Sting på en søndag - Uge 24

 

Ugen kort:

• Jeg lånte en lille del af skolekøkkenet og bagte kanelsnegle. Jeg havde beregnet lidt flere end nødvendigt, og delte med den klasse, der også var i køkkenet. 
• AMR havde tid til at skrive skadesanmeldelse. Dermed er det tjekket af.
• Jeg fyldte 55, og satte bunken af kenelsnegle på bordet, da lærermødet startede. De faldt i god jord. 
• Mine kolleger havde inden da, sørget for morgenmad og en gave. 
• Badedamerne kørte på stranden og vi måtte klæde om udenfor i blæsten. Jeg havde armen i en plastikpose og lod hovedet agere støtte, undervejs. Det virkede fint. 
• Efter badeturen tog vi ind til byen, hvor vi mødtes med resten af Aarhusholdet og spiste syv små lækre retter på Restaurant Theo. Det var godt. Vi var mætte, og jeg var træt, da jeg nåede hjem. 
• Den sidste dag på Next inden sommerferien gik med at gennemgå skamlerne, eleverne har lavet. De er vildt gode og arbejdsomme. De er fantastiske at have i undervisningen. Men det kom lidt bag på mig, hvor lidt af det tekniske de har fået med. Måske forventer jeg bare for meget - når de nu er så gode. Det er den første selvstændige opgave. 
• 3.X brugte ugen på at undersøge elevernes højde og skostørrelser i et statistikperspektiv. De synes det var vildt sjovt og endte med at fremlægge. Jeg gemmer alle data, så vi kan gentage om et år eller to, og se hvordan udviklingen har været.
• De startede med at fremsætte en hypotese om, at drengene gennemsnitligt var højest. Nok er der små drenge, men der er også nogle, der er rigtig høje - højere end de højeste piger. Og der er også små piger. Resultatet var, at pigerne i gennemsnit er tre centimeter højere end drengene. 
• Jeg gik forbi kirkegården og snakkede lidt med Nicklas. Jeg lånte hans kort og lagde en kabale. Han skal snart have et sæt nye kort. Jeg har dem i tasken, men vurdere at trods regn, kan det nuværende sæt godt holde lidt endnu.
• Jeg nåede årets sidste tur i morgenfriluftsbadet i Vestbad. Igen iført plastikpose om arm og gips, nøjedes jeg med at plaske lidt rundt i den lave ende, med armen oven vande. I morgen starter sommersæssonen, og så vidt jeg kan læse åbningstiderne, er der ikke længere åbent udenfor lørdag morgen. 
• Det er lidt ærgerligt, for jeg bruger også lørdagsmorgnerne til at komme ordentligt i bad. Det er langt nemmere i svømmehallens brusere, end hjemme, hvor vi står mellem toilet og håndvask - efter at have fjernet alt, der kan blive vådt. 
• Bettina og jeg havde egentlig en aftale om World wide knit in public på Frederiksberg. Der var lovet regn, og vi greb begge chancen til at aflyse. Vi havde begge to langt mere brug for en dag, uden at skulle noget.

Læse:

En ny uge og en ny bog. 

Elly Griffths Drabets tid er anden del af serien om Ali Dawson, der arbejder i den superhemmelige afdeling af politiet, der kan rejse i tiden. I første del, endte Ali med at være fanget 1850, og det var ikke let at komme tilbage. Det lykkedes, og fremtiden viste tegn på at hun skulle tilbage. 

I bog nummer to er tidsrejserne lukket ned og ikke længere en del af afdelingen. Men, for bog nummer et, lagde op til det. Ali er igen endt i - nu- 1851, ved ikke hvordan hun skal komme tilbage, har denne gang lokal hjælp og skal mødes med Templeton, som hun mødte første gang hun tog tilbage i tiden.

Jeg forstiller mig at hun ikke kun kommer tilbage til nutiden, men også bliver i stand til at løse den gåde, den superhemmelige afdeling kiggede på, inden hun tog af sted. 

Broderi:

Med fare for at min kreative fremgang bliver noget ensformig, har jeg i løbet af ugen kun arbejdet på Baldyre puden. Den er snart færdig. Det er stadig, det der føles som det bedste med en brækket arm - også selv det er tydeligt at jeg kan mere, end jeg kunne, da bruddet var nyt. 

Jeg har bestilt en holder til broderirammer, og håber den kan gøre mig i stand til at sætte mindre krydser. Jeg håber den når frem i løbet af næste uge. 

12 Cast Ons 2026 - 9. projekt

 

Sidste år vævede jeg vaskeklude. Det tog lang tid, før jeg blev færdig. Det tager åbenbart lang tid, når jeg væver.

Jeg tænkte at også i år (og måske næste år, hvis jeg fortsætter) ville jeg væve. Denne gang ville jeg væve viskestykker. 

Sidste gang jeg var i Ebeltoft og besøge Lotte, sammen med Bettina, kom jeg hjem med bomuld på cones. Lotte foreslog at jeg kunne væve af det. Jeg tænkte viskestykker, og satte væven op som det niende projekt. 

Jeg vævede lidt, forsøgte med lidt mønster i enderne. Jeg er i tvivl, og måske er det derfor, jeg ikke er nået længere. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg skulle have lagt tråden dobbelt. Der er masser af garn, og næste forsøg kan snildt blive med dobbelt tråd. Men skulle jeg så have brugt en tættere kam til den tynde tråd, kommer det færdige stof til at svinde i bredden?

Der er mange spørgsmål. I virkeligheden bør jeg se det som et eksperiment. Væve derudaf, og se hvad det ender med. 

Alligevel hænger væven stadig på væggen. 

Også selvom jeg tror, at jeg godt kan væve med en brækket arm.

12 Cast Ons 2026 - 8. projekt

En gang i efteråret havde jeg en aftale med Bettina. Sådan en der stod i kalenderen, og som regel betyder at jeg tager toget til Frederikssund og timer i godt selskab. 

Inden vi nåede så langt, foreslog Bettina at vi i stedet skulle sætte snuderne som Birkerød. Vi mødtes i Farum, hvortil jeg tog toget, og Bettina samlede mig op. I Birkerød var målet Garnblomsten, som havde udsalg, og hvor Bettina var mere stedkendt end jeg. 

Ude foran stod et stort bord fyldt med garn på tilbud. Inde var mere, for der var gang i en oprydning, en omflytning og vist nok et ejerbytte, der betød at visse garner skulle ud og andre ind. 

Der lå en stor bunke Torto fra Lana Grossa. Et sjovt garn, mest bomuld, der skifter farve og tekstur gennem garnet. Jeg mente at vide hvor meget jeg nogenlunde skulle bruge til en trøje af en vis kaliber. der var bare ikke nok af nogen farver. 

Men det var sjovt, og jeg kunne ikke rigtig lade det være. Det var også sat temmelig meget ned, og nu var vi der. Jeg havde haft en lang tur bag mig, med sporarbejde og aflyste S-tog. Jeg har altid en bog eller strikketøj med i tasken, når jeg kører tog, så det var ikke noget stort problem, jeg havde ikke travlt og jeg var nået frem. 

Jeg vendte igen og igen tilbage til det sjove garn, og endte med at købe i to forskellige farver, der lignede lidt hinanden. Den ene rakte mod gul, den anden mod lyserød og begge indeholdt grøn.

Da jeg timer senere blev sat på toget hjem fra Bettina, vidste jeg godt at det skulle blive en del af årets 12 projekter. Jeg vidste også at jeg ville tilføje en mohair, for at binde farverne endnu mere sammen og jeg vidste at jeg højst sandsynligt ville slå op til en Lovenote. 

Hvorfor den bliver gentaget igen og igen, ved jeg virkelig ikke. 

Det blev en Lovenote. Med tilføjelse af en Pale Green Lace Mohair Silk fra Lang Yarns. For at supplere farverne valgte jeg at stribe det med helicometoden, så der er en omgang af hver farve i en spiral, der fortsætter gennem hele trøjen.

Den er faktisk færdig. Det var et hurtigt stykke strik. Jeg synes den blev god, også selvom farverne ikke hører til i den palette, jeg normalt foretrækker - billeder kommer senere...

Spejlinger

 

Med eksamen om hjørnet, en brækket arm og en mormor, der skulle passes ind, er det efterhånden længe siden jeg har set Oscar. Jeg har lovet at hente ham på torsdag, og han ved at han skal cykle, mens jeg går.

Sidste gang vi sås, var vi omkring centret, hvor store bokse var sat op på festpladsen. De illustrerede hver en af de store musicals - en for hver årti - gennem de sidste 60 år, i forbindelse med Centrets 60 års fødselsdag. 

Oscar mente bestemt vi skulle tage billeder i en af boksene, og endte med at vælge Saturday Night Fever med masser af spejlglas i små formater. Da han opdagede at de mange små spejle betød at genspejlingen blev uendelig, var han næsten ikke til at få væk igen, og synes det var vildt sjovt at se sig selv igen og igen. 

Tag et billede mere, hvor jeg står sådan her! Sagde han, og det blev til en del billeder.

Jeg erkender blankt, at jeg glæder mig til at se ham igen. 

Pixeleringen i de små spejle, giver et udtryk, der er helt specielt, og ikke kun hakkende på billederne. Det hakkede udtryk viser sig også, når man ved selvsyn ser spejlingerne, og der gik en smule sport i at se hvordan bevægelser blev spejlet i de gentagne versioner. 

Sting på en mandag - Uge 23

 

Ugen kort:

• Ugen startede med mandag, sommer og Anders' fødselsdag. Mens han tog på arbejde tog jeg på skovtur med en flok 7. klasser, Tine og Helene.
• Det var en smuk og skøn tur, med dejligt vejr og glade børn.
• Jeg brækkede armen. Jeg har aldrig før brækket noget, så nu mener min søster at jeg endelig har fået barndommens ønske opfyldt, og har prøvet det.
• Midt i elendigheden og eksamenslæsning, var det ret godt at have ferie og eksamensfri, være hjemme, kunne tage den tid det tager, og finde ud af at begå sig med en hånd. 
• Jeg fik blomster af Tine og Helene.
• Anne og jeg mødtes forud for den mundtlige eksamen og fik lagt nogle gode planer. 
• Jeg har opgivet at forsøge at strikke. Jeg har ikke forsøgt. Det føles ikke som om jeg skal prøve. Til gengæld kan jeg brodere, og det kan også noget.
• Jeg er indkaldt til kontrol af den brækkede arm. Sekundet senere ankom endnu en indkaldelse. Denne gang til brystkræftscreening - på en lørdag. Måske meget smart - jeg ender alligevel altid med at ringe og lave tiden om. Jeg kan godt den lørdag. 
• Eksamen er overstået for denne gang. To år med matematik, sammen med en flok mennesker, jeg synes jeg kender, er slut. Vi mødtes og sagde farvel i solen på skolen på Nylandsvej. Det var så hyggeligt. 
• Både mundtlig og skriftlig karakterer er i top, og langt højere end forventet. 
• Strik i Nyborgs Hjerte er blevet en tradition i familien. Ikke så meget garnnøglefestivallen, men alt det rundt om. Jeg mødtes med min mor og søster på Hovedbanen, blev samlet op af Emilie i Nyborg og brugte et par timer sammen med vores kusine, fætter og familie, inden vi tog videre ud i byen, besøgte kirkegården, Strik på Bastionen, Slottet, min mors barndomsadresse og fandt mad, før toget igen bragte os hjem. 
• Hjemme ringede jeg endnu engang til 1813, for gipsen sad så stramt at min lillefinger kom i klemme, fingrene sov og nerver kunne blive belastede. Og det selvom fingrene ikke er hævede. Damen i den anden ende tog det temmelig alvorligt og sendte mig, tæt på midnat, til Hvidovre, for at få løsnet forbindingen. Nu kan jeg bevæge fingrene.
• Mens Anders havde fødselsdag tidligt på ugen, fylder jeg år ugen efter, og vi gik ud og spiste, for at fejre os begge. 
• Søndag kunne jeg mærke at trætheden indfandt sig. Jeg brugte det meste af dagen til at lave så lidt som muligt. Og gik tidligt i seng. 

Læse:

Jeg læste fjerde del af Bridgerton færdig. Femte del står og venter. Jeg er underholdt og skal klart læse den, men det er også godt med en pause fra pladderromantikken. 

Altså startede jeg på Blædel og Nordbos Sår. Andel del om vicepolitiinspektør Liam Stark og efterforskeren Dea Torp. En mand er fundet død, med mærkelige sår på kroppen. 

Nogen er forsvundne, alle spor ender blindt og historien bliver mere og mere mærkelig, som siderne læses. Igen er jeg underholdt, og vender side efter side. 

Der er ingen tvivl om, at jeg læser lidt mere, når nu hænderne ikke kan strikke...

Brodere:

Jeg duer ikke rigtigt, hvis jeg ikke kan lave noget. Jeg har ikke forsøgt at strikke. Det føles ikke som om det er umagen værd. Jeg tænker det kommer. Om ikke andet, så når gipsen kommer af.

Hvad kan jeg så? Jeg overvejer om jeg kan væve, og har stadig væven hængende på væggen. For jeg fik fat i den broderede pude fra Baldyre, som består af halve korssting i en størrelse, der betyder at jeg kan have en pude på skødet, holde med hele den indbundne arm og sy med højre hånd, som heldigvis ikke fejler noget. 

Jeg ved ikke hvad jeg gør, når den bliver færdig. 

Den tid, den sorg. Eller noget.

På skovtur

 

I løbet af indeværende skoleår har et nyt fag set dagens lys. Faktisk flere nye fag - lokale valgfag. Helene startede lige efter sommerferien og helt ny stod hun med udfordringen at skabe nogle timer, der kunne være noget for en tredjedel af syvende årgang.

Hun var ret hurtig til at vælge noget med idræt, og gennem året har hun haft mange gode timer sammen med de store elever. For nogle måneder siden, havde hun og Tine, fået den strålende ide at idrætsholdet skulle på vandretur på Midtsjælland, en mandag. Turen betød at andre timer måtte inddrages, og at holdet får fri fra valgfag en anden mandag.

Udgangspunktet var, at både Tine og Helene er vokset op på Midtsjælland, i samme område, i to nabolandsbyer, men med mange af de samme oplevelser. Trods en aldersforskel på omkring tredive år. 

Mens de snakkede, tegnede og fortalte, havde planer om at de store børn skulle se deres hjemmebane, fik jeg vildt lyst til at komme med. Jeg har undervisningsfri mandag, mandagsstudiet er slut og jeg havde tid. Altså lavede vi meget hurtigt en aftale om, at selvfølgelig skulle jeg med. 

Vi mødtes mandag morgen. Jeg nåede at forberede ny undervisning til min vikar, for Kristine synes klassen havde spillet rigelig skak, og jeg havde stadig eksamensfri. 

Vi startede ud med en gå- eller cykeltur til Husum Station, hvorfra vi tog S-toget til Valby, hvor visse af eleverne stiftede bekendtskab med regionaltog - mod Hvalsø. Efter en bustur blev vi sat af ude midt i ingenting, eller ved Skov Hastrup, hvor Helene trådte sine barnesko.

Mens Helene udpegede det hus, hun var vokset op i, eleverne på ingen måde forstod at man rent faktisk kan bo så langt ude på landet - uden en Netto, og i øvrigt ikke mente de kunne gå ret langt, lød spørgsmålet:

Hvad siger man herude? Man kan jo ikke sige: Den må du længere ud på landet med!

Vi gik gennem overdrev og skov mod Avnsø. Undervejs kom vi forbi vævestuen, som så ret spændende ud, men desværre var lukket. Mens vi gik der skete der noget med børnene. De glemte at de ikke gad på skovtur. De glemte at de var langt ude på landet og ikke kunne gå. De store syvende klasses børn begyndte at lege, de lavede kortfilm, havde gang i mange fantastiske fortællinger og både løb og grinede. 

Turen var smuk, landskabet fantastisk og stilheden ude på landet skøn. 

Ved Avnsø - cirka midtvejs på turen, dybt inde i skoven uden mobildækning - gik vi ned af en skrænt af den slags, hvor rødderne fra et træ danner trapper hele vejen ned. Det var nemt at gå ned. Måske for nemt. 

Jeg gled, tog fra med venstre hånd, hørte et lille knæk, men var mest fokuseret på haleben og ankler, der før har gjort ondt. Der skete hverken noget med haleben eller ankler. Til gengæld gjorde det ondt i håndledet. 

De store børn var hurtige til at spørge til mit velbefindende. For sådan er de også - inden de legede videre og knap havde tid til at spise. 

Der var stadig en tre-fire kilometer til Ny Tolstrup, hvor vi så huset Tine var vokset op i, og der var en fin legeplads ungerne kunne benytte, mens vi ventede på bussen. På det tidspunkt var de store børn temmelig ligeglade med, hvor de voksne havde boet. De var trætte, men synes bestemt at legepladsen var en god ide. 

Der var ikke så meget andet at gøre end at gå. Jeg holdt om håndledet hele vejen. Det gjorde ondt, det var til at have med at gøre, men jeg var godt klar over at det ikke bare var et fald. 

Ved bussen forsøgte jeg at ringe til egen læge, via lægens akutnummer. Hun sendte mig videre til 1813, der under ingen omstændigheder ville tale med mig, for jeg befandt mig ikke i Region Hovedstaden. Heller ikke selvom jeg var på vej tilbage. 

Vi snakkede om at  jeg kunne stå af i Roskilde, jeg kunne have ringet til Region Sjælland - hvor jeg var. Men tanken om at skulle finde alene hjem fra Roskilde, var sværere at overskue end at tage fra Herlev. Altså passede jeg så godt jeg kunne på håndledet, og ringede igen til 1813, da vi nåede Valby. 

Denne gang kom jeg igennem, og blev henvist til Glostrup. Min cykel stod på stationen, den blev låst ekstra fast og Tine kørte mig til skadestuen. Da jeg kunne sætte mig i venteområdet og bare være, begyndte det for alvor at gøre ondt. Jeg har forstuvet led før, og det føltes overhovedet ikke som en forstuvning. Spørgsmålet blev i højere og højere grad hvor bruddet var, end om det var et brud. 

Godt to en halv time senere kunne jeg finde en taxa og blive kørt hjem. Der var travlt på akutafdelingen, men da først jeg kom til, mødte jeg to læger der gav sig tid, undersøgte og gav mig en følelse af at blive set og hørt. 

Heldigvis viste det sig, at det ikke var håndledet. Bruddet sidder på den lille underarmsknogle (spolebenet eller radius) lige over håndledet. Det er umiddelbart ukompliceret, og som jeg forstod det, ikke brudt hele vejen gennem knoglen.

I løbet af de sidste dage har jeg lært at det er svært kun at have en hånd, der virker. Gips er ikke fantastisk, og kan ikke anbefales. Jeg må heldigvis gerne bruge venstre hånd, men det er begrænset hvad den kan. Det giver sig selv, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan. Og nej, jeg kan ikke strikke :(

Det vigtigste er, at det var en fantastisk dag, og jeg ville gøre det igen.

Og cyklen??? Den tog Anders med hjem dagen efter, da han alligevel kom forbi på vej hjem fra arbejde. Han kom hjem og fik sagt noget om at den er ret hård at køre på. Og meget lav! Han er næsten 30 centimeter højere end mig. Jeg havde forestillet mig, at han tog den med i bussen. 

Jeg synes det er ret godt gået, at køre den hele vejen hjem :)

12 Cast Ons 2026 - 7. projekt

 

Forrige december var Emilie og Josefine i London. De ville se juleudsmykning, opleve London i december og havde vist også en plan om en musical. 

Da Emilie spurgte om der var garnbutikker i London, som var vigtige at besøge, tænkte jeg ikke nærmere over spørgsmålet, og kunne ikke lige komme i tanke om andet end Loops of London.

Jeg tror jeg tænkte at hun ville have garn til sig selv. Jeg ved godt at jeg skal strikke af det, men jeg havde ikke overvejet at hun tænkte så langt, som til min julegave.

Derfor blev jeg ret overrasket, da jeg juleaften kunne lukke op for to lækre fed merino fra Life in the long grass i to forskellige lilla farver, der matcher hinanden.

Emilie fortalte at hun synes jeg skulle have noget andet end grøn, og at tanken var et sjal.

Jeg kunne ikke finde det rigtige sjal, prøvede flere gange, og endte med en beslutning om at de to fed skulle være en del af årets tolv projekter. Så var jeg nødt til at finde en opskrift.

Det lykkedes da Christina Birk på sin youtubekanal ledte efter sjaler i to farver og fandt Faded Morning Shawl.

Jeg havde ikke garn nok, for opskriften er skrevet til to fed fingering garn med 400 meter pr 100 gram. Mine to fed var sport-weight og havde en løbelængde på 300 meter pr 100 gram.

Jeg har strikket sjalet færdig, jeg har taget billeder, og jeg har brugt det en del. En dag bliver det vist frem.

Og at mængden af garn ikke helt stod mål med opskriften, betød at jeg lavede lidt om undervejs. Til gengæld brugte jeg rub og stub.

Jeg er faktisk blevet ret glad for det.

Køer på Damhusengen

 

I pinsen var vi inviteret hjem til min mor. Emilie kom kørende fra Fyn, og når nu hendes cykel er flyttet tilbage til mig - så jeg har den, hvis min egen skal til reparation, når Emilie alligevel aldrig bruger den langt ude på landet - var det nærliggende at vi cyklede derover. 

Vi kørte helt som sædvanligt over dæmningen ved Damhussøen, og nåede at blive lidt overraskede, da vi så kvæg gå på engen.

Min mor vidste godt at der er køer på engen, og vidste også at det handlede om græs. Damhusengen var oprindeligt en del af søen, som blev lukket af, da dæmningen blev bygget. Det betyder at området er moseagtigt, vådt og ofte har store sumpede områder med vand. At slå græsset på områderne tæt ved søen kan være svært, og gennem årene er der forsøgt mange forskellige muligheder. 

Længere oppe ad engen, er området knap så sumpet og der er anlagt fodboldbaner, der bliver brugt af de lokale klubber, men også kan bookes eller bruges af offentligheden. Der er vist også drænet, for ikke at løbe rundt i alt for vådt græs. 

Men altså der er græs på engen, og store maskiner sidder fast eller kan ikke komme til, på de mere sumpede områder. Køer kan. De store dyr, formår at gå på mindre faste overflader, uden at sidde fast.

 

Derfor er det besluttet at sætte kvæg ud, for at afgræsse området. På Københavns kommunes hjemmeside kan jeg læse, at der har været en del snak om hegn. Om det virker, om køer er en god ide, og hvad med befolkningen? Men også at nu skal det prøves og dyrene skal være på engen i sommersæsonen. 

I går kørte jeg forbi, og mens de var langt væk, da Emilie og jeg kørte forbi sidste weekend, kom jeg nu helt tæt på. Helt tæt på kan jeg konstatere at de fleste dyr vist er kalve, og at kalvene vist for størstedelen er tyrekalve. 

Jeg synes det er en god ide, og det er hyggeligt at se kvæg midt i bymiljøet. Samtidig kan jeg som voksen i et området, hvor børn ikke nødvendigvis nogensinde møder en ko, være glad for at det nu også er en mulighed.