lørdag den 29. juni 2013

Så fik vi lov at låne igen


De er godt nok vokset, siden de var her sidst. Hankatten til lidt over dobbelt størrelse, hunkatten noget mindre. Men ellers er det de samme. Samme temperament, samme indstilling, samme måde at agere.

Ingen af dem er specielt samarbejdsvillige i forhold til kamera og fotografier. Heldigvis skal de ikke hjem endnu, så jeg har stadig mulighed for at skyde løs.


Katte - juni 2013


Løvekatten Stalin, er totalt uden hæmninger. Smider sig spindende i alt og alting. Tror verden er til for ham, og han er kongen. Han er vild og voldsom, med tunge trin og uden den store påpasselighed for andres ting. Det er ham, der højlydt gør opmærksom på sig selv, ham der går forrest og ham der ikke altid er helt velkoordineret.

Han har klørene fremme, og sætter dem gerne i alt med den mindste smule bevægelse. Han kan hurtigt føle sig overset og sørger gerne for at være i centrum. Med pelsen stående til alle sider og sin store buskede hale hvirvler han gennem rummene og forlanger total underkastelse det ene øjeblik, mens han det andet er den lækreste, blødeste og mest sociale kat.

Det var også ham, der på et splitsekundt havde vilket sig ind i både min kjole og mit strikketøj.


Katte - juni 2013

Katte - juni 2013


Den lille fine røde Naya er omvendt reserveret. Hun tjekker tingene ud, undersøger og giver ikke sit hjerte til hvem som helst. Hun ligger sig gerne på lur, et sted hvor hun kan overskue det hele og har overblikket.

Hendes pels er de skønneste røde silkebløde striber. Hun vil ikke tages op, men kommer hun selv, er hun overgiven og kælen. Hun ligger gerne i ske. Hun slås gerne, men med en blidhed og ynde, der betyder at hænder ender uden kradse- og bidemærker.

Hun er sin egen. Hun er adræt og kommer trods sin mindre størrelse højere op end storebror, der til gengæld er god til se ud som om han er ligeglad - når han må opgive.


Katte - juni 2013


De er ikke fyldt et år endnu. Der er stadig meget killingeleg tilbage i dem, og mens de det ene øjeblik ligger og sover, går den vilde jagt det næste.

Det er hyggeligt at have dem på besøg. Det er også dejligt at vide, at de skal hjem engang i morgen.


Katte - juni 2013

prikker

2 kommentarer:

  1. Nurh, hvor er de søde :)
    Dejligt I kan få lov til at " låne " , og det ser bestemt også ud til at misserne er tilfredse med det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Muffi, de virker meget tilfredse :)

      Slet