Mens mandag for alvor satte gang i ferien, med knap så mange hakker på den mentale liste som forventet, blev søndag brugt sammen med Sille. Det er tre uger siden vi sidst så hinanden, så der var masser at følge op på.
Siden sidst har jeg været i Aarhus og Sille er startet nyt arbejde, der har vist sig at være drømmejobbet.
Tre uger er ikke nødvendigvis lang tid, men sidste gang jeg ikke så Rose i tre uger, blev jeg mødt med temmelig meget skepsis, inden jeg blev lukket ind i varmen igen. Altså var det lidt spændende hvordan hun ville møde mig denne gang.
Barnefaderen havde lovet at tage sig af barnet, mens Sille og jeg fik klaret dagens liste over gøremål. Der skulle sættes både skab og lamper op og boremaskinen måtte lægge ryg til lidt af hvert.
Jeg mødte dem nede på gaden da jeg ankom, og skulle jeg have været i tvivl, havde Rose ikke glemt mig denne gang - men hun er jo også blevet en hel del større. Jeg blev mødt med både vinken, råb og glade smil, inden barn og far forsvandt ind i bilen og jeg ind i opgangen.
Vi var stort set lige blevet færdige da de kom tilbage. Sille og jeg stod ude i køkkenet - længst væk fra hoveddøren, da døren gik og en barnestemme råbte moar, moar...
Barnet havde lært at sige mor. Det havde hun ikke sagt før.
Vi gik ud i gangen, hvor pigebarn og barnefader stod. Da hun så os, satte hun i løb. Jeg tænkte hun gik målrettet mod Sille - det tænkte vi vist alle. Men næ, nej. Hun løb lige uden om sin mor og direkte mod mig med løftede arme.
Hvem kan stå for det?
Jeg kan ikke. Og da hun efterfølgende tog fat i min hånd, bedyrede at nu skulle vi lege og i øvrigt kaldte mig Lelle, blev jeg meget længere end jeg plejer.
Det er ikke sådan at føle sig vigtig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar