Da Garnvärk introducerede kalendervanter til december, sprang jeg til. Undervejs overvejede jeg flere gange, om jeg egentlig havde tid til det, og var til tider lidt bagud. Heldigvis var der dage med stort set ingen strik.
Det mest udfordrende ved vanterne var flerfarvestrikken. Det er ikke min spidskompetence, men jeg blev faktisk lidt grebet af det undervejs. Og med det i mente kunne jeg snildt finde på at springe til en anden gang.
Jeg blev faktisk også lidt bedre, til det med to farver, undervejs. I hvert fald kan jeg konstatere at vante nummer to blev lidt mindre end vante nummer et - og samtidig med lidt pænere masker inden opskyl.
For hold da op, hvor skulle de skylles op inden de kunne vises frem. Men uld er taknemmeligt, og mine usikre skæve masker blev så fine efter et bad.
Et bad i lidt for varm vand, og med en noget hårdhændet behandling. Jeg håbede nemlig at de ville krybe lidt. Og måske også blive lidt mere ens i størrelserne. Begge dele lykkedes delvis. De kunne godt bruge en omgang mere, for de er stadig til den store side, og den ene er stadig en smule større end den anden.
Allerede inden jeg slog op vidste jeg, at jeg ville have foer i. Jeg brugte iCord-opslagningen fra Fiddlehead Mittens, fordi den virker så godt til at samle masker op til foer. Og måske også fordi jeg stadig drømmer om at strikke et nyt par, som afløser for det halve par jeg har liggende (jeg har tabt den ene, og det er temmelig sørgeligt)
Det er vildt så meget foer, i et par strikkede vanter, gør ved det færdige resultat. De føles tykkere end jeg havde forventet. Tykkere end bare to par vanter inden i hinanden.
Jeg strikkede foeret mindre end vanterne og passede på ikke at være for hårdhændet ved netop foeret, da jeg forsøgte at filte mig til lidt mindre ydervanter. Det lykkedes til fulde.
Jeg synes faktisk de er blevet rigtig fine.
Og er glad for, at jeg fandt resterne af det plantefarvede garn frem.
Design: Julevanter 2018 af Anne Grete Lænkholm.
Garn: Supersoft uld farvet med planter i solen, forrige sommer. Der er brugt rødkål, rødløgsskaller, ellekogler, valnødder og den sidste rest fra de sorte bønner.
De færdige vanter vejer 93 gram.
Pinde: 2½ mm strømpepinde. De røde fra Knit Pro Zing.
Størrelse: Til den store side til mig. Jeg overvejer stadig en omgang lidt for varm vask.
Bemærkninger: Jeg vidste fra start at jeg ville have foer i de færdige vanter. Derfor slog jeg op med den iCordopslagning, der er beskrevet i Fiddlehead Mittens. Derfra strikkede jeg det yderste af vanterne ganske som opskriften dag for dag afslørede.
I stedet for at sætte maskerne til tomlen på en nål og slå nye masker op, strikkede jeg en tråd ind i stedet. Det gav det anviste antal, da jeg efterfølgende samlede masker op og fjernede tråden.
Foeret strikkede jeg stribet, to pinde af hver farve. Jeg samlede masker op på indersiden af iCordopslagningen og strikkede på første omgang to masker ret sammen i hver side af vanten = to masker mindre end ydervanten.
Jeg strikkede lige op, tog ikke ud til tomlen, og satsede på at strikken ville give sig nok til at foeret var rart at have i. Det fungerer fint.
Ved tomlen - som jeg satte lidt lavere end vanten (fordi jeg håbede at kunne vaske mig til et lidt kortere færdigt resultat) strikkede jeg en tråd ind, ganske som på ydervanten. Men kun over 11 masker - så indertomlen også endte med at være to masker mindre end ydertomlen.
Jeg lukkede foeret af, da det passede fornuftigt til min hånd - det samme gjorde jeg ved tomlen, og huskede at få lukket for løse ender, inden jeg lukkede helt af. Som sådan undervejs.
Jeg strikkede ikke tomlerne stribede. Den ene er brun, den anden er blå. Det ved jeg, men det er der ingen som kan se.
De færdige vanter er varme og har allerede vist deres værd.
Har du lyst til at se flere billeder af vanterne, kan den ses lige her på Ravery.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar