mandag den 26. marts 2018

August Kjole


I forrige nummer af Maries Ideer, var en opskrift på den sødeste lille patentstrikkede kjole med overskæringer af vandrette retriller.





Det er ikke en helt ny ide. Det er set før, men når jeg nu sad med opskriften, havde garn på lager og havde planer om kjoler til Rose, var det oplagt at hoppe på.

Så det gjorde jeg.

Helt uden at overveje hverken for eller imod, er det gået op for mig, at når jeg strikker småt laver jeg aldrig strikkeprøver. Det er ikke så vigtigt, jeg strikker alligevel større end den nuværende størrelse,  hvorvidt det færdige resultat bliver større eller mindre end forventet er lige meget, barnet vokser alligevel ind i det på et tidspunkt.

Så længe det færdige resultat ser nogenlunde fornuftigt ud i proportionerne, er jeg åbenbart temmelig ligeglad med de der strikkeprøver. De samme strikkeprøver, som håndarbejdslæreren i mig ellers holder temmelig standhaftigt på.







Midtvejs gik det op for mig, at det garn jeg troede jeg havde masser af, måske ikke var helt så omfangsrigt som forventet - patent snupper temmelig meget garn - og langt værre, jeg havde to forskellige (meget forskellige) indfarvninger af den samme farve.

Havde jeg vidst det fra start, havde jeg nok delt det i to, og lavet to forskellige ting, nu var jeg nået så langt, at jeg i stedet besluttede at et "bærestykke" i indfarvning nummer to, nok kan gå an.

Jeg håber stadig at det vil give sig bedre i brug, hængt over et på små skuldre. For udbredt på astfalt i alt for meget sol, er jeg ikke fuldt overbevist...

Men jeg synes stadig det er ualmindelig sød kjole.









Design: August Kjole af Olaug Beate Bjelland.


Garn: CottonWool fra Garnudsalg. Farven hedder Lyng.

Hele 219 gram gik der til den lille kjole  - og en enkelt knap.


Pinde: Hele herligheden er strikket på pind 3. Jeg brugte rundpinde til både kjole, ærmer (magic loop) og bærestykke.


Størrelse: Jeg lagde ud med en størrelse 2 år, men efterhånden som garnet svandt, trak jeg lidt fra længden på både skørt og ærmer. Hvor lille den er endt med at blive, er jeg ikke helt klar over - den er under alle omstændigheder stadig for stor til Rose.





Bemærkninger: Bortset fra at opskriften undervejs er noget misvisende i forhold til antallet af masker - det kommer aldrig til at passe med et ulige antal masker og et mønster der kræver noget der går op i 2 - endte jeg magisk med at havde præcis det rigtige antal masker. Endda helt uden at havde prøvet at nå dertil.





Altså må det bedste råd være: Tag ind så det virker fornuftigt - og du rammer et lige antal masker. Så skal det alt sammen nok gå.

Jeg strikkede som sagt både ærmer og skørt lidt kortere end en størrelse 2 år - cirka en mønsterrapport kortere på begge dele. Og farvefordelte, så jeg endte med at strikke den øverste del i den "anden" farve.

I noget lys er farveforskellen meget tydeligt, i andet knap så meget. Jeg håber det kommer til at fungere i brug. 


Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar