2018 - fra et garnperspektiv

Det er tid til at se tilbage, til overblik og de sjove sammentællinger. Tid til en opgørelse over sidste års forbrug af garn på pinde.


Jeg har ikke strikket lige så meget som året før, hverken når jeg tæller antallet af projekter eller mængden af forbrugt garn. Faktisk brugte jeg sidste år, kun halvt så meget garn som året før. Det er svær at sige hvorfor, jeg synes jeg har brugt meget tid på strik.

På den anden side indeholdt året også så mange andre oplevelser, at det muligvis giver sig selv.

Når jeg kigger ned over projekterne, savner jeg varme til arme. Bortset fra en nærmest ærmeløs kjole til mig selv og en poncho (der vist i bund og grund også er uden ærmer) lykkedes det mig ikke at strikke et eneste stykke hæderligt varmt strik i voksenstørrelse.

Det gad jeg godt, der bliver lavet om på i år. Jeg har faktisk flere ønsker. Og har lovet Anders mindst een lækker sweater.

Det må være planen for i år - som selvfølgelig nemt kan skride og blive til noget helt andet. For jeg virker altså bedst, når det med garn bevæger sig derhen hvor jeg er lige her og nu.

Drømme og ønsker, dem skal der være plads til. Også selvom de kan pege langt ud i fremtiden.


Nå! Men hvad blev det så til?



Klude


Jeg tror ikke at stikkede klude nogensinde ryger helt ud af mit repertoire, men der er ingen tvivl om at somme tider bliver det mere end andre. Sidste år var ikke mere.





Jeg strikkede og hæklede klude af økologisk bomuldsgarn fra Hobbii, som et forsøg og sponsorat fra firmaet. De hæklede klude endte hos Sille, der holder meget af hæklede karklude. Herhjemme kan vi bedt lide de strikkede, så da Emilie havde pillet den lyserøde af de strikkede fra, hoppede de to andre op i bunken med hverdagens klude til brug i køkkenet.

Som en del af adventskalenderen til min mor og min søster, strikkede jeg endnu to karklude i afstemte toner. Søsteren min har lagt billet ind på flere...



Hoved og Hænder


Varme skal der til, også i det små, så en smule blev det til. Ikke meget, men nok til en smule varme.




Da Overenskomstforhandlingerne stod på, designede Erika Knit a little Love. Meningen var vistnok at den skulle være rød, men jeg lå ikke inde med rødt garn, så min blev mere grå. Jeg har brugt den en del, men kanten er vokset, så jeg får den i øjnene hele tiden, og har derfor fundet en anden frem fra gemmerne.

Ny hue gav grobund for nye vanter (som blev indviet da jeg fik ny cykel, uden flossede håndtag, der ødelagde vanter). Jeg strikkede Fiddlehead Mittens, der gav en smule fornyet lyst til flerfarvestrik. En teknik, der ikke hører til blandt mine spidskompetencer, men som jeg godt gad være bedre til. Jeg tabte desværre den ene, så glæden blev kort. Heldigvis tabte jeg den først da kulden var på retur.

Da det blev koldt igen fik Rose et sæt med en Erantis Hals og en Erantis Kyse. Halsen er flittigt brugt, ved jeg. Mens kysen  med snor ikke er velset i vuggestuen.

Lige inden december fandt jeg Garnværks strik-med-julekalender, og strikkede julevanter. Endnu engang blev lysten til flerfarvestrik luftet, og da Føtex nærmest smed en bog, fyldt med vanter i flere farver, efter mig, blev lysten genopdaget og en luftig plan om flere vanter med flere farver lurer et sted i baghovedet. Vanterne er i øvrigt skønne og med mig hver dag.

Som julen nærmede sig, strikkede jeg Oscars første nissehue. Et projekt der hurtigt greb om sig, for nu er han jo nødt til at få en ny hvert år. Gerne et nyt og spændende design, så samlingen kan blive varieret i det uendelige.

Til slut fik Daniel et par pulsvarmere i adventsgave. Han blev glad, for han kunne ikke finde alle de andre. Det viste sig han bare skulle have spurgt, for Amalie havde helt styr på hvor de ligger.



Hækle


Hækling hører også til i det små, og hæklede sager kommer muligvis aldrig til at fylde det helt store, men jeg tror heller aldrig jeg kommer gennem et helt år uden.

Igen hoppede der afrikanske blomsterdyr af nålen, for året bød på mere end en baby, ogjeg har åbenbart taget en beslutning om at babyer betyder hæklede blomsterdyr.

Jeg har allerede fundet garn til dette års første.







Pernille gik på barsel, fødte en Oskar og fik en turkis dinosaur som hun er sikker på barnet vil rende rundt med under armen, når han bliver stor nok.

Dernæst dukkede samarbejdet med den lokale garnbiks op, og jeg hæklede en bog til Rose. Det var et hyggeligt projekt.

Josefine blev faster endnu en gang, og spurgte endnu en gang rigtig pænt om ikke jeg ville. Det ville jeg, og en grøn flodhest så dagens lys.

Et længe næret ønske om en sangkuffert til Rose blev påbegyndt og de første fire sange fik hæklede figurer. Måske var hun lige lille nok, da hun fik dem, men så lærte jeg det, og om ikke andet er det stadig et herligt stykke legetøj, og vi synger også en gang imellem sammen med figurerne.

Det blev til Den lille sky, der gik morgentur, de mange kjoler i mange farver, et par katte, der kravler op og ned og endelig en kage, der kan klappe.

Oscar skulle selvfølgelig ikke snydes for et dyr, og da min søster samtidig fandt Pokemon Go og ønskede sig en hæklet pokemon, lavede jeg to dinosauere - en blå og en tyrkis. Daniel valgte den turkise til Oscar, min søster fik den anden.

Endelig havde Emilie en kollega, der gik på barsel, og smittet af mig, bestilte hun en lilla dromedar, der vistnok skabte glæde. 



Fødder


2018 blev året hvor jeg altid har et par strømper på pindene. Smukke strømper i fine mønstre, som egner sig bedst hjemme alene i sofaen med tid til fordybelse og koncentration.

Strømperne har to formål. Jeg får sine strømper og resterne skal bruges til et tæppe. Tæppet er jeg begyndt på, for årets otte par fine strømper har givet grobund for rester, der skal være med til at gøre evighedsprojektet til en realitet.

2018 blev også året hvor jeg begyndte at samle unika strømpegarner fra folk der farver hjemme i køkkenet, og laver de skønneste farvesammensætninger der ikke findes andre steder.







Ud over de fine mønstrede strømper strikkede jeg først tre par varme brune futter til Rose og siden tre par varme blå futter til Oscar. Alle strikket af rester og alle mere eller mindre brugt. Det er ikke altid godt at strikke for stort - når ting bliver gemt væk og ikke kan findes igen.

Til advent strikkede jeg et par langbenede tykke sokker til Amalie, der fryser om fødderne og synes de er fantastiske.

Så er der de fine strømper. Syv par blev det til. Seks par til mig, et enkelt par til Anders. De igangværende, som ikke er færdige og dermed ikke tæller med i år, er også til Anders. De er alle meget brugt, især i den kolde tid, hvor jeg tager et nyt par på hver dag og glæder mig en smule over at mine vinterstøvler er præcis så meget for store at jeg er nødt til at fine hjemmestrikkede strømper i.

The Daughter Heir strikkede jeg af trask fra Cleo Garn. De vokser en smule i brug, men sidder fint. De holder rigtig fint i vask.

My #1 er af samme garn, og med samme egenskaber. Begge de to par blev strikket af et sjal jeg strikkede sidste år og trævlede op igen. Strømpegarn duer ikke om min hals, men det er godt på mine fødder.

Ripple Stream er strikket af Hedgehog Fibres Sock og sidder fantastisk om foden. Rib er godt. Snoet rib ikke kun godt, men også fint. Garnet ser du som nyt, trods mange gange vask.

Anders valgte Venlighed går mange veje til garnet fra WOOLapyk. Han passer på dem, jeg er ikke sikker på at have vasket dem helt så mange gange som mine egne, men umiddelbart er det fint garn, der holder godt.

Rumpelstiltskin fik liv via garn med glimmer fra The Danish Dyelot. Jeg er imponeret af at glimmeret bliver ved at glimre og at garnet bliver ved at være så fint. Jeg tror det er mine absolut yndlingsstrømper af årets produktion. Det er i hvert fald dem, jeg oftets rækker ud efter.

Crenate strikkede jeg af endnu et Cleo Garn. Denne gang Pixi, og det er altså lækkert. det holder faconen og det holder til vask. Helt klart det strømpegarn fra Cleo garn jeg holder mest af.

Endelig er der Count Your Blessings, et par mystiske strømper som voksede og blev fyldt med de fineste snoninger. Jeg strikkede af garn fra Fingerborg i Stockholm. Garnet var super lækkert at strikke af, men desværre filter det i vask - og jeg vasker kun strømper på uldprogrammet. jeg er lidt spændt på hvor længe de holder. Lige nu er der stadig spændstighed i garnet efter vask, men det filter lidt mere for hver gang. Såh...



Arme


Så er der armene. Jeg strikkede faktisk rigtig mange, men kun i størrelse meget lille. Og selvom det var hyggeligt og jeg gerne fortsætter (jeg er fortsat) kunne jeg godt ønske mig ærmer til mig selv også.

Den første halvdel af året gik produktionen mest til Rose, den sidste halvdel af året drejede det vist mere over mod Oscar. Ikke for at snyde Rose, men jeg havde et pænt lager til hende og forsøgte at opbygge et lignende til Oscar.

Lige nu har de begge fået det hele, så det med lager arbejdes der på.







Jeg startede med Bønnespirekjolen, som slet ikke var en kjole, men det ville jeg have den skulle være, så det blev den.

Dernæst fulgte Aubade. Jeg fandt opskriften på Instagram, siden har jeg fundet flere. Det er faktisk lidt uhyggeligt, hvor mange lækre opskrifter man kan finde på Instagram - jeg kan jo slet ikke følge med.

Augustkjole fandt jeg i et nummer af Maries Ideer. De fine patentstriber, der minder om noget jeg har set før tog lang tid at strikke, men voksede også med en overkommelig fart.

Tiny Tulips nummer 2 var nærmest en bestillingsopgave. Sille var så glad for den første at en ny måte til. Den er godt brugt og ved at være for lille, så nu er Sille ved at overveje om ikke hun selv skal i gang med en tredie.

Kjolen med hulmønster fandt Emilie hos Tante Grøn og da ingen af os kunne stå for den måtte både garn og opskrift med hjem.

Sille havde silke liggende og efter flere forsøg lykkedes det mig at hækle en kjole, som Rose kunne vokse i.

Madiken Kjolen var endnu en af Instagramopskrifterne der bød sig til, så jeg ikke kunne lade være. Jeg synes den er så fin.

Victoria fandt den poncho jeg strikkede til min søster for år tilbage. Ønskede brændende og fik en i hendes størrelse i fødselsdagsgave. Jeg ved den er godt brugt og har endda fikset en syning, da den gik op.

Forrige år strikkede jeg Dionysus og tænke at den ville gøre sig godt som kjole. Det blev i år at kjoleudgaven så dagens lys og  viste sig at være helt som forventet. Det er muligt den ikke har ærmer, men jeg har brugt den tit.

Op mod jul strikkede jeg trøjer til Oscar. Jeg strikkede af rester og fra lageret og endte med en fin lille bunke. Jeg er slet ikke færdig med at strikke til Oscar endnu, jeg håber bare han vil bruge det.

Jeg startede med Alon Cardigan. Jeg synes den blev så fin.

Dernæst strikkede jeg en Hyphen. Jeg har strikket den før, og anden gang var ikke mindre hyggelig.

Ankers jakke fik brede striber for at få bund i en række blå rester. Det endte også med en smule brun, for at få ærmerne lange nok.

En lille trøje med snoninger opstod uden mønster men med kig i en bog fuld af snoninger. Jeg kan altså godt lide snoninger.

Jeg endte med en Corydalis omsat til trøje. Den har ikke noget link endnu og burde egentlig ikke rigtig tælle. Men den er talt med. Den blev bare lige præcis for kort i både ærmer og krop. Bredden er fin, så jeg har lovet at forlænge. Når det er sket bliver der nok tid en en præsentation. 



Det største


Endelig er der det største. Sjalerne og tæpperne. Ikke meget blev det til, men lidt har også ret. To mystiske sjaler og to tæpper.

Tæpperne burde måske have deres egen kategori, men det får de ikke. På den anden side var de begge store projekter, som ikke lige bliver gentaget med det samme.






Ysolda lancerede Gloamin Tide, og jeg strikkede med. Jeg blev ret glad for resultatet, som jeg brugte og desværre tabte. Jeg kommer aldrig til at lave et nyt, men jeg synes det blev flot og brugbart.

Stepehn West forfattede det mærkeligste sjal i år, som var afsindig underholdende at strikke. jeg er stadig ikke helt sikker på hvad jeg synes om resultatet. Men det er faktisk fuldstændig lige meget hvad jeg synes, for knap var det færdig, før Emilie overtog og ikke har tilbageleveret. Jeg synes bare hun skal beholde det. Det synes Emilie også.

Så er der tæpperne. Jeg startede med en pink pingvin til Rose. Hun fik den på dåbsdagen.

Da Oscar fik navn, fik han også et tæppe. Denne gang en blå dinosaur. De var begge sjove at strikke.




***************


Det var projekterne. Nu er det tid til de kolde facts.


2018 var ikke året hvor jeg skar ned på mængden af garn på lager. Jeg startede året med  lidt over 26 kilo garn i kasserne, og sluttede med næsten 29½ kilo... ikke imponerende.

Jeg forøgede selv lagerbeholdningen med 9 kilo garn, men brugte kun 6½ kilo. Mådehold var ikke blandt 2018s dyder.

Af det nyindkøbte garn brugte jeg cirka halvdelen - 4200 gram. Det giver stadig et par kilo som jeg fandt blandt tidligere års indkøb. Det er vist godt at garn både pynter, varmer og tåler at ligge længe.

Ikke sindsoprivende læsning eller udregninger. Jeg gad stadig godt opfinde en formel, der kan omsætte mængden af brugt garn til antallet af strikkede masker. Det kan garanteret regnes ud, men foreløbig er jeg ikke nået længere end til tanken.

En lidt sjov sammentælling kan være, at resterne af alle de fine strømper jeg strikkede i løbet af året, og som er øremærket et hæklet tæppe af rester tæller hele 291 gram. Ikke en dårlig start på et tæppe, men desværre ikke et tal der tæller med i forbruget. Endnu.

Det skal jo lige hækles først.