Med striber og krydser

 

Tilbage i efteråret købte Oscar og jeg garn til en trøje til ham. Han tegnede og fortalte hvordan den skulle se ud. 

Det var vigtigt at ærmerne var lange nok til at nå ud over hænderne, at den havde en hætte og at den fik et kryds på ryggen. 

Vi købte superwashbehandlet merino, for det var blødt. Barnet valgte selv og det med blødheden var ret vigtigt. Ellers gider han ikke bruge den.

Jeg købte garn af flere gange, og når sådan et projekt ender med at løbe op i temmelig mange penge, var det let at beslutte at den endte som en julegave. 

Jeg troede jeg havde taget billeder af den i dagslys. Det havde jeg ikke. Og overdækningen ved sommerhuset gav ikke det bedste lys. Det er åbenbart det jeg kan for øjeblikket. 

Jeg lånte trøjen med, da jeg for et par timer siden hentede barnet til nytårsaften. Vi tog billeder lige ude foran opgangen, så det stakkels barn ikke skulle fryse for længe. Den er varm, og han sagde ikke noget om at fryse.

Til gengæld stillede han villigt op til photoshoot.

Design: Jeg tog udgangspunk i Drops Sweet Peppermint, fordi jeg ville have de lave skuldre på ryggen. Det synes jeg ser ret godt ud. Min strikkefasthed var ikke den samme som opskriften, så jeg kalkulerede og da skuldrene virkede, fortsatte jeg efter mål på barnets trøje og en del prøvning.

Garn: Fraya Delightful fra Selfmade. Jeg brugte farverne Marine, Cobolt, Mørk Violet, Grøn og Støvet Tyrkis. Der gik alt fra 19 til 140 gram af de enkelte farver og jeg endte med et forbrug på 375 gram.

Pinde: jeg har ganske simpelt ikke noteret hvilken størrelse pind jeg har brugt. Meget mærkeligt. Jeg vil umiddelbart satse på en 4 mm og et halvt nummer mindre til ribberne. Jeg kan ikke huske det.

Størrelse: Jeg gik ud fra maskerne til en størrelse 134/140 og brugte længden på en 122/128 til vurderingen af hvornår jeg skulle lukke tage ud til ærmegab. 

Bemærkninger: Trøjen er strikket oppefra og ned, Jeg strikkede de grønne snoningsstriber som en slags intarsia, hvor bundfarven kørte hele vejen over. Jeg strikkede for g bag for sig, frem og tilbage, for at kunne få striberne til at fungere. Jeg kunne muligvis have trukket garnet over snoningerne og strikket rundt. Men det kunne jeg ikke lige overskue. 

Hætten blev meget stor. Barnet blev meget glad - det var lige sådan en hætte han ønskede sig. Oscar er et udpræget hætte-barn. 

Jeg lavede krydset som en applikation. Dem lavede jeg mange af på strik, da mine børn var små. Jeg lagde to stykker stof ret mod ret med et stykke let mellemfoer øverst. På maskinen syede jeg hele vejen rundt om krydset, klippede tæt til sømmen, hakker i hjørnerne og vendte gennem et hul jeg klippede i midten af bagsidestoffet. 

Inden jeg syede krydset på trøjen, kastede jeg let over hullet bagpå. Det er ikke noget problem at der er hul midt i applikationen. Det sidder mod det strikkede og trævler ikke. Jeg kaster alligevel let hen over med grove sting. Bare for en sikkerheds skyld.

Vi du se flere billeder af trøjen, kan den ses på Ravelry.

Gennem skoven

 

Daniel var taget hjem, tidsnok til ikke at cykle i mørke. Emilie og jeg pakkede os sammen, til en tur til købmanden. Anders mente bestemt at Oscar skulle ud i haven og løbe noget krudt af. Bortset fra Oscar, var vi andre enige.

Han gad ikke ud i haven og Anders var dum. Det var fuldstændig lige meget at vi andre også synes han skulle ud. Det var Anders, der havde sagt det højt. Først.

Enden blev, at for at slippe for lidt løb i haven, ville han med til købmanden. Emilie havde en god snak med ham om, at han skulle gå selv. Anders lovede at komme stæsende og bære ham hjem, hvis det blev for langt, og så gik vi.

Han gik hele vejen. Frem og tilbage. Et par gange var benene ved at falde af, men det blev glemt, da vi begyndte at lege spørgeleg om dyr. Han kender utrolig mange dyr, og vi snakkede dyr både ud og hjem. 

Fire kilometer blev det til. To ud, to tilbage. 

Jeg synes godt han kan være stolt. 

December Bow

 

Emilie sender ind imellem slet skjulte hentydninger til, hvad hun godt kunne tænke sig, jeg laver til hende. En af hentydningerne var December Bow, som hun ønskede sig i rød. 

Jeg havde ikke noget rød. Men jeg havde det lilla cashmere, jeg strikkede det lille tørklæde til hende af. Jeg tænkte at de fint kunne matche og fandt garnet frem igen. 

Jeg var godt klar over, at hun ville bruge den til håret, så færdig var det nødvendigt at få den monteret på et spænde. Jeg havde ikke lige et der passede, og ude i byen hænger ikke spænder til påsyning på træerne. 

I Føtex kunne jeg finde et spænde med en flad plastikforside. Det fik et par huller med boremaskinen og så var det lige til at sy på. 

Hun fik sløjfen i julegave og blev meget glad. Hun havde åbenbart haft en forventning om at skulle åbne den som adventsgave. Jeg ved ikke hvor hurtig hun forestillede sig jeg ville være. 

Og en rød en af slagsen. Det må blive en anden gang. Den er ret hurtig at lave.

Design: December Bow af Petitknit.

Garn: Lana Gatto VIP, 80% Merino, 20% Cashmere fra lageret i farven Lilac.

Der gik hele 25 gram til sløjfen.

Pinde: selve sløjfen er strikket på pind 3,5 mm. Båndet på midten er fremkommet med hjælp af en 3 mm strømpepind. 

Størrelse: Den er onesize, jeg målte den ikke. Det må blive næste gang.

Bemærkninger: Jeg valgte at købe opskriften. Jeg kunne nok godt have gennemskuet opbygningen. På den anden side synes jeg at designere skal have kredit for deres ideer. Og da jeg sad med den, må jeg erkende at der var flere små detaljer, som lige giver lidt ekstra.

Jeg er ikke som udgangspunkt til Petitknits designs. De er som hovedregel lidt for klassiske til mig. De få gange jeg har strikket Mettes opskrifter, har det sjovt nok altid været til Emilie.

 

Vil du se flere billede af sløjfen, kan de ses på Ravelry.

Masker på en søndag - Uge 52

 

Ugen kort:

• Vi hentede Oscar og tog i sommerhus. Turen derop gik via Frederikssund og en time i bus det sidste stykke. Jeg er ikke tilhænger af bus. Der er mere plads i et tog. 
• I løbet af den 23. samledes vi alle til et par hyggelige dage, inden vi spredtes igen. Daniel kom sidst, og tog først hjem. Som den eneste der skulle på arbejde. 
• Vi havde en skøn jul helt nede i gear. Og nattøj.
• Emilie og jeg tog på tur, for at hente juletræ i en juletræsplantage. Vi kunne heldigvis låne en sav til fældningen. 
• På vejen hjem tog vi modsat, over Helsinge med gris og flere S-tog. En bus, tre tog og måske endnu en bus. Oscar havde helt styr på at det var sidste tog, da vi stod og ventede på vores egen del af S-banen på Østerport Station. Han var i øvrigt hyggelig at have med. 
• Jeg købte en bog med Sallys far til Oscar og den blev læst mange gange - senest i toget på vej hjem. Absolut et hit. Jeg skal bestemt omkring biblioteket og se om de har et par stykker til godnatlæsning. 
• Inden Emilie tog tilbage til Fyn, nytår og hverdagen hyggede vi hjemme og spillede et enkelt spil. 
• Jeg har gjort status på mit garn. Det er ingen hemmelighed at jeg synes det er sjovt at holde styr og skrive op hvor meget jeg har. Jeg har bare aldrig holdt status, men vidste godt at noget ikke var faktureret korrekt. Specielt bomuldsgarn har jeg svært ved at holde styr på. Jeg ved ikke hvorfor. 
• Optalt, vejet og målt er min garnbeholdning blevet knap to kilo lettere. Der er bare ikke blevet mere plads. Til gengæld tror jeg muligvis det er en god ide at have alt ude og se alt igennem - og få gode ideer. 
• Måske jeg skal holde status lidt oftere end hver tiende år. 
• Juelaften da barnet var puttet og vi alle havde brug for lidt alenetid, endte vi med hver vores divice og scrolling rundt på nettet. Jeg forsøgte at holde mig opdateret på alle de podcasts jeg er håbløst bagud i, og sad pludselig og kiggede på en dame jeg aldrig har set.
• Hun havde en udfordring. Og mens jeg kiggede og lyttede fik jeg mere og mere lyst til at være med. Også selvom det taler mod al sund fornuft og viden om hvordan jeg fungerer. På en eller anden måde føltes det alligevel som noget jeg kan bruge lige nu.
• Udfordringen er 12 cast ons 2025. Jeg tror jeg skal dykke lidt mere ned i den de kommende dage.

Læse:

Jeg er fanget, underholdt og draget af tredje del af Ken Follets trilogi om den nære verdenshistorie. Samtidig gider jeg rigtig godt nå sidste side. Det er en lang bog, og jeg trænger til noget andet. 

I Rusland er hovedpersonerne ikke rigtig tilfredse med kommunismen. Et sted i baglandet er en gut ved navn Gorbatjov dukket op. Jeg tænker jeg kommer til at høre mere om ham. 

I USA er Nixon skiftet ud med Carter og en af hovedpersonerne er udsendt via CIA til polen. I Polen er også en russisk journalist, og mon ikke de får kontakt. 

Bag jerntæppet er det kortvarigt lykkedes en familie at blive genforenet efter atten år. Den vestlige befolkning kan tage på ferie i Ungarn - det kan den østtyske også. Hvis de får lov. 

I popstjernernes verden er stoffer til stadighed med. Ikke altid på den fede måde, og også i den frie verden kan venskaber genoptages og genforenes. 

Strikke:

Den sidste adventspakke med garn til strømper lod jeg blive hjemme julen over. Jeg pakkede ikke op, vidste jeg ikke ville få tid til at slå op, og ville hellere vente til jeg kom hjem. Selvom jeg havde en ret god ide om hvad jeg ville pakke op, og hvad det skulle blive til. 

Emilie har fundet Hjertesokken af norske Monika Mortensen. De bliver fine. Umiddelbart er de endda intuitive og lette at have med at gøre. Jeg er selvfølgelig ikke nået så langt, så måske jeg skulle strikke noget mere, før jeg udtaler mig...

Tasker med broderi

 

I december slog jeg mig på broderi sammen med Kirsten Brun og Esther, under samstikken #adventstik24. Jeg endte med at brodere tre små julede broderier, uden rigtig at vide, hvad jeg skulle bruge dem til - sådan er det som regel med mig og broderi. 

Samtidig var jeg ved at samle sammen til adventsgaver til tøserne på Fyn, og undervejs slog det mig, at de små broderier skulle syes ind i en taske. Jeg ville nok kalde det en projekttaske, men de kan vel altid bruge dem som toilettaske. Eller noget.

Hen ad vejen fik jeg travlt. De små sting tager tid, og jeg skulle også nå at sy. 

Jeg endte med en noget febrilsk syning aftenen før det hele skulle sendes. Jeg er ikke ovenud tilfreds med mit endelige resultat, men pigerne blev glade. Også selvom Emilie synes det var mærkeligt at de skulle have projekttasker. 

Hun er vel præget af at vokse op med mig. I øvrigt endte hendes - i hvert fald for en kort bemærkning - som projekttaske, da hendes opslag til en Sunday Sweater kom hjem i netop den indpakning. 

Med aftensyning og pres på for at pakke ind, er det ikke de bedste lysmæssigt billeder, jeg nogensinde har taget.

Der var i øvrigt ingen tvivl om at Josefine skulle have det med sne. Hun er glad for sne og jul og alt det der følger. 

Projekt: Små julebroderier, rammet ind af en taske, der godt kunne ende som toilettaske. 

Materialer: De små broderier er syet på aida med 18 sting per inch. Jeg har farvet stoffet med batikfarve, og har tidligere forklaret hvordan.

Det ene broderi er fra Shannon Christine, det andet fra Catkin and Lillie - hun har så mange fine små mønstre, og her købte jeg et sæt med tre snemænd. Jeg har lavet de to, og bør vel egentlig lave en taske mere - til mig selv.

Stoffet jeg brugte til taskerne, var dels rester fra lageret. Bundene et kraftigt gardin, foeret fra bunken med bomuldsstoffer, mens det fine yderstof med batikfarve er en del af det overskydende fra dengang jeg sidste år batikfarvede med håndværk og designeleverne. Nogle ville under ingen omstændigheder have det færdige resultat. Jeg tog det med hjem, for det oprindelige stof var mit og jeg tænkte at det kunne jeg godt tillade mig.

Jeg syede en lomme indeni af bomuld. 

Størrelse: Batikstofferne var cirka 40x60 centimeter. Det tog jeg udgangspunkt i. Jeg nåede ikke at måle taskerne, men jeg vil gætte på et færdigt resultat der ligner noget i retning af en højde på 25 centimeter, en bredde på 30 centimeter og en dybde på cirka 9 centimeter. 

Bemærkninger: Sådan en taske med snoretræk har jeg ikke et mønster på. Jeg klipper bare, tænker at yder- og inderstof i sidste ende skal være lige store, har en fornemmelse af størrelse og syer sammen som jeg finder for godt. 

Jeg ville egentlig gerne have snoretrækket til at være en del af selve tasken, men med broderi passede det ikke her. Jeg er som sagt ikke ovenud lykkelig for resultatet og her er netop løbegangen til snoretrækket en af de detaljer jeg synes lykkedes mindst godt.

Jeg har vist i øvrigt endnu ikke sat snore til træk i taskerne på billederne, men det kom i. Jeg synes også det ser ud som om, jeg tog billederne inden den sidste tur på strygebrættet...

Havde jeg haft mere tid, var jeg nok blevet mere tilfreds med resultatet. Hvilket måske betyder at jeg bør sy det sidste broderi til endnu en taske i nogenlunde samme format.

Ideen med broderiet synes jeg til gengæld fungerer ret fint. Det er ikke nyt, det er gjort før, og jeg synes det er er god måde at bruge broderier. Jeg er ikke så god til at hænge dem på væggen eller på anden måde bruge det som pynt.

 

Årets juletræ

 

Jeg pakkede de fine papengle, jeg lavede for mange år siden, og som kommer frem hver gang vi holder jul hjemmefra. De er på en eller anden måde blevet rejsejulepynten. De kan tåle lidt af hvert og skal nok holde. 

Helt sikker på at vi kunne finde et juletræ hos den lokale købmand, som vel egentlig er købmanden! i området, havde jeg ingen forestilling om, at det skulle blive en lang historie at finde et lille træ.

Købmanden havde ingen juletræer. Hvad gør man så?

Den store købmand, der ellers har det hele, og har til huse på Helsingevej, lå en tyve minutters gåtur væk. Vi skulle alligevel have købt ind, så vi var gået turen, havde efterladt barnet og Emilie tilbage i sommerhuset, og måtte konstatere at det der med et lille træ, ikke var helt så nemt som forventet.

Senere fik jeg tanken at deroppe nordpå er der formentlig så få, der bevæger sig rundt uden bil, at det med salg af træer foregår helt andre steder.

VI gik tilbage og kunne beundre temmelig mange små fine grantræer, i de fineste former, i skovbunden. Sådan nogle må man selvfølgelig ikke fælde. Men vi legede lidt med tanken om at låne et, med rod og alt, og stille det tilbage igen. Men det må man selvfølgelig heller ikke. 

Jeg legede med tanken om en nedfaldsgren fra haven - der lå flere. Det faldt ikke rigtigt i god jord. 

Emilie havde en aftale inde i byen og lovede at kigge efter et træ. Det gjorde hun, men kom tomhændet tilbage. Prisen for et lille træ, på en plads inde i byen, var ganske simpelt så horribel at hun lod det stå.

Til gengæld googlede hun en juletræssælger et godt stykke længere ude ad Helsingevej. Men havde de stadig åbent? Hun sendte en besked af sted og fik tilbagemeldinger om et par timers åbent selve juleaftensdag. For så langt var vi efterhånden nået.

På det tidspunkt var Daniel dukket op, medbringende cykel. Vi overvejede at sende ham af sted de godt syv en halv kilometer, men endte med at Emile og jeg gik op til bussen - som kørte en gang i timen - hver vej.

Det var nemt at komme ud. Vi fandt også hurtigt et lille træ med et blåt bånd, der betød vi måtte fælde det. For herude på landet, skal man selv fælde træerne. Det havde Emilie aldrig prøvet før og var temmelig ekstatisk. Hun bar også træet hele vejen hjem. 

Manden på gården satte en fod på. Og så gik turen den anden vej. 

Undervejs var vi kørt forbi Netto i Ramløse og da vi alligevel skulle have de sidste forsyninger med hjem, besluttede vi at stoppe i Ramløse på vejen tilbage. Der var cirka to en halv kilomete. Ifølge Google ville det tage en halv time at gå og der var lidt over tyve minutter til bussen kørte. 

Jeg gik. Emilie ventede, sammen med træet. Det var en god tur, jeg fik skridt i benene og havde vel egentlig godt af at gå. Jeg var sikker på at Emilie ville frem først, men jeg gik hurtigere end forventet og kunne vente hele to minutter ved stoppestedet ud for Netto, inden hun ankom. 

Vi havde god tid i Netto, bussen kørte som bekendt en gang i timen. Selvom vi virkelig prøvede at bruge tiden, endte vi alligevel med at vente en halv times tid. Vel fremme ved sommerhusområdet, stod Anders og ventede på at bære den fyldte og lidt tunge taske vi havde med. 

Det blev et fint træ. Oscar gad ikke pynte, så det gjorde Emilie. Papengle, små lyskæder og rejsestjernen, som altid ligger i Emilies pung, og har gjort det siden vi for mange år siden holdt jul i et sommerhus på Fyn. Tinka var på banen første gang, jeg havde englene med, og Michael kom tilbage fra indkøb medbringende en bunke Tinkakort, som han mente den yngste (Emilie) skulle have.

Den har været stjerne mere end en gang siden.

Skogbærjakke

 

Emilie har for alvor set sig varm på strik. I et anfald af kortvarig iver, har hun endda slået op til en Sunday Sweater og håber at færdiggøre den selv. Hun har nok allerede fortrudt, men har alligevel taget den med hjem. Måske har vi en aftale om otte centimeters halskant, når hun kommer hjem næste gang. 

Hun har også et håb om, at jeg færdiggør den, når hun for alvor giver op. Jeg håber at kunne fastholde hende lidt endnu.

Jeg forestiller mig, det bliver et langvarigt projekt. 

Og imens, strikker jeg videre til hende. For hun har mange ønsker, og køber endda ind imellem garn til samme ønsker. 

For længe siden fandt hun Fabel Knitwears bog Volum 1. Jeg fik fat i den, inden den blev oversat til dansk og tygger mig stille og roligt gennem de norske opskrifter, efterhånden som garn, ønsker og glimmer passer sammen. Hun har sat mærker ind mellem siderne ved temmelig mange af opskrifterne. 

Jeg har strikket de første fire og flere venter. Et stort ønske var Skogsbærjakke. Hun købte selv garnet, da den lokale garnbutik lukkede og havde udsalg. På en tur til Sommerfuglen engang i foråret fandt hun glimmer-sytråd og spurgte om ikke det kunne strikkes med. Jeg tænkte at det kunne det nok, og må erkende at glimmer-sytråd er ikke fantastisk at strikke med.

Det er lidt ærgerligt at billederne ikke viser glimmertråden. I må bare tro på at den er der, og at den er synlig i brug. 

Den har været færdig et stykke tid, ventede længe på knapper og derefter billeder. 

Knapperne skal i øvrigt skiftes ud. Vi fandt knapper i min samling, men de er lidt for små og springer op.

Design: Skogsbærjakke af Fabel Knitwear/ Helene Arnesen.

Garn: Sandnes Alpakka Silke i farven 4642/Lys Lyng sat sammen med en tråd Güterman Metallic Sulky farve CA 02776.

Den færdige trøje vejer 263 gram. Den tynde sytråd vejer nærmest ingenting, så langt det meste er alpakka silke. 

Pinde: 3 og 4 mm, rundpinde hele vejen igennem.

Størrelse: Jeg er gået ud fra en størrelse 5, 118 centimeter overvidde. 

Bemærkninger: Mange af Helene Arnesens opskrifter er strikket nedefra og op. Generelt kan jeg bedre lide at strikke oppefra og ned. Det gør det lettere at prøve undervejs. Synes jeg. 

Opskriften her er nedefra og op. Her var jeg nødt til at strikke efter opskriften, for den fine bærbort kunne ikke umiddelbart vendes. 

Jeg har lavet nogle ændringer undervejs, men jeg har ikke skrevet mange noter, så jeg er ikke helt sikker på hvad jeg har gjort. 

Jeg flyttede masker fra bag til for, inden ærmegabet blev lukket. Det gjorde jeg efter en prøvning, som betød at det bare så bedre ud. Det betyder at raglanindtaget på ryggen endte med at sidde ret tæt i nakken. Det så stadig bedre ud. 

Så vidt jeg husker blev ærmegabet en smule dybere og jeg havde helt sikkert flere masker til ærmerne - jeg har noteret 20 masker. Jeg fortsatte udtag, da opskriften sagde jeg skulle stoppe. 

Den var længe undervejs. Heldigvis er hun glad for resultatet. 

Vil du se flere billeder af Skogsbærjakken, kan de ses på Ravelry.

Sommerhusjul

 

Med en lille lejlighed og børn, der er spredt over flere dele af landet, virkede det som en god ide, at leje et sommerhus julen over. Bare et lille et, der var stort nok til os alle. 

>

Vi fandt et i Asserbo, langt nok væk fra lokalbanen, til at en bus skulle fragte os det sidste stykke fra en station. Og stort nok til at alle, selvom vi både sov på værelser og i stuen.

Det sjoveste værelse var det i køkkenet. Oscar synes det var vildt morsomt at sove i køkkenet, mens Emilie indtog sofaen, der aldrig blev slået ind igen. God som soveplads om natten og flyder om dagen.

Emilie kom hjem lørdag, ii hentede Oscar søndag, tog bus og tog og bus til Asserbo. Fra bussen skulle vi gå det meste af en kilometer, for at nå til det lille hus i skoven. Stakkels Oscar var ved at tabe benene på vejen, men det lykkedes ham at gå hele vejen. 

Mandag aften efter arbejde, dukkede Daniel op, til et par fridage. Han tog hjem igen d. 25. mens vi andre fulgte trop dagen efter. Daniel hentede Oscar på stationen og vi gik hjem og nød stilheden efter  dage med et barn og masser af leg. 

Heldigvis var det meget lettere da vi gik tilbage, fire dage senere.

Vi havde nogle skønne dage, helt nede i gear. En naturhave dannede baggrund for leg udenfor, mens inde gav varme og plads til mere leg og hygge og meget lidt strik.

Helt som en ferie med børn skal være.