12 Cast Ons 2026 - 3. projekt

 

Sidste års tolv projekter indeholdt en marineblå sweater til Anders. Som endnu ikke er færdig. Jeg valgte noget garn, som er hårdt ved håndleddene, og da året var slut, var kroppen færdig. Ærmerne mangler stadig. Den bliver så flot, og den skal nok blive færdig. Forhåbentlig i år.

Så det giver selvfølgelig mening at dette års tolv projekter også skal indeholde en marineblå sweater til Anders. Endda en, der muligvis bliver færdig først. Måske endda i år. 

Denne gang er garnet en fryd at strikke med, pindene langt tyndere og sweateren af en kaliber, der vokser hurtigere. Ganske simpelt fordi håndleddene kan følge med.

En gang sidste år gav Anders udtryk for ønsket om en sømandssweater. Sådan en med boblemønster, lidt tætsiddende og med en høj hals og lynlås. 

Sådan en sweater findes - Snekkersten fra Et hav af masker af Lotte Rahbek og Gitte Verner Jensen. Garnet ifølge opskriften er noget tykkere end det jeg strikker af, men jeg kan få strikkefastheden til at passe med det garn jeg har til rådighed. 

Boblemønstret har jeg aldrig tidligere strikket. Eller det vil sige, jeg har strikket boblemønstre på maskine, dengang jeg gik på seminariet og lærte at strikke på maskine. Metoden på strikkemaskinen er lidt anderledes end med strikkepindene. Resultatet er det samme. Jeg har overført strikkemaskinemetoden til pindene og synes det virker bedre for mig. 

I stedet for at strikke glat, strikke i en maske længere nede, og lade maskerne løbe, slår jeg om pinden, så alle de masker der alligevel skal løbe, ligger over pinden og masken, der skal strikkes i. Jeg synes det er lettere, for det der med at løbe var noget rod i et noget rustikt garn, der gerne vil holde fast i sig selv. 

At strikke i marineblå i vintermørket er ikke det bedste, jeg nogensinde har foretaget mig, og efter at have strikket løs, nåede jeg til et punkt, hvor det blev for svært at se, hvad jeg lavede. Derfor er projektet lige nu sat lidt på pause - jeg kan undre mig over, at jeg nåede så langt.

 

Der strikkes nedefra og op. Jeg har strikket kroppen, delt til ærmegab og er nu på vej mod halsudskæringen og skulderskråningen  - der er stadig et stykke vej, og Anders er høj.

Han er også blevet lidt rundrygget. Jeg er ikke hundrede procent sikker på hvordan jeg gør det, men jeg har en løs plan om at tilføje lidt ekstra plads hen over det øverste af ryggen, for at få det hele til at falde pænere. De sidste sweaters jeg har strikket til ham, har en tendens til at trække op bagtil. Det kunne jeg godt tænke mig at den her ikke gør.

12 Cast Ons 2026 - Projekt 2

Det er efterhånden blevet sådan, at jeg altid har noget til Emilie på pindene. Hun har gennem flere år fået garn i julegave, og hun har sågar også selv købt garn. Hun har simpelthen en mindre lager af garn, som ligger i mit skab. En dag skal jeg vise det frem. 

Og så er hun voldsomt knitværdi. Hun bruger alt det strik jeg laver til hende. På daglig basis. 

Så selvfølgelig skal mindst et af årets tolv projekter være til Emilie. Faktisk blev det bare til et i år. Det betyder ikke at hun kun får en gang strik i år. Det betyder det næppe. 

Årets opslag til Emilie er både lyserødt og fyldt med glimmer. Garnet har hun fået af mig over to gange. Først fik hun selve garnet. I julegave fik hun glimmeret. De to passer fint sammen og Emilie vedkender sig gerne at være en glimmergås. Det kan faktisk ikke glimre nok.

At glimmer i øjeblikket er i høj kurs, betyder at der er masser af muligheder at prøve af. Det tror jeg ikke vi er færdige med. 

Endnu engang blev det opskrifterne fra Helene Arnesen fra Fabel Knitwear Volume 1, der lagde grobund til opskriften. Bogen er godt brugt, på norsk og købt dengang den var ny og endnu ikke oversat. Jeg har efterhånden strikket en stor del af opskrifterne.

Denne gang har jeg taget hul på Owlery Blouse. En bluse med ærmer og bærestykke af en enkelt mohairtråd og en krop af et lidt mindre gennemsigtigt garn. I Emilies tilfælde er begge  garner tilføjet glimmer i form af Make it Blumchen og de bitte små pailletter formede som blomster.

Blusen er strikket nedefra og op. Først kroppen op til ærmegabet, derefter ærmerne lige så langt. Derefter skal det hele samles og strikkes sammen med raglanindtag. 

Min erfaring med Fabel Knitwears opskrifter er, at halsudskæringen sjældent sidder særlig godt fortil. Der bliver sjældent ringet ud med plads til halsen. Det må jeg hellere huske denne gang, og tilføje lidt ekstra udringning.

Jeg strikker i garn fra Järbo. Kropsdelen er af Mio - 100% superwash fin merino, farve 30239 Corsage. Ærmer og bærestykke er af Fin Mohiar Silke, også fra Järbo - 72% Mohair, 28% Silke, farve 31529 Skumfidus. Paillettråden er fra Rico, Make it Blümchen farve 1, Pink.

At der er en ekstra tråd sammen med mohairen, føler jeg gør det lettere at strikke den tynde tråd.

12 Cast Ons 2026 - 1. projekt

 

Det er efterhånden længe siden det var d. 24 december og jeg kunne slå op til årets første projekt i rækken af tolv. Sidste års udfordring med mange opslag, og dermed mange igangværende projekter, var så tilpas sjovt, at jeg besluttede at gøre det igen.

Det første opslag har jeg planlagt gennem hele sidste år. Da jeg i sin tid skrev hovedopgave - måske ville det i dag hedde en bachelor - på seminariet, valgte jeg at skrive om dominostrik. 

Jeg havde strikket en del trøjer med dominomotiver. Specielt Daniel har gået rundt i strik af mindre dele. Jeg fandt selv på, jeg lavede endda et par opskrifter. Men jeg har aldrig strikket et dominotæppe. 

Et kig i gemmerne viste to trøjer og et billede af en tredje. Selvfølgelig, har jeg lyst til at sige, har barnet også hjemmesyede bukser på. det var dengang jeg syede rigtig meget. 

Han har brugt alle tre. Selvom den med bjælderne mest var for sjov og en opgave på skolen. 

Det hæklede tæppe af rester var færdigt. Det var bunken med rester sådan set også, og jeg strikker ikke længere så mange strømper, som jeg gjorde da jeg generede alle resterne. I stedet besluttede jeg at købe mig til håndfarvet garn i mindre mængder, så jeg kan få et tæppe i farver jeg holder af og helst mange af dem. 

Det betød at jeg endelig kunne se meningen med minier. Det har jeg ikke rigtig kunne tidligere.

Jeg startede i min egen samling, for der var nogle rester tilbage. Senere har jeg været på udkig efter minier, når jeg har været på garnnøglefestivaller. Jeg synes ikke der er mange, og mange af dem er jeg ikke specielt vild med. Men det er alligevel lykkedes mig gennem året at samle en pæn bunke. Jeg tror ikke der er nok, men det er en temmelig god start. 

Jeg har besluttet at strikke fra midten og ud. Altså startede jeg med fire firkanter i midten og har strikket hele vejen rundt. Efterhånden kan jeg mærke at det måske er nemmere at strikke en fjerdedel ad gangen. Eller i hvert fald en del af en fjerdedel ad gangen. 

Jeg strikker med dobbelt tråd på en pind fire. Jeg slår 33 masker op, og strikker 3 masker sammen i midten af hver retsidepind. Sammenstrikningerne er gammeldags og uden det store - jeg tager en maske løs af, strikker to ret sammen og trækker den løse maske over. 

Jeg strikker udelukkende ret, bortset fra første maske, som jeg tager løs af med garnet foran arbejdet. De løse masker giver en pæn kant at samle de næste masker op i, samtidig bliver bagsiden også pæn. Jeg strikker på to tyve centimeter strømpepinde med en endestopper i den ene ende. Det giver nogle korte pinde, som passer godt til projektet. Det har jeg altid gjort, når jeg strikker dominostrik. 

Vi lærte om dominostrik på Seminariet. Dengang var det stort, nyt og spændende. Vivian Høxbro havde opfundet og fundet på navnet, men måske var det rettere en tysker ved navn Horst Schultz, der havde fundet på det - det tekninske, ikke navnet. Han havde skrevet en bog - Das neue stricken. Jeg har den på tysk, for den fandtes ikke oversat dengang. Jeg synes stadig det er en god bog, farvesammensætningerne er visse steder forfærdelige, men han har mange gode ideer og har udviklet sammenstrikningen på mange leder. 

Jeg har tidligere skrevet om dominostrik og bogen, som jeg synes jeg har set på dansk, men nu kun kan finde på engelsk - ud over den tyske. 

Umiddelbart kunne jeg godt tænke mig et tæppe, der har takkede kanter. At firkanterne skal ligge på skrå. Det kan også være det ender firkantet, det behøver jeg ikke at beslutte endnu. Men jeg synes det kunne se flot ud med takkede kanter. Det skal i hvert fald være stort.

Jeg har ingen planer om at blive færdig i år. Men jeg gad godt kunne vise fremgang, når jeg månedligt (det bliver nok først fra marts eller april) viser fremgangen. 

 

Sting på en søndag - Uge 8

 

Ugen kort:

• Vi har endelig fået datoen for den skriftlige matematiklærereksamen. Sidst i maj. Den mundtlige prøve er engang i juni.
• De nye matematikbøger ankom endelig. Desværre, var de der ikke alle sammen. Heldigvis meldte to børn sig til at få kopier af siderne, indtil de kan få en rigtig bog. 
• Vi kørte til Gladsaxe og badede i vand med is på toppen. Lækkert nok var saunaen åben. 
• Valgfagsholdet er fantastiske. De overgår enhver forventning, og det er en fryd at være sammen med dem. 
• Vi lærte om udfyldning af pædagogiske notater.
• I gruppen omkring næste års personaleweekend, talte vi planer og mulige oplægsholdere. Skolelederen mente det var bedst hvis en medarbejder i stedet for ledelse rettede henvendelse for at høre om der kunne være plads i kalenderen. Jeg meldte mig frivilligt, og har endnu ikke hørt fra den eventuelle oplægsholder. 
• Oscar havde ferie og jeg hentede ham hjemme til et par timer med legepladsleg og perler. Jeg tror forældrene synes det var helt fint at undvære barnet indtil sengetid.
• Vestbad var underbemandet og vi måtte droppe lørdagens tur i vandet. 
• Jeg tog cyklen med i letbanen og brugte lørdagen sammen med min søster. Cykel og letbane er en god kombi.

Læse:

En politiker er død. Harbinder er flyttet til London, har sit eget team og bor sammen med med en skotte og en dansker, der cykler frygtløst gennem London (er det sådan vi ses ude i verden?). 

Det viser sig at en tæt medarbejder kender afdøde, som nok er myrdet. Måske endda bedre end hun har fortalt. 

Brodere:

Egentlig burde jeg sy de små huse færdige, men det kræver dagslys at sy de små sting. Stingene i bordskånerne er større og lettere at håndtere. Også i dunklere lys. 

En sjov detalje i opskriften er, at de hvide sting, der rammer det hele ind, bliver syet omvendt. Det føles både forkert og lidt som at bryde reglerne. 

Filtede underlag

 

Dengang det blev koldt at stå i badehuset ved stranden og skifte tøj, fandt jeg rester af uldgarn, en tyk pind og strikkede et underlag til at stå på. 

Jeg fulgte ikke nogen opskrift, slog masker op, strikkede til det så fornuftigt ud og stoppede det i maskinen ved 30 grader, for jeg var bange for at 40 blev for voldsomt. 

Det virkede fint, bredden fungerede, men det kunne godt have været lidt højere. Det kunne muligvis også have tålt 40 grader. Det fungerer, jeg har brugt det siden, har det med når vi bader, står på det når jeg skifter tøj, og sidder på det i saunaen. 

Emilie så straks muligheder, og ønskede et tilsvarende til at sidde på, når hun leger med børnene ved sandkassen. Altså slog jeg op til endnu et underlag, ændrede lidt på antallet af pinde og fandt alt hvad jeg havde af uldne rester, der gik i retning mod lyserød. Det er altså ikke meget. 

Jeg slog op til et tredje og har planer om et fjerde, men de er ikke blevet færdige. På et tidspunkt når jeg det nok, for de to andre badedamer synes mit underlag er fint, og med god brug af rester, tænker jeg, at sådan et skal de da også have. 

En dag bliver de nok færdige. 

Og måske skal der så flere til. Det er aldrig til at vide.  

Design: Eget, uden de store overvejelser - bare retriller.

Jeg slog 65 masker op og strikkede 44 retriller til det første, og forøgede antallet af retriller til 50 på det andet. 

Garn: Alt godt fra restekasserne, bare det var uld og i en kvalitet, der kan filte. 

Jeg strikkede med 2-3-4 tråde på en tyk pind og brugte 161 gram til det første og 177 gram til det andet.

Pinde: Jeg strikkede på en pind 8 mm. 

Muligvis derfor gik jeg i stå og fik ikke færdiggjort flere. Mine håndled duer simpelthen ikke til så tykke pinde, for lang tid ad gangen.

Når jeg nu sidder og kigger på dem igen, får jeg lyst til at fortsætte projektet.

Størrelse: Inden vask målte det første 56 x 40 centimeter. Efter vask var det skrumpet til 50 x 39 centimeter. Jeg glemte at måle det andet - til Emilie, men mon ikke det er noget lignende, blot er det lidt højere. 

Bemærkninger: Jeg kan godt lide projekter der rydder ud i resterne. Her kunne jeg krydse af og fjerne helt fra listerne med det opstillede garn. Det var lækkert. 

Måske er det også en grund til, at jeg har lyst til at lave flere.

Vil du ses flere billeder af de uldne underlag kan de ses på Ravelry.

Det første finder du her. Mens det andet findes lige her.

Masker på en fredag - Uge 7

 

Inden ugen er slut, og det er tid til endnu et tilbageblik, prøver jeg at stille skarpt på sidste uge...

Ugen kort:

• Vinterferie. Det var mere tiltrængt end jeg troede.
• Ugens vigtigste plan var at skrive matematikopgaven, som jeg er bagud med. Jeg startede, jeg skrev en del. Men jeg blev ikke færdig - og jeg blev i hvert fald ikke syg! Jeg tror åbenbart jeg er uundværlig og ender altid med at dejse omkuld, når jeg har ferie. 
• Det betød at jeg havde et par dage, hvor jeg ikke rigtig var til pænt brug - selvfølgelig de dage jeg havde tænkt at skrive opgave...
• Min mor og havde planlagt, og jeg tog omkring til en flok timer i godt selskab. Vi hyggede, snakkede, kiggede på vinterbadekåber og spiste frokost. 
• Senere tog vi bussen mod Rødovre, for selvom Oscar ikke havde ferie (i Rødovre ligger vinterferien i uge 8) var han hjemme mandag med en nyligt brækket arm, og jeg havde lovet at se efter ham, mens Amalie havde et ærinde ude i byen. 
• Jeg besluttede at være voksen og ansvarlig, og har investeret i en cykelhjelm. Jeg husker også at tage den på.
• Daniel fyldte år, og vi inviterede på middag. Jeg hentede Oscar fra skolen, da den sluttede og vi havde en flok gode timer inden barnefaderen dukkede op til aftensmaden og lidt flere timer. Amalie blev hjemme med en ond migræne. 
• Oscar endte med at overnatte, og torsdag morgen blev lidt hektisk. En ting var at han skulle afleveres til klokken otte. Han kan ikke cykle med en brækket arm, så jeg trak min cykel med barnet på sadlen til bussen, derfra hoppede vi på bussen, for fremme ved skolen at finde ud af, at de holdt fastelavn. Det var lidt trist at være uden udklædning. 
• Jeg kørte videre, for jeg havde en aftale med noget vand med is på toppen i Gladsaxe. Anders lovede at stå vagt, for man skal ikke vinterbade alene. På vej tilbage fik jeg fat i Daniel, der fik fat i Amalie, og jeg kørte forbi efter udklædning, tilbage til skolen, finde barnet og hjælpe ham i en krokodilledragt, som skabte glæde.
• Sille spurgte, var uden barn, der holdt ferie hos det fædrende ophav, og vi havde en skøn dag med masser af følgen op på alt det der er sket siden sidst.
• Lørdag morgen gik jeg som sædvanligt en tur i Vestbad og deres friluftsbademulighed. Jeg kom lidt senere af sted end normalt og sikke mange damer, jeg mødte, der også ville ud i det kolde vand. 
• Jeg havde meldt Oscar til den hjemlige fastelavn, men det blev aflyst, for der var kun fire børn tilmeldt. I stedet fik vi en vinterferiebillet til Centret og en biografbillet til GOAT. Vi brugte temmelig mange timer søndag i Centret, i biografen og på Festpladsen hvor der er udstillede dinosauere. 

Læse:

Jeg læser videre i bogen om Thea, politikommisæren fra Aarhus og Bjørn, landbetjenten, der sammen forsøger at opklare et mord. 

Jeg er til dels underholdt, det går lidt langsomt, og alligevel er der spændende elementer. Jeg læser alt for langsomt og har genlånt nok gange til at biblioteket ville have deres bog tilbage. 

Med håb om at der stod en anden udgave på hylden, afleverede jeg den i dag. Men det gjorde der ikke. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er godt eller skidt. For nu var den lige begyndt at blive lidt mere spændende.

Jeg tænker jeg skriver mig op til den igen, så må vi se om jeg overhovedet kan huske, hvad jeg ar læst, når den igen bliver tilgængelig.

Jeg kom hjem med en bunke andre bøger, så der er bogstaver i sigte. 

Strikke:

Jeg har fundet trøjen jeg strikker til Emilie frem igen. Den er helt som forventet lyserød og med glimmer. Owlery Blouse er en fin blanding af tætstrikket og gennemsigtige ærmer. Krop og ærmer strikkes sammen i en raglan, og jeg kommer så langt bliver det hale samlet med intarsia. det skal nok blive sjovt. 

Glimmeret er de fine små blomsterpailletter fra Make it Blümchen. De er bittesmå og så fine. Jeg er ikke specielt vild med at strikke en enkelt tråd mohair, så at Emilie synes pailletterne skal med over det hele er ganske rart. Selvom glimmertråden er helt tynd, giver den noget i forhold til en enkelt tråd mohair.

Den er lige nu, det der ligger i tasken og er med mig. Der bliver ikke strikket på den hver dag, det er tynde pinde og fremgangen går derfor som vinden blæser.

Spelsau

 

Da vi i oktober var på tøseweekend i Nordsjælland, havde jeg fundet Det Vilde Spinderi. Eller jeg havde ikke fundet det, jeg havde hørt om det. Da det gik op for mig at det var lige i nærheden, foreslog jeg at vi skulle køre forbi. 

Vi tager altid på opdagelse i nærområdet, når vi er på tur. Ingen ideer er mindre end andre, og at det med at strikke og spinde stort set hører til hos mig, gjorde ikke oplevelsen ringere for de andre. Vi kiggede på de gamle fine igangværende maskiner, fik fortalt om håndværk og jeg kom derfra med kæmmet spelsau.

I The Fleece and fiber source Book, kan jeg læse, at spelsaufåret oprindeligt er for Norge, og der findes flere forskellige typer - den gamle der har rødder tilbage i vikingetiden og har lagt uld til skibenes sejl og befolkningens påklædning. Og de nyere varianter, der er tilført gener fra Islandske, Færøske eller finske får. For begge typer gælder at underulden er fin og blød, mens overulden er rustik og grov. Unnder- og overuld kan deles hver for sig, eller spindes sammen. 

Den brune farve jeg fik med hjem er typisk for den gamle type, der også var hvid, sort og grå, mens de nyere typer oftest er hvide men også kan findes i de gamle farver. Den uld jeg havde med hjem har helt sikkert en del overuld i sig. jeg tror det er en blanding af både over- og underuld, for det er groft og rustikt, men det har også en blødhed over sig. 

Gennem tiden har man delt ulden og brugt den, der hvor den gjorde mest gavn. Vikingenes store sejl har været vævet af overulden alene, mens de fineste beklædningsdele har været af underulden alene. Resten har ganske sikkert været en blanding. Og mon ikke de har arbejdet med forskellige blandingsforhold. 

Materialer: Spelsau fra Det Vilde Spinderi. Ulden var kæmmet i tynde bånd, vel nærmest det, der kaldes pencil rowings. Jeg købte to små bolde, der var tænkt til at hækle siddeunderlag af, og forestillede mig jeg kunne spinde. 

De to bolde indeholdt tilsammen 175 gram. 

Forberedelse: I første omgang forestillede jeg mig at ulden kunne spindes som den var, hvis blot jeg løsnede det lidt, ved at tese det en smule, inden spindingen.

Fibrene er lange, og det var svært at spinde ulden til garn, fra det kæmmede bånd. Jeg besluttede at prøve noget andet, fandt blendingboardet frem og lavede i stedet rolags.

Det gjorde arbejdet meget nemmere. Jeg løsnede stadig fibrene, inden jeg spandt. Det var ikke det nemmeste jeg nogen sinde har spundet, men det lod sig gøre. 

Spinding: Jeg spandt fibrene på rokken, i Z-retning. Det betyder med hjulet kørende i urets retning og et garn der bliver snoet mod højre. 

Jeg kan godt lide at spinde en form for longdraw - altså at have hænderne et stykke fra hinanden. Fordi fibrene var lange, var det nødvendigt at have hænderne længere fra hinanden, end havde det været merino, eller en anden kortere fiber. Alligevel oplevede jeg at jeg ikke kunne holde hænderne alt for langt fra hinanden.

Tvinding: Også tvindingen foregik på rokken. Denne gang i S-retning. At hjulet kører mod uret og de højredrejede tråde snos sammen mod venstre, for at danne harmoni og balance i det færdige garn. 

Jeg tvandt garnet tretrådet ved at kædetvinde. Det betyder at det entrådede garn omdannes til et tretrådet garn ved at "hækle" store "luftmasker" som tvindes sammen til en tråd. 

Når jeg kædetvinder, er det vigtigt at det ikke går for hurtigt. Jeg forsøger at træde langsomt og sætter snoren på den største trisse af de to, der er rådighed på den lille rok. 

Efterbehandling: Jeg haspede garnet af spolen, og skyllede det op i varmt vand tilsat uldvask. Jeg lægger garnet forsigtigt ned i vandet og ladet det ligge uden bevægelse til vandet er kølet af. 

Når vandet er koldt, tager jeg garnet op, krammer det forsigtigt, først mellem hænderne bagefter i et håndklæde. Til slut svingede jeg det et par omgange, for at få det sidste vand ud, ud over kanten på altanen. Slutteligt hængte jeg garnet til tørre over en bøjle, til det var helt tørt.

Resultat: Jeg er endt med et garn, der på samme tid er blødt at røre ved, og kradst at røre ved. Jeg forestiller mig det som mønsterfarven i et eller andet til Anders. 

Da garnet var helt færdigt, fandt jeg en smule mere af fibrene. De bliver ikke til garn nu, men - forestiller jeg mig - bliver en del af noget større engang med tiden. 

Det færdige garn vejer 135 gram og er 286 meter langt. Det er 212 meter pr 100 gram.

Det var et spændende forsøg, og jeg kan hermed konstatere at jeg holder mere af de blødere materialer og færdige resultater.

Vil du se flere billeder af garnet, kan det ses på Ravelry.

I biografen

 

Nede i opgangen hang et opslag om fastelavn for børn og barnlige sjæle. Vi var velkomne til at tilmelde børn og børnebørn. Jeg tænkte at Oscar måske havde lyst, aftalte med forældrene og meldte ham til. 

Cirka samtidig med at han brækkede armen, indløb beskeden om, at der kun var fire tilmeldte børn, arrangementet blev aflyst og vi i stedet ville modtage en vinterferiebillet og en biografbillet til GOAT. Ikke et dårligt byt, når armen nu alligevel ikke kan bruges og ret flot synes jeg. Jeg havde taget mod en aflysning, uden at have forventet noget til gengæld. 

Det blev i går Oscar og jeg begav os mod centret, indløste biografbilletten, købte en ekstra til mig og gik på opdagelse med vinterferiebilletten i hånden. Det er et større arrangement, sådan en billet. Der kan indløses diverse spiselige og plastikagtige småting rundt om i centret. Mere spiseligt end et barn kan konsummere på en dag, og mere plastik end der reelt er brug for. 

Vi hentede noget rundt om, og afleverede resten af kuponerne derhjemme, så kan Far og Oscar gå i centret i den kommende uge, hvor børnene i Rødovre har vinterferie, og finde resten. 

På Festpladsen er der dinosauere. Vi var forbi både før og efter filmen. Oscar mødte en lidt større dreng, der kunne vises rundt og fortælles om dyrene. Det er vildt så meget han ved om de forhistorieske bæster. 

Filmen var hyggelig. Underoverskriften om at du aldrig er for lille til at drømme stort, en fin pointe. Oscar fik mine hørebøffer på, for lyden er høj. Han var underholdt, vi spiste popcorn og da de sidste tyve minutter blev lidt langvarige, flyttede han over på skødet af mig. Der er god plads i Atlas' sæder, og vi sad på sidste række inden midtergangen, så ingen bagved blev irriterede over ekstra højde. Jeg er nu ret sikker på han ikke ragede op over mig. 

Vi endte med at finde et bord og samle perler, inden butikkerne begyndte at lukke, barnet var træt og vi begav os hjemad. 

Det var en hyggelig dag, og vi kan bestemt godt gå i biografen en anden gang.