke rigtig kunne længere, men så var der en anden spændende udstilling, en udgravning under museet og et tårn...
• Frankfurts Botaniske Have hedder Palmegarten. Der er fint, og et fantastisk palmehus fra en svunden tid, med så høje palmer, at de er ved at vokse ovenud. Den første har måtte lade livet. Ellers går glastaget.
• Goetheturm blev bygget som en hyldest til digteren fra byen. Vi tog bussen til skoven og gik igen alle trinene op til en skøn udsigt over byen. Denne gang fra en anden vinkel. 
• Jeg havde håndtenen med i tasken og spandt lystigt, hver gang vi ventede på tog eller sporvogn, og nåede at spinde online sammen med spindeforeningen et par aftener i løbet af ugen.
• Vi nåede hjem med fly, samme dag som alting gik ned. Vi nåede heldigvis aldrig at opdage det, før det var overstået. 
• Det var skønt at komme hjem - og gå i brædderne. 
• Min mor fyldte 80, og blev fejet af venner og familie. 
• Søndag holdt vi hviledagen i hu.

Læse:

Jeg havde bestilt fjortende del i serien om arkæologen Ruth og kriminalkommissær Nelson på biblioteket længe inden jeg tog på ferie. Undervejs fik jeg besked om at nu kunne den hentes. Jeg kunne ikke nå det, men heldigvis kunne jeg få Emilie til at hjælpe. 

Altså lå bogen og ventede herhjemme, da vi nåede hjem. 

Jeg er ikke nået langt. Ruth har fundet et billede af sit eget hus, taget længe før hun blev født, mellem sin mors efterladte ejendele. Det er meget mystisk, for moren har altid ment Ruth boede et helt forkert sted. 

Nelson står med et selvmord, der måske ikke er et selvmord. Og nogen er blevet låst inde. 

Det låste rum af Elly Griffiths tyder på at blive lige så spændende og letlæst som alle de andre. 

Jeg glæder mig til at læse videre. 

Broderi:

Mens vi sad i Tyskland, fandt Kirsten Brun og Diana fra Ro med garn på en udfordring: Find et broderikit frem fra skufferne. Sådan et med stof, mønster og garn købt pakket pænt sammen. 

Jeg kom i tanke om det kit jeg købte for flere år siden, da jeg var på workshop i Sashiko broderi. Jeg kan ikke huske hvem jeg købte det af, og jeg er usikker hvor. Det var en eller anden kreamesse - måske i Hillerød. 

Hjemme fandt jeg kittet frem. Det viste sig at være til en mulepose, delvist færdigsyet. Der sidder hanke og vaskeanvisning på stoffet. Jeg er ikke så vild med muleposeformen, og tænker en anden form. Projekttaske, gerne med snoretræk. 

Jeg tænker også at foere den, at sy lommer i og hvad jeg nu ellers finder på. 

Men først skal der broderes. 

Ud over stof med mønster og garn til at sy med, fulgte der også nåle og en fingerbølting, til at have i håndfladen. Den er jeg ikke sikker på jeg kan finde ud af at bruge. Der er også en anvisning. 

Anvisningerne er på japansk. Heldigvis er der også tegninger. Jeg forsøgte at følge tegningen af rækkefølgen i stregerne i hver stjerne og syede så godt jeg kunne. Senere gik det op for mig at det er en god ide at følge de lige streger fra kant til kant. 

Så det gør jeg nu.

Jeg forudser, at der bliver steder, hvor en linje ikke kan følges hele vejen hen over, men bliver brudt. Jeg tænker at det finder jeg ud af. 

Fordi siderne skal syes sammen, hæfter jeg ganske som jeg plejer i kanterne. Slipper garnet op i midten af stoffet hæfter jeg efter bedste evne og anvisningerne. 

Det er hyggeligt at sidde med. 

 

Tillykke med de firs år

 

I fredags fyldte min mor firs år. Egentlig ville hun ikke holde noget, men børnepigerne (Victoria og Emilie) tilbød at hjælpe og hun lod sig overtale. Min søster og jeg blev inddraget og i går kunne vi mødes, familie og venner, for at fejre hende. 

I fredags kørte Emilie og jeg mod Vanløse. Undervejs købte jeg blomster og med havde jeg også en lille engel, Anders og jeg fandt i løbet af ferien. Min mor holder meget af engle, så det var det helt rigtige. 

Vi mødtes med min mor, Annelise og Victoria for at dække bord og gøre klar til festivitasen. Min mor havde lånt cafelokalet i det lokale ældrecenter, der skabte en fin ramme og ligger i kælderniveau, hvilket viste sig at være skønt i forhold til varmen. 

Lige udenfor ligger en legeplads, for ældrecentret deler plads med både børnehave, vuggestue og et kollegie, og kalder sig et centrum i lokalsamfundet. Legepladsen er lige nu beboet af måger med unger. Vi måtte gerne bruge legepladsen og de tre børn, der var med måtte gerne lege, når bare der var voksne til stede og ingen generede mågerne. 

Ingen generede mågerne og min mor havde en skøn dag - efter eget udsagn. Det er jeg glad for. Det var glade mennesker der mødte op, mange kendte jeg, med der var også gæster fra de fællesskaber min mor har, som jeg har hørt om, men aldrig mødt. 

Det er dejligt at kunne sætte ansigt på dem jeg hører om. De havde det vist på samme måde. 

Victoria havde skrevet en sang, Emilie havde lavet fyldt chokolade og en veninde havde kreeret en kage. Sammen med god mad, dejligt selskab og gode snakke, blev det en skøn dag.

Vi ryddede det hele op og fik alt båret hjem til min mor, Annelise og med vores cykler hjem. Min mor bor nærmest ved siden af, så det var nemt. Aftensmaden i dag er også nem, for vi fik rester med hjem. 

I dag er jeg træt. Det er godt jeg har ferie. 

Tillykke mor, det var dejligt at være med til at fejre dig. 

Masker på en søndag - Uge 28

 

Ugen kort:

• Ferie, ferie, ferie. 
• I mandags var vi i München, i løbet af ugen ved Bodensee og nu er vi endt i Frankfurt. 
• I løbet af ugen har vi været i Dachau, set Botanisk have i München, taget på udflugt til Pælehusene i Unteruhldingen og på tur rundt til sydtyske landsbyer - de er smukke.
• Det sidste var ikke en del af planen, men det viser sig at regionen omkring Bodensee gerne vil vises frem (og formentlig tjene nogle penge). Den byskat man som hotelgæst betaler, lader sig derfor omsætte til en billet, der gælder samtlige dage, man er i området, til samtlige busser og tog. Det er et stort område, og vi gjorde brug af det.
• Jeg tænker det kan betale sig. Og er stadig en smule euforisk over at få sådan en gave. Vi betalte 15 Euro i byskat. Vi fik hver en billet, der gjaldt fire dage. Jeg har slået billetterne op, skulle vi betale dem selv, var det en ganske anden pris. 
• Vi var i München den dag Spanien og Frankrig spillede semifinale. Vi mødte mange glade forventningsfulde spanske fans, knap så mange franske og en hel masse uniformeret politi. 
• Landdagen for det Bayerske Parlament har til huse i en afsindig smuk bygning i München. Vi troede vi kunne gå en tur rundt om, men opgav, da der både var hegn, vagt og store låger. 
• Området omkring Bodensee er afsindig smukt. 
• Der er varmt i det sydlige Tyskland. Efter flere dage med en varme, der var til at skære igennem, og som krævede ekstra bad, mødte et voldsomt tordenvejr med lys, brag og masser af vand op, hen under aften i fredags. Det har hjulpet, med her er stadig varmt. 
• Ferdinan Zeppelin er fra Freidrickshafen, så selvfølgelig var vi en tur på Zeppelinmuseet, der har en delvis 1:1 model af et af de vigtigste luftskibe. 
• Emilie havde fødselsdag og spiste sammen med mormor, inden vi fik kontakt, sang i telefonen og havde gemt gaver derhjemme. Det var et hit. 
• Vi er klar til mere ferie den kommende uge. 

Læse: 

Jeg troede jeg havde pakket nok læsestof med to bøger, hvoraf jeg godt nok havde læst en hel del i den første. 

Brudesløret af Kamilla Oresvärd er første del af foreløbig fire om tidligere advokat og dommer Mona Schiller. Mona har en tendens til at blande sig i det lokale politiarbejde, som i øvrigt ledes af hendes søn. En søn af to hun er flyttet tilbage til for, efter femten år, at få et bedre forhold til. 

Den er letlæst. Jeg var underholdt, den var spændende, og inden jeg så mig om, var den slut. 

Jeg har lånt den næste - Elverdansen - på e-reolen, og selvom jeg helst læser trykte bøger, er den umiddelbart også spændende. 

 

Strikke: 

Når jeg tager på ferie, pakker jeg som regel to slags strik, og helst tre projekter. Det ene skal være let og til at have med i tasken. Det andet skal være mere kompliceret, må gerne fylde noget, men stadig være til at have med i en bagage, jeg selv skal bære/trække. VI har hjul under taskerne, 

Jeg tager som regel det med jeg allerede strikker på. Og det har jeg næsten også gjort denne gang. Det lette er nyt, helt bevidst ventet med at starte til ferien. Det større er gammelt har ligget siden engang sidste år, hvor det forliste, fordi jeg slog for meget op på een gang. 

Jeg har gjort det et par gange - slået alt for meget op. Det er sjovt mens jeg gør det, men ikke sjovt i længden. Derhjemme ligger nu et par projekter, jeg var godt i gang med, og som måske strander, fordi det gamle er blevet nyt og dermed også spændende. Det var bare ikke de rigtige at tage med. Jeg var nået for langt, de fyldte for meget eller var for tæt på afslutningen. 

I stedet fandt jeg Fieldsweater af Camilla Vad frem. Sidste år inviterede Traktorlady til samstrik. Jeg havde kigget på modellen flere gange, vidste at min version skulle være en cardigan og blev skubbet til i forhold til at slå op. 

Jeg strikkede et pænt stykke, inden jeg måtte erkende at den blev for lille. Min strikkefasthed passede ellers. Jeg kunne ikke få det til at virke. Jeg lavede en ny beregning på baggrund af det allerede strikkede og slog en hel del flere masker op. 

Det er en opskrift som mange synes er svær, kompliceret, svær at forstå. Det kan jeg egentlig godt relatere til. Jeg synes ikke den er svær at strikke, men den er langsom. At have den med på ferie som det eneste stykke strik til aftenerne i diverse logi har været godt. Jeg havde tid. Det gjorde ikke noget om jeg skulle bruge mere end en dag på en enkelt pind. 

Efterhånden som jeg strikkede opstod en rytme, det gik hurtigere, mønstret hang bedre sammen og lige om lidt er der ikke mere mønster tilbage.

Lige om lidt er der heller ikke mere  af det lette strik, og så er det måske min version af Field der skal med i tasken. Måske. Der går nok et par dage inden jeg er der. 

Jeg strikker i en håndspundet merino, der blev for tynd og en tråd tynd alpaca, for at opnå den rette tykkelse.  Jeg har som sagt mange masker og skal nok ud i noget beregning, inden det bliver tid til at dele krop og ærmer.