12 Cast Ons 2026 - 4. projekt

 

Mens jeg egentlig burde gøre sidste års forbrug af garn op - fordi jeg gerne vil. Tror jeg det er lettere at tage hul på de tolv projekter, jeg startede op hen over jul og januar. Dem vil jeg nemlig også gerne liste op. Mest for min egen skyld, fordi jeg synes det er sjovt at se tilbage. 

Der er også sket ting og sager gennem de sidste måneder. Men på en eller anden måde er de ikke lige så vigtige. De ugentlige opdateringer vil jeg gerne tilbage til, men jeg er der ikke lige nu. Det lette er de tolv projekter. Dem jeg tager hul på først.

Jeg har arbejdet på stort set dem alle sammen, siden jeg for længe siden tog billeder. Men nye billeder er ikke nødvendige lige nu. Det er starten det handler om. Månedlige opdateringer ligger ikke lige for. Lige nu vil jeg helst liste det hele, inden jeg begynder at opdatere. Men måske kunne jeg godt opdatere, og liste sidenhen. 

Måske. Der er jeg ikke lige nu. Og jeg har billederne til at liste hvert projekt op. Det er en god start, og jeg tænker bare jeg starter der.

Dengang i december, var det to år siden jeg skiftede arbejde, skiftede profession og mange måder fik et nyt liv. Dengang fik jeg et gavekort til Sommerfuglen, som jeg formøblede på et Baldyre kit til en pude. 

Mens jeg sagtens kan have mange forskellige strikke-projekter i gang på samme tid, fungerer det ikke på samme måde med broderi. Altså har det bare ligget, mens andre broderier har fyldt. Ikke kun et ad gangen, men et jeg arbejder på ad gangen. 

Da jeg sidste år startede på temperaturhusene - som i skrivende stund er meget tæt på at være færdige - lagde jeg det jeg i forvejen arbejde på væk, og er endnu ikke kommet tilbage til det. Alligevel besluttede jeg at starte Baldyrepuden op. 

Det er større sting, det er nemt at overskue og, viste det sig, det er ikke engang korssting. Det er kun halve sting. Altså noget helt andet.

Jeg har haft den med mig, når jeg er sammen med min søster. Det er ikke hver weekend vi sidder sammen og broderer, men somme tider gør vi. Lige nu har babystrik overtaget, for det er nemt at have med, men det er faktisk superhyggeligt at sidde med de halve korssting, som ikke på forhånd er farvelagte, og som, når først mønstret etableret, er afsindig nemt at gå til. 

Det kunne være fint at have en færdig pude, inden året er slut. Men det er ikke vigtigt. Det er faktisk vigtigere at det er hyggeligt at sidde med den, og det tager den tid, det skal tage. 

Midt i sorgen

 

Verden rystede og vi mistede. Alt for tidligt. 

Vi rykkede sammen, som familie. Det var og er nødvendigt. Tiden går, og med tiden kommer også en ny verdensorden, en ny måde at se og føle og tænke. Vi mindes, vi sørger og vi taler om alt det, der fylder. At livet er skrøbeligt og kun til låns, blev skåret i granit.

Samtidig løb hverdagen forud. At være sammen med børn, gode venner og kolleger er helende, og var godt for mig. Mens foråret kommer snigende skar vi kage i mange stykker, for at afslutte forløbet om brøker, ude er grenene fra Volden kommet frem, og bliver omdannet til bøjler, mens Fodboldtrøjefredagen blev tilbragt i en fodboldtrøje, der ikke kun er sorgfuld, men også min tribut til et fantastisk menneske.

På læringssiden har jeg lært om ordblindhed, skrevet en studieopgave, fået eksamensdatoerne og været på kolonilederkursus med overnatning i et skønt værelse. I ugen op til påskeferien stod der featureuge på programmet, og jeg lavede avis sammen med en flok skønne unger.

Midt i sorg og våde øjne har jeg gået en masse. Herhjemme og i Hundige, hvor min søster og jeg gik helt til Arken og fulgte de sjove røde lygtepæle mod stationen i Ishøj. Oscar overnattede et par torsdage, og det viser sig at jeg kan gå temmelig hurtigt hjemmefra og til Oscars skole, da vi stod med en punkteret barnecykel, og egentlig havde lidt travlt. 

Mellem logistik og planlægningen af begravelse og bagning af afsindig mange kanelsnegle, er der et lykkeligt babyboom i familien. Nærmest ventes en lille dreng, mens der er en lille pige på vej i den anden ende af landet. Og nærmest tragi-komisk viste det sig at mine børn mistede deres farfar for et helt år siden. Endnu en gang blev en fars svigt udstillet. De har begge reageret, uden rigtigt at blive hørt.

Mellem valg og et femogtyveårs jubilæum er jeg blevet tilbudt en spændende ny rolle næste skoleår, som jeg stadig overvejer. Og mens Emilie har været frem og tilbage fra Fyn et par gange, er sorgen stadig håndgribelig og lige rundt om hjørnet.