Årets femte uge har været hektisk, og mest af alt handlet om afsked. Jeg opgav onsdagsmaskerne, der var alligevel ikke den store forandring siden sidste uge.
På onsdag er det den engelske udgave, jeg håber jeg når det, for det er lidt sjovt at huske engelske ord, sætte dem sammen og få det til at lyde rigtigt.
Og selvom næste uge på forhånd er godt fyldt op og starter tidligt i morgen, har jeg også en oplevelse af, at der måske bliver lidt mere plads til fordybelse.
Når jeg kigger tilbage kan ugen summeres op til:
- Forberedelse af reception for Peter, der efter toogtredive år var parat til pension. Han havde bedt Klubben om at stå for den madmæssige side af sagen, det ville vi gerne og diskede op med buffet til omkring firs personer.
- Jeg malede et portræt af manden selv, som han blev rigtig glad for.
- Torsdag sagde vi farvel, brugte et par timer i skønt selskab med en mand, der både ser frem til det der nu skal ske og blev enormt rørt over taler, gaver og tiden der gik.
- Der blev tid til både skolebestyrelsesmøde og et informationsmøde for forældre i forhold til nye tiltag i kommunen og mulighed for hørringssvar fra skolebestyrelsen.
- Vi nåede at skrive pædagogernes tanker til brug, når MEDudvalget næste uge skriver hørringssvar fra skolen.
- Oscar kom forbi med sine forældre til den ugentlige fællesspisning.
- Emilie og jeg var i biografen og se Skammerens Datter II - vi har ventet spændt siden første film så dagen lys. Eller måske siden jeg læste den højt for en noget mindre pige. Jeg synes den var god, den sluttede bare alt for hurtigt.
- Weekenden blev tilbragt i Aarhus, sammen med skønne mennesker, hvor vi havde en forrygende togtur til, der gik langt hurtigere end forventet. Det samme kan ikke siges om hjemturen.
- Årets første kjole i udfordringen om de seks kjoler på et år, blev færdig.
- Jeg droppede en enkelt træning, for at kunne nå både billede og kjole, men nåede til gengæld både fællestræning i det lokale træningscenter og et besøg i LOOP Aarhus.
- Kjolen var med da vi aftes fejrede Ninas tres års fødselsdag på Vestergade 51. Det lækreste lille sted i Aarhus, der serverer god mad. Vi fik syv små retter fordelt på fire serveringer, havde masser af tid til snak og hygge og fik skønne drikke, inden vi mætte rejste os og fortsatte hyggen hjemme hos yndlingsfamilien.
- Vi fik endelig set Nina og Michaels nye lejlighed, med den skønne udsigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar