tirsdag den 31. december 2013

På årets sidste dag


Alting foregår i meget langsomt tempo i dag.

Anders er syg, Emilie har været på arbejde og jeg er bare langsom.

Vi skal ikke noget. Ikke nå noget, ikke feste, ikke noget stort i hvert fald. Vi skal have noget god mad, vi skal hygge og måske skal vi tidligt i seng.


Sjalet til Emilie


Opgaverne er delt ud. Emilie har bestemt og vi hopper efter hendes pibe. Hun er alligevel den eneste som egentlig rigtig gider. I år er jeg nærmest ligeglad med nytår. Jeg har mest lyst til at sidde alene krøllet sammen i et hjørne med en god bog eller et strikketøj. Jeg har lyst til at gå tidligt i seng eller se et eller andet ligegyldigt i fjernsynet. Men når Emiilie gider, stiller vi andre op.

Så vi laver mad. Jeg har lavet dessert og stoppet nogle tomater og fyldte svampe i ovnen. Anders satte den samme ovn i arbejde i nat, og aftenes hovedmåltid har duftet hele dagen.

Mens Emilie var på arbejde, støvsugede, satte på plads og håndterede kasseapperatet købte vi andre ind. Nogen af os sov. Og nu har Emilie fat i den lækre kniv hun fik i julegave og har gang i en lækker forret.


Sjalet til Emilie


Om ikke andet skal vi have lækker mad. Og vi har lovet at besøge kattene, der er alene hjemme omkring midnat, så de ikke alene skal høre på bulder og brag. De kunne have været her, men nogen strinter og lugter.. og det gider vi ikke.

Og så skal jeg have færdiggjort sjalet til Emilie. Jeg er ved at lukke af, mangler kun den sidste og længste side. Og noget endehæfting. Jeg har besluttet mig for at nå det, inden året er slut.

Godt nytår til jer alle.

søndag den 29. december 2013

Dragen Smaugs Ødemark


I går eftermiddags sad jeg i en sofa sammen med ligesindede og flyttede masker fra den ene pind til den næste, mens alt det der var sket siden sidst blev vendt, drejet og snakket lidt mere om.

Jeg spiste skøn frokost og timerne forsvandt næsten hurtigere end tusmørket dukkede op.


Hobitten Poster - fundet på kino.dk


Sent i aftes sad jeg i et andet sæde og knugede om Anders' hånd, da væmmelige edderkopper sprang frem og snakkede om festmåltider med fede dværge som hovedretten.

Et år er gået siden vi sidst var i biografen - sammen - og anden del af Hobitten har nået de store lærreder.

Filmen var der ikke noget galt med. Så absolut ikke. Jeg blev suget ind i et univers, hvor jeg glemte alt omkring mig. Også de umage stole, de alt for brede armlæn, der besværgliggjorde holden i hånd og den megen plads til benene.

For samtidig med endnu en filmoplevelse sammen, afprøvede vi også den store fine nye biograf i Rødovre. Atlas Biograferne, der ud over at være fyldt med alt det nyeste inden for biografteknologi også har større stole, bredere armlæn og mere plads mellem sæderne. De store fine nye stole, var næsten for store. Jeg forsvandt, jeg faldt ned og sank sammen i den alt for meget plads.

Det er en udemærket biograf og måske er det bare nostalgi. Men jeg vil hellere i Imperial, og når tredie del rammer næste år, er det der vi skal hen og se afslutningen.

Men filmen er god, og de filmiske tilskud og omskrivninger der er med, falder fint ind i historien og ødelægger på ingen måde det gode oplæg. Specielt de mange henvininger til Ringenes Herre og de ubehagligheder vi allesammen godt ved er på vej, synes jeg fungerer rigtig godt.

Og nu venter vi...

lørdag den 28. december 2013

Det store togroderi #2


Nå, men jeg er egentlig i gang med at fortælle historien i foreløbig tre dele om mine togrejser i umiddelbar fortid. I anden del står roderiet fuldstændig på min regning, og mens jeg stod midt i det og kunne mærke panikken komme snigende, havde jeg også en afsindig lyst til at grine højt og inderligt - for hvor dum har man egentlig lov at være...


Rødby Færge Station - i mørke...


Jeg skulle selvfølgelig også hjem fra Henriette, og da overskuddet var stort, hyggen i top og og glæden til stede, udskød jeg rejsen til allersidste minut, med det resultat at jeg først var hjemme midt om natten. Det sidste tilskriver jeg helt sikkert togrejsens mest forfærdelige og sjove hændelse... jeg var ikke særlig frisk. Faktisk ret træt.

Denne gang passede alting sammen, og jeg ventede ikke længe hverken på bussen fra Rødby mod færgelejet længere sydpå eller toget, der ville køre mig næsten hele vejen hjem. Til gengæld var jeg meget alene. Ganske få passergerer stod af toget da det nåede færgelejet, men jeg var den eneste der stod på.

Meget længe var jeg den eneste i hele toget - en meget mærkelig og lidt spøgelsesagtig oplevelse, en mørk nat ude i ingenting. Det var sent, jeg var træt og inden længe var jeg mere sovende end vågen.

Et sted inden Roskilde stod to unge mænd på. De var udstyrede med hver deres flaske sprut og skulle i byen. Længe inden jeg så dem, var det tydeligt at flaskenes indhold ikke længere befandt sig i flaskerne og mens de snakkede om piger, bryster, tunger begravet i andres munde og om at knalde den første den bedste, besluttede de at sætte sig lige ved siden af mig.

Hvorfor ved jeg ikke. Jeg ville hellere sove end lytte til dem, og resten af toget var som sagt tomt...


Århus december 2013


Det gik selvfølgelig hverken værre eller bedre, end jeg inden længe blev budt på både gin og et forsøg på at tydeliggøre hvem af dem der så mest frisk ud. Jeg følte mig lidt gammel, da jeg ikke kunne lade være med at tænke at med den fart de tømte flaskerne, ville det muligvis være lidt svært at nedlægge de der tøser, de storskrydende talte om. Endsige se dem.

Faktisk var de afsindig morsomme, men det undlod jeg at fortælle dem. Jeg tvivler på de ville have opfattet det som et kompliment... hvilket det vel egentlig heller ikke var.

Endelig stod de af, jeg åndede lettet op og begyndte at pakke mig sammen. På Høje Taastrup stod jeg af, kunne gå direkte over i S-toget og lige idet det satte i gang gik det op for mig, at min kuffert stadig stod i toget!

Følelsen af panik bredte sig ret hurtigt. Jeg vidste at der ikke var andre med toget. Jeg vidste det ikke kørte længere end til Hovedbanen. At Hovedbanen var første og eneste stop, og at der formodentlig ville være nogen, der gik gennem toget, inden det næste morgen igen satte ud i verden. Alligevel var det svært at holde følelsen af panik stangen.

Samtidig var det en lille smule svært ikke at se alt det komiske i situationen. For hvordan kunne jeg glemme min kuffert??? Min eneste forklaring er, at jeg havde kufferten i den ene hånd på vejen ud. På vejen hjem havde jeg også en pose, og den havde jeg i hånden da jeg steg ud af toget.. altså havde jeg noget i hånden. Eller også var jeg bare afsindig træt.


Århus december 2013


Alle de allervigtigste ting havde jeg på mig. Jeg fandt hurtigt et nummer til DSB og fik fat i en nattevagt. Min tanke var at blive siddende i S-toget helt til Hovedbanen og få fat i kufferten med det sammen. Men det kunne ikke lade sig gøre. Toget var ikke bemandet og blev kørt væk med det samme. Men - sagde damen - de finder den i morgen tidlig, og så kan du hente den på Hittegodskontoret.

Jeg var tidligt oppe næste morgen. Meget tidligt. Men Hittegodskontoret er ikke sådan at bide skeer med. Jeg ringede - mange gange - uden at få kontakt, og i sidste ende endte jeg med at tage derind. Min kuffert var stadig væk, det viste sig nemlig at ting bliver samlet sammen og fragtet til hovedcentralen et par gange om ugen. Ganske logisk, når jeg tænker over det, men ikke desto mindre panikfremkaldende, da jeg stod der.

Jeg fik min kuffert. Men først to dage senere. Ventetiden gav både grobund for gode grin og en smule angst sammen med en beslutning om at det er første og eneste gang jeg nogensinde glemmer min kuffert i et tog. Eller andre steder.

Håber jeg!

Hjemme igen


Vi er hjemme igen, efter dejlige dage med nogen af de dejligste.


Julen 2013


Dage med tid og ro, med glæde og hygge, med omsorg, snak og  latter og en lille smule af den væmmelige sygdom, der har det med at stikke snuden lidt for langt frem, når tiden er til ro og ingenting.

Det har været skønt, og jeg kan mærke det er skønt at være hjemme igen.

Men mere hjemme er jeg ikke, de næste dage er allerede fyldt. Fyldt med aftaler af den skønne slags. Heldigvis er der også plads til et par dage helt uden planer, der involvere noget med at skulle ud af huset, inden nytår og hverdagen igen falder i hak.

søndag den 22. december 2013

Den sidste søndag


Så blev det søndag, og den sidste af de længe ventede adventsgaver kunne åbnes. Daniel har troligt været forbi søndag efter søndag i hele december, men i dag er der andre planer, og han hentede både julegaver og den sidste af adventsgaverne i går og i forgårs.


Color Craving


Emilie derimod. Hun åbnede under min overvågelse. I dag var en af de vigtige gaver. Garnet til sjalet hun længe har talt om. Farverne hun for længe siden har peget ud, og som jeg for lige så længe siden har fået i hus. Og som jeg siden har benægtet alt kendskab til.. eller i hvert har påpeget ikke at have råd til at indkøbe før engang når næste måneds løn tikker ind.

Der blev glæde.

Jeg fandt straks strikkepindene frem og et nyt projekt er sat i søen. Et projekt, der efter Emilies overbevisning, gerne skulle være færdigt før julen er ovre. Eller i hvert fald inden nytår. Det er ikke helt umuligt, tænker jeg, og pakker lige om lidt det ekstra garn ned som noget af det første, inden Anders og jeg tager af sted mod Jylland, mod familien, mod hyggen.

Vi glæder os til gensynet. Emilie vil gerne tjene penge, så mens vi tager af sted i dag, venter hun til i morgen, og Daniel bliver i nabolaget, hvor han har planlagt jul helt uden familien, men sammen med en god veninde og hendes familie.


Color Craving


Emilies mange frem og tilbageture til det fædrende ophav giver nu gevinst. Hun glæder sig til timer alene i toget - for som hun siger: Det er hyggeligt at rejse i tog alene. Jeg giver hende gerne ret, for sådan har jeg det også.

Vi finder juleglæden, forventningen og det utal af pakker der efterhånden har gemt sig under senge og i bunker.

God jul.

lørdag den 21. december 2013

En tur hos frisøren


Rastahest


Knap havde jeg færdiggjort hesten og postet billeder, før jeg faldt over en anden version af den samme. En version, hvor håret var hæklet i stedet for det påsatte, jeg aldrig rigtig blev gode venner med, men ikke lige kunne finde en anden løsning på.

Jeg kunne ikke lade være. Håbede at have tid inden jul og overbringelse. Og det lykkedes.


Rastahest

Rastahest

Rastahest


I første omgang holdt jeg mig tilbage ved tanken om alle de første rækker fastmasker der skal til sådan en hårpragt. Jeg er ikke gode venner med første hæklede rækker. Det er nemt nok at hækle en række luftmasker. Men bagefter at skulle finde den rigtige del af de enkelte masker at hækle videre i. Det bliver aldrig min yndlingsbeskæftigelse.

Men så udviklede et tip sig. En god ide, jeg tidligere har set og som pludselig kunne omsættes. Som gjorde det til en leg at hækle første række. Og pludselig var det slet ikke noget problem.

Jeg skal nok vende tilbage og vise. En gang. Efter jul. De billeder der skal til, kræver tid og lys jeg ikke lige har. Men en dag. Jeg lover.

En enkelt rose bag øret blev det også til. Jeg fandt den hos Maz Kwok. Jeg gjorde mig umage for at få luftmaskerækken til at lægge pænt i midten af bladene. Det lykkedes. Også selvom det virkede helt forkert da jeg hæklede.


Rastahest


Personligt er jeg yderst tilfreds. Jeg synes den blev så meget bedre og finere og flottere og mere krammeegnet. At alting er hæklet er også ret sejt. Også selvom den nu aspirerer til betegnelsen: en hippiehest med rastahår og på syre....

En lille smule julestemning


Julestemning i vinduet


Jeg plejer ikke at pynte meget op. Bare lidt. Og alligevel fylder det mere, end jeg egentlig tror.

I år har jeg ladet være. I år skal vi ikke holde jul hjemme, dagene er spurtet forbi med en fart jeg ikke helt forstår, og når jeg rammer hjemmet, er jeg tæt på at gå omkuld. I år lod jeg være, fordi Anders egentlig ikke kan lide jul, og jeg synes han også skulle tilgodeses.

Selvom jeg faktisk slet ikke har haft tid til at nyde, skulle jeg have pyntet, kan jeg i bagklogskabens fine lys se at det har manglet. Der har behøvet være meget. Bare en lille bitte smule.

Anders må finde sig i det næste år.


Julestemning i vinduet


I går startede juleferien. I dag havde vi tid. I dag fandt en lille smule julehygge plads. I dag viste den ekstra gardinstang i den lille stue sit værd.

Fire af de kedelige grønne lysholdere med kugler i enderne. Og fire lys af den slags, der brænder alt for hurtigt. De første fire er skiftet ud, og om lidt sætter jeg fire nye i.

Og Anders har indrømmet, at han faktisk synes det er hyggeligt.

fredag den 20. december 2013

Med blokbogstaver


Yndlingsholdet er for tiden Bayern München. Farverne er rød, hvid og en lille smulle blå. Hvis jeg skal tro den officielle hjemmeside.

Jeg har syet et par bukser. Jeg håber de giver mening og helst også en masse lykke.


Måske årets julegave...

Måske årets julegave...


Modtageren er ældste nevøen. Ham der ofte bliver mere glad end man skulle tro. Men som godt kan have svært ved at vise det. Og endnu mere svært ved alt for mange indpakkede hemmeligheder.

Jeg tænker min søster får indholdet at vide. Bare formen. Så kan hun vurdere om han på forhånd skal vide hvad der er i pakken. Farverne får hun ikke. Og slet ikke det med det påtrykte navn. Der må gerne være lidt overraskelse.

Synes jeg.

prikker

Jeg tror der mangler en uge


December har været mærkelig i år. Dagene er fløjet forbi. Hverdagen har indhentet. Julepynten er en saga blot, julestemningen har stadig til gode at indfinde sig og i eftermiddag kan jeg pakke sammen, ønske god jul og holde ferie.

Meget mærkeligt!


December 2013


Jeg er slet ikke klar. Jeg har en følelse af, at der mangler mindst en uge. Tankerne om julegaver har hængt og blafret et eller andet sted langt væk og selvom jeg ikke på nogen måde har følt mig presset, føler jeg mig bagud.

Eller jeg følte mig bagud. For på magisk vis kom der pludselig orden i alting i aftes.

Pladsbilletterne til julerejserne er i hus. I går formiddags viste et hurtigt tjek at vi nok skulle regne med at stå op hele vejen. Og sådan kan det gå, når man som jeg har været så langt bagud, at billetter ikke har ligget forrest i køen. I aftes var der pludselig masser af plads. På næsten alle afgange. Det er skønt. Hvordan det er sket skal jeg ikke kunne sige, men måske DSB har fundet en flok ekstra vogne at sætte bagpå de i forvejen fyldte tog..

De sidste gaver var pludselig klar i går. De sidste indkøb ordnet. Der mangler lige en endehæftning og en masse indpakning, men det er til at overse.

Daniel henter sin portion i aften og morgen er der overdragelse til min søster.


December 2013


Jeg er ved at være klar.

Og for julestemningens skyld, skulle jeg måske lige gå en tur i kælderen og finde den strikkede juledekoration, jeg plejer at rende rundt med i håret hele december, når jeg er på arbejde.

Hvis ikke sidste dag inden jul. Hvornår så.

onsdag den 18. december 2013

Det store togroderi #1


Somme tider kan man stå i situationer, som trods modgang og irritation allerede midt i det hele kalder på fnis og fremtidige gode grin, når alt er overstået. Sådan var togturene frem og tilbage til Henriette i weekenden.


Hos Henriette - december 2013


Første del havde jeg ikke selv styringen over, mens anden del helt og holdent var min egen skyld, men heldigvis endte godt.

Jeg bliver stædig, når alt for meget går imod, og da jeg fredag aften stod på den lokale S-togsstation og kunne vinke til et tog, der brusede gennem stationen uden at standse, mens der i højtalerne blev fortalt om forsinkelser og cyker smidt på sporet, dukkede stædigheden op.

Jeg var ellers i god tid. Og mens jeg stod der og kunne vinke farvel til den direkte forbindelse til Lolland og i stedet overveje hvordan jeg så skulle nå frem dukkede stædigheden frem. For frem skulle jeg nok nå. Uanset hvor længe det skulle tage.

Frem dukkede også lysten til at grine af det hele. For i min verden er alting meget nemmere, når jeg samtidig kan grine.

Det tog slet ikke så længe. Det viste sig at selvom jeg skulle skifte flere gange, passede det hele rigtig fint sammen. I virkeligheden blev den længste ventetid de første tyve kolde minutter i Høje Taastrup, efter at have kunne konstatere at min naivitet var naiv.


Hos Henriette - december 2013


For når nu toget mod knudepunktet er forsinket - tænkte jeg - mon så ikke resten af togene kan holdes en smule tilbage. Den potentielle forsinkelse kan vel køres ind - troede jeg - men sådan er virkeligheden ikke. I stedet kunne jeg sidde i det endelig fremkomne S-tog og høre andres tanker om hvordan de skulle komme videre. Og høre at jeg ikke var den eneste, der kunne blive stædig.

I stedet for den direkte forbindelse fik jeg mulighed for skift. Flere af slagsen til mindre og mindre forbindelser. Rejsen blev ikke bare fra A til B, men også en følelse af at komme længere og længere væk fra storbyen og mod landet.

Fra store bekvemme sæder i regionaltoget til mindre - stadig bekvemme - sæder i lokalbanen. Til varme og mulighed for at at sætte sig til rette i ventetiden inden afgang og til en landlig bus og en chauffør, der gerne viste vej midt i buldermørket.

Det var faktisk helt hyggeligt at rejse den langsomme vej. Mere langsomt var det alligevel ikke. Jeg nåede frem blot en time senere end beregnet.

søndag den 15. december 2013

Et par dejlige dage hjemmefra


Rødby Kirke


Siden Henriette flyttede fra Brønshøj har jeg kun set hende en enkelt gang. Vi har skrevet og vi har snakket lidt ind imellem. Men indrømmet - jeg er ikke den der er særlig god til at tage kontakt og det er bare alt for længe siden.

Nu skulle det være og trods forhindringer lykkedes det mig at finde frem til dukkehuset i lilleputbyen Rødby. Det lykkedes mig også at finde ud af at Rødby Havn ikke er havnen i Rødby, men en helt anden by. Altså to byer med fem kilometers mellemrum og potentiale for sammenvoksning hvis Femernforbindelsen nogensinde bliver til noget.

Sådan er der så meget, og der er ting jeg ikke ved. Og jeg blev klogere.


Dukkehus i lys


Der er hyggeligt i Rødby. Helt derude på landet, hvor buschaufførerne hilser velkommen og holder stille til alle har sat sig. Derude, hvor der ikke er langt til markerene, men Netto alligevel har samme åbningstider som på stenbroen.

Derude, hvor julelys pludselig får en hel anden mening og oplyste hovedgader i små landsbyer virker langt mere hyggeligt, smukt, flot og virkeligt end strøget i København eller pyntningen af forsiden på D'Angleterre.

Derude, hvor Henriettes lille dukkehus tegner til at blive rigtig hyggeligt. Faktisk allerede, trods manglende sofa og endnu utømte kasser. Ikke kun inde, men også udefra på en mørk aften. Jeg fik en rundtur i byen, jeg hørte klokkerne på kirken lige ved siden af, jeg fik the i spandevis, hygge, snak, strik og et visit hos yndlingsnaboen Viola, der diskede op med lagkage og et julepyntet hjem.


Dukkehus i mørke


Det er dejligt at vide at der mennesker alle steder, der passer på hinanden, og det er dejligt at se, knuse og følge op.


Nu er jeg hjemme igen, og pludselig er julen rykket alt for meget nærmere og jeg har alt for meget travlt med alt det der endnu ikke er nået.. En flok pladsbilletter mod Århus, for eksempel. På den anden side når vi også frem, hvis vi skal stå op...

fredag den 13. december 2013

Weekendplaner


Arbejdsdagen er slut, weekenden er begyndt, jeg har pakket min taske og om lidt tager jeg sydpå.

Jeg skal til Rødby. Det er alt for længe siden, og jeg glæder mig til et par dage i et selskab, jeg har savnet alt for længe.


Pulsvarme til Cecilie


Hjemmet vil jeg overlade til Anders og Emilie. Anders vil jeg overlade den bunke snaps jeg kunne hjemføre i dag som bytte for et par pulsvarmere til min søde tidligere kollega. De var ikke til ham, men hans kæreste.

Ren win win.

For kæresterne. I hvert fald :)


Emilie har vistnok planer om julebag.


Pulsvarme til Cecilie 


Jeg har aldrig været i Rødby før.

Tror jeg

torsdag den 12. december 2013

I kælderen hos bordtennisklubben


Det er efterhånden længe siden den lokale bordtennisklub inviterede til mesterskab. Sådan et der giver vinderen adgang til et større mesterskab og endnu videre, skulle man komme så langt.


pokal


Vi måtte stille med to hold, det måtte de to andre Caféer i kommunen også. Altså et max på seks hold, hver bestående af fire børn - to drenge og to piger - med mulighed for et utal af kombinationer mellem single og double.

Vores unger var klar og gik i skarp træning, inden en miniturnering kunne udpege de endelige otte deltagere. Vi meldte til og ventede spændt. Desværre var der kun et enkelt hold mere tilmeldt. På den anden side betød det, at vores mulighed for at gå videre var betydeligt øget.

Endelig nåede vi dagen - eller dagen før - turneringen skulle spilles. Det viste sig dog at det modspillende hold havde glemt at kigge i kalenderen og ikke kunne netop den dag. Ikke noget problem, sagde jeg, og mente blot at en udsættelse ville give mere tid til træning inden mesterskabet.

Næste gang aflyste vi. Vi turde ikke. Tøsedrenge muligvis. Men Bodil kom i vejen. Hverken Henrik eller jeg havde lyst til at stå med en masse børn midt i en storm.

Altså blev det i dag. Og det blev sjovt. Og der blev spillet igennem. Og kampene var tætte. Og vi vandt. Eller vores ene hold vandt. Det andet kom lige efter. Så nu skal der for alvor trænes.

Vi fik også en pokal.

Så måske skal der også findes en hylde og en skrue eller to. Den skal selvfølgelig stå pænt.

Helt uden pensler


Det er de små ting, der gør hverdagen skøn.


Håndkraft

Håndkraft


For eksempel at have snakket med pigerne om at sætte plakater op i det lydisolerede rum, der engang var musikrum, siden blev karaokerum, nu mest er hyggerum - mens karaokeanlægget og en wii stadig står derinde.

Som at pigerne kom en stor bunke plakater hevet ud fra diverse teenageblade til ophæng.

Som at jeg kunne blande to liter tapetklister, og pludselig stod otte børn klar til at lime plaketer op i lange baner. Med hænderne, for jeg kunen ikke finde nogen pensler.

Og som at jeg halvanden time senere havde blandet to liter mere, og tøserne havde været hjemme efter flere plakater, og projektet stadig var spændende, og at de slet ikke klagede over klister på fingrene.. kun lidt over at få det i håret.

tirsdag den 10. december 2013

En blå hest


En blå hest


Jeg har siddet foran computeren hele dagen. Eller næsten hele dagen. Der var lige noget med noget indkøb undervejs. Nu er jeg færdig. Månedens nyhedsbrev er færdigt, sendt ud og publiceret.

Det er hyggeligt arbejde, men det tager tid og min nakke er ikke udpræget glad for så mange timer foran skærmen. Jeg er ikke god til at huske at holde pause, huske at lægge  mig ned, huske at lave nakkeøvelser og huske at passe på mig selv.

Lige om lidt. Lige om lidt lægger jeg mig ned. Jeg kan mærke det er en god ide.

Men først vil jeg skrive lidt om en hest. En hest der endelig er blevet færdig. Og ligner en hest. Det var ellers ikke helt sikkert undervejs. Jeg vidste det godt, alligevel valgte jeg at følge opskriften. Jeg kunne ikke overskue at lave om, men skal jeg nogensinde lave hesten igen, vil jeg give den lidt mere fylde om bringe og hals.

Som det nu er, endte den færdige figur - uden ører og uden hår - med at ligne en dinosaur. Det synes Emilie i hvert fald, og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Halsen er for tynd, men med ører, hale og man er der alligevel ingen tvivl om at det er hest. Eller pony. Den er ret lille.


En blå hest


Ørerne er næsten et kapitel for sig. Jeg er ret vild med at hvert eneste dyr i samlingen af hæklerier over den afrikanske hæklede blomst har forskellige ører. At det er lykkedes Heidi Bears at forme blomsterne på så mange forskellige måder. Bare fordi ørene ikke er ens, kunne jeg finde på også at lave en flodhest.

Engang. Måske. Lige nu har jeg fået nok af at hækle.





fakta[2]




Design: Fatty Lumpkin the Brave African Flower Pony  af Heidi Bears.


Garn: Bomuldsgarn - mest fra Søstrene Grenes, men også andet af samme kaliber.

Den færdige hest vejer 488 gram. Garnet står for 191 gram, resten er fyld. Til fyldet har jeg brugt det meste af en af de billige puder fra IKEA.


Nåle: Hæklenål 2½.


Størrelse: Den færdige pony måler 34 cm fra mule til hale. Det har et stangmål på 27 cm når der måles helt til toppen af øret og måler ca 22 cm det bredeste sted - fra fod til fod. Benene stikker ret langt ud, så hvis det synes af meget er det sikkert rigtigt.


En blå hest

Bemærkninger: Jeg ændrede en smule på blomsterne. Ikke meget men en ekstra farve fik plads. Heidi introducerer selv en ekstra farve netop i mønstret til hesten, men hun får ikke flere masker af den grund. Jeg gjorde jeg.

Den femte farve sneg sig allerede ind, da jeg lavede den blå frø. Dengang gjorde jeg som Heidi forklarer et sted. Jeg kan ikke huske hvor jeg har læst om flere farver, men jeg tror nok det var et sted i opskriften på hesten. Da jeg lavede den seneste frø havde jeg også en femte farve med, og blev dengang enig med mig selv om at en ekstra farve også betyder en ekstra maske.

Den ekstra maske og den ekstra omgang fastmasker betyder at den færdige blomst bliver en smule større end de blomster jeg har lavet med fire farver. På den blå frø blev blomsterne af samme størrelse, trods en ekstra farve.

Den ekstra farve ligger mellem farve to og tre, mellem omgang tre og fire. Omgangen består udelukkende af fastmasker, men i stedet for at hækle syv fastmasker for hvert blad i blomsten, valgte jeg at hækle to fastmasker i den fjerde maske. Det vil sige otte fastmasker for hvert blad.

Det betyder at jeg havde otte fastmasker mellem hver af de lange stangmasker i omgang fire og ti stangmasker på hver side side af blomsterne.


En blå hest


En anden ændring jeg besluttede mig for var, at forsyne de tre firkanter på hesten med lange stangmasker. Efter opskriften skal de ikke være der, men det synes jeg så forkert ud. For at give indtryk af lange stangmasker satte jeg dem fast i midten af de fire stangmasker fra første omgang på firkanterne. Firkanterne på hesten er lidt anderledes end resten af blomsterne. Det så jeg ikke i første omgang med en noget underlig firkant til følge.

Jeg valgte sorte læderbetrukne knapper til øjne og flettede små fletninger mellem alt det løse i hale og man. Og så tilføjede jeg et par ekstra trippel stangmasker til øret, da min ekstra maske på blomstens langside ikke passede overens med Heidis beregninger.


ETA: Jeg blev aldrig rigtig glad for håret, og da jeg så en anden version, nåede jeg at ændre inden julegave og alting løb af stablen. Hesten efter en tur hos frisøren kan ses her.


Har du lyst til at se flere billeder af ponyhesten, kan de ses lige her på Ravelry.