Papirfabrikken

 

Da Michael Drewsen - den driftige forretningsmand - i 1844 opførte papirfabrikken i Silkeborg, blev stedet valgt fordi vandkraften fra Gudenåen var gunstig til at drive alle de mange maskiner, der skulle til for at lave papir. 

Silkeborg var dengang ikke en stor by. Den fandtes, indbyggertallet lå under 150 indbyggere. Med papirfabrikken fik byen i 1846 betegnelse som handelsplads, og byen var for alvor en realitet. Mange mener at Michael Drewsen dermed var manden bag Silkeborg. Det er der dog ikke helt enighed om. 

Drewsen kom fra Københavnsområdet, hvor han i forvejen drev Strandmøllen nord for København, hvor den tidlige danske papirproduktion tog sin begyndelse. Fabrikken i Silkeborg voksede hurtigt i omfang, byen blev udvidet og andre industrier kom til. 

Det tog tid at opbygge fabrikken, der ikke kun krævede en fabriksbygning, men arbejderboliger, teglværk, brændsel og så videre, og der var fra Staten eller Kongens side givet håndslag på investeringer i foretagendet, hvis papirproduktionen startede inden for et bestemt tidsrum. 

Det var lige før de ikke nåede det. Nytårsdag 1845 blev det første ark papir fremstillet og mens maskiner langsomt overtog en del af papirproduktionen blev papirfabrikken i Silkeborg rammen om håndgjort papir i Danmark. 

Papirfabrikken voksede sig større og større. Der blev både lavet håndgjort papir i fineste kvalitet og maskinfremstillet papir. Fabrikken var ikke den eneste i Danmark, konkurrencen var stor og fabrikken var gennem en del omvæltninger, der både betød salg, lukning og åbning igen. Fabrikken endte som en del af De Forenede Papirfabrikker. 

Papiret der blev lavet på fabrikken var alligevel af så fin en kvalitet, at fabrikken fik til opgave at fremstille håndlavet papir til pengesedler. Denne produktion krævede store sikkerhedsforanstaltninger. Papiret skulle være håndgjort, det skulle fremstilles i en særskilt bygning og ikke hvem som helst kunne komme og gå. Seddelfabrikken hvor bøttepapiret med vandmærker og sikkerhedstråde blev fremstillet blev dermed en del af området. 

Fabrikken i Silkeborg kunne noget helt specielt. Det var ikke den største fabrik blandt De Forenede Papirfabrikker, det var ikke den fabrik der blev investeret mest i, og derfor måtte fabrikken udvikle og kunne noget særligt, for stadig at være en del af papirfabrikkerne. I en del år formåede fabrikken at  udvikle nye papirformer, farver og kvaliteter, og dermed skabe sig en plads i papirproduktionen. Blandt andet sikkerhedspapirkvaliteter var en stor del af fabrikkens nicheproduktion.

Omkring 1990 blev fabrikken overtaget af endnu en ny koncern, der var ikke interesse for specialpapir og Drewsen Spezialpapiere GmbH & CO.KG overtog aktiemajoriteten. Dermed endte fabrikken igen hos familien Drewsen og gennem de næste ti år var produktionen af specialpair noget særligt for fabrikken i Silkeborg. 

I 2000 blev fabrikken lukket og i dag er området et kulturcentrum i Silkeborg med cafeer, biograf, hotel, teater og et lille papirmuseum i den gamle Bøttefabrik. 

Anders og jeg var en tur forbi det lille museum, den dag det endte med at regne i stride strømme. Vi brugte dagen indendørs og det var nok meget godt. 

Det lille museum er rigtig fint. Det ligger som sagt i en del af den gamle bøttefabrik. Bøttepapir er håndlavet papir, der kendetegnes ved at papirmassen røres til en vælling af papirfibre og vand i et kar, der kaldes en bøtte. En ramme dyppes i massen og trækker papiret op. Jeg tænker at det papir vi kan lave hjemme - i hvert fald det papir jeg har lavet hjemme - også er bøttepapir. Selvom mit kar er en balje og min ramme knap så fin som på papirfabrikken. 

Vi fik en meget inspirerende rundvisning af frivillige på museet, der gerne fortæller længe og indlevende. Det papir vi så fremstillingen af, er lavet af gamle klude, der blev sorteret, findelt og lavet i en ramme med tråde, der danner mønster og vandmærker.

Vi fik lov at prøve at dyppe rammen og trække et stykke papir op, og jeg har derfor et meget fint stykke håndgjort papir med teksten Silkeborg handmade og portrættet af en kvinde, jeg har glemt hvem er. 

På museet står kar og maskiner, der stadig er fungerende og bliver brugt i udstillingen og i undervisningssammenhænge. Det gamle findelingskar med porcelænsfliser er en af deres mest skattede ejendele, og selvom det måske ikke ser ud af meget, er det en vigtig del af produktionen og et af eneste tilbage i, i hvert fald museumssammenhænge. 

Det er ikke et stort museum, men alligevel et interessant besøg. Specielt i regnvejr. Samlingen af rammer med vandmærker og den meget fine indføring i papirproduktionen for mere end et århundrede siden er spændende at se. 

Vi gik derfra med ny indsigt og viden om produktionen af papir og vandmærker og alt muligt andet spændende. Specielt synes at jeg det blev endnu mere spændende at lave mit eget papir derhjemme. Jeg har muligvis ikke de samme redskaber, men jeg kan nå langt med et sylteglas, en blender, en balje, en svamp, gamle klude, gammelt papir, gamle klude og den noget grovere ramme jeg er besiddelse af.

Udenfor fabrikken var der liv ved åen. Både langs rækken af cafeer, men også ved vandet, hvor vi mødte de fineste små flyvende væsener. 

Jeg har fundet informationer om papirfabrikken og papirfremstillingen far rundvisningen, fra museets egen side og fra wikipedia - både om Silkeborg og bøttepapir.