Wormwood

Jeg holder meget af min lejlighed. Jeg holder af de skrå vægge  og de små rum. Køkkenet, med låger der hænger på hænglserne og altanen, der om sommeren giver et ekstra rum.

Om sommeren, når solen står på fra en skyfri himmel, uden megen blæst, bliver her varmt. I formiddagstimerne står solen mod køkkenet og Emilies værelse, og over middag flyttet varmen sig til stuen og soveværelset. Der er ikke megen luft på altanen, der er uden overdækning.

De blæsere, jeg købte sidste år, har været på arbejde hele dagen, og da parasolen kom op, blev det til at sidde og læse udenfor.

Jeg bliver lidt dvask i den varme, 0g selvom jeg har været lidt nede, hvor der alligevel er lidt luftninger at spore, har det været varmt i dag.

Anders fik nok, og gik en lang tur. Han var kun lige nået ind ad døren igen, før han udbrød:

Find lige dit kamera og gå ned på stien bag Byggeren…

Jeg skulle finde et træ, og jeg ville ikke være i tvivl, når jeg så det, sagde han.

Luften på armene under cykelturen var behagelig og jeg nåede lige at tænke, hvorfor jeg dog ikke havde gjort det noget før, da jeg så træet!

Nej jeg var ikke i tvivl.

Pakket ind i et finmasket spind, der mest af alt lignede en kropstæt nylonstrømpe, bredte spindet sig over græsset, som fra et andet spøgelsestræ.

Flot og fasinerende. Vemodigt, fordi træet ikke kan have godt af det og alligevel dragende stod det der, omgivet af træer, der lyste grønne mod det grå.

Mens jeg stod der og i første omgang ikke havde fundet årsagen til indbindingen, kom en ældre mand med sin hund forbi.

Også han var imponeret og fortalte, at netop området ved Espelunden tidligere har huset en gartnerskole og derfor også rummer mange forskellige træer. Han ville være ked af, at se træerne forsvinde.

At Rødovre tidligere var fyldt med gartnerier, vidste jeg godt. Så en skole har vel været på sin plads. Manden fortalte videre, at han kendte godt til fænomenet og havde også lidt derhjemme på sine æbletræer, men ikke mere, end det kan spules væk.

Det her træ står nok ikke til at redde, hvilken art det er, ved jeg ikke, men tydeligvis, var der ikke andre træer i nærheden, der smagte godt.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at træet ikke bare var pakket ind, men vrimlede med alskens kryb. Larver af en art – spindlere må det være, sad tætpakkede under nettet og suger formentlig næring af træet, før de forpupper sig og sikkert bliver til smukke sommerfugle.

med en følelse af kryb over det hele, måtte jeg lige lidt tættere på, og igen lidt tættere for at tage det ene billede efter det andet.

Imponerende hvad naturen kan, så dragende, spølgelsesagtigt og frastødende.

Sneglespor

Nede bag planterne på altanens sider, har mos og alger – eller hvad sådan noget hedder – haft frit spil.

Mens vi sad i varmen, fra en sol, der ikke lader en sky blænde, fik vi øje på sporene, fra sneglene, der har holdt gilde i alt det lækre snask.

Min første tanke er noget i retning af, hvordan mon snegle får adgang til altaner i tredie sals højde? Næste, at mon ikke de bliver tabt af fugle.

Måske fuglene er kommet tilbage, for vi kan ikke finde nogen snegle, men når vi nu har så lækkert et spisebord, skulle vi måske gå på jagt efter nogen…

… Vi kunne selvfølgelig også overveje at gøre grundigt rent… Det andet er bare sjovere.

Det er også næsten synd at fjerne, når det nu ser så nydeligt ud!

Sytråd

Solen står lige på og luften står næsten stille. Det er nærmest ulideligt at være udenfor, så jeg er trukket indenfor, hvor en pludselig lyst får mig til at rykke rundt på min sytråd.

For år 6-7 år siden fik jeg muligheden for at købe en sytrådsreol fyldt med tråd, fra en butik med ophørsudsalg. Bedsteveninden og jeg slæbte hjem, hvor vi talte, gangede og dividerede, før vi endte op med en pris pr rulle på omkring 2,50 – så vidt jeg husker.

Siden er det yderst sjældent jeg har købt sytråd, og der er stadig masser tilbage, selvom det efterhånden kniber noget med yndlingsfarverne. Kontraster er blevet min nye passion.

Jeg har haft tråden stående i den medkøbte reol, men dels trækker det ultra meget støv og dels er der efterhånden så mange huller, at det ikke længere ser helt så lækkert ud.

Alle mine syting – og ting, der aldrig rigtig har fundet anden plads – har jeg i en høj smal kommode med mange små skuffer. Bedsteveninden, der længe inden jeg gjorde mit kup, havde fundet en langt større reol, med mange flere trådruller, har sine i en kommode magen til, så hvorfor ikke også jeg.

Nu ligger de der så, i farveorden og virker umiddelbart meget mere overskueligt. Og der hvor trådreolen før stod, bliver nu plads til et lille bord, Daniel har lånt, men ikke længere har brug for.

Tilbage er så bare, at finde plads til den bunke, der lige nu ligger midt på spisebordet, og som før beboede skufferne, der nu rummer sytråd.

Mon ikke noget af det kan flytte ud i skraldespanden…

Helt i sort

18 sorte perlemorsknapper skal pynte på nederdelen till tøsebarnet. Hun ville gerne have striber, men forbeholdt sig retten til sort pynt.

Om et øjeblik er den færdig, men nogen billeder bliver der ikke, for pigebarnet er ikke hjemme. De bliver store, gør de. Og selvstændige.

Der er fødselsdagsfest i klassen i aften, men allerede inden klokken slog 10 i morges, var hun ude af døren, for planlægningen lød på gaveindkøb sammen med en veninde. Senere er jeg blevet indviet i, at de nok sover sammen. Jeg har ikke hørt andet endnu, men regner med et opkald om hvorvidt jeg skal hente efter festen, eller alt er skemalagt til anden side.

Mine halve planer om karneval på Fælleden i morgen, kan så tages op til overvejelse, når jeg ved noget mere. Og ellers er det også ligemeget, bare hun hygger sig!

Bogmærker

Mit bogmærke, jeg lavede for flere år siden, kan ikke mere. Efter flere forsøg på knuder knækkede det endnu engang.
En hurtig tur efter vokset hør og et nyt bogmærke med gammelt pynt har set dagens lys.
Bogmærket er ikke andet end en snor med perler, tingeltangel og andet pynt i begge ender.
For at holde på pynten slår jeg knude lige over den sidste perle i hver ende.
Den første ende er nem nok, der er jo stadig fri bane i den anden.
Den ande ende derimod – der er det vigtigt at huske at sætte pynten på i omvendt rækkefølge, så det sidder der, når først alt tingeltanglen i enden er sat fast!

Da jeg var igang, blev det lige til at par stykker mere, for nogengange er jeg igang med flere bøger på een gang – og så…

Træt

I går aftes gik jeg tidligt i seng, fuldstændigt færdig.
Det fortsætter åbenbart, jeg tror bare jeg skal i seng.

Alladin

Ind imellem bringer min arbejdsdag mig til steder, jeg ikke havde regnet med.

Min søde kollega skal danse samba til pinsens karneval i København og til det skal bruge en haramsinspireret dragt. I aftes tikkede en sms ind, om jeg måske lige kunne fikse en turbanagtig ting i løbet af i dag.

Jo jo… Når der alligevel ingen kunder var i butikken, efter sidste skoledag, kunne jeg da godt lige åbne skuffer og skabe og lave noget af det vi lige havde. Perler, fjer, knapper, lim og et stykke stof senere var jeg i fuld gang.

Efterhånden som ungerne havde været hjemme og i bad, vendte de tilbage til friskbagte mufffins, min søde kollega i mellemtiden havde bikset sammen.

Snart kom også et ønske om en vest – der blev lavet en vest. Ikke særlig pæn og absolut med et minimum af energi og tid.

Turbanen derimod, den var sjov at lave og ingen tvivl om resultatet selvom jeg følte mig lidt vaskekoneagtig, da jeg prøvede den.

Min søde kollega var glad og tilfreds, og jeg har fået lov at bringe billedet. Måske skulle jeg også omkring Fælledparken lørdag eller søndag.

Skumsprøjt og fodbold

9. klassernes sidste skoledag er fastlagt og følger samme skema år efter år.

Klokken 9 samles hele skolen til revyen. De sidste uger inden dagen har afgangseleverne øvet revy. Om der bliver lavet grin med lærerne eller tv-programmer er lidt forskelligt. Ligeså er engagementet.

I år havde eleverne selv skrevet teksterne og konceptet var rigtig godt. Desværre var det umuligt at høre, hvad der blev sagt og selvom flere scener ikke var særlig gennemøvede, var det tydeligt at de unge på scenen havde det rigtig sjovt.

Efter revyen er der karamelkast, der bliver akkompagneret af skumsprøjt. Hylderne hos de lokale handlende er tømt for barberskum på sprayflasker og efter de mindre elever har taget opstilling i skolegården og venter på de store, der først lige skal klædes ud, ender det uværligt med en duft af barberskum over hele gårdspladsen.

De mere utrygge bliver indendøre bag vinduer og gardiner, mens de karamellystne udfordrer skæbnen og vælter rundt mellem hinanden og skum, der gladeligt bliver delt af både store og små.

Afgangseleverne er mine “gamle” unger, så selvfølgelig skulle jeg også ud. Jeg havde taget skiftetøj med og satsede på et bad efter tumulten, det blev bare aldrig til noget.

Jeg er ikke en af de mest udsatte, men de fleste synes dog lige jeg skulle have lidt skum ned af nakken eller et ordentligt knus fra en skumindsmurt elev. Det er sjovt og jeg tager gerne imod – heldigvis kan både jeg og tøjet vaskes.

Nogle elever ved godt på forhånd, de vil blive jaget vildt og der er flere måder at forberede sig til det på. Mindre søskende, som ham her er ofte yndende mål. Ligesom de af de mindre elever, der i løbet af skoleårene har gjort sig mest populære.

Mellem alt skumsprøjtet bliver der kastet karameller til alle sider og specielt de små er rigtig gode til at åle sig imellem de store, der har mere travlt med at jage hinanden, og samle posefulde af de eftertragtede små papirpakker.

Da der ikke var mere skum tilbage, blev der åbnet for vandet og de der havde mod, kunne blive spulet i koldt vand!

Klokken 11 er der fodboldkamp lærer/pædagoger mod afgangsklasserne. En festlig forestilling med grønklædte personaler mod et udklædt hold af elever.

Der er ingen loft over hvor mange, der må være på banen. Som regel er der omkring 15 personaler mod 35 unger, der for størstedelens vedkommende ikke kan spille fodbold. Unger uden sko eller små sandaler, mod voksne der har forberedt hjemmefra og både har fødder og ben i orden.

I år var der blandt elevholdet flere inkarnerede foldboldspillere, der mødte op i deres respektive spillerdragter, så hjælper vores tidligere 1. holds Brøndbyspiller ikke meget. Samtidig formåede alle de af ungerne, der ikke kunne spille at stå effektivt i vejen, og for første gang i flere år, måtte lærerne og pædagogerne se sig slået.

Afgangsklassen hastede videre mod bad og en festlig aften i hinandens selskab, mens de øvrige klasser samlede karamelpapir og barberskumsdåser til den store guldmedalje, for hvert år er der også en kasse sodavand på højkant til den klasse, der samler mest affald.

Det betyder at ikke længe efter de sidste 9. klasses elever er forsvundet ser skolegården ud som den plejer og en sjov skoledag er slut.

Jeg gjorde det squ!

Det der med frisører er jeg bare ikke særlig god til. Jeg ender altid med langt hår og et besøg hos frisøren engang hvert andet år.

Jeg kan godt lide det langt, men mit hår er så tyndt, at det meget hurtigt bliver sjasket. Gennem de sidste måneder har jeg tænkt at nu er det vist ved at være tid til det der frisøsbesøg, men har ikke fået gjort noget ved det.

De sidste uger har jeg haft en frygtelig lyst til bare at gøre det selv – altså hvor svært kan det være??
Efter en forsigtig forespørgsel hos kæresteAnders, turde jeg alligevel ikke.

Men så i dag! Efter skumbad i formiddags og en dag, der ikke rigtig fik tid til bad, ventede badeværelset hjemme og dermed også en saks.

Klip, klip sagde det, omkring 15 cm røg der og nu ligger en sørgelig bunke hår på toilettet, mens jeg faktisk er rigtig glad for resultatet:)

Sidste dag

I dag står den på revy og skumsprøjt.

Det er 9. klassernes sidste skoledag. Tøjet er pakket, så der kan bades og skiftes efter den obligatoriske kamp om karameller og skum på dåse.

Jeg plejer ikke at være blandt de mest udsatte voksne, men det er mine gamle unger og selvfølgelig skal der uddeles knus og sikkert også sprøjtes lidt i min retning.

Jeg er i hvert fald klar!

Møde med ordblindeskolen

I dag var dagen, hvor ordblindeskolen inviterede til at møde de nye klassekammerater, lærere og forældre.

Jeg mødtes med et spændt barn ved centret. Inden turen mod den nye skole, havde vi lige tid til en milkshake, af de gode lavet på flødeis, og lidt leg på træfigererne, der er det eneste tilbageblevne af den naturlegeplads, der tidligere lå bag centret.

Vel fremme fik vi fælles de mere fundamentale oplysninger, før ungerne gik med en lærer. De blev vist rundt på skolen, fik kiks og saftevand i deres fremtidige klasselokale og nåede at kigge hinanden nok an, til de første forsigtige lege.

Vi voksne blev tilbage, drak kaffe, spiste småkager og mens jeg fik afsluttet endnu en blonde fortalte skolelederen og lærerne om at være ordblind, at gå på skolen og så videre.

Jeg havde egentlig ikke nogen spørgsmål, troede jeg vidste det, jeg her og nu skulle vide. Alligevel er der fyldt på i løbet af aftenen. Ikke så meget nyt, det meste vidste jeg godt, eller det var forventet.

Det største er følelsen af at det her er godt, at endelig sker der noget godt for mit barn. Her vil hun finde støtte og lære muligehederne i alt det, der er så svært i dag.

At hun så aldrig skal forvente at kunne lære tysk eller komme ind på en videregående uddannelse, det er ligemeget. Der er så mange andre muligheder.

Allerede i slutningen af august tager klassen sammen med 6. klassen på lejrskole ved Roskilde Fjord – ca 33 km væk, som lærerene forventer at tilbagelægge på cykel. Der lød flere gisp rundt om bordet, men selvfølgelig kan de det, og hvilken sejr, det vil være.

Vi glæder os til sommerferien er slut!

En dejlig dag

Hjemme igen til et sovende barn, og et der har lukket af for natten.

En dag der endte med tøsekollegerne på en hyggelig vietnamesisk restaurant. Men først et personalemøde efter arbejdstid.

Et hyggeligt møde, der til tider kammede over. Hermed bevist at overgearede trætte pædagoger har bedst af at holde møde om formiddagen, hvor vi alle er friske.

Fremme ved restauranten var der temmelig travlt for en almindelig onsdag, men der var plads og vi havde tid. Inden vi fik snakket færdig og guffet os gennem maden, var alle forsvundet og tempoet blandt personalet faldet.

De er hyggelige, de aftener sammen med tøserne.

Onsdag

Onsdag plejer at være tidligt ud af døren og ugentlige personalemøder. I dag er mødet flyttet, jeg har god tid og oprydning presser på fra alle sider.

Jeg samler bøger til biblioteket. Jeg kører lige forbi på vej til arbejde, men det er først senere. I stuen ligger tøj i bunker, Emilie har ryddet ud. Der ligger også sovepose og liggeunderlag Daniel har brugt, men ikke lagt væk.

Det kræver en tur i kælderen og støvsugeren trænger vist også til at blive luftet.

Og sådan blev formiddagen fyldt op, mens solen ligger på lur lige bag de tunge skyer udenfor mit vindue.

Papirsblomster

Solen har skinnet det meste af dagen. Aftensmaden blev indtaget udenfor. De glade børn løb direkte fra bordet til boldspillet, mens oprydningen blev overladt til de voksne.

Det meste af dagen er gået sammen med udskårne silkepapirsblomster, perler og sugerør klippet i passende længder.

Hawaii-kæder til årets sidste fest. Planen er at ungerne i døren mødes af glæde og blomsterkranse. Indenfor skal være drinks i flere farver, palmer og malede strande.

Undervejs kommer ungerne forbi. Spørgsmål om hvorfor, hvordan og hvorledes kastes gennem luften. Kæde på kæde bliver lavet af andre end mig og inden vi ser os om er der mange.

Vi rundede halvvejs.. panikken jeg mærkede i sidste uge er afløst af en urokkelig tro på, at selvfølgelig når vi det hele. Også de fritstående palmer jeg kom til at love at lave. Planen er foreløbig parasolstativer og rundstokke.

De første dråber faldt da jeg satte nøglen i, lukkede og slukkede. Hjemturen foregik på cykel gennem et regnvejr, der netop var kraftigt nok til at gennembløde alting, mens det ene lyn efter det andet oplyste himmelen. I det fjerne var der rumlen.

Hjemme var det tid til snak om godt venindeskab, hvordan man siger fra og hvor svært det bare er, når veninden er supermanipulerende og det føles umuligt at sige fra.

Det er hårdt at være 10 år og bare gerne vil være gode venner med alle.
Det er hårdt at være nødt til at se i øjnene, at det kan man ikke hver dag, at nogen dage er man nødt til at sige fra, at nogle gange er det vigtigt at stå på sin ret.

Hun skal nok lære det – lige nu er det på den hårde måde. Og selvom vi hjælper og støtter op, alt hvad vi kan, er det i sidste ende hendes kamp og hende der skal lære.

Lange dage

Det kan være svært at komme tidligt op, når aftenen har været sen.

Emilie havde overnattende gæster i går. De lavede mad, de hyggede, fnisede og gjorde alt det to tøser i hinandens gode selskab gør.

En måtte sande, at det ikke altid er nemt at have gæster, når gæsten pludselig foretrækker brormand, frem for veninden.

En fik kolde fødder, da først natteputningen var overstået, og the og endnu mere hygge og fnisesnak måtte til.

Ingen overraskelse at det var svært at komme op i morges. Op kom de, pakkede gymnastiktøj og madpakker, fnisede lidt mere og endelig ud af døren.

Endda til tiden – og det selvom jeg lå lidt længere end, det var meningen. for også min aften blev sen. Anders kom hjem med Sims3 den anden dag, og det skulle prøves.

Pænt spil, og helt sikkert sjovt at udforme både personer og hjem. Men derefter – hvorfor er det lige, jeg nu to aftener i træk har siddet og kigget på en familie, der er hundrede år om selv de mest fundamentale ting. Der aldrig får søvn nok og ikke får tid til at spise, selvom de er stået op fire timer før arbejde.

Måske var jeg lidt for hurtig til at formere dem, for sådan et barn, tager alt for meget af den tid, der ikke er. De har ingen venner, får aldrig noget mad – konen har nu for fjerde gang sat ild til komfuret! De sover alt for lidt og nu har jeg vist formået at gøre dem gravide igen, for mandens største ønske er 5 børn… men nogen god ide er det vist ikke.

Hvor længe jeg kan hænge fast i det spil, er jeg lidt usikker på, for det eneste jeg finder spændende er at udbygge huset, hver gang der er lidt overskud på økonomien – Det holder jo ikke :)

Men lige nu skinner solen, der er skønt på altanen, og jeg ser frem til tre lange dage.

Min lange dag i dag, med spisning sammen med glade unger og producering af de 100 Hawaii-halskæder vi gjorde et godt indhug på i går.

I morgen med møder og planer om at spise ud med tøserne og endelig torsdag, der byder på intromøde på Ordblindeskolen.

Emilie glæder sig, men er også begyndt at tænke rigtig meget over hvad et skoleskift også betyder.

Farverige folder

De sidste ender er hæftet og striberne er på vej ud af døren.
Lige nu synes jeg, den er rigtig fin og holder meget af den, men jeg kan godt være lidt usikker på hvor længe det holder.
På skal den! Men kun de dage, jeg ikke skal følges med Anders, for han har for første gang, udtrykt mishag med noget jeg har lavet.
- Det skal der bestemt være plads til :)

Lys over land

For et par år siden overtog jeg en lampe fra Bedsteveninden, hun engang har fundet. Allerede dengang var den uden skærm, men det hindrede ikke Bedsteveninden i at lave en sky af blomster, der svævede om lyskilden.
Skyen har efterhånden set bedre dage – sammenfalden og med et stort blomstertab - så i aftes skulle det pludselig være.
Et stykke råsilke, lidt skråbånd og en del af blomsterne fra skyen er nu blevet til en ny skærm. De sidste blomster blev syet fast, mens ungerne i morges tullede rundt og blev klar til skole.
Nu er lampen igen præsentabel og jeg er klar til et bad og hvad dagen ellers vil bringe.
Hav en dejlig dag.

Sol og vind

Vejret slår om, og inden længe skinner solen fra en skyfri himmel.

Der var fri bane og fire maskinfulde vasketøj hænger og tørrer i kælderen.

På altanen har det lille dahliaskud, der for kun et par dage siden, endnu ikke kunne nå over kanten på kurven, det står i, vokset sig større og lover godt for sommeren.

Stille Søndag

Udenfor regner det, og med paraplyen over kameraet forsøger jeg at fange dråbernes leg.

Indenfor er der stille. I aften vil her igen summe af barnestemmer, der fortæller om weekendens oplevelser. Indtil da vil jeg lave så lidt som muligt.

Måske en enkelt tur til kælderen, der er vasketøj i bunker. Belært af torsdagens trappeløb, er jeg dog lidt betænkelig. Knæet er ikke hvad det har været og så er der langt til mandag og rundringning til ortopædkirurger, med lange ventelister.

Jeg holder igen, men alt kan ikke holdes tilbage. Jeg sorterer og satser på en enkelt tur og håber på tørvejr til en senere tur mod rugbrød og madpakker til i morgen.

En stille søndag, i langsommelighedens og hyggens tegn. Jeg har garn og nål og pinde – tiden skal nok gå :)

Jow, der blev strikket..

Sage Blouse

Liselotte lokkede, nu er der sart grønt hør/viscose på pinden og dagen byder på besøg hos Bedsteveninden, så mon ikke jeg vil være nået en hel del længere inden natten falder på.

Om lidt vil jeg pakke mig selv, garn og hvad jeg ellers får brug for, og bevæge mig mod bussen, for knæet har vist bedre af at blive transporteret end cykle – og det regner.

Og for at det ikke skal være løgn, formåede jeg i går at knalde mine tæer ind i symaskinen, der havde fundet plads på gulvet, da Anders skulle bruge bordet - med blå tæer til følge :)

Ha en fantastisk dag, alle jer derude. Det planlægger jeg at have!

Og så på tilbud!

Cascade er vidt berømmet flere steder i Blogland.

Da Anders for lidt siden begyndte at snakke om ny sweater, da den gamle snart ikke kan mere, tænkte jeg – så er det nu!

Da det så viste sig at garnet er sat ned til næsten halv pris, glødede Dankortet ekstra og nu er der bestilt både til ham og hende.

Det er første gang jeg har bestilt sådan transatlantisk… så lidt spændt på, hvordan det spænder af, kan jeg ikke lade være med at være.

Lys og mørke

Solen skinnede, det næste øjeblik blev det mørkt, mens regn og hagl væltede ned i en skøn forening.

To minutter senere var solen tilbage, i det fjerne buldrer tordenen, mens tunge regnskyer ses i det fjerne.

Siden er regnen vendt tilbage, tordenen lader sig høre med mellemrum. Jeg kan godt lide torden, især når jeg kan være inde, og bare høre og se.

Langsommelig

Dagen går langsomt i dag. Aftenen og en del af formiddagen er brugt med nål og garn, og der nu er cirkler hele vejen rundt om striberne. De første er fyldt ud,  mens resten venter.

Gårsdagens vask og medfølgende trappeløb kan mærkes i knæet. Det gør godt at ligge helt ned, så pauser mellem syning og oprydning på Emilies værelse bliver brugt liggende, med en bog, indtil øjenene falder helt i.

Jeg har tid, jeg har fri, og hvis det betyder jeg skal halvsove mig gennem dagen, så gør jeg det.

Mod Amager

Planer er til for at ændres, så da Anders’ kammerat ringede og ville have os med på tur, sagde vi ja.

Det sidste vasketøj blev i en fart hængt op og så gik turen i første omgang mod Bryggen, for at hente det skærmkabel, der var turens egentlige formål. Efter kattenusseri kørte vi videre mod kaffe, smoothie og caféhyggesnak med udsigt til Amagerbrogade.

Det blev koldt, skyer gik for solen, mens vi sad der og kiggede på forbipasserende biler. Biler var nemlig dagens emne, for der skal skiftes ud, men endnu er det uvidst til hvad.

Da vi havde drukket ud og beundret endnu en bil måtte vi lige forbi huset, hvor kammeratens mor holder til, for der bliver lavet drastiske ændringer for tiden, som endnu ikke var set.

det var nærmest et helt nyt hus, der åbenbarede sig for os. Som indehaveren sagde: Fra skrot til slot. Et smukt gammelt hus, der ikke har været vedligeholdt længe, men nu får den helt store tur, med pudsning og polering. En ny mur med en buet portal, nyt tag og vinduer. Smukt bliver det.

Indenfor emmer det af atmosfære og haven bugner af grønt og liv. Midt på fliserne mødte vi en ung guldsmed i stadiet lige før forpupning. I bassinet sad frøer på spring.

Snakken gik og inden vi så os om, var klokken mange, maverne sultne og regnen truede i det knap så fjerne. En hurtig tur hjem kunne dog ikke forhindre regnen i nå frem før os.

En hurtig omrokering senere, så vasketøjet nu hænger i kælderen, fandt resten af pandekagerne fra i morges frem til tallerkenerne, sulten blev stillet og aftenen står til fri disposition.

Mon ikke et par blomster kan finde frem til det stribede inden længe…?

Jeg glemte næsten at fortælle: Hjemme igen finder jeg kablet frem, kigger på det og konstaterer at… det er forsynet med de forkerte stik!

- På den igen!

Pandekager og spiste blade

Ungerne er hentet til forlænget weekend hos barnefaderen. Skabene i køkkenet var tomme, men så kom Anders forbi, og pludselig var der pandekager.

Uhm.. sen morgenmad på altanen i selskab med en næsten fuldt udsprunget rododendron. Sidste år havde den besøg af kålorme, der brutalt blev forflyttet. Men først efter de havde gjort kål på en stor del af bladene. Den lever nu fint alligevel, den lille busk.

Indenfor er jeg gået i krig med Emilies værelse. Egentlig holder jeg på, det er indbyggerens eget ansvar, men nogengange er det en god ide at hjælpe. Det er blevet nogengange og de første maskinfulde vasketøj roterer i kælderen, mens resten venter.

Min plan er at nå et punkt, hvorfra hun selv kan fortsætte.
Om jeg når dertil er endnu lidt usikkert, for der skal også være plads til strik og blomster på det stribede.

En fantastisk dag

Som et led i en plan om større samarbejde lærerne imellem, har hele skolen fri klokken et hver onsdag. Det betød, vi kunne komme tidligt afsted, og ikke mange minutter over et, summede både Klub og Café af glade børn, der næsten ikke kunne vente på at komme afsted.

Det blev talt og krydset af, bussen blev pakket og turen gik mod indre by og Tivoli.

Vel fremme og sat af på HC Andersens Boulevard gik vi mod indgangen ved Gyptoteket. Indgangen var lukket (sparet væk, fik vi senere at vide), det forhindrede dog ikke ungerne i, i samlet flok, højt humør og i bedste stil at fortsætte rundt mod Hovedbanegården og en åben indgang.

Udstyret med billetter til indgang og turpas, telefonnumre – skulle noget ske og instrukser om opførsel og mødetider forlod ungerne os, strømmede ud i haven i mindre grupper til en dag fuld af oplevelser.

Vi mødte dem flere gange, glade børn speedede af sukker og adreanalin, der fortalte vidt og bredt om opdagelser og de sidste grænseoverskridende oplevelser.

Imens gik min søde kollega og jeg rundt med hvert vores tøsebarn (Emilie samlede vi op, længe efter vi selv var kommet frem. Hun ankom sammen med sin egen klub, men havde bedt om at tilbringe dagen sammen med min søde kollegas Elisabeth), der gerne ville have en voksen i nærheden, men også gerne ville blive væk. Så vi prøvede – at blive væk. Ingen af os var særlig succesfulde.

Første stop var rutsjebanen, hvor køen allerede var lang. Undrende måtte vi konstatere at kun een mand betjente hele møllen – køre turen, lukke folk ud, lukke de næste ind igen, tjekke at alle sidder forsvarligt og endelig køre den næste tur. Adspurgt fortalte han at der bliver sparret, han var ene mand, og ville være det hele aftenen. Han opfordrede til at klage, helst så indigneret som muligt, for banens folk er ikke tilfredse med nedskæringerne.

Min første tanke galdt sikkerheden – både mandskabets og de besøgenes, mens tanker om gæsternes oplevelser først kommer derefter.

Min søde kollega forfattede en klage, der blev underskrevet af de fleste børn, voksne, pægadoger fra andre klubber og forældre, der tilfældigt kom forbi.
Igen undrer det mig at nok skal der skæres ned, men netop en dag som i går, hvor vi kommer mindst 400 børn fra flere institutioner, der alle har bestilt billettet på forhånd, burde der måske fra højere sted være tænkt på ekstra bemanding…

Ved spisetid blev tøserne overladt til sig selv, mens vi mødtes med de voksne fra klubben og spiste fælles. Efterfølgende havde tøserne fået smag for selvstændighed og ville ikke længere have voksne på slæb.

Vi kiggede blomster – specielt de spidse lilla af slagsen, der ender som en kæmpe kugle, synes jeg var spændende - og sagde goddag til hvide ænder i den japanske have, før vi igen blev genforenet med tøsebørn, med stjerner i øjnene, der glædestrålende fortalte om overvindelsen ved Demonen - og der skulle de bare op igen.

Mørket faldt på, lune slikpinde blev nydt og præcis klokken 22.00 stod alle børn på mødestedet, klar efter en lang og dejlig dag.
De er nogle fanstastiske unger, og det blev jeg nødt til at fortælle dem.

Hjemme igen, fandt tasker deres ejermænd, før turen gik helt hjem mod dyner og skønne drømme.

Tivoli

Himlen er blå, solen skinner, der er lovet op til 20 grader. Det er onsdag inden Kristi Himmelfart og de fleste klubber og Caféer i Rødovre skal i Tivoli.

omkring 400 Rødovrebørn, pædagoger og forældre, der tager med, indtager i eftermiddag Tivoli til vores årlige tur.

Kørsels i fælles bus, udlevering af telefonnumre, billetter og turpas – en flok unger spredes og vi voksne går rundt og hygger os, mens vi undervejs møder vores glade børn, om hvert hjørne.

Grin, skæg og sjov – i aften vender vi trætte hjem.

Ha’ en dejlig dag.

Klassesammenlægning

De fire nuværende 8. klasser skal næste år sammenlægges til tre 9. klasser.

Aftenens forældremøde skulle dels bruges til bekymrede forældres spørgsmål, dels til præsentation af de nye klasselærere og til alle de oplysninger der skulle være røget i svinget.

Informationsniveauet var fint og langt de fleste spørgsmål blev besvaret så alle var tilfredse. Et enkelt undrede mig alligevel. Skoleledelsen fortalte om, hvordan de havde disponeret i forhold til, at ungerne er så store at de langt hen ad vejen skulle inddrages. Derfor havde ledelsen også valgt at informere eleverne samlet, inden (eller faktisk samtidig med) at forældrene fik informationen.

Ideen var, at alle skulle vide det samtidig. Derfor var kontaktforældre ikke på forhånd informeret. Lige det punkt, var en forældre meget uenig i, for ungerne har jo mobiltelefoner og kunne sms’se. Det betød så, at forældrene ikke fik informationen samtidig!

Her holder jeg med skoleledelsen – ungerne skal informeres først – de er så gamle, at den viden kan de godt administrere at fortælle videre til forældre, der ikke lige har set opslaget på forældreintra, eller modtaget det brev, der også blev sendt.

Snakken gik, de nye lærere havde gode tanker og den første meter, af en kant til striberne, blev tilbagelagt.

Hulaaaa

En dag af de lange, der endte i et forældremøde, er slut.

Dagen er for størstedelen gået med at lave hawaii-inspirerede blomsterkranse, for til årets sidste fest skal vi på ferie, med badestrande og palmer.

Jeg har foreløbig lavet 6 kranse af papirgarn, over en skabelonting, jeg opfandt til projektet!

I døren skal uddeles blomsterkranse og i baren skal der være drinks med sugerør og mærkelige navne og farver. Planen er vist også at udstyre de voksne med afsindige hawaiiskjorter, der vist var på udsalg.

Det er lige om lidt… tre uger. Masser af tid… eller…. jeg skal kun lave 100 blomster-halskæder og en flok palmer… Skal lige udtænke superhurtige, superfikse, blomsterideer, der ingenting koster….

Av mit knæ!

I mit sidste teenageår, efter HF uden rigtig at vide hvad jeg ville, fik jeg job som postbud. En to ugers ansættelse blev forlænget og endte med 2 år.

Dengang – jeg ved ikke hvordan det er nu – var fodtøjet ikke værd at skrive hjem om. Jeg løb trappe op og trappe ned, iført statens sko, så længe, at det vist var for sent, da jeg indså mine knæ ikke brød sig om det, og købte de dyreste sko jeg nogensinde har købt. Lækre løbe-hoppe-gelestabilisrede-gummisko, de røg ud engang sidste år - slidt op.

Men det var dengang. Jeg var 21, der var næsten gået tre år, da  jeg fik nok, knæene satte ud og jeg endelig fik øjene op for en uddannelse. Efter et længerevarende lægeforløb fik jeg diagnosen lettere slidgigt og har siden haft glæde af det sådan lidt on’n’off.

Lejrskolen i sidste måned med sandvandringer overanstrengte helt sikket, så lidt påpasselighed var på sin plads.

Jeg synes egentlig også jeg har passet på. Derfor kom det også bag på mig, da jeg i går nærmest ikke kunne bøje i det ene knæ, ikke kunne finde hvile og det generelt bare murrede konstant. Total følelse af Hypokondri!

Det blev ikke bedre i dag, så lægen fik en finger med i spillet, trykkede, bøjede og mærkede efter, før hun kom til konklusionen at det kan godt være minisken, muligvis en revne!

En henvisning til en ortopædkirurg og smertestillende kunne være en ide – bare fordi…. Æv! 

Indtil da, tror jeg, jeg vil beslutte mig for, det nok bare er lidt overbelastning, og ellers lade være med at vride i ledet eller løbe hækkeløb – det andet er jeg slet ikke gammel nok til (sagde lægen).

Ulovligheder

Ude foran min lokale Fakta står en flok. En flok af den slags samfundet har opgivet, og som måske selv er på randen af opgivelse. En flok, der køber deres øl i butikken og muligvis ikke helt støjsvage, står udenfor og konsumerer, mens snakken går.

I går gik det lidt stærkt, måske var der for lang kø, måske ikke tid nok. Nogen glemte at betale og sidenhen er de samme blevet forment adgang til indkøb.

Sådan noget skaber splid. På den ene side står en butikschef, der måske har fået nok, og en gruppe medarbejdere, der skal varetage den uønskede adgang.

På den anden side, står flokken udenfor og føler sig i sin gode ret til at købe. De har jo penge, de vil gerne betale for det de glemte, og de lægger til stadighed deres økonomiske overskud netop her.

Ulovligt kaldte den ene det, da jeg gik forbi. “Det er ulovligt at nægte os adgang.”

Men er det, det?
Har en butikschef i enhver butik ikke ret til at nægte kunder, han finder uegnede, adgang?
Er det en ret at bruge vores penge, hvor vi lyster? 

I virkeligheden kender jeg ikke svarene, men jeg tænker butikschefen har retten på sin side. Jeg tænker også, at flokken udenfor endnu engang føler sig tilsidesat og derfor føler deres ret krænket.