onsdag den 29. februar 2012

Tidlige onsdag


Onsdag starter tidligere i dag end ellers - og så alligevel ikke.

Den reelle arbejdsdag starter tidligere - mens onsdagsgymnastikken er aflyst. Forvirret? Måske. Jeg glæder mig i hvert fald over tre kvarters ekstra morgen hjemme, samtidig med tidligere mødetid.


Roser fra skuddagens frieri...


Roser fra skuddagens frieri...


Samtidig ærgrer det mig en smule at gymnastikken røg overbords i svinget. Men skal det være, er dagen i dag velvalgt. På den måde blev sidste mulighed for fælles gymnastik en smule overset, og vi må nu fortsætte på egen hånd.

Jeg har fået meget med. Mange gode øvelser, og var jeg ikke så tilpas forfængelig, havde jeg også lavet en del flere øvelser herhjemme. Jeg har nemlig set i øjnene, at  jeg er indehaver af en vis forfængelighed, når det handler om at ligge midt på gulvet og lave gymnastiske øvelser. Jeg gør det gerne - men kun når jeg er sikker på at være helt alene.


Roser fra skuddagens frieri...


For øjeblikket er jeg aldrig helt alene. Daniels afsluttede grundskole og manglende læreplads, betyder at han altid er hjemme. Han søger, han har følere ude. Han har aftaler, både med skole, kommune og onkler. Forhåbentlig går der ikke længe, inden han er i gang igen.

Jeg håber. For han er en af dem, der ikke duer til at gå rundt i lediggang. Han ved det, jeg ved det. Altså ved han også, hvorfor jeg ind imellem kan være noget belastende i mine krav til ham. Jeg er sikker på han synes, jeg er møgirriterende. Jeg håber irritationen får ham op i højere omdrejninger.

Jeg har vel lov at håbe...

tirsdag den 28. februar 2012

Rod i koderne


Jeg kan ikke huske hvor mange år, der er gået, siden Uni-login med koder og så videre blev introduceret på min arbejdsplads. Formentlig fordi jeg aldrig har brugt det.

Min kode har nemlig aldrig virket. Jeg har heller aldrig haft voldsont brug for den. Caféens computere kører på deres eget netværk, fordi det ville være grusomt hvis alle ungernes spil, for ikke at forglemme gemte brugere og genveje, blev nulstillet hver eneste nat.


Uni-login


Til gengæld har vi brug for gennemgribende oprydninger mindst et par gange om året - det hjalp på antallet, da en kvik chef påpegede muligheden for administratorkontoer.

Det eneste sted jeg derfor har haft brug for mit login, har været på computeren på kontoret, men er der ikke allerede en anden der er logget ind, har jeg altid kunne finde en. Sidste gang jeg vikarierede i skolen, var problemet heller ikke større, end en af eleverne loggede ind, da smartboardet skulle i brug.

Det er selvfølgelig lidt irriterende, men jeg har glemt det igen og igen, for generelt havde jeg ikke brug for det. På et tidspunkt huskede jeg alligevel, fik nulstillet og så skulle det virke.. det gjorde det bare ikke.

Men så fik jeg en smartphone, og af uvisse grunde kan jeg ikke gå på nettet på skolens område. Men jeg kan bruge skolens trådløse netværk... hvis ellers min uni-login kode virkede.

Det gør den nu. I dag huskede jeg nemlig at finde den IT-ansvarlige, inden han var gået hjem. Om det var en fejl40, der betød at mit password ikke passede sammen med login, skal jeg lade være usagt. I hvert fald var det en ganske anden kode, der dukkede op, da både kode og login blev hevet frem fra en databases indre.

Nu skulle det gerne virke - med ændret kode, så jeg også har en mulighed for at huske mit password!

Linet op


Jeg skal have gæster i morgen. Og har planlagt bagværk. Med hævetider på mange timer og kolliderende arbejdstider, er starten lige om hjørnet.


Linet op til bagning


Der er linet op, vejet af og gjort klar. Om lidt vil jeg røre det hele sammen, gemme i køleskabet, løbe ud af døren til en lang arbejdsdag og bage i aften, så der kan køles af inden morgendagens pyntning.

Spørgsmålet er så, om jeg også bør planlægge noget, der kan minde om noget sundt, mættende og nærende...

mandag den 27. februar 2012

Tilbage til evighedsprojekterne


Vejret har været alsidigt i dag. Alt fra tåge, forårsfornemmelser med solskin og følelsen af varme, til regn og regulær sne på en og samme dag.

Det har været sjovt at opleve.

Jeg er knap så vendekåbeagtig. Efter et par overskuelige og gennemførte projekter er jeg tilbage hos evighedsprojekterne. Er klar til endnu en omgang, inden jeg igen får brug for at blive færdig med noget.

Ikke bare de hyggelige hexipuffs, der i skrivende stund har rundet trehundrede. Så mangler jeg bare trehundrede... og seksoghalvfjerds...


Hexipuffs


Også det håndsyede tæppe har fået en renaissance. Stærkt skubbet på vej af Losarinas mor. Bare et par aftener med synålen og jeg er allerede nået over halvvejs med monteringen af de færdigsyede blomster og løse mellemled. Jeg var heldigvis godt på vej, inden det blev pakket væk for godt et år siden.

Det er hyggeligt.

Jeg er temmelig sikker på, det bliver pakket væk igen, inden det for alvor bliver færdigt. Sådan er det med evighedsprojekter. Men det er også projekter, der gerne må tage år, før de endelig kan tages i brug.

Det er i hvert fald min teori.


Patchwork

søndag den 26. februar 2012

En rask beslutning


Besteveninden har brugt ugen på Grand Canaria. Nu er hun hjemme igen, og en opringning og spontane planlægninger, sendte meget hurtigt mig på cykel mod Frederiksberg.


Frederiksberg, februar 2012


Frederiksberg, februar 2012


Vejret var skønt og solen skinnede, da jeg krydsede Valby Bakke, slottet og alle de glade børn ude foran Zoologisk Have.

Da jeg langt senere vendte næsen den anden vej, var det efter timer fyldt med snak, hygge, god mad og glæde over, at jeg huskede lygterne.

lørdag den 25. februar 2012

Om at være der


Dengang Daniel startede skole, var der i klassen en anden lille dreng, som han hurtigt blev gode venner med. Den anden lille dreng havde visse problemer med at styre sit temperament, hvilket som årene gik blev mere og mere udtalt.


Lejre, efteråret 2011


Efterhånden blev den anden lille dreng skubbet længere og længere ud af fællesskabet. Ingen havde lyst til at sidde ved siden af ham, han blev betragtet som mærkelig, og når hidsigheden løb af med ham, kunne ikke engang lærerne stoppe ham fra at kaste rundt med stole eller andet løst materiel.

Daniel holdt dog fast. Holdt af sin ven.

I løbet af anden eller tredie klasse, viste det sig at den anden lille dreng havde en diagnose. Asbergers syndrom. Den anden lille drengs mor, følte et pres lette fra sine skuldre. Tankerne om at det var hende, der gjorde noget forkert, lettede. Klassens andre forældre var meget forstående, men drog dog alligevel et lettelsens suk, da den anden lille dreng stoppede i klassen og kom i en specialklasse, hvor lærerne havde værktøjer til at lære ham, om han selv og tackle ham, når det var det, der var brug for.


Lejre, efteråret 2011


Daniel holdt stadig fast.

Ikke en fødselsdag er holdt, uden den anden lille dreng har været med. Heller ikke den anden vej, er der gået noget forbi. Mange er de gange Daniel har overnattet og hygget hos den anden lille dreng og da den efterhånden knap så lille anden dreng, tog på kostskole de sidste år af den regulære skolegang, var Daniel (stærkt ansporet af kammeratens mor) flere gange med toget til den anden ende af landet og weekendbesøg hos sin gode ven.


Lejre, efteråret 2011


Daniel holder stadig fast.

Trods besværgeligheder og frustrationer. Trods flytten rundt til forskellige bosteder. Trods nye venner. Trods alt det, det kræver selv at være midt i puberteten og opfindelsen af sig selv, er Daniel stadig tro mod sin ven. En ven, hvis mor altid er der, selvom jeg er sikker på, det ind imellem kan være svært.

Da den samme mor for et par dage siden ringede og fortalte at vennen var indlagt på psykriatrisk afdeling, og spurgte om Daniel ville med og besøge, sagde han derfor med det samme ja. Han slap for oplevelsen af den psykriatiske afdeling, for vennen var tilbage på bostedet, da Daniel i morges blev hente af vennens mor.

Men han holder stadig fast nok til, at han er taget med vennen hjem, og vi ikke ser ham før engang i morgen.

Hippie look-a-like


Hold da op som tiden går. Jeg troede jeg skulle på biblioteket. Nåede helt derhen. Tyve minutter efter lukketid.

Frisk luft er godt, og jeg fik taget billeder af Emilies hue. Strikket på pind nummer ni. Det tog ikke lang tid. Bare et par timer, torsdag aften.


Hippie look-a-like


Hippie look-a-like


I alle timerne inden jeg nåede ud og mod biblioteket fik jeg klaret hjemmearbejdet, der egentlig skulle have været klaret dengang ferien var ny. Dengang orkede jeg ikke. Havde i den grad brug for ferie. Jeg kan ikke engang finde den dårlige samvittighed, jeg måske nok burde ligge inde med.

Til gengæld er jeg vist ved at være klar til arbejde igen. Sådan en uge helt uden planer var lige hvad jeg trængte til. Ikke at jeg ville sige nej til en mere. Det er bare ikke skemalagt.

Tilbage til Emilies hue.





Design: Hat in Eskimo fra DROPS design.


Garn: Anna og Claras Alpaca fra Søstrene Grene. Det er superlækkert og meget, meget blødt.

Den færdige hue vejer 146 gram.


Pinde: Pinde nummer 9. Jeg havde kun strømpepinde i den størrelse. Det ville nok have været nemmere med en rundpind, men sådan er der så meget.


Størrelse: Størrelsen er onesize og passer fint.


Hippie look-a-like


Bemærkninger: Garnet burde nok have været strikket på en tyndere pind, men det virkede fint at følge opskriftens vejledning, hvor øreflapperne og den retstrikkede kant er strikket dobbelt, mens selve huen er strikket med enkelt garn.

Jeg lavede flapperne længere end opskriften lød på, og fortsatte tre-fire gange rundt over de sidste ti masker, inden jeg lukkede af.

Emilie ønskede kvaster, så det fik hun. Jeg brugte min mobiltelefon til at vikle kvasterne om. Den havde en ret god størrelse.

Jeg satte kvasterne fast med et flettet bånd af fire dobbelte tråde af garnet.


Har du lyst til at se flere billeder af huen, kan de ses lige her på Ravelry.

fredag den 24. februar 2012

Det skulle være så nemt


At mødes på volden. Tænkte jeg. Og cyklede af sted.


Februar 2012


Lige indtil jeg forsøgte kontakt, lidt usikker på hvilken vej han tog. Jeg startede med en forsigtig sms. Han skulle jo ikke gerne ane uråd. Da jeg aldrig fik noget svar, endte jeg med at ringe. Og fik med det samme svareren i øret.

Det er ikke nemt at skabe kontakt til en batteriløs mobil.

Det er svært at mødes på volden, når den ene halvdel ikke ved, der er en aftale, og den anden halvdel skiftesvis cykler og går frem og tilbage. Med jævne mellemrum ringede jeg hjem, for at sikre mig mod at han skulle være sluppet forbi mig.

Til sidst gav jeg op. Købte ind. Kørte hjem. Ventede.

Uden viden om min venten, var han taget på besøg hos den nærboende kammerat. Det er ikke ualmindeligt. Jeg havde bare glemt muligheden burde medregnes.

Da han endelig dukkede op, synes Emilie stadig (det har hun synes siden jeg delagtiggjorde) at det var fjollet, men  forsvandt alligevel skyndsomt, så jeg kunne få kæresten min for mig selv.

Resultatet... Som forventet blev han noget bleg. Men jeg har endnu ikke fået et blankt afslag. Jeg tror måske vi er ude i noget med at engang ude i fremtiden. Sådan om en femogtyve eller tredive år. Så kan det da godt være...

Til gengæld er jeg ikke helt sikker på, at jeg tror ham, når han siger, han ikke kendte til traditionen med silkehandsker til den svegne. Og selvom han synes den var fjollet, gad han godt have ringen på. Lidt i hvert fald. Han synes bare den er meget varm - og døbte den på stedet som fingervarmer.

Skuddag


Det er den 24. februar i dag. Skuddag. Dagen hvor kvinderne har lov at fri. Det kan jeg ikke stå overhørrigt.

Jeg er stadig ikke helt sikker på hvordan. Jeg er ret sikker på at få en kurv. Og jeg er temmelig sikker på, at de tolv par silkehandsker eller tolv BH'er, jeg har ladet mig fortælle de i nutiden kan konverteres til, aldrig vil dukke op.


Heartfelt rings


På den anden side.

Skal det gøres, skal det gøres ordentligt.

Så jeg har ringe. Satser på røde roser. Sommerfugle i maven. Og en diffus plan om at møde ham på volden, når han er på vej hjem fra arbejde... Altså snart...

krydser I fingre for mig?

Mulberry Hat


Til jul ønskede jeg og fik bogen Modern top-down knitting. Har du ikke set den, er den absolut et besøg værd.

Jeg bruger oftest strikkebøger som inspiration. Det betyder ikke, der ikke kan være modeller, der skriger efter at blive strikket. Helt som de er.

En af dem er Mulberry hat.


Mulberry hat


Da jeg ledte efter garn til Hallet's ledge, viste det sig at jeg ikke alene lå inde med garn til trøjen, jeg havde også et par nøgler af samme kvalitet, men en anden farve. Denne gang brun med nister af flere forskellige farver.

Jo mere jeg strikkede på trøjen, jo større blev beslutningen om, at omdanne den anden farve til en hue. Slet ikke nogen dårlig ide.





Design: Mulberry Hat af Kristina McGowan.


Garn: Uldgarn fra Netto. Jeg købte det engang sidste år, og har ingen anelse om hvilken type uld, det drejer sig om. Banderolen siger uld. Det var samarbejdsvilligt at strikke med og det gik stærkt.

Den færdige hat vejer 66 gram.


Pinde: Pinde nummer 4. Jeg startede med strømpepinde og skiftede til en rundpind, da der blev lidt for mange masker til strømpepindene.


Størrelse: Jeg strikkede efter størrelse small.


Mulberry hat


Bemærkninger: Mit garn passede ikke helt til strikkefastheden, hvorfor jeg med fuldt overlæg valgte størrelse small. Jeg vidste godt den færdige hue ville blive en smule større end beregnet, og ville det.

Jeg er så absolut tilfreds med resultatet og fulgte opskriften helt efter foreskrifterne. Bortset fra skyggen. Jeg synes skyggen efter opskriften blev for lille og strikkede fire-fem omgange mere, inden jeg lukkede af.

Jeg er ikke hundrede procent sikker, men for mig at se er det samme sket med den hue der er afbilledet i bogen.

I øvrigt er den ret god, når man glemmer solbrillerne en solrig vinterdag.


Har du lyst til at se flere billeder af huen, kan de ses lige her på Ravelry.

København i solskin


Helt uden at konsultere vejrudsigten, lykkedes det os at ramme København på en solskinsdag. Og helt uden planlægning, har Emilie nu også set den mindre og noget kedelige anden perron på Nørreport Station. Den til regionaltogene.


København, februar 2012


Vi skulle se kjoler. Satte os til rette i bussen mod Rådhuspladsen. Derfra kunne vi nyde solskinnet og gå hele vejen gennem Strøget. Men så begyndte jeg at tænke. Tænkte at vi aldrig ville komme til den anden ende af Strøget inden museet lukkede, hvis vi gik.

Altså hoppede vi af ved Hovedbanegården og ville finde S-toget mod Nørreport og Metroen til Kongens Nytorv. Der var bare ikke noget S-tog. Noget med signalfejl på Nørreport og begrænset gennemgang. Men der var regionaltog. På den måde havnede vi i toget mod Nivå og den anden perron på Nørreport.

Ved opstigelsen på Kongens Nytorv er al arbejdet flyttet. Sidst jeg var der, var der store huller lige ved trapperne. Nu er der lukket. Asfalteret. Det går stærkt, når man kommer der så lidt.


København, februar 2012


Vi gik mod vandet, og Amaliehaven. Hvor jeg overtalte Emilie til at tage billeder, inden vi fortsatte mod museet og kjolerne. Et eller andet sted mellem Amaliehaven og slottet lykkedes det mig at afspore mine handsker. Handskerne, der har været væk flere gange, men altid er kommet tilbage.

Der er koldt i København, selv på en solskinsdag i februar. Jeg må se i øjnene at denne gang får jeg dem ikke tilbage. Godt jeg stadig har de varme vanter.


København, februar 2012


Amailienborgmuseet er ikke stort. Men det er hyggeligt. Jeg har haft Emilie med flere gange, og hver eneste gang finder hun studierne af tidligere kongers og en enkelt dronnings arbejdsværelser spændende. Med de små rum er det begrænset hvor mange kjoler, der kan vises frem. Men de, der var der, var flotte. Mange med fine detaljer og Emilies interesse næsten lige så spændende.

Tilbageturen gik gennem Strøget. Vi fik mad og Emilie varm kakao, inden mørket lige så stille faldt på og vi søvndrukne raslede hjem med samme bus, som bragte os mod byen i første omgang.

Hallet's Ledge


Jeg ved jo godt, at når man ingen interesse har, bliver resultatet også derefter. Alligevel nærmest tvang jeg Emilie til at tage billeder af den færdige trøje. Det lyser vel nærmest ud af ovenstående, at jeg ikke er tilfreds - eller imponeret.


Hallet's Ledge


På den anden side, kan det vel lære mig, at finde en eller anden, som rent faktisk har en interesse i, at de færdige billeder viser det færdige projekt så godt som muligt.

Når det er sagt, har jeg (med en enkelt undtagelse.. eller to) strikket lige efter mønsteret. Og glædet mig over et dejligt stykke strik og et lækkert resultat.

Jeg tager den aldrig af...





Design: Hallet't Ledge af Elinor Brown.


Garn: Uldgarn fra Netto. Jeg købte det engang sidste år, og har ingen anelse om hvilken type uld, det drejer sig om. Banderolen siger uld. Det var samarbejdsvilligt at strikke med og det gik stærkt.

Der gik 380 gram til hele trøjen.


Pinde: Pinde nummer 5. Jeg brugte rundpinde til hele trøjen, og strikkede begge ærmer på een gang med magic loop. Det er prøvet nu, virkede fint, men ender sansynligvis aldrig blandt mine yndlingsmetoder.


Hallet's Ledge


Størrelse: Jeg strikkede den tredie størrelse. Otteogtredive trekvart tommer. Jeg havde flere gange undervejs overvejelser om ikke den ville ende for lille. Det var heldigvis ikke tilfældet.


Bemærkninger: Jeg ændrede to ting, Dels irriterede det mig, at ærmerne ikke blev symestriske omkring udtagningsmaskerne. En enkelt maske gjorde udslaget, så den lagde jeg lynhurtigt til.

Den anden ændring var knaphullerne, som jeg startede med at strikke efter anvisningerne. Jeg synes de blev for store og endte med at lave dem om, så hvert knaphul i stedet består af to ret sammen, slå om. Dvs en aflukning i stedet for to.

Personligt synes jeg også den knaplukning gjorde resultatet pænere.

Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan de ses lige her på Ravelry.

torsdag den 23. februar 2012

Varme på toppen


Emilie og jeg tager aldrig til byen uden en tur hos Søstrene Grene. Vi kommer der også sjældent uden at komme ud med alt muligt ragelse, vi i virkeligheden slet ikke har brug for.


Lækker fed alpakka


Lækker fed alpakka


I dag købte vi garn. Lækker fed alpakka. Tøsebarnet vil nemlig gerne have en hue, og hun var også villig til at betale for det ene nøgle, mens jeg stod for de to andre.

Længe stod hun med valget mellem lilla og blå. Det endte med den blå, men den lilla var altså også flot. Forhåbentlig ender det med en øreklaphue i retning af den, hun selv gik hjem og lokaliserede hos Drops.

Mens printeren printer, vil jeg finde de store pinde. Det skulle være et projekt, der er til at overskue.

Gårsdagen


Vi fik delt aviser ud, fik sorte fingre. Og vi fik gået en lang tur.


Februar 2012


Februar 2012


Jeg fik strikket. Fik afsluttet Hallet's Ledge. Nu mangler jeg bare billeder. Og et opskyl. Men det må vente, for nu vil jeg have den på.

En maske greb den næste. En hat så dagens lys, og jeg kom alt for sent i seng. Sådan kan det gå. Så er det godt at have ferie.

I dag vil vi ud. Se noget. Mærke lyset. Og lukke os inde undervejs.

Emilie er helt med på at tage til Amalienborg og se på kjoler. Mon ikke også der bliver noget Strøg eller noget andet byrelateret.

Jeg tror det.

tirsdag den 21. februar 2012

Feriedovenskab


Endnu en dag er gået, næsten lige så feriedoven som gårsdagens. Og så alligevel ikke.


Tulipaner på mit spisebord


Tulipaner på mit spisebord


Tøj er vasket, køkken gjort rent, ris, som ellers ikke hører til blandt min madplan, er spist og Ungersvenden er presset langt nok til en rundringning og et skridt nærmere håbet om en læreplads.

Emilie lavede maden. Hun vil lære og stiller krav. I dag handlede det om simremad. Om timer i en gryde på et komfur. Det blev godt. Rigtig godt faktisk, og når hun bruger så mange timer (også selvom mange af dem klarer sig selv) spiser jeg selvfølglig også risene, hun koger til.

Jeg har strikket. Og pillet op. Og talt. Og strikket mere. Om lidt fortsætter jeg, for ærmerne vokser ikke helt i samme takt, som jeg synes de burde. Der skulle gerne et par centimeter eller ti til, inden jeg kaster håndklædet i ringen og lader dagen ende.

I morgen venter Tøsebarnets aviser. Jeg overvejer om jeg skulle lade feriedovenskaben lette længe nok til at hjælpe hende. Men sig det ikke til hende. Hun kender ikke til mine overvejelser...


Tulipaner på mit spisebord

To i een


Inden jeg startede med at blogge, havde jeg aldrig kendt til magic loop. Jeg har ofte strikket rundt på en for stor rundpind, men min teknik var knap så forfinet som magic loop.


To ærmer på een gang


Jeg har længe vidst at to ærmer snildt kan strikkes samtidig, frem og tilbage på een pind, men at de også kan strikkes rundt på een pind med brug af magic loop. Det havde jeg ikke set komme. Før jeg startede med at blogge.

Jeg hører ellers til dem, der strikker et ærme ad gangen. For mig er processen vigtigere end målet, og at skulle strikke to ens ærmer efter hinanden har aldrig været et problem. Er det stadig ikke.

Men jeg kan bestemt godt se ideen i at strikke begge på samme tid. At rette alle ændringer på samme tid. Ikke skulle huske, hvis der under vejs findes på nye tiltag eller andet af samme skuffe.

Så da jeg i aftes slog op til ærmerne til Hallet's Legde og lagde ud med magic loop, var det nærliggende også at forsøge med to på een gang.


To ærmer på een gang


Jeg er ikke sikker på det bliver noget jeg altid gør. Men det er rart at kende metoden. Jeg synes ikke det er svært - omend jeg må indrømme, at jeg har måtte strikke en omgang baglæns et par gange, når jeg har glemt at skifte garn, og pludselig har to sammenhængende ærmer.

Til gengæld er jeg vild med resultatet. Med mønstret. Jeg tror det bliver en vinder.

søndag den 19. februar 2012

Sofaplaner


Her dufter skønt. Emilie bager chokoladecupcakes med topping af det mest afskyelige, lækre, fedtfyldte og smagsfulde chokoladecreme.


Cupcakes


Når hun om lidt har hevet den sidste plade ud af ovnen, er planen at bænke os i sofaen og se de sidste to afsnit af eventyret om Harry Potter. Vi har set os gennem de foregående, og blev enige om at de to sidste skal ses i et stræk. Enigheden strakte også til at vinterferien vil være velvalgt til formålet.

Jeg glæder mig til et gensyn. For Emilie er det helt nyt. Det er ikke lang tid siden hun opdagede, at det Potterske univers er langt mere spændende end hun gik rundt og troede.

Daniel kigger helt sikkert med fra sidelinien. Det er længe siden han opdagede magien, og passer vi ikke på, fortæller han fremad og kan hurtigt ødelægge den halve fornøjelse.

Det kan være svært at lade være, når man nu kan det hele udenad og både har set filmene og læst bøgerne så mange gange, at det er et under bogstaverne endnu ikke er slidt af siderne.

Nødvendigheder


Somme tider kan det være bydende nødvendigt at begynde nyt. At starte et projekt, der også kan ses en ende på. At være på vej med noget, der bliver til noget og som føles helt rigtigt.

Således kom der nye masker på pindene i går. Imens Nina sad på den anden side af bordet og strikkede lystigt på en lækker sag, der inden længe skal varme hende når arbejdsdage igen dukker op.


Opstart, der tegner rigtig godt


For samtidig med at Århusfamilien kan takke farvel til en uges vinterferie er vores lige begyndt. Og mens valget af det nye projekt var let, var det langt sværere at få begyndt. Printeren var nemlig løbet tør for farve. Har været det længe, men nu skulle der væske til.

Altså gik Nina og jeg til centret, mens Daniel forsøgte at få øjne, Emilie hoppede rundt med aviser, Lærke slangede sig i Emilies seng og Anders tog en tur omkring arbejdet og maskinerne.

Han har lovet mig en ring. Han har fundet sølv og forsøgt med smeltefunktioner og støbeforme. I aftes kom han hjem med en prototype af aluminium, som der bestemt er muligheder i. En ring lavet af en finmekaniker kræver andre metoder end en guldsmeds, og jeg er spændt på resultatet.


Prototype


I centret fandt vi både printerfarve og flødeboller. I et anfald af lyst til marcipan vendte vi hjem med en skovbærblanding fra Anton Berg, der mest af alt smager af vingummi, men som sikkert kan gøre sig i en eller anden form for kage. Spørgsmålet er hvilken, for helt alene er det ikke godt, og jeg står nu tilbage med en skovbærblandet stang marcipan og mangler en god ide. Billigt var det - måske er salget ikke så godt som ventet. Jeg har fuld forståelse.

Hjemme kunne jeg slå masker op, mens Nina kunne fastslå at de gode gamle gennemtravede støvler ikke længere kan modstå et ordentligt regnskyl. Hallet's Legde er på pindene, og jeg er mere end tilfreds.

Og mens jeg glad strikker videre, glæder jeg mig over gårsdagens besøg, og håber de alle kom godt hjem.

lørdag den 18. februar 2012

Feriens første dag


Da Emilie i går spurgte, hvad vi skal lave i ferien, var mit umiddelbare svar, at vi skulle sove. Så det gør hun. Nu. Men sikkert ikke længe.

De andre sover også. Jeg hygger mig i stilheden. Rydder lidt, men ikke meget. Det bliver ikke til mere. Har jeg besluttet.

Feriens første dag skal bruges sammen med Nina og Lærke, der kommer hele vejen fra Århus. De er på vej. De mandlige medlemmer af familien skal ud og se på legoklodser. Tøserne tager turen med og bruger dagen sammen med os. Jeg glæder mig.


Orcideerne blomstrer - februar 2012


Orcideerne blomstrer - februar 2012


Jeg rydder lidt mere og beslutter, at de kommer for at besøge mig. Ikke mit hjem. Eller den manglende beholdning i køleskabet. Vi har sikkert alle godt af at strække benene og få lidt frisk luft senere. Vi skal nok få provianteret og finde noget spiseligt hen ad dagen.

Indtil da er der the på kanden. Og hygge. Og de smuke orcideer, der har besluttet at blomstre. En fjerde er på vej. Jeg hilser dem velkommen og husker at give dem næring. Måske er det derfor de blomstrer.

Jeg tror det.


Orcideerne blomstrer - februar 2012

fredag den 17. februar 2012

Panik


Søndag morgen - realistisk nok nærmere formiddag. Men efter tre-fire timers søvn kan halv elleve snildt kaldes morgen.

Rengøringen efter lørdagens fest står for døren. Selv med oprydning i løbet af natten venter stadig gulvvask og møbler, der skal flyttes. Der venter også opvask, der skal fyldes i maskinen og samme maskine, der skal køre mindst to gange.. måske nærmere tre. Tilbage er også rummet, de unge indtog, og som indeholder uhyggelige mængder tomme flasker og dåser, sammen med fedtede bordflader og mærkelige sammenblandinger.

Jeg er klar. Støvlerne lynet, huen skruet på. Hånden finder vej til lommen, hvor nøglerne ligger. Eller skulle have ligget. De er væk!


Fundet igen


Panikken breder sig, mens jeg leder alle de steder, jeg kunne forestille mig, de kunne være, og et par steder der føles helt hen i vejret. De er ingen steder. Helt væk. Helt og aldeles.


Det må bare ikke ske!


Tanker om at nøglerne kan være landet forkert. Være sluppet udenom lommen og endt i sneen udenfor skolen, efter aflukning og alarmtilslutning timer før, sætter sig fast. Breder sig. Sammen med panikken, der knuger maven og tanker, der slet ikke fungerer.


Det må bare ikke ske!


Med Anders i hælene spæner jeg ned ad trapperne, moser mod bussen, skolen og håb om nøgler i sneen. Vel fremme er der ingen nøgler, mennesker der ikke har set, endda en vagt, der har helt andre agendaer.


Fuck, fuck, fuck!


Nøgler eller ej. Der skal stadig ryddes op. Gøres rent. Ryddes borde og gøres klar. Mandag skal stedet igen se uberørt og børnevenligt ud.

En opringning, et telefonnummer skrevet i sneen og endnu en opringning senere, kan jeg slette nummeret i sneen, krydse Tårnvej og låne nøgler af den nærmestboende kollega.

Mens oprydningen står på, letter panikken, så jeg til sidst næsten har glemt det. Bagerst i hjernen roterer tankerne helt af sig selv og helt hjemme kan jeg gå lige ind og finde de forsvundne nøgler.

Ikke at de lå lige for. Ikke engang det sædvanlige sted. Med overnattende gæster blev rutinerne ændret, dengang midt om natten. Men hjernen husker og selvom jeg ikke var sikker, så lå de det eneste sted jeg kunne finde på. Faldet ned bag en bunke puder. Godt kilet ind. Bestemt ikke synlige.

Til det sidste, kunne jeg ikke sige mig fri for tanken om at have tabt dem.


For det må bare ikke ske!

Lørdagsfest


At fylde atten på en lørdag forpligter. Altså holdt vi fest. Trods manglende overblik over både gæster, mad, indkøb og planlægning, endte vi med en rigtig dejlig aften - og nat.

Daniel var glad, familien var glad. Maden blev god og de senere indbudte venner var glade. Lokaliteterne betød mulighed for stille fordybelse og gennemtænkte samtaler i den ene ende, mens ungdommen slog sig løs i den anden, med ufattelige mængder medbragt alkohol i mange variationer, og deraf højere og højere stemmelejer.

Mens familien langsomt forsvandt, forsøgte jeg at få styr på så meget som muligt, i håb om lettere rengøring dagen derpå.

Den ungdommelige del af festen indeholdt alt det en fest for attenårige plus/minus skal indeholde: druk, sang, dans, drama, og den selvbestaltede problemløser, der ender i køkkenet og på skift taler med først den ene, siden den anden, for at løse alle de problemer der fylder allermest i en fordrukken følelsbetonet ungdomshjerne.

En enkelt lagde sig til at sove et sted ude i sneen. Heldigvis blev han fundet, og et kort øjeblik blev jeg en smule utilpas ved hele situationen. Synet af unger, der passede godt på hinanden, trods drama og manglende styring af bentøjet, gjorde dog godt. Det er rart at vide, når de slippes løs i nattelivet.

Klokken kvart over fire gik de sidste - hjulper godt på vej af et mødrende ophav, der synes at nu var det nok. Da klokken slog seks, kiggede vi på uret hjemme i entreen, og gjorde klar til at sove nogle timer, inden rengøringen for alvor stod for døren.


Februar 2012


Inden da, havde ungersvenden i nattens mulm og mørke - godt der var elektrisk lys - sørget for at efterladenskaberne fra dem, der havde svært ved at ramme kummen, var tørret op og skyllet efter - Dér nægtede jeg at være med!

Han gjorde det - endda uden beklagelse.

Endelig tæt på weekenden


Ugen er gået forbavsende hurtigt. Trods søvnunderskud og flere fester inden for kort tid. I går var det overbygningens fastelavnsfest. Som var en succes.


Februar 2012


Februar 2012


Det var nu lørdagens fest, der gav grundlaget for søvnunderskudet. Et underskud jeg stadig kæmper for at rette op på. Det skal også nok lykkedes. Det hjælper unægteligt med udsigterne, når det er fredag og jeg har ferie hele næste uge.

Mange dele af lande har allerede afholdt vinterferien. I næste uge er det vores tur. Emilie har taget hul på ferien, for gårsdagens fastelavnsfest betød omrokering af timer, med fredagsfri til følge.

Jeg er klar på en kort dag. En dag jeg troede skulle indeholde en hel del oprydning fra i går. En flok arbejdsivrige lærere til trods, er der stadig en del oprydning. Med fuldt overlæg blev alt kørt ind i Caféen, inden vi lukkede og slukkede.

For mindre end fem minutter siden ringede Henrik og fortalte, at han har klaret oprydningen, og nu sætter han resterne af maden over, så alle ungerne, der i dag er til Kidsvolly i Rødovrehallen, kan blive bespist, når de trætte og glade (og sikkert også kolde) vender tilbage efter endte kampe.

Mon ikke anlægget står tilbage til mig. Det tror jeg godt lige jeg kan klare.

lørdag den 11. februar 2012

Du bliver hvad du spiser


Dengang Daniel var ganske lille, blev mange timer brugt hos mormor. Som første og dermed eneste barnebarn havde han frit spil, og ikke før de næste kom på banen, måtte han dele.


Daniel og Ann-Dorthe, sommeren 1995


Når Daniel var hos mormor, var det fast kutyme at spise fiskefrikadeller. Andet var utænkeligt. Mormor lavede fiskefrikadeller så det stod om ørene, frøs ned og endte med at lavet andet til sig selv, for ikke at blive træt af dem.

Daniel blev aldrig træt. Kunne aldrig få nok.

En af dagene hos mormor var min søster også på besøg. Lidt drillende fortalte hun om, at man bliver hvad man spiser. Hvis ikke Daniel passede på, ville han ende som en fiskefrikadelle.

Daniel kiggede på hende. Fyldt med den klogskab og visdom, der kun er de mindste med deres særlige logik til dels. Hvorpå han sagde de vise ord, der siden er præntet ind i hukommelsen:

"Så bliver du en colaflaske!"

Den var svær at svare tilbage på.

Atten


18


Dagen for dagen.

I dag.

Nu!

Det er vildt.

fredag den 10. februar 2012

Efter en lang dag


Månen var kæmpestor, tung og varm gul da vi kørte hjem. Jeg kunne se den i sprækkerne mellem bygningerne, den gemte sig bag.

Jeg er hverken kæmpestor eller varm gul, men jeg føler mig tung efter en lang dag. Og taknemmelig mod Louise, der sendte os hjem en time før, med ord om en endnu længere dag i morgen.

Tønder er slået i smadder, mad er spist, udklædning belønnet. I køleskabet venter morgendagens chokomousse. I flere varianter. Som bestilt. Jeg har lovet Henrik, han vil være den første jeg ringer til, skulle der mangle noget i morgen.

Emilies Aviskjole gjorde lykke. Den var heldigvis forholdsvis nem at lave, for den viste sig at være en engangskjole. Den ligger nu i skraldespanden. Tøsen var glad. Både mens den var i brug, men også for at kunne smide den ud.

Der er dokumenteret. På billeder. Med blitz og deraf følgende skarpe skygger og konturer. Hun har selv et langt bedre billede på telefonen. Vi fik også dokumenteret indianerudfittet. Måske knap så meget at skrive hjem om...


Fastelavn 2012


Fastelavn 2012


Mens I kigger billeder, vil jeg forsøge at få gang i strygejernet. Der bliver næppe tid i morgen. Men hvor er jeg tung.. vil langt hellere gemme mig i sofaen. Under et tæppe.