Sikken autoritet

Arbejdsdagen var slut, cyklen startet op og pedalerne sat i sving, da jeg rundede cykelskuret, hvor en flok unge hang ud. Tre store drenge sad ovenpå taget, og alle så glade ud.

Min første indskydelse var tanken om hvor hyggeligt det ud, og hvor lækkert det er at sidde højt til vejrs og føle sig hævet og med en større udsigt at skue. Dernæst fulgte tanken om at uanset hvor dejligt det er, må de ikke sidde på taget.

Skolen oplever forfærdelig meget hærværk i løbet af hvert eneste skoleår. I næsten hver eneste ferie har der været folk på tagene, med løsnede og utigåede tagsten til følge. I juleferien havde hærværksfolk været helt oppe på andensalstaget og smidt sten gennem ovenlysvinduerne til kantinen. Teknisk service hiver sig med mellemrum i håret af afmagt og frustrationer over omkostningerne gang på gang på gang.

Altså stoppede jeg op, smilede og sagde at jeg godt kunne se, at det var helt vildt hyggeligt, men at de skulle kravle ned.

Det gjorde de så. Uden brok og med et smil tilbage.

Så er bollerne i ovnen

Måske er det lidt tåbeligt først at bage, når arbejdsdagen er overstået og klokken er tæt på seks. Specielt når bagningen indeholder to timers iblødsætning og tre timers hævning. Men nu har jeg, de sidste mindst fjorten dage, igen og igen taget mig selv i “at nu er det for sent…”. Så i dag sprang jeg på. Og nu er bollerne i ovenen.

Om lidt dufter her sikkert skønt.

Den første er færdig

Hvornår den kan præsenteres sammen med vennerne er endnu ikke afgjort. Men et er klart, første skud på stammen til noget, der begynder at ligne et varelager er klar. Flere er i forskellige stadier af klarhed, men småting satte bremsen i.

Noget er glemt, men der er heldigvis endnu en dag i morgen. Andet fungerede ikke efter hensigten og endelig var det indkøbte af en ringere kvalitet end jeg bryder mig om. Ting skal fungere og være pæne, er de ikke det, eller får jeg ikke det jeg forventer, er jeg ikke bleg for at vende tilbage og gøre opmærksom. Heldigvis er der stadig en dag i morgen, jeg har pakket det uheldige sammen med bonen og forventer skaden rettet.

I sidste ende er der også skud til stammen fra før, jeg ikke er helt klar over hvor bærer hen. Som jeg gerne så en løsning for, men som jeg ikke er faldet for endnu. Kommer tid, kommer råd, tænker jeg, og tror bare jeg finder strikketøjet og en film frem til resten af aftenen.

En god plan, tænker jeg videre, mens kærsten min er rendt af huse, mod en kammerat og noget med at skyde i en gryde…

Til gengæld har han lovet mig kage i morgen…

Sting i lange baner

Fridagene er i høj grad gået med at foere og færdiggøre mit lager af flettede tasker. Færdigsyet foer og hanke ligger nu klar, mens jeg må se i øjnene at jeg mangler knapper og småtterier til det sidste.

Nu kalder et par arbejdsdage, men mon ikke jeg kan nå forbi knappebiksen inden, og fortsætte færdiggørelsen i aften.

En gave

Det føles næsten som en gave, når Emilie ringer og beretter, at hun ikke vender hjem før fredag. I stedet bliver hun, omgivet af fætre, en kusine og deres mosterlige forældre. Og som vi hurtigt kunne blive enige om, så skal jeg alligevel på arbejde resten af ugen, og så er det sjovere at være sammen med gode legekammerater.

Jo tak, siger vi og nyder tosomheden :)

Held eller uheld

Jeg har nydt fridagen. Jeg har været helt alene hjemme. Det føles næsten som ferie. Anders er på arbejde, Emilie er hos mormor, der ferierer på Falster og Daniel tog med en kammerat i sommerhus allerede i går. Det har været skønt, og i morgen er der endnu en dag af samme slags.

Jeg troede jeg skulle nå mere, og jeg tror formentlig det samme i morgen. Men det gør ikke noget. Jeg når det jeg når, og resten når jeg en anden gang.

Jeg nåede dog en enkelt vask og tørresnore udenfor. Der er næsten ikke noget bedre end tøj tørret udendørs. En enkelt plet var der dog på det nu tørre tøj – en enkelt fugleklat!

I betragtning af hvor mange år jeg har vasket, og hvor meget jeg har haft til tørre udendørs er det ret heldigt at mit vasketøj aldrig før har været angrebet oppefra, med så synlige spor til følge.

Samtidig betyder det held at blive ramt. Jeg synes nu alligevel det er uheldigt, men heldigt det aldrig før er sket… og de uheldige gamasher, kan heldigvis vaskes igen næste gang jeg sætter en maskinfuld over. 

Snoretræk eller hejseværk

Jeg var forbi centret. Alle vegne står der udsalg, så da vejen gik forbi en lingeributik vovede jeg at kigge indenfor. Jeg trænger, men med det foreløbige vægttab, der allerede har gjort mit udvalg af BH’er knap så velsiddende, og med det forventede større vægttab, er der ingen grund til at satse stort og spendere alt for meget på noget, jeg alligevel ikke kan passe om to måneder.

Men altså, en hel væg fyldt med rester nedsat 70%, kunne jeg alligevel ikke holde mig fra. Jeg hev alt det ned, der tilnærmelsesvis lignede noget jeg kunne være i – det var desværre ikke meget – og satte kurs mod prøverummet.

Det endte med en enkelt der passer. Jeg lyver ikke, når jeg siger det desværre også er den til dato grimmeste BH, jeg nogensinde har set. Jeg købte den alligevel, for 70% er en hel del, og når startprisen er så lidt, at jeg fik den for 45,-kr, og den oven i købet sidder perfekt og ikke kan ses, når blot der er tøj udenpå… Ja, så er der vel ingen grund til betænkning.

Men nej, hvor er den grim! :)

Lige til min finger

Jeg har længe ledt efter en ring. Men aldrig rigtig fundet den helt rigtige.

Det var lige indtil Henriette satte sig og legede med knapper. Da hun i lørdags hældte hele samlingen ud på bordet, var der ikke umiddelbart noget der sagde mig noget. Altså indtil jeg sad med den gul-grønne og slet ikke kunne få den af igen.

En aften i haven

Jeg kan ikke lade være med at fnise lidt. Her sidder jeg og har selv lært og lærer samtlige børn omkring mig, at internettet kan være et farligt sted. At det er vigtigt at være forsigtig, hvis man roder sig ud i noget med at mødes med andre mennesker fra den virtuelle verden.

Og så er samme internet grundlaget for møder med mennesker jeg aldrig ville have mødt, havde det ikke været for et klik og en kommentar på en blog. Mennesker jeg uden at blinke inviterede indenfor i eget hjem og ikke har sluppet igen siden.

Jo selvfølgelig skal man være varsom, og selvfølgelig skal man ikke tro på hvad som helst. Men møder mellem mennesker via computere er slet ikke så farligt endda – er jeg gået hen og besluttet mig for.

Og sådan en aften – og nat – med venner og påhæng, der også fungerer sammen er noget helt specielt. At mændene så også tager teten, laver maden og ser glade ud, mens de snakker om alt muligt og skyder huller i et brædt, er en særlig oplevelse. Og mens mandfolket passede gryderne, kunne vi andre sidde til pynt, vende verdenssituationen og strikke alt det vi orkede.

Det blev sent før vi nåede hjem. Faktisk først dagen derpå. De er guld værd – alle mine computervenner, og jeg glæder mig til at se dem igen.

Tak for en dejlig aften.

Hjemme igen…

…efter en lang dag, der startede tidligt med glade sommerferieramte skolebørn, og sluttede sent med sommerferiesammenkomst, fællesspisning og farvel til den søde kollega, der nu definitivt er stoppet.

Da resten af mine kollegaer gik mod lærerværelset og festen, der har været i gang en stor del af dagen, takkede jeg af, proppede den seksstrengede i cykelkurven og kørte hjemad til fire fridage. Slet ikke dårligt, at ugens timer sådan kan flyttes lidt rundt i ferieugerne, så der blev et par ekstra fridage til overs.

Nu er vi hjemme igen, både den med stengene, der kan igen og mig, der bare glæder sig til dage uden planer. Emilie er for længe siden taget med søsteren min hjem, for pasning lørdag og videre færd mod Falster, Marielyst og mormor, der er på ferie med  fællesmeninghedsrådet og familier uden andre feriemuligheder, søndag. Tre stk børnebørn får et par dage med, inden de bliver hentet – igen af søsteren min – og Emilie forventes at være hjemme engang onsdag.

Onsdag kan vi så formentlig forvente guitarspil af den mindre pæne slags. Formentlig noget i retning af det jeg frembragte dengang i ‘80, da jeg var med mine forældre, søster og nogle venner og deres børn på sommerferie i Østeuropa. Jeg var ni, Sonja havde en guitar med, og spillede om aftenen eller mens vi kørte i den store gule ombyggede varevogne, mine forældre havde omdannet til autocamper, mens vi andre sang til.

Jeg var vild med guitaren og ønskede brændende at lære at spille. Sonja lærte mig nogle akkorder, hvorefter jeg gik løs på “Ude midt i Rude Skov…”. Jeg husker tydeligt hvor svært det var at skifte uden at stoppe spillet. Ret hurtigt besluttede jeg, at det var nemmest bare at vedblive med A7, så skulle jeg ikke stoppe musikken mens jeg sang, og hver tredie gang ramte jeg så den rigtige akkord.

Min far fandt billedet, der er fra en campingplads et sted i tjekkoslovakiet – hvis jeg husker ret – jeg husker i hvert fald tydeligt situationen, og kan kun forestille mig, hvordan det har lydt. Min mor ligger i øvrigt ved siden af på originalen og soler, uden at se ud som om, det er alt for forfærdeligt. Måske var hun bare god til at lukke af for larmen…

Min far har navngivet billedet – måske er min fornemmelse af hvordan det har lydt ikke helt forkert!

Ferien var den direkte årsag til guitarkøbet, og selvom jeg endnu ikke er nået meget længere i guitarspillets kunst end dengang, har jeg den endnu. Måske jeg skulle sætte mig på altanen, slå A7 an og skråle “Ude midt i Rude Skov…”

Midsommeraften

Indtil skolernes sommerferie blev flyttet en uge har ungerne ikke været hjemme til bål og midsommer. Sidste år var første år, mens den mandlige del af husholdningen er tydeligt ligeglad med bål og hekse, ville Emilie gerne se bål. Sidste år blev det en hurtig tur forbi rådhusplænen og det store bål.

Jeg synes det var hyggeligt og havde en plan om at gentage, blot medbringende mad og tæpper og en lidt tidligere afgang. Emilie gad ikke bålet i Rødovre, med mulighed for at møde alle mulige kandte ansigter, så hun lavede på egen hånd planer, og jeg fulgte med.

Men mormor som udgangspunkt, inviterede Tøsebarnet simpelthen både hende og jeg med mormor og Annelise til bål. Vi endte i Højskoleforeningens smukke have i Vanløse, og fik både bål, sang og båltale af Sten Gade. Superhyggeligt var det, og mens langt de fleste af deltagerne valgte at gå indenfor i den indledende fase og synge sange fra højskolesangbogen, satte vi os udenfor, lyttede og hyggede.

Vi nåede også en tur eller to rundt i haven, Emilie lavede strækøvelser på plænen og solen skinnede med kun ganske få dryp ind imellem.

En dejlig, hyggelig aften.

Gennemført

Allerede sidste år vidste Ungersvenden hvad han ville. Han ville direkte fra niende klasse videre på hotel- og restaurationsskolen. Jeg mente ikke han var klar. Alle i hans omgivelser mente et år ekstra ville være en god ide. Vi snakkede efterskole – noget jeg til dato stadig mener ville have været en god ide. Men Ungersvenden satte sig i mod.

I stedet valgte han tiende klasse på Tiendeklassesskolen i Rødovre. Jeg mente han valgte, senere gik det op for mig, han mente sig tvunget. Nu har han gennemført. Hele året. Alle eksaminerne.

Hans indsats har været minimal. Hans ungangspunkt har været at bestå. Med den baggrund er resultatet ganske godt. Jeg ville ikke have været tilfreds, og med papirerne i hånden, mente han også selv, at det kunne have været bedre.

Men han gennemførte. Han blev et år ældre. Et år der gav noget modenhed, der er til at tage at føle på. I virkeligheden langt vigtigere end tallene på det grønne papir.

Efter sommer kalder skolen i Valby. Efter sommer kan han iføre sig den hvide hue og lære at lave mad. Denne gang helt efter egne planer, og - håber mit moderhjerte – med en smule mere entusiame.

I aftes ventede dimissionen, taler og senere fest med vennerne. Lige nu føles dynerne som de bedste venner.

Og jeg er stolt på hans vegne – stolt over gennemførslen.

Nye døre

Der er stadig arbejdsplads på arbejdspladsen. Tømrene er afløst af snedkere, murere, elektrikere og VVS’ere. Det går stærkt og det bliver godt.

To nye døre har vi fået. Døre, der giver adgang til luft og leg, når det er sommer og varmt. Forhåbentlig også døre, der kan holdes lukket, når det igen bliver koldt og vinter… men det er aldrig til at vide med de unger…

Før sad der vinduer, der hvor dørene nu står. Faktisk er der vinduer hele vejen – femten meters vinduesbånd, der giver masser af varme, når solen står på. Men de vinduer, der nu er døre var vinduer af den oplukkelige slags. Vi havde fire vinduer der kunne åbnes, nu har vi to døre. Heldigvis viste det sig at være en fejl. At de to resterende oplukkelige, bliver oplukkelige igen – vi glæder os.

Nye døre kræver nye sokler og i går kom mureren og muerede sokkel og hullet under dørene. Fint og glat så det ud, da jeg gik hjem.

Men de der døre. Før var der vinduer – og radiatorer. Det er ikke særlig smart når der står rør op ad gulvet og holdere til gamle radiatore lige midt i døråbningen. I sidste uge stod radiatormanden og snakkede med en, der godt kunne være projektansvarlig, om radiatorene. De sparkede lidt til rørene og talte om dette og hint. Talte om at den ene kan sløjfes helt, for nye vægge og nye vinduer og ny teknologi giver mere varme og mindre spild. Den ene af varmekilderne kan derfor godt undværes.

Den anden derimod, den skal flyttes og en ny af slagsen sættes op. Det var godt jeg lyttede med, for radiatormanden ville flytte så langt, at vores sofa, der normalt står under vinduet ikke længere kunne være der. Jeg blandede mig og enden blev at radiatormanden ville gå hjem og regne. Vil det kunne lade sig gøre ikke at flytte helt så langt, og give plads til både sofa og ny radiator ville han gøre det – men han ville ikke gå på kompromis med en sofa. Jeg stillede mig tilfreds og havde allerede tanker om hvor sofaen så kan stå.

I dag måtte vi holde lukket, for der sad en mand og bankede i gulvet. Larmede og støvede gjorde han også. Heldigvis kan vi være i Klubben, og mens manden bankede op, så VVS’eren kan lukke for tilførslen til den sløjfede og flytte rørene til den nye, hyggede jeg i Klubbens hobbyværksted.

Jeg gik gennem på vej hjem. Manden var færdig, gulvet fyldt med huller og de gamle holdere væk. Huller der giver retning af, at der bliver plads til sofaen og huller, der ødelagde gårdagens fine murede sokkel…

Ved Engen

 

Jeg var forbi min mor i går formiddags. Kiggede på borde, bøger, artikler, blade og snakkede en hel masse. Drak the og spiste æble mens klokken stille og roligt blev mere og mere.

Til sidst skulle jeg videre, for arbejdstider kan ikke bare overhøres.

Jeg kørte turen langs Damhusengen. Det er ikke så tit jeg kommer den vej forbi. På den side af engen. Jeg havde helt glemt suttetræet.

Jeg er overbevist om, at der var langt færre sutter, da jeg sidste gang kom forbi. Nu blomstrer det i de skønneste farver af alle kulører. Jeg blev helt glad.

Hvem ville ikke blive glad for at overdrage en flokfuld trætte sutter til sådan et træ.

På årets længste dag

Årets længste dag har flere betydninger. Dagen er også årsdagen for dengang jeg sprang ud på dybt vand, uden livline og uden viden om hvor jeg var på vej hen, eller om det i det hele taget kunne bære.

Otte år er der gået og drengen, Emilie flere gange spurgte til om kom tilbage, er her stadig. Om end jeg hellere kalder ham mere end det. Otte år med en sparingspartner, der har givet mig mere end jeg dengang havde turde håbe nogen sinde at få. Et andet mennesker, der kender mig på godt og ondt, til tider bedre end jeg kender mig selv.

Otte år med Anders.

Cyklus og hormoner

Efter mange år fyldt med kvindelige hormoner har jeg fået et indblik i hvordan sådan nogen fungerer. For eksempel er det gået op for mig – og når jeg taler med andre, har de ofte samme oplevelse – at menstruationer har det med at være mere hver tredie måned.

Jeg har ingen anelse om hvorfor, men helt sikkert mere – i forståelsen kraftigere, strærkere smerter, mere oppustet og en vægt der stiger mærkbart i forhold til andre måneder.

Jeg synes det er mærkeligt, og det kommer hver gang bag på mig. Men jeg har dog efterhånden lært at det bedste er at sluge et par piller og ligge helt stille, eller allerhelst bare falde i søvn.

Så det gjorde jeg i går. Heldigvis – eller ikke, det er vel et spørgsmål om prioritering -lod smerterne til at holde sig væk til efter arbejdstid. Resten af dagen og aftenen duede jeg så ikke rigtigt til noget. Emilie puttede med og læste højt, mens resten af husstanden fint var i stand til at klare sig selv.

Nu er jeg frisk, klar til endnu en dag – og det er slet ikke så ringe endda.

God tirsdag til jer alle.

Tre dage uden strik

Jeg mistede mit strikkemojo. I tre dage lå projektet, jeg endnu ikke er helt sikker på hvor ender, og kiggede på mig. I hele tre dage lod jeg det i stikken. Lod jeg det ligge, udelukkende fordi jeg skulle lukke en aflukning over tredive masker op, trevle to centimeter op og lave en ny aflukning…

I formiddags tog jeg det til nåde, gjorde hvad gøres skulle. Det tog under tre minutter og siden er projektet støt vokset.

I de tre dage jeg ikke strikkede.. fiksede jeg så en taske. Men i de tre dage jeg ikke strikkede, kørte tanker om nye projekter rundt i hovedet på mig, men ikke et eneste startede jeg op. Egentlig mærkeligt, når nu jeg er sådan en, der helst skal have flere projekter i gang samtidig.

Tænk at sølle tredive masker og to centimeter i den grad kan få lysten til at strikke til at forsvinde.

Nu er lysten tilbage – måske skulle jeg skynde mig at starte et eller andet nyt op. Bare fordi jeg har lyst.

Tykmavet og fyldt med foer

Det er blevet sommer, Jeg kan mærke det på computeraktiviteten. Jeg glemmer lidt, jeg har en computer. Jeg får ikke lavet blogindlæg, de ulæste indlæg i Google reader hober sig op. Jeg får ikke kommenteret, og jeg sidder ikke meget foran skærmen.

Jeg savner det ikke. Om det også har noget at gøre med at vi stadig er tre der deler den ene funktionelle computer, er muligvis også en stor bestanddel, men det er sommer og jeg savner ikke bekendtskabet. Jo – nogen gange kan jeg blive irriteret over og brokke mig over at der altid sidder nogen foran den ene skærm og tastatur, når jeg vil bruge den, men det går hurtigt over.

I stedet har jeg flettet. Og samlet, og syet, og sat foer i. Jeg har en hel del halvfærdige tasker stående, der alle mangler foer, lukninger, lommer og bæreagregater. Nu er den første færdig.

En lille tykmavet skulderting med foer og lomme og alting. Et par knapper holder på skulderremmen og efter Frau Putzsk forbillede er overgangen mellem kinesisk avis og udklip fra et gammelt Vogue magasin flydende hele vejen rundt.

Jeg overvejer om jeg skal bruge den selv. Om jeg skal være den, der finder ud af om knappesystemet holder. Eller jeg bare skal satse og slå den stort op. Sætte den til slag når resten af den halvfærdige bunke også kan smykke sig med foer, lommer og knapper.

Et stort spørgsmål, der i skrivende stund slet ikke er svært at besvare. selvfølgelig er jeg nødt til at vide om stingene holder. Selvfølgelig er jeg nødt til at bruge den selv.

Men formen er god. Jeg har helt lyst til at klippe til en mere.. eller to, eller tre…

Endnu en god grund til at slippe skærmen og rykke ud i solskinnet på altanen.

Echo Flower Shawl

To dage med nåle og sjalet er endelig helt færdigt. Det blev stort. Jeg ønskede stort. Men måske havde jeg ikke troet, det ville blive så stort. Det ér stort, og det er godt.

Med kameraret i hånden og sjalet over armen, satte jeg kursen mod bænkene, der dannede ramme om en fødselsdag sidste lørdag. Slet ikke noget dårligt sted til en forevigelse. Lidt leg med selvudløserfunktionen gav også mulighed for billeder af sjalsindsvøbte skuldre, og ud over besværgeligheden ved både at være model og fotograf, er det ikke umuligt jeg forsøger igen en anden gang. Også selvom jeg foretrækker et sæt hænder mere til tryk på knapper og finindstillinger.

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvor meget jeg holder af farveholdningen i det færdige projekt. Karinas ide om et farvebad lurer et sted i baggrunden, men det haster ikke. Nu prøver jeg af, og finder ud af hvor jeg ender.

Måske venter jeg lidt med at prøve af, for selvom det færdige resultat kradser en smule er det også temmelig varmt. Bare at have det over armen giver varme. En god varme, og det er ikke at fornægte.

Garnet er Kauni, der var et stort hit dengang jeg forsøgsvis begav mig ind i Bloglandia. Alle talte om Kauni, alle strikkede i Kauni, så da jeg faldt over et parti med alskens farvemuligheder, slog jeg til, og har siden haft det liggende.

Jeg synes ikke det er så stort et vidunder, som jeg oplevede det slået op som. Det har været en smule hårdt at strikke i, men ikke mere end, det ikke ville kunne skræmme mig væk. Det kunne til gengæld tanken om hvor mange splinter og hø eller halm jeg har piller ud undervejs. Det og så en viden om at det måske aldrig bliver rigtig blødt. Min oplevelse med garnet er i hvert fald, at det efter vask stadig kradser en smule.

Men det er varmt og det er god kvalitet i sig selv.

Mønstret trak tænder ud, og jeg vil nok aldrig kaste mig over lige det mønster igen. Men jeg har lyst til mere lace og huller og mærkelige maskekonstruktioner. Heldigvis har jeg også garnet til det, og måske endda et mønster peget ud. Jeg mangler bare lige en garnvinde – men det er der råd for.

Design: Echo Flower Shawl designet af Jenny Johnson.

Garn: Kauni 8/2 Effektgarn. 100 % uld i farven EF.

Det færdige sjal vejer 330 gr.

Pinde: En temmelig lang rundpind nr 3½. Desværre gik wiren i stykker lige inden kanten, hvilket betød at stykket med allerflest masker måtte strikkes på en noget kortere wire – ikke det mest animerende i forhold til at blive færdig.

Størrelse: Jeg gik efter sjalsstørrelse, og ville have det stort – stort blev det.

Det færdige sjal har et vingefang på 207 cm og en længde på 1 meter.

Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften fra ende til anden. I stedet for de foreslåede fjorten gentagelser af mønstret inden kanten, valgte jeg at gentage yderligere seks gange og endte med tyve gentagelser før kanten.

Mønstret er så snedigt regnet ud, at uanset antallet af gentagelser, passer kanten altid.  Jeg kunne godt have lavet en gentagelse eller to mindre, men det krøller så meget sammen undervejs, at det kan være svært at vurdere, hvor stort det færdige resultat er.

Jeg er nu godt tilfreds og set i bakspejlet, har det været et både hyggeligt og langsommeligt projekt.

Den endelige afsluttende kant med dobbelt garn og forfærdelig mange vrangmasker, giver en fornemmelse af perler på en snor, og jeg glæder mig over ikke at ahve valgt den noget nemmere og mere ligefor, helt almindelige aflukning.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

Den to-strengede

Min gode kollega Helmer, der spiller guitar og synger med ungerne. Manden der er et hit omkring ethvert lejrbål, og som med en engels tålmodighed lærer og genlærer de interessede unger om strege og akkorder, var en af gæsterne ved lørdagens fødselsdag.

Hvorfor ikke slå to fluer med et smæk, tænkte jeg, og introducerede ideen om ikke han kunne have lyst til at skifte mit instruments to resterende strenge med lidt flere. Slet ikke noget problem, og selvom jeg har haft guitar siden jeg var ni og endnu aldrig har lært at spille på den, er det unægteligt lidt federe at have et fuldt funktionsdygtigt instrument stående, end den vinde og skæve af slagsen, Emilie har tævet løs på med mellemrum, og som sjældent lyder særlig godt.

Ved fælles hjælp blev jeg udstyret med strenge og sørgede for at guitaren nåede med på græs. Først der gik det op for ikke bare mig, at det stakkels undertrykte musikspillende stykke træ, er gået en smule i stykker. Ikke meget, men  nok til at det var umuligt at sætte strenge på.

Helmer mente nu nok at kunne fikse, om ikke andet kunne han købe en ny dims, der senere kunne sættes på sammen med de famøse strenge. Blot skulle jeg huske at tage guitaren på nakken .. i går.

Det glemte jeg selvfølgelig. Så nu står den parat ved døren, klar til nye eventyr. Mit store problem kan så være at få den stoppet ned i cykelkurven. For sådan en fiks anordning, så jeg måske kunne have haft den på ryggen er hverken jeg eller dyret indehaver af.

Strikkepinde i ørene

Jeg havde ønsket mig ear-knits i fødselsdagsgave. Dem fik jeg ikke. Til gengæld havde Henriette ladet sig inspirere og selv siddet med bittesmå perler, halve tandstikkere og minigarnkugler. Jeg holder meget af at kunne selv og lade sig inspirere. og hvad er bedre end begge dele, når det samtidig kommer mig til gode.

Jeg havde garnnøglerne i ørene på arbejde i går. Da de første to piger trådte ind ad døren, udbrød den ene noget i retning af: Neeeej, hvor er de søde, det er sådan nogen rigtige Pernille-nogen… Jeg nåede at fortælle om veninden, der selv havde lavet dem, mens den anden pige sagde; Øhh, hva, og aldrig nåede længere.

Siden kom mange forbi, flere kommenterede og alle var enige om at selvfølglig skal jeg have strikkepinde og garnnøgler i ørene. Først ved lukketid, da de samme to piger, der dukkede op som de første, var på vej ud af døren, udbrød pige nummer to: Neeej, sikke nogen søde øreringe…

Der var mere end bare grin på vej ud af døren.

Endelig

Sent i aftes kunne jeg trække tråden gennem den sidste maske, slippe pindene og erklære sjalet for færdigstrikket. Trods manglende udstræk varmede det fint om halsen, da jeg frysende viklede det om mig, og straks efter faldt i søvn på sofaen.

Vores sofa er ikke det bedste sted at ligge, så jeg var noget radbrækket, da Anders vækkede mig alt for sent og fik mig ind i sengen, der er noget mere anvendelig til formålet.

Her til morgen kan jeg nyde det færdige arbejde. Umiddelbart kanjeg rigtig godt lide den forfærdelige aflukning med dobbelt tråd og alt for mange vrangmasker. Jeg synes også den flæsede effekt kanten afgiver inden blokning og udstræk er rigtig fin.

Det skal dog ikke ændre meningen om at ligge det hele i stræk og hjemturen i dag er allerede besluttet at skulle omkring babyudstyrsbutikken efter store brikker til et legegulv, der åbenbart også er udemærket legetøj for langt ældre, strikkende damer.

Unge og Alkohol

Efter gårsdagens snak om snaps byder dagen i dag på snak om alkohol. Årets sidste møde med syvendeklasses elever og deres forældre. Årets sidste møde med snak om alkohol.

Uanset hvor mange af de møder jeg har deltaget i, uanset hvor mange positive oplevelser jeg har haft, står jeg altid tilbage og føler mig uforberedt og bagefter ofte med en følelse af, at det vi gør ikke er gennemtænkt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har følt, at den snak jeg har med ungerne, bliver en snak der for dem betyder at nu har de lært farerne ved at drikke, nu kan de godt – og nu må de godt. Også selvom jeg har fyldt dem med viden om, at deres kroppe ikke er parat og at der er andre måder at være sammen på.

Heldigvis er jeg ikke den eneste, der står med de følelser. Heldigvis er vi flere der snakker sammen og er opmærksomme på at der skal ændres i måden emnet bliver taget op. Konferencen i sidste måned skubbede kun til de tanker, og måske er det slet ikke ungerne vi skal have fat i,  måske vil det være nok med forældrene.

Det sidste er tanker SSPkonsulenterne går og gør sig, men måske har de ret. Noget af det vi lærte på konferencen er at det at drikke er socialt betinget. At det at drikke er så grundlæggende en del af vores kultur at det ikke nytter at tage fat i de unge, hvis ikke også den ældre del af befolkningen ændrer deres holdninger.

Det vi også lærte – ud fra undersøgelser og tal – er at når sundhedsstyrelsen galer op og fortæller om årgange hvor mindst 92% af de unge drikker, betyder det ikke nødvendigvis at samtlige 92% hælder sprut i gabet hver og hveranden dag. Det betyder at den største gruppe – op mod 80% – drikker en eller to gange eller mindre om måneden.

Vi lærte også at den del af befolkingen  der drikker mest, er de veluddannede. Og det gælder hele vejen igennem. Den del af de unge der drikker mest, er nemlig dem med universitetsuddannelserne, dem der går længst tid i skole og dem der bliver til de veluddannede.

Det ville være lækkert, hvis vi kunne påvirke de unge, så de førende i klasserne eller grupperne lagde afstand til druk, men det bliver svært. For igen viser undersøgelser at selv de, der ikke drikker synes det at drikke er værd at se op til. Jeg spurgte sidste gang jeg sad med en klasse, lod spørgsmålene falde i netop den retning, og svaret var som undersøgelserne. Selv de der tydeligt ingen hensigter havde, om at drikke i morgen, næste måned eller næste år, synes det var helt i orden og en fornuftig del af ungdomskulturen.

I Danmark har vi ikke ret meget modkultur i forholdt til det at drikke. I Danmark drikker vi langt mere end i de lande vi sammenligner os med. Det kan godt være vi stadig er præget af Vikingetiden, og måske netop derfor er jeg ikke i tvivl om, at det bliver svært at ændre holdningen til alkohol.

En flok unge lavede en happening hos en købmand for efterhånden længe siden. Købmanden havde tilbud på rødvin – tolv flasker for et eller andet beløb – og de unge stillede sig op med skilte, hvorpå der stod: Ingen salg af alkohol til personer over 40 år. De blev ikke mødt særlig positivt…

Jeg har ikke svaret, men jeg ved at min aften i aften bliver anderledes end tidligere. Jeg er bare ikke sikker på jeg vil gøre en forskel, for som undersøgelserne viser, drikker de unge socialt. Det kan jeg ikke lave om på.

Hvis jeg kan lære dem at drikke fornuftigt, er jeg måske nået et skridt på vejen…

Maj

Jeg glemte helt maj til årets fotokalender. Måske fordi potentialet af billeder ikke var stort nok til at spændendegøre fremstillingen. Men maj er slut og omme, og selvom maj både var regnvejr og opstart til forår, var maj også sol, friskhed og masser af grønne skud.

Om lidt er juni slut, og hvis ikke jeg begynder med billeder fra grøftekanterne, ender jeg i samme situation lige om lidt.. er jeg bange for.

Lidt godt til ganen

Har jeg nogensinde fortalt om Emilies hemmelige projekt, der startede for flere måneder siden. Faktisk dengang det gik  op for hende at min søde kollega skulle forlade os. I virkeligheden er det forkert, men det var der starten for alvor gik.

I et par uger havde hun fablet om at lave snaps til Anders, til hans fødselsdag. Ikke at hun selv havde nogen interesse i at smage, men min søde kollega går højt op i at lave snaps og et par gange har Anders besluttet at det kan han også, og lavet et bryg.

Den søde kollega blev konsulteret i forsøget på at finde en egnet opskrift og på hans opfordring gik vi hjem og hældte lidt af hvert fra krydderihylden i et gammelt sylteglas og toppede med en halv flaske billig vodka, der efter sigende fungerer fint til sådanne eksperimenter. Desværre kom der temmelig meget chili i, og det færdige produkt er af en sådan karakter, at det renser godt, drikkes det i ufortyndet tilstand.

Men et bryg var ikke nok. Altså blev den anden halvdel fyldt med kaffebønner og kokosnød. Igen måtte vi konstatere at snapsebrygning ikke er for uøvede og kræver øvelse og fornemmelser. Det betyder ikke, at det ikke kan drikkes, men det vil nok være en god ide at fortynde en smule – eller måske meget.

Som et sidste eksperiment lavede hun en blanding helt uden andres indgriben. Denne gang blev en hel flaske hældt på sylteglasset sammen med appelsinskal, ingefær, masser af lakridsrod og en hel frisk chili, der dog efter det første eksperiment med chili blev hevet op efter ganske få dage.

En hel flaske skulle det være, for den søde kollega skulle have halvdelen og halvdelen fik han. Appelsinblandingen blev rigtig god. Så god at den autodidakte og temmelig drevne snapebrygger spurgte efter opskriften… men den kunne Tøsebarnet ikke lige huske.

Den har det hele, alle smagsnuancerne kommer frem på vej gennem systemet. Selv jeg synes den smager godt.

Mens bryggeprocessen stod på, samlede vi pæne flasker, gemte både bryg og flasker på Emilies værelse og Tøsebarnet sagde mere end en gang, at det var mærkeligt sådan at gemme alkohol på hendes værelse.

Stor var da også overraskelsen, da dagen endelig kom og Anders kunne pakke de tre forskellige bryg op. Han gloede noget og fik meget undrende spurgt, hvor vi dog havde haft det henne? Hvordan dog havde kommet omkring uden hans vidende? Han smagte og fik ret hurtigt ideer til forbedringer af de to knap så heldige udgaver, mens appelsinblandingen bare skal nydes som den er.

Selv jeg kan overraskes. For ikke om samme Tøsebarn havde hældt en smule fra inden overdragelse til henholdsvis den søde kollega og Anders, så også jeg fik snaps i fødselsdagsgave. Appelsinsnaps med lidt af hvert.

Men det var ikke den eneste snaps jeg fik. Også mine søde kollega troppede op med smagsprøver. Ti forskellige i små fine flasker. Med alt muligt spændende indhold. Blåbær, hyben, mirabelle, appelsin fra træet derhjemme, blommer og meget, meget mere. Alle sammen påsat mærker med min søde kollegas kragetæer.

Egentlig er jeg slet ikke den store snapsedrikker. Men det her, det er alligevel noget helt specielt… og selvom flaskerne er små, er jeg sikker på de kan holde længe.

Jeg fik også the – lækker grøn the, i en lækker indpakning, jeg glæder mig til at sætte i blød og lave udtræk af.

De sidste pinde

Jeg har nået kanten, og føler tænder trukket ud. Jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg kan godt lide at strikke, men alligevel finder jeg mig i en situation hvor jeg ikke formår at strikke mere end højest een pind - ofte kun en halv - før jeg simpelthen er nødt til at holde en pause, inden jeg igen kan gribe pindene.

Jeg synes ellers tit, det kan animere kun at mangle få pinde i det samlede værk. Bare ikke denne gang. Der er under otte pinde til den endelige afslutning, og alligevel tager det afsindig lang tid.

Meget mærkeligt!

Luksus og værktøj

Jeg fik lækkert garn og nyt værktøj. Masser af hæklenåle for at være præcis. En del af dem dubletter, så de er stadig forseglet og klar til en ombytning til de rigtige størrelser og flere strikkepindespidser og wire.

Henriette havde fundet fine klemmer, der er gode når fletteriet er i gang. Nogle sjove nogle af slagsen og allerede indlemmet i samlingen af klemmer.

Og så var der garn. Lækker Cascade 220 i en flot råhvid. Jeg har strikket af cascade før, og jeg ved det er lækkert. Slet ikke nogen dårlig ting at have på lager, og noget jeg kan gå og glæde mig til at sætte pindene i.

Så var der Soysilk – Pure i farver der råber på sjov og ballade. Et lækkert blødt garn, jeg ikke aner hvordan opfører sig når det bliver strikket, men det virker rigtig lækkert og jeg kan lige se en fin sommerbluse eller top for mig. Måske jeg skulle på opdagelse efter den rigtige opskrift. Jeg kan læse mig til at soyasilke er restproduktet fra soyabønner i tofuproduktionen. Det lyder spændende og det føles dejligt.

Endelig havde Bettina helt uden at fortælle noget slæbt Handmaiden Sea Silk med hjem fra New York. Er det bare lige lækkert. Uhm, Jeg kunne sidde og ae det dagen lang og slet ikke blive træt af det. Ren luksus, der skal findes det helt rigtige projekt til.

Det er altså lækre gaver.

Fødselsdag

Lørdagens fødselsdag indeholdt alt det jeg gerne ville have. Hygge, dejlige mennesker, sol og gæster der blev til langt ud på natten. Aldrig har jeg følt mig så overvældet, både af glæde og gaver og alting.

Karinas dejlige blomster minder mig stadig om dagen og jeg aer stadig på gavesamlingen, der næsten indeholdt alle mine ønsker og lidt til. Det jeg ikke fik, er det mulighed for, for et par gengangere giver mulighed for andet, når hverdagen igen falder ind og byttemuligheder åbnes. Et enkelt glemt ønske blev der også mulighed for, da Nina jeg jeg  hen ad aftenen lige skulle runde nettet og kigge efter opskrift påp Emilies kjole, som yndlingskusinen kiggede langt efter.

Ikke et eneste billede fik jeg taget. heldigvi har Henriette overbragt sine og jeg håber min far måske også har nogen, jeg kan få.

I dag er der langt mere energi over feltet og oprydningen der stort set er klaret, når nok omkring de sidste krampetrækninger inden dagen er omme.

Dagen derpå

Kombinationen af alt for lidt at drikke, alt for meget sol og alt for lidt søvn gav mig tømmermandslignende fornemmelser, da jeg vågende i morges.

Dagen i går var fantastisk og dagen i dag nydes i det langsommeligste tempo med indlagte pauser til ingenting eller måske en lille lur.

Tak til alle der mødte op og gav mig en daglig dag.