søndag den 22. april 2018

I gang med årets udfordring


Da jeg kom hjem fra Sille belæsset med alskens lækre stoffer, fandt jeg ret hurtigt to stykker stof frem, som jeg havde lyst til at transformere til kjoler. Næsten lige så hurtigt fandt jeg mønstre til begge kjoler. Og så kom jeg ikke længere.





I aftes satte jeg de første streger. Som vanligt og næsten uden pres, er det lykkedes mig at begynde i noget nær sidste øjeblik. Jeg skal gerne have en færdig kjole til fest på fredag.

Med solens og varmens komme, var valget mellem de to stykker stof let. Det ene er en tynd uld, som jeg forventer at foere med silke. Begge dele skønne, men muligvis lidt for varmt til den pludselige årstidsskiften. Det andet er af viscose, med et fantastisk fald og fine små blomsterbuketter på en meget mørk marine.





Jeg fandt mønstrene frem igen, konstaterede at nok var det mønster jeg havde kigget på fint, men et tredie lokkede. Anders stemte på det nye og jeg satte mig ved spisebordet, bevæbnet med blyant, målebånd og papir - Desværre viste det sig, at jeg kun har ternet mønsterpapir. Det er godt til meget, men til aftegninger af mønstre fra et Burdablad foretrækker jeg noget uden streger.

Det husker jeg til næste gang!





Herfra gik det ikke helt som forventet. Det viste sig nemlig at mønstret ikke var gradueret til en størrelse jeg kan passe, og at være til meget høje damer. Jeg er hverken slank eller høj.

Jeg endte med at tegne den største størrelse, lægge til i bredden og trække fra i højden. Jeg tillagde et brystindsnit og lukkede et par andre, for mere vidde i skørtet. Jeg huggede en hæl og klippede en tå, og manglede mere end en gang tilskæringsbogen, som jeg ved står i kælderen, men som jeg ikke havde overskud til bare at tænke tanken om at skulle kravle rundt efter.

Jeg ved jeg kan, men jeg ved også at bliver færdigheder ikke vedligeholdt, kan man godt glemme et og andet. Altså håber jeg mere end jeg er sikker, endte med at gøre plads til bingovingerne i ærmerne, der ikke var designet til andet end slimline, og lod det hele ligge, for at måle efter en ekstra gang inden jeg klipper delene ud og sætter saksen i stoffet.





Det har ligget hele dagen. Jeg har gået om den varme grød lige så længe. Jeg har aftalt med mig selv, at stoffet skal klippes inden jeg går i seng. Altså kan jeg lige så godt sætte i gang - hellere før end senere.

Om ikke andet, er jeg ret sikker på at der er stof nok, hvis et enkelt stykke eller to ikke passer, og får brug for at blive rettet til og klippes på ny. Jeg har også planer om sømrum nok, til tilpasning undervejs.

Der var ingen der sagde, at det skulle være let!





lørdag den 21. april 2018

Hold på bøgerne


Emilie var træt af at hendes bøger hele tiden faldt ud af de åbne reoler, hun købte i forbindelse med ungdomificeringen af hendes værelse.





Altså lavede hun selv bogstøtter af gamle plader.

Hos den lokale genbrugs/antikvitetshandler fandt hun fire af de små LP'er.

For at folde, kogte hun vand, lagde halvdelen af pladen i vandet, og da den blev blød foldede hun den over noget skarpt i en halvfems graders vinkel. Det første, det bedste skarpe hun lige kunne finde.

Jeg ved ikke hvad det første, det bedste var.





Men nu er der styr på bøgerne.





Med sol på næsen


I torsdags var vi kaldt til demonstration på den lokale rådhusplads.





Vi samledes efter arbejde på en solfyldt plads, hørte taler, nød solen, snakken og tiden sammen. Fra den indkørte vogn kunne mad og drikke hentes efter behov og tiden gik i godt selskab.

Jeg kørte inden det var helt slut, nåede ikke at høre chefforhandleren tale - jeg kunne alligevel heller ikke høre de andre - og deltog i stedet i fællestræningen i LOOP.

Den nidkære træner havde inkorporeret en forholdsvis simpel øvelse, som jeg nok havde regnet med ville give ømhed i lår dagen derpå. At også bagdelen nød godt (og stadig gør) af øvelsen, havde jeg ikke set komme.

Så mens weekenden mest handler om rengøring af et køkken, der trænger, overvejer jeg om ikke weekendens træning skal udskydes til i morgen. Jeg tror det, ømheden taget i betragtning.

Jeg overspringer, har ryddet gulvet, fejet og tænker at det er væsentligt med et par pinde på et igangværende projekt, inden jeg finder varmt vand, sæbe og knofedt.

Der er helt sikkert også brug for et par pinde på det igangværende projekt, mens gulvet efterfølgende tørrer....





onsdag den 18. april 2018

My #1


Jeg har en plan om et tæppe. Eller jeg drømmer om et tæppe. Eller jeg så engang et billede. Et billede, jeg ikke kan glemme.





Drømmen om tæppet på billedet kræver rester af strømpegarn i rå mængder. Derfor har jeg en plan om strømpestrikning. Sådan en plan, der både kan give smukke strømper og i sidste ende et smukt tæppe med masser af historie.

Down the rabbit hole. Et udtryk for tæpper lavet af rester. Jeg har set dem strikket, hæklet, store, små, grimme og smukke mellem hinanden. Billedet jeg så, lagrede sig som et af de smukke - og min første mellemkomst med udtrykket.

Jeg tvivler på at blogejerindens tæppe er færdigt - hun har ikke vist billeder siden, og jeg følger ellers troligt med. Jeg forventer også at mit tæppe vil tage årevis at frembringe, for så mange strømpegarnsrester kan jeg slet ikke akkumulere på et enkelt år, og det er heller ikke vigtigt at blive hurtigt færdigt. Det må gerne blive et evighedsprojekt.

Endda et nyt evighedsprojekt, hvis jeg lige får det igangværende færdigt først...
Det venter stadig.







Med til planen hører lækkert strømpegarn. Masser af lækkert strømpegarn. Det ypperste og skønneste og smukkeste jeg kan få fat i. Og hvorfor ikke henlægge sommerferiens besøg i garnbutikker til jagt på lækkert strømpegarn.

Vi snakker Belgien. Jeg ved ikke om det er der, vi ender. Men mon ikke belgiske garnbutikker kunne ligge inde med spændende strømpegarn, der ikke fåes hvor som helst? Jeg vil gerne tro det, og samtidig have en grund til at købe noget garn. Jeg ender altid uden.

Nå, men tilbage til strømperne.









Design: My #1 af Ann-Britt Eklund.


Garn: Trask fra Cleo-Garn i farven Patina.

Der gik 70 gram til et par.


Pinde: 2½ mm - jeg strikker på 15 cm, firkantede strømpepinde af træ.


Størrelse: Opskriften var one-size. Jeg tror, jeg er ved at lære, at jeg sjældent holder strikkefastheden på så tynde pinde, og har brug for færre masker end 64 - så næste gang der ikke findes mindre, må jeg selv til at regne.





Bemærkninger: Opskriften er på svensk. Ikke at det gjorde nogen forskel, jeg vidste egentlig godt hvad der skulle stå, og det var også først da jeg begyndte at overveje hvad de enkelte ord betød, at jeg blev en lille smule forvirret.

Svenske opskrifter er ikke svære at forstå, der er bare nogle ord, der er tilpas anderledes til at kunne skabe forvirring. Men lad være at tænke for meget, så virker alting - eller slå ordene op, så giver alting mening.

I øvrigt er jeg ret vild med at mønsterdetaljen ned over hælen, er den samme som afslutter mønstret hen over foden.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravery.





Onsdagsmasker


Jeg har fundet sweateren til Daniel frem. Sweateren, der bliver strikket sideløbende med sweateren til Anders. To stykker strik, der er blevet negligeret på det groveste over alt for lang tid.

Det er ikke fordi jeg ikke gider strikke på dem - det gider jeg godt - jeg har bare voldsom lyst til at slå op til vanvittig mange andre projekter. Og gør jeg det, ved jeg godt hvor de to sweatre ender.

Cirka der, hvor de har ligget længe...











Læse:

Jeg er kun lige startet på Skindød af Thomas Enger. Første bind i en serie om Henning Juul. Ham har jeg mødt, han har det ikke godt - kæmper med indre demoner. En kamp som i kombination med en krimi godt kan gå hen og blive et spændende bekendtskab.

Jeg er også blevet præsenteret for den mest makabre beskrivelse af et lig, som en intetanende hundelufter fandt. Den stakkels mand får nok brug for hjælp, inden han kommer sig over den oplevelse.

Lig og Henning Juul har endnu ikke mødt hinanden, men mon ikke det kommer. Om ikke andet er skrivestilen, de fem sider inde i bogen jeg er nået, fængende og jeg er spændt på hvad der venter.



Strikke:

Den oversete lilla sweater er kommet frem i lyset. Til trods for at jeg rigtig godt gider strikke på den, er jeg ikke sikker på den bliver fremme.

Andet presser på. Jeg har mindst tre projekter som jeg meget vel ikke kan lade være med at slå op til - og så er løbet ligesom kørt for den lilla.

Jeg har lovet mig selv ikke at slå op til nyt, før den lilla er nået til bunden af ærmegabene, delt og klar til endeløs strik uden ind- eller udtagninger.

Der mangler ikke meget - omkring fjorten pinde. Men hvilke pinde.. Der er allerede mange masker hen over overkrop og ærmer. Der kommer flere inden jeg kan dele.

Mon jeg overholder aftalen med mig selv?
Det er svært tillokkende at lade være...





Ud i solen


Meteorologerne lovede godt vejr. Snakken gik, det ene tog det andet og inden vi så os om havde vi besluttet at lukke Klubben, rykke udenfor og kalde det UDE-SFO.

Hele ugen.







Forældrene blev adviseret, ungerne fik planen forelagt og ikke en eneste har brokket sig over den manglende mulighed for indetid, computerspil eller billard.

Alle er ude og bålet er tændt. Jeg kommer hjem sødt duftende af brand og med friske kinder. Vi har delt os, så halvdelen er ved bålet, hvor der gang i knive og snitteri. Der er snittet snobrødspinde, pindene er hentet på volden, hvor der altid ligger et utal af nedfaldne grene. Vi har slæbt kasserne med garn ud, og viklebilleder har vist sig at være en succes. Jeg hæfter garnet med tape på bagsiden. Det med bagsiden var lettere sagt end gjort.





Oppe ved Klubben hvor telefonen ikke rækker så langt, er frugtsalget rykket udendørs, kongespil og petanquekuglerne er fundet frem. Banen er hullet, men det hindrer ikke ungerne i at lære nyt. Henrik gik i kælderen og fandt den store plade med huller til at skyde efter mål på. Han lovede rask at kunne et barn få syv point på tre forsøg giver han is i dag... han henter is på vej til arbejde.

Det er så hyggeligt.

Hvorfor har vi aldrig gjort det før?





mandag den 16. april 2018

Tid til tomater


Der er A-uge på skolen. A for anderledes.





A-uger betyder tid til fordybelse, andre muligheder og plads til andet end hverdagens matematikopgaver og danske stile.

A-uger betyder også omlægning af timer, planlægning på tværs af klasser, trin eller noget tredie.

For mig har det betydet at dagen har været brugt sammen med lærere og elever i 7. og 8. De to ordblindeklasser er slået sammen i denne uge, de skal lave plantekasser, forspire og så. De skal forberede senere madlavning og måske lokke bier til. Vi drømmer stadig om egne bikolonier på skolen. Det kommer nok en gang.

I dag nåede de at beslutte hvor deres plantekasser skal stå, at folde potter af avispair og så de planter, der skal forspire i vindueskarmene.





Jeg stod for det med avispotterne. Vi lagde ud med tomme flasker, rullet papir og foldede ender, der ikke for alles vedkommende gav flade bunde. Så kan det være svært for potter at stå - selv når de bliver fyldt med jord.

Vi Googlede, fandt videoer på youtube, den ene greb den anden og pludselig dukkede en opskrift på foldede firkantede potter op. Det viste sig at være nemt. Så nemt at flere foldede mere end en. Andre fortsatte med de rullede, fandt egne veje og fik dem til at fungere.





De foldede potter var så nemme - og tilpas hyggelige - at jeg gik hjem og foldede potter nok til at så de nyligt indkøbte tomatfrø, som vi muligvis er håbløst bagefter at skulle have sået. Vi skyder skylden på foråret der forsvandt, vinteren der ingen ende havde og sneen der nægtede at forsvinde.

Nu er der potter fulde af tomatfrø.

Om de bliver til noget er en hel anden sag.






søndag den 15. april 2018

Søndermarken


Dagens tur med barnevognen gik gennem Søndermarken. Jeg nåede at sidde på en bænk og strikke, mens Rose sov, desværre vågnede hun, da mine fingre synes det blev for koldt, og jeg gik videre.













Der er smukt i Søndermarken, med de gamle alleer, finurlige steder og nye stisystemer, der giver plads til nye ideer.

Der var naturdag for børn i Søndermarken. Jeg gik forbi, kunne se at arrangementet var skønt hvis Rose havde været større - og vågen. I stedet fandt jeg den der bænk, og strikketøjet.





lørdag den 14. april 2018

Fine hulmønstre


For lidt over en måned siden hentede Emilie og jeg nye cykler. For lidt over en måned siden besøgte Emilie og jeg Tante Grøn på Frederiksberg. Og for lidt over en måned siden købte jeg garn og opskrift til den fineste lille kjole, som Emilie lynhurtigt spottede, da vi kom ind i butikken.





Jeg slog op samme dag.

Og har været færdig i mere end to uger.

Det tog ikke lang tid at strikke den lille kjole.

Heller ikke selvom jeg er utilfreds med opskriften, som umiddelbart fik mig til at tænke, som Sille altid siger: Spørg en måge... Der var om jeg så må sige, frit valg på alle hylder, og god plads til at tænke selv.

Det er stadig en fin kjole. Også selvom jeg lavede en del om, i forhold til planerne.

Nu ligger den i bunken af færdige kjoler til Rose, som hun kan få, når hun engang kan passe dem.










Design: Kjole med fint hulmønster af Tante Grøn.


Garn: Bio Blomsterfrø i farven Lys Petrol. Garnet er 100% Økologisk bomuld, og skønt at strikke med.

Jeg købte garn til en størrelse 1 år med lange ærmer - og ændrede så den blev noget mere flagrende og fik korte ærmer. Til det gik der 185 gram.


Pinde: 2½  og 3 mm - jeg brugte rundpinde.


Størrelse: Jeg strikkede efter opskriften til 1 år. Jeg tror min strikkefasthed var en smule ved siden af - i hvert fald strikkede jeg en rapport mindre i højden - og endte med lidt flere centimeter end forventet.





Bemærkninger: For at starte ved starten: I opskriften står at man skal bruge 2 størrelser pinde. Der står ingenting om hvornår hvilken størrelse skal bruges. Jeg valgte at strikke hals- og ærmekant på den lille størrelse og resten af kjolen på den store.

Frem til ærmegabet strikkede jeg helt efter opskriften - bortset fra, at jeg slog en ekstra maske op i hver side og tog de første 2 masker løst af i hver side = en icord over 2 masker. Jeg opfattede de 2 masker som en, da overdelen skulle strikkes sammen.

Jeg valgte også at lave et knaphul mere. Ifølge opskriften skulle der kun være to knaphuller. I min optik ser det bedre ud med tre. jeg har lært at der altid skal være et ulige antal knapper - det giver bedre ligevægt, eller sådan noget. Jeg synes også der var for langt mellem kun to knaphuller.





Ifølge opskriften skulle skørtet strikkes rundt. det giver ingen mening for mig at strikke rundt i retstrik. Jeg synes der bliver for mange vrangmasker - specielt fordi jeg allerede da vidste at jeg ville lægge masker til, så skørtet blev bredere, og giver bedre plads til en ble.

Altså samlede jeg ikke under ærmerne, men slog halvdelen af de masker, der skulle slåes op under ærmet op i hver side - plus en ekstra som kantmaske til sammensyning. Maske nummer to fra kanten, tog jeg løs af med garnet foran arbejdet på alle vrangpinde, så der kom en række forlængede masker i kanten.

De lange masker gav en fin sidesøm ved sammensyningen.





Havde jeg strikket lige efter opskriften, ville der have været to retpinde efter hinanden på ryggen lige inden skørtet - det lod jeg være med. På samme måde valgte jeg at strikke diagrammet, så mønstret endte som på billedet i opskriften og kjolen i butikken, i stedet for at strikke efter diagrammet, hvor tegnene for de sammenstrikkede masker er vendt forkert.

For at give vidde, slog jeg en maske ekstra op mellem hver rapport på første pind i hver gentagelse, bortset fra den første mønsterrapport. Det gav temmelig mange masker til sidst. Men jeg kan altså godt lide brede pigekjoler.

Jeg tog ikke ud langs sidesømmen. Set i retrospekt havde det nok været pænere.

Jeg tror det var det.



Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.