Jeg er vokset op på en skole, hvor børn, lærere og forældre tog på fælles sommerlejr. Lejrskoler med forældre var en årlig ting, så selvom jeg ikke har været med de første år i Københavns Kommune, føltes det naturligt at tage på koloni den første uge af sommerferien.
I 1899 var landet ramt af en storkonflikt, arbejderne blev lockoutet og mange københavnske familier levede på sultegrænsen. To lærere tog initiativ til en sommerlejr for fattige københavnske drenge. Kolonien varede to uger og blev finansieret af en indsamling blandt lærerne.
Ideen spredte sig og grundlaget for svagbørnskolonierne var lagt. I første omgang kom finansieringen fra blandt andet indsamlinger og Københavns Børnehjælpsdag. Kolonierne blev holdt på højskoler og andre steder. Helt til 1906 var arrangementerne kun for drenge og mandlige lærere. Derfra fik også piger og kvindelige lærere mulighed for at deltage.
I 1907 købte Kommunelærerforeningen deres første egen koloni ved Næs, nær Assens, siden blev der erhvervet ejendomme rundt om i landet. Nogle blev købt, andre doneret. I dag råder Københavns Lærerforenings Kolonier over 29 ejendomme i hele landet, der fælles for alle ligger i områder med natur, frisk luft og mulighed for fællesskab.
Begrebet svagbørnskoloni er med tiden forsvundet. Nu bruges stederne til lejrskoler og sommerkolonier, for alle københavnske skolebørn. Kolonierne kan også lejes af private til større arrangementer uden for sæsonen.
Det er stadig Lærerforeningen der står for kolonierne, og derfor også stadig lærerne, der tager af sted på koloni. Nogle skoler har deres egne kolonier, med egne elever, men andre kolonier er for alle. På Husum Skole har vi vores egen koloni, fyldt godt op med skolens egne børn og med personale fra skolen. Flest lærere, men også et par pædagoger. Det synes jeg er vildt fedt.
Vores koloni løber over to uger, fra mandag til fredag den følgende uge. Jeg følte mig ikke klar til to uger, jeg havde Oscar med, og selvom han var klar til at tage hjem, da vi nåede søndag, synes jeg det var lidt trist at forlade Nordjylland, de gode oplevelser og de mange børn. Alligevel vil jeg mene at en uge er mere end rigeligt til mig.
Mandag morgen startede tidligt, jeg havde bestilt en taxi til at hente Oscar og jeg og mens han var spændt, blev det alligevel lidt for meget da alle børnene, sammen med deres forældre dukkede op. Der ventede os en fem timers lang bustur gennem landet, over flere broer, under en enkelt tunnel, til Sæby i Nordjylland, tæt på stranden og i en koloni, der muligvis har været i Koloniernes eje siden 1934 (det står der i stenen ved flagstangen).
Det var en flok forventningsfulde børn, der vinkede farvel til forældrene. Mange med sommerfugle i maven og som Oscar en smule trykkede ved udsigten til noget, de ikke vidste hvad var. Halvvejs holdt vi spisepause ved en tankstation, med mulighed for toiletbesøg og indkøb i kiosken.
Helt fremme blev vi modtaget af køkkenholdet, der allerede lørdag var taget af sted. De havde forberedt, sat navne på dørene til værelserne og redt sengene til de voksne - og de voksnes medbragte børn. Resten af børnene skulle selv hente dyner og puder på loftet og selv sørge for at lægge det medbragte sengetøj på.
Stranden lå lige om hjørnet, og vi var dernede flere gange. Tine og jeg morgenbadede hver morgen - det har jeg savnet siden jeg kom hjem og det var vildt at se hvordan stranden ændrede sig fra dag til dag.
Jeg havde op til sommerferien slæbt danskvand med ud på skolen (jeg drikker temmelig meget danskvand. Det skal være med citron, og det skal være den rigtige, som jeg synes smager bedst. Tidligere var det Irmas, det kan man ikke få mere. Eller det er jeg ret sikker på man kan. I dag hedder de Coops, med en anden mærkat på.) Jeg glemte at få dem med. Heldigvis kunne jeg få dem i den lokale Brugs, og da de store børn gerne ville en tur op i byen, kunne de vise vej, mens jeg havde nogle af de små og Oscar med.
For mange af de børn vi har med, har været med flere gange. De kommer igen, nyder sommeren og for nogle er det den eneste ferie hjemmefra i løbet af hele sommeren. Tidligere var der langt flere fripladser end i dag. økonomien strammer, og der skal være gode grunde til at søge en friplads. Jeg er ret sikker på at de af vores elever, der skulle have en friplads, fik det. Jeg ved der var et par elever, som kunne have haft glæde af at komme med, men ikke ville.
Vi kan opfordre, men vi kan ikke tvinge nogen.
I løbet af ugen havde vi mange skønne oplevelser. Vi havde det skønneste vejr, blot en enkelt dag med rusk og regn, og vi havde en flok glade børn, der fik gode oplevelser med hjem.
Oscar havde nogle fantastiske dage, han fandt et nyt venskab, følte sig ind imellem alene, fordi alle andre kendte hinanden, og mens han fik sagt "Næste år Farmor..." mere end en gang, talte han også ned til at skulle hjem igen.
Tine havde købt et stort telt, jeg havde lovet at rejse - gips und alles. Eller jeg havde lovet at have overblikket, hvis bare der var børn, der ville hjælpe. Der var børn, der ville hjælpe. Senere fik alle telthjælpebørnene is, uden de vidste det ville ske. Jeg hjalp så godt jeg kunne, og havde ellers det store forkromede overblik.
Vi havde et barn, der faldt ned fra et træ, fra højere end han kunne nå, og slog sig så det tydeligt gjorde ondt. Lægevagten mente ikke der var noget at komme efter. Det var der måske heller ikke, men når han ikke er vores barn, er ansvaret lidt anderledes. Det gjorde stadig ondt dagen efter, Ida fik fat i den lokale læge, jeg gik med drengen og bedstevennen. Lægen tog det temmelig seriøst og sendte os videre til røngten og skadestuen. Kolonien har et Falckabbonnement, så vi blev heldigvis kørt både frem og tilbage til sygehuset i Hjørring - en tur på godt tre kvarter. Vi kom hurtigt ud af døren og glemte at pakke underholdning. En ventetid i skadestuens venterum på to en halv time, blev lang. Vi tegnede, vi spillede og vi så England slå DR Congo, på min telefon. Det var et par trætte drenge, jeg havde med hjem. Heldigvis var det bare slaget.
Tilbage på kolonien havde Oscar hygget sig, og været sammen med de voksne som han bedst kunne lide - som han selv udtrykte det. Der var læst godnathistorie, da jeg nåede tilbage og han var klar til at blive puttet.
Vi havde en heldagstur med bus til Råbjerg Mile og Grenen. Vejret var skønt, børnene glade og mange fik en oplevelse, de aldrig havde haft før. Vi skulle have været af sted dagen efter - den ene dag der blev lovet regn. Et opkald til busselskabet , viste at de kunne sagtens komme dagen før. Bag den store vandreklit ledte jeg sammen med mine egne 3. klasses piger efter kødædende planter. Der er Soldug på afblæsningsfladen bag vandreklitten. De trives i det næringsfattige sand. Jeg har set dem før, men kunne ikke finde dem igen.
Ved Grenen gik vi hele vejen ud til spidsen og tilbage igen. Jeg endte med at danne bagtrop, samlede op på de langsomme og nåede at blive i tvivl om jeg havde fået alle med. Alle var der, da vi gik ind i bussen igen, så jeg tænker jeg fik alle med.
Vi voksne har en halv fridag undervejs. Som udgangspunkt mente jeg egentlig ikke jeg havde brug for det, men en halv dag, kun sammen med Oscar viste sig at være en god ide. Også selvom fridagen faldt på dagen med regn.
Vi startede efter morgenmaden med at gå på stranden. Jeg havde lovet at vi skulle bade. Det regnede ikke endnu, men det var ikke varmt. Aftalen blev at vi blev i så længe vi kunne holde det ud, og bagefter gik op og fik et varmt bad. Du holder nok længst Farmor, for du vinterbader jo, Sagde Oscar og fik ret.
Efter et varmt bad og tørt tøj, gik vi ud i byen. Vi startede i legetøjsbutikken, hvor vi fandt en lille LEGObil. Derfra gik vi gennem byen, mens det begyndte at regne og blæse op, for at besøge Minibyen Sæby. Lokale kræfter står bag minibyen, der er en plan om at genskabe den gamle del af byen i miniatureformat. De frivillige laver og brænder selv små mursten og teglsten, de laver bindingsværk og genskaber de mindste detaljer i alle de små bygninger. Kirken tog fem år at bygge.
Vi var de eneste besøgende, og fik derfor en solorundvisning i værkstedet, hvor de også bygger de fineste bindingsværksfuglehuse. Jeg ved ikke hvad de koster, jeg har ikke plads til et fuglehus. Oscar fik en mursten og en teglsten med, og vi begav os videre langs vandet mod havnen. Undervejs gjorde vi holdt ved den rigtige kirke, som miniversionen lignede til forveksling.
Jeg havde lovet Oscar pomfritter, og efter et kig hos glaspusteren, fandt vi pomfritter ved grillen på havnen, der serverede så store portioner at vi begge blev mætte af en enkelt til deling.
Vi nærmest stred os tilbage gennem blæst og regn, og mens resten af kolonien spiste under teltdugen i det store telt, som vi var glade for at have fået rejst, samlede vi LEGObilen og hyggede på værelset.
Der var så mange aktiviteter gennem dagene, at det var begrænset hvor meget stillesiddende vi nåede at lave. Jeg havde brikvævningsbrikker med, et par stykker nåede at prøve, men langt de fleste ville hellere bruge det medbragte garn til at hækle eller strikke.
Mens den regnfulde aften sluttede med film i fællesrummet, hjalp jeg Ida med at varme kakao. Det hele håndled kunne godt røre i gryden, mens det med at bære blev klaret af andre. Undervejs nåede Ida at love at vaske gulvet i køkkenet, da køkkenpersonalet sådan set gerne ville til. De blev så glade at jeg tænkte, at jeg hellere måtte hjælpe.
At vaske gulv i hele køkkenhuset, efter en dag med regn, tog længere tid end Ida havde forventet. Glæden i køkkenpersonalets øjne var hele umagen værd.
Jeg havde lovet at lave bål, der var kun store brændeknuder og det viste sig at det var umuligt at købe pindebrænde - eller bare brænde i Sæby. Jeg endte med at alliere mig med en elleveårig spejder, der forstod at svinge en økse. Han kunne også bygge og tænde et bål, og dermed blev opgaven langt nemmere. Jeg endte med bare at skulle sørge for at bålet blev ved at brænde, og med alt de brænde min lille hjælper havde hugget, var der mere end rigeligt.
Ida lavede dejen og alle der havde lyst, fandt grene i skoven og så blev der bagt snobrød. Jeg var vildt imponeret af Oscars tålmodighed. Han endte med at bage to brød, sad og holdt grenen med dej over gløderne og drejede i langsomt tempo rundt og rundt og rundt til han havde et nærmest perfekt bagt brød.
Ikke alle var lige så tålmodige, eller forstod at gløder bager bedre end flammer, der brænder, så overfladen bliver sort, og indersiden ubagt.
En aften efter aftensmaden gik vi til ishuset hvor alle kunne købe sig en is. Telthjælperne fik den betalt, og det tog os i omegnen af halvanden time at komme gennem en kø med omkring 55 børn og tilhørende voksne, der alle skulle have en is. Da vi endelig nåede hjem igen, skulle de fleste i seng - de allerstørste fik lov at blive en time længere oppe.
Faktisk var de allerstørste fantastiske. De slog til, da de blev spurgt om de ville hjælpe med at putte de små. Dermed sad der store piger i mange værelser og læste godnathistorier for de små, aften efter aften. Også som holdledere viste de store deres ansvarlighed. Vi inddelte i hold og lavede en art mini-OL, med teamspirit, point ikke kun for udformning men også holdånd. Det var så fedt at se hvordan de store sikrede at alle var med.
Oscar blev ikke snydt for en dag med køkkenhold. Han var med, da bordene skulle dækkes, ryddes og opvasken sættes på plads.
Længere oppe ad stranden ligger den lokale campingplads med en butik der har alt - mest vigtigt det vildeste, mærkeligste slik. Udenfor er en stor hoppepude, og alle gik et par kilometer frem og tilbage, for en tur på hoppepuden og i butikken, hvor dagens lommepenge blev brugt på surt gele, tyggegummicigaretter og alskens andet mærkeligt slik.
Efter en sidste is, et farvel til de fra køkkenholdet der tog hjem og et goddag til et par af de næste personaler, kunne Oscar og jeg pakke os sammen, skifte sengetøjet og vaske gulvet, så værelset var klar til de næste og tage bussen ind til Aalborg, hvor lyntoget ventede med en fem timers tur tværs gennem Danmark. Bevæbnet med den store pose slik fra campingslikbutikken, nok at drikke og en aftensmadpakke, havde vi den hyggeligste tur hjem. Klokken var tæt på elleve og mørket var faldet på, da vi stod af den hjemlige bus, og Daniel tog imod.
En skøn uge var slut, og jeg håber Oscar vil med mig igen næste år.
