mandag den 28. maj 2018

Blå babyfutter


Vi er blevet lovet regn hele weekenden. Der har ikke været megen regn, men nu er den her, i selskab med torden. Det lover godt for haven, selvom jeg sidder med et stille håb om ophold, når jeg om en times tid skal ud på cyklen.





Efter de brune futter til Rose, fandt jeg også brug for de blå rester. Det kommende barnebarn - i daglig tale DeciLille - skal da have blå futter. Der var lige præcis nok af alle farver, til varme fra størrelse 0 til det meste af et år.

Denne gang brugte jeg den rigtige pindestørrelse, og fik lidt mere faste futter, i en lidt mindre størrelse.

Daniel var forbi i går. De har fået en sengerand, men den er lyserød og de ønsker den ombetrukket. Det tænker jeg nok, jeg kan stå for, men måtte ved gårsdagens gennemgang af stoflageret erkende at den slags ligger jeg ikke inde med.

Jeg tænker vi finder det helt rigtige og får sat skik på farverne inden august.





Daniel fik futterne med hjem. Han synes de var fine og senere indløb meddelelse om det samme fra Amalie.

Så er alt jo godt.










Design: Tusindfryds varme fusser af PixenDk.


Garn: Pernilla fra Filcolana, 100 % uld og rester fra Fiddelhead Mittens. Brugt så det mindste sæt er lysets og det største mørkest.

Farverne hedder Rain Drop, Aqua Mist og Storm Blue.

Der gik henholdsvis 24, 32 og 36 gram til hvert par.


Pinde: 3 mm strømpepinde.


Størrelse: 0 -3, 3 - 6 mdr og 6 - 9 mdr. Jeg strikkede dem i omvendt rækkefølge.





Bemærkninger: Bortset fra denne gang at strikke på den rigtige størrelse pind, gjorde jeg nøjagtig det samme som med de brune til Rose.

Det vil sige, jeg strikkede 10 centimeter rib på alle størrelser, jeg strikkede fra den anden ende af nøglet hen over foden (og undgik et klip og hæftning til følge) og jeg syede sammen med maskesting under foden.

Det er hyggeligt stykke strik, som er let at tage med på farten.


Har du lyst til at se flere billeder af futterne, kan den ses lige her på Ravery.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar