tirsdag den 16. oktober 2018

Dionysus som kjole


Kjole er færdig, og pakket i den nye kuffert til turen mod Berlin i morgen. Vi har ikke travlt, kan sove lidt længere end på normale hverdage og stadig være fremme ved hotellet inden vi bliver alt for sultne.





Det bliver skønt med et par dage hjemmefra.

Det seneste stykke færdig strik blev foreviget under et træ, da vi i lørdags gik på den hyggelige sti med de sjove dyredekorationer hjem til min søster og Zacharias' fødselsdag.

Jeg tror godt den kan gå hen og blive et hit. Også selvom jeg er blevet lidt usikker på om den skulle have været fem centimeter længere.

Noget andet jeg er usikker på, er det mystiske sjal. Jeg har strikket halvvejs gennem anden del. Fulgte anvisningerne og brugte det multimangefarvede garn i alt for store felter. Jeg ved jo godt jeg ikke kan lide det. Hvorfor jeg fortsatte forstår jeg stadig ikke.

Nu laver jeg det om. Strikker den anden halvdel med en anden farvekombination og piller først den første halvdel op, når den anden er færdig.

Jeg satser på billeder af både den første og den anden version i morgen, når det bliver onsdag og tid til masker og bogstaver. Mon ikke jeg kan finde et sted at lægge både bog og masker undervejs på rejsen i morgen...









Design: Dionysus af Theresa Ehlers.


Garn: Økologisk bomuldsgarn fundet i Føtex. Det hedder Cotton, men der står ikke noget firmanavn. Det løber 170 cm pr 50 gram.

Jeg brugte en kombination af en meget lys grøn, en mørk og en lys grå.

Den færdige kjole vejer 345 gram. Mest af den grønne og mindst af den mørke grå, der kun blev brugt til kanter.


Pinde: 2½ og 3 mm. Rundpinde.


Størrelse: Så den passede mig, og meget passet til.





Bemærkninger: Jeg lagde ud med at hækle en meget lang luftmaskerække og samle 156 masker op, så jeg senere kunne løsne de hæklede masker og strikke kant over åbne masker.

De 156 masker er 32 mere end den største størrelse, men dels strikkede jeg på en mindre pind, dels ville jeg have en ikke alt for tæt halsudskæring.

Det betød at hver sektion (for, bag og ærmer) blev forøget med 8 masker hver.

Jeg tog ud som i opskriften til jeg synes det passede og strikkede derefter uden mønstret.

Jeg tog ind til talje og tog ud igen om hoften, rundt om de ribstrikkede masker i sidesømmen, og lod de udtagne masker følge mønstret. Jeg tog både ind og ud på hver anden stribe - jeg skiftede farve for hver fire pinde, på den anden retpind i mønstret.

Da jeg havde en hel mønsterrapport mere, virkede omkredsen fornuftig, og jeg fortsatte lige ned, uden yderligere udtagninger.





Da jeg synes kjolen havde en passende længde strikkede jeg et stykke udelukkende med den grønne, inden jeg strikkede tre retriller som kant.

Jeg strikkede de samme tre retriller som kant i hals og ærmegab. I halsen strikkede jeg tre masker sammen i hver hjørne på hver anden pind, på ærmerne samlede jeg masker op under armen, så det blev en pæn kant.

Hals- og ærmekanter strikkede jeg på pind 2½, resten - både kjole og kant forneden - på pind 3.



Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.





4 kommentarer:

  1. Den er blevet rigtigt sød og den klæder dig også selv om, den måske er lidt kortere end det, du normalt går med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tine, ja somme tider skal man prøve noget nyt :)

      Slet
  2. Hvor er den blevet flot og den klæder dig godt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Lene, jeg tror jeg bliver glad for den :)

      Slet